Fænomenologi

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Fænomenologi betegner først og fremmest en filosofisk retning grundlagt af Edmund Husserl, videreudviklet af Martin Heidegger, Hans Georg Gadamer, Jean-Paul Sartre, Maurice Merleau-Ponty, Emmanuel Levinas, K.E. Løgstrup, m.fl.

Begrebet fænomenologi har op igennem historien haft varierende betydninger. Begrebet blev første gang anvendt af J. H. Lambert i 1764, hvor dets betydning udlægges som: “læren om fremtrædelserne, læren om “skinnet” i modsætning til det sande og som budbringer om eller fremtrædelse for det sande”. I sin nutidige generelle leksikalske betydning, er fænomenologien kort sagt læren om det, som viser sig for en bevidsthed. I hovedtræk er den fænomenologiske retning en filosofi, hvis principielle mål er at studere menneskelige erfaringer fri fra dagligdags og videnskabelige anskueformer. Bevidstheden og de genstande, der optræder i ens oplevelser, må med andre ord studeres fordomsfrit i bestræbelsen på at beskrive og bestemme deres natur. Denne udlægning trækker på den transcendentale fænomenologi efter Husserl, grundlæggeren af den moderne fænomenologi, idet netop førstepersons perspektivet (det transcendentale ego) og bevidstheden er centrale begreber i forhold til at forstå fænomenernes fremtrædelse. Heroverfor står eksistentiel fænomenologi, som er et resultat af Heidegger og Merleau-Pontys arbejde. Frem for at studere fænomener 'i' bevidstheden, ville Heidegger og Merleau-Ponty forstå mennesket som grundlæggende en væren-i-verden, en kropslig åbenhed for verdens fænomener. Forskellen mellem Husserl, og Heidegger & Merleau-Pontys forståelse af fænomenologien skyldes, at de tog et forskelligt udgangspunkt. Husserls udgangspunkt var epistemologisk, imens Heidegger og Merleau-Pontys udgangspunkt var ontologisk. Husserl taler således om fænomenologien som en særlig metode til at studere bevidsthedsfænomener (jf. et erkendelsesmæssigt projekt), mens Heidegger og Merleau-Ponty forsøger at forstå menneskets natur (jf. et ontologisk projekt) ved at tage udgangspunkt i den levede erfaring i form af hhv. Daseins åbenhed for verden, og kroppens umiddelbare sansning (perception).

Fænomenologiens udbredelse

Fænomenologien gennemgik hurtigt en rivende udvikling Fænomenologien har også vundet en udbredelse, der rækker langt ud over det filosofiske fagområde. Som filosofisk retning, men også bredere som metode, stil og tænkemåde breder fænomenologien sig ud i alle hjørner af samfundet og blander sig i næsten alle områder af det kulturelle, liv og betegnelsen fænomenologi bliver dermed mest af alt en fællesbetegnelse for et vidtstrakt kulturelt fænomen. Fænomenologien har således fundet vej til specifikke akademiske fagområder som sociologien f.eks. P. Bourdieu, A. Giddens, og psykologien, herunder først og fremmest gestaltpsykologien, f.eks. Koffka, Köhler og humanistisk psykologi, f.eks. Maslow, R. May. Endvidere har fænomenologien fundet udbredelse i kunstens verden. I billedkunsten folder fænomenologien sig f.eks. ud i impressionismen, navnlig hos Cézanne, og i filmkunstens verden finder vi filmkritikeren André Bazin, der bruger betegnelsen fænomenologi til at betegne en rød tråd inden for filmisk realisme. Iflg. Bazin bærer f.eks den italienske neorealisme, den franske nybølge og den engelske social realism således præg af den fænomenologiske anskuelsesform.

Hvad enten fænomenologien ses som filosofisk retning, eller bredere som metode, stil og tænkemåde, så markerer den sig dog ikke altid som fænomenologi, men f.eks. også som neocartesianisme (Husserl), ”eksistentialisme” (Sartre, Merleau-Ponty, Jaspers), ”neosokratisme” (Gabriel Marcel). Husserls elev Martin Heidegger, hvem det er almindeligt anerkendt at rubricere bland fænomenologerne, foretrak at kalde sin filosofi ”fundamentalontologi", mens Ricoeur og Heideggereleven Gadamer betegnede deres fagområde hermeneutik.

Fænomenologien er med sine forskellige eksponenter altså gået i vidt forskellige retninger. Fænomenologien er svær at betegne, ikke bare fordi dens problemstillinger ofte er særdeles abstrakte og komplicerede, men også fordi Fænomenologi som begreb, i kraft af dets udbredelse, ikke tillader en entydig begrænsning eller definition. Men fælles i fænomenologien er målet at ville undersøge tingene som de viser sig for os i deres umiddelbarhed og fremstille dem gennem en beskrivelse fra en lige så umiddelbar position. Et andet vigtigt samlingspunkt, der er med til at gøre fænomenologien til en bare nogenlunde homogen størrelse er en fælles bevidsthed om, anerkendelsen af og taknemmeligheden til Edmund Husserl, som fænomenologiens fader. Disse elementer er noget af det, der, al mangfoldighed til trods, gør det rimeligt at tale om en fænomenologisk bevægelse.

Et tredje, nok så væsentligt samlingspunkt i den fænomenologiske bevægelse er opgøret med traditionen inden for de respektive kulturelle områder. Selve denne bestræbelse på opgør står overalt helt centralt i fænomenologien, hvilket gør at fænomenologien først bliver forståelig, når den ses i sin rolle som opponent til det bestående.

Inden for filosofien retter fænomenologien sin brod mod Descartes klassiske rationalisme, men endnu mere markant mod empirismen og positivismen, der finder sit forbillede i naturvidenskaben. Hermed er det allerede mere end antydet at fænomenologien, når den er ude i videnskabeligt ærinde, er ude for at kritisere naturvidenskabens positivistiske måde at anskue verden på, navnlig når denne podes på videnskabelige discipliner som sociologi og psykologi og her får indflydelse som skole. Indenfor kunsten får den fænomenologiske kritik af positivismen en pendent i form af en kritik af naturalismen.

Således fremstår fænomenologien fra begyndelsen som en negation (en nægtelse som betegner det modsatte af noget), snarere end som en klart afgrænset position. Den må fra sin begyndelse søge at imødegå den eksisterende tænkning, som den ser som fremmedgørende og reduktionistisk i forhold til det enkelte menneskes konkrete livssituation. Som modspil indfører Husserl i sin senere tænkning begrebet "livsverden" for så at sige at tvinge tanken tilbage til et udgangspunkt i det naturligt indstillede menneskes umiddelbarhed. Positivt udlagt er fænomenologien et forsøg på at etablere en ny form for ontologisk tilhørsforhold og forståelse af verden, efter at videnskaben og filosofien op gennem historien har udskiftet den klassiske ontologiske verdensforståelse med en mekanistisk og deterministisk (se Determinisme) verdensforståelse baseret på erkendelsesteori og matematik.

Fænomenologi i dansk kulturliv

Inden for dansk litteratur nåede fænomenologien udbredelse i 1990'erne, hvor det defineret som den måde, hvorpå man subjektivt oplever og sanser verden. I dette årti blev det gerne parret med eksistentialisme, og der var fokus på oplevelsen af hverdagen især. Dette ses i reality-tv som Big Brother, men en yngre generation af forfattere påvirkes også til at beskrive hverdagen igennem deres værker. Da erindringer og biografier også rummer fænomenologiens subjektive sansning af verden, kan disse to genre også inkluderes i den strømning.

Fænomenologiens forfattere

• Helle Helle
• Pablo Henrik Llambias
• Simon Fruelund

Litteratur

• Egebak. N. (1964). Maurice Merleau-Ponty og fænomenologien. Perspektiv, årg. 12, nr. 3, s. 34-37.
• Rasmussen, T. H. (unpub.). Hvad er fænomenologi? Nogle overvejelser. (pp. 1-12).
• Rasmussen, Torben H.: Kroppens filosof, Semi-forlaget
• Kemp, P. (1972). Sprogets dimensioner, [se kapitlet: "A. Den fænomenologiske dimension" (pp. 17-25) for en introduktion til fænomenologien]. København, Berlingske forlag.
• Michelsen, Anders (2000): Rum og fænomenologi, Spring
• Gallagher, Shaun (2010: Bevidsthedens fænomenologi, Gyldendal
• Thøgersen, Ulla (2004): Krop og fænomenologi, Gyldendals Akademiske Forlag
• Jørgensen, Bo Hakon: Intentionalitet, Syddansk Universitet
• Zahavi, Dan (2003): Fænomenologi, Roskilde Universitetsforlag
• Zahavi, Dan (2011): Husserls Fænomenologi, Forlaget Samfundslitteratur

Se også

• Eksistentiel fænomenologi
• Transcendental fænomenologi
• Husserl
• Heidegger
• Merleau-Ponty

Eksterne henvisninger

• Newsletter of Phenomenology (online-newsletter)
• Studia Phaenomenologica ISSN 1582-5647
• Forum for eksistentiel fænomenologi: videnskilde og forum for interesserede i eksistentiel fænomenologi Læs om fænomenologiske perspektiver på terapi, psykologi, specialpædagogik, videnskabsteori mm.