Forskel mellem versioner af "Blad (plantedel)"

Spring til navigation Spring til søgning
10 bytes fjernet ,  for 4 år siden
m
Robot: Kosmetiske ændringer
m (Gendannelse til seneste version ved BillyDK, fjerner ændringer fra Martin5037 (diskussion | bidrag))
m (Robot: Kosmetiske ændringer)
Bladet er aflukket i forhold til omverdenen med en hinde, epidermis, der kun består af ét cellelag. Epidermis har yderst et lag, som er uigennemtrængeligt for vand, nemlig [[kutikula]], som forhindrer en uhæmmet fordampning. Cellerne i epidermis har som regel ikke [[grønkorn]] eller ''kloroplaster'' (de [[organel]]ler, hvor fotosyntesen foregår). Undtagelserne ses i epidermis hos [[hygrofyt|hygro-]], [[helofyt|helo-]] og [[hydrofyt]]ter samt hos visse skyggeblade. De mest bemærkelsesværdige undtagelser er dog [[læbecelle]]rne omkring [[spalteåbning]]erne (stomata), som altid indeholder kloroplaster. Spalteåbningerne tjener til regulering af luftskiftet ind og ud af bladet, først og fremmest dog afgivelsen af vanddamp. Efter fordelingen af spalteåbningerne skelner man mellem ''hypostomatiske'' (med åbninger på bladets underside), ''amfistomatiske'' (åbninger på begge bladsider) og ''epistomatiske'' blade (med åbninger på bladets overside som f.eks. hos flydebladsplanter).
 
Når epidermis danner udvækster, kaldes de ''hår'' (trichomer), men hvis dybere cellelag deltager i dannelsen, taler man om ''emergenser'', f.eks. torne og kirtelhår.
 
=== Mesofyl (bladparenkym) ===
** Ved normale, tosidede, ''dorsiventrale'' blade ligger palisadevævet øverst, dvs. ved "rygsiden", ''dorsalt'', og svampevævet nederst, dvs. ved "bugsiden", ''ventralt''.
** Ved omvendt tosidede blade (B) ligger palisadevævet nederst.
** Ved ligesidede blade (F, G) er over- og undersiderne ensartet forsynet med palisadevæv, og inde i midten ligger så svampevævet. Et typisk eksempel er nålene hos [[Fyrreslægten|Fyr]] (G).
* Ved ensidede blade (C, D) dannes over- og underside ud fra undersidens dannelsesvæv. De kan forstås som en videreudvikling af de omvendt tosidede blade, hvor bladets overside er reduceret. På tværsnit af de ensidede blade ligger ledningsstrengene i en cirkel eller bue, hvor sikarrene ligger øverst-yderst. Bladstilkene er ofte ensidede ligesom bladene hos mange [[enkimbladede]] som f.eks. [[Siv]], hvis blade er stængelagtige. Man ser en speciel udvikling hos [[Iris-slægten]], hvis ensidede blade på ny er blevet flade, men nu langs bladaksen, så der dannes ”ridende” blade (sværdblade).
 
== Bladets morfologi ==
{{uddybende|Bladformer}}
Et blad kan typisk opdeles i nogle bestanddele. Hos [[Tokimbladede]] planter består et typisk blad af '''bladfod''' med eventuelle [[fodflig]]e (tidligere kaldt akselblade), ''bladstilk'' og ''bladplade''. Mange planter har blade som er ganske omdannede fra denne grundstruktur, og hver enkelt del kan variere meget i udformning fra art til art. Hos mange [[Enkimbladede]] planter, består et typisk blad af en rørformet '''bladskede''', der omslutter stængelsen, og en flad '''bladplade'''. [[Enkimbladede]] planter har aldrig [[fodflig]]e.
 
=== Bladfod og fodflige ===
 
=== Højblade ===
Højblade (''brakteer'') er de blade, som bærer en enkelt blomst, en blomsterstand eller en del af en blomsterstand ved sin bladbasis. Sådan et blad kalder man et dækblad, når det omslutter en enkelt blomst. Hvis højbladet eller flere højblade beskytter en blomsterstand, kalder man det for et hylsterblad (''involukralblad''). Tilsammen kaldes de for et hylster ('involukrum''). Hvis der dannes blade på blomsterskuddet oven over højbladene, kalder man dem forblade (''brakteoler'').
 
Ofte er højbladene meget forskellige fra de normale løvblade, og de adskiller sig f.eks. ved en iøjnefaldende farvning. Det sker hyppigt, at man finder overgangsformer mellem de egentlige løvblade og højbladene.
Mange planter på tørre voksesteder har reduceret deres blade fuldstændigt eller omdannet dem til torne, som f.eks. [[Kaktus-familien|kaktusplanterne]]. På den måde bliver plantens overflade væsentligt formindsket, sådan at transpirationen bliver nedsat tilsvarende.
 
Talrige [[xerofyt]]ter beholder dog blade, hvis opbygning er ændret størkt i retning af transpirationsformindskelse. Tørkeprægede blade er ofte opbygget, så over- og underside er ens, og de er oftest seje og læderagtige som f.eks. hos [[Ægte Laurbær]], [[Almindelig Myrte]] og [[Almindelig Oliven]]). Spalteåbningerne er dybt nedsænket i bladets overflade, og de derved dannede fordybninger er forsynet med hår, som nedsætter tilstrømningenaf tør luft. Mellemrummet mellem cellerne bag spalteåbningerne kan være beskyttet af et vokslag. Ofte bliver bladet indrullet ved tørke, og på den måde bliver spalteåbningerne yderligere beskyttet, sådan som det f.eks. er tilfældet hos [[Hårtot-Fjergræs]]).
 
Bladets hud har et fortykket overhudslag (''cuticula''), som er kraftigt beskyttet af voksindlejring. Samtidig kan bladet ofte være dækket af døde hår, og det fører til et nedsat luftskifte og til et tydeligt mere fugtigt [[mikroklima]] direkte ved bladets overflade.
=== Blade hos kødædende planter ===
[[Fil:Nepenthes sibuyanensis.jpg|thumb|En ”kande” hos den kødædende art ''Nepenthes sibuyanensis''.]]
Hos mange [[kødædende plante]]r er bladene forvandlet til organer, som bruges til at fange og optage bytte. De kan være udformet på mange måder, fx som klæbe-, klap- eller faldgrubefælder. Desuden er bladene hos visse plantearter (f.eks. [[Rundbladet Soldug]]) i stand til at udføre meget hurtige bevægelser. Alle de kødædende planter må kunne opløse og opsuge indholdet af deres byttedyr direkte fra overfladen af deres fælde, og derfor har flere af dem kirtler, der kan udskille [[enzym]]er, som opløser byttet.
 
=== Blade hos epifytter ===
 
=== Udveksling via spalteåbningerne ===
Først og fremmest optager bladet luftarter og meget flygtige stoffer gennem spalteåbningerne. De vigtigste er [[svovldioxid]] (SO<sub>2</sub>), [[ammoniak]] (NH<sub>3</sub>) og [[kvælstofdioxid]] (NO<sub>2</sub>) Ammoniak kan dække mellem 10 og 20% af plantens kvælstofbehov i områder med intensivt dyrehold. Optagelsen af ammoniak gennem spalteåbningerne stiger i samme forhold som stigningen i den atmosfæriske koncentration omkring bladet. Det samme gælder for kvælstofdioxid. Svovldioxid i stærke koncentrationer skader fotosyntesen, mens tynde koncentrationer af luftarten kan føre til forbedret vækst, hvor der er svovlmangel i jorden.
 
Planterne kan dog også tabe mineralske næringsstoffer fra bladene. F.eks. blev [[ris]]planters tab af kvælstof ved afgivelse af ammoniak via spalteåbningerne opgjort til 15&nbsp;kg N/ha, mens [[hvede]]planter afgav op til 7&nbsp;kg N/ha, hvad der svarer til ca. 20% af gødningsmængden. Ved kraftig belastning med svovldioxid afgiver bladene [[svovlbrinte]] (H<sub>2</sub>S). Det betragter man som en afgiftningsmekanisme, men også planter uden svovldioxidstress afgiver flygtige svovlforbindelser. For [[Havre]] og [[Raps]] drejer det sig om størrelser på 2–3&nbsp;kg S/ha om året. Planter med et højt indhold af [[selen]] kan tilsvarende afgive luftformige selenforbindelser som f.eks. [[dimetylselen]] (C<sub>2</sub>H<sub>6</sub>Se).
# Udvaskning fra sårede bladdele.
# Udvaskning fra apoplasterne hos intakte blade.
De to sidstnævnte typer har stor økologisk betydning. Tabet er størst fra gamle blade og under stress /tørke, varme, [[ozon]]). Også lave pH-værdier i [[sur regn]] øger udvaskningen på den måde, at bladets kationer bliver udskiftet med syrens brintioner..
 
I naturen er der større udvaskning end optagelse af stoffer i bladene med undtagelse af kvælstof og svovl. Tabet er særligt højt i områder med kraftige regnvejr. Man har beregnet følgende årsmængder for [[tropisk regnskov|tropiske regnskove]] (angivet i kg/ha): [[Kalium]] 100–200, kvælstof 12–60, [[magnesium]] 18–45, [[kalcium]] 25–29 og [[fosfor]] 4–10. Under tempererede forhold er de høje udvaskningstal for kalcium og mangan påfaldende – set i forhold til bladets indhold af disse stoffer. De er ikke flytbare med sikarstrømmen, og det betyder, at de ophobes i bladene. Den stærke udvaskning opfattes som en strategi hos planterne, der på den måde slipper af med alt for høje koncentrationer af disse stoffer.
 
Ud over mineralske stoffer kan store mængder af organiske forbindelser gå tabt ved udvaskning. For skove under tempererede forhold har man beregnet årlige mængder mellem 25 og 60&nbsp;kg/ha, og for de tropiske skove anslår man mængder på flere hundrede kg/ha.
 
== Bladet som levested ==
Bladene bliver også angrebet af et stort antal [[svampe]] som f.eks. [[meldug]]-, [[rust (svamp)|rust-]] og bladpletsvampe. Ved deres snylten på bladvævet fremkalder de misdannelser, væksthæmninger og udbyttenedgang, som er føleligt indenfor landbrug og gartneri. Inde i bladets væv lever desuden de såkaldte ”''endofytiske''” svampe, der ikke forårsager mærkbare skader, og som muligvis endda er gavnlige for planten.
 
Udenpå bladene kan der også findes andre planter, som lever [[epifyt]]tisk. Det kan være [[mosser]] og [[lav (plante)|laver]], der er meget hyppige i de tropiske [[regnskov]]e og i [[tågeskov]]ene andre steder på kloden.
 
== Referencer ==
575.924

redigeringer

Navigationsmenu