Europæisk los
|
|||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
 |
|||||||||||||
| Bevaringsstatus | |||||||||||||
| Videnskabelig klassifikation | |||||||||||||
|
|||||||||||||
 Lossens fire arters fælles udbredelse
|
|||||||||||||
|
|
Los (Latin: Lynx lynx, norsk: Gaupe, svensk: Lodjur) eller Eurasisk los er et rovdyr i losslægten, som er udbredt i store dele af Eurasien. Arten tilhører kattefamilien, og er oftest i toppen af fødekæden. Der er beskrevet en række lokale varianter, men ikke alle er anerkendt som separate side- eller underarter. Los er den eneste vildkat i Skandinavien.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Beskrivelse
Foto: Bernard Landgraf
(Norsk Skogmuseum)
Den eurasiske Los er den fysisk største af alle los-arterne. Den har en forholdsvis kvadratisk krop af en kat at være, hvor bagkroppen er stejl. Hovedet er rundt i formen og ørerne små og spidse med karakteristiske hårduske. Dette kattedyr bliver gerne 80-130 cm lang, målt fra næsetip til halerod, med tillæg af en kun 11-25 cm lang hale. Mankehøjden hos voksne dyr varierer fra 50-70 cm, og vægten ligger normalt på ca. 13-26 kg hos voksne individer. Nordlige varianter bliver gerne fysisk større end sydlige. I Norge, Sverige og Finland bliver hannen gerne typisk omkring 18-26 kg stor, mens hunnen bliver ca. 13-18 kg.[1]
Lossen er tilpasset det habitat, den lever i. Vinterpelsen bliver tyk, ulden og er godt varmeisolerende i de nordlige egne, mens sommerpelsen er tynd og glat. Bundfarven i pelsen er rødbrun om sommeren og gråhvid om vinteren, noget som giver en god kamouflage. Farven varierer imidlertid gerne med habitatet dyret lever i. Bugen er hvid eller ret lys, og kroppen dækket med et antal mere eller mindre tydelige mørkere områder. Poterne er ret store i forhold til dyret, specielt på varianter som lever i snerige områder.
Lossen har specielt godt udviklet hørelse og desuden godt syn og god lugtesans. I vild tilstand lever den gerne til den bliver 10-12 år gammel, selv om der findes losser, som er blevet hele 24 år gamle.
[redigér] Udbredelse
Lossen oprindelige udbredelsesområde strakte sig fra Pyrenæerne i sydvest og Skandinavien i nordvest, østover gennem Rusland og Sibirien til Kinas og Ruslands bredder mod Stillehavet i Øst-Asien. Lossen er imidlertid nu udryddet mange steder (specielt i vest), selvom arten regnes som livskraftig.
Totalbestanden af eurasisk los, som regnes som stabil, er beregnet til omkring 50000 dyr. [2] [3] Af disse befinder omkring 8000 sig i Europa, cirka 30000 - 35000 i Rusland (inklusiv Sibirien), og cirka 10000 i Mongoliet / Kina. Den europæiske bestand er ret spredt og sparsom i Mellem- og Sydeuropa, hvor arten mange steder er udryddet.
[redigér] Lossen i Norge
I 1960'erne blev den eurasiske los udryddet i store dele af Vest-Europa. I Norge blev arten næsten udryddet i de første tiår af 1900-tallet, men bestanden voksede igen i løbet af 1950- og 1960-erne. I dag er lossen igen begyndt at erobre skov- og bjergegnene på kontinentet, godt hjulpet af mennesket. I 2002 kom de første kuld til verden i Tyskland. Arten er også reintroduseret i blandt andet Schweiz.
Lossen findes i dag i faste bestande over hele fastlands-norge, med undtagelse af vestlandsfylkene, hvor forekomsten er mere sporadisk. Fra 1996 er losbestanden blevet overvåget gennem registrering af spor efter familiegrupper. [4] Arbejdet bliver koordineret af det nationale overvågningsprogram for store rovpattedyr. Lokale folk rundt omkring i landet melder observationer af spor ind til Statens naturoppsyn (SNO), som så kontrollerer observationerne i felten. Norsk institutt for naturforsking har ansvaret for sammenstilling af data.
Før jagten i 2007 var der registreret minimum 69-74 familiegrupper i Norge. Dette svarer til en beregnet minimum totalbestand på 409-439 dyr. Det nationale bestandsmål på 65 årlige unger af lossen, fastsat af Stortinget i 2004, er altså nået i 2007. Den totale bestand af los i Norge og Sverige er på ca 2000 dyr.
Stortinget har besluttet, at der skal være minst 65 los-unger i Norge årligt. I hver sæson fødes der én til tre unger per moderdyr.
[redigér] Habitat
Lossen trives i mange forskellige former for habitat. Den findes i alt fra fjeldrige ørkenstrøg og tempererede fjeldegne, til græsletter, kratskov, boreale-, subtropiske-, og tropiske skove. Mest almindelig er arten dog i de boreale skove i det nordlige Eurasia. Dette kattedyr trives desuden bedst, hvor det kan bevæge sig i skjul gennem landskabet.
[redigér] Adfærd
Lossen er en solitær nataktiv snigjæger og kortsprinter, som kun undtagelsesvis bevæger sig i åbent land. Tidligere troede man, at lossen lagde sig i baghold, når den jagede, men nye studier af dens teknik viser, at dette ikke er tilfældet. Lossen sniger sig derimod så tæt mod byttet som muligt, før den slår til, fordi arten mangler udholdenhed til en længere jagt. To af tre vellykkede angreb afsluttes efter en sprint på mindre end 20 meter. Lossen er imidlertid lynhurtig i en kort sprint, og effektiv. Den bruger først og fremmest hørelsen og synet under jagten. Lossen kvæler normalt større byttedyr med et strubebid, som lukker for tilførselen af luft. Mindre byttedyr dræbes med nakkebid.
Kosten for den eurasiske los består hovedsaglig af hjortedyr, hvor der er god tilgang, i modsætning til de tre andre los-arter, som hovedsaglig spiser harer og kaniner. I Syd-Skandinavien er rådyret det klart vigtigste byttedyr for lossen både ved vinter- og sommertid, mens Rensdyr er mere almindelig i nordområderne. Lossen spiser imidlertid også andre byttedyr, for eksempel rød ræv, hare og egern. Den tager desuden husdyr. I Norge bliver der hvert år erstattet cirka 9000 får, som menes dræbt af losser, men det er ikke dokumenteret, at det totale antal faktisk bliver taget af losser. [5]
Lossen er en god klatrer og svømmer. Voksne losser hævder deres revir med et lille overlap mellem områderne til individer af samme køn. Lossen er øverst på næringskæden, og behøver meget plads. Reviret varierer i størrelse, både mellem kønnene og de områder arten befidner sig i. I Białowieska Skoven i Polen er hanlossens revir i gennemsnit på 248 km², mens hunnens er 133 km². [6] Studier af radiomærkede losser har vist, at voksne hanner i skandinavien bruger revir på 500-2000 km² i løbet af året, mens voksne hunner benytter fra 200-1000 km². [7] Størrelsen på leveområderne varierer med byttedyrenes tæthed.
[redigér] Formering
Foto: Bernard Landgraf
Uden for parringstiden er lossen solitær. Arten parrer sig sædvanligvis i tidsrummet januar-marts. Selve paringslegen varer normalt i to dage. I denne korte tid gør de to dyr alt sammen, hvilket indebærer at jage sammen og at soignere hinanden. Parringen foregår gentagne gange, men efter cirka to dage forlader hannen hunnen for at finde sig en ny partner. Hunnen har årlig som regel kun en parringspartner, mens hannen gerne har flere.
Efter en drægtighedsperiode på ca 70-74 dage føder hunnen fra en til tre unger (sjældent fire) i maj eller tidlig juni. De nyfødte unger vejer mellem 230 og 270 gram og gemmes bort i små huler eller sprækker i terrænet, ofte på vanskelig tilgængelige steder. I denne første tid tager moderen jagtture på op til 15 km fra ungernes gemmested. Hunnen kan godt være borte fra ungerne i 12-15 timer, og jagtbyttet bringes ikke tilbage til ungerne. Ungerne ernærer sig af modermælk de første 2-3 måneder, og holder sig ved hulen i denne periode.
Der har været meget opmærksomhed omkring dødeligheden hos lossen på grund af kvotejagt. Resultater fra de sidste års forskning viser, at losser også dør af andre årsager. Den vigtigste dødsårsag, udover kvotejagt, for radiomærkede losser i Skandinavien er illegal jagt, men også biler og Skab (sygdom) (fnat) tager livet af losser. Dødeligheden er størst blandt de yngste aldersgrupper. Lossen har et relativt stort formeringspotentiale. Bestanden kan øge med med omkring 20 % årlig, afhængig af miljøforholdene.
[redigér] Underarter
Der er beskrevet en række lokale losser, men det er fortsat uklart om det er underarter eller lokale varianter, der er tale om.
- Lynx lynx (eurasisk gaupe)
- L. l. carpathicus (Karpaterne og Centraleuropa)
- L. l. dinniki (Kaukasus)
- L. l. isabellinus (Centralasien)
- L. l. kozlovi Nord-Mongoliet og Syd-Sibirien)
- L. l. lynx (Finland, Norge, Sverige, Estland, Letland, Litauen, Rusland og dele af Sibirien, Hviderusland, Nord-Ukraine)
- L. l.martinoi (Balkan)
- L. l. stroganovi (Amur-regionen)
- L. l. wardi (Altaibjergene)
- L. l. wrangeli (Øst-Sibirien)
[redigér] Andet
Lossen regnes ikke som en specielt udsat art, selv om lokale populationer kan være kritisk truet. Arten står opført som livskraftig (LC) på IUCNs rødliste. Totalbestanden har en stabil tendens, selv om den nogen steder mister habitat. I perioden 2002-2008 blev arten regnet som nær truet (NT), men dette blev ændret med begrundelse i artens store udbredelsesområde.
[redigér] Se også
[redigér] Referenser
- ↑ Scandlynx: Utseende
- ↑ Nowell, K. and Jackson, P. (compilers and editors) 1996. «Wild Cats. Status Survey and Conservation Action Plan.» IUCN/SSC Cat Specialist Group. IUCN, Gland, Switzerland.
- ↑ Breitenmoser, U., Breitenmoser-Wursten, C., Okarma, H., Kaphegyi, T., Kaphegyi-Wallman, U.and Muller, U.M. 2000. «Action Plan for the conservation of the Eurasian Lynx (Lynx lynx) in Europe. Convention on the Conservation of European Wildlife and Natural Habitats.» Cat Specialist Group
- ↑ NIDAROS – NINAs database for rovviltspørsmål: Overvåking av gaupe
- ↑ Forskning.no: Rovdyrangrep er mindre viktige, lest 20. juni 2009
- ↑ Schmidt, K., Jedrzejewski, W. and Okarma, H. 1997. Spatial organization and social relations in the Eurasian lynx population in Bialowieza Primeval Forest, Poland. Acta Theriologica 42: 289-312.
- ↑ Scandlynx: Gaupa trenger mye plass
[redigér] Eksterne links
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Europæisk los
Taksonomi fra Wikispecies
- Miljøstatus i Norge: Lossen
- Norsk institutt for naturforsking – NINA
- NIDAROS - NINAs database for rovvildtspørgsmål
- IUCN / SSC Cat Specialist Group
- Globale losser
- Information fra Vildkattgruppen til IUCN
- Large Carnivore Initiative for Europe
- Eurasian Lynx Online Information System for Europe - ELOIS
- Rovvildtportalen
- Sporing af rovvildt med GPS-sendere
