Fransk litteratur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Fransk litteratur omfatter den samlede mængde litterære værker skrevet både af franskmænd og litteratur skrevet på fransk af udlændinge.

Fransk litteraturhistorie tager sin begyndelse i middelalderen og udvikler sig stadigvæk.

Fransk litteraturhistorie[redigér | redigér wikikode]

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

En af Strasbourg-ederne fra 842 er den første kendte tekst skrevet på romansk, som var forløberen for det franske sprog. Den første bevarede tekst på dette sprog som anses for at være "litterær" er Sankt Eulalias sekvens, som fomentlig er skrevet mellem 881 og 882 ; det er en enkel fremstilling af 29 vers fra et latinsk religiøst/pædagogisk digt.

De første store franske litterære tekster, daterer sig fra midten af middelalderen, som falder sammen med udviklingen af landbruget og den befolkningsmæssige udvikling efter tiden med invasioner, anarki og epidemier.

Chansons de geste er eposser der hylder ridderidealet og fortæller om store krigeres bedrifter, et af de ældste man kender til er Rolandskvadet fra midten af det 11. århundrede og som hylder en af Karl den Stores vasaller Grev Roland, der i 778 faldt under et bagholdsangreb ved Roncevaux.

Den høviske litteratur der kommer frem i det 12. århundrede har som hovedtema den høviske kærlighed. Genren stammer fra antikken, hvor man ser en påvirkning dels fra mellemøsten, hjemtaget til Frankrig af hjemvendte korsriddere dels fra keltiske fortællinger. Et af den høviske litteraturs kendteste værker er Tristan og Isolde, der handler om en umulig kærlighed der ender med døden. Den slags værker blev sunget af troubadourer ved de europæiske hoffer.

Chrétien de Troyes (1135 ?–1190 ?) anses for at være den første romanforfatter i den franske litteratur, hans romaner som Yvain ou le Chevalier au lion, Lancelot ou le Chevalier de la charrette et Perceval ou le Conte du Graal er typiske for denne tids litteratur. Det lange kvad Le Roman de la Rose, en best-seller fra begyndelsen af det 13. århundrede er et af de sidste skrifter, der har som tema den høviske kærlighed og det er endda kun i dens korte indledning skrevet af Guillaume de Lorris. Resten af skriftet, som er skrevet af Jean de Meung indeholder tværtimod flere misogyniske passager i flere af de socialkritiske afsnit.

Næsten samtidig finder man Roman de Renart der er en samling af digte skrevet på oldfransk og som er en satire over den menneskelige adfærd i det middelalderlige samfund. Fortællingerne er ikke et samlet værk, men en samling af tekster af forskellige forfattere, der har det til fælles, at de er skrevet med dyr som repræsentanter for de forskellige adfærdsformer og at de gengiver tidens feudale normer og den høviske moralkodeks.

Først i det 13. århundrede gør den parisiske digter Rutebeuf op med de ridderlige dyder, igennem sine digte, der gengiver de menneskelige svagheder, usikkerheden og fattigdommen.

De første historiske tekster man kender til er beretningerne om korstogene som dukker op i det 12. århundrede. Visse af disse tekster som dem fra Joinville som gengiver Sankt Louis liv, har også en morale. Herefter er det hundredårskrigen (13371453) der bliver beskrevet af forfattere som Jean Froissart (1337–1410 ?) i to bøger, som han kalder Kronikker og Eustache Deschamps, som beskriver samfundet og den mentale påvirkning hundredårskrigen har.

Efter hundredårskrigen er det digteren François Villon (14311463 ?), der videregiver problemerne og volden der sker i denne periode. Han er forældreløs af ædel byrd, men bliver dømt for røveri og mord og hans populære værker skildrer tidens uretfærdigheder.

Det religiøse teater udvikler sig op gennem middelalderen, hvor det udfolder sig til de religiøse fester som jul, påske og Kristi himmelfartsdag og i modsætning til litteraturen, der primært henvender sig til adelen, henvender teatret sig i lige så høj grad til almindelige mennesker. Ved siden af det religiøse teater opstår et morskabsteater kaldet farcen sig i det 15. århundrede, selvom det bliver modarbejdet af de religiøse autoriteter.

16. århundrede[redigér | redigér wikikode]

De humanistisle principper slår kraftigt igennem i litteraturen: Tilbage til oldtidens tekster(græske, latinske og hebraiske), ønsket om at vide, hedonisme, nytænkning af formerne og temaerne fra middelalderens litteratur.

De vigtigste prosaforfattere var Clément Marot, Jean de Sponde, Agrippa d'Aubigné, og digtere Pléiade heriblandt Ronsard og Du Bellay.

På romansiden skiller Rabelais og Marguerite de Navarre sig ud.

Montaignes essais er et betydningsfuldt værk, som bliver placeret mellem filosofi og selvbiografi. Essais'ene er en af de allerførste franske selvbiografier og er med til at bane vejen for Rousseau og andre. Lignende værker i tiden prøver at afdække mennesket, som Rousseaus Confessions, som søger at beskrive mennesket med alle dets gode og dårlige sider.

17. århundrede[redigér | redigér wikikode]

I begyndelsen af 17. århundrede slår Honoré d’Urfé igennem med sin roman L'Astrée, som er et delvist selvbiografisk eventyr, der finder sted i perioden mellem 1607 og 1633.

Den var en af århundrets største succes'er over hele Europa, som godt nok ikke kom til at øve den indflydelse på hyrdedigtningen som man kunne have troet, til gengæld kom den til øve overordentlig stor indflydelse på både romangenren, teatret, operaen og den generelle tænkning.

Det 17. århundrede tæller to store litterære strømninger, som på den ene side konkurrerer med hinanden og på den anden side komplementerer hinanden: klassicismen og barokken. De var konkurrerende fordi barokken er storladen mens klasscisismen er mere nøgtern og de komplementerer hinanden, fordi flere forfattere i perioden lod sig inspirere af begge (som Pierre Corneille). Henimod slutningen af århundredet, ses en ny strømning i litteraturen, som leder hen imod oplysningstiden, her repræsenteret ved en forfatter som La Bruyère.

De store navne i denne epokes litteratur er: Corneille, Jean Racine, Molière, Pascal, La Rochefoucauld, La Fontaine, Nicolas Boileau, La Bruyère, Madame de La Fayette, Madame de Sévigné, Kardinal de Retz.

18. århundrede[redigér | redigér wikikode]

Det 18. århundrede bliver kaldt oplysningstiden, fordi man i dette århundrede søger at forstå verden og igennem dette, at sætte spørgsmålstegn ved autoriter og magt. I oplysningens århundrede, som det 18. århundrede også kaldes, prøver man at synliggøre ånden fra renæssancen og kartesianismen, fra århundredet før, ræsonnementets sejr over troen. Oplysningsfilosofien er et europæisk fænomen, men de franske filosoffer er dem der fremkommer med de stærkeste ideer i århundredet og præger de nye værdier, som takket være den franske revolution kommer til at påvirke Europa og resten af verden. De vigtigste franske filosoffer i tiden er Voltaire, Jean-Jacques Rousseau, Denis Diderot og Montesquieu.

19. århundrede[redigér | redigér wikikode]

Ligeså vigtig det 19. århundrede set med litterære øjne er i Frankrig, på grund af antallet af storværker, ligeså svært kan det være at forstå, hvad der egentlig definerer det. For mange litteraturhistorikere er det 19. århundrede arnested for så forskellige retninger som romantikken, først med Chateaubriand og senere med Victor Hugo, som realismen med forfattere som Stendhal, Honoré de Balzac, Gustave Flaubert som fakkelbærere og for naturalisme med Émile Zola.

I Frankrig rådede der kaos efter den franske revolution, og staten oplevede hastige omvæltninger i styrelsen. Mange af den franske romantiks repræsentanter havde smertelige minder fra den franske revolution, for eksempel Charles Nodier. Chateaubriands og hans generation skabte den franske katolske konservatisme med repræsentanter som Joseph de Maistre, Maine de Biran, Hughes Felicité Robert de Lamennais og Louis Gabriel Ambroise de Bonald. Den franske litterære romantik var splittet indtil 1820'erne da en distinkt forfattergruppe blev dannet: centaklet.[1] Frankrigs romantik kendetegnedes af et større mål af orientalisme og eksotisme og mindre af folkloristik end tilfældet var i Tyskland. Chateaubriand kan igen siges at være den romantiske romans grundlægger med sine værker Attila og René som han fik materiale til under sin landflygtighed under revolutionen.

Realismen er en lidt svag beskrivelse, som senere er blevet påhæftet forfattere som Champfleury, Stendhal og Balzac som egentlig placerer sig imellem romantik og realisme. I l'Histoire de la littérature française fra (1894) beskriver Gustave Lanson hvor Balzac i sine værker er realist og hvor han er romantiker.

Naturalismen tog nogle gevaldige skridt fremad med Émile Zola

20. århundrede[redigér | redigér wikikode]

Fransk litteratur i det 20. århundrede er naturligt nok påvirket af de historiske, politiske, moralske og kunstneriske kriser som dette århundrede er så rigt på. De litterære strømninger der karakteriserer perioden er surrealismen, som er en fornyelse af poesien (André Breton, Robert Desnos, Paul Éluard), men også eksistentialismen (Gabriel Marcel, Jean-Paul Sartre), som er repræsentanter for en ny filosofi (L'existentialisme est un humanisme de Jean-Paul Sartre). Den primære inspirationskilde for forfatterne i denne periode er de politiske konflikter, som de store krige.

Marcel Proust fremstår som den sidste store franske forfatter i begyndelsen af det 20. århundrede.

I dette århundrede fremstår Marcel Proust som den sidste store franske forfatter. Den eneste der måske kommer op på siden af ham er Louis-Ferdinand Céline.

Nouveau Roman, som er opkaldt efter Alain Robbe-Grillets Pour un nouveau roman, er ikke noget der i første omgang bliver taget notits af hos forfatterne, men den inspirerer ikke desto mindre en generation af forfattere, som grupperer sig om forlaget Éditions de Minuit, disse er Jean Echenoz, Jean-Philippe Toussaint, Tanguy Viel, Christian Oster, Laurent Mauvignier og Christian Gailly. Efter dette er der ikke rigtig nogen egentlige bevægelser, der opstår. Det eneste der nærmer sig definitionen er Oulipo der står for "Ouvroir de littérature potentielle", (dansk: værksted for potentiel litteratur) og som omfatter Queneau og Perec og i dag andre forfattere som Roubaud, Fournel, Jouet og Le Tellier.

Det samme kan siges om gruppen Nouvelle fiction som indbefatter romanforfattere som Hubert Haddad, Frédérick Tristan og Georges-Olivier Châteaureynaud.

Regionalismen fra det 19. århundrede, hvor en af repræsentanterne er George Sand, er fortsat i anden halvdel af århundredet, med forfattere som Pierre-Jakez Hélias (Le Cheval d'orgueil) og Henri Vincenot. Og genren ser ud til at fortsætte ind i det 21. århundrede med folk som Jean Anglade og Jean-Paul Malaval.

De vigtigste litterære bevægelser var:

Den frankofone litteratur[redigér | redigér wikikode]

Litteratur skrevet på fransk finder man over hele verden, da fransk ofte er kulturbærende sprog i mange af de gamle kolonier.

Se også Fransksprogede forfattere

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. "Centaklet" ? : "The room where the Holy Spirit came upon the apostles is called the centacle. ..." www.holyhill.com — prøv evt. "French literature of the 19th century" (Engelsk)