Grønlandsk (sprog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 27. jan. 2015, 14:08 af Sorenhk (diskussion | bidrag) Sorenhk (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved PerV, fjerner ændringer fra 194.177.254.146 (diskussion | bidrag))
Grønlandsk
(Kalaallisut)
Talt i: Grønland
Talere i alt: 60.000 (2007) [1]
Sprogstamme: Eskimo–Aleut
 Eskimo
  Inuit
   Grønlandsk 
Skriftsystem: Latinske alfabet, Grøndlandsk variant 
Officiel status
Officielt sprog i: Grønland Grønland
Reguleret af: Oqaasileriffik (Grønlands sprogsekretariat)
Sprogkoder
ISO 639-1: kl
ISO 639-2: kal
ISO 639-3: KAL
Oqaasileriffik, Grønlands sprogsekretariat, ligger i universitetsparken Ilimmarfik.

Grønlandsk (grønlandsk: kalaallisut, "grønlændernes sprog") er et sprog i den eskimoiske sprogfamilie, også kaldet Inuit-Aleut-sprogstammen, der tales i hele det arktiske område. Grønlandsk tales af ca. 45.000 mennesker i Grønland og Danmark og er det eneste eskimoiske sprog, der ikke er et minoritetssprog i sit primære udbredelsesområde, idet de eskimoiske sprog i Quebec, Alaska og Sibirien er truet af hhv. fransk, engelsk og russisk. Det skyldes, at grønlænderne i Grønland er en majoritetsgruppe, idet der frem til Anden Verdenskrig kun befandt sig nogle få hundrede danskere og dansksprogede i landet, mens der i dag er ca. 7.000 af en samlet befolkning på 56.452.[2][3]

Historie

Beslægtede sproggruppers udbredelse

Det antages, at Thule-kulturens vandringer i to forskellige retninger rundt om Grønland har ført til de to forskellige sprogvarianter, Østgrønlandsk og Vestgrønlandsk. Hertil kommer en tredje variant, Thule-sprog.[4]

Vestgrønlandsk, der er den mest udbredte variant, og som tales af ca. 40.000 sprogbrugere, har tre dialekter: Nordvestgrønlandsk, midtgrønlandsk og sydgrønlandsk, som er indbyrdes forståelige. Heraf er den midtgrønlandske dialekt mest udbredt, idet det grønlandske, der tales i hovedstaden Nuuk, dominerer det offentlige liv.[5]

Sprogligt står de eskimoiske sprog og således grønlandsk relativt isoleret. Selv om nordboerne var længe i Grønland, fra 985 til midt i det 15. århundrede, har moderne grønlandsk kun indoptaget få nordiske ord: Kuanneq af kvan, niisa af hnísa (marsvin) og puuluki af porrke (gris). Grønlandsk har et eget ord for Holland med betydningen "lavtliggende egn". Det grønlandske ord for dansker betyder også "landkrabbe"[kilde mangler].

Det moderne Grønland blev præget af herrnhutermissionen i tiden fra 1733-1900, men heller ikke tysk har sat sig varige spor i sproget. Et eksempel er dog ajasoornarpoq: det er forbavsende (efter ach ja so). Under Anden Verdenskrig, hvor Grønlands forsvar var i hænderne på amerikanerne, blev sproget påvirket af amerikanske ord, hvor baaj (farvel) og dump (losseplads) stadig benyttes i dagligt grønlandsk i dag. Grønlandsk er blevet præget af danskere og dansk i henved 300 år og har indoptaget en lang række danske ord og ord via dansk som bøffi og bussi, idet fremmedordet som ender på en konsonant tilføjes et i og evt. udsættes for konsonantfordobling. Selvom moderne grønlandsk har haft behov for mange låneord, har sproget i al væsentlighed bevaret sin struktur og egenart.[6]

Det er en myte, at der findes hundreder af ord for sne på grønlandsk: Grønlandsk har reelt kun to basale ord for sne, nemlig qanik (faldende sne, dvs. snevejr) og aput (liggende sne, dvs. snedække). Disse kan selvfølgelig udbygges med allehånde kvalificeringer, som også det danske ord "sne" kan (tøsne, nysne osv.). Det er imidlertid korrekt, at grønlandsk har udviklet et ordforråd på områder, hvor sprogbrugerne har haft brug for det, fx for byttedyr og sociale relationer. Behovet for at italesætte emner som militærteknologi og grøntsager har derimod længe været uaktuelle, hvorfor en del fremmedord har måttet tages i brug, eller passende ord har måttet konstrueres. Det er Sprogsekretariatet på Ilimmarfik i Nuuk, der overvåger sprogets aktuelle udvikling – som Dansk Sprognævn gør det i Danmark.

Grammatik

Grønlandsk er et polysyntetisk sprog, hvilket er et udtryk for, at sproget kan føje en række betydningsbærende orddele (morfemer) til en rod (syntese), så der dannes ét ord i modsætning til analytiske sprog, der udtrykker en tanke med særskilte ord for dens enkelte komponenter. Et grønlandsk ord kan bestå af en rod og helt op til fem til ti forskellige tilhæng; på grønlandsk kan man derfor ofte udtrykke en hel dansk sætning med et enkelt ord.[6] Der findes ca. 150 forskellige tilhæng.

Eksempel på det grønlandske sprogs polysyntetiske natur
Grønlandsk Tilhæng Tilhængets betydning Dansk
umiaq konebåd
umiarsuaq +(q)suaq stor skib
umiarsualivik +livik sted havn
umiarsualivimmi +mi i / på / ved på havnen
umiarsualivimmiippoq +mi+ip at være i han er på havnen
umiarsualivimmiinngilaq -nngit ikke han er ikke på havnen
umiarsualivimmiikkusunngilaq +gusup vil være han vil ikke være på havnen

Karakteristisk for grønlandsk er endvidere, at verber og substantiver findes i et væld af bøjningsformer.

Ethvert grønlandsk verbum kan bøjes i ni modi. (de superordinate: indikativ, interrogativ, imperativ og optativ samt de subordinate: kausativ, konditionalis, iterativ, kontemporativ og participialmåde),[7] op til otte forskellige personer, to forskellige numeri, og nogle også i positiv og negativ. Dette giver teoretisk set helt op til 725 forskellige bøjningsformer, som dog følger en hvis logik. I overensstemmelse med sprogets polysyntetiske natur, inkorporeres et pronominalt subjekt og objekt ofte i verbalendelsen.

For substantivernes vedkommende gælder det, at der er otte forskellige kasus (to grammatiske: absolutiv og relativ samt seks oblikke: instrumentalis, allativ, lokativ, ablativ, vialis og ækvalis),[8] to numeri samt forskellige genitivendelser, hvilket ligeledes medfører en stort antal muligheder, hvor et dansk substantiv kun har særskilte former for bestemthed og genitiv. Hvis grønlandsk morfologi således er kompliceret, er syntaksen overkommelig, idet subjektet altid kommer før objektet, som kommer før verbet. Sprogets lydlige side er ligeledes mere enkel end på dansk, idet der kun findes 14 grønlandske konsonanter og tre vokaler; to særlige lyde som ikke findes på dansk er det grønlandske q der udtales i retning af 'rk' men med lukke med bagtungen/drøbelen (hvilket også kendes på arabisk), mens kombinationer af ll og rl optræder som en særlig ustemt hæmmelyd, som også kendes på det keltiske sprog walisisk, f.eks. i ordet Lloyd's.[9]

Fonologi

Det mest omfattende studie af grønlandsk fonologi er Jørgen Rischels "Topics in West Greenlandic Phonology" (1974).[10]

Grønlandsk har kun tre vokallyde: /i/, /u/ og /a/.

Før en uvulær konsonant ([q] eller [ʁ]) skrives /i/ og /u/ som henholdsvis <e> og <o>, fordi udtalen af de to høje vokaler gøres lavere af den efterfølgende uvulære lyd, hvorved /i/ kommer til at lyde som [ɜ] og /u/ som [ɒ]. Da disse udtaleforskelle er allofoniske, det vil sige betingede af andre lyde i ordet, analyseres grønlandsk dog som havende kun tre vokaler.

Dobbeltvokaler udtales som to stavelser, så fonologisk set er disse dobbeltvokaler og ikke lange vokaler; de skrives også som dobbeltvokal i retskrivningen. Grønlandsk har ikke noget egentligt tryk, men har visse "tunge" stavelser, f.eks. lyder stavelser med lang vokal eller stavelser før en dobbeltkonsonant som tryk. Forskellige intonationsforskelle kan også lyde som tryk.

Bogstaver mellem // er fonemer, og det følgende bogstav er den måde, hvorpå dette fonem skrives ifølge retskrivningen af 1973.

  Labial Alveolær Palatal Velær Uvulær
Lukkelyde /p/ - p /t/ - t /k/ - k /q/ - q
hæmmelyde /v/ - v~f [11] /s/ - s /ɣ/ - g
Nasaler /m/ - m /n/ - n /ŋ/ -  ng
Likvider /l/ - l ~ /ɬ/ -  ll /ʁ/ - r
Halvvokal /j/ - j

Skriftsprog

Som skriftsprog indtager grønlandsk en særstilling blandt eskimoiske sprog, idet det har en særligt stærk skriftlig tradition, der har meget at takke den dansk-tyske missionær Samuel Kleinschmidts arbejde som sprogforsker for. Kleinschmidt udgav en grønlandsk retskrivning i 1840, endskønt den var ganske vist var for lærd og indviklet for de fleste.[12] I 1972 vedtog det daværende landsråd en ny retskrivning, som om end den er mindre logisk opbygget, er tættere på aktuel udtale og dermed lettere at lære for mange. Grønland har således en stærk tradition for skriftsprog, og i den danske del af Grønland kunne alle læse og skrive allerede fra midten af 1800-tallet, noget før det var tilfældet for den samlede danske befolkning [13]. Dette skal imidlertid ikke forveksles med, at der i den almindelige befolkning er en skriftlig tradition, der kan sidestilles med den europæiske. Det er først i nyere tid, at den almindelige grønlænder har lært at læse og skrive, hvilket bl.a. illustreres ved et yderst begrænset udbud af både fag- og skønlitteratur på grønlandsk [14].

Udgivne ordbøger

En side fra C.W. Schultz-Lorentzens Grønlandske ordbog
  • Grønlandsk-dansk
    • Paul Egede, der havde lært grønlandsk som barn, udgav den første egentlige ordbog i 1750: Dictionarium Grönlandico-danico-latinum. Den indeholdt en lang række grønlandske opslagsord med oversættelser til dansk og latin.
    • I 1804 udkom Otto Fabricius' ordbog der var en forbedring og en forøgelse af Paul Egedes.
    • Samuel Kleinschmidt (1871) Den grønlandske ordbog.
    • J. Kjer og Chr. Rasmussen (1893) Supplement til Samuel Kleinschmidts ordbog
    • C.W. Schultz-Lorentzen (1926) Den grønlandske ordbog (genoptrykt i 1974)
    • Christian Bertelsen, Birgitte Jacobsen, Inge Kleivan og Frederik Nielsen (1987)Grønlandsk Dansk Ordbog med 16.315 opslag og 699 tilhæng
  • Dansk-grønlandsk
    • J. Kjer og Chr. Rasmussen (1893) Dansk-grønlandsk
    • Aage Bugge, Kristoffer Lynge, Ad. Fuglsang-Damgaard og Frederik Nielsen (1960) Dansk-grønlandsk ordbog
  • Grønlandske ordbøger
    • De allertidligste ordlister findes i håndskrifter fra det 16. og 17. århundrede.
    • Jonathan Petersen (1951) Ordbogerak
    • Nikolaj Rosing (1967) Ordbogerak, 2. udgave
    • (1977) Ordbogi var et manuskript til en skoleordbog med 10.287 opslag og 540 tilhæng.

[15]

Sprogpolitik og -debat

Grønlandsk er et meget lille sprog, som ikke undgår påvirkninger udefra og kontakter med omverdenen gennem globaliseringsprocessen. Derfor har der i Grønland været fokus på sprogbeskyttelse og debat om sprogets status i forhold til andre sprog, særligt dansk. Hjemmestyreloven af 1978 slog med § 9 fast, at grønlandsk skulle være hovedsproget i Grønland, men at der skal undervises grundigt i dansk. Loven tilføjede i stykke 2, at såvel grønlandsk som dansk skulle kunne anvendes i offentlige forhold.[16] Selvstyreloven af 2009 ophøjede i § 20 det grønlandske sprog til officielt sprog uden at specificere, hvilken rolle dansk skulle spille.[17]

Når sprogdebatten af og til går højt i Grønland, skyldes det både nogle i sprogene immanente forskelle og nogle praktiske omstændigheder i det miljø, de bruges i, som er et grønlandsk samfund under dansk påvirkning i en global verden, hvor engelsk spiller en betydelig rolle.

En løsning på sprogforbistringen mellem grønlændere og danskere, der hver for sig ikke kan modpartens sprog, er fx blevet fremsat af økonomen Mogens Boserup på en konference i Sisimiut (Holsteinsborg) i 1970, idet forslaget gik ud på at gennemføre et sprogskifte og altså afskaffe grønlandsk – eller til nød at indføre diglossia, hvor grønlandsk skulle være hjemmesproget og dansk hovedsproget. Forslaget ville i sagens natur svække grønlandsk og gøre tolkning mindre udbredt, men ville også forbedre grønlændernes adgang til uddannelse og dermed deres muligheder for at fremme deres kvalifikationer, så de i højere grad selv ville blive i stand til at styre landet.[18]

Når forslaget mødte modstand, hænger det sammen med en grønlandsk sprogopfattelse, hvor sproget ses som en fundamental del af den nationale identitet.[19][20] Derved ville det blive set som en krænkelse, hvis man fra officielt hold forsøgte at indføre et bestemt sprogligt hegemoni.

Juridisk er det svært at nå frem til en endegyldig definition af, hvem der er grønlændere, da både grønlændere og danskere er danske statsborgere, men sproget inddrages af og til i forsøgsvise indkredsninger af den nationale identitet. Imidlertid findes der grønlændere, der taler dansk som førstesprog og grønlandsk som andetsprog, hvis de overhovedet taler grønlandsk. Der kan være tale om, at nogle dansktalende er af blandede familier, hvor der er blevet talt dansk, at andre har måske været på institution i Danmark og aldrig har fået lært grønlandsk, mens atter andre kan have været vokset op i grønlandsksprogede familier, der har haft en ambition om at lære deres børn dansk.[21][22]

Kundskaber i dansk og grønlandsk

Forhandlingerne i Grønlands Landsting (Inatsisartut) foregår fortrinsvis på grønlandsk, men kan også foregå på dansk. Flere medlemmer af landsstyret (Naalakkersuisut) er dansksprogede; det gælder fx landsstyremedlemmet for uddannelse, Palle Christiansen. Sprogets rolle som udtryk for den etniske identitet har netop været foranlediget af, hvilket sprog der er blevet talt fra talerstolen i landstingssalen været genstand for gentagen opmærksomhed, idet der er blevet fremsat forslag om at forbyde dansk, uden at det dog er blevet gennemført.[23][24][25]

Debatten i Grønland fokuserer imidlertid ikke kun på sådanne symbolske udtryk for de respektive sprogs status, men også praktiske situationer i hverdagen, hvor grønlændere, der kun i ringere grad behersker dansk, ikke har de samme muligheder for at blive betjent som andre borgere, hvis de ikke kan få adgang til at tale med en grønlandsksproget. I medfør af et tillæg til sagsbehandlingsloven har borgere krav på at blive serviceret af den offentlige forvaltning på det sprog, de ønsker,[26] men i en række andre sammenhænge kan man komme ud for, at det ikke umiddelbart er muligt, eksempelvis på restauranter eller i butikker i de større byer, ligesom der heller ikke altid er (kvalificeret) tolkebistand til rådighed. Nogle grønlændere føler sig hæmmede af deres manglende danskkundskaber og føler derfor en form for mindreværd i deres eget samfund.[27]

Det er ikke kun grønlændernes manglende kunnen på dansk, der er omdebatteret, men også det forhold, at kun få danskere kan grønlandsk.[28] Når man ser på, hvorfor grønlænderne er bedre til dansk end danskerne til grønlandsk, er der flere forhold, der må tages i betragtning. Selvom dansk først blev først obligatorisk som fag i grønlandske skoler i 1925, er der siden 50'erne almindeligt blevet undervist på dansk i nogle eller alle fag, ikke kun grundet ønsker om danisering men også på grund af mangel på grønlandsklærere og en elevfremgang, som er overgået udbuddet af lærerkræfter. I 60'erne blev udvalgte børn sendt på skoleophold i Danmark i et år og kom hjem med en høj tosprogethed og mulighed for senere at indtage nøglestillinger i det grønlandske samfund. Politisk set blev dansk imidlertid nedprioriteret som undervisningssprog i 1979 med Hjemmestyrets indførelse for blot senere at blive opprioriteret igen, da det stod klart, at dansk var en forudsætning for videreuddannelse.[28]

Sprogene er indbyrdes meget forskellige, men grønlænderne har været eksponeret for det danske sprog længere, end danskerne har haft kontakt med grønlandsk: Hvor grønlændere møder dansk, fra før de starter i skolen gennem fx massemedier, er de fleste tilkaldte danskere kun i Grønland i en årrække for at arbejde. De glemmer måske, at Grønland primært er grønlandsksproget,[29] når de oplever at kunne klare sig uden at lære sproget. Men sproglige kundskaber ville alt andet lige have øget udbyttet af deres ophold – og kan opfattes som udtryk for almindelig høflighed {POV}.[27] Derudover fremhæves det i debatten, at det er svært at få tid og finde kvalificeret undervisning, da der er behov for at opdatere undervisningsmaterialerne,[30] og aftenskoleundervisning ikke er nok. Undervisning i arbejdstiden er desuden for dyrt,[27] selvom nogle virksomheder som fx forsyningsvirksomheden Nukissiorfiit har en bevidst sprogpolitik og et ønske om, at begge parter bliver bedre til det af sprogene, de er mindst dygtige til.[31] Imidlertid er det et problem at skaffe gode grønlandsklærere til danske tilkaldte, når også folkeskolen mangler undervisere.[32] Desuden anfører man, at det kunne føre til problemer at stille sproglige krav, fordi man er dybt afhængig af tilkaldt arbejdskraft, idet en kritisk sprogdebat kunne være skadelig for samarbejdsklimaet mellem grønlændere og tilkaldte.[33][34]

Engelsk

Ikke blot grønlandsk, men også dansk er et lille sprog, og der har derfor været fremsat forslag om, at engelsk skulle erstatte dansk i Grønland, men som modargument er det blevet fremført, at de grønlandsk-danske kontakter er meget tættere end de kontakter Grønland har med lande, hvor engelsk kan bruges, og spørgsmålet om første fremmedsprog er desuden et spørgsmål med politiske, kulturelle, uddannelsesmæssige, økonomiske, beskæftigelsesmæssige undertoner. Desuden anføres det, at dansk nok er et lille sprog, men at det skaber muligheder for kontakt med de øvrige nordiske lande og altså potentielt ca. 20 millioner sprogbrugere, og at brugen af engelsk i Grønland desuden ikke fjerner presset på det grønlandske sprog. Der undervises i engelsk folkeskolen fra 6. klasse samt i GU og på de videregående uddannelser.[35]. Endvidere er dansk ofte en forudsætning for at lære engelsk i Grønland pga. det manglede udbud af grønlandsk-engelsk undervisningsmateriale.

Engelsk indgår også i den grønlandske hverdag, hvor det via medier som fx internettet spiller en rolle, ligesom turisme og kontakter med andre inuit og samarbejdsorganisationen ICC, Inuit Circumpolar Conference, konfronterer grønlænderne med verdenssproget. (Det vil sige at Engelsk er Grønlands tredje mest brugte sprog.) I ICC er engelsk en nødvendighed, da de eskimoiske sprogstammer, inuppik (som grønlandsk tilhører) og yuppik (som tales i det sydlige Alaska og i Sibirien) er for indbyrdes forskellige til, at man umiddelbart kan gøre sig forståelig.[35]

For at lette den indbyrdes sammenlignelighed mellem de eskimoiske sprog har der dog været fremsat et forslag om en fælles retskrivning for alle inuit, hvilket formentlig ville betyde enden på det syllabiske skrivesystem, der benyttes på inuktitut. Imidlertid er sprogbrugere konservative, og forslaget har vist sig svært at gennemføre i praksis.[36]

Et truet sprog?

Det debatteres om grønlandsk er truet. Noget af debatten går på brugen af låneord, men for så vidt sproget er i brug, og der skrives tekster på det, er låneord ikke i sig selv et problem. Sammenligner man med de øvrige inuitsprog, har Grønland en rig litteraturtradition, som oversættes, mens der til gengæld ikke oversættes så meget udenlandsk litteratur til grønlandsk, som for eksempel til færøsk. En åbenlys forklaring på dette er, at færøsk et nordisk sprog, som har givet færingerne let tilgængelighed til den nordiske litteratur, herunder den islandske. Grønlandsk blev først skriftsprog i 1700-tallet.[37]

Grønland har to dobbeltsprogede aviser, Sermitsiaq – og Atuagagdliutit fra 1861 der blev slået sammen med den dansksprogede Grønlandsposten i 1952 til AG. Derudover synger de fleste grønlandske musikere på grønlandsk. Kalaallit Nunaata Radioas radiosendeflade er domineret af grønlandsk, mens der er flere udsendelser på dansk i fjernsynet.

Se også

Noter

  1. ^ Ethnologue 17. udgave 2013: Greenlandic, hentet 29. december 2014, (engelsk)
  2. ^ Kolte, Svend. "Kalaallit Oqaasii - Det Grønlandske Sprog". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 86. ISBN 87-616-0038-5.
  3. ^ "Statistikbanken: Befolkningen pr 1. januar efter bosted, køn, alder og fødested 1977-2010". Grønlands Statistik. Hentet 28. juli 2010.
  4. ^ Kolte, Svend. "Kalaallit Oqaasii - Det Grønlandske Sprog". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 88. ISBN 87-616-0038-5.
  5. ^ Kolte, Svend. "Kalaallit Oqaasii - Det Grønlandske Sprog". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 89. ISBN 87-616-0038-5.
  6. ^ a b Kolte, Svend. "Kalaallit Oqaasii - Det Grønlandske Sprog". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 90. ISBN 87-616-0038-5.
  7. ^ Bjørnum, Stig. Grønlandsk grammatik. Forlaget Atuagkat. s. 36. ISBN 87-90133-14-5.
  8. ^ Bjørnum, Stig. Grønlandsk grammatik. Forlaget Atuagkat. s. 71. ISBN 87-90133-14-5.
  9. ^ Kolte, Svend. "Kalaallit Oqaasii - Det Grønlandske Sprog". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 92. ISBN 87-616-0038-5.
  10. ^ Jørgen Rischel (1974): Topics in West Greenlandic Phonology. Copenhagen: Akademisk Forlag.
  11. ^ <f> er måden hvorpå dobbeltkonsonanten /vv/ skrives.
  12. ^ Kolte, Svend. "Kalaallit Oqaasii - Det Grønlandske Sprog". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 93. ISBN 87-616-0038-5.
  13. ^ Kolte, Svend. "Kalaallit Oqaasii - Det Grønlandske Sprog". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 95. ISBN 87-616-0038-5.
  14. ^ Grønlandsk litteratur
  15. ^ Christian Bertelsen, Birgitte Jacobsen, Inge Kleivan og Frederik Nielsen (1987)Grønlandsk Dansk Ordbog med 16.315 opslag og 699 tilhæng
  16. ^ "Lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre (vedtaget af [[Folketinget]])". Inatsisit. Hentet 23. juli 2010. {{cite web}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  17. ^ "Lov om Grønlands Selvstyre" (PDF). Lovtidende. 13. juni 2009. Hentet 23. juli 2010.
  18. ^ Kleivan, Inge. "Sprogdebatten". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 97. ISBN 87-616-0038-5.
  19. ^ Sprogdebatten spillede fx en rolle som en del af valgkampen før valget til Grønlands Landsting i december 2002, hvor det grønlandske sprog blev gjort til genstand for en identitetsdebat. Det danske sprogs kobling til uddannelse og velfærd i Grønland er imidlertid en udfordring for det store fokus på grønlandsk som central identitetsmarkør. "Grønlandsk identitet: sprog, demokrati, velfærd og selvstændighed". Politica. Hentet 23. juli 2010.
  20. ^ "Sprog og tilhørsforhold". Inuit Ataqatigiit. Hentet 23. juli 2010.
  21. ^ Kleivan, Inge. "Sprogdebatten". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 99. ISBN 87-616-0038-5.
  22. ^ "Jeg er en dansksproget grønlænder, som i 30 år har forsøgt at lære grønlandsk uden større held". Michael Rosing i "Siumut fik ros i landstingssalen". Sermitsiaq. 23. april 2010. Hentet 23. juli 2010. {{cite news}}: Cite har en ukendt tom parameter: |1= (hjælp).
  23. ^ "Siumut: Kun grønlandsk fra talerstolen". Sermitsiaq. 7. februar 2010. Hentet 23. juli 2010.
  24. ^ "- Sprogdebatten er død". Sermitsiaq. 30. marts 2010. Hentet 23. juli 2010.
  25. ^ Et tidligere forslag om at alle virksomheder med hjemsted i Grønland skulle have en grønlandsksproget ledelse, fik Søren Espersen (DF) til at stille et §20-spørgsmål til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen: "Hvad synes statsministeren om det grønlandske regeringsparti Siumuts nyfremsatte forslag om, at, og mener statsministeren, at et sådant forslag vil være i overensstemmelse med internationale regler og konventioner?" Citeret efter: "Grønlands sprogdebat på statsministerens bord". Kalaallit Nunaata Radioa. 23. februar 2006. Hentet 23. juli 2010.
  26. ^ §7a har været i kraft siden 1999: "Den, der er part i en sag, kan tilkendegive at vedkommende ønsker at blive betjent på grønlandsk eller dansk. En sådan tilkendegivelse er bindende for myndigheden". "Landstingslov nr. 21 af 30. oktober 1998 om ændring af landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning". Hentet 23. juli 2010.
  27. ^ a b c "Grønlandsk er frihedens sprog". Kommunikation og sprog. Hentet 23. juli 2010.
  28. ^ a b Kleivan, Inge. "Sprogdebatten". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 100. ISBN 87-616-0038-5.
  29. ^ "Respekt er kodeordet". Magisterbladet nr. 18 (2004). 5. november 2004. Hentet 23. juli 2010.
  30. ^ "Rensdyret går op". Sermitsiaq. 22. april 2010. Hentet 28. juli 2010.
  31. ^ "Bemærkninger til Inatsisartutlov nr. 7 af 19. maj 2010 om sprogpolitik". Hentet 28. juli 2010.
  32. ^ Kleivan, Inge. "Sprogdebatten". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 101. ISBN 87-616-0038-5.
  33. ^ Kleivan, Inge. "Sprogdebatten". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 102. ISBN 87-616-0038-5.
  34. ^ "Siumut fik ros i landstingssalen". Sermitsiaq. 23. april 2010. Hentet 23. juli 2010. {{cite news}}: Cite har en ukendt tom parameter: |1= (hjælp)
  35. ^ a b Kleivan, Inge. "Sprogdebatten". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 103. ISBN 87-616-0038-5.
  36. ^ Kleivan, Inge. "Sprogdebatten". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 104. ISBN 87-616-0038-5.
  37. ^ Kleivan, Inge. "Sprogdebatten". Inuit, kultur og samfund: En grundbog i eskimologi. Aarhus: Systime. s. 105. ISBN 87-616-0038-5.

Litteratur mv.

  • Berthelsen, Christian (1996): Kalaallisut sungiusaatit. Læsestykker i grønlandsk. Atuakkiorfik Ilinniusiorfik.
  • Berthelsen, Christian m.fl. (2006): Oqaatsit. 3. udg. Ilinniusiorfik. (Grønlandsk-dansk ordbog).
  • Bjørnum, Stig (2003): Grønlandsk grammatik. Forlaget Atuagkat. ISBN 87-90133-14-5.
  • Brochmann, Helene (2006): Qanoq 1. Ilinniusiorfik. ISBN 87-7975-330-2.
  • Gynther, Bent (2001): Ordbogi assiliartalersugaq. Ilinniusiorfik. ISBN 87-558-1748-3.
  • Hertling, Birgitte (1993): Grønlandsk parlør. Atuakkiorfik. ISBN 87-558-0895-6.
  • Hertling, Birgitte og Pia Rosing Heilmann: Qaagit. Grønlandsk som fremmedsprog. 4. udg. Ilinniusiorfik. ISBN 87-7975-085-0.
  • Janussen, Estrid: Grønlandsk grammatik
  • Jones, Kirsten Gade og Robert Petersen (2003): Ordbogen. 1. udgave. Ilinniusiorfik. ISBN 87-7975-114-8.
  • Kreutzmann, NIna og Martin Chemnitz (2005): Nivi. Atuakkiorfik. CD-ROM (Spil der formidler elementær viden om det grønlandske sprog).
  • Olsen, Lise Lennert og Birgitte Hertling (1988): Grønlandsk tilhængsliste. Pilersuiffik. ISBN 87-585-0306-4.
  • Petersen, Keld Thor (1977): Grønlandsk for begyndere. Ministeriet for Grønland. Bog inkl. fem kassettebånd.

Eksterne henvisninger

Flemming A.J. Nielsen: Vestgrønlandsk grammatik


Wikipedia på grønlandsk
Der findes også en Wikipedia på grønlandsk.

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Grønlandsk_(sprog)&oldid=7932040"