Oliekrise

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En oliekrise er den mest almindeligt forekommende form af energikriser. En energikrise er en fællesbetegnelse for enhver større mangelsituation i leveringen af energiressourcer til et land. Dette kan tage form af, at energi ikke kan anskaffes, eller at voldsomme prisstigninger gør, at energi ikke kan fremskaffes til alle formål. Energikriser har som oftest store effekter på den øvrige økonomi; recessioner sker jævnligt i kølvandet på energikriser i en eller anden form. Når energiprisen stiger, medfører det, at produktionsomkostningerne i andre erhverv stiger. Forbrugerne vil i forbindelse med oliekriser primært opleve stigninger på benzinprisen, sekundært stigninger på varer, der afhænger af prisen på olie (f.eks. plastikprodukter eller landbrugsvarer). Dette kan medføre en mindsket tro på udviklingen og dermed et mindre forbrug hos den enkelte forbruger.

1970'ernes oliekriser[redigér | redigér wikikode]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Siden 2. verdenskrig havde befolkningen i den vestlige verden oplevet en øget vækst og velstand. Biler og el-artikler som køleskabe og fjernsyn var blevet hvermandseje. Desuden var boligerne blevet større og dermed mere ressourcekrævende.

Førhen havde det mest arbejde været manuelt. Men efterhånden havde maskiner opnået en stigende betydning på arbejdspladserne.

Alt dette havde medført et stigende energiforbrug. Hovedparten af denne energi blev tilvirket af olie. Hidtil havde dette ikke været et problem, da oliepriserne var lave.

70% af verdens beviste oliereserver befandt sig imidlertid i fattige landes undergrund. Disse nationer havde dog kun et meget lille økonomisk udbytte af den olie, der blev hentet fra deres jord. Dette skyldes, at hele oliemarkedet blev styret af et kartel, som kaldes De syv søstre.

Søstrene tjente derimod store summer på den daværende ordning. Derfor ønskede de ingen forandringer.

I 1960 dannede en række olieproducerende lande imidlertid OPEC. Formålet var netop at tilegne sig en øget del af oliepengene.

De syv Søstre formåede dog at holde OPEC udenfor større indflydelse i den første årrække, men efterhånden blev organisationen en magtfaktor man ikke kunne komme udenom.

Oliekrisen 1973[redigér | redigér wikikode]

Den 6. oktober 1973 udbrød der krig i Mellemøsten mellem Israel på den ene side og Egypten samt Syrien på den anden.

Hidtil havde flertallet af de vestlige industrinationer støttet Israel i den slags konflikter. Israel fik denne gang kun støtte fra Shah Mohammad Reza Pahlavi i Iran, og USA (med en militær luftbro med forsyninger til Israel). Amerikas støtte til Israel udløste en olieblokade fra de arabiske lande. OPEC vedtog på et møde den 17. oktober 1973 at nedskære deres olieproduktion og samtidigt sætte priserne op. Selv om nedskæringen reelt var beskeden, udløste beslutningen dramatiske prisstigninger.

Fra oktober til december 1973 steg prisen på en tønde råolie fra 3 til 11,65 dollars. Størstedelen af denne gevinst gik til de olieeksporterende lande. Således steg Saudi-Arabiens olieindtægter fra 2,7 milliarder dollars i 1972 til 22,6 milliarder i 1974.

Konsekvenserne[redigér | redigér wikikode]

Da USA næsten var selvforsynende med olie havde olieprischokket i første omgang kun en begrænset effekt på denne nation. Til gengæld medførte det panik i Vesteuropa.

Mange mennesker kunne huske krigens vareknaphed. Derfor opstod der i de første måneder en panisk hamstringsbølge. Folk var bange for at olien ville slippe op, og købte alle mulige produkter, de kunne komme i tanke om, var tilvirket af denne vare.

Fra myndighedernes side blev der gjort en lang række tiltag for at spare på det sorte guld. I flæng kan det nævnes: at i offentlige bygninger blev temperaturen sænket, kun lys i hver anden gadelygte og al ikke livsnødvendig bilisme blev forbudt om søndagen, de såkaldte bilfrie søndage. Desuden modtog private en lang række råd om: at man burde lukke for varmen om natten, tage brusebad i stedet for karbad osv.

De mange sparetiltag kunne ikke ændre på den kendsgerning, at den dyre olie medførte, at de europæiske industrilande fik et underskud på betalingsbalancen. Desuden havde menigmand nu langt færre penge til rådighed til køb af forbrugsgoder.

Ganske vist startede OPEC-landene betydelige investeringsprogrammer og øgede importen af forbrugsgoder, men det var ikke nok til at holde økonomien i vejret. Store beløb blev investeret "passivt" i industrilandene, dvs. uden at skabe ny økonomisk aktivitet.

Dette medførte en mindsket efterspørgsel på varer, hvilket resulterede i at virksomhederne måtte afskedige ansatte. 1960ernes fulde beskæftigelse var blevet afløst af 1970'ernes arbejdsløshed.

Alt var imidlertid ikke negativt. De mørke tider resulterede også i nytænkning, der ikke mindst førte til udvikling af energibesparende teknologi. Man begyndte at eksperimentere med alternative energikilder som sol og vind, hvilket også kom miljøet til gode. Desuden gjorde den højere oliepris udvinding af hidtil uinteressante olieforekomster, bl.a. i Nordsøen, rentabel.

Oliekrisen 1979[redigér | redigér wikikode]

Som følge af politiske uroligheder i Iran i halvåret 1978-79, skete der et nyt fald i olieproduktionen. Dette skete samtidigt med at Europa oplevede en streng vinter. Konsekvensen blev, at dollarprisen på en tønde råolie fra oktober 1978 til juni 1979 steg fra 12,70 til 36.

Dette medførte yderligere betalingsbalanceunderskud og øget arbejdsløshed i den vestlige verden. Det skabte dog ikke den samme panik som den første oliekrise havde gjort. Ikke noget med bilfri søndage eller lignende denne gang.

Dette havde flere årsager. Dels var man mere forberedt på, at en ny oliekrise kunne opstå, og dels var man knap så afhængig af den arabiske olie. Mange af de europæiske lande havde selv fundet olie, der var kommet nye alternative energikilder, og nye produkter forbrugte færre ressourcer.

En ny oliekrise?[redigér | redigér wikikode]

En geologisk krise[redigér | redigér wikikode]

De to oliekriser i 1970'erne var begge resultater af specielle politiske omstændigheder, Yom Kippur-krigen og Den iranske revolution var tidsbegrænsede kriser, der medførte en højere oliepris i en mindre periode. Flere og flere eksperter er imidlertid enige om, at en ny oliekrise nærmer sig. Denne oliekrise vil ikke være politisk betinget, men geologisk betinget. Den gode nyhed er, at verden sandsynligvis aldrig vil løbe tør for olie. Den dårlige nyhed er, at mængden af olie, der kan produceres per dag, vil toppe og derefter falde - for bestandigt.

Olieproduktions cyklus[redigér | redigér wikikode]

Produktionen af olie vil, lidt forsimplet, følge en klokkeformet kurve. Det er der flere grunde til. For det første vil de store oliekilder blive fundet og udnyttet først. De er simpelthen så store, at de er svære at "overse" og desuden meget profitable. For det andet vil olien ofte være under tryk, og det vil derfor ikke kræve meget mere end et borehul at starte produktionen. Men før eller siden vil der kun være den tunge, mere besværlige og mindre profitable olie tilbage. Denne type olie lægger sig nederst i en oliekilde. For at bevare produktionen på et nogenlunde konstant niveau kan det være nødvendigt at tvinge olien ud. Det kan ske ved at pumpe saltvand eller naturgas ind i feltet. Men heller ikke det kan garantere en stabil produktion, og produktionen vil uvægerligt falde. Dette er ofte (og lidt generaliseret) sandt for den enkelte oliekilde, og ideen kan derfor ekspanderes til også at gælde for en region og hele verdensproduktionen.

Hubberts forudsigelse[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Hubberts peak

I USA fandt man i 1859 olie i Pennsylvania. Det var første gang, at så meget olie blev fundet, og man begynde at undersøge, hvad al den olie kunne bruges til. To år senere blev verdens første olieselskab, Standard Oil, oprettet. I 1869 blev forbrændingsmotoren opfundet. Med fund af olie i staten Texas, blev USA op igennem 20’erne og 30’erne verdens største producent og eksportør af olie. Olie blev fundet i så store mængder at det til tider var billigere end vand. I 1956 kom en geolog ansat ved Shell med en modig og foruroligende forudsigelse: olieproduktionen i USA ville toppe ca. 1970 for derefter for altid at falde. Geologen hed Marion King Hubbert og blev groft miskrediteret på baggrund af sin forudsigelse. Så sent som i 1970 blev han hånet, for USA havde aldrig produceret så meget olie som netop da. Produktionen af olie i USA toppede i 1971 og er faldet lige siden. Hubbert havde ret, og det er på baggrund af hans model og metode at de nuværende forudsigelser om et globalt fald i verdensproduktionen er foretaget.

Hvornår topper olieproduktionen?[redigér | redigér wikikode]

På baggrund af Hubberts model har en gruppe videnskabsfolk, primært geologer, samlet sig i en gruppe ved navn ASPO (Association for the Study of Peak Oil) og udregnet cirka hvornår vi kan forvente, at den globale produktion vil toppe. Med data fra hele verden har de tilbagedateret fundet af oliekilder, for at få et rimeligt realistisk billede af hvor meget olie verden besad til at starte med. Deres model opdateres løbende, men det seneste overslag lyder på at produktionen toppede og begyndte at falde i 2007 – såfremt såkaldt "ukonventionel" dvs. tung olie, tjæresand osv. medregnes. Dette ses tydeligt på grafen til højre udarbejdet af Dr. Colin Campbell (engelsk)

Efterspørgslen på olie[redigér | redigér wikikode]

Samtidig med faldet i udbuddet af olie er det også klart, at efterspørgslen på olie i disse år vokser kraftigt. Den økonomiske vækst i især Kina og i nogen grad Indien medfører, at efterspørgslen på olie vokser hastigt. Samtidig tyder de seneste nyheder på, at Saudi-Arabien - verdens absolut største olieproducent - allerede har toppet, og dette bliver af mange betragtet som et tegn på, at udbuddet af olie aldrig bliver større end det er i år.[Hvornår?]

Konsekvenser af en oliekrise[redigér | redigér wikikode]

Vi er i dag i den vestlige verden yderst afhængige af olie. Den økonomiske vækst har siden den industrielle revolution i høj grad været bundet op på brugen af olie og andre fossile brændstoffer. Næsten alle er enige om, at der kun er en begrænset mængde af fossile brændstoffer, og at de fossile brændstoffer må erstattes med alternative energikilder i fremtiden. Men der er stor uenighed om, hvornår de fossile brændstoffer vil slippe op, hvordan de fossile brændstoffer skal erstattes og hvor svært det vil blive.

Katastrofe[redigér | redigér wikikode]

Nogle mener, at dalende olieproduktion vil have en drastisk indflydelse på den menneskelige kultur og det moderne samfund. Vi er i dag afhængige af olie, både som brændstof, som en del af forskellige produktionsformer (f.eks. produktionen af plastik) og som et væsentligt element i moderne landbrugsproduktion. Der findes ikke et alternativ til olien, der har alle de egenskaber som olien har, hvorfor en verdensomspændende økonomisk krise vil blive konsekvensen.

Recession[redigér | redigér wikikode]

Nogle mener, at de stigende oliepriser vil medføre en verdensomspændende recession, dels direkte på grund af den højere energipris, dels indirekte på grund af de store transitionsomkostninger, der er forbundet med en overgang til alternative energiformer.

Teknologien som redning[redigér | redigér wikikode]

Nye teknologier kan grundlæggende have tre effekter.

  1. For det første kan ny teknologi sikre, at vi er i stand til at udvinde mere olie - enten ved at være i stand til at pumpe større mængder af olie i det enkelte borefelt op, eller ved at gøre os i stand til at bore efter olie på mere vanskeligt tilgængelige steder. Meget af den eksisterende olie (især ukonventionelle olieformer, såsom tung olie og tjæresand) kan i dag ikke udvindes uden energitab. Ny teknologi kan måske afhjælpe dette.
  2. For det andet kan ny teknologi gøre vores anvendelse af olien mere effektiv. Biler kan i dag køre langt længere per liter benzin end tilfældet var tidligere, ligesom produktionen af benzin ikke er så afhængig af olie som før. Spørgsmålet er imidlertid, om dette har den ønskede effekt. I den industrialiserede verden har øget energieffektivitet haft den konsekvens, at der paradoksalt nok er blevet anvendt mere energi. Dette fænomen er kendt som Jevons' paradoks.
  3. For det tredje kan nye teknologier forbedre vores udnyttelse af alternative energiformer, såsom vedvarende energi eller atomkraft.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Energistrategi 2025 Energistrategien 2025 er VK regeringens bud på Danmarks energistrategi frem til 2025. Den er blevet kritiseret for at være forældet allerede i dag (2006) og der indgår beregninger af oliereserverne i Danmark som beskyldes for at være direkte opdigtet.

Teknologirådet har udgivet en række tryksager og pjecer om Danmarks afhængighed af olie. Se www.tekno.dk

Tilhængere af Hubbert's peak-teorien[redigér | redigér wikikode]

Kritikere af Hubbert's peak-teorien[redigér | redigér wikikode]