Anker Jørgensen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Anker Jørgensen
35. statsminister i Danmark
Embedsperiode
5. oktober 1972 – 19. december 1973
Monark Margrethe 2.
Foregående Jens Otto Krag
Efterfulgt af Poul Hartling
Embedsperiode
13. februar 1975 – 10. september 1982
Monark Margrethe 2.
Foregående Poul Hartling
Efterfulgt af Poul Schlüter
Udenrigsminister
Embedsperiode
1. juli 1978 – 30. august 1978
Foregående K.B. Andersen
Efterfulgt af Henning Christophersen
Personlige detaljer
Født 13. juli 1922 (92 år)
København
Politisk parti Socialdemokratiet
Profession Ufaglært
Regering Regeringen Anker Jørgensen I, II, III, IV & V

Anker Henrik Jørgensen (født 13. juli 1922 i København) er en dansk socialdemokratisk politiker, lagerarbejder og tidligere statsminister og udenrigsminister.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Anker Henrik Jørgensen blev født 13. juli 1922 i København som søn af kusk Johannes Albert Jørgensen og rengøringsdame Karen Marie Jørgensen. Som 5-årig blev han forældreløs og voksede op hos sin fars søster, tobaksarbejderske Karla Marie Sofie Jacobsen (f.1890 – d.1975), på Christianshavn. Gift 1948 med Ingrid Kvist Pedersen (f.1922 – d. 1997), datter af værkfører Søren Pedersen og hustru Krestine Pedersen fra PindstrupDjursland. Ingrid og Anker Jørgensen fik fire børn (heriblandt sønnen Peter), og parret boede hele deres liv i Sydhavnen. I begyndelsen af 2008 flyttede Anker Jørgensen på plejehjemmet Plejebo[1] fra lejligheden på Borgbjergsvej nr. 1, hvor flere statsoverhoveder har lagt turen forbi 3. sal til venstre. Selv i sine år som statsminister sagde han nej tak til at bo på Marienborg, men blev boende i sin lejlighed.

Anker Jørgensen forlader den 26. oktober 2008 Sydhavnen for sidste gang, efter at have boet 49 år i det københavnske arbejderkvarter.

Anker Jørgensen blev tidligt politisk aktiv. I 1950 blev han næstformand i Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund, i 1956 dets formand. I 1962 blev han formand for Transportgruppen og i 1968 formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, som siden blev til SID (Specialarbejderforbundet i Danmark).

Han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation i perioden 1961-64 og blev i 1964 valgt til Folketinget, hvor han placerede sig på socialdemokratiets venstrefløj.

Anker Jørgensen var formand for Socialdemokraterne fra 1972 til 1987, hvor han blev afløst af Svend Auken.

I to omgange (1986 og 1991) var han præsident for Nordisk Råd.

I Anker Jørgensens regeringstid blev Lønmodtagernes Dyrtidsfond oprettet og efterlønnen indført, lige som Anker Jørgensen selv lægger stor vægt på genforhandlingen med A.P. Møller om statens andel i olieindtægterne fra Nordsøen.

Anker Jørgensen besøgte i 1990 Irak og diktator Saddam Hussein, der brugte Anker til at vise omverdenen, at han ikke ville de danske gidsler noget ondt, hvorefter de blev frigivet. Efterfølgende holdt Anker Jørgensen sig fra at udtale sig om Golfkrigen.

Anker blev bl.a. kendt som "Jern-Anker" (efter Bo Bojesens tegninger).

Regeringslederen[redigér | redigér wikikode]

Ingrid og Anker Jørgensen, 1990

Anker Jørgensen blev overraskende statsminister i 1972, som efterfølger for daværende statsminister Jens Otto Krag, der stoppede sin politiske karriere dagen efter folkeafstemningen om EF.

Ved valget i 1973, hvor Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne omtegnede det politiske landkort, måtte Anker Jørgensen give op. Han dannede siden fire regeringer i perioden 1975-1982, og var desuden udenrigsminister i to måneder i 1978 efter K. B. Andersens afgang. Den 3. september 1982 trådte han tilbage uden at udskrive valg, og blev den 10. september afløst af Poul Schlüter.

Den økonomiske politik og Anker Jørgensens eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Blandt nationaløkonomer er det en udbredt opfattelse, at den økonomiske politik, som blev ført under Anker Jørgensen, ikke var tilstrækkelig til at løse de økonomiske problemer, som perioden var rig på. Den kedelige lære af 1970'erne var, at man ikke uden videre kunne løse problemet med stigende ledighed ved hjælp af den patentmedicin i form af ekspansiv finanspolitik, som man mente at være i besiddelse af.[2] Ligeledes viste valutapolitikken i form af gentagne devalueringer sig at være en kortsigtet løsning, der forværrede de langsigtede balanceproblemer i økonomien.

Tidligere overvismand, professor Niels Kærgård har sammenlignet Anker Jørgensens politik med statsminister Anders Fogh Rasmussens: "Da Anker Jørgensen gik af i 1982, var renten over 15 procent, inflationen over 10 procent og arbejdsløsheden over 300.000. Da Fogh Rasmussen i 2009 trådte tilbage, var økonomien på vej ud i den mest omfattende finansielle krise siden 1930erne, og arbejdsløsheden steg med uhørt hast."

Han fortsætter: "Årsagerne til, at de to statsministres regeringer kom så galt af sted, var i øvrigt meget parallelle. Begge stod over for nogle problemer, som krævede et opgør med etablerede, populære synspunkter, der var uforenelige med de økonomiske realiteter. For Anker Jørgensen var det først og fremmest dogmet om, at den fulde beskæftigelse stod over alle andre målsætninger, og at den kunne opretholdes uden drastiske reformer på arbejdsmarkedet, f.eks. afskaffelse af den automatiske dyrtidsregulering."

Kærgård anfører dog, at Anker Jørgensen regerede i en udfordrende opbrudstid med et meget ideologisk splittet Folketing, men betoner samtidig, at Jørgensen fik kompetent rådgivning af finansminister Knud Heinesen, som han ofte ikke valgte at følge.[3]

Ifølge historikeren Balder Asmussen var Anker Jørgensens økonomiske politik præget af omskiftelighed grundet de tilbagevendende økonomiske kriser og dæmrende erkendelse af krisernes dybde. I Anker Jørgensens første regeringsperiode (1972-73) blev finanspolitikken strammet. Ifølge Asmussen blev denne politik videreført af Poul Hartlings venstreregering (1973-75), indtil stigende arbejdsløshed (grundet første oliekrise) foranledigede et skift til lempelig finanspolitik.[4]

Den lempelige finanspolitik blev videreført af Anker Jørgensen, da denne dannede regering i februar 1975. Politikken bevirkede, at beskæftigelsen steg, men medførte også stigende betalingsbalanceunderskud og heraf afledt udlandsgæld. Denne virkning var forudset, men man havde angiveligt regnet med, at effekten ville blive modvirket af et internationalt opsving og heraf stigende eksport, hvilket ikke skete.

Da man i stedet fik et nyt tilbageslag i form af den anden oliekrise i 1979, valgte man en samlet set stram økonomisk politik samt en devalueringsstrategi. Mens de finanspolitiske stramninger øgede ledigheden, medførte devalueringerne på kort sigt en konkurrenceevneforbedring, der forbedrede såvel betalingsbalancen som beskæftigelsen.[4] Prisen var imidlertid (ud over faldende realløn) højere inflation, der efterhånden eliminerede gevinsten igen.

Stramningerne, forstærket af det internationale tilbageslag i forbindelse med den anden oliekrise, medførte stigende ledighed. Arbejdsløsheden steg uafbrudt fra 1978 til 1983. Det førte til stigende underskud på statens finanser og dermed stigende statsgæld, der yderligere blev forværret at det høje renteniveau. Samtidig medførte oliekrisen yderligere prisstigninger, og den automatiske dyrtidsregulering var med til at presse inflationen mere permanent op.

Periodens økonomiske problemer blev sat i relief med et berømt citat af Knud Heinesen. Få dage efter, at han var afgået som finansminister for i stedet at blive socialdemokratisk gruppeformand, udtalte han i tv den 28. oktober 1979, at: "Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den." Knud Heinesen sigtede dermed til en frygt for, at Danmark indenfor 2-3 år ville kunne blive sat under økonomisk administration af internationale långivere, hvis man ikke afgørende fik ændret den økonomiske politik.[5]

I 1981 blev eksporten for første gang siden 1958 større end importen og handelsbalancen dermed positiv, men udlandsgælden vedblev at stige og statsfinanserne blev stadigt ringere. Under indtryk af denne dobbelte gældskrise valgte Anker Jørgensen at demissionere i 1982, idet han ikke kunne finde fodslag om en løsning med hverken fagbevægelsen eller sine samarbejdspartnere i Folketinget (midterpartierne, især Det radikale Venstre). Herefter tiltrådte en borgerlig regering.

Sammenfattende var situationen omkring årsskiftet 1982/83, at dansk økonomi stod med betydelige balanceproblemer i form af lav vækst, høj arbejdsløshed og høj inflation samtidig med store underskud på betalingsbalancens løbende poster og de offentlige finanser.[6] Asmussen anfører dog, at dansk økonomi i de nærmestfølgende år fik en vis gavn af den konkurrenceevneforbedring, som Anker Jørgensens økonomiske politik havde afstedkommet.[4]

De skuffende erfaringer fra 1970'erne dannede baggrund for, at den økonomiske politik blev omlagt i begyndelsen af 1980'erne i retning af større vægt på strukturpolitik og dermed et mere langsigtet perspektiv.[7]

Priser[redigér | redigér wikikode]

Udvalgt bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Fra mine dagbøger. 3 bind. Fremad, 1989-1990. ISBN 87-557-1543-5 og ISBN 87-557-1544-3
    1. 1972-1975: Bølgegang
    2. 1975-1977: I smult vande
    3. 1978-1982: Brændingen
  • Fra Christianshavn til Christiansborg : erindringer 1922-1972 / Anker Jørgensen, Fremad, 1994. ISBN 87-557-1832-9

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Anker er flyttet på plejehjem, Politiken, 12. november 2008
  2. P. U. Johansen og M. Trier (2013): Danmarks økonomi siden 1980 - en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 7.
  3. Niels Kærgård: "Mange paralleller mellem Anker og Fogh", B.dk, 5. april 2011.
  4. 4,0 4,1 4,2 Asmussen, Balder (2010): Nyt syn på Anker Jørgensens økonomiske politik.
  5. Poul Villaume (2005): Lavvækst og frontdannelser, s. 256. Bind 15 i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie.
  6. Torben M. Andersen (2012): Udviklingslinjer i dansk økonomi. S. 1-30 i: T. M. Andersen, J. Bentzen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 4. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2012. S. 24
  7. P. U. Johansen og M. Trier (2013): Danmarks økonomi siden 1980 - en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 8.
  8. Anker blev Årets Københavner – iBYEN.dk

Udvalgt litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Alex Frank Larsen, Anker : mennesket, magten, meningerne, Gyldendal, 1999. ISBN 87-00-35446-5.
  • Hans Lyngby Jepsen, Anker Jørgensen – menneske og politiker, Lindhardt og Ringhof, 1998. ISBN 87-595-1052-8.
  • Thomas Thurah, Anker Jørgensen – Min verden fortalt i billeder, Gyldendal, 2010. ISBN 978-87-02-09393-3 .
  • Balder Asmussen, "Nyt syn på Anker Jørgensens økonomiske politik", Historisk Tidsskrift, bind 110, hæfte 2, 2010. ISSN 0106-4991.

Bestil artiklen Nyt syn på Anker Jørgensens økonomiske politik via bibliotek.dk

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Socialdemokraternes formænd

Pio (1871-1872) • Würtz (1872-1873) • Klein (1874-1875) • Pio (1875-1877) • Hørdum (1877) • Meyer (1878) • Wiegell (1878-1879) • Hørdum (1880-1882) • P. Knudsen (1882-1910) • Stauning (1910-1939) • Hedtoft (1939-1941) • Andersen (1941-1945) • Hedtoft (1945-1955) • Hansen (1955-1960) • Kampmann (1960-1962) • Krag (1962-1972) • Jørgensen (1972-1987) • Auken (1987-1992) • Nyrup Rasmussen (1992-2002) • Lykketoft (2002-2005) • Thorning-Schmidt (2005–)