Per Stig Møller

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Per Stig Møller under et vælgerarrangement 3.9.2011

Per Stig Møller (født 27. august 1942 på Frederiksberg) er dansk folketingsmedlem. Han har siden 1984 været medlem af Folketinget og repræsenteret Det Konservative Folkeparti. Han var miljøminister fra 18. december 1990 til 24. januar 1993 og udenrigsminister fra 27. november 2001 til 23. februar 2010. Herefter blev han kultur- og kirkeminister indtil regeringsskiftet den 3. oktober 2011.

Indholdsfortegnelse

Baggrund [redigér]

Lindevangskolen (2007), hvor Per Stig Møller gik i skole.

Per Stig Møller er født på Frederiksberg ind i en politikerfamilie. Hans forældre var tidligere medlemmer af Folketinget, finansminister Poul Møller og journalist Lis Møller. Han har 2 søskende Hanne (født 1939) og Niels Erik (født 1948).

Per Stig Møller gik på Lindevangskolen 1949-1954, blev nysproglig student fra Frederiksberg Gymnasium 1961 og mag.art. i komparativ litteraturvidenskab fra Københavns Universitet 1967. Han var kandidatstipendiat samme sted (1968-1971), senere seniorstipendiat (1971-1973) og i 1973 blev hand dr.phil..

Per Stig Møller var gift med Gitte Jæger i et par år i midten af 1960'erne. Sammen fik de sønnen Asger Stig Møller (1965-2010). Per Stig var igennem 30 år gift med Sally Møller, som døde af kræft i 2001.[1] I dag er han gift med den kinesisk fødte erhvervskvinde Xukun Ji, som kom til Danmark i år 2000. De indledte deres forhold i 2001.[2]

Politisk karriere [redigér]

Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen under et NATO-topmøde i Istanbul, 2004.
Per Stig Møller (venstre) med Færøernes daværende lagmand Jóannes Eidesgaard (højre), 2005

Mens Stig Møller var udenrigsminister havde Danmark formandskabet i FN's Sikkerhedsråd, og han ledede derfor mødet i juni 2006.[3]

Ved Folketingsvalget 2007 modtog Stig Møller 13.377 personlige stemmer,[4] og han forsatte som udenrigsminister i Regeringen Anders Fogh Rasmussen III (2007-2009).

Som kulturminister tog han initiativ til en taleradio, "Radio Møller". Radiokanalen der fik navnet Radio24syv.

  • Medlem af Europarådet (1987-90), (1994-96) og (1998-2001).

Ved Folketingsvalget 2011 modtog han 7.093 personlige stemmer. Dette var ganske vist det største antal personlige stemmer i Københavns Storkreds for en konservativ kandidat, men ikke desto mindre næsten en halvering af stemmetallet i 2007 på 13.377.[5] .[6]


I efteråret 2012 overgav han to centrale poster i Folketinget til Lene Espersen med virkning fra årsskiftet. Det var posterne som udenrigsordfører og som medlem af Udenrigspolitisk Nævn.[7]

Erhvervskarriere [redigér]

For Danmarks Radio i flg. stillinger:

  • Kulturredaktør (1973-74).
  • Souschef i kultur- og samfundsafdelingen 1974 og igen (1976-79).
  • Programchef (1979-84).
  • Næstformand for Radiorådet (1985-86).
  • Formand for samme (1986-87).

Tillidserhverv og hædersbevisninger [redigér]

Af tillidsposter har Møller været landsformand for Konservative Gymnasiaster 1960-61 og næstformand for Konservative Studenter 1961-62. Han var Studenterforeningens ledende senior 1970-72, landsformand for FOF 1983-89, formand for Den Konservative Klub fra 1995 og politisk ordfører 1997-98 samt formand for Det Konservative Folkeparti 1997-98.

Stig Møller er Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen. Han modtog i 2001 Danmark Radios Rosenkjærpris.

Bibliografi [redigér]

Per Stig Møller har bl.a. skrevet

  • Da Adam Smith mødte Mao, 1970.[8]
  • Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826 (om Conrad Malte-Brun), 1973.
  • Utopi og Virkelighed, 1973 (se også Karen Conrad, Fra Utopi til Virkelighed, Gyldendal, 1975.)
  • Léopold Sédar Senghor: Mod en ny civilisation (om Léopold Sédar Senghor), 1973.
  • Erotismen, 1973.
  • København-Paris t/r, 1973.
  • På sporet af det forsvundne menneske, 1976.
  • Livet i gøgereden, 1978.
  • Fra tid til anden, 1979.
  • Tro, håb og fællesskab, 1980.
  • Midt i redeligheden, 1981.
  • Orwells håb og frygt, 1983.
  • Nat uden daggry, 1985.
  • Stemmer fra Øst, 1987.
  • Historien om Estland, Letland og Litauen, 1990.
  • Kurs mod katastrofer?, 1993.
  • Miljøproblemer, 1995.
  • Den naturlige orden, 1996. (2. revideret udgave 1998)
  • Spor, 1997.
  • Magt og afmagt, 1999.
  • Munk, 2001.
  • Mere Munk, 2003

Noter [redigér]

Commons-logo.svg
 Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. ↑ JP – Per Stig Møllers søn fundet død
  2. ↑ Berlingske.dk – En kineser i Danmark
  3. ↑ Ritzau. "Per Stig Møller leder møde i Sikkerhedsrådet", Politiken, 21. juni 2006.
  4. ↑ FOLKETINGSVALGET DEN 13. NOVEMBER 2007. Indenrigs- og Socialministeriet. ISBN 87-7601-196-8.  Side 262.
  5. ↑ "Resultater - Københavns Storkreds - Folketingsvalg torsdag 15. september 2011". Danmarks Statistik. http://www.dst.dk/valg/Valg1204271/valgopg/valgopgStor10.htm. 
  6. ↑ "Resultater - Københavns Storkreds - Folketingsvalg 2007". Indenrigsministeriet. http://www.im.dk/~/media/Filer-Publikationer-IN/Valg/2009/FTvalg-2007/FTvalg-2007.ashx. 
  7. ↑ Jesper Thobo-Carlsen. "Per Stig Møller drosler ned", Berlingske, 26. september 2012.
  8. ↑ »Da Adam Smith mødte Mao« på ExCathedra.dk
Konservatives politiske ledere

J. Christmas Møller (1928-1947) • Kraft (1947-1955) • A. Møller (1955-1958) • Sørensen (1958-1969) • P. Møller (1969-1971) • Ninn-Hansen (1971-1974) • Schlüter (1974-1993) • Dyremose (1993) • Engell (1993-1997) • P. Stig Møller (1997-1998) • P. Christmas-Møller (1998-1999) • Bendtsen (1999-2008) • Espersen (2008-2011) • Barfoed (2011–)
Hentet fra "http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Per_Stig_Møller&oldid=7093909"