Krigen i Afghanistan (2001-nutid)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For Sovjetunionens krig i Afghanistan 1979-89, se Den afghansk-sovjetiske krig.
Krigen i Afghanistan
Soldater fra USA's 10th Mountain Division stiger om bord i en CH-47 Chinook i Afghanistan i 2003
Soldater fra USA's 10th Mountain Division stiger om bord i en CH-47 Chinook i Afghanistan i 2003
Dato 7. oktober 2001 - nutid
Sted Afghanistan
Resultat Igangværende konflikt:
  • Ødelæggelse af Al Qaida-lejre
  • Taliban-regimet væltet
  • Taliban-oprør støttet af Al Qaida
  • Første demokratiske regering i Afghanistan
Casus belli Terrorangrebet 11. september 2001
Parter
Afghanistan Afghanistan
Afghanistan Den Nordlige Alliance
Forenede Nationer Forenede Nationer:
Isaf 1.jpg ISAF
NATO, herunder:
USA USA
Storbritannien Storbritannien
Canada Canada
Holland Holland
Norge Norge
Danmark Danmark
Pakistan Pakistan
Afghanistan Taliban
Islamister al-Qaeda
Usbekistans islamiske bevægelse
Hezbi Islami
Ledere
Afghanistan Bismillah Khan
Afghanistan Mohammed Fahim
Isaf 1.jpg Ton van Loon
Isaf 1.jpg David Richards
Isaf 1.jpg Dan McNeill
USA Tommy Franks
Canada David Fraser
Afghanistan Mohammed Omar
Afghanistan Mullah Obaidullah AkhundWhite flag icon.svg
Flag of Taliban.svg Dadullah (dræbt i kamp)
Flag of Taliban.svg Jalaluddin Haqqani
Islamister Osama bin Laden(Død)
Islamister Ayman al-Zawahiri
Juma Namangani (dræbt i kamp)
Gulbuddin Hekmatyar
Styrke
Afghanistans hær: >100.000
NATO: 130.000
omkring >120.000 (2010)
Tab
Afghanske sikkerhedsstyrker:
5.500 dræbte (Oktober 2009)[1]
Den Nordlige Alliance:
~200 dræbte (maj 2007)
NATO dræbte:
1.908[2]
(USA 1162, UK 313, andre 433)
NATO sårede: 15.000 (USA 6.773[3], UK 3.954[4], Canada >1.500[5], Andre: >2.500)
USA civile Contractors: 338 dræbte, 7.224 sårede[6]
Total: >8.000 dræbte, >25.000 sårede
Anslået 23.000
World Trade Center brænder 11. september 2001
Et Tactical Air Control Party (TACP) fra det amerikanske luftvåben sender koordinater til bombefly, som støtte til Den Nordlige Alliance (identiteten er sløret af sikkerhedsårsager).
Talibansoldater i Herat, 2001
Amerikanske specialstyrker på hesteryg sammen med medlemmer af Den Nordlige Alliance i Afghanistan 12. november 2001.

Krigen i Afghanistan (2001-nutid) begyndte 7. oktober 2001 som en reaktion på terrorangrebet 11. september 2001, hvor USA blev ramt af et terroranslag. Begivenheden 9/11 startede krigen mod terror. Det angivne formål med invasionen af Afghanistan var at fange Osama bin Laden, ødelægge Al-Qaeda og fjerne Taliban-regimet der havde støttet Al-Qaeda og givet netværket et tilflugtssted.

USA og Storbritannien førte an i en kampagne, der primært bestod af luftbombardementer, men også med landtropper, der primært udgjordes af Den Nordlige Alliance. I 2002 indgik britiske og amerikanske landtropper også i kampene. Senere deltog også andre NATO-tropper, blandt andet danske, i kampene.

Invasionen fjernede Taliban-styret fra magten, men siden invasionens afslutning har Taliban-tropperne fortsat bekæmpet den vestlige invasionsstyrke.[7] For de vestlige invasionsmagter har krigen været mindre succesfuld, når det gælder deres mål om at hindre Al-Qaedas bevægelsesfrihed.[8] Siden invasionen er Afghanistan blevet mindre stabilt på grund af øget aktivitet blandt krigsherrer og Taliban-tro styrker, voksende illegal narkotikaproduktion og en skrøbelig regering med begrænset kontrol uden for hovedstaden Kabul.[9]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Fra maj 1996 havde Osama bin Laden og medlemmer af Al-Qaeda-netværket boet i Afghanistan, hvor de havde drevet militære træningslejre for Al-Qaeda-netværket i en løs alliance med landets Taliban-styre.[10] Efter bombningerne af to amerikanske ambassader i Afrika i 1998, affyrede USA's militær krydsermissiler mod disse lejre, med en begrænset effekt.[11]

FN's sikkerhedsråd havde udstedt Resolution 1267 og 1333 i 1999 og 2000. Resolutionerne var rettet mod Taliban, der gav Al-Qaeda finansiel og materiel støtte for at få styret til at udlevere bin Laden til retsforfølgelse for ambassadebombningerne og få dem til at lukke træningslejrene.[12]

11. september[redigér | redigér wikikode]

Efter terrorangrebet 11. september 2001, fandt efterforskerne hurtigt beviser, der pegede på, at bin Laden var involveret i angrebet.[13] Bin Laden nægtede først offentligt at være involveret,[14] men kort før det amerikanske præsidentvalg i 2004, bekræftede han på en båndet udtalelse, at han og Al-Qaeda stod bag angrebet.[15]

20. september 2001 i en tale til den amerikanske kongres gav præsident George W. Bush Taliban et ultimatum:[16]

  • Udlever Al-Qaeda-lederne i Afghanistan til USA
  • Løslad alle fængslede udlændinge, heriblandt amerikanske borgere[17]
  • Beskyt udenlandske journalister, diplomater og nødhjælpsarbejdere i Afghanistan
  • Luk terroristernes træningslejre og "udlever alle terrorister og enhver person og deres støttestruktur til de rette myndigheder."
  • Giv USA fuld adgang til træningslejrene for at verificere, at de er lukket

Taliban nægtede at tale direkte med Bush, og udtalte, at det ville være en fornærmelse mod Islam at tale med en ikke-muslimsk politisk leder. Taliban gav dog gennem deres ambassade i Pakistan udtryk for, at de afslog ultimatummet, da de mente, at de ikke havde fået beviser for, at bin Laden deltog i terrorangrebet. 22. september trak de Forenede Arabiske Emirater og Saudiarabien deres diplomatiske anerkendelse af Taliban-regimet tilbage. Dermed var nabolandet Pakistan det eneste land med diplomatiske relationer til styret. Det menes, at Taliban 4. oktober 2001 hemmeligt foreslog at udlevere bin Laden til Pakistan, så han kunne dømmes ved en international domstol, der dømte efter Sharia-lov.[18] Det menes at Pakistan afslog tilbuddet.

7. oktober 2001, før de militære operationer startede, tilbød Taliban åbent at retsforfølge bin Laden i en islamisk domstol i Afghanistan.[19] Dette tilbud blev øjeblikkelig afslået af USA som utilstrækkeligt. Ikke før 14. oktober 2001, syv dage efter at krigen startede, tilbød Taliban åbent at udlevere bin Laden til retsforfølgelse i et tredje land, men kun hvis de fik beviser for hans involvering i terrorangrebet 11. september.[20]

Krigen[redigér | redigér wikikode]

Omkring klokken 16:15 UTC (20:45 lokal tid) 7. oktober 2001 begyndte styrker fra USA og Storbritannien et luftbombardement, der var rettet mod Talibantropper og Al-Qaeda.[21] Der blev rapporteret om luftangreb mod mål i hovedstaden Kabul, hvor elektricitetsforyningen blev afbrudt, lufthavnen i Kandahar og byen Jalalabad. USA's regering retfærdiggjorde angrebene som et svar på terrorangrebet 11. september og Talibans manglende efterlevelse af USA's krav. Taliban fordømte angrebene og kaldte dem "et angreb på Islam."

Klokken 17:00 UTC bekræftede præsident Bush angrebet på landsdækkende TV, og den tidligere britiske premierminister Tony Blair talte også til Storbritannien. Bush sagde, at samtidig med at Talibans og terroristernes træningslejre blev angrebet, blev mad, medicin og forsyninger nedkastet til "de sultende mænd, kvinder og børn i Afghanistan."[22]

CNN frigav videoptagelser af Kabul, der blev bombet, til alle amerikanske nyhedsstationer.[23] En række teknologier blev brugt i angrebet. General Richard Myers, chef for USA's generalstab, udtalte, at omkring 50 Tomahawk krydsermissiler affyret fra ubåde og krigsskibe, 15 jagerbombere fra hangarskibe, 25 bombefly som B-1 Lancer, B-2 Spirit, B-52 Stratofortress samt F-16 Fighting Falcon var involveret i den første angrebsbølge.[24] To C-17 Globemaster transportfly skulle levere 37,500 dagsrationer til flygtninge i Afghanistan ved hjælp af faldskærm på angrebets første dag.[24]

En videoptagelse af Osama bin Laden var blevet frigivet før angrebet. På videoen fordømte han alle angreb på Afghanistan. Den arabiske nyhedskanal Al Jazeera rapporterede, at videoptagelserne blev modtaget kort før angrebet. Osama bin Laden påstår på optagelserne, at USA ville fejle i Afghanistan og derefter bryde sammen, præcis som Sovjetunionen havde gjort. Han kaldte til et muslimsk jihad mod USA.

Luftkampagnen[redigér | redigér wikikode]

Bombefly, der opererede højt oppe, uden for antiluftskytsets rækkevidde, begyndte at bombe Al-Qaedas træningslejre og Talibans luftforsvar.[24] Under forberedelserne til krigen havde der været spekulationer i medierne om, hvorvidt Taliban ville forsøge at bruge amerikansk fremstillede Stinger-missiler til at nedskyde angribernes fly. Under den sovjetiske besættelse i 1980'erne havde USA forsynet Afghanistans mujahidun med missilerne,[25] der blev brugt til at nedskyde de russiske kamphelikoptere.[26] Hvis disse missiler stadig eksisterede, blev de i hvert fald ikke brugt, og USA og Storbritannien mistede ingen fly pga fjendtlig ild. Udover de måske eksisterende Stinger-missiler havde Taliban ikke noget nævneværdigt luftforsvar,[27] og det, de havde, var primært rester fra den sovjetiske besættelse. Angribernes fly kunne operere uforstyrret.[24]

Luftangrebene var til at begynde med koncentreret i området i og omkring byerne Kabul, Jalalabad og Kandahar. Inden for få dage blev de fleste af træningslejrene alvorligt beskadiget, og Talibans luftforsvar ødelagt. Derefter skiftede man til at angribe mål, der var vitale for Talibans kommando, kontrol og kommunikation. To uger inde i luftkampagnen krævede Den Nordlige Alliance, at fokus blev skiftet til at hjælpe deres fremrykning. Efterhånden som krigen fortsatte, begyndte de civile tabstal at stige i de krigshærgede områder. I mellemtiden kom tusinder af Pashtun-militser ind i landet fra Pakistan og forstærkede Taliban. Amerikanske specialstyrker blev indsat for at støtte den nordlige alliance og indkalde flystøtte.[24]

Det næste stadium i luftkampagnen begyndte med hangarskibsbaserede F/A-18 Hornet jagerbombere, der ramte talibanernes køretøjer i nålestiksangreb, andre fly kastede klyngebomber. Den Nordlige Alliance vandt terræn støttet af luftangrebene. Talibans kommandostruktur begyndte at erodere under presset fra luftbombardementerne. Amerikanske specialstyrker startede nu et angreb ind i det centrale Kandahar. Fremskridtene skete dog langsomt. Det var nu begyndelsen af november.

Næste skridt i luftkampagnen var rettet specifikt mod Talibans frontlinje mod Den Nordlige Alliance. Frontlinjen blev bombarderet med 15.000 punds bomber[24] (6,8 ton) og AC-130 fly bevæbnet med 105 mm haubitser. Talibanernes soldater havde ikke erfaringer med flyenes ildkraft og kunne finde på at stille sig fuldt synligt på fjerne bakkedrag, hvilket gjorde det nemt for de amerikanske specialstyrker at indkalde luftstøtte på deres positioner. 2. november var Talibans frontlinje decimeret, og det så for første gang ud, som om Den Nordlige Alliance kunne marchere mod Kabul. Udenlandske kombattanter fra Al-Qaeda overtog bevogtningen af de afghanske byer, hvilket viste Talibanregimets svækkelse. I mellemtiden planlagde Den Nordlige Alliance og deres rådgivere fra CIA og specialstyrkerne offensivens næste stadium. Tropper fra Den Nordlige Alliance ville indtage Mazar-e Sharif, og dermed afskære Talibans forsyningslinjer, efterfulgt af et angreb mod selve Kabul.[28]

Amerikanske fremskridt på landjorden: Mazar-e Sharif[redigér | redigér wikikode]

9. november 2001 begyndte slaget om Mazar-e Sharif. Amerikanske bombefly tæppebombede talibantropperne, der var koncentreret i Chesmay-e-Safa-kløften, der markerer indgangsvejen til byen. Klokken 14:00 bevægede tropper fra Den Nordlige Alliance sig ind på byen fra syd og vest og erobrede byens primære militærbase og lufthavnen. Tropperne nedkæmpede derefter de resterende talibantropper i kløften foran byen og mødte kun let modstand. Inden for fire timer var slaget om byen overstået. Ved solnedgang trak de resterende talibantropper sig ud mod syd og øst. Næste dag gennemsøgte tropperne fra Den Nordlige Alliance byen, og der gik rygter om summariske henrettelser af talibanstøtter. Omkring 100 talibanere blev dræbt i en skolebygning. En talsmand for FN udtalte senere, at de blev henrettet på stedet,[29] mens Den Nordlige Alliance påstod, at de havde gjort modstand, og havde nægtet at overgive sig.[30]

Den samme dag, 10. november, overrendte Den Nordlige Alliance fem nordlige provinser i et hurtigt fremstød. Mazar-e Sharifs fald havde udløst et komplet sammenbrud i talibanernes stillinger. Mange lokale krigsherrer skiftede side i stedet for at slås. Regimet var ved at gå op i sømmene i den nordlige del af landet. Mange af talibanernes frontsoldater blev flankeret og overgav sig derefter i byen Kunduz mens Den Nordlige Alliance fortsatte forbi dem mod syd.[31] Selv i det sydlige Afghanistan mindskedes Talibans kontrol med magten. Det religiøse parti påbegyndte jævnlige patruljer. Det så ud, som om Talibanstyret var ved at kollapse.

Kabul falder[redigér | redigér wikikode]

Om aftenen 12. november flygtede talibanstyrkerne fra Kabul under dække af mørket. Da tropperne fra Den Nordlige Alliance ankom om eftermiddagen 13. november, var der kun bombekratere, brændt bevoksning og den udbrændte ammunition fra Talibans kanonstillinger tilbage. En gruppe på omkring 20 arabiske soldater, der gemte sig i byens park, var de eneste tilbageværende forsvarere. Denne gruppe blev nedkæmpet på omkring et kvarter. Derefter var Kabul nu kontrolleret af NATO-tropper og Den Nordlige Alliance.[32]

Kabuls fald markerede begyndelsen på Talibans sammenbrud over hele landet. Indenfor 24 timer var alle de Afghanske provinser langs grænsen til Iran, heribland byen Herat, faldet. Lokale Pashtunledere og krigsherrer havde overtaget magten i det nordøstlige Afghanistan, herunder nøglebyen Jalalabad. De sidste Talibantropper i nord, der primært bestod af pakistanske frivillige, faldt tilbage til den nordlige by Konduz for at holde stand der. 16. november blev Talibans sidste tilholdssted i det nordlige Afghanistan belejret af Den Nordlige Alliance. Omkring 10.000 Talibansoldater, ledet af udenlandske kombatanter, nægtede at overgive sig, og fortsatte en indædt modstand. Samtidig var Taliban blevet drevet tilbage til deres magtcentrum i det sydøstlige Afghanistan, omkring Kandahar.

Tora Bora-bjergene

13. november havde tropper fra Al-Qaeda og Taliban, muligvis i følgeskab med Osama bin Laden, regrupperet og koncentrerede deres styrker i hulekomplekset Tora Bora ved den pakistanske grænse, 50 km sydvest for Jalalabad. Her forberedte de en kamp mod Den Nordlige Alliance og NATO-tropperne.[33] Næsten 2.000 Al-Qaeda- og Taliban-tropper befæstede deres stillinger i bunkere og bjerghuler. 16. november begyndte amerikanske bombefly at bombe bjergfortet. Samtidig begyndte personel fra CIA og specialstyrkerne at arbejde i området. De betalte lokale krigsherrer for at deltage i kampene og planlagde angrebet på Tora Bora komplekset.

Kunduz falder[redigér | redigér wikikode]

Mens bombardementerne af Tora Bora blev optrappet, fortsatte belejringen af Kunduz. Til sidst, efter ni dages voldsomme kampe og amerikanske luftbombardementer, overgav Taliban-soldaterne sig til Den Nordlige Alliances tropper 25. og 26. november. Kort før overgivelsen evakuerede pakistanske fly nogle hundrede efterretnings- og militærfolk, der havde været i landet før invasionen for at hjælpe Taliban med bekæmpelsen af Den Nordlige Alliance. Det menes, at op mod fem tusind personer blev evakueret fra regionen som helhed, heriblandt Taliban- og Al-Qaedatropper.[34][35][36]

25. november begyndte de tilfangetagne talibansoldater at blive gennet sammen i fortet Qala-i-Jangi nær Mazar-e Sharif. Nogle af fangerne angreb deres vagter, erobrede deres våben og åbnede ild. Dette startede et større fangeoprør blandt 600 fanger, der snart indtog den sydlige del af fortet. Fortet stammede fra middelalderen, men havde et våbenlager med håndvåben, der snart blev erobret af fangerne. En amerikansk CIA officer, John Michael Spann, der var i gang med at forhøre fanger, blev dræbt, og var den første dræbte amerikaner i krigen.[37] Oprøret blev først slået ned efter syv dage med voldsomme kampe mellem fangerne og en blanding af britiske specialtropper fra Special Boat Service, amerikanske grønne baretter og tropper fra Den Nordlige Alliance. AC-130 fly og andre luftstøttefly beskød ved flere lejligheder fortet.[38] Kun 86 af de mange hundreder talibanfanger overlevede, og omkring 50 soldater fra Den Nordlige Alliance blev dræbt.[39] Der har siden været kritik af den brutalitet, fangeoprøret blev nedkæmpet med.[40] Det knuste fangeoprør markerede enden på kamphandlingerne i det nordlige Afghanistan, hvor krigsherrer fra Den Nordlige Alliance nu sad sikkert på magten.


Indtagelsen af Kandahar[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af november var Talibanbevægelsens centrum, Kandahar, deres sidste større tilflugtssted. Kandahar var under stigende pres. Næsten 3.000 stammekrigere, under ledelse af Hamid Karzai, og Kandahars tidligere guvernør Gul Agha Sherzai, lagde pres på Talibans styrker fra øst og afskar byens forsyningslinjer. Mod nord og nordøst nærmede Den Nordlige Alliance sig. I mellemtiden var de første amerikanske landtropper i større antal ankommet. Næsten 1.000 marinesoldater oprettede en fremskudt base i ørkenen syd for Kandahar 25. november. De første egentlige kamphandlinger med amerikansk indblanding fandt sted dagen efter, da 15 pansrede køretøjer nærmede sig basen og blev angrebet med helikoptere, der ødelagde mange af dem. I mellemtiden fortsatte luftangrebene mod Talibans stillinger i selve Kandahar, hvor også Mullah Omar befandt sig. Omar, Talibanernes leder, beordrede sine tropper til at kæmpe til døden,[41] selvom de nu kun kontrollerede 4 af Afghanistans 30 provinser.

Mens Taliban således var tæt på at miste sit sidste tilflugtssted, forøgede de amerikanske styrker deres fokus på Tora Bora. Lokale militser, omkring 2.000 mand, var betalt og organiseret af de Grønne Baretter og CIA operatører. De samledes til et angreb på hulerne, mens der fortsat var voldsomme bombardementer af al-Qaedas stillinger. 100-200 civile blev rapporteret dræbt, da bomber ramte en landsby nær Tora Bora.[42] 2. december blev en gruppe på 20 amerikanske specialtropper indsat med helikopter for at støtte operationen. 5. december sikrede militssoldaterne området under hulerne og opstillede kampvognsstillinger, hvorfra de kunne beskyde deres fjende. Al-Qaedatropperne trak sig tilbage til højere beliggende stillinger og befæstede dem til det kommende slag.

6. december begyndte Omar at sende signaler om, at han var klar til at overgive Kandahar til stammekrigerne efter de langvarige luftbombardementer. Den amerikanske regering nægtede dog at give ham og de øvrige ledere amnesti. 7. december slap Mullah Omar ud af byen med en gruppe loyale folk og bevægede sig mod nordvest ind i bjergene i provinsen Uruzgan. Andre medlemmer af Talibans ledelse flygtede ind i Pakistan gennem afsidesliggende bjergpas i provinserne Paktia og Paktika. De fleste af Talibantropperne i Kandahar var nu flygtet. Grænsebyen Spin Boldak overgav sig samme dag, og Taliban kontrollerede nu ikke længere byer i landet. De afghanske stammekrigere under Gul Agha indtog Kandahar, efter at de resterende forsvarere havde nedlagt deres våben.[43] Marinesoldaterne indtog lufthavnen uden for byen og etablerede en amerikansk base her.[44]

Slaget om Tora Bora[redigér | redigér wikikode]

Al-Qaedatropperne holdt stadig stand i Tora Bora-bjergene, men stammemilitserne rykkede stadig frem gennem det ufremkommelige terræn, støttet af amerikanske luftbombardementer der blev kaldt ind af specialstyrker. Da situationen blev vanskelig, indvilgede Al-Qaedatropperne i en våbenhvile, så de kunne overgive sig. Nogle mener at dette var et trick, der tillod de vigtigste Al-Qaedaledere at flygte fra området.[45] 12. december brød kampene ud igen. Igen pressede stammefolk og specialstyrker frem mod hulerne og Al-Qaedas bunkere, der var spredt i området 17. december, var det sidste hulekompleks indtaget. En eftersøgning i området fortsatte ind i januar 2002, men der var ingen spor efter bin Laden eller den øvrige Al-Qaedaledelse. Det menes, at de allerede var sluppet væk ind i Pakistan mod syd og øst. Det anslås, at omkring 200 Al-Qaedasoldater blev dræbt under slaget. Antallet for stammemilitserne kendes ikke. Hvor store de amerikanske tab var, er ikke kendt, da der ikke er blevet rapporteret amerikanske tab.[44]

Operation Anaconda[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Operation Anaconda
Amerikanske styrker under Operation Anaconda
Tredimensionelt kort der viser Talibans stillinger og flugtruter under Operation Anaconda

Efter slaget om Tora Bora konsoliderede de amerikanske tropper og deres afghanske allierede deres kontrol over landet. Efter et stort møde mellem de større afghanske grupperinger og stammeledere blev der dannet en midlertidig regering under Hamid Karzai. De amerikanske tropper etablerede deres primære base ved Bagram luftbasen nord for Kabul. Kandahar lufthavn blev også en vigtig base. En række fremskudte baser blev etableret i de østlige provinser, hvorfra man eftersøgte talibanere og Al-Qaedafolk. Antallet af vestlige tropper under amerikansk ledelse steg efterhånden til over 10.000. 9. januar ankom 102 danske specialtropper til Camp Mjølner i Kandahar,[46] og deltog nu i hemmelige operationer sammen med amerikanerne og andre NATO-tropper.[47] Taliban og Al-Qaeda havde dog ikke opgivet kampen. Al-Qaedas tropper begyndte at regruppere ved Shahi-Kot bjergene i provinsen Paktia i januar og februar 2002. En talibanleder, der var flygtet til provinsen, Mullah Saifur Rehman, begyndte også at genopbygge sine militstropper. Sammenlagt var de omkring 1,000 i begyndelsen af marts 2002. Deres mål var at bruge regionen som udgangspunkt for guerillaangreb og muligvis en større offensiv efter samme mønster som mujahideenkrigerne, der havde bekæmpet den russiske besættelsesmagt i 1980'erne.

Amerikanske tropper og deres allierede afghanske efterretningskilder kom snart under vejrs med denne troppeopbygning. Man forberedte et stort angreb for at imødegå truslen. 2. marts 2002, startede amerikanske, afghanske og andre allierede, herunder danske,[46] tropper en offensiv mod Al-Qaeda og Talibans styrker i Shahi-Kot bjergene.[48] Oprørsstyrken, der var bevæbnet med håndvåben, RPG'er og mortérer havde forskanset sig i huler og bunkere på bjergsiderne i højder der generelt var over 3.000 meter over havet. Herfra bevægede de sig ud og angreb de amerikanske og afghanske styrker, hvorefter de trak sig tilbage til huler og bunkere som beskyttelse mod de amerikanske bombefly. De amerikanske ledere undervurderede først modstanden og anslog den til under 200. Det viste sig at der var langt flere, ifølge nogle estimater 1.000-5.000, og de modtog forstærkninger.[49]

6. marts blev otte amerikanere og syv afghanske soldater såret. Det blev rapporteret, at 400 af modstanderne var blevet dræbt i kampene.[49]. Da operationen blev erklæret afsluttet 18. marts, var også en australsk soldat blevet dræbt, og det blev anslået, at omkring 650 Taliban- og Al-Qaedatropper var blevet dræbt.[46] Hundredvis af oprørere var dog flygtet til stammeområderne i Waziristan og over grænsen til Pakistan.

Efter Operation Anaconda menes det, at Al-Qaedatropperne etablerede sig mellem venligtsindede stammer i Pakistan, hvor de kunne genopbygge deres styrker. Senere begyndte de at lave mindre angreb over grænsen til Afghanistan.

2003-2005: Taliban-oprøret vokser[redigér | redigér wikikode]

Amerikansk marinesoldat gennemsøger en gyde under anti-oprørsoperationer nær Methar Lam, april 2006
Repræsentanter for Afghanistans hær deltager ved kommandooverdragelsen i Kabul den 16. juli 2007.

Efter at de havde formået at undgå større kampe med de internationale styrker i 2002, begyndte resterne af Taliban at forberede sig på det oprør som Mullah Omar havde lovet i Talibans sidste dage ved magten.[50] I september påbegyndte Taliban en rekrutteringskampagne i Pashtun-områderne i både Afghanistan og Pakistan, for at starte et fornyet "jihad," eller hellig krig, mod den afghanske regering og den amerikansk ledede koalition. Pamfletter der krævede jihad blev distribueret i al hemmelighed, og begyndte at dukke op i landsbyer i det tidligere Taliban-centrum i det sydøstlige Afghanistan.[51] Små mobile træningslejre blev etableret langs grænsen til Pakistan af flygtninge fra Al-Qaeda og Taliban, for at træne nye rekrutter i guerillakrig, ifølge afghanske kilder og en rapport fra FN.[52] De fleste nye rekrutter kom fra madrassaer, koranskoler, i stammeområderne i Pakistan. Større baser, nogle med op til 200 mand, blev etableret i de bjergrige områder i Pakistan i sommeren 2003. De pakistanske grænsetroppers vilje til at forhindre infiltreringen blev draget i tvivl, og de pakistanske militære operationer nyttede ikke meget.[53]

Taliban reorganiserede og genopbyggede gradvist deres styrker i løbet af vinteren og forberedte sig på en sommeroffensiv. De etablerede nye operationsformer, hvor de samledes i grupper på omkring 50 mand, og angreb isolerede forposter og konvojer. Derefter brød de op til mindre grupper på 5-10 mand for at undvige forfølgelse. I denne strategi blev de internationale styrker kun angrebet indirekte med raketter og vejsidebomber. For at koordinere denne strategi udpegede Mullah Omar et ti mand stort råd med ham selv som leder.[53] Der blev oprettet fem operationszoner med ansvarlige ledere, fx Mullah Dadullah der stod for operationer i Zabul-provinsen.[53] Al-Qaedas tropper i det østlige Afghanistan havde en mere aggressiv strategi, hvor de gik målrettet efter de amerikanske tropper og forsøgte at fange dem i bagholdsangreb.

De første tegn på, at Talibans styrker regrupperede, kom 27. januar 2003 under Operation Mongoose, hvor en gruppe, der var allieret med Taliban og Hezb-i-Islami, blev opdaget og angrebet af amerikanske tropper ved hulekomplekset Adi Ghar 24 km nord for Spin Boldak. 18 oprørere blev dræbt, og 12 overgav sig.[54] Man mistænkte, at stedet blev brugt til at formidle forsyninger og tropper fra Pakistan. De første isolerede angreb fra relativt store grupper af talibantropper fandt også sted omkring dette tidspunkt. Efterhånden som sommeren skred frem, tog angrebene til i styrke og hyppighed. Dusinvis af afghanske soldater, medarbejdere fra NGO'er og humanitære organisationer samt adskillige amerikanske soldater døde i talibantroppernes angreb. Ud over guerillaangrebene begyndte Taliban at samle tropper i distriktet Dai Chopan, et distrikt i Zabul-provinsen. Distriktet består af høje bjerge og dybe kløfter, og for Taliban var det et perfekt sted at kæmpe mod den afghanske regering og koalitionstropperne. Over sommeren samledes den måske største koncentration af militante talibanere siden talibanregimets fald i området, op mod 1,000 guerillatropper. Over 220 personer, inklusive adskillige afghanske politifolk, blev dræbt i august 2003.

Som modsvar begyndte koalitionsstyrkerne at forberede offensiver, der skulle rydde området for oprørsstyrker. I slutningen af august 2005 angreb afghanske tropper, støttet af amerikanske landtropper og luftangreb, Talibans stillinger i bjergene. Efter en uges kampe blev talibantropperne drevet tilbage med tab på omkring 124 mand ifølge afghanske regeringskilder. Talibans talsmænd benægtede dog tallene, og også de amerikanske estimater er noget lavere.

2006: NATO i det sydlige Afghanistan[redigér | redigér wikikode]

Fra januar 2006 begyndte NATO's International Security Assistance Force (ISAF) at erstatte USA's tropper i det sydlige Afghanistan. Den britiske 16th Air Assault Brigade, der senere blev forstærket med britiske marinesoldater, udgjorde kernen i denne styrke sammen med tropper fra Australien, Canada og Holland. Styrken bestod af omkring 3,300 britiske soldater,[55] 2,300 fra Canada,[56] 1,400 fra Holland,[57] 290 fra Danmark,[58] 300 fra Australien[59] og 150 fra Estland.[60] Luftstøtte blev leveret af USA, Storbritannien, Holland, Norge og Frankrig.

I januar 2006 var NATO's fokus i Afghanistan at danne såkaldte Provincial reconstruction teams, der under militær beskyttelse skulle levere hjælp til genopbygning af området. De britiske styrker skulle gøre dette i Helmand-provinsen, mens Holland og Canada ville lede lignende projekter i provinserne Orūzgān og Kandahar. Lokale Talibanledere var imod disse planer og kaldte til modstand.[61]

I 2006 så det sydlige Afghanistan den voldsomste stigning af vold i landet, siden Talibanstyret blev væltet i 2001, da de nyligt ankomne NATO-tropper kæmpede mod talibanstyrkerne. NATO-operationer blev ledet af britiske, canadiske og hollandske ledere. 17. marts 2006 startede man Operation Mountain Thrust, der skulle bekæmpe talibanstyrkerne. I juli startede de canadiske styrker Operation Medusa, hvis mål var endegyldigt at rydde området for talibanstyrker. I operationen deltog britiske, hollandske og danske tropper. Andre NATO-operationer har været Operation Mountain Fury og Operation Falcon Summit. NATO-tropperne var involveret i hårde kampe i den sidste halvdel af 2006. NATO har vundet en taktisk sejr over Taliban, men Taliban er ikke blevet endegyldigt besejret, og NATO har fortsat sine militære operationer ind i 2007.

Danske styrker i Musa Qala[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Musa Qala

I juli 2006 afløste danske soldater fra Gardehusarregimentet en britisk styrke i byen Musa Qala. Styrken kontrollerede byen i perioden juli-august 2006 og oplevede i den forbindelse nogle af de sværeste kampe for den danske hær siden 2. Slesvigske Krig i 1864.[62] Da den britiske styrke i Musa Qala skulle afløses i juli 2006, faldt valget på en dansk, let spejdereskadron fra Gardehusarregimentet, som var en del af den britisk-ledede "Helmand Task Force". Omkring 100 spejdere blev sendt af sted fra den danske hovedlejr Camp Bastion og på en farefuld vej 70 kilometer til Musa Qala. Allerede på vej til Musa Qala blev de danske styrker fire gange angrebet af Taliban, der dog ikke kunne hindre den danske fremrykning. Den 23. juli blev 3 danske soldater såret, da deres køretøj påkørte en mine.[63] Den britiske styrke i Musa Qala blev afløst den 25. juli, og i de kommende 36 dage blev den danske styrke angrebet op mod 70 gange[64] af Taliban. I begyndelsen både om dagen og om natten, men da Taliban forstod, at de danske spejdere havde natkampudstyr, indskrænkede de deres angreb til dagangreb.[65] De danske styrker kæmpede med alle til rådighed værende midler og tilkaldte eksempelvis flystøtte 78 gange fra NATO.[65] Taliban svarede igen med morterer og raketter mod de danske styrker.[66] En dansk soldat blev hårdt såret af et skud i hovedet, hvilket var det værste tab de danske styrker led, inden de blev fjernet fra Musa Qala den 25. august 2006.[67] Talibans tabstal har været omdiskuteret. Oberst Henrik Sommer fra Hærens Operative Kommando (HOK) oplyste først, at op til 70 talibanere var blevet dræbt af de danske styrker. Den 28. august 2006 meddelte forsvarsminister Søren Gade (V) i Det Udenrigspolitiske Nævn, at 25 Talibaner var blevet dræbt.[68]

Kampe i Panjwaii[redigér | redigér wikikode]

I sommeren 2006 blev der udkæmpet hårde kampe i distriktet Panjwaii. Kampene blev på koalitionens side udkæmpet af tropper fra Canada og afghanske regeringsstyrker, med støtte fra mindre elementer af soldater fra Holland, USA og Storbritannien. I juli og september-oktober 2006 rasede hårde kampe i området. 15. december 2006 begyndte Operation Falcon Summit.[69] Styrker fra Storbritannien, Canada, Danmark og Estland samledes i Panjwaii. Operationens mål var at opretholde det pres, den tidligere Operation Medusa havde lagt på Taliban, og rydde distrikterne Panjwaii og Zhari for Taliban-styrker. Et område ved byen Howz-e-Madad med omkring 400 talibansoldater blev omringet.[70] 2. januar 2007 erklærede lederen af de canadiske tropper, at operationen var en succes, at distrikterne var blevet sikret, og at en række Talibanledere var blevet dræbt.[71]

2007: Koalitionen i offensiven[redigér | redigér wikikode]

Afghanske tropper støttet af amerikanske specialstyrker gør klar til kampe mod Talibanstyrker i Sangin-distriktet i Helmand-provinsen, april 2007
Tropper fra USA og Storbritannien patruljerer i Helmand-provinsen i april 2007

I 2007 har koalitionsstyrkerne gennemført en række offensive operationer. I januar og februar gennemført britiske marinesoldater Operation Volcano, der skulle rydde landsbyen Barijku nord for vandkraftanlægget Kajaki for Talibaner.[72] Derefter gennemførtes Operation Achilles, en større offensiv, fra marts til slutningen af maj. Det britiske forsvarsministerium meddelte i februar, at det britiske kontingent i Afghanistan skulle øges med 1.400 soldater, til 7.700.[73] Operation Silver og Operation Silicon blev gennemført for at opretholde presset på Taliban, og i håb om at forebygge den forventede forårsoffensiv.[74][75]

4. marts 2007 blev mindst 12 civile dræbt og 33 såret af amerikanske marinesoldater i Shinwar distriktet i Nangrahar provinsen, efter at en selvmordsbombe detonerede, og de blev beskudt.[76] Marinesoldaterne afreagerede på angrebet ved at beskyde forbipasserende civile langs landevejen med maskingeværild. Den 120 mand store enhed blev derefter bedt om at forlade landet, da enhedens relationer med den afghanske befolkning havde taget skade.[77] 12. maj 2007 dræbte ISAF styrker Mullah Dadullah, en højtstående talibanleder, der styrede Talibans operationer i det sydlige Afghanistan.[78] Operation Achilles sluttede 30. maj 2007, og blev efterfulgt af Operation Lastay Kulang samme dag.

19. juli 2007 blev 23 kristne sydkoreanske hjælpearbejdere bortført af Taliban[79] to af gidslerne blev henrettet.[80] Gidseltagerne krævede en række fængslede militsmedlemmer løsladt.[81] Den sydkoreanske regering pressede på, for at Afghanistans regering skulle forhandle om gidslerne, men 7. august enedes både USA's præsident George W. Bush og Afghanistans præsident Hamid Karzai om, at der ikke skal tilbydes en handel for gidslernes frihed.[82]

Krigens konsekvenser[redigér | redigér wikikode]

Krigen resulterede i talebanstyrets fald, men sikkerhedssituationen i landet er gradvist forværret, og den afghanske regering har reelt ikke større indflydelse uden for området omkring Kabul.[9] Afghanistan er blevet verdens førende producent af illegal opium.[83] En international styrke, ISAF, står nu sammen med de afghanske sikkerhedsstyrker for sikkerheden i hele landet. I august 2007 udtalte den britiske militære leder af Helmand-provinsen at det kan tage op mod 30-40 år at sikre Afghanistan.[84][85]

Øget opiumsproduktion[redigér | redigér wikikode]

Efter Talebanstyrets fald er opiumsproduktionen i Afghanistan eksploderet. Opium anvendes til fremstillingen af heroin. Afghanistan står nu for 92% af verdens illegale produktion af opium.[83] Fra 2005 til 2006 steg opiumsproduktionen med 78%[86] Specielt i den usikre sydlige del af landet er opiumproduktionen udbredt. FN's narkotikakontor, UNODC, rapporterer at der er en direkte sammenhæng mellem sikkerhedssituationen og opiumsproduktionen. I de sikre områder producerer 20% af bønderne opium, mens det er 80% i områder med dårlig sikkerhed.[87]

Der er uenighed blandt koalitionens medlemslande omkring strategien for opiumsbekæmpelsen. Nogle taler for at ødelægge opiumsmarkerne, mens andre taler for at finde alternative indtægtskilder til bønderne, da man frygter at de ellers vil støtte Taleban.[83][88]

Risiko for en mislykket stat[redigér | redigér wikikode]

I november 2006 advarede FN's sikkerhedsråd om, at Afghanistan kan blive en såkaldt "mislykket stat" (en stat hvor regeringen har ringe praktisk kontrol over store dele af landets territorium) på grund af den forøgede vold, illegale narkotikaproduktion, og det svage statsapparat.[9] I 2006 blev Afghanistan listet som nummer 10 på et index for mislykkede stater,[89] i 2005 lå landet som nummer 11.[90] Fra 2005 til 2006 steg antallet af selvmordsangreb, konventionelle angreb og angreb med vejsidebomber[91]

International Security Assistance Force (ISAF)[redigér | redigér wikikode]

Den første del af krigen blev udført af tropper fra USA og Storbritannien. International Security Assistance Force, eller ISAF, blev autoriseret af FN's sikkerhedsråd 20. december 2001 med resolution 1386.[92] Styrken blev til at begynde med udstationeret omkring Kabul. I 2005 blev styrkens ansvarsområde udvidet til den vestlige del af landet. I oktober 2003 blev styrkens mandat udvidet, så den kunne overtage ansvaret for den nordlige del af landet. 31. juli 2006 overtog ISAF kommandoen over den sydlige del af landet, og 5. oktober 2006 blev også den østlige del af Afghanistan lagt under ISAF. Dermed her ISAF nu ansvaret for den udenlandske tilstedeværelse i hele Afghanistan.[93] I august 2007 bestod styrken af 35,500 soldater fra 37 nationer.[94] ISAF's målsætning er at bringe fred og stabilitet til landet, samt støtte rekonstruktion og udvikling.[95]

Tabstal[redigér | redigér wikikode]

Koalitionens militære tabstal i alt[96][redigér | redigér wikikode]

År Danske tab
Danmark
Britiske tab
Storbritannien
Canadiske tab
Canada
Amerikanske tab
USA
Andre Omkomne i alt
2001 - - - 12 - 12
2002 3 3 4 49 11 70
2003 - - 2 48 8 58
2004 1 1 1 52 5 60
2005 - 1 1 99 30 131
2006 - 39 36 98 18 191
2007 6 42 30 117 37 232
2008 13 51 32 155 44 295
2009 7 108 32 317 57 521
2010 9 103 16 499 100 711
2011 3 32 3 314 153 421
Total 42 380 157 1479 363 2702
  • Tabstal 2011 er senest opdateret den 7. september 2011.

Koalitionens militære tabstal i 2010 efter måneder[97][redigér | redigér wikikode]

Måned Danske tab
Danmark
Britiske tab
Storbritannien
Canadiske tab
Canada
Amerikanske tab
USA
Andre Omkomne i alt
Januar 1 6 1 30 5 43
Februar - 15 2 31 5 53
Marts - 12 1 26 - 39
April - 3 1 20 10 34
Maj - 8 4 34 5 51
Juni 2 20 4 60 16 103
Juli 1 16 1 65 5 88
August 2 7 1 55 14 79
September 1 6 - 42 8 57
Oktober 1 4 - 50 10 65
November 1 3 - 53 1 58
December - 3 1 33 4 41
Total 9 103 16 499 84 711

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. While U.S. debates Afghanistan policy, Taliban beefs up | McClatchy
  2. iCasualties | Operation Enduring Freedom | Afghanistan
  3. http://www.defense.gov/news/casualty.pdf
  4. http://www.mod.uk/DefenceInternet/AboutDefence/CorporatePublications/DoctrineOperationsandDiplomacyPublications/OperationsInAfghanistan/OpHerrickCasualtyAndFatalityTables.htm , http://www.mod.uk/NR/rdonlyres/03645441-065E-4E0A-9F62-B8AEBDAC8151/0/opherrickcasualtytablesto15june2010.pdf
  5. 1,580 Canadian soldiers injured and killed in Afghanistan | Reality Bites
  6. U.S. Department of Labor – Office of Workers' Compensation Programs (OWCP) – Division of Longshore and Harbor Workers' Compensation (DLHWC)
  7. The Taliban Resurgence in Afghanistan – Council on Foreign Relations, 30. maj 2006
  8. Hy S. Rothstein, Afghanistan: and the troubled future of unconventional warfare (2006) Manas Publications, ISBN 81-7049-306-4
  9. 9,0 9,1 9,2 Afghanistan could return to being a ‘failed State,’ warns Security Council mission chief – UN News Centre – un.org
  10. Osama bin Laden – Wealthy Saudi exile is a terrorist mastermind – infoplease.com
  11. Primer on the Embassy Bombings and the U.S. Strikes on Sudan and Afghanistan – infoplease.com
  12. the Al-Qaida and Taliban Sanctions Committee – 1267 – FN's sikkerhedsråd
  13. Investigating al-Qaeda: Overview – BBC News, 4. marts 2003
  14. Bin Laden says he wasn't behind attacks – CNN.com, 17. september 2001
  15. Bin Laden claims responsibility for 9/11 – CBC News, 29. oktober 2004
  16. Transcript of President Bush's address – CNN.com, 21. september 2001
  17. Freed aid workers describe Taliban jail rescue – The Guardian, 16. november 2001
  18. The Smoking Gun – The Taliban Agreed To Extradite Osama Bin Laden To Another Country – j-n-v.org, 8. oktober 2001
  19. U.S. rejects Taliban offer to try bin Laden – CNN.com, 7. oktober 2001
  20. Bush rejects Taliban offer to hand Bin Laden over – 14. oktober 2001
  21. Afghanistan wakes after night of intense bombings – CNN.com, 7. oktober 2001
  22. Bush Addresses The Nation To Announce Attacks On Afghanistan – australianpolitics.com, 7. oktober 2001
  23. Defense officials: Air operation to last 'several days' – CNN.com, 7. oktober 2001
  24. 24,0 24,1 24,2 24,3 24,4 24,5 The Afghan Air War – Dr. Rebecca Grant – Air Force Association, september 2002
  25. September 1986: CIA Provides Afghan Rebels Stinger Missiles – Cooperative Research
  26. US fears Stinger missiles can be used against its own in Afghanistan – globalsecurity.org, 4. december 2001
  27. US forces would face punishing terrain, battle-hardened opponents in Afghanistan – John J. Lumpkin, Associated Press – boston.com, 19. september 2001
  28. Opposition troops closing in on Mazar-e-Sharif – CBC News 7. december 2001
  29. Concern over Afghan massacre reports – BBC News, 14. november 2001
  30. US allies deny 'Mazar massacre' – BBC News, 16. november 2001
  31. Rebels: Mazar-i-Sharif is Ours – TIME, 9. november 2001
  32. Afghan Rebels Seize Control of Kabul – washingtonpost.com, 14. november 2001
  33. Al-Qaedas last stronghold – Tora Bora – The Guardian, interaktiv flash-præsentation
  34. The ‘airlift of evil’ – Why did we let Pakistan pull ‘volunteers’ out of Kunduz? – msnbc.com, 29. november 2001
  35. Seymour M. Hersh, "The Getaway" – The New Yorker, 28. januar 2002, s. 36
  36. Kunduz celebrates end of siege – BBC News, 26. november 2001
  37. Spann described as a hero – CNN.com, 28. november 2001
  38. Inside The Battle At Qala-I-Jangi – TIME, 10. december 2001
  39. House of War: Uprising at Maza-i-Sharif – interaktiv præsentation af slagets gang. CNN.com
  40. The Massacre at Qala-i-Jangi – historie fra The Guardian på www.qern.org
  41. Taleban-leder vil kæmpe til døden – Børsen, 29. november 2001
  42. 'The Americans ... They Just Drop Their Bombs and Leave' – Artikel fra Los Angeles Times, 2. juni 2002, på ccmep.org
  43. Taleban har afgivet magten i Kandahar – Børsen, 7. december 2001
  44. 44,0 44,1 Tora Bora-krigerne nedkæmpet – Politiken.dk, 17. december 2001
  45. Document suggests bin Laden escaped at Tora Bora – CNN.com, 24. marts 2005
  46. 46,0 46,1 46,2 Krigen mod Taleban – 2001-2002 – Politiken
  47. Skjulte forsvaret oplysninger om tortur i Afghanistan? fra Politiken 11. september 2005, 1. sektion, side 1 – på dr.dk
  48. Dårligt vejr stopper ikke kampene i Afghanistan – Politiken, 8. marts 2002
  49. 49,0 49,1 Operation Anaconda costs 8 U.S. lives – CNN.com, 4. marts 2002
  50. World Briefing – Asia: Afghanistan: Taliban Leader Vows Return – The New York Times, 13. november 2004
  51. Leaflet War Rages in Afghan Countryside- fra Associated Press, 14. februar 2003 – Inellnet.org
  52. Taliban regroups – on the road – Christian Science Monitor, 27. juni 2003
  53. 53,0 53,1 53,2 Taliban appears to be regrouped and well-funded – Christian Science Monitor, 8. maj 2003
  54. 12 Afghans Surrender After Firefight – Jim Garamone – American Forces Press Service – globalsecurity.org
  55. UK troops take over Afghan duties – BBC News, 1. maj 2006
  56. Canada set for longer Afghan stay – BBC News, 16. maj 2006
  57. More Dutch troops for Afghanistan – BBC News, 3. februar 2006
  58. Danmark i krig – tidslinje – Politiken.dk
  59. Australia outlines Afghan force – BBC News, 8. maj 2006
  60. Estonia To Increase Troops in Afghanistan – DefenseNews.com, 3. november 2005
  61. Taleban vow to defeat UK troops – BBC News, 7. juni 2006
  62. Danmark i Krig: Vejen til helvede – Politiken.dk, 7. april 2007: "I Musa Qala i den afghanske Helmandprovins var danske soldater i hårde kampe mod Taliban – de hårdeste siden slaget ved Dybbøl i 1864."
  63. Dagbog fra Musa Qala – af Christian Brøndum, berlingske.dk
  64. Heltene fra Musa Qala – Debatindlæg af Jens Ringsmose Forsker, Dansk Institut for Militære Studier, avisen.dk, 6. juni 2007
  65. 65,0 65,1 Forsvaret, nr. 5, 2006
  66. Daglige angreb på danske soldater – DR.dk, 1. august 2006
  67. Danskernes længste kamp – danskpanser.dk, artikel fra Berlingske Tidende af Christian Brøndum
  68. Gade: Danske soldater har dræbt mindst 25 talibanere – Fyens Stiftstidende, 29. august 2006
  69. Afghan troops launch anti-Taliban offensive – CTV.ca, 15. december 2006
  70. Soft approach working in Operation Baaz Tsuka – CTV.ca, 22. december 2006
  71. Commander says Baaz Tsuka offensive a success – CTV.ca, 2. januar 2007
  72. Marines clear Taliban from key Afghan dam – Defence News, 5. februar 2007
  73. 1,400 extra UK troops to deploy to Afghanistan – Defence News, 26. februar 2007
  74. Operations in Afghanistan: British Forces – Defence Fact Sheet
  75. British and Afghan troops launch Operation SILICON – Defence New, 2. maj 2007
  76. Pentagon inquiry finds US Marine unit killed Afghan civilians – The Christian Science Monitor, 16. april 2007
  77. Marine Unit Is Told To Leave Afghanistan – washingtonpost.com, 24. marts 2007
  78. Taliban commander Mullah Dadullah killed – Channel 4 News, 13. maj 2007
  79. Koreanske gidsler var advaret om Taleban – politiken.dk, 1. august 2007
  80. Myrdet koreansk gidsel identificeret – politiken.dk, 31. juli 2007
  81. Fortsat uenighed om møde med gidseltagere – politiken.dk, 4. august 2007
  82. Ingen handel med Taleban om sydkoreanske gidsler – politiken.dk, 7. august 2007
  83. 83,0 83,1 83,2 Strid om opiumsbekæmpelse – bt.dk, 26. juni 2007
  84. Afghan victory 'could take 38 years' – The Guardian, 5. august 2007
  85. Sejr i Afghanistan kan tage 30 år – politiken.dk, 8. august 2007
  86. Afghanistans opiumsproduktion slår nye rekorder – bt.dk, 25. august 2006
  87. Afghan opium cultivation shows divergent north-south trends in 2007, UNODC survey shows – unodc.org, 5. marts 2007
  88. Fogh: Danske soldater skal ikke bekæmpe opium – bt.dk, 17. maj 2007
  89. Indekset sammenfattes af US Foreign Policy magazine og den USA-baserede tænketank Fund for Peace
  90. Sudan tops 'failed states index' – BBC NEWS, 2. maj 2006
  91. One War We Can Still Win – The New York Times, 13. december 2006
  92. ISAF – Chronology – www.nato.int
  93. ISAF – Expansion – www.nato.int
  94. ISAF Contributing Nations – www.nato.int
  95. ISAF – Reconstruction and Development – www.nato.int
  96. Icasualties: Fatalities by year
  97. iCasualties.org: Operation Enduring Freedom – Afghanistan