Slaget ved Hova
| Slaget ved Hova | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
 Mindesmærke over slaget ved Hova, opført 1975 |
|||||||
|
|||||||
| Parter | |||||||
| Magnus styrker | Valdemars styrker | ||||||
| Ledere | |||||||
| Magnus Ladelås | Valdemar Birgersson af Sverige | ||||||
Slaget ved Hova, militær træfning ved Hova i år 1275, hvor kong Valdemar Birgersson i spidsen for en bondehær besejredes af sin bror hertug Magnus (senere Magnus Ladelås), som fik støtte af dansk kavaleri. Sejren medførte, at Magnus overtog den svenske krone.
Baggrund
I sommeren 1275 var en lille, men slagkraftig hær på hundrede danske, pansrede rytterne fra den danske kongens følge trængt ind i Västergötland. De svenske oprørere anført af hertug Magnus Birgersson og hans yngre broder Erik Birgersson havde sluttet sig til den danske hær, som også havde 700 dansk-tyske soldater, delt i afdelinger af rytteri og fodfolk. Med til sammen omkring 800 professionelle soldater, en ledelse af krigsvante og erfarne feltherrer som marsk Stig Andersen Hvide og grev Jakob af Halland havde hertugen startet et oprør mod den daværende konge af Sverige, der havde gjort sig upopulær på grund af sine udskejelser.
Kong Valdemar Birgersson mobiliserede et opbud af væbnede bønder, som var langt fra magtesløse over for en så formidable styrke som den dansk-tyske hær. Taktik og våben for et bondeopbud var bedre i Norden end i resten af Europa. Kongen rykkede ned i Tiveden, en nærmest uigennemtrængelig skov som adskilte de to landsdele Västergötland og Närke fra hinanden omtrent midt i Sverige. Valdemar skulle vise sig at være en dårlig kommandant, som ikke havde forstået vigtigheden af godt lederskab eller, at de trænede og vante styrker skulle samarbejde med bondeopbuddet.
Slaget
Han udskilte bondeopbuddet fra sine egne bedste styrker, som blev sendt til Ramundeboda, hvor et kloster var bygget. Kongen lagde sig ind i klosteret for natten den 14. juni 1475 bevogtet af sine kongelige styrker, som slog lejr i nærheden. Bondeopbuddet var forlagt til det vigtige sted Hova mellem to søer, Undern og Skagern, hvor de rejste en lejr uden nogen samlet ledelse. Hvor mange, som var i bondeopbuddet, er ikke kendt, men kan være et par tusind mand eller mere. De var overladte til sig selv midt på vejen for hertugens hæren fra syd.
Hertugen og marsk Stig, som havde rekognosceret, opdagede lejren mellem søerne. De kongelige styrker var for langt væk til at kunne gribe ind tids nok til en samlet modstand. De benyttede derfor anledningen til at gøre et overraskelsesangreb på bondeopbuddet som til at begynde med holdt stand. Men uden ledelse, og efter som de kongelige styrker var for langt væk, begyndte bønderne at vige. Efter hærde kampe blev bondeopbuddet slået på vild flugt ind i Tiveden, hvor de fandt beskyttelse i ly af terrænet.
Efter sejren måtte kong Valdemar Birgersson flygte. Han havde stået ved Ramundeboda under hele slaget i forvirring og afmagt. Ifølge en fortælling havde han spillet skak med en munk i klosteret. Han havde ikke andet valg end at trække sig tilbage med de kongelige styrker til Närke. Kongen og hans dronning Sofia forlod hæren, som der efter var mere eller mindre overladt til sig selv.
De kongelige styrker sluttede sig til hertug Magnus, som senere fik kongen arresteret i Värmland. Efter, at Valdemar Birgersson havde afsværget sig kongeværdigheden, lod hertugen sig vælge til konge uden for Uppsala i den samme sommer 1275.
Litteratur
- Ulf Sundberg: Medeltidens Svenska Krig; 2002; ISBN 91-89660-11-0
- Mats Adolfsson: Svenska Uppror Bind 1: "När borgarna brann forntiden-1499"; 2007 ISBN 978-91-27-02631-5
Eksterne henvisninger
- Verner von Heidenstam: "Slagit vid Hova" (i: Svenskarna och deras hövdingar; 1908; Del 1, kapitel XVII)
- "Slagit vid Hova" (i: Erikskrönikan)
