Boringholmvognene

Rekonstruktion af arbejdsvognen fra Borringholmvognene på Middelaldercentret.

Boringholmvognene eller Borringholmvognene er to middelalderlige vogne i træ, der først i 1900-tallet blev fundet under en arkæologisk udgravning på voldstedet Boringholm vest for Horsens i Jylland. Vognene, der kun består af løsdele, stammer fra slutningen af 1300-tallet. Det er de mest betydningsfulde fund af vogne i Nordeuropa fra denne periode.

Den ene er en arbejdsvogn kaldet en stivvogn med fire hjul uden affjedring, der har været brugt fra jernalderen til 1950'erne. Den anden er til persontransport ligeledes uden affjedring og kaldes en fruervogn. Den blev trukket af 2-4 heste, og typen har været brugt i 1200- og 1300-tallet. Delene fra vognene minder om vogne, der er fundet i Hanseforbundets område.

Vogndelene er i dag på Nationalmuseet i København som de øvrige fund fra Boringholm.

Fundet

Udgravningen foregik fra 1906 til 1912 og blev varetaget af Christian Axel Jensen og C.M. Smidt på vegne af Nationalmuseet. De blev fundet under hovedbygningerne på voldstedet, der var opført i 1370. Borgen var bygget på små øer i en mose, der gjorde at bevaringsforholdene for organisk materiale var langt bedre, end de normalt er. Da vognene blev fundet under bygninger har de ikke været i brug, mens bygningerne har stået, og de stammer derfor mere sandsynligt fra en gård i nærheden.

Størstedelen af delene var hugget i stykker.

Arbejdsvognen (stivvogn)

Arbejdsvognen var udstyret med kraftige hjul uden jernbeslag, men med brede fælge og cigarformede eger, samlet lodret på en hjulstok. Slidspor på fælgene indikerer, at vognen blev anvendt på hårde grusveje, hvilket også understøttes af lignende fund fra andre borgområder og købstæder.

Fremstillingen af vognen bærer præg af hanseatisk påvirkning, idet der blev anvendt nedtørret løvtræ, i modsætning til lokale landbrugsvogne, som normalt blev fremstillet af friskskovet træ.

Forsøg med rekonstruktioner af vognen vise, at den havde gode køreegenskaber. Det vurderes at have kunnet transportere 1,5–2 m³ gods eller omkring 1 ton på de større alfarveje mellem købstæderne.

Fruervognen

Fruervognen er den ældst kendte rejsevognstype og kendetegnes ved store terrængående hjul uden jernbeslag, med kraftige fælge, cigarformede eger og lange, solide nav. Typen var udbredt i de hanseatiske områder og blev fremstillet af tørret træ af hanseatisk påvirkede håndværkere, hvilket gør fraværet af jernbeslag bemærkelsesværdigt.

Slidspor på fælgene viser, at vognene kørte på eller uden for jordveje og primært blev brugt af adelige kvinder. Passagererne sad på faste bænke eller puder fyldt med uld, og vognkassen har sandsynligvis været dækket af klæde eller læder, understøttet af træbøjler som på amerikanske prærievogne. Vogntypen var ofte dekoreret med adelsvåben og blev i samtiden kaldt en bespæret karm.

Vognene havde normalt firspand, hvor vognstyreren red på den nærmeste baghest. Fundene fra Boringholm udgør de hidtil eneste identificerede rester af fruervogne i Europa.

Rekonstruktioner

Rekonstruktion af arbejdsvognen på Middelaldercentret.

Stivvognen er blevet rekonstrueret flere gange, første gang af saltsyderiet på Læsø i 1994-1995 til at illustreret transport af gods (salt).

På Middelaldercentret ved Nykøbing Falster har man rekonstrueret stivvognen. Museet er et frilandsmuseum, der har opført en del af en dansk købstad, som den muligvis har set ud omkring år 1400.

Ligeledes har Slesvigske Vognsamling under Museum Sønderjylland i Haderslev rekonstrueret både stivvognen. I 2017 stod en rekonstruktion af fruervognen også færdig. Denne rekonstruktion blev siden anvendt i dokumentarserien Historien om Danmark. Ved vognsamlingens lukning i 2022 blev Fruervognen givet til Østfyns Museer.