Spring til indhold

Departementschefstyret

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Nils Svenningsen (1894–1985), udenrigsministeriets direktør og den (uformelle) leder af departementschefstyret.

Departementschefstyret betegner den periode under den tyske besættelse af Danmark (under 2. verdenskrig), hvor landet stod uden en fungerende regering og Rigsdag, og hvor den civile centraladministration i stedet blev varetaget af ministeriernes departementschefer og direktører. Styret fungerede fra sammenbruddet af forhandlingspolitikken den 29. august 1943 frem til dannelsen af befrielsesregeringen (Regeringen Vilhelm Buhl II) den 5. maj 1945. Departementschefstyret ledtes (uofficielt) af udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen (1894–1985).

Gennem ordningen, som var aldeles unik blandt de tyskbesatte områder i Europa, lykkedes det at opretholde en dansk civilforvaltning og derved forhindre, at den tyske besættelsesmagt overtog den direkte styring af det danske samfund. Departementscheferne refererede dels til den tyske besættelsesmagt, dels til det hemmelige Trettenmandsudvalg, der bestod af politikere.

Baggrund og etablering

[redigér | rediger kildetekst]

Baggrunden for departementschefstyrets opståen var den tiltagende civile ulydighed, omfattende strejker i de store provinsbyer og en øget sabotagevirksomhed i sommeren 1943. Begivenhederne førte til en politisk krise, hvor den rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best (samt stats- og udenrigsminister Erik Scavenius), tabte en intern tysk politisk magtkamp til den militære leder af besættelsestyskerne, general Hermann von Hanneken.[1]

Efter tysk krav om indførelse af militær undtagelsestilstand, herunder dødsstraf for overtrædelser, nægtede regeringen Scavenius at efterkomme kravene og indgav sin afskedsbegæring til kong Christian 10. den 29. august 1943. Da kongen undlod at underskrive afskedsbegæringen, opstod en forfatningsretlig nødssituation: Regeringen var formelt ikke afskediget, men den var ophørt med at fungere.[1] Da det ikke var muligt at danne en ny regering, overtog departementscheferne forvaltningen af deres respektive ministerier.

Retligt grundlag og beføjelser

[redigér | rediger kildetekst]

Departementschefstyret hvilede på en nødretstilstand. For at sikre samfundslivets uforstyrrede fortsættelse og opretholde ro og orden, anerkendte de danske landsrette, Vestre Landsret telefonisk, at departementscheferne kunne udstede anordninger med lovkraft på strengt nødvendige områder.[2]

Styret var i overensstemmelse med folkeretten, som defineret i Haager Landkrigsreglementet, der foreskriver, at en besættelsesmagt skal respektere det besatte lands love, medmindre tvingende hindringer står i vejen. Den afgående statsminister, Vilhelm Buhl, udleverede en formløs skrivelse til centraladministrationen, der delegerede de politiske beføjelser til embedsmændene, såfremt deres beslutninger ikke stred mod den almindelige danske retsbevidsthed.[2]

Organisation og ledelse

[redigér | rediger kildetekst]

Formelt fungerede styret ikke som et samlet regeringskollegium, da hver departementschef handlede selvstændigt inden for sit eget ressortområde. Reelt fungerede gruppen dog som et administrationsråd med hyppige samråd.[2]

Departementschefstyrets uformelle leder var udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen (1894–1985), som varetog kontakten til de tyske myndigheder, dels direkte til den rigsbefuldmægtigede, dr. Best, dels gennem stiftsamtmand Peter Herschend, Vejle, til den tyske øverstbefalende, som havde sit hovedkvarter i Silkeborg. Blandt de øvrige centrale skikkelser var K.H. Kofoed, der spillede en væsentlig rolle i styrets interne koordinering.[2]

Forholdet til politikerne og besættelsesmagten

[redigér | rediger kildetekst]

Departementscheferne måtte hverken folkeretligt set eller set ud fra den tyske besættelsesmagts (officielle) standpunkt have forbindelse med politikerne, og selvom disse formelt var sat uden for indflydelse, opretholdt departementschefstyret en tæt og hemmelig kontakt til de ledende demokratiske partier. Denne kontakt foregik primært gennem Nimandsudvalget (senere Trettenmandsudvalget), som fungerede som et bindeled mellem embedsmandsstyret og de politiske partier. På denne måde forblev administrationen forankret i de bagvedliggende politiske realiteter, selvom embedsmændene udadtil skulle fremstå neutrale over for besættelsesmagten.[2]

Styrets ophør

[redigér | rediger kildetekst]

Departementschefstyret fortsatte uafbrudt indtil den tyske kapitulation. Da Danmark blev befriet den 5. maj 1945, overleverede departementscheferne magten til den nye samlingsregering under Vilhelm Buhl, som bestod af repræsentanter fra både de gamle politiske partier og Modstandsbevægelsen. Hermed vendte Danmark tilbage til parlamentarisk styre efter 20 måneders embedsmandsforvaltning.[2] Ved hjælp af denne ordning, som var helt enestående i de tyskbesatte områder, lykkedes det at undgå, at tyskerne overtog den civile forvaltning i Danmark.

Sammensætning

[redigér | rediger kildetekst]

Departementscheferne for departementerne i Udenrigsministeriet, Krigsministeriet og Marineministeriet blev formelt benævnt direktører.

Krigsministeriet og Marineministeriet havde haft fælles minister, forsvarsministeren, siden 1905 men blev først lagt sammen til Forsvarsministeriet i 1950.

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. 1 2 Skou, Kaare R. (2007). "29. august 1943". I Brandt, Ulrik (red.). Dansk politik A-Å: leksikon (2 udgave). København: Aschehoug Dansk Forlag. s. 522. ISBN 978-87-11-31440-1. OCLC 562044236.
  2. 1 2 3 4 5 6 Skou, Kaare R. (2007). "Departementschefstyret". I Brandt, Ulrik (red.). Dansk politik A-Å: leksikon (2 udgave). København: Aschehoug Dansk Forlag. s. 180. ISBN 978-87-11-31440-1. OCLC 562044236.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Jørgen Hæstrup, Til landets bedste. Hovedtræk af departementschefstyrets virke, København 1966/71.
  • Hans Kirchhoff, Augustoprøret 1943. Samarbejdspolitikkens fald, København 1979
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Departementschefstyret&oldid=12244754"