Departementschefstyret

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Departementschefstyret er den almindeligt brugte betegnelse for det styre, Danmark havde under besættelsen, fra Regeringen Scavenius ophørte med at fungere 29. august 1943, til Regeringen Vilhelm Buhl II tog over 5. maj 1945. I denne periode var Danmark uden fungerende regering og rigsdag, og centraladministrationen varetoges af ministeriernes departementschefer og direktører. De refererede dels til den tyske besættelsesmagt og dels til det hemmelige Trettenmandsudvalg, der bestod af politikere.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Som følge af at der i sommeren 1943 havde været alvorlige uroligheder og strejker i flere danske provinsbyer og som følge af den tiltagende sabotagevirksomhed, fremsatte den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best, i slutningen af august 1943 en række krav til den danske regering, herunder krav om dødsstraf for sabotagehandlinger. Regeringen bestemte sig for at afvise de tyske krav, hvilket medførte, at den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, general Hermann von Hanneken, den 29. august 1943 om morgenen indførte militær undtagelsestilstand i hele Danmark. Det indebar, at regeringen var forhindret i at udøve sin virksomhed, og den indgav sin afskedsbegæring til kongen. Kong Christian den 10. nægtede at modtage afskedsansøgningen, og Danmark kom i den situation, at regeringen ikke fungerede, selv om den formelt ikke var afskediget. Det lykkedes ikke at danne en ny regering.

Efterhånden udviklede der sig den praksis, at departementcheferne for de enkelte ministerier udsendte anordninger med lovkraft på strengt nødvendige områder og desuden foretog nødvendige ansættelser og afskedigelser af centraladministrationens personale. Denne ordning blev til departementchefstyret, som fungerede indtil besættelsen ophørte, og en ny regering trådte i funktion 5. maj 1945.

Departementchefstyrets uformelle leder var udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, som varetog kontakten til de tyske myndigheder, dels direkte til den rigsbefuldmægtigede, dr. Best, dels gennem stiftsamtmand Peter Herschend, Vejle, til den tyske øverstbefalende, som havde sit hovedkvarter i Silkeborg. Selv om de danske politikere formelt var sat fra magten, havde de dog en vis indflydelse på departementchefstyret via det såkaldte 13-mandsudvalg.

Ved hjælp af denne ordning, som var helt enestående i de tyskbesatte områder, lykkedes det at undgå, at tyskerne overtog den civile forvaltning i Danmark.

Sammensætning[redigér | redigér wikikode]

Departementscheferne for departementerne i Udenrigsministeriet, Krigsministeriet og Marineministeriet blev formelt benævnt direktører.

Krigsministeriet og Marineministeriet havde haft fælles minister, forsvarsministeren, siden 1905 men blev først lagt sammen til Forsvarsministeriet i 1950.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Jørgen Hæstrup, Til landets bedste. Hovedtræk af departementchefstyrets virke, København 1966/71.
  • Hans Kirchhoff, Augustoprøret 1943. Samarbejdspolitikkens fald, København 1979