Bornholms besættelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Rønne i 1945 efter det sovjetiske bombardement.

Bornholms besættelse under 2. verdenskrig strækker sig fra den 9. april 1940 til den 5. april 1946. Bornholmernes officielle befrielsesdag fejres derfor den 5. april. Bornholmernes besættelse strækker sig over to perioder; tyskernes besættelse og Sovjetunionens besættelse. Den sovjetiske besættelse af Bornholm forløb fra den 9. maj 1945 til den 5. april året efter, og derfor var bornholmerne under Sovjetunionens magt næsten et år efter Danmark var blevet befriet af de Allierede styrker under Montgomerys kommando.

Den tyske besættelse[redigér | redigér wikikode]

Bornholm blev reelt først besat af tyskerne den 10. april 1940 – dagen efter resten af Danmark. Bornholm var strategisk vigtig, da øen ligger midt i Østersøen, og tyskerne kunne herfra kontrollere hele den sydlige Østersø. Tyskerne byggede mange observationsposter i form af radar- og målestationer. De påbegyndte også opførelsen af to store kanonbunkeranlæg ved Bornholms sydligste punkt Dueodde. Det ville færdigt have haft en rækkevidde på over 100 km og kunne beskyde et område til Rügen. Anlægget med to kanonbunkere ville have kostet 20.000.000 kr. Tyskerne opgav projektet, da Operation Barbarossa indledtes 22. juni 1941.[1]

I 1945 blev Bornholm pludselig et vigtigt frontområde for tyskerne, da de sovjetiske styrker rykkede mod vest. Millioner af tyskere flygtede mod vest i takt med den sovjetiske fremrykning. Tyskland havde brug for Østersøen som led i den store evakueringsaktion for flygtninge og soldater fra Østfronten. Hitlers efterfølger som rigskansler Karl Dönitz beordrede øens nye kommandant, den 43-årige Gerhard von Kamptz, til at forsvare Bornholm. Von Kamptz ankom til Bornholm den 5. marts 1945, på et tidspunkt da Bornholm allerede lå et godt stykke bag de sovjetiske linjer. Med 15.000 soldater, hvoraf mange var sårede, planlagde han forsvaret af Rønne og Nexø, Bornholms største havne. Dönitz havde sendt yderligere 1.000 mand og noget artilleri til øen, men det var alligevel ikke muligt at forsvare hele øens kystlinje.[2]

Den 4. maj overgav Tyskland Danmark til den engelske feltmarskal Montgomery. Danmark var befriet, og landet festede. Bornholmerne troede, at de var befriet som resten af Danmark, men kampen var ikke overstået på Bornholm. Gerhard von Kamptz var under pres: det var vigtigt for Tyskland at farvandet mellem Bornholm og Tyskland forblev tysk, da det var en af de sidste evakueringsruter til Tyskland for de tyske soldater. Englænderne havde ikke fået ordre til at sende tropper til Bornholm. Og Eisenhower ønskede ikke konfrontation med Sovjetunionen om den danske ø. Han ville kun give ordre til at sende tropper, hvis den danske regering bad om det. Den gjorde den ikke, og de sovjetiske styrker var på vej ind over Bornholm.[3]

Bombardementerne[redigér | redigér wikikode]

Den 7. maj blev Nexø og Rønne uden varsel bombarderet af sovjetiske fly. Angrebene forsatte til ud på aftenen, med nedkastede flyveblade, der opfordrede Gerhard von Kamptz til at overgive sig. Men Kamptz havde fået ordre til kun at overgive sig til de britiske styrker. Ti bornholmere og langt flere tyskere mistede livet under bombardementerne.

Den 8. maj blev Nexø og Rønne igen udsat for bombardementer fra sovjetiske fly. Denne gang var de to byer evakueret, og ikke nær så mange kom til skade. Men byernes bygninger og infrastruktur blev stærkt medtaget. 3.000 stod uden hjem i Rønne og omtrent lige så mange i Nexø.[4]

Bombardementerne var fra et militært synspunkt meningsløse, da Tyskland havde overgivet sig på alle fronter natten mellem den 7. og 8. maj.[5] Gerhard von Kamptz havde dog vundet et par dage til videreevakuering af tyskere. Det var lykkedes at sejle 2,2 millioner mennesker mod vest ved at holde Østersøen omkring Bornholm under tysk kontrol. Der var mange der mistede livet på rejsen, ikke mindst ved sovjetiske flyangreb, men von Kamptz' beslutning havde reddet mange tyskeres liv.

Den sovjetiske besættelse[redigér | redigér wikikode]

De sovjetiske styrker gik i land den 9. maj i fem store torpedobåde med 100 mand. Bornholm blev således besat af Sovjetunionen, og gik dermed fra den ene besættelsesmagt til den anden, hvorved bornholmerne følte sig glemt af resten af Danmark. Da de sovjetiske styrker kom, var der 17.000 tyske soldater på øen, som hurtigt blev transporteret til Tyskland. Under transporten af tyskerne druknede ti bornholmere, da deres skib påsejlede en mine.[6] Bornholmerne var utrygge ved udsigten til den sovjetiske besættelse. Men efter nogen tid, og da de mange rygter om sovjetisk fremfærd i de tyske områder ikke blev til virkelighed på Bornholm, lettede stemningen hos bornholmerne sig noget.[7] Opgørelsen af antallet af sovjetiske soldater varierer, da udskiftningen blandt dem var stor, men det nåede på intet tidspunkt over 7700. De 17.000 tyske soldater og flygtninge, der stadig befandt sig på øen, blev snart sendt tilbage til Tyskland. De sovjetiske soldater holdt sig for det meste i deres forlægninger, men der skete enkelte uregelmæssigheder ofte pga. alkohol. Holdningen til den sovjetiske besættelsesmagt var hos de fleste bornholmere i begyndelsen overvejende positiv, men efterhånden som tiden gik, blev mange usikre på fremtiden. Flere begyndte at frygte at de ikke kom under Danmark igen. Der var dog en del, der havde en mere afslappet holdning til besættelsen. Som en bornholmer sagde: Vi har jo både haft lybækkere, svenskere og tyskere rendende her, men de forsvandt sgu igen. Så det gør de sgu også![8] Andre bornholmere flyttede dog fra øen, da de ikke ville være underlagt Sovjetunionen.

Den danske regering fik i starten af 1946 endelig mulighed for at forhandle med Sovjetunionen, og den viste sig at være imødekommende. De eneste betingelser for rømning var, at den danske garnison på Bornholm ikke måtte overstige en vis størrelse, og at "fremmede magter" ikke måtte have indflydelse på øens administration.[8]

Den 16. marts 1946 blev det meddelt fra Sovjetunionen, at Bornholm skulle rømmes, og de sovjetiske styrker på øen gik i gang med at pakke. Den 5. april 1946 var datoen for det som bornholmerne kalder den "endelige befrielse". Under kanonsalut forlod den sovjetiske flåde med besættelseshæren om bord Bornholm.

Efterkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Rønne og Nexø lå i ruiner. Bornholm stod overfor et gigantisk genopbygningsarbejde, som der ikke var penge til på lokalt plan. 40 arkitekter blev ansat. Arkitekterne skulle sikre, at bebyggelsen atter var så bornholmsk som muligt efter genopbygningen. Sverige gav en kæmpe gave til bornholmerne: 300 nye træhuse. Der blev samlet penge fra alle egne af Danmark og Sverige. Også Grønland og Færøerne hjalp til med indsamlinger. I alt otte mio. kr. blev samlet ind.[9]

Under den kolde krig var der frygt for, at Sovjetunionen ville angribe og besætte Bornholm igen.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Knudsen 2001, s. 54.
  2. ^ Knudsen 2001, s. 14.
  3. ^ Knudsen 2001, s. 16-17.
  4. ^ Knudsen 2001, s. 17 & 94-129.
  5. ^ Knudsen 2001, s. 17.
  6. ^ Knudsen 2001, s. 19.
  7. ^ Knudsen 2001, s. 18.
  8. ^ a b Knudsen 2001, s. 20.
  9. ^ Knudsen 2001, s. 20-21.