Den historiske Jesus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den historiske Jesus er betegnelsen for den størrelse historikerne rekonstruerer ud fra en mindre eller mere kritisk læsning af evangelierne, og på baggrund af forskellige kriterier. Dette videnskabelige projekt ønsker dermed at finde frem til den historisk Jesus, der virkelig levede for ca. 2000 år siden. Denne søgen efter den historiske Jesus tog i den historiske forskning fat i sidste halvdel af det 19. århundrede på baggrund af en mistillid til evangelierne, som man mente gav et forkert billede af Jesus. Denne forskning er fortsat nu i mindre grad indtil i dag, hvor der dog er stor konsensus om, at det er svært at konstruere nogen anden Jesus, end den de nytestamentlige skrifters bevidner.

Videnskabelige metoder[redigér | redigér wikikode]

De færreste tvivler på, at der virkeligt har fandtes en mand ved navn Jesus, der blev anledningen til den verdensomspændende religion kristendommen, men spørgsmålet går på hvormeget videnskaben kan vide om denne mand. For i praksis ved man udover det der er skrevet i Det Nye Testamente meget lidt uafhængigt om Jesus, idet der ikke findes andre samtidige kilder, der dokumenterer hans eksistens.

På denne baggrund begyndte der i midten af det 18. århundrede en jagt på den historiske Jesus, der i over hundrede år har bølget frem og tilbage i forskellige strømninger. Det er dog tydeligt at denne jagt ikke så meget har været bundet op på videnskabelig uafhængige resultater, men mere har været en projektering af den tids strømninger, som ønskede at finde frem til denne historiske person. Strømninger inden for moderne forskning tager typisk det historiske kriterium af plausibilitet som deres fundament i stedet for kriteriet om forskellighed, som det forskningsmæssige grundlag.

Den historiske Jesus er et forskningsmæssigt udtryk som beskriver en forståelse af personen Jesus, som en historisk person, som skal forstås i en sammenhæng med hans egen levetid i det 1. århundrede i den daværende romerske provins Judæa, renset for påvirkning fra den kristne tradition i de efterfølgende århundrede. Den Historiske forskning rekonstruerer Jesus liv, lærer og virke i forhold til hans samtidige, mens den teologiske fortolkning primært vedrører den efterfølgende kristne tradition. Historiker og bibelforsker har udviklet en række arbejdsmetoder til at analyserer de synoptiske evangelier, Johannes evangelium, Talmud, de gnostiske evangelier, Josefus tekster, Dødehavsrullerne og andre tidlige kildemateriale i forsøget på at finde den historiske Jesus.

  • Ældre kilder. Mange historikere foretrækker de ældste kilder om Jesus. Som en tommelfingerregel har de en tendens til, at se bort fra kilder skrevet mere end et århundrede efter Jesu død.
  • Kriterium om forlegenhed . Udsagn som er i modstrid eller forskellig fra forfatterens dagsorden, men som stadigvæk er inkluderet i teksten, må forventes at være pålidelige. F.eks. hvis korsfæstelsen var årsag til forlegenhed hos de tidligere kristne, ville det være usandsynligt, at påstå, at Jesus var blevet korsfæstet, som en forbryder, medmindre han rent faktisk blev korsfæstet.
  • Flere attestation. Når to eller flere uafhængige kilder til en begivenhed, sted o.lig. er det oftest sådan, at mundtlige beretninger præ-dato skriftlige kilder. Flere attestering er ikke det samme som selvstændige kursusbevis. Hvis én kilde anvendes af en anden kilde som kilde, således at en begivenhed er identisk med den første kilde, er der kun tale om en uafhængig kilde. Nogle forsker peger på, at Markus Evangelier er den bagved liggende kilde til flere af de andre evangelier.
  • Historisk kontekst. En kilde er mere troværdig, hvis den kilde som angives giver mening i sammenhæng med den historiske og kulturelle kontekst som kilde udfolder sig i. F.eks. i forhold til citater fra det koptiske og gnostiske Thomas evangelium, hvor nogle sætninger giver mening i lyset af den gnostiske-tradition i det 2. århundrede, men ikke i forbindelse med tidligere kristendomsforståelse.
  • Sproglig analyse. Der er visse konklusioner, der kan drages af sproglig analyse af evangelierne. For eksempel, hvis en dialog kun giver mening på græsk er det muligt, at det er affattet på en måde, der adskiller sig fra de oprindelige aramæiske. Fx, dialogen mellem Jesus og Nikodemus fra Johannes evangeliet kep. 3 menes kun at give mening på græsk, men ikke på aramæisk. Ifølge Bart Ehrman, er dette kriterium indgår i analysen af den kontekstuelle troværdighed i historien, fordi han mener, at Jesus og Nikodemus talte på aramæisk.
  • Forfatterens dagsorden. Dette kriterium dækker over at det fremlagte materiale tjener det formodede formål som forfatter eller redaktøren har haft. Dette er kildemæssigt suspekt i forhold til at belyse den historiske Jesus, men kan benyttes som en kontekstuel kilde til andre aspekter af tidlig kristendom og evangelierne forfattelse. Eksempel på dette kan findes i forskellige historier i evangelierne, såsom Massakren på de uskyldige, hvor Jesu liv skildres som opfyldelsen af en profeti. Visse forsker mener at dette afspejler dagsordenen fra forfatteren i stedet for en egentlig historisk begivenheder.

Al historisk forskning drejer sig om sandsynlighed i større eller mindre grad. I arbejdet med historiske kilder afgøres den historiske sandsynlighed af de kriterier og den metode, man som forsker anvender på kilderne. Der har været forsket i den historiske Jesus lige siden oplysningstiden, men den tog alvor fat i det 18. århunderede. De kriterier, forskerne har anvendt, kan opdeles i to grupper, alt efter deres funktioner.

Den første gruppe af kriterier tager udgangspunkt i den antagelse, at de ældste kilder giver de mest tilgængelige oplysninger om den historiske Jesus. Denne gruppes kriterier har således til funktion at bestemme en overleverings alder.

Den anden gruppe kriterier skal anvendes til at sandsynliggøre, hvad der i de enkelte ældste overleveringer kan siges at omhandle den historiske Jesus, (differenskriteriet og plausibilitetskriteriet)[1]

Differenskriteriet[redigér | redigér wikikode]

Dog begyndtes der igen en søgen efter en historisk Jesus ved brug af diffenrenskriteriet. Denne metode forsøgte ved at adskille alt det i evangelierne der kunne spores tilbage til antik jødedom eller sen kristendom, at finde frem til noget tilbageværende som så blev set som kilde til den historiske Jesus. Denne metode blev brugt af bl.a. Ernst Käsemann (1906-1998), der var elev af Bultmann, men heller ikke denne anden jagt, som den kaldes, fik nogen stor effekt, da der var meget lidt der blev tilbage efter differenskriteriet.

Plausibilitetskriteriet[redigér | redigér wikikode]

Særligt amerikanske forskere begyndte derfor i 80'erne at erstatte differenskriteret med plausabilietskriteriet, hvor det der passede ind i det fortidige samfund, kunne betragtes som historisk. Dette førte til at disse forskere igen begyndte at anse Jesus for først og fremmest at være en visdomslærer. Men også denne forskning bliver mødt med mistanken om projicering.


Den historiske Jesus – Forskningshistorie[redigér | redigér wikikode]

Den traditionelle vestlige forskning betragtede beretningerne i evangelierne om Jesu liv og virke, som værende inspireret af Gud, men i slutningen af det 18. århundrede begyndte forsker at adopterer et nyt forskningsmæssig syn på de bibelske tekster og personen Jesus. Fra 1744 til 1767 skrev Reimarus Hermann Samuel en afhandling hvori han afviste miraklers eksistens og beskyldte de bibelske forfatter for svindel. Afhandlingen blev ikke publiceret. Senere offentliggjorde Gotthold Ephraim Lessing Reimarus konklusioner i Wolfenbuettel fragmenter.


Morallæreren[redigér | redigér wikikode]

I første jagt på den historiske Jesus ledte man efter en historisk person, som man anså for at være en morallærer, og hvor dennes forkyndelse var centrum. Problemet blev dog at man med tiden fandt ud af at Jesu lære, som den findes i evangelierne, ikke var så unik som man havde forventet. Særligt mindede meget af det Jesus forkyndte om meget antik jødisk litteratur.

Omvendelsesprædikanten[redigér | redigér wikikode]

I den religionshistoriske skole blev Jesu forkyndelse set som en apokalyptisk omvendelsesprædikant, der opfordrede mennesker til at omvende sig i lyset af verdens snarlige undergang. Evangeliernes fremstilling af Gudsriget, blev forstået som at Gud snart ved magt ville forkaste de jordiske magter.

Den dialektiske teologi[redigér | redigér wikikode]

Den dialektiske teologi, med Rudolf Bultmann (1884-1976) i spidsen kritiserede denne jagt, og sagde da det var historievidenskabeligt umuligt, at finde en historisk person bag evangelierne, da Det Nye Testamente var religiøs forkyndelse, og derfor umulige at bruge til at finde frem til en historisk person bag.

Den historiske Jesus, hans liv og virke[redigér | redigér wikikode]

Fødsel[redigér | redigér wikikode]

Jesus blev formentlig født i årene umiddelbart før Herodes regerings tid endte i år 4 f.kr. i den galilæiske landsbyen Nazareth. Geza Vermes anser de forskellige udlægninger af Jesu fødslen som gives i Lukasevangeliet og Matthæusevangeliet som "from fiktioner". EP Sanders beskriver fødselsberetningerne som "det klareste tilfælde af opfindelsen i evangelierne". Raymond Brown bemærker, at "det er usandsynligt, at begge kilder er fuldstændig historiske", og foreslår, at beretningen i Mattæus er baseret på en tidligere fortælling bygget op på traditioner om fødslen af Moses. Mens fødselsberetningerne betragtes som problematisk af historiskkritiske forsker, er det blevet foreslået, at de indeholder nogle historiske oplysninger om Jesus, om f.eks. da han blev født, og navnene på hans forældre. Denne Herodes som bliver omtalt, var en Idumæan som det romerske senat valgt til Jødernes Konge i løbet af Edoma, Galilæa, Judæa, Samaria og de omkringliggende lande, regerede fra 37 til 4 f.kr. Efter Herodes' død, delte romerne hans kongerige mellem hans sønner, og Herodes Antipas regerede Galilæa, men ikke Judæa (som blev en del af den judæiske provinsen, efter at Herodes Arkelaus blev afsat i 6 e.kr.), mens Jesus stadig var en dreng.

Den historiske Jesus – Teologisk set[redigér | redigér wikikode]

Udover den almindelige historiske interesse for en betydningsfuld person i historien, så søgen efter den historiske Jesus også knyttet til de to teologiske retninger, liberal teologi og konservativ teologi.

Liberal teologi[redigér | redigér wikikode]

For den liberale teologi blev projektet om at finde den historiske Jesus, vigtig som et forsøg på at søge en forening af kristendom og den moderne civilisation, hvor man ikke behøvede at tro på undergerninge historierne, som bliver set på som overtro. Dermed mente man at kunne bevare kristendommen, som en religion hvor man ikke var teologisk og dogmatisk forpligtet på det billede at Jesus der gives i Det Nye Testamente og som traditionelt blev troet af kirken. Derimod blev videnskabelige konstruerede billede af den historiske Jesus og hans forkyndelse der blev set som forpligtende. Problematisk har det derfor været for liberalteologien at søgen efter den historiske Jesus ikke virker til at komme en historisk Jesus nærmere men mere bliver et billede af den herskene mening om Jesus i dag. Derudover er problemet af søgen efter den historiske Jesus er så nært forbundet med liberalteologien, at det er problematisk at kalde den for objektivt, men mere en i videnskabens navn ønske om at få et bestemt billede af Jesus frem.

Konservativ teologi[redigér | redigér wikikode]

For traditionelle konservative kristne må Jesu eksistens opfattes som aksiomatisk, idet kristendommen bygger på troen på Jesus som Guds søn. Derfor har spørgsmålet om Den historiske Jesus ofte været set som et angreb på den tradtionelle tro, hvad den også influeret af liberalteologien har været. Fra konservative forskeres hold har det derfor været vigtigt at pointere evangelierne og de øvrige skrifters pålidelighed som særdeles troværdige. Dette har dog ført til, at de på grund af en forudindtagenhed om allerede at kende den historiske Jesus, gjort dem udskilte i den herskende teologiske forskning, der er præget af liberal teologi.

Den konservative teologi opfatter Jesu død og opstandelse som afgørende for at forstå betydningen af den store bevægelse, der opstod i kølvandet på Jesus. Jesus havde ikke opnået den betydning han fik, ved blot at være en morallærer eller apokalyptisk omvendelseprædikant, men ved at være opstanden fra de døde. Disciplenes opfattelse af Jesus som opstanden var baggrunden for at forstå Jesus som Messias og som frelser. Først i lyset at denne forståelse, og først på baggrund af denne forståelse, kunne disciplene også tale om Jesus som morallærer og omvendelseprædikant, da Kristus krævede efterfølgelse.

Derfor opfatter konservative forskere evangeliernes billede af Jesus som en langt mere præcist og plausibel beskrivelse af den historiske Jesus, end den den liberale teologis jagt efter den historiske Jesus har kunnet give.

Noter
  1. Blandt forskere der arbejde ud fra historiske kriterier og metode: Historikeren E. P: Sanders skrev i 1985 bogen Jesus and Judaism som ændrede forskningen af den historiske Jesus. Senere fulgte J. D. Crossan og G. Theissen. Herhjemme har Bent Kim Jepsen skrevet Jesus ville henrettes (2005) og Nyt forsvar for kristendom (2007).

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Kort oversigt over Jesus-forskningen ved Svend Lindhardt: Jesus-forskning