Frederiksværk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Frederiksværk
Gjethuset vestfløjen.jpg
Gjethuset, vestfløjen
Overblik
Land: Danmark Danmark
Borgmester: Steen Hasselriis
Region: Region Hovedstaden
Kommune: Halsnæs Kommune
Sogn: Frederiksværk Sogn
Grundlagt: 1756 (navngivning)
Postnr.: 3300
Demografi
Fr.værk by: 12.368[1] (2017)
Kommunen: 31.162[1] (2017)
 - Areal: 121,19 km²
Tidszone: UTC +1
Hjemmeside: www.halsnaes.dk
Oversigtskort

Koordinater: 55°58′N 12°1′E / 55.967°N 12.017°Ø / 55.967; 12.017 Frederiksværk er en by i Nordsjælland med 12.368 indbyggere (2017)[1], beliggende mellem Arresø og Roskilde Fjord. Byen ligger i Halsnæs Kommune i den nordvestlige del af Region Hovedstaden.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Da generalmajor J.F. Classen og kompagnonen Just Fabritius fik overdraget værket i 1756, fik byen ved kongelig resolution sit navn, efter værket og kongen. Frederiks · værk – eller på datidens dansk: Friderichsværck.

Byens historie[redigér | redigér wikikode]

Ved kanalen.

Da flyvesandet havde tilstoppet såvel Arresøs gamle forbindelse med Kattegat mod nord som senere dens forbindelse med Isefjorden, lod Frederik IV grave en kanal 171719 af danske soldater under ledelse af major Eberlin v. Feriden. Efter en gammel overlevering var det dog svenske fanger, der udførte arbejdet, og det kan også godt forholde sig rigtigt, da svenske fanger ofte gik over i dansk tjeneste eller blev sat i arbejde og endog blev udlejet til godsejere. Det var denne kanal, som gav anledning til oprettelsen af de store fabriksanlæg, da man ville benytte vandkraften, og dermed til anlæggelsen af byen.[2]

Tidlige fabriksforsøg[redigér | redigér wikikode]

I 1728 overdrog Frederik IV til overlandbygmester Johan Kornelius Krieger at bygge en agatslibemølle ved kanalen; møllen trådte vist i brug 1729, men blev allerede nedlagt straks efter Christian VI’s død i 1746. I de næste år var der planer om at omdanne møllen til en læderfabrik, med det kom dog ikke til udførelse. Derimod inddrog kongen 1751 en større strækning ved åen og overlod til franskmanden Etienne Jandin de Peyrembert at anlægge et kanonværk. Men arbejdet med at fremstille brugbare kanoner mislykkedes, uagtet at kongen skød betydelige summer i projektet. 1756 skænkede Frederik V agatmøllen til etatsråd Just Fabritius og kancelliråd, senere generalmajor, Johan Frederik Classen med over 90 tdr. land (et areal, der dog snart forøgedes) på den betingelse, at de skulle anlægge et krudtværk. Dette trådte i virksomhed 1758 under navnet Frederiksværk. For at skaffe vandkraft til denne industri blev den kanal, der bøjer mod nord fra åen, som fører vandet fra Arresø til Roskilde Fjord, udgravet. Ved indgangen til krudtværket blev kanalen bøjet mod vest og fortsat, indtil den mundede ud i fjorden; ved ombøjningen opførtes et bolværk med sluse, for at man kunne lede vandet, og derpå blev stampe- og kærnemøller opført. Derudover anlagde de to kompagnoner et kanonstøberi; de stod således for store leverancer af krudt og kanoner til hæren under den aktuelle og faretruende Preussiske Syvårskrig og blev stærkt begunstigede af staten.[2]

Johan Frederik Classen[redigér | redigér wikikode]

Da Fabricius udtrådte af kompagniskabet i 1760, blev værket egentlig statsejendom da kongen købte det for 130.000 rigsdaler. Men den enevældige majestæt lod Classen fortsætte med at bestyre det ved både at beholde inspektionen og, som det hed, "at han dermed efter eget Behag maa skalte og valte, som han vil". Endelig, efter et forgæves forsøg på at få Frederiksværk (tillige med Kronborg Geværfabrik) gratis tilskødet, blev Classen eneejer af værket mod en købesum af 100.000 rigsdaler. Gunstige handelsforhold, navnlig under den Nordamerikanske Frihedskrig, og stor imødekommenhed fra kongens side satte Classen i stand til at udrette meget, så at ikke alene hans fabrikker blomstrede op, men hele stedet og egnen gik frem; med held lod han hele det sandede terræn beplante, så at han ikke alene fik træ nok til krudtmøllerne, men også skaffede læ for byen, og ligeledes virkede han som ivrig landmand meget for det omliggende gods, der også var kommet i hans besiddelse (bøndergodset, der kom i hans hænder i 1768, udgjorde 798 tdr. htk.), og på hvilket han fik tilladelse til at oprette hovedgårdene Arresødal og Grønnæssegaard.[2]

En central del af kanonværket var Gjethuset, støbehuset. Gjethuset blev opført i to etaper; en nordfløj (færdigopført i 1764) og en dertil hørende trefløjet industribygning (færdigopført i 1769). Gjethuset findes endnu; efter en periode med kraftigt forfald i sidste halvdel af det 20. århundrede blev Gjethuset og området omkring det restaureret i et storstilet byggeprojekt i starten af 1990'erne. I dag er Gjethuset kulturhus.[3]

Efter, at Classen var død på Arresødal den 24. marts 1792, blev ifølge en bestemmelse i hans testamente Frederiksværks etablissement med bygninger, maskiner osv. samt de to godser Arresødal og Grønnæssegaard overdraget til landgreve Carl af Hessen imod, at denne årlig svarede 7.000 rigsdaler til det af Classen ved testamentet oprettede fideikommis. I året 1804 overdrog landgreven Frederiksværk (hvis gæld imidlertid var vokset, så at den oversteg ejendommens værdi) og godserne til sin svigersøn, kronprins Frederik (senere Frederik VI), der oprettede en egen administration for dem, indtil de helt kunne blive statsejendom efter udløsning af medarvingerne, men disse forhandlinger vedvarede under hele Frederik VI’s regeringstid og ordnedes først i begyndelsen af Christian VIIIs (1840).[2]

I 1833 stoppede kanonproduktionen, og det anslås, at der i alt er blevet produceret mellem 2.500 – 2.600 kanoner i Frederiksværk[4].

Handelsplads[redigér | redigér wikikode]

Ved kirken.

Ved midten af 1800-tallet beskrives Frederiksværk som en fabriksby med jernstøberi (90 arbejdere), maskinfabrik (60 arbejdere), knivfabrik med slibemølle (57 arbejdere), krudtfabrik (27 arbejdere) og kobbervalseværk (24 arbejdere) samt adskillige mindre private virksomheder fra bryggerier til et "smedeværksted for agerdyrkningsredskaber" samt et par priviligerede handelsvirksomheder.[5]

I 1850 fik Frederiksværk status af handelsplads.[6] Til trods herfor var den samtidige J.P. Trap skeptisk med hensyn til stedets handelsmuligheder. I første udgave af sin statistisk-topografiske beskrivelse af Danmark skrev han: "Om Frederiksværk, når de tvende førnævnte købmandsberettigelser ved besiddernes død eller ved afløsning måtte blive hævede, ville kunne under friere konkurrence hæve sig som handelssted, anses som tvivlsomt".[5]

Fæstegodset sælges til selveje[redigér | redigér wikikode]

Ifølge lov af 8. april 1851 blev fæstegodset solgt til selvejendom 1854—55, Arresødal blev solgt 1855, Grønnæssegaard 1859.[2]

Heegaard og landmilitæretaten[redigér | redigér wikikode]

Fabrikkerne blev ifølge lov af 4. maj 1856 i 1857 afhændede til fabrikejer Anker Heegaard, der tiltrådte dem 1. januar 1858 og drev dem som maskinfabrik, jernstøberi og emaljeværksted, mens krudtværket bevaredes som statsejendom og gik over til landmilitæretaten.[2]

Krudtværket, der senere blev underlagt direktøren for artilleriets tekniske tjeneste, har lige fra anlæggelsen været hærens hovedleverandør, og fra 1884 leverede det også krudt til flåden. Det ældste krudt, der fabrikeredes, var stampemøllekrudt; 1862 blev de gamle stampemøller nedlagte, og valsepressekrudtet (laminoirkrudtet) blev indført. Senere blev indført fabrikationen af krudt, tilvirket ved hydraulisk presning, og dernæst fabrikation af prismatisk krudt, først sort, senere brunt, og værket havde så godt som ene leveret alt det brune krudt, der benyttedes til ladninger selv til rigets sværeste kystkanoner.[2] Endelig blev 1891 fabrikationen af røgfrit krudt indført på værket, i hvilken anledning der blev anlagt en særegen afdeling i Arresødal Skov ved søen, Sørups Vang, hvor enkelte operationer ved det røgfri krudts fabrikation foregik, men den egentlige fabrikation foregik på det gamle krudtværk, hvor der derfor blev opført flere nye bygninger og gjort andre forandringer.[7]

Krudtmøllerne dreves tidligere udelukkende ved vandkraft, og der fandtes endnu ved århundredeskiftet (1900) 3 vandhjul (hvoraf et var en turbine). Men da møllernes antal blev betydeligt forøget, og da vandkraften ikke slog til, blev der tillige indført dampkraft.[7]

Frederiksværks befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 739 i 1850, 708 i 1855, 764 i 1860, 915 i 1870, 839 i 1880, 1.098 i 1890, 1.431 i 1901, 1.664 i 1906 og 1.672 i 1911.[8]

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.664, heraf ernærede 129 sig ved immateriel virksomhed, 44 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 42 ved fiskeri, 945 ved håndværk og industri, 269 ved handel med mere, 109 ved samfærdsel, 82 var aftægtsfolk, 17 levede af offentlig understøttelse og 27 af anden eller uangiven virksomhed.[9]

Jernbaneforbindelse og købstadsrettigheder[redigér | redigér wikikode]

I 1897 fik byen jernbaneforbindelse til Hillerød (Det nuværende HFHJ) og i 1916 til Hundested.[10]

I 1907 fik Frederiksværk købstadsrettigheder.[6]

Mellemkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Gennem mellemkrigstiden var Frederiksværks indbyggertal voksende: i 1921 2.022[11], i 1925 2.040[12], i 1930 2.061[13], i 1935 2.227[14], i 1940 2.248 indbyggere.[15] Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov samt Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint i Kregme-Vinderød Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Frederiksværk.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Frederiksværk købstad 2.022 2.040 2.061 2.227 2.248
Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov 168 167 171 195 477
Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint - 95 120 112 216
Frederiksværk med forstæder 2.190 2.302 2.352 2.534 2.941

Ved folketællingen i 1930 havde Frederiksværk 2.061 indbyggere, heraf ernærede 162 sig ved immateriel virksomhed, 899 ved håndværk og industri, 331 ved handel mm, 144 ved samfærdsel, 71 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 145 ved husgerning, 256 var ude af erhverv og 53 havde ikke oplyst indkomstkilde.[16]

Næringsveje[17] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet Ialt
Frederiksværk købstad 71 899 331 144 162 145 256 53 2.061
Bjørnehoved 33 54 1 3 6 7 11 5 120
Enghaverne 50 95 6 8 0 3 9 0 171
Frederiksværk med forstæder 154 1.048 338 155 168 155 276 58 2.352

Stålvalseværket[redigér | redigér wikikode]

1940-42 anlagdes "Det danske Staalvalseværk", DDS, som Frederiksværk nok mest er kendt for. Selvom det blev etableret midt under 2. Verdenskrig, lykkedes det at få en dansk fabrikation af stål baseret på skrot. Virksomheden var i mange år en vigtig leverandør til den danske industri, som herved fik en sikker leverandør. En stor del af forklaringen på de danske skibsværfter og maskinfabrikkers succes skyldes DDS.

Selvom der tidligere havde været industri i Frederiksværk, var det først med DDS at byen for alvor voksede. Mens der var 2.227 indbyggere i Frederiksværk i 1935, var tallet steget til 4.538 i kommunen i 1965.

Stålvalseværket lukkede i foråret 2002 efter en konkurs. Industrianlæggene blev senere genåbnet som DanSteel A/S af nye ejere, mens elektrostålværket forblev lukket. Elektrostålværket blev i august 2007 købt af Vorskla Steel[18]. Produktionen genstartedes i februar 2008, men efter ½ års produktion og endnu et år på kanten af økonomisk kollaps, erklæredes det konkurs, 15. august 2009.

Efterkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Efter 2. verdenskrig fortsatte Frederiksværk sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 3.557 indbyggere i købstaden, i 1950 4.143 indbyggere, i 1955 5.213 indbyggere, i 1960 5.722 indbyggere og i 1965 6.805 indbyggere. Byudviklingen fandt fortrinsvis sted i forstadskommunen Kregme-Vinderød Kommune.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Frederiksværk købstad 3.029 3.968 4.306 4.435 4.538
Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov 613 967 1.253 1.317 1.578
Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint 228 246 346 403 1.604
Frederiksværk med forstæder 3.870 5.181 5.905 6.155 7.720

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Frederiksværk-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Museum[redigér | redigér wikikode]

I 1964 blev krudtværket, som nu hed "Hærens Krudtværk", nedlagt og overtaget af et privat firma. I 1969 blev værket omdannet til et museum under Tøjhusmuseet. I 1993/94 blev driften af Krudtværksmuseet overdraget til Frederiksværkegnens Museum. Senere blev museerne i byen omorganiseret, og Krudtværket er nu en del af Industrimuseet Frederiks Værk.

2007 blev Frederiksværk udpeget som nationalt industriminde af Kulturarvsstyrelsen.

Kendte personer[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1
  2. ^ a b c d e f g J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 2 (1898), s. 122
  3. ^ Gjethuset kulturhus
  4. ^ Frederiksværk | Dinby.dk
  5. ^ a b J.P. Trap: Danmark, bind I (1858), s. 103
  6. ^ a b J.P. Trap: Danmark, 4. udgave, bind 2 (1920); s. 59
  7. ^ a b Trap, s. 113
  8. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 4f
  9. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 4
  10. ^ J.P. Trap: Danmark, 4. udgave, bind 2 (1920); s. 53
  11. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2
  12. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2
  13. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165
  14. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165
  15. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  16. ^ Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131
  17. ^ Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130 (Bjørnehoved, Enghaverne) og 131 (Frederiksværk)
  18. ^ Artikel: Smelteværket i Frederiksværk solgt til superrig ukrainer af Bjørn Godske, Tidsskriftet Ingeniøren onsdag 08. aug 2007 kl. 13:55

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Jørgen Aagesen: Bronzeartilleriet fra General J.F. Classens kanonstøberi 1756-1832; ISBN 87-89324-15-3
  • Jørgen Burchardt: Stålets mænd. Det danske Stålvalseværk 1940-1962. 2009
  • Carl Christensen: Frederiksværk : en dansk fabriksbys historie
  • General Classens Frederiksværk – før og nu ISBN 87-980902-0-8
  • Karen Elisabeth Follett; Frederiksværkegnen omkring århundredskiftet; ISBN 87-982082-1-7
  • Allan Vendeldorf: Classens værk; ISBN 87-590-2432-1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]