Julefrokost

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Dansk julefrokost.
Dansk julefrokost om aftenen.

Julefrokost eller julebord er i Skandinavien en festlig lejlighed typisk i december måned op til jul, hvor der spises traditionel julemad. Til dette måltid inviteres ofte venner og familiemedlemmer, så man er et større selskab. Julefrokost kan også være en firmafest, oftest afholdt i julemåneden, men nogle gange også i november/januar.

Begrebet julefrokost anvendes i Danmark, mens man i Sverige, Norge og Finland anvender julebord (bokmål)/julbord (svensk)

Ligesom juleaften har sine madtraditioner, består julefrokosten af traditionelle retter – koldt smørrebrød, gerne med marineret sild som en hovedingrediens, suppleret af lune retter som flæskesteg, frikadeller, leverpostej, medisterpølse og mørbrad. Hertil føjes drikkevarer som især snaps/akvavit og øl (gerne julebryg). Børn drikker typisk sodavand til julefrokost, de får dog af og til en juleøl.

En julefrokost i forbindelse med arbejdet er en lidt anden konstruktion, hvor man spiser sammen og kommer hinanden mere nær og "drikker dus" mere end på andre tidspunkter af året. Den afholdes normalt i november eller december – før juleaften.

Julefrokoster er nærmest blevet en fast bestanddel på arbejdsmarkedet i mange virksomheder. Julefrokoster har en betydning for det sociale og psykologiske miljø i en virksomhed.

Tiden i og omkring julefrokoster og påskefrokoster har ofte haft ry for at være en tid med mange trafikforseelser vedr. spirituskørsel.

Påskefrokost

Flytteforslag
Dette afsnits indhold er foreslået flyttet til Dansk køkken#Måltider til højtider og festlige lejligheder. Se denne sides diskussionsside, sidens historik, eller Wikipedia:Flytteforslag.

I tiden op til eller omkring påske afholdes der middagsselskaber af tilsvarende karakter som julefrokosten. Foruden årstiden, adskiller denne tradition sig ved at man spiser mad, som i højere grad hører påsken til – f.eks. får og æg (f.eks. skidne æg). Hvor julefrokosten kan ledsages af julebryg, er det til påskefrokosten i stedet påskebryg.

Pinsefrokost

Flytteforslag
Dette afsnits indhold er foreslået flyttet til Dansk køkken#Måltider til højtider og festlige lejligheder. Se denne sides diskussionsside, sidens historik, eller Wikipedia:Flytteforslag.

I pinseweekenden er der i en hel del familier desuden tradition for pinsefrokost, hvis kulinariske indhold ofte er præget af fisk og med lidt lettere og lidt mere sommerlige indslag, end til jul og påske. Nogle bryggerier i Danmark fremstiller i forbindelse med pinsen pinsebryg.

Se også