Pinse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kirkeårets liturgiske farver
  1. søndag i advent
  2. s. i advent
  3. s. i advent
  4. s. i advent
  Juleaften
  Juledag
  Sankt Stefan
  Julesøndag
  Nytårsdag
  Helligtrekonger
  1. s. efter Helligtrekonger
  2. s. efter Helligtrekonger
  3. s. efter Helligtrekonger
  4. s. efter Helligtrekonger
  5. s. efter Helligtrekonger
  Sidste s. efter Helligtrekonger
  Septuagesima
  Seksagesima
  Fastelavn
  1. s. i Fasten
  2. s. i Fasten
  3. s. i Fasten
  Midfaste
  Mariæ bebudelsesdag
  Palmesøndag
  Skærtorsdag
  Langfredag
  Påskedag
  2. påskedag
  1. s. efter påske
  2. s. efter påske
  3. s. efter påske
  Store bededag
  4. s. efter påske
  5. s. efter påske
  Kristi himmelfartsdag
  6. s. efter påske
  Pinsedag
  2. pinsedag
  Trinitatis
  1. s. efter Trinitatis
  2. s. efter Trinitatis
  3. s. efter Trinitatis
  4. s. efter Trinitatis
  5. s. efter Trinitatis
  6. s. efter Trinitatis
  7. s. efter Trinitatis
  8. s. efter Trinitatis
  9. s. efter Trinitatis
  10. s. efter Trinitatis
  11. s. efter Trinitatis
  12. s. efter Trinitatis
  13. s. efter Trinitatis
  14. s. efter Trinitatis
  15. s. efter Trinitatis
  16. s. efter Trinitatis
  17. s. efter Trinitatis
  18. s. efter Trinitatis
  19. s. efter Trinitatis
  20. s. efter Trinitatis
  21. s. efter Trinitatis
  Allehelgen
  22. s. efter Trinitatis
  23. s. efter Trinitatis
  24. s. efter Trinitatis
  25. s. efter Trinitatis
  26. s. efter Trinitatis
  Sidste s. i kirkeåret
Illumineret manuskript, som viser hvordan den Hellige ånd kom til disciplene i pinsen. Den Hellige ånd er fremstillet som ildstreger ned til apostlenes hoveder.

Pinse kommer af græsk πεντηκοστή pentēkostḗ, der betyder "halvtredsindstyvende" (dag efter påske) og er en kristen højtid, der holdes årligt til minde om Helligåndens komme. I 2017 falder pinsedag den 4. juni.

Ifølge beretningen i Apostlenes Gerninger kapitel 2 skete det ti dage efter Kristi himmelfart, at apostlene var samlet for at fejre den jødiske højtid Shavuot, da der pludselig kom "en lyd som af et kraftigt vindstød" og tunger som af ild kom til syne og sætter sig på hver af dem. De blev derefter fyldt af Helligånden og begyndte at "tale på andre tungemål", hvorved de kunne gøre det kristne budskab forståeligt for de jøder fra mange forskellige verdensdele, der var i Jerusalem – denne episode kaldes normalt "pinseunderet". Pinsen regnes således traditionelt for den kristne kirkes fødsel[1].

Pinsekirken har taget navn efter netop denne begivenhed, fordi den i særlig grad blandt de kristne trossamfund, lægger vægt på tungetalen og de øvrige nådegaver, som Helligånden menes at udstyre de genfødte kristne med.

Pinsedag falder altid på den syvende søndag efter påske. Det betyder, at den tidligst kan falde på den 10. maj og senest på den 13. juni. Såvel pinsedag som den følgende dag, anden pinsedag, er i Danmark helligdage. Tredje pinsedag er ikke (længere) en helligdag.

I forbindelse med pinsen er der tradition for pinsefrokost. Nogle bryggerier fremstiller en særlig pinsebryg i forbindelse med højtiden.

En gammel tradition foreskriver, at man pinsemorgen skulle gå ud af sit hus og feje ind mod døren, da man så ville samle lykke til huset resten af året.

Liturgisk markering[redigér | redigér wikikode]

Østlig tradition[redigér | redigér wikikode]

I Den østlige ortodokse kirke er pinsen en af de store ortodokse højtider og bliver regnet som den næst vigtigste af de store højtider efter påsken. Natten til første pinsedag holdes der en vågenat, og selve pinsedag fejres Den guddommelige liturgi, nadveren. Ortodokse templer bliver ofte dekoreret med blomster og det lægges vægt på at gøre udtrykkene i fejringen lig den jødiske Shavuot-højtid, som fejrer modtagelsen af moseloven.

Selve højtidsfejringen varer i tre dage. Den første dag er kendt som "treenighedssøndag", den anden dag er kendt som "Åndsmandagen" (eller "Den hellige ånds mandag"), og den tredje dag, tirsdag, kaldes "Tredje dag af Treenigheden". Efterfejringen af pinsen varer i en uge, en periode hvor faste ikke tillades, selv ikke onsdag eller fredag, som i de østlige kirker regnes som fastedage. Den traditionelle russisk-ortodokse farve for pinse er grøn og gejstligheten bærer blomster og grønne grene i hænderne under gudstjenesterne.

En ekstra gudstjeneste kaldet knælende bøn, bliver afviklet pinsenat. Gudstjenesten følger aftensangformen og indeholder tre dele med langvarige poetiske bønner, skrevne af sankt Basil den store, hvorpå deltagerne gennemfører en fuldstændig knælen, med kontakt mellem panden og gulvet. Denne form for knælen er forbudt i kirken fra påskedag til denne dag.

Rent teologisk anser ortodoks tradition ikke pinsen for at være Kirkens fødselsdag; Kirken var etableret på et åndelig plan allerede før skabelsen.

Alle de tilbageværende dage i kirkeåret, frem til den næste store fastetid, bærer navn efter hvilket nummer de er i forhold til pinsen (for eksempel, 13. tirsdag efter pinse). Den anden mandag efter pinse markerer begyndelsen på Apostlenes faste, som varer indtil Sankt Peter og Pauls helligdag den 29. juni.

Det ortodokse ikon, som omhandler højtiden, viser de tolv apostlene siddende i en halvcirkel, nogen gange også med Theotokosjomfru Maria – siddende i midten. Øverst på ikonet er ofte Den hellige ånd afbildet som en hvid due, med tunger af ild over apostlenes hoveder. Nederst finder man en allegorisk figur, som skal forestille verden, kaldet Kosmos. Selv om Kosmos er kronet med verdslig ære, er han omhyldet af mørke, eftersom han ikke er genstand for Guds ære. Han holder et klæde med 12 bogruller på, noget som repræsenterer de tolv apostles lære.

I den urgamle koptiske ortodokse kirke af Alexandria, er pinsen en av de syv store "Herrens højtider". Fejringen finder sted den niende time (kl. 15:00) på første pinsedag. Der bliver bedt en speciel bøn med tre led kendt som "Knælende bøn". Den hellige ånd faldt i følge Apostlenes Gerninger kapitel 2 over apostlene i den niende time. Denne højtid efterfølges af "Apostlenes faste" som har en fastsat slutdato, den femte dag i den koptiske måned Epip (som nu faller på den 12. juli, svarende til den 29. juni på grund af den 13-dages forskel forårsaget af skiftet fra juliansk til georgiansk kalender). Den femte Epip markerer Sankt Peter og Sankt Pauls martyrdom.

Vestlig tradition[redigér | redigér wikikode]

Et alter i en protestantisk kirke, dekoreret med røde lys og røde banner og et alterklæde med et motiv som forestiller Den hellige ånds virke på pinsedag.

De liturgiske fejring af pinsen i de vestlige kirker er lige så detaljerede og varierede som i østkirken. Farven rød, som symboliserer glæde og ilden fra Den hellige ånd, er pinsens farve i de vestlige kirker. Præster, forstandere og kormedlemmer bærer røde liturgiske plagg og i senere tid har det nogen steder også blevet vanligere at lægfolket i menigheden klæder sig i rødt. Røde banner bliver ofte hængt på væggene eller fra taget for at symbolisere den "stormende, mægtige vind" skildret i Apostlenes Gerninger[2] og Den hellige ånds frie udfoldelse. På bannerne kan det være broderet på symboler for Den hellige ånd, som en due, flammer, symboler for kirken som Noas ark og granatæblet. I protestantiske kirker innenfor evangelikal og reformeret tradition, finder man ofte ord i stedet for billeder, som for eksempel opremsingen af de syv åndsgaver og Den hellige ånds frugter. Røde blomster på alteret, eller ved prædikestolen, og røde blomster som pelargonium kan være plantet rundt kirkebygget. Traditionen med at sponse plantningen af en enkelt plante til minde om en person, findes både i katolske og protestantiske menigheder.

I tysksproglige lande, i Centraleuropa, og i lande, hvor der findes efterkommere af disse, bruges grønne grene til at dekorere kirkerne til pinse. Birk er den træsort, som ofte bruges til dette formål, men i områder med et andet klima, benyttes også andre træsorter.

En vigtig del af pinsefejringen er at synge salmer med tekst som fortæller om pinsen. I Den katolske kirke synges Veni Sancte Spiritus (Kom Hellig Ånd) som en gregoriansk sekvens under pinsedagsmessen. Denne liturgiske sang er blevet oversat til flere sprog og synges også i dag i mange kirkesamfund.[3][4]

Andre betegnelser[redigér | redigér wikikode]

Ifølge R.W. Bauers Calender for Aarene fra 601 til 2200 efter Christi Fødsel (1868) er Hvide Søndag det samme som Pinsedag = Pingst Dag = Pintsedag = Helligaands Søndag = pentecoste = festum Sancti spiritus = Whitsunday (eng.) = Hvitasunnudag (islandsk) = 7de Søndag efter Paaske. Pinsen kan indtræffe tidligst 10. maj, senest 13. juni.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Apostlenes Gerninger kapitel 2
  2. ^ Apostlenes Gerninger 2,2
  3. ^ Rhabanus Maurus. Hymntime.com. Hentet 2010-05-17. 
  4. ^ CATHOLIC ENCYCLOPEDIA: Veni Creator Spiritus. Newadvent.org. 1912-10-01. Hentet 2010-05-17. 

Eksternehenvisninger[redigér | redigér wikikode]