Afrikas historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Afrikanske riger mellem 500 f.Kr. og 1500 e.Kr.
Bronzehoved fra 1100-tallet fra Jorubafolket i dagens vestlige Nigeria.
Portræt af en afrikaner, maleri af Rubens, tidlig 1600-tal.

Afrikas historie begynder med kontinentets forhistorie og fremkomsten af de tidligste mennesker, homo sapiens, i østlige Afrika, fortsætter ind i nutiden med en opsplitning i en mangfoldighed af politisk udviklede stater. En del tidlige beviser på landbrug i Afrika er dateret til 16.000 f.Kr.,[1] og metalarbejder fra omkring 4.000 f.Kr. Den dokumenterede historie af tidlig civilisation opstod i oldtidens Egypten og senere i Nubien, området Maghreb i nordvestlige Afrika, og Afrikas horn i østlige Afrika. I løbet af middelalderen spredte islam sig fra Arabien gennem regionen, krydsede Maghreb og Sahel. Et markant center for muslimsk kultur var Timbuktu. En del betydelige førkoloniale stater og samfund i Afrika var blandt andet Nokkulturen, Maliriget, Ashantiriget, kongedømmet Mapungubwe, kongeriget Sine, kongeriget Saloum, Baolriget, kongeriget Zimbabwe, Kongoriget, oldtidens Karthago, Numidien, Mauretanien, kongeriget Aksum, Ajuuraan-staten og Adal-sultanatet.

Fra slutningen af 1400-tallet blev Afrika en kilde for slavehandel, og de fremmeste aktører var europæere og arabere. Slaver blev taget med vold eller købt fra lokale herskere i vestlige, centrale og sydøstlige Afrika. De europæiske slaver sendtes oversøisk i den atlantiske slavehandel,[2] mens slaver taget af muslimer blev ført nord- og østover. Europæisk kolonisering af Afrika udviklede sig hurtigt under kapløbet om Afrika i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Som følge af kampene for uafhængighed i mange dele af kontinentet, kombineret med et svækket Europa efter 2. verdenskrig, tog afkolonialiseringen fart. En del områder førte det til diktaturer, for andre dele førte det til borgerkrige og stridigheder.

Forhistorie[redigér | redigér wikikode]

Palæolitisk tid[redigér | redigér wikikode]

Kort over tidlig spredning af moderne mennesker i henhold til mitokondrielt DNA (befolkningsgenetik).
Fase 1, eller oldowan, enkelt stenredskab fra vestlige Sahara.

De første hominider udviklede sig i Afrika. I henhold til palæontologi (læren om forhistorisk liv og evolution) var anatomien for de tidlige hominiders kranier ganske lig dem hos gorillaer og chimpanser. Store aber udviklede sig også i Afrika, men hominiderne tilpassede sig en tobenet gang og frigjort hænderne. De kunne leve både i skovområder og på den åbne savannene på en tid, da Afrika tørrede ud og savannerne spredte sig ind i skovområdene. Dette skete for 10 til 5 millioner år siden.[3]

For 3 millioner år siden havde flere hominider af arten australopithecus udviklet sig over hele det sydlige, østlige og centrale Afrika. De kunne bruge redskaber, men ikke fremstille dem. De spiste antagelig kødrester fra andre dyr og var stort set altædende.[4]

For omtrentlig 2,3 millioner år siden blev de første primitive stenredskaber fremstillede, benyttet til at bearbejde kødet af dyr dræbt af rovdyr, og for at få fat i benmarv fra kadavere. Disse hominider, homo habilis, drev antagelig ikke selv jagt, da de ikke kunne konkurrere med de store rovdyr og bedrev fortsat mere plyndring af rovdyrenes bytte end selv at dræbe andre dyr. De stjal antagelig æg fra fuglereder og kan have været i stand til fange mindre dyr og svækkede større byttedyr (unger og ældre dyr). De primitive redskaber, de benyttede, kaldes for oldowan.[5]

En gang for 1,8 millioner år siden er en anden menneskerace, homo ergaster, i henhold til arkæologiske fund. Fra disse udviklede homo erectus, "det oprejste menneske", sig en gang for 1,5 millioner år siden. En del tidlige repræsentanter af denne art havde relativ lille hjerne og benyttede primitive stenredskaber, ganske som homo habilis. Hjernen voksede efterhånden i størrelse, og homo erectus udviklede også mere komplekse stenteknologi for redskaber. Homo erectus var muligvis de første jægere og de mestrede kunsten at gøre ild. De var også de første hominider, som bevægede sig ud af Afrika, og spredte sig ud over det meste af den gamle verden.

Fund af fossiler viser, at næste udviklingstrin af hominiderne, homo sapiens, levede i sydlige og østlige Afrika for mindst 100.000 og muligvis for 150.000 år siden. For omkring 40.000 år siden begyndte også denne menneskeart at sprede sig ud af Afrika og koloniserede efterhånden de områder, som de spredte sig over. Ved 10.000 f.Kr. havde homo sapiens, dagens moderne mennesker, spredt sig til alle hjørner af de gamle verden. Deres spredning er dokumenteret af lingvistiske, kulturelle og genetiske beviser.[5][6]

Framvæksten af jordbrugskultur[redigér | redigér wikikode]

Afrikansk tobladet stenkniv dateret til sen stenalder.
Pygmæ fra Aruwimifloden.

En gang omkring 16.000 f.Kr., fra bjergene ved Det Røde Hav til de nordlige højlande i Etiopien, blev nødder, græs og rodvækster samlet ind som mad. Ved 13.000-11.000 f.Kr. begyndte folk at indsamle vilde korn. Det spredte sig til det vestlige Asien, som domestiserede vilde korn, hvede og byg. Mellem 10.000 og 8.000 f.Kr. blev der i nordvestlige Afrika kultiveret hvede og byg og holdt får og tamkvæg fra det sydvestlige Asien. En våd klimafase i Afrika gjorde de etiopiske højlande om til bjergskov. Et folk, som talte omotiske sprog domesticerede bananer en gang omkring 6.500–5.500 f.Kr. I tiden 7.000 f.Kr. domesticerede bosættere i de etiopiske højlande æsler som havde spredt sig til det sydvestlige Asia. Folk, som talte kusjittiske sprog, delvis sluttede med kvægdrift, domesticerede teff og en form for hirse (eleusine coracana) en gang mellem 5.500 og 3.500 f.Kr.[7][8]

På stepperne og savannerne i Sahara og Sahel begyndte folk, som talte nilosahariske sprog at indsamle og domesticere vildhirse og durra i tiden mellem 8.000 og 6.000 f.Kr. Senere blev også græskar, vandmelon, olieplante (ricinus communis) og bomuld også indsamlet og domesticeret. Folkene begyndte også at fange vilde kvæg og holde dem i runde indhegninger af hække, hvilket førte til domesticering.[9] De begyndte også at fremstille enkle stengods og keramik. Fiskeri ved at benytte harpuner af ben blev en betydelig aktivitet i mange floder og indsøer, som blev dannede ved voksende nedbør.

I Vestafrika førte den våde fase til en ekspanderende regnskov og bevokset savanne fra Senegal til Kamerun. Mellem 9.000 og 5.000 f.Kr., domesticerede et folk, som talte niger-congo oliepalme og raffiapalme. To frøplanter, en form for ærter og en afrikansk art af jordnød blev også domesticeret, fulgt af moskus og kolanødder. Eftersom de fleste planterne voksede i skoven, fremstillede dette folk en form slebne stenøkser for at rydde træerne.[10]

Det meste af det sydlige Afrika var befolket af pygmæfolk og khoisanere, som siden sen-palæolitikum var jægere og samlere. En del af den ældste helleristninger blev skabt af dem.[11]

Lige før afskovningen af Sahara blev samfundene syd for oldtidens Egypten i de områder, som i dag er Sudan, deltagere i det som eftertiden har kaldt for den neolitiske revolution. Begrebet henviser til den store omstrukturering, som skete i menneskehedens historie, da jæger- og samlerkulturen gik over til det levevis hvor menneskene hovedsagelig forsørgede sig ved jordbrug og husdyrhold. Denne første jordbrugsrevolution var den gradvise overgang fra nomadiske samfund af jægere og samlere i stenalderen til et samfund af jordbrug og fast bosætning. Folket i Sudan levede i en delvis nomadetilværelse med domesticerede planter og dyr.[12] Det har været foreslået, at de megalitstrukturer, som er blevet fundet ved Nabta Playa, er eksempler på verdens første kendte arkæoastronomiske anordninger, og foruddaterer Stonehenge med mere end tusind år.[13] Den sociokulturelle kompleksitet observeret ved Nabta Playa og udtrykt ved ulige niveauer af myndighed indenfor samfundet der, er blevet forsøgt forstået som grundlæggende strukturer for både det neolitiske samfund ved Nabta og det gamle rige i Egypten.[14] Den sydlige, egyptiske Naqadakultur var kulturelt og etnisk modsvarende den subsahariske, da de nordlige egyptiske kulturer havde omfattende bånd og forbindelser til Levanten, og foreningen af disse kulturer kom senere til påbegynde den dynastiske periode i oldtidens Egypten.

Ved 5.000 f.Kr. gik Afrika ind i en tør fase, og klimaet i Sahararegionen blev gradvis tørrere. Befolkningen begyndte at trække ud af Sahara i alle retninger, herunder mod Nildalen syd for andre katarakt hvor de blev helt eller delvis fastboende. En betydelig klimatisk tilbagegang skete med klar nedgang i tungt og vedvarende regn i det centrale og østlige Afrika. Siden da har tørre forhold vedvaret i det østlige Afrika.

Metallurgi[redigér | redigér wikikode]

De første metaller, som blev smeltede i Afrika, var bly, kobber, og bronze, en gang i 3.000-tallet f.Kr.[15]

Kobber blev smeltet i Egypten i løbet af den førdynastiske epoke, og bronze kom i brug ikke længe efter 3.000 f.Kr. i Egypten og Nubien.[16] Nubien var en betydelig kilde for kobber, men også guld.[17] Brugen af guld og sølv i Egypten går også tilbage til førdynastisk periode.[18][19]

I Aïrbjergene i dagens Niger blev kobber smeltet uafhængig af udviklingen i Nildalen. Det skete en gang mellem 3.000 og 2.500 f.Kr. Processen var ikke vel udviklet, hvilket indikerer, at kundskaben ikke kom udefra til regionen; det blev mere modent i tiden rundt 1.500 f.Kr.[19]

Ved 1.000-tallet f.Kr. var jern blevet introduceret i det nordvestlige Afrika, Egypten og Nubien.[20] I 670 f.Kr. var nubierne blevet presset ud af Egypten af assyrere som brugte våben lavet af jern. Efter denne tid blev jern i Nildalen langt mere udbredt.

Formodningen om, at jernarbejde spredte sig til området syd for Sahara via den nubiske by Meroë, er ikke længere alment accepteret af forskere. Metalarbejder i Vestafrika er blevet daterede så tidligt som 2.500 f.Kr. ved Egaro vest for Termitbjergene i Niger, og jernarbejde blev praktiseret her ved 1.500 f.Kr.[21] I Centralafrika er der beviser på at jernarbejde kan være blevet praktiseret så tidligt som 2.000-tallet f.Kr.[22] Jernsmelting blev udviklet i området mellem Tchadsøen og de store afrikanske indsøer mellem 1.000 og 600 f.Kr., længe før kundskaben nåede frem til oldtidens Egypten. Før 500 f.Kr. havde Nokkulturen på Josplateauet drevet jernsmeltning.[23][24]

Antikken[redigér | redigér wikikode]

Oldtidens Egypten og dens nomer.

Nordafrikas antikke historie er uopløseligt knyttet til historien i antikkens Mellemøsten. Dette er særlig rigtig i henhold til oldtidens Egypten og Nubien. På Afrikas horn styrede kongeriget Aksum dele af det som i dag er Eritrea, det nordlige Etiopien og kystområdet af den vestlige del af den arabiske halvø. Oldtidens egyptere havde etableret bånd med landet Punt i 2.350 f.Kr. Punt var en handelspartner med Egypten, og det er antaget, at de var lokaliseret i det som i dag er Somalia, Djibouti eller Eritrea.[25] Fønikiske byer som Kartago var en del af Middelhavets jernalder den klassiske antikke tid. Afrika syd for Sahara udviklede sig mere eller mindre afhængig i samme tidsrum.

Oldtidens Egypten[redigér | redigér wikikode]

Pyramidekomplekset ved Giza er symbolet på civilisationen i oldtidens Egypten.

Efter, at Sahara var blevet afskovet, blev bosætningen mere koncentreret i Nildalen, hvor der efterhånden udviklede sig talrige sakrale høvdingeriger. Regionene med de største befolkningskoncentrationer var i deltaregionen i Nedre Egypten, Øvre Egypten og langs anden og tredje katarakter ved Dongola langs Nilen i Nubien. Dette befolkningspres og væksten havde sin årsag i kultiveringen af afgrøder fra det sydvestlige Asien, herunder hvede og byg, og avling af får, geder og tamkvæg. Befolkningsvæksten førte til konkurrence om landbrugsområder og behov for reguleret jordbrug. Regulering blev etableret ved oprettelsen af bureaukratier i høvdingrigerne. Den første og mægtigste af disse var Ta-Seti, som blev oprettet i tiden omkring 3.500 f.Kr. Ideen om sakrale høvdingeriger spredte sig over både Øvre og Nedre Egypten.[26]

Senere sammenslutninger af høvdingdømmerne til bredere politiske enheder begyndte i Øvre og Nedre Egypten, og kulminerede i forening af Egypten til en politisk enhed ved Narmer (Menes) i 3.100 f.Kr. I stedet for at blive anset som en sakral høvding, blev han en guddommelig konge eller farao. Henoteisme, eller dyrkelse af en enkelt gud indenfor et system af polyteisme, praktiseret i de sakrale høvdingdømmer, blev forenet i den polyteistiske religion i oldtidens Egypten. Bureaukratierne blev mere centraliserede under faraoerne, drevet af guvernører, skatteindsamlere, generaler, kunstnere og ingeniører. De indsamlede skatter, organiserede betydelige offentlige arbejder, og byggede vandingssystemer, pyramider, templer og kanaler. I løbet af fjerde dynasti (2.620-2.480 f.Kr.) blev langdistancehandel udviklet. Der blev handlet tømmer fra Mellemøsten, guld og skind fra Nubien, røgelse fra Punt, og var desuden handel med Libyen. Under det gamle rige i Egypten udviklede og opretholdt landet sine grundlæggende systemer, institutioner og kultur, altid gennem det centrale byreaukrati og ved faraos guddommelighed.[27]

Statue af farao Ramses II (Museo Egizio i Torino).

I 2000-tallet f.Kr. begyndte Egypten at udøve direkte militær og politisk kontrol over sine sydlige og vestlige naboer. Ved 220 f.Kr. var det gamle rigets stabilitet blevet undermineret af rivalisering blandt guvernørerne i nomerne som udfordrede faraos magt, og samtidig af invasioner fra asiater ind i deltaet. Første mellemepoke i Egypten begyndte i en tid af politisk splid og usikkerhed.[28]

Ved 2.130 f.Kr. blev perioden med stagnation afsluttet ved Mentuhotep I, den første farao af det 11. dynasti, og fremvæksten af mellemriget i Egypten. Pyramidebygningen blev taget op igen, langdistancehandelen kom i gang igen, og magtens center flyttede sig fra Memfis til Theben. Forbindelserne med de sydlige regioner i kongedømmet Kusj, Wawat og Irthet i anden katarakt blev forstærket. Derefter kom anden mellemepoke i Egypten, hvor et folk, som blev kaldt Hyksos, invaderede landet ved hjælp af stridvogne trukket af heste og med våben lavet af bronze, en teknologi ikke tidligere set i Egypten. Stridsvogne spredte sig snart vest over til det ubeboede Sahara og nordlige Afrika. Hyksosfolket formåede ikke at holde på sine egyptiske erobringer og blev antagelig absorberede i det egyptiske samfund. Det førte til en af Egyptens mægtigste faser, det nye rige i Egypten (1.580-1.080 f.Kr.) med det 18. dynasti. Egypten blev en supermagt, som kontrollerede Nubien i syd og Mellemøsten i øst, mens det udøvde politisk indflydelse på libyerne i vest og ud i Middelhavet.[28]

Som tidligere endte det kongerige med en invasion, denne gang fra vest ved libyske høvdinge, hvilket førte til den tredje mellemepoke i Egypten. Begyndende med Sjesjonk I blev det 21. egyptiske dynasti etableret. Det varede i to århundreder.[28]

I syd blev nubisk uafhængighed og styrke sikret, og da Nubien var stærk nok, blev Egypten invaderet og til sidst erobret, begyndende med Kashta og fuldført af Piye (751–730 f.Kr.) og Shabaka (716–695 f.Kr.). Derefter blev Egypten styret af nubiske faraoer, begyndende med det 25. egyptiske dynasti. Nubierne reetablerede egyptiske traditioner og skikke og styrede landet i omtrent hundrede år. Dette styre blev afsluttet af en assyrisk invasion, hvor farao Taharqa måtte erfare, hvor effektive våben af jern var. Den nubiske farao Tantamani blev den sidste i det 25. dynasti.[28]

Da både assyrerne og nubierne forlod landet, opstod et nyt 21. dynasti fra Sais. Det varede frem til 525 f.Kr, da Egypten blev invaderet af en stor krigsmagt, Perserriget. I modsætning til assyrerne opretholdt perserne deres grep på Egypten indtil 332 f.Kr., da landet blev erobret af græsk-makedonske Aleksander den Store. Det var begyndelsen på det ptolemæiske kongedømme og med ny hovedstad i Alexandria, som blev den store kulturelle og økonomiske by i den østlige del af Middelhavet. I 30 f.Kr. blev ptolemæerne ryddet af vejen ved romerne.[28]

Nubien[redigér | redigér wikikode]

Sudans Meroepyramider, i dag tilhørende UNESCOs verdensarv.

En gang omkring 3.500 f.Kr. var Ta-Seti, et af de første sakrale høvdingdømmer, som opstod ved Nilen, beliggende i nærheden af det nordlige Nubien. Ta-Seti var et mægtigt rige i Nildalen ved første og anden katarakt som udøvede indflydelse på de nærliggende høvdingdømmer. Baseret på dets billedrepræsentationer er det hævdet, at riget styrede over Øvre Egypten. Ta-Seti drev handel så langt bort som Syrien og Mellemøsten, foruden også med Egypten. Ta-Seti eksporterede guld, kobber, strudsefjer, elfenben og ibenholt til det gamle rige. Ved 3.100 f.Kr. var derimod Ta-Seti i nedgang. Efter foreningen med Egypten ved Narmer i samme tidsrum, den første farao som styrede et forenet Egypten, blev Ta-Seti invaderet af farao Hor-Aha (fra det første dynasti) som ødelagde de sidste levninger af Ta-Seti. Den kultur, som arkæologene har identificeret som A-gruppe-kulturen, er blevet tilknyttet Ta-Seti.[29]

Det nubiske tempel i Apedemak, Naqa.

Små sakrale høvdingdømmer fortsatte med at være spredt udover den nubiske del af Nildalen i århundrederne efter 3.000 f.Kr. I den sidste del af 2000-tallet f.Kr. var der yderligere en sammenslutning af disse småriger. To kongedømmer i særdeleshed opstod: kongeriget Sai, umiddelbart syd for Egypten, og kongeriget Kerma ved tredje katarakt. En gang omkring 1.700-tallet f.Kr. erobrede Kerma naboriget Sai, og summen af de to riger blev en alvorlig rival til oldtidens Egypten. Kerma havde et område fra første katarakt til der, hvor floderne Den blå Nil, Den hvide Nil og floden Atbara løber sammen ved Khartoum i nutidens Sudan. Omkring 1.575-1.550 f.Kr., i løbet af den sidste del af 17. egyptiske dynasti, invaderede kongeriget Kerma nordover og ind i Egypten.[30] Kongeriget Kerma allierede sig med eller drog fordel af Hyksosfolkets samtidige invasion af Egypten.[31]

Egypten fik ny energi under det 18. dynasti og erobrede kongeriget Kerma og/eller Kusj, og styrede det i nær 500 år. Kusj blev stærkt præget f egyptisk kultur i denne periode. Ved 1.100 f.Kr. trak egypterne imidlertid sig ud af Kusj. Regionen fik sin uafhængighed og fornyede sin kultur. Kusj byggede en ny religion omkring guden Amun, og gjorde byen Napata til sit åndelige center. I 730 f.Kr. var kongeriget stærkt nok til at invadere Egypten, overtage Theben og oprette det nubiske rige. Dette rige strakte sig fra Palæstina i øst til samløbet af den blå og hvide Nil i syd.[32]

I 760 f.Kr. blev kusjitterne forvist fra Egypten af assyrerne, som havde overlegne våben af jern. Senere blev den administrative hovedstad flyttet fra Napata til Meroë, og en ny nubisk kultur udviklede sig. I begyndelsen var kulturen i Meroë præget af den egyptiske, men begyndte efter hånden at udvikle egne adskilte træk. Nubien blev et center for produktion af jern, og fremstilling af tekstiler. Egyptisk hieroglyfisk skrift blev erstattet af meroitisk skrift, som var egyptisk i oprindelsen men fungerede alfabetisk på et helt andet vis. Løveguden Apedemak blev lagt til den egyptiske gudeverden. Handelsforbindelser med Det Røde Hav voksede og knyttede Nubien til Middelhavets Hellas. Dets arkitektur og kunst blev også mere særegen med billeder af løver, strudse, giraffer og elefanter. Til sidst blev Nubiens handelsforbindelser afbrudt ved fremvæksten af kongeriget Aksum i nordlige Etiopien, og fik også en miljømæssig forvitring ved nedhugst af træer grundet jernproduktionen. I 350 e.Kr. sørgede kong Ezana af Aksum for, at Meroë til sidst gik til grunde.[33]

Karthago[redigér | redigér wikikode]

Kartagos rige (violet, mørkeblåt, blåt og grønt).

Egypterne omtalte folket vest for Nilen, nedstammende fra berbere, som libyere. Libyerne var jordbrugsfolk, akkurat som mauriere i Marokko og numidere i det centrale og østlige Algeriet og Tunis. De var også nomadiske, havde hest som tamdyr og var spredt over de golde græsningsområder og ørkenen, tilsvarende som det berbiske folk som romerne kaldte for gaetuliere. Berbiske ørkennomader var i jævnlig konflikt med de berbiske jordbrugsfolk ved kysten.[34]

Fønikerne var søfolk fra Middelhavet med ophav i Fønikien i Mellemøsten. De var hele tiden på jagt efter værdifulde metaller som kobber, guld, tin og bly. Snart begyndte de at bosætte sig på den nordafrikanske kyst, handlede og blandede sig efterhånden med den indfødte berbiske befolkning. I 814 f.Kr. etablerede fønikere byen Tyr på det område, som blev kaldt Kartago. Ved 600 f.Kr. var Kartago vokset og blevet en betydelig handelsby og en politisk magt i Middelhavet. Meget af grunden til byens vækst var handel med tropisk Afrika og dens vækst førte også til fremvæksten af berbiske kongeriger, Numidia og Mauretanien. En gang omkring 500 f.Kr. skaffede Kartago sig en stærk drivkraft for handel med Afrika syd for Sahara. Berbiske mellemmænd, som havde opretholdt kontakter med subsahariske Afrika siden ørkenen var udtørret, benyttede sig af pakdyr for at fragte varer fra oase til oase. Trusler lurede fra garamantere i Fès som angreb og plyndrede handelskaravanerne. Salt og metaller blev handlet mod guld, slaver, perlehalsbånd og elfenben.[35]

Ruinerne af Karthago.

Kartagerne var rivaler til grækerne og romerne. Karthago udkæmpede tre store krige med Rom: Første puniske krig (264 til 241 f.Kr.), over Sicilien; anden puniske krig (218 til 201 f.Kr.), hvor Hannibal invaderede Europa og Italien; og tredje puniske krig (149 til 146 f.Kr.), over Karthago selv. Byen tabte de to første krige, og i den tredje blev byen ødelagt, og derefter blev området omgjort til den romerske provins Africa med støtte fra de det berbiske kongerige Numidia. Provinsen Africa blev en betydelig leverandør af hvede, oliven, og olivenolie til det romerske kejserrige. To århundreder senere bragte Rom de berbiske kongeriger Numidia og Mauretania under sit herredømme. I 420-tallet e.Kr. invaderede de germanske vandaler Nordafrika og Rom tabte sine provinser. De berbiske kongeriger genvandt også deres uafhængighed.[36]

Kristendommen fik et fodfæste i afrikanske Alexandria allerede i 100-tallet e.Kr. og spredte sig til det nordvestlige Afrika. Ved 313 med Milanoediktet var hele Nordafrika blevet kristnet. Egypterne tilpassede sig monofysitisk kristendom og dannede den uafhængige (i henhold til biskoppen i Rom og den østromerske kejseren i Konstantinopel) koptiske kirke. Berberne tilpassede sig donatistisk kristendom. Begge grupper nægtede at acceptere den romersk-katolske kirkes autoritet.

Berbere[redigér | redigér wikikode]

Masinissa, storkongen og den som samlede Numidia

Mens magten og indflydelsen fra Karthago voksede, blev dens indvirkning på den indfødte befolkning meget stor. Den berbiske civilisation var allerede i et stadium, hvor jordbrug, tilvirkning, handel, og politisk organisering støttede flere stater. Handelsforbindelserne mellem Karthago og berberne i det indre af Afrika voksede, men Karthagos ekspansion førte også til, at der blev taget berbere til slaveri eller som rekrutter til den kartagiske hær og til afpresning af tributter fra andre. I begyndelsen af 300-tallet f.Kr. udgjorde berberne en af de største andele, sammen med gallere, i den kartagiske hær. I lejesoldaternes krig deltog berbiske soldater fra 241 til 238 f.Kr. efter ikke at være blevet betalt som følge af Karthagos nederlag i den første puniske krig.

Berberne formåede i at få kontrol over meget af Karthagos nordafrikanske områder, og de prægede mønter som bar navnet Libya, et navn som blev benyttet af grækerne for at beskrive de indfødte i Nordafrika. Den kartagiske stats tilbagegang grundet de successive nederlag overfor romerne i de puniske krige førte til, at byen Karthago blev ødelagt. Mens Karthagos magt mindskede, voksede de berbiske riger i indlandet. To af dem blev etableret i Numidia bag de kystområder, som Karthago kontrollerede. Vest for Numidia lå Mauretanien som strakte sig over floden Moulouya i Marokko og til Atlanterhavet. Højdepunktet til den berbiske civilisation, uovertruffen frem til muslimerne lagde den stedegne civilisationen i grus og erstattede den med en arabisk, blev opnået under styret under Masinissa i 100-tallet f.Kr. Efter hans død i 148 f.Kr. blev de berbiske kongeriger opdelt og genforenede flere gange. Masinissas slægt overlevede frem til år 24 e.Kr., da de tilbageværende berbiske områder blev underlagt Romerriget.[37]

Somalia[redigér | redigér wikikode]

Ruiner av Qa'ableh, et tidlig center for somalisk civilisation.

Forfædrene til det somaliske folket var en vigtig forbindelse i Afrikas horn i at knytte regionens handel med resten af den antikke verden. Somaliske søfolk og handelsmænd var de vigtigste leverandører af røgelse, myrra og krydderier. Det var værdifulde luksusvarer for antikkens egyptere, fønikere, mykenske grækere og babylonere.[38][39]

I klassisk tid blomstrede flere somaliske byer som Opone, Mosyllon og Malao og de konkurrerede med Saba, Partia og Kongeriget Aksum om den rige handel med den græsk-romerske verden.[40]

Romersk Nordafrika[redigér | redigér wikikode]

Afrikansk rødkander og vaser, 100- og 300-tallet.
Monumentale romerske gravanlæg i Ghirza i den libyske ørken.[41]

Stigende urbanisering og bydannelser under romersk styre førte til omfattende omlokalisering af det berbiske samfund. Nomadestammer blev tvungne til bosætte sig eller flytte fra traditionelle strejfeområder. Fastboende stammer mistede sit selvstyre. Berbisk modstand mod romersk overherredømme var nærmest vedvarende. Den romerske kejser Trajan etablerede en grænse i syd ved bjerglene Aurès og Nemencha og byggede en række fæstninger fra Vescera (nu Biskra) til Ad Majores sydøst for Biskra. Forsvarslinjen strakte sig så langt som til Castellum Dimmidi (nu Messaad, sydvest for Biskra), romersk Algeries fæstning som lå længst mod syd. Romerne bosatte sig og udviklede området omkring Sitifis (nu Sétif) i 100-tallet, men længere vest på strakte Roms indflydelse sig ikke, bortset fra langs kysten, og militære hovedveje blev ikke bygget før langt senere.

Romersk militær tilstedeværelse i Nordafrika var relativ lille, bestående af 28.000 tropper og hjælpetropper i Numidia og to provinser i Mauretania. Begyndende i 100-tallet e.Kr. blev disse garnisoner hovedsagelig bemandede af lokale soldater.

Med undtagelse af Kartago skete urbaniseringen i Nordafrika delvis med etableringen af veteransoldater under de romerske kejsere Claudius, Nerva, og Trajan. I Algeriet omfattede sådanne bosætninger Tipasa, Cuicul eller Curculum (nu Djémila, nordøst for Sétif), Thamugadi (nu Timgad, sydøst for Sétif), og Sitifis (nu Sétif). Velstanden i de fleste byer var afhængig af jordbrug. Nordafrika blev kaldt for "romerrigets kornmagasin" ved at være blandt de største leverandører af korn til riget (Egypten var en anden vigtig leverandør), og som blev eksporteret til provinser, som ikke selv producerede korn, særlig Italien og Hellas. Andre avlinger var frugt, figen, druer og bønner. I 100-tallet blev olivenolie også eksporteret.

Begyndelsen på nedgangen var mindre alvorlig i Nordafrika end andre steder. Der var oprør, og i 238 gjorde landejerne et mislykket oprør mod kejserens skattepolitik. Sporadiske stammeoprør i bjergene i Mauretania fulgte fra 253 til 288. Byerne havde økonomiske vanskeligheder og næsten al byggeaktivitet ophørte.

Byerne i romerske Nordafrika havde en betydelig jødisk befolkning. En del jøder var blevet deporteret fra Judea i 100- og 200-tallet grundet oprør mod romersk styre. Andre var kommet tidligere med fønikiske bosættere. Endvidere var en række berbiske stammer konverteret til jødedommen. Kristendommen kom i slutningen af 100-tallet og skaffede sig snart tilhængere i byerne. Mere end 80 biskopper, en del fra de fjerne grænseregioner i Numidia, deltog i kirkemødet i Kartago i 256. Ved slutningen af 300-tallet var de bosatte områder blevet kristnet, og en del af de berbiske stammer konverterede samlet.

En andel af kirken som blev kendt som donatister begyndte i 313 blandt de kristne i Nordafrika. Donatister (efter Donatus, biskop i 315) hævdede, at præsten, som forvaltede sakramenterne, var afhængig af hans moralske tilstand. Spørgsmålet hvilede på hvad, man skulle gøre med de præster og biskoper, som ikke havde vist moralsk mod under kristenforfølgelserne, og donatisterne ville ikke slippe dem ind i kirken. Biskoppen i Rom (paven) havde et andet syn og fordømte donatisterne som kættere. Donatisterne modsatte sig også kejser Konstantins deltagelse i kirkens affærer, i modsætning til de fleste kristne, som ønskede officiel anerkendelse fra kejseren. Den mest artikulerede nordafrikanske kritiker af donatisterne var Augustin af Hippo. Selv om striden med donatisterne blev løst med en beslutning i Karthago i 411, fortsatte donatistiske samfund at eksistere så sent som i slutningen af 500-tallet.

Nedgangen i handelen svækkede romersk kontrol. Uafhængige kongedømmer opstod i bjergrige og ørkenområder, byer blev overtaget, og berberne, som var blevet presset ud i rigets yderkanter, kom tilbage.

Belisarius, general for den byzantinske kejser Justinian I den Store i Konstantinopel, gik i land i Nordafrika i 533 med 16.000 mænd og i løbet af et år knuste han det vandalske kongerige. Lokal modstand forsinkede fuldstændig byzantinsk kontrol af regionen i tyve år, men den blev genoprettet, skønt kun en skygge af hvad den havde været under Rom. Til trods for at en imponerende række af befæstninger blev bygget, blev byzantinsk styre kompromitteret af korruption, udygtighed, militær svaghed og mangel på større interesse i Konstantinopel for de afrikanske affærer, hvilket gjorde det enkelt for araberne under de senere muslimske erobringer.

Aksum[redigér | redigér wikikode]

Udstrækningen af kongeriget Aksum i nordlige Etiopien i tiden 100–940 e.Kr.
Amfora fra Asmara under Aksum.

Den tidligste statsdannelse i Eritrea og det nordlige Etiopien var D'mt, dateret til omkring 700- og 600-tallet f.Kr. D'mt drev handel via Det Røde Hav med Egypten og Middelhavet, særlig med røgelse. I 400-tallet f.Kr. havde riget haft tilbagegang og flere efterfølgere dukkede op. Senere kom det i gang større handel med det sydlige Arabien, hovedsagelig via havnen i Saba. Adulis blev et vigtigt handelscenter på de etiopiske højlande. Samhandel mellem folkene i de to regioner, sydarabiske Saba og nordlige etiopiere, resulterede i Ge'ezkulturen og sprog, og til sidst til udviklingen af en egen Ge'ez-skrift. Handelsforbindelserne voksede og ekspanderede fra Det Røde Hav og til Middelhavet med Egypten, Hellas, og Rom, og til Sortehavet og til Persien, Indien og helt til Kina. Kongeriget Aksum blev kendt i disse landområder. I 400-tallet f.Kr. var regionen meget fremgangsrig, eksporterede elfenben, skind fra flodheste, guldstøv, krydder og levende elefanter. Landet importerede sølv, guld, olivenolie og vin. Aksum fremstillede krystalglas, messing, og kobber for eksport. Et mægtigt Aksum stod frem, forenede dele af Sudan, det nordlige Etiopien (Tigray) og Eritrea. Dets konger byggede store paladslignende bygninger af sten og blev gravlagte under store megalitiske monumenter. I 300 e.Kr. prægede Aksum sine egne mønter i sølv og guld.[42]

I 331 e.Kr. konverterede kong Ezana (320–350 e.Kr.) til monofysitisk kristendom, efter sigende ved græske Frumentius og Ædesius som var strandet på kysten af Det Røde Hav. En del forskere mener, at processen var langt mere kompleks og gradvis end blot et enkelt bytte af religion. I tiden omkring 350, da Ezana angreb og plyndrede Meroë, havde også klostertraditionen slået rødder indenfor den etiopiske kirke.[43]

I 500-tallet var Aksum mægtig nok til at lægge Saba på den arabiske halvø under sit rige. Mod slutningen af 500-tallet pressede perserne Aksum ud af Arabien. Med spredningen af islam gennem det vestlige Asien og nordlige Afrika, blev Aksums handelsnetværk i Middelhavet lukket. Handelen ved Det Røde Hav mindskede, da den blev afledet til Den Persiske Bugt og domineret af arabere. Det førte til en tilbagegang for Aksum. Ved 800 blev hovedstaden flyttet mod syd til bjergene i indlandet, og Aksum var blevet en skygge af sin tidligere storhed.[44]

Vestafrika[redigér | redigér wikikode]

Kongehoved støbt i bronze fra Ife, dateret til ca. 1100-tallet, i dag i British Museum.

I vestlige Sahel var væksten af bosatte samfund hovedsagelig resultatet af domesticering af avlinger som hirse og sorghum (durra). Arkæologi har påvist betydelige befolkninger i Vestafrika i begyndelsen af 1000-tallet f.Kr. Symbiotiske handelsforbindelser udviklede før den trans-sahariske handel kom i gang som svar på de muligheder tilbudt ved nord-syd-mangfoldighed i økosystemerne på tværs af ørken, græsland og skov. Jordbruget modtog salt fra ørkennomaderne og disse fik kød og andre madvarer fra jordbrugerne på græslandet og fra fiskerne ved floden Niger. De, som boede i skovområderne, skaffede skind og kød.[45]

Tichitt (Dhar Tichitt) og Oualata i Mauritania var særlig fremstående blandt de tidlige byområder, daterede til 2.000 f.Kr. Der er fundet levninger af omkring 500 stenbosætninger i den tidligere savanne i Sahara. Dets folk drev fiskeri og dyrkede hirse. Det er blevet afdækket at soninkefolket indenfor mandéfolket var ansvarlige for bygningen af sådanne bosætninger. En gang omkring 300 f.Kr. blev regionen mere udtørret og grundlaget for bosætninger blev vanskeligere, og folketallet sank. Mange synes at være flyttet til Koumbi Saleh længere mod syd. Med henvisning til arkitektur og keramik er det antaget, at Tichitt var beslægtet med det senere Ghanarige.

1 = 3000 - 1500 f.Kr. oprindelse
2 = ca. 1500 f.Kr. første folkevandringer
2.a = østlige bantu,
2.b = Vestlige bantu
3 = 1000 - 500 f.Kr. Urewe-kernen af østlige bantu
4 - 7 = sydlig spredning
9 = 500 f.Kr. - 0 Kongokernen
10 = 0 - 1000 e.Kr. sidste fase[46]

Gamle Jenne (senere Djenné) i nutidens Mali begyndte at blive bofast i tiden omkring 300 f.Kr. De producerede jern og havde en betydelig befolkning, hvilket er synbart ved tætte gravpladser. Boliger blev fremstillede af soltørrede lersten. Ved 250 f.Kr. var Jenne en stor, blomstrende markedsby.[47][48]

Længere sydpå i det centrale Nigeria i tiden omkring 1.000 f.Kr. udviklede Nokkulturen sig på Josplateauet. Det var et meget centraliseret samfund. Nokfolket frembragte små, naturtro terrakottafigurer, herunder menneskehoveder, elefanter og andre dyrefigurer. Ved 500 f.Kr. havde de kundskab om jernsmeltning. Ved 200 e.Kr. var Nokkulturen derimod forsvundet. Baseret på stilistiske sammenligninger med Nokkulturens terrakottafigurer, kan det synes som om traditionen fortsatte i bronzefigurer i Ife og Benin.[49]

Bantuekspansionen[redigér | redigér wikikode]

Bantuekspansionen var en afgørende folkevandring i afrikansk historie og bosætningen af kontinentet. Folk, som talte bantusprog (en gren af Niger-Congo sprog) begyndte i 1000-tallet f.Kr. at sprede sig fra Kamerun og østover til regionen med de store afrikanske indsøer, og derfra til de sydlige og østlige dele af Afrika. En tidlig ekspansion gik sydover til den øvre del af Zambezidalen i 100-tallet f.Kr. Derefter spredte bantufolk sig vestover mod savannerne i nutidens Angola og østover ind i Malawi, Zambia, og Zimbabwe i 100-tallet e.Kr.

Den næste store folkevandring fra de store indsøer gik østover for henved 2000 år siden, og spredte sig langs kysten af Det Indiske Ocean i Kenya og Tanzania. Den østlige gruppe mødte til sidst den sydlige folkevandring fra de store indsøer i Malawi, Zambia, og Zimbabwe. Begge grupper fortsatte sydover mens de østlige grupper fortsatte til Mosambique og nåede Maputo i 100-tallet e.Kr. og ekspanderede videre så langt som til Durban. Ved slutningen af 900-tallet e.Kr. havde ekspansionen nået til den store Keiflod i Sydafrika. Sorghum, en betydelig afgrøde som var vigtig for bantufolkene, kunne dog ikke trives under vinterregnen i Namibia og vestlige Kap-provinsen. De oprindelige khoisanfolk bosatte sig i de tilbageværende dele af det sydlige Afrika.[50]

Fra 500 til 1800[redigér | redigér wikikode]

Nordafrika[redigér | redigér wikikode]

Maghreb (vest)[redigér | redigér wikikode]

Ved 711 e.Kr. havde arabiske muslimer erobret hele Nordafrika. Ved 900-tallet var henimod hele befolkningen i Nordafrika muslimsk.[51]

Ved 800-tallet kom den enighed, som havde båret den islamiske erobring af Nordafrika og ekspansionen af islamisk kultur, til en afslutning. Der opstod konflikt mellem hvem som skulle være efterfølgeren til profeten. Umayyade-kalifatet havde oprindelig taget kontrol over kalifatet med deres hovedstad i Damaskus. Senere have abbasiderne taget kontrol, flyttet hovedstaden til Bagdad. Berberfolket, som traditionelt var uafhængig til sinds og fjendtlig til ydre indblanding i deres affærer og til arabisk eneret til ortodoks islam, adopterede shiaislam og kharijitisk islam, begge dele betragtet som uortodoks og fjendtlig indstillet til abbaside-kalifatet. Talrige kharijitiske kongedømmer kom og faldt i løbet af 700- og 800-tallet, og som hævdede deres uafhængighed fra Bagdad. Tidlig i 900-tallet grundlagde shiaislamitiske grupper fra Syrien, som hævdede at nedstamme fra Muhammeds datter Fatima af fatimide-slægten i Maghreb. Ved 950 havde de erobret hele Maghreb, og videre østover blev også hele Egypten erobret ved 969. De var umiddelbart brudt fri fra Bagdad.[52]

Atlasbjergene skiller Sahara fra havet.
Almohaddynastiets største udbredelse, ca. 120.0

I et forsøg på påføre en renere form for islamsanhajaberberne, grundlagde Abdallah ben Jasin bevægelsen almoraviderne i nutidens Mauritanien og vestlige Sahara. Sanhajaberberne, som soninkefolket, praktiserede en stedegen religion ved siden islam. Abdallah ben Jasin fandt modne konvertitter i den berbiske stamme lamtunasanhajaerne, som var domineret af soninkefolket i syd og zenataberberne i nord. Ved 1040-tallet var alle lamtunaerne tilsyneladende konverterede til almoraviderne. Ved hjælp af Yahya ibn Umar og hans broder Abu Bakr ibn Umar, sønner af en lamtunahøvding, skabte almoraviderne et rige, som strakte sig fra Sahel til Middelhavet. Efter, at Abdallah ben Jasin og Yahya ibn Umar var døde, delte Abu Bakr riget i to halvdele, den ene del tog han selv og den anden blev givet til Yusuf ibn Tashfin. Abu Bakr tog den sydlige del for at fortsætte med at føre krig mod soninkefolket, og Yusuf ibn Tashfin tog den nordlige del, og ekspanderede snart ind i Europa via det sydlige Spanien. Da Abu Bakr døde i 1087, ophørte enigheden, og det førte til voksende militær uoverensstemmelse i syd. Soninkefolket fik fremgang og tog sine områder tilbage.[53]

I løbet af 900-1200-tallet var det en storstilet udflytning af arabiske beduiner fra den arabiske halvø. I tiden omkring 1050 havde en kvart million arabiske nomader fra Egyptet bevæget sig ind i Maghreb. De, som fulgte nordkysten, blev omtalt som Banu Hilal, og de, som gik syd for Atlasbjergene blev kaldt for Banu Sulaym. Denne folkevandring spredte med sig arabisk sprog og førte til stagnation og tilbagegang for berbisk sprog, foruden at Nordafrika blev stærkt præget arabisk kultur og religion. En senere berbisk gruppe, Hawwara, som var blevet stærkt præget af arabisk kultur, drog sydover til Nubien via Egypten.[54]

Almohademinareten i Safi.

I 1140-tallet erklærede Abd al-Mu'min jihad (religiøs krig) mod almoraviderne ved at anklage dem for dekadence og korruption. Han forenede de nordlige berbere mod almoraviderne, styrtede deres styre og oprettede derefter almohadernes rige. I løbet af denne periode blev Maghreb fuldstændig muslimsk, men også læse- og skrivekyndighed, udviklingen af algebra, brugen af tallet 0 og decimaler. Ved 1200-tallet havde derimod almohadernes stat delt sig i tre rivaliserende stater. Muslimske stater i Spanien blev forvist af de kristne kongedømmer Castillien, Aragón og Portugal. Omkring 1415 var Portugal engageret i en reconquista af Nordafrika ved at erobre Ceuta og i senere århundreder skaffede Portugal og Spanien sig andre havne på den nordafrikanske kyst. I 1492 besejrede Spanien muslimerne i Granada og afsluttede således muslimernes dominans af det sydlige Iberia.[55]

Portugal og Spanien tog havnene i Tanger, Alger, Tripoli og Tunis. Det førte dem i direkte konflikt med Det osmanniske rige som generobrede havnene ved at benytte tyrkiske pirater. De tyrkiske korsarer benyttet derefter havnene for at angribe særlig skibe fra kristne nationer, en betydelig kilde for bytte for byerne. Teknisk set var Nordafrika underlagt Det osmanniske rige, men i praksis styrede Istanbul kun kystbyerne. Tripoli havde udbytte af handelen med Bornostaten i det som i dag er det nordøstlige Nigeria. Tripoli handlede med heste, skydevåben og rustninger for slaver.[56]

I 1500-tallet erobrede en arabisk nomadestamme, som hævdede at nedstamme fra Muhammads datter, saʿdiene, erobrede og forenede Marokko. De forhindrede Det osmanniske rige i at nå frem til Atlanterhavet og forviste Portugal fra Marokkos vestkyst. Ahmad al-Mansur bragte staten til højden af sin magt. Han invaderede Songhairiget ved Niger i nutidens Mali i 1591 for at tage kontrol over guldhandelen. Denne var blevet afledt til vestkysten af Afrika for at kunne handle med europæiske skibe, og østover til Tunis. Marokkos hold på Songhai mindskede i 1600-tallet. I 1603, efter Ahmads død, blev kongedømmet delt i to sultanater, Fes og Marrakech. Senere blev det genforenet ved Moulay al-Rashid, grundlægger af alavitdynastiet (1672–1727). Hans broder og efterfølger Ismail ibn Sharif (1672–1727), forstærkede landets enhed ved at importere slaver fra Sudan for at opbygge militæret.[57]

Egypten[redigér | redigér wikikode]

Fatimidekalifatet.
Saladin afbildet på en dirhammønt, ca. 1190.

I 642 e.Kr. blev det byzantinske Egypten angrebet og erobret af arabiske muslimer.[51] Egypten under Fatimide-kalifatet var fremgangsrigt. Damme og kanaler blev reparerede, og produktionen af hvede, byg, hør og bomuld voksede. Egypten blev en betydelig producent af tøj af hør og bomuld, og dens handel i Middelhavet og Det Røde Hav voksede. Egypten prægede også en guldvaluta kaldet for fatimidedinarer, som blev benyttet for international handel. Det meste af indtægterne kom dog fra at beskatte fellahin, ordinære bønder, og skattetrykket var højt. Indsamlingen af skat blev lejet ud til berbiske overherrer som var soldater som havde deltaget i fatimidiske erobringer i 969. Disse overherrer betalte en andel af den indsamlede skat til kalifferne og beholdt resten. Til sidst blev de landejere og blev et jordbrugsaristokrati som fortsatte at udbytte bønderne.[58]

For at opfylde militæret blev der benyttet mameluk-tyrkiske slaver som kavalerister og sudanesiske slaver som infanteri. Berbiske frimænd blev også rekrutterede. I 1150-erne gik skatteindtægtrene fra bønderne ned. Soldatene gjorde oprør og hærgede rundt i bygderne, hvilket mindskede handelen, og mindsket magten og autoriteten hos kalifferne.[59]

I løbet af 1160-tallet blev fatimidiske Egypten truet af europæiske korsfarere. Ud af denne trussel stod en kurdisk general ved navn Saladin frem med en gruppe professionelle soldater som den mest fremstående muslimske forsvarer. Saladin besejrede korsfarerne ved Egyptens grænser og generobrede Jerusalem i 1187. Da fatimidekaliffen døde i 1171, overtog Saladin selv magten i Egypten og oprettede Ayyubide-dynastiet. Under hans styre gik Egypten tilbage til sunniislam. Kairo blev et vigtigt center for arabisk-islamisk lærdom, og mamlukslaver blev i stigende grad rekrutterede fra Tyrkiet og det sydlige Rusland til militærtjeneste. Støtten for militæret var knyttet til iqta, en form for landskat som soldaterne blev givet ejerskab til i bytte for militærtjeneste.[60]

Over tid blev også mamlukksoldaterne et mægtigt aristokrati af landejere og til en grad at de frigjorde sig fra Ayyubide-dynastiet i 1250 og etablerede et mamlukdynasti. De mægtigere mamlukker blev omtalt som amirer. I 250 år kontrollerede mamlukkerne alt i Egypten under et militærdiktatur. Egypten udvidede sine områder til Syrien og Palæstina, slog korsfarerne tilbage og forhindrede en mongolsk invasion i 1260 i slaget ved Ain Jalut. Mamlukkiske Egypten blev set som en beskytter af islam og af Medina og Mekka. Til sidst gik iqta-systemet tilbage og viste sig upålideligt for at understøtte militæret. Jordbrugsproduktionen gik ned, og damme og kanaler forfaldt. Mamlukkernes tidligere militære dyktighed og teknologi kunne heller ikke holde følge med nye teknologier som geværer og kanoner.[61]

Med væksten for Det osmanniske rige blev Egypten med enkelhed besejret. I 1517 blev Egypten en del af Det osmanniske rige. Istanbul fornyede iqta-systemet. Handelen blev genetableret i Det Røde Hav, men kunne ikke fuldstændig forbindes med handelen i Det Indiske Ocean på grund af den voksende portugisiske tilstedeværelse. I løbet af 1600- og 1700-tallet fik arvelige aristokratiske mamlukker magten tilbage. De ledende mamlukker blev omtalte som beyer. Pashaer (vicekonger) repræsenterede myndigheden i Istanbul kun til navnet og herskede stort set uafhængigt. I løbet af 1700-tallet blev dynastier af pashaer etablerede. Myndighederne var svage og korrupte.[62]

I 1798 invaderede Napoléon Bonaparte Egypten. De lokale styrker havde liden evne til at stå imod den franske erobring. Imidlertid formåede Storbritannien og Det osmanniske rige i fællesskab at fjerne franskmændene i 1801. Disse hændelser markerede begyndelsen på 1800-tallets britiske og franske strid om Egypten.[63]

Afrikas horn[redigér | redigér wikikode]

Somalia[redigér | redigér wikikode]

Fæstningen i Gondershe i Somalia var vigtig i middelalderen.

Islams fødsel på den modsatte side af Somalias Rødehavskyst betød, at somaliske handelsmænd og søfolk, som levede på den arabiske halvø, gradvis kom under indflydelsen af den nye religion via deres konverterede arabisk-muslimske handelspartnere. Med udvandringen af muslimske familier fra den islamiske verden til Somalia i islams første århundreder og med aktiv konvertering blev de gamle somaliske bystater, Mogadishu, Berbera, Zeila, Barawa og Merka, efterhånden også muslimske.[64][65] Byen Mogadishu blev efterhånden kendt som "islams by"[66] og kontrollerede den østafrikanske guldhandel i flere århundreder.[67]

I løbet af denne periode blomstrede sultanaterne Merca, Mogadishu, Barawa, Hobyo og deres respektive havne og havde en lukrativ udenlandshandel med skibe som sejlede til og fra Arabien, Indien, Venezia,[68] Persien, Egypten, Portugal og så langt bort som Kina. Vasco da Gama, som passerede Mogadishu i 1400-tallet, mærkede sig, at det var en stor by med med fire til fem etager høje huse og store paladser i centrum, desuden med mange moskeer.[69]

1500-tallet bemærkede portugiseren Duarte Barbosa at mange skibe fra kongeriget Cambay i nutidens Indien sejlede til Mogadishu varer som tekstiler og krydder og handlet guld, voks, og elfenben. Barbosa framhævede også tilgængeligheden af kød, hvede, byg, heste, og frugt i markederne ved kysten og som skaffede store indtægter for handelsstanden.[70] Mogadishu var et center for væveindustrien kendt som toob benadir, specialiseret for markederne i Egypten og Syrien,[71] sammen med Merca og Barawa, fungerede som transitstop for swahiliske handelsmænd fra Mombasa og Malindi og for guldhandelen fra Kilwa.[72] Jødiske handelsmænd fra Hormuzstrædet bragte deres indiske tekstiler og frugt til den somaliske kyst i bytte for korn og tømmer.[73]

Handelsforbindelser blev etablerede med Malakka i Malaysia i 1400-tallet,[74] og tekstiler, ambra og porcelæn var de vigtigste varer.[75] Giraffer, zebraer og røgelse blev også eksporteret til Ming-dynastiets Kina som etablerede somaliske handelsmænd som ledere i handelen mellem Asien og Afrika og påvirkede kinesisk sprog med låneord fra somalisk under processen.[76] Hinduistiske handelsmænd fra Surat og sydøstlige afrikanere fra øen Pate ud for Kenya forsøgte at omgå den portugisiske blokade og indblanding fra Oman ved at benytte havnene i Somalia som Merca og Barawa.[77]

Etiopien[redigér | redigér wikikode]

Kong Fasilides' fæstning i Gonder.

Zagwedynastiet herskede i mange dele af det, som er nutidens Etiopien og Eritrea fra omkring 1137 til 1270. Navnet på dynastiet kommer fra det kusjittalende agawfolket i nordlige Etiopien. Fra 1270 og videre i mange århundreder styrede salomoske dynasti (som hævdede at nedstamme fra kong Salomo i oldtidens Israel) det etiopiske kejserrige.

Tidlig i 1400-tallet søgte Etiopien oprette diplomatisk kontakt med europæiske kongeriger for første gang siden aksumisk tid. Et brev fra kong Henrik IV af England til kejseren af Abyssinien har blevet bevaret.[78] I 1428 sendte kejser Yeshaq I to sendebud til Alfonso V af Aragón, som sendte sendebud den modsatte vej, men de formåede ikke at fuldføre rejsen.[79]

De første jævnlige forbindelser med et europæisk land begyndte i 1508 med Portugal under kejser Lebna Dengel som da akkurat havde arvet den etiopiske tronen efter sin fader.[80] De viste sig at være en betydningsfuld udvikling, da Etiopien stadig var under angreb fra muslimske styrker fra sultanatet Adal, ledet af Ahmad ibn Ibrihim al-Ghazi. Portugal gav støtte til den etiopiske kejser ved at sende våben og en styrke på fire hundrede mænd, som hjalp hans søn Gelawdewos at besejre Ahmad og trygge det etiopiske styre.[81] Dette var også den første krig i regionen hvor Det osmanniske rige og Portugal tog side i konflikten.

Da kejser Susenyos I konverterede til romersk katolicisme i 1624, fulgte der år med oprør og uro og med tusindvis af døde.[82] Jesuitiske missionærer havde tilbudt den europæiske katolske tro til lokale etiopiere, og den 25. juni 1632 erklærede Susenyos' søn, Fasilides at statsreligionen igen skulle være den etiopisk-ortodokse kirke og udviste jesuitermissionærerne og andre europæere.[83][84]

Østafrika[redigér | redigér wikikode]

Kristne og muslimske Nubien[redigér | redigér wikikode]

Det kristne Nubien og Nilens katarakter.

Efter, at Ezana fra etiopiske Aksum angreb og hærgede byen Meroë, flyttede folket tilknyttet til Ballana videre ind i Nubien fra sydvest og oprettede efterhånden tre kongeriger: Makuria, Nobatia, og Alodia. De kom til at herske i henved 200 år. Makuria lå over tredje katarakt og med hovedstad i Dongola. Nobadia lå i nord med hovedstad i Faras, og Alodia lå i syd med hovedstad i Soba. Makuria blev til sidst opslugt af Nobadia. Folket i regionen konverterede til den monofysitiske kristendom en gang mellem 500 og 600. Kirken begyndte først at skrive på koptisk, derefter på græsk og til sidst på gammelnubisk, et nilsaharisk sprog. Kirken var sammenstillet med koptisk kristendom.[85][86]

Ved 641 blev Egypten erobret af muslimske arabere. Det blokkerede effektivt det kristne Nubien og Aksum fra den kristne verden ved Middelhavet. I 651-652 invaderede muslimerne fra Egypten også det kristne Nubien, men blev solidt besejret af nubiske bueskyttere. Bakt-aftalen blev indgået som anerkendte Nubien og regulerede handelen. Aftalen kontrollerte forholdene mellem det kristne Nubien og muslimske Egypten i omkring 600 år.[87]

Ved 1200-tallet begyndte det kristne Nubien at få tilbagegang. Monarkiets autoritet blev undermineret af kirken og adelen. Arabiske beduinstammer begyndte at infiltrere landet og førte til yderligere uro. Fakirer, såkaldte hellige mænd som praktiserede sufisme, indførte islam til Nubia. Ved 1366 var Nubien blevet opdelt i små lensriger og blev da invaderet af mamelukker fra Egypten. I løbet af 1400-tallet strømmede der arabere ind i landet som blandede sig med den lokale befolkning. Omgivelserne blev efterhånden præget af arabisk kultur, sprog og religiøs praksis. Ved 1500-tallet var Makuria og Nobadia underkastet islam. På 1500-tallet ledede Abdallah Jamma en arabisk sammenslutning som ødelagde Soba, hovedstaden i Alodia, den sidste del af det kristne Nubien. Senere faldt Alodia for Sultanatet Sennar.[88]

I løbet af 1400-tallet udvandrede funjfolket nord til Alodia og okkuperede landet. Mellem 1504 og 1505 ekspanderede kongeriget og nåede sit højdepunkt ved etableringen af hovedstaden ved Sennar i nutidens Sudan under Badi II Abu Daqn (ca. 1644–1680). Ved slutningen af århundredet var også funjerne konverteret til islam. De pressede deres rige vestover mod Kordofan. De ekspanderede østover, men blev bremset af Etiopien. De kontrollerede Nubien ned til tredje katarakt. Økonomien var afhængig af besejrede fjender til fylde hæren og på handelsmænd, som rejste gennem Sennar. Under Badi IV (1724–1762) vendte hæren sig mod kongen, og reducerede ham til ingenting andet et galionsfigur. I 1821 blev funjerne erobrede af Muhammad Ali (1805–1849), pasha af Egypten.[89][90]

Swahilikysten[redigér | redigér wikikode]

En traditionel swahilidør i Zanzibar.

Historisk set har Swahilifolket været udbredt så langt mod nord som nordlige Kenya og så langt syd på som floden Rovuma i Mosambique. Arabiske geografer omtalte Swahilikysten som landet for zanj, "de sorte".[91]

Selv om det tidligere har været fremsat teorier om, at de var efterkommere af persiske kolonister, er der enighed om, at de tilhører bantufolket, som havde samhandel med muslimske handelsmænd fra slutningen af 600-tallet og begyndelsen af 700-tallet.

Middelalderens swahiliske kongeriger er kendt for at have haft handelshavne på øer, beskrevet af græske historikere som "metropoliser", og for at have etableret regulære handelsruter[92] med den islamske verden og med Asia.[93] Havne som Mombasa, Zanzibar, og Kilwa[94] var kendte for kinesiske søfolk under Zheng He og middelalderens islamiske geografer som den berbiske rejsende Abu Abdullah ibn Battuta.[95] De vigtigste eksportvarer var elfenben, slaver, og guld. De handlede med Arabien, Indien, Persien og Kina.

Portugiserne ankom i 1498. Med det mål at skaffe sig økonomisk kontrol og foretage kristning af Swahilikysten angreb portugiserne Kilwa først i 1505 og andre byer senere. På grund af modstanden blev det portugisiske forsøg på at etablere kommerciel kontrol aldrig vellykket. Mod slutningen af 1600-tallet begyndte Portugals kontrol over kysten at svinde ind. Med hjælp af arabere fra Oman var den portugisiske tilstedeværelse ved 1729 fjernet. I stedet blev Swahilikysten til sidst en del af sultanatet Oman. Handelen begyndte at vokse igen, men nåede aldrig op på de tidligere niveauer.[96]

Urewe[redigér | redigér wikikode]

Urewekulturen udviklede sig og spredte sig i og rundt regionen Victoriasøen under den afrikanske jernalder. Kulturens tidligste daterede genstande er lokaliseret i Kageraregionen i Tanzania, og kulturen strakte sig så langt vest som Kivuregionen i Congo, så langt øst som til Nyanza og de vestlige provinser i Kenya, og nord ind i Uganda, Rwanda og Burundi. Steder urewekulturen er dateret fra tidlig jernalder, fra 400-tallet f.Kr. og frem til 500-tallet e.Kr.

Oprindelsen til urewekulturen er til sidst i bantuekspansionen med ophav i Kamerun. Forskning af tidlig jernaldercivilisationer i subsahariske Afrika er blevet gjort samtidig med studier på afrikansk lingvistik på bantuekspansionen. Urewekulturen synes at være blevet fuldt udviklet civilisation genkendbar ved dens særskilte, stilistiske lergods og meget tekniske og sofistikerede jernarbejdsteknikker. Givet nutidens kunnskabsniveau, synes det som om den ikke har udviklet sig eller ændret sig særligt i nær 2000 år. Imidlertid kan der blive observeret mindre lokale variationer i keramikken.

Urewe er navnet på et sted i Kenya, som blev kendt ved publikationen i 1948 af Mary Leakeys arkæologiske fund. Hun beskrev den tidlige jernalderperiode i regionen af de store indsøer, særlig omkring Victoriasøen.

Madagaskar og Merina[redigér | redigér wikikode]

Madagaskars topografi: vegetationen (venstre) og højdeforskjellene (højre).

Madagaskar blev åbenbart først bosat af folk fra det sydøstlige Asien fra før 500-tallet e.Kr. som talte austronesiske sprog. Derefter, en gang i 500- og 600-tallet, kom der en tilstrømning af bantutalende folk fra det østafrikanske fastland. Dette er fastslået ved arkæologiske og lingvistiske data. Austroneserne introducerede kultivering af bananer og ris, og bantufolket indførte tamkvæg og andre jordbrugspraksiser. Rundt 1000 blev det etableret arabiske indiske handelsbosætninger i den nordlige del af Madagaskar.[97] Ved 1300-tallet blev islam indført på øen ved arabiske handelsfolk. Madagaskar fungerede i den østafrikanske middelalder som en kontaktzone for andre swahiliske havnebyer som blandt andet Sofala, Kilwa, Mombasa, og Zanzibar.

Efter 1400-tallet opstod der flere kongeriger: Sakalavariget (1500-tallet) på vestkysten, Tsitambalariget (1600-tallet) på østkysten, og Merinariget (1400-tallet) i det centrale højland. Ved 1800-tallet kontrollerede Merina hele øen. I 1500 var portugiserne de første europæere på øen, og de angreb handelsbosætningerne.[98]

Derefter ankom briterne og senere franskmændene. I løbet af den sidste halvdel af 1600-tallet blev Madagaskar en populær base for pirater. Radama I (1810–1828) inviterede kristne missionærer til i 1800-tallet, men dronning Ranavalona I "den onde" (1828–1861) forbød kristendommen i riget, og måske 150.000 kristne omkom eller blev dræbt. Under Radama II (1861–1863) vendte landet sig i fransk retning. I 1895 under den andre franko-hova-krigen invaderede Frankrig øen, overtog Antsiranana (Diego Suarez) og erklærede at Madagaskar var et protektorat.[98]

Kitara og Bunyoro[redigér | redigér wikikode]

Statsdannelserne ved indsøplateauet.

Ved 1000 e.Kr. var flere statssamfund opståede på plateauet langs de store indsøer i Østafrika. De drev kvægdrift, dyrkning af korn og kultivering af bananer. Jordarbejder af ntusierne og bigoerne er repræsentative for en af de første statsdannelser, Bunyororiget, som den mundtlige tradition betinger var en del af Kitarariget som dominerede hele indsøregionen. En etnisk elite fra luofolket fra bitoklanen herskede over de bantutalende nyorofolk. Samfundet var i al væsentlighed præget af nyoroerne i dens kultur, baseret på vidnesbyrd fra keramik, bosætningsmønster og økonomisk specialisering.[99]

Bitoklanen hævdede, at overherredømmet var nedarvet fra Bachweziklanen, som det blev sagt havde hersket over Kitarariget. Imidlertid er der meget lidt kundskab om Kitara, og en del forskere har også betvivlet om de nogensinde har eksisteret. De fleste tidlige høvdinge i de ulige grupper i regionen synes at have nedstammet fra Bachwezi.[99]

Bugandariget[redigér | redigér wikikode]

Bugandariget blev grundlagt af gandafolket eller bagandafolket en gang i 1300-tallet e.Kr. Forfædrene til gandafolket kan have migreret til den nordvestlige del af Victoriasøen så tidlig som 1000 f.Kr. Buganda blev styret af kabakaerne (kongerne) af batakaer (klanledere). Over tid blev kongernes autoritet udvandet af batakaerne og sidstnævnte blev det centraliserede monarki. Ved 1500-tallet var kongeriget Buganda optaget af at ekspandere sine områder, men havde en alvorlig rival i Bunyororiget. Ved 1870-tallet var Bugandariget blevet velstående. Kabakaen (kongen) herskede med sit lukiko (ministerråd). Kongeriget havde en flåde bestående af op til hundrede skibe, hvert af dem bemandet af 30 mænd. Bugandariget fortrængte Bunyororiget som den mest betydningsfulde stat i regionen, men allerede i begyndelsen af 1900-tallet var riget blevet underlagt som en provins af det britiske protektorat Uganda.[100]

Rwanda[redigér | redigér wikikode]

Sydøst for Bunyororiget, nær Kivusøen på bunden af den vestlige riftdal, blev Rwandariget oprettet, måske i løbet af 1600-tallet. Tutsier var hyrdefolk, som dannede eliten og med en konge, som blev kaldt for mwami. Hutuer var jordbrugsfolk. Begge grupper talte samme bantusprog, men det var strenge sociale regler mod at gifte sig indbyrdes og andre former for samkvem. I henhold til den mundtlige tradition blev kongeriget Rwanda grundlagt af Mwami Ruganzu II (Ruganzu Ndori) (ca. 1600–1624), med hans hovedstad i nærheden af Kigali. Det tog 200 år for at opnå et virkelig centraliseret kongerige under mwami Kigeli IV (Kigeri Rwabugiri) (1840–1895). Underkastelsen af hutuerne viste sig langt vanskeligere end at underkaste tutsierne. Den sidste tutsihøvding gav op overfor mwami Mutara II (Mutara Rwogera) (1802–1853) i 1852, men den sidste hutuhøvding, som holdt, blev erobret i 1920-erne af mwami Yuhi V (Yuli Musinga) (1896–1931).[101]

Burundi[redigér | redigér wikikode]

Syd for kongeriget Rwanda var kongeriget Burundi. Det blev grundlagt af tutsihøvdingen Ntare Rushatsi (ca. 1657–1705). Som Rwanda var Burundi bygget på husdyr drevet af tutsier, afgrøder fra hutuer, erobringer og politiske nyvindinger. Under Mwami Ntari Rugaamba (ca. 1795–1852) drev Burundiriget en aggressiv ekspansionspolitik, men baseret mere på diplomati end på magt.[102]

Vestafrika[redigér | redigér wikikode]

Ghana[redigér | redigér wikikode]

Ghanariget på sit største.

Ghanariget kan være blevet etableret som en kongerige så tidlig som i 300-tallet e.Kr., oprettet blandt soninkefolket ved Dinge Cisse. Ghana blev første gang nævnt i skriftlige kilder af den arabiske geograf Al-Farazi i slutningen af 700-tallet. Ghana var beboet af byfolk og rurale bønder. De, som boede i urbane områder, var dem, som administrerede riget. De var også muslimer og ghana, kongen, som praktiserede den traditionelle religion. Der var to byer, en hvor de muslimske administratorer og berber-arabere boede, og som var forbundet med stenlagt vej til kongens residens. Bønderne boede i landsbyer, som var knyttet sammen i bredere politik som sværgede troskab til ghana, kongen. Ghana blev anset som guddommelig og fysiske velvære reflekterede hele samfundet. Ghanariget konverterede til islam en gang omkring år 1050 efter, at oasen Aoudaghost blev erobret.[103]

Ghanariget voksede sig rigt ved at beskatte den trans-sahariske handel som knyttede Tiaret og Sijilmasa til Aoudaghost. Ghana kontrollerede tilgangen til guldfelterne i Bambouk, sydøst for Koumbi Saleh. En procentandel af salt og guld, som blev fragtet gennem dets område, blev taget. Riget var ikke selv involveret i produktion.[104]

Ved 1000-tallet var Ghana i nedgang. Det var tidligere antaget, at det var plyndringen af Koumbi Saleh af muslimske berbere under almoraviderne i 1076 som var årsagen, men det anses ikke længere som rigtigt. Flere alternative forklaringer er fremsat. En vigtig årsag var at guldhandelen blev flyttet til Nigerfloden og Taghazavejen, og Ghanas påfølgende økonomiske nedgang. En anden årsag, som er blevet fremsat, er den politiske ustabilitet, som havde sin årsag i rivaliseringen blandt de forskellige arvelige positioner.[105] Riget ophørte i 1230, da Takrurriget i det nordlige Senegal overtog hovedstaden.[106][107]

Maliriget[redigér | redigér wikikode]

Maliriget på sit største.

Maliriget begyndte i 1200-tallet e.Kr., da en mande (mandingo), leder, Sundiata ("løveherre") fra Keitaklanen, besejrede Soumaoro Kanté fra susufolket eller sydlige Soninke i slaget ved Kirina en gang omkring 1235. Sundiata fortsatte sine erobringer fra de frugtbare skove og Nigerdalen, øst til Nigerbøjen, nord ind Sahara og vest til Atlanterhavet, og underlagde sig resterne af Ghanariget. Sundiata tog titlen mansa og etablerede sin hovedstad ved Niani.[108]

Selv om salt- og guldhandelen fortsatte at være vigtige for Maliriget var også jordbrug og husdyrhold afgørende. Produktionen af durra, hirse og ris var af stor betydning. Ved de nordlige grænser af Sahel græssede husdyr, får, geder og kameler. Mandesamfundet blev organiseret omkring landområder og landsbyer. En klynge med landsbyer blev kaldt for en kafu og styret af en farma. Farmaen betalte tribut til mansaen. En dedikeret hær af elitekavalerister og infanteri opretholdt orden, kommanderet af Det kongelige hof. Det var en betydelig hær, som kunne blive forøget fra skattepligtige regioner, hvis det var nødvendigt.[109]

Konverteringen til islam skete gradvist, da mansas magt var afhængig af at opretholde traditionelle trosforestillinger. Sundiata holdt islam på afstand. Senere blev mansaerne muslimer, men anerkendte fortsatte de traditionelle guddomme og deltog i traditionelle ritualer og fester. Islam blev en hofreligion under Sundiatas søn Uli I (1225–1270). Mansa Uli foretog en politisk pilgrimsrejse til Mekka og blev således anerkendt i den muslimske verden. Hoffet havde skivekyndige muslimer som sekretærer. Den muslimske rejsende Ibn Battuta efterlod sig farverige beskrivelser af Baliriget.[109]

Mali opnåede sin største tid og udstrækning i 1300-tallet, da mansa Musa (1312–1337) gjorde sin kendte hajj til Mekka med 500 slaver som efter sigende hver af dem skal have holdt en guldblok værd 500 mitqals.[110] Hans guld skal have devalueret guldværdien i mamelukkernes Egypten i et tiår. Musa gjorde et dybt indtryk på omverden, og han inviterede lærde og arkitekter til Mali som blandt andre Al Sahili.[109]

Maliriget fik en voksende lærdom og skive- og læsekyndighed. I 1285 tog Sakura, en frigivet slave, tronen. Denne mansa fordrev tuaregfolket fra Timbuktu og etablerede ørkenbyen som et center for lærdom og handel. Boghandelen voksede, og bogproduktion blev en meget respektabel og indtægtsgivende profession. Timbuktu og Djenné blev vigtige centre for lærdom indenfor den muslimske verden.[111]

Efter, at mansa Suleiman (1341–1360) havde styret, indtraf Malirigets nedgang. Mossifolkets kavaleri angreb den udsatte sydgrænse, mens tuaregfolket angreb de nordlige grænser for at generobre Timbuktu. Fulanifolket undergravede Malis autoritet i vest ved at etablere den uafhængige teokratiske stat Futa Toro, efterfølgere af det tidligere rige Tekrur. Alliancen med sererfolket og joloffolket. I årene 1545-1546 erobrede Songhairiget hovedstaden Niani. Efter 1599 mistede Maliriget guldfelterne i Bambouk, og gik da i opløsning til en række småriger styrede af høvdinge.[109]

Songhairiget[redigér | redigér wikikode]

Songhairiget, ca. 1500

Songhaifolket nedstammede fra fiskere fra den mellemste del af Nigerfloden. De etablerede deres hovedstad ved Kukiya i 800-tallet e.Kr. og ved Gao i 1100-tallet. Deres sprog var et nilosahariske sprog.[112]

Sonni Ali, en songhai, begyndte sin erobring ved at tage Timbuktu i 1468 fra tuaregfolket. Han udvidede sit rige mod nord, dybt ind i ørkenen, og pressede mossifolket endnu længere mod syd mod floden Niger, og udvidede også sydvest til Djenne. Hans hær bestod af kavaleri og en flåde af kanoner. Sonni Ali var ikke muslim, og han blev fremstillet meget negativt af berbisk-arabiske skriftlærde, særlig for at have angrebet muslimske Timbuktu. Efter hans død i 1492 blev hans arvinger afsatte af hærføreren Muhammad Ture, en muslim med oprindelse i soninkefolket.[113]

Muhammad Ture (1493–1528) grundlagde Askiyadynastiet, betegnelsen askiya var titlen på kongen. Han konsoliderede de eksisterende erobringer under Sonni Ali. Islam blev benyttet for øge sin autoritet ved at erklære jihad mod mossifolket, øgede den trans-sahariske handel, og blev en "skyggekalif" under abbasiderne i Kairo ved at blive erklæret som kalif af Sudan. Han etablerede Timbuktu som et stort center af islamisk lærdom. Han udvidede riget ved at presse tuaregfolket nordover, erobrede Aïr i øst, og erobrede det saltproducerende Taghaza. Han købte Hausarigerne ind i handelsnetværket for Songhairiget. Han centraliserede administrationen ved at vælge adminisrtatorer fra lojale tjenere og familiemedlemmer og placerede dem i de erobrede områder. De var ansvarlig for at samle lokale hærafdelinger. Centraliseringen gjorde Songhai meget stabilt, selv under tider med dynastiske stridigheder. Leo Africanus, en maurisk lærd, efterlod farverige beskrivelser af riget under Askiya Muhammad. Denne hersker blev afsat af sin søn i 1528. Efter yderligere rivalisering indenfor herskerfamilien blev det Muhammad Tures sidste sønn, Askiya Daoud (1529–1582), som overtog tronen.[114]

I 1591 invaderede Marokko Songhairiget under Ahmad al-Mansur fra Saadidynastiet for at sikre sig guldfelterne i Sahel. I slaget ved Tondibi blev hæren fra Songhairiget besejret. Marokkanerne erobrede Djenne, Gao, og Timbuktu, men de var ikke i stand til at dominere hele regionen. Askiya Nuhu og songhaihæren omgrupperede ved Dendi i hjertet af sit rige, og drev guerillakrig mod marokkanerne, særlig deres ressourcer da de var afhængige af forsyninger fra Marokko. Songhai blev fragmentert i flere stater i løbet af 1600-tallet.

Marokko fandt til sidst ud af, at undertrykkelsen af Songhai ikke betalte sig. Guldhandelen var blevet ledt til kysten for at sælge til europæere. Det meste af den trans-sahariske handel var blevet afledt øst til Bornu. Kostbart udstyr købt for guld måtte blive sendt gennem Sahara, hvilket ikke var holdbart. Marokkanerne, som forblev indgiftet med befolkningen og blev omtalt som aramfolket. De etablerede sig selv ved Timbuktu som en militærkaste med ulige len, uafhængig af Marokko. Midt i dette kaos begyndte andre grupper at opstå, blandt andet fulanifolket i Futa Tooro som trængte ind fra vest. Bambarariget, en af staterne, som var brudt ud fra Songhai, hærgede Gao. I 1737 massakrerede tuaregerne armafolket.[115][116]

Kanem-Bornu (Kanembu)[redigér | redigér wikikode]

Udstrækningen af middelalderens rige Kanem-Bornu.

En gang i 800-tallet e.Kr. blev det centralsudanske rige Kanem med hovedstad i Njimi oprettet af det nomadiske kanurifolket. Kanem-riget voksede ved at deltage i den trans-sahariske handel. De byttede slaver, som blev taget ved at angribe i syd mod heste fra Nordafrika, som igen blev benyttet for at skaffe sig flere slaver. Ved slutningen af 1000-tallet blev det islamiske Saifawadynastiet oprettet af Humei ibn Salamna. Dette dynasti herskede i 771 år.[115] Foruden handel var beskatning af lokale bønder omkring Kanem den vigtigste indtægtskilde. Riget nåede sit højeste under mai (konge) Dunama Dibalemi ibn Salma (1210–1248). Det blev rapporteret, at riget skal have kunnet stille 40.000 kavalerister, hvilket antagelig er overdrevet, og riget strakte sig fra Fezzan i nord til Saocivilisationen i syd. Islam blev fast befæstet i riget. Rejser til Mekka blev almindelige, og i Kairo var der oprettet egne hospits for rejsende fra Kanem.[117][118]

Omkring 1400 flyttede Saifawadynastiet sin hovedstad til Bornu, en skattepligtig stat sydvest for Tchad-søen med en ny hovedstad i Birni Ngarzagamu. Overgræsning havde fået græsningsområderne i Kanem til at tørre ud. Oveni var den politiske rivalisering med bilalafolket blevet for omfattende. At flytte til Bornu gjorde det samtidig lettere at udnytte den trans-sahariske handel og udvide handelsnetværket. Forbindelser til Hausastaterne blev også etableret, hvilket skaffede heste og salt fra Bilma i bytte for guld fra Akanfolket.[119] Mai Ali Gazi ibn Dunama (ca. 1475–1503) besejrede Bilma og genetablerede fuldstændig kontrol over Kanem.[120]

Tidlig i 1500-tallet befæstede Saifawadynastiet sit greb om befolkningen i Bornu efter stadige oprør. Den sidste halvdel af 1500-tallet moderniserede mai' Idris Alooma sit militær, i kontrast til Songhairiget. Tyrkiske lejesoldater blev benyttede for at træne hæren. Saifawadynastiet var de første monarker syd for Sahara, som importerede skytevåpen.[120] Riget kontrollerede hele Sahel fra grænserne ved Darfur i øst til Hausaland i vest. Venskabelige forbindelser blev etableret med Det osmanniske rige via Tripoli. Maiene udvekslede gaver med den osmanniske sultan.[121]

I 1600- og 1700-tallet er det ikke meget, som er kendt om Bornu. I løbet af 1700-tallet blev det et center for islamiske studier. Bornus hær blev gradvis svækket ved, at der ikke blev importeret nye våben,[119] og Kamembu var også begyndt at få tilbagegang. Magten hos mai blev undermineret af tørke og hunger, som blev stadig mere tyngende, oprør i kvægområderne i nord, voksende magt hos Hausastaterne, og import af skydevåben gjorde krigsføring stadig mere blodig. Ved 1841 var den sidste mai afsat og det langvarige Saifawadynasti kom til sin ende.[120]

Sokotokalifatet[redigér | redigér wikikode]

Fulanifolket var et vandrende folk. De bevægede sig fra Mauritanien og bosatte sig i Futa Tooro ved Senegalfloden og i Futa Djallon i højlandsregionen af Guinea, og til sidst til resten af Vestafrika. I 1300-tallet var de konverteret til islam. I 1500-tallet var de etableret ved Macina i det sydlige Mali. I 1670-erne erklærede de jihad mod alle ikke-muslimer. Flere stater blev formet af disse krige, ved Futa Toro, Futa Djallon, Macina, Oualia, og Bundu. Den vigtigste af disse stater var Sokotokalifatet, også kaldet for Fulaniriget.

I byen Gobir anklagede Usman dan Fodio (1754–1817) Hausalederskabet for at praktisere en ikke ren nok udgave af islam og i 1804 satte han i gang Fulanikrigen som jihad blandt en befolkning, som var rastløs og urolig på grund af høje skatter og misfornøjet med sine ledere. Jihadfeberen rasede over det nordlige Nigeria med stærk støtte blandt både fulanifolket og hausaerne. Usman skabte sig et rige som omfattede dele af det nordlige Nigeria, Benin og Kamerun og med Sokoto som hovedstad. Han trak sig derefter tilbage for at skrive og overlod riget til sin søn Muhammed Bello. Sokotokalifatet varede frem til 1903, da briterne erobrede det nordlige Nigeria.[122]

Skovrigerne[redigér | redigér wikikode]

Akankongedømmerne[redigér | redigér wikikode]

Ashantiernes farverige tekstilmønstre.

Akanfolkene talte et kwa-sprog, og det er antaget, at de kom fra østlige/centrale Afrika før de bosatte sig i Sahel.[123] I 1100-tallet blev akankongedømmet Bonoman (Bonostaten) etableret. I løbet af 1200-tallet, da guldminerne i nutidens Mali begyndte at tørre ud, begyndte Bonoman og senere andre Bonostater at vokse frem og blev betydelige aktører i guldhandelen. Det var Bonoman og andre akanriger som Denkyira, Akyem, Akwamu, som blev forløbere til det, som blev det almægtige Ashanti. Når og hvordan Ashantiriget fik dets nuværende lokalisering er diskutabelt. Hvad, som er kendt, er, at i 1600-tallet var et akanfolk identificeret som boende i et samfund kaldt for Kwaaman. Denne stat lå nord for floden Bosomtwe. Indtægterne kom hovedsagelig fra at handle guld og kolanødder, og rydde skoven for at kunne dyrke yam. De byggede byer mellem floderne Pra og Ofin i det området, som i dag er Ghana. De dannede forsvarsalliancer og betalte tribut til Denkyira, som var en af de mægtigere akanstater sammen med Adansi og Akwamu. I løbet af 1500-tallet erfarede ashantesamfundet hastige ændringer, inkluderet befolkningsvækst grundet kultivering af planter fra Den nye verden som maniok og majs, og en stigning i guldhandelen mellem kysten og nord.[124]

Ved 1600-tallet forenede Osei Kofi Tutu I (ca. 1695–1717), med hjælp fra Okomfo Anokye, det som kom til at blive Ashantiriget til et forbund med Guldstolen som et symbol på deres forening og ånd. Osei Tutu startede en massiv territorial udvidelse. Han opbyggede en ashantehær baseret på akanstaten Akwamu, indførte en ny organisering og forvandlede en disciplineret milits til en effektiv krigsmaskine. I 1701 erobrede Ashanteriget Denkyira, hvilket gav riget tilgang til kysthandelen med europæerne, særlig nederlændingene.

Opoku Ware I (1720–1745) var engageret i yderligere ekspansion og lagde de andre sydlige akanstater til det voksende rige. Han vendte sig nordover og lagde Techiman, Banda, Gyaaman, og Gonja, staterne ved Mouhoun (tidligere kaldet for Sorte Volta). Mellem 1744 og 1745 angreb Asantehene Opoku den mægtige nordlige stat Dagomba og fik da kontrol over den vigtige handelsrute ved mellemste Niger. Kusi Obodom (1750–1764) efterfulgte Opoku. Han befæstede de nyerobrede områder. Osei Kwadwo (1777–1803) gennemførte administrative reformer, som gjorde det muligt at styre riget effektivt og fortætte den militære ekspansion. Osei Kwame Panyin (1777–1803), Osei Tutu Kwame (1804–1807), og Osei Bonsu (1807–1824) fortsatte denne politik og lagde nye områder ind under riget. Ashanteriget omfattede hele nutidens Ghana og store dele af Elfenbenskysten.

Ashantehene arvede sin position fra sin moder. Han blev assisteret i hovedstaden Kumasi af tjenestemænd med evner indenfor handel, diplomati og militæret og med et overhoved kaldt for Gyaasehene. Mænd fra Arabien, Sudan, og Europa blev ansatte i den civile tjeneste, alle udpegede af ashantehene. Ved hovedstaden og i andre byer var ankobia, et særskilt politi, benyttet som livvagter for ashantehene, og som efterretning og for at nedkæmpe oprør. Kommunikationen gennem riget blev opretholdt af et netværk af vedligeholdte veje fra kysten og til mellemste Niger og blev knyttet sammen med andre handelsbyer.[125][126]

I det meste af 1800-tallet forblev Ashanteriget mægtigt. Det blev imidlertid ødelagt i 1900 af den overlegne britiske våbenmagt og organiseringen, som fulgte fire påfølgende krige i tidsrummet 1824-1901.[127]

Dahomey[redigér | redigér wikikode]

Amasoner fra Dahomey, en hærafdeling bestående kun af kvinder.

Dahomeyriget blev oprettet i begyndelsen af 1600-tallet, da ajafolket fra Alladariget flyttede nordover og bosatte sig blandt fonfolket. De begyndte at hævde sin magt nogen få år senere og samtidig oprettede kongeriget Dahomey med hovedstad i Agbome. Kong Houegbadja (ca. 1645–1685) organiserede Dahomeyriget i en mægtig centraliseret stat. Han erklærede, at alt land var ejet af kongen og underlagt beskatning. Førstefødselsret for kongedømmet blev etableret, hvilket neutraliserede rivalisering om tronen fra ulige høvdinger fra landsbyerne. En kongekult blev etableret. En rømmet fange blev ofret årlig til ære for de kongelige forfædre. I løbet af 1720-erne blev slavestaterne Whydah og Allada erobrede, hvilket gav Dahomeyrigket direkte tilgang til slavekysten og handelen med europæerne. Kong Agadja (1708–1740) forsøgte derimod at få bragt en ende på slavehandelen ved at holde slaver på plantager som producerede palmeolie, men den europæiske profit på slaver og Dahomeys afhængighed af skydevåben var for stort. I 1730, under kong Agaja, blev Dahomeyriget erobret af Oyoriket, og landet blev underlagt betingelsen at betale tribut. Skat på slaver blev hovedsagelig betalt med kauri, skaller af porcelænssnegle. I løbet af 1800-tallet blev palmeolie den vigtigste handelsvare.[128] Frankrig erobrede Dahomey i en brutal krig i løbet af årene 1892-1894 og etablerede en koloniregering. De fleste af tropperne, som kæmpede mod Dahomey, var selv indfødte afrikanere.

Yoruba[redigér | redigér wikikode]

Oyoriget og nabostater, ca. 1625.

Traditionelt har yorubafolket set på sig selv som indbyggere af et forenet rige, i kontrast til dagens situation, hvor "Yoruba" er kulturelt og lingvistisk begreb for de, som taler et sprog indenfor Niger-Congo sprogfamilien. Navnet kommer fra et hausaord som viser til Oyariget. Den første yorubastat var Ile-Ife, som det blev sagt blev oprettet en gang omkring 1000 e.Kr. af et overnaturlig væsen, den første oni Oduduwa. Sønnerne til Oduduwa blev grundlæggere af ulige bystater tilhørende Yorubafolket, og hans døtre blev mødre til ulige obaer, konger. Bystaterne var vanligvis styret af en oba eller en iwarefa, et råd af høvdinge, som rådgav obaen. Ved 1700-tallet var bystaterne gået sammen i et løst forbund med oni i Ife som overhoved og Ife som hovedstad. Efterhånden, som tiden gik, blev de enkelte bystater mere mægtige og hvor deres obaer fik en mere åndelig position og tilknytningen til Ife blev svækket. Der opstod gradvis voksende rivalisering blandt bysteaterne.[129]

Oyariget opstod i 1500-tallet, men blev erobret i 1550 af kongeriget i Nupe, som havde kavaleri, en afgørende strategisk fordel. Alafin (konge) i Oya blev sendt i landflygtighed. Efter at være kommet tilbage, byggede alafin Orompoto (ca. 1560–1580) en hær baseret på tungt armeret kavaleri og tropper i langvarig tjeneste. Det gjorde dem nær uovervindelige i kamp i de nordlige græsmarker og de tyndt bevoksede skovområder. Ved slutningen af 1500-tallet havde Oyoriget lagt den vestlige region af Niger til højderne af Togo, yorubaerne af Ketu (i Benin), Dahomey og Fon ind under sig.

Et styrende råd betjente riget med klare udøvende inddelinger. Hver region var tildelt en lokal administrator. Familier fungerede i kongelignede egenskaber. Oya, som et nordlig yorubakongedømme, fungerede som et mellemled i nord-syd-handelen og knyttet de østlige skove i Guinea med det vestlige og centrale Sudan, Sahara og Nordafrika sammen. Yorubafolket producerede tekstiler, jernvarer og keramik, som blev byttet for salt, læder, og - vigtigst af alt - heste fra Sudan for at opretholde kavaleriet. Oyoriget forblev stærke i omtrent to hundrede år.[130][131] Det blev et protektorat for Storbritannien i 1888 og derefter fragmenterede det i stridende fraktioner. Oyastaten ophørte med at eksistere som nogen form for magt i 1896.[132]

Benin[redigér | redigér wikikode]

Bronzehoved fra Benin (Louvre).

Kwa-sproget indenfor Niger-Congo sprogfamilien blev talt af edofolket. Ved midten af 1400-tallet var Beninriget præget af at konsolidere sig selv og udvide sine området. Under oba (konge) Ewuare (ca. 1450–1480 e.Kr.) blev staten organiseret for erobringskrig. Han befæstet en centraliseret autoritet og indledte en 30 år lang krig med naboerne. Ved hans død strakte Beninrigt sig til Dahomey i vest, til Nigerdeltaet i øst, langs den vestafrikanske kyst og til yorubabyerne i nord.

Ewuares sønnesøn oba Esigie (1504–1550) nedbrød magten i uzama (statsforsamlingen) og udvidede kontakten og handelen med europæerne, særlig portugiserne som blev en ny kilde for kobber for hofkunsten. Obaen styrede med råd fra uzama, et råd bestående af høvdinge fra de mægtigste familier og byhøvdinger fra ulige områder. Senere blev magten mindsket ved etableringen af udøvende positioner. Kvinder fik eller skaffede sig øget magt. Dronningmoderen, som fremskaffede den fremtidige oba, fik en meget stor indflydelse.[133]

Beninriget var aldrig et betydeligt center for eksport af slaver[134]. Tidligt i 1600-tallet blev riget nedbrudt i dynastiske stridigheder, men fik megen af sin tidligere magt tilbage under oba Eresoyens og oba Akengbudas styre. Efter 1500-tallet eksporterede Benin hovedsagelig peber, elfenben, gummi, og tekstiler af bomuld til portugisere og hollændere, som solgte det videre til andre afrikanske samfund langs kysten. I 1897 hærgede briterne byen.[135]

Nigerdeltaet og Igbofolket[redigér | redigér wikikode]

Nigerdeltaet, et floddelta langsfloden Niger i Nigeria, bestod af talrige bystater med ulige former for styreformer. Disse bystaterne var beskyttede af vandveje og den tykke vegetation i deltaet. Regionen blev omformet af handelen i 1600-tallet. Bystaterne var sammenlignelige med dem hos swahilifolket i Østafrika. En del, som Bonny, Kalabari, og Warri, havde konger, mens andre som Brassriget, var republikker med små senater, og de langs floden Kross og gamle Kalabar blev styret af handelsmænd fra ekpesamfundet, som regulerede handelen og vedtog regler for medlemmene kendt som hussystemer. En del af disse huse, som i Bonny, var velkendte i Amerika og Europa.[136]

Igbofolket levede øst for deltaet, men med aniomafolket vest for floden Niger. Kongeriget Nri fremstod i 800-tallet e.Kr. med eze Nri som dets høvding. Det var en politisk enhed bestående af landsbyer, og hver landsby var selvstyrende og uafhængig med sit eget område og navn, hver af dem anerkendt af sine naboer. Landsbyerne var demokratiske, hvor alle mænd og tidvis også kvinder som deltagere i beslutningsprocesserne. Grave ved Igbo-Ukwu (omkring 800) indeholdt genstande af messing fremstillet af lokale håndværkere og glasperler fra Egypten eller Indien, hvilket indikerer at være knyttet til et internationalt handelsnetværk.[137][138]

Centralafrika[redigér | redigér wikikode]

De centralafrikanske stater.
Keramik fra Lubariget

I tiden omkring 1000 f.Kr. havde bantuspredningen nået de store indsøer i Østafrika. Halvvejs mod det første millennium f.Kr. havde bantutalende folk også bosat sig så langt syd som i det, som i dag er Angola.

Lubariget[redigér | redigér wikikode]

En gang mellem 1300-1400 e.Kr. havde Kongolo Mwamba (Nkongolo) fra Balopweklanen forenet de ulige lubafolk i nærheden af Kisalesøen. Han grundlagde Kongolodynastiet som senere blev forvist af Kalala Ilunga. Kalala udvidede kongeriget vest for Kisalesøen. Et nyt centraliseret politisk system blev oprettet med åndelige konger (balopwe) med et hofråd af ledende guvernører og underledere hele vejen ned til høvdingene for de enkelte landsbyer.

Balopwe var den direkte forbindelsen med forfædreånderne og valgt af dem. Erobrede stater blev underlagt systemet og med repræsentanter ved hoffet. Autoriteten til balopwe hvilede på hans åndelige magt frem for hans militære autoritet. Hæren var relativ lille. Lubaerne var i stand til at kontrollere den regionale handel og indsamle tributter for videre fordeling. Talrige nye mindre statsdannelser med udspring fra Lubariget blev oprettet med grundlæggere som hævdede at nedstamme fra Luba. Lubarigets politiske system spredte sig over hele Centralafrika, det sydlige Uganda, Rwanda, Burundi, Malawi, Zambia, Zimbabwe og det vestlige Kongo. To betydelig riger, som hævdede nedstamming fra Luba, var Lundariget og Maraviriget. Bembafolket i det nordlige Zambia var efterkommere af udvandrere fra Luba, som kom til Zambia i 1600-tallet.[139][140]

Lundariget[redigér | redigér wikikode]

I 1450-erne giftede en luba fra den kongelige familie Ilunga Tshibinda sig med dronning Rweej og forenede således alle lundafolk. Deres søn mulopwe Luseeng udvidede kongeriget. Hans søn Naweej udvidede riget yderligere og er kendt som den første lundahersker med titlen mwato yamvo (mwaant yaav, mwant yav), "slangernes herre". Lubaernes politiske system blev beholdt og erobrede folk blev lagt ind under systemet. Mwato yamvo oprettede en kilolo, kongelig rådgiver, og skatteindsamler i hver af de erobrede stater.[141][142]

Mange stater hævdede at nedstamme fra Lundariget. Imbangala af indlandet Angola hævdede at nedstamme fra en grundlægger, Kinguri, broder til dronning Rweej, som ikke kunne tåle styret under mulopwe Tshibunda. Kinguri blev titlen for kongerne af de stater, som blev oprettede af dronning Rweejs broder. Luena (Lwena) og Lozi (Luyani) i Zambia hævdede også at nedstamme fra Kinguri. I løbet af 1600-tallet satte en lundahøvding og kriger ved navn Mwata Kazembe op et østligt Lundarige i dalene ved floden Luapula. Lundas vestlige ekspansion førte også til krav om afstamning fra Yaka og Pende. Lundaerne knyttede det centrale Afrika sammen med handelen ved vestkysten. Kongeriget Lunda kom til sin ende i 1800-tallet, da det blev invaderet af tsjokvefolket bevæbnet med skydevåben.[142][143]

Maravi (Malawi)[redigér | redigér wikikode]

Maravirigets udbredelse.

Maravifolket hævdede at nedstamme fra Karonga (kalonga), som tog betegnelsen som kongetitel. Maraviene knyttede det centrale Afrika til handelen med østkysten ved swahilifolkets Kilwa. I 1600-tallet udgjorde Maraviriget hele området mellem Malawisøen og mundingen af floden Zambezi. Karonga var Mzura, som gjorde meget for at ekspandere riget. Han indgik en aftale med portugiserne for at etablere en hær på ca 4.000 mænd for at angribe shonafolket. Til gengæld skulle Maraviriget få støtte til at besejre Lundi, en høvding af zimbafolket. I 1623 vendte Mzura sig imod portugiserne og gav støtte til shonafolket. I 1640 vendte han om og ønskede portugiserne tilbage for at drive handel. Maraviriget varede ikke længe efter Mzuras død. Ved 1700-tallet var det fragmenteret i de tidligere småriger.[144]

Kongoriget[redigér | redigér wikikode]

I 1400-tallet var bakongofolket, et jordbrugsfolk, blevet forenet i Kongoriget under en hersker som blev kaldt for manikongo, og boede i det frugtbare område Malebo ved nedre del af Kongofloden. Deres hovedstad var M'banza-Kongo. Med en overlegen organisering var de i stand til at erobre sine naboer og kræve tribut. De var dygtige håndværkere i metalarbejde, keramik og til at væve raffiatekstiler. De stimulerede til international handel via et tributsystem kontrolleret af manikongo. Senere blev majs og maniok indført i regionen via handel med portugiserne ved deres havne i Luanda og Benguela. Majsen og maniok førte til en befolkningsvækst i denne region og i andre dele af Afrika og kom til at erstatte hirse som hovedavling

Ved 1500-tallet havde manikongo autoritet fra Atlanterhavet i vest til Kwangofloden i øst. Hvert område blev underlagt styringen af mani-mpembe, en form for provinsguvernør. I 1506 overtog den kristne Afonso I (1506–1542) tronen. Slavehandelen voksede med Afonsos erobringskrige. I tiden 1568-1569 invaderede jagafolket Kongo, lagde store dele af riget i ruiner og tvang manikongo i landflygtighed. I 1574 blev Alvaro I indsat som konge ved hjælp af portugisiske lejesoldater. I løbet af den sidste del af 1660-tallet forsøgte portugiserne at få kontrol over Kongo Manikongo António I (1661–1665), med en kongolesisk hær på rundt 5.000 mænd, blev besejret af en afro-portugisisk hær i slaget ved Mbwila. Derefter gik riget i opløsning i mange småriger, som drev krig mod hinanden for at skaffe sig krigsfanger som derefter kunne blive solgt på slavemarkedet.[145][146][147]

Kongo skaffede sig fanger fra Ndongoriget i en erobringskrig. Ndongo blev styret af ngola. Ndongo var også engageret i slavehandelen med portugiserne og med São Tomé som transithavn til Brasilien. Kongeriget var ikke ligeså ønsket som Kongo. Portugiserne så på landet med mistænksomhed og som en fjende. Portugal i den sidste halvdel af 1500-tallet forsøgte at få kontrol over Ndongo, men blev besejret af ambundufolket. Ndongo fik en befolkningsnedgang grundet folk, som blev taget og solgt som slaver. Lederne etablerede en anden stat ved Matamba, tilsluttet dronning Nzinga, som gjorde heftig modstand mod portugiserne indtil de fik en ordning med dem. Portugiserne bosatte sig langs kysten som handelsfolk, og var ikke optaget af at erobre det indre af landet. Slaveriet svækkede indlandet stort med stater som drev krig med hinanden for at skaffe sig fanger som kunne sælges. Imbangala, krigere i Angola, dannede Kasanje, en stat som virkede for at skaffe sig slaver, og var en betydelig kilde for slaver i 1600- og 1700-tallet.[148][149]

Sydlige Afrika[redigér | redigér wikikode]

Bosætning af bantutalende folk, som drev jordbrug og benyttede jernteknologi, var til stede syd for floden Limpopo ved 300- eller 400-tallet. De enten fordrev eller indlemmede de eksisterende khoisantalende folk, som bodde der før dem. Bantuerne bevægede sig langsomt sydover og de tidligste produkter fremstillede af jern i nutidens provins KwaZulu-Natal er antaget at være daterede til fra år 1050. Den sydligste gruppe var xhosafolket. Deres sprog havde taget til sig bestemte lingvistiske træk fra tidligere khoisantalende folk, og de nåede frem til den store flod Fish River i nutidens provins Eastern Cape i Sydafrika.

Store Zimbabwe og Mapungubwe[redigér | redigér wikikode]

Store Zimbabwe og dets byggekonstruktioner.

Kongeriget og byen Mapungubwe var den første statsdannelse i Sydafrika. Den opstod en gang i 1100-tallet. Dens rigdom kom fra at kontrollere handelen med elfenben fra Limpopodalen, kobber fra bjergene i det nordlige Transvaal, og guld fra Zimbabweplateauet mellem floderne Limpopo og Zambezi. Det gjorde de med swahilihandelsmænd ved Chibuene. Ved midten af 1200-tallet blev Mapungubwe opgivet og forladt.[150]

Efter Mapungubwes nedgang voksede Store Zimbabwe frem på Zimbabweplateauet. Navnet Zimbabwe betyder "stenbygning" og disse stenbygninger arvede den nye statsdannelse fra Mapungubwe. Byggeteknikken blev forbedret og blev fremragende i Store Zimbabwe, repræsenteret i muren ved Den store indhegning. Teknikken med murerarbejde med tørstablet sten blev også benyttet for at bygge mindre konstruktioner i området. Store Zimbabwe blomstrede ved at drive handel med swahilifolkets Kilwa og Sofala. Fremgangen for Store Zimbabwe havde en parallel i fremvæksten af Kilwariget. Store Zimbabwe var en betydelig kilde for guld. Dets kongelige hof levede i luksus, var klædt i indisk bomuld, omgav sig med smykker af kobber og guld, og spiste på tallerkener som kom så langt væk fra som Perserriget og Kina. En gang i 1420- og 1430-erne fik riget en tilbagegang. Byen blev forladt ved 1450. En årsag til tilbagegangen var fremvæksten af handelsbyen Ingombe Ilede i nutidens Zambia.[151][152]

Et nyt kapitel af Shonas historie fulgte. Mutota, en nordlig shonakonge af Karangafolket, drev erobringskrig. Sammen med sin søn Mutope blev Zimbabweplateauet erobret, gik gennem Mosambique til østkysten, og knyttede riget til kysthandelen. De kaldte sit rige for Wilayatu 'l Mu'anamutapah eller mwanamutapa ("Herre af plyndret land"), eller som eftertiden viser til det, Mutapariget. Monomotapa var en portugisisk omskrivning. De byggede ikke stenstrukturer; de nordlige shonafolk havde ingen sådanne traditioner. Efter, at Matope døde i 1480, blev riget delt i to mindre riger: Torwadynastiet i syd og Mutapa i nord. Delingen skete grundet rivaliseringen af to shonaherrer, Khanga og Togwa med slægten mwanamutapa. Khanga formåede at tage landet i syd og oprettede Butuariget og med hovedstad i Khami.[152][153]

Mutapariget fortsatte i nord under dynastiet mwanamutapa. I løbet af 1500-tallet var portugiserne i stand til at opprette faste markeder ved Zambezifloden i et forsøg på at skaffe sig politisk og militær kontrol over Mutapa. De var delvis succesfulde. I 1628 gjorde et afgørende slag det muligt for dem at oprette en klientkonge, en mwanamutapa ved navn Mavura, som underskrev aftaler. som gav fordelagtige rettigheder til at eksportere mineraler til portugiserne. Portugal opnåede også at ødelægge mwanamutapa-systemet regeringsform og underminerede handelen. I 1667 var Mutapariget i tilbagegang. Høvdingene ville ikke tillade gravning efter guld på grund af frygt for at det ville blive stjålet af portugiserne, og befolkningsantallet gik desuden tilbage.[154]

Butuariget blev styret af en khangamire, en titel afledt af grundlæggeren Khanga. Portugiserne forsøgte at skaffe sig et fodfæste, men blev kastet ud af regionen i 1693 af khangamire Dombo. 1600-tallet var en periode præget af fred og fremgang. Rozwiriget faldt sammen i ruiner i 1830-erne ved at blive invaderet af ngunifolket fra Natal.[153]

Namibia[redigér | redigér wikikode]

Kvinder ved Loopspruits kulturlandsby foran en traditionelt malet ndebelebolig.

Ved 1500 havde det meste af det sydlige Afrika etableret sig i stater. I nordvestlige Namibia var ovambofolket engageret i jordbrug og hererofolket drev med gededrift. Efterhånden som antallet af husdyr voksede, flyttede hereofolket sydover til centrale Namibia for at skaffe sig græsningsområder. Namafolket, en khoisantalende folkegruppe, holdt får, og de flyttede nordover og kom i kontakt med hereroerne. De var begyndelsen på store konflikter mellem de to folkegrupper. Det ekspanderende lozifolk pressede sig mod Mbukushu, Subiya, og Yei to Botei, Okavango, og Chobe i nordlige Botswana.[155]

Sotho-Tswana[redigér | redigér wikikode]

Udviklingen af Sotho-Tswana-statene baseret i Highveld, "højlandet" eller det sydafrikanske indland, syd for floden Limpopo, begyndte en gang omkring år 1000. Høvdingens magt hvilede på kvæg og hans tilknytning til forfædrene. Det kan blive set ved bosætterne i Toutswemogala med fundamenter og mure bygget af sten, nord for Highveld og syd for floden Vaal. Nordvest for den samme flod udviklede der sig tidlige Tswana-stater centrerede omkring byer med tusinsvis af beboere. Da der opstod uenighed eller rivalisering, flyttede ulige grupper ud for at oprette egne samfund.[156]

Ngunifolket[redigér | redigér wikikode]

Sydøst for Drakensbergfjellene levde ngunitalende folk, zulu-, xhosa-, swazi-, og ndebelefolk. Disse drev også på med statsbygning og hvor de nye staterne blev udviklet fra rivalisering, uenigheder og ved at befolkningspress førte til udvandring til nye regioner. Denne prosessen på 1800-tallet (folkeflytning, krigføring og statsdannelser) blev senere kendt som Mfecane (på nguni) eller Difaqane (på sesotho). Det fremste som fremmet prosessen mest var samlingen av zuluernes stat.[157] De bearbeidede metalle, kultiverte hirse, og drev med kvægdrift.[158]

Khoisanere og afrikaanere[redigér | redigér wikikode]

Khoikhoifolket river sin hytter som forberedelse til at flytte til nye græsningsmarker, Akvatinteætsning af Samuel Daniell (1805).
En boerfamilie i 1886.

Khoisanfolket levede i den sydvestlige Kap-provins, hvor det var megen nedbør om vinteren. Tidligere befolkninger af khoisanere var blevet absorberede af bantufolk, så som sesotho og naguni, men bantuekspansionen stoppede op ved regionen med stort vinternedbør. En del træk fra bantusprog er blevet optagne i khoisansprog. Khoisanerne handlede med sin bantunaboer, skaffede sig kvæg, får, og jagtbytte. Tilbage fik de kobber, jern og tobak.[156]

Ved 1500-tallet havde Det nederlandske ostindiske kompagni etableret en forsyningsstation ved Table Bay, en naturlig bugt ved dagens Cape Town, for at påfylde ferskvand og skaffe sig nye forsyninger i form af kød fra khoikhoifolket. De fik kobber, jern, tobak og perlehalsbånd i bytte. For at kontrollere prisen på kød og andre varer, og gøre tjenesten mere konsistent, etablerede nederlænderne en fast bosætning ved Table Bay i 1652. De dyrkede frugter og grøntsager, og etablerede et sygehus for at behandle syge søfolk. For at øge produktionen besluttede nederlænderne at øge antallet af bondegårde ved at opmuntre freeburgher (frie bønder), boere ved oprindelig tidligere slaver fra Vestafrika, derefter europæiske indflyttere. Landet blev taget fra khoikhoiernes græsningsmarker, hvilket udløste den første krig mellem khoikhoierne og nederlænderne i 1659. Ingen af parterne var sejrherrer, men nederlænderne tog en "ret til erobring" ved at de krævede alt land i Kapprovinsen. I en række krige blev khoikhoierne sat op mod hinanden mens boerne tog deres landområder og også krævede deres kvæg. Den anden krig mellem de indfødte khoikhoiere og nederlænderne i 1673–1677 var hovedsagelig en krig for at skaffe sig kvæg. Foruden omfattende dødsfald under krigen, døde de også i tusindvis grundet smitte fra europæiske sygdomme.[158]

Kort som viser ekspansionen af trekboere ud af Kapkolonien mellem 1700 og 1800.

På 1700-tallet var kappkolonien vokset med slaver fragtet ind fra Madagaskar, Mosambique, og Indonesien. Bosætningen var også begyndt at ekspandere nordover, men modstand fra khoikhoierne, angreb og guerillakrigsføring mindskede ekspansionen i 1700-tallet. Europæiske boere, som begyndte med vandrende eller delvis nomadisk kvægdrift, blev kaldt for trekboere. En almindelig kilde for trekboerarbejde var forældreløse børn, som blev adopterede under angreb, og fra forældre, som på anden vis var blevet dræbt.[159]

1800-tallet[redigér | redigér wikikode]

Sydafrika[redigér | redigér wikikode]

Overlevende hereroer efter at være flygtet gennem Kalahariørkenen i 1904.

I 1850-erne var britiske og tyske missionærer og handelsfolk trængt ind i nutidens Namibia. Herero- og namafolkene konkurrerede om at skaffe sig våben og ammunition, og levere kvæg, elfenben og strudsefjer. Tyskere var fastere etableret end briterne i regionen. I 1884 havde tyskerne erklæret, at kystregionen fra floden Oranje til floden Kunene var et tysk protektorat. De fulgte en aggressiv politik for at skaffe landområder for europæiske bosættere. De udnyttede rivaliseringen mellem namaerne og hereroerne.[160]

Hereroerne gik i alliance med tyskerne i håb om, at de ville give dem overtaget over namaerne. Tyskerne opsatte en garnison i hereroernes hovedstad og begyndte at allokere hereoernes landområder for europæiske bosættere, herunder de bedste græsningsarealer på centralplateauet og krævede samtidig skat og arbejde fra de indfødte. Hereroerne og mbanderuerne gjorde oprør, men det blev knust og lederne henrettede. Mellem 1896 og 1897 ødelagde en kvægpest økonomien for hereroerne og namaerne og mindskede samtidig den europæiske ekspansion. Tyskerne fortsatte sin politik med at gøre Namibia til en hvid bosættelse ved at tage landområder og kvæg, og forsøgte også at eksportere hereroernes arbejdskraft til Sydafrika.[161]

I 1904 gjorde hereroerne oprør på ny. Den tyske general Lothar von Trotha indførte en tilintetgørelsekrig i slaget ved Waterberg, som drev hereroerne vest for Kalahariørkenen. Ved slutningen af 1905 var der kun omkring 16.000 hereroere tilbage af en tidligere befolkning på op til 80.000. Namamodstanden var knust i 1907. Alt kvæg fra de indfødte og deres landområder blev konfiskeret fra den stærkt reducerede indfødte befolkning og hvor de tilbageværende fik en underordnet position. Arbejdskraft måtte importeres fra ovambofolket i det nordlige Namibia og det sydlige Angola.[162]

Nguniland[redigér | redigér wikikode]

Zulukongen Shaka kaSenzangakhona, billede fra 1836.

Den store urotid i det sydlige Afrika var Mfecane, (isizulu for "knusningen" eller "spredningen"). Det begyndte i de nordlige ngunikongedømmer Mthethwa, Ndwandwe, og Swaziland over knappe ressourcer og hungersnød. Da Dingiswayo af Mthethwa døde, tog Shaka fra zulufolket over. Han oprettede Zuluriget, krævede autoritet over Ndwandwe og pressede swaziene nordover. De spredte ndwandwefolk og swazierne førte til, at Mfecane spredte sig. I løbet af 1820-erne udvidede Shaka sit rige over hele Drakensberg, hvor der blev betalt tributter så langt syd som ved floderne Tugela og Umzimkulu. Han erstattede høvdingene i de erobrede områdere med indunaer, ansvarlig overfor ham. Han indførte en centraliseret, dedikeret og disiplineret militær styrke, som ikke havde været set tidligere i regionen, og de benyttede et effektivt våben, et kort, stikkende spyd.[163]

I 1828 blev Shaka myrdet af sin halvbroder Dingane, som viste sig at mangle den militære dygtighed og lederskab, som Shaka havde. Voortrekkere forsøgte at okkupere Zululandet i 1838. I de første måneder blev de besejrede, men de overlevende grupperede på ny ved floden Ncome, på afrikaans kaldet for Bloedrivier, (Blodfloden), og besejrede zuluerne afgørende. Imidlertid turde voortrekkerne ikke bosætte sig på Zululand. Dingane blev dræbt i 1840 i en borgerkrig, og hans broder Mpande tog over og forstærkede Zuluområderne i nord. I 1879 blev Zuluriget invaderet af briterne i deres politik om at dominere hele Sydafrika. Zuluriget var sejrrige i slaget ved Isandlwana, men det blev besejret i slaget ved Ulundi.[164][165]

En af de vigtigste stater, som opstod grundet Mfecane, var kongeriget Lesotho, som blev grundlagt på Thaba Bosiu, et sandstensplateau, af Moshoeshoe I i tiden 1821-1822. Det var et forbund af ulige enheder, som accepterede Moshoeshoes absolutte autoritet. I løbet af 1830-erne inviterede riget kristne missionærer som en strategi for at skaffe sig våben og heste fra Kapstaten. Oranjefristaten voksede på bekostning af Lesotho, men formåede aldrig at besejre det fuldstændig. I 1868 anmodede Moshoeshoe om, at Lesotho måtte blive annekteret af Storbritannien for at redde resterne. Det blev da omdannet til det britiske protektorat Basutoland.[166]

Voortrekkere[redigér | redigér wikikode]

Voortrekkere.

I 1800-tallet var det meste af khoikhoifolkets område under boernes kontrol. Khoikhoiene havde tabt økonomisk og politisk uafhængighed og var blevet absorberet i boersamfundet. Boerne talte afrikaans, et sprog eller dialekt afledt fra nederlandsk, og de kaldte sig ikke længere selv for boere, men afraikaner. En del khoikhoiere blev benyttet som kommandosoldater i angreb mod andre khoikhoiere og senere mod xhosafolket. En blandet befolkning, fra khoikhoiere, slaver og europæisk oprindelse, blev kaldt for "kapfarvede", opstod, men de var en foragtet underklasse i den koloniale samfund. Khoikhoiere, som levede langt fra grænserne, var koraene, oorlamene og griquaene. I 1795 overtog briterne Kapkolonien fra nederlænderne.[167]

I 1830-erne begyndte boerne at ekspandere mod øst, og turen gik øst for Fish River og ind i Zuurveld. De blev omtalt som voortrekkere (nederlandsk/afrikaans for foregangsmand, bogstavelig "de som trækker foran", "forantrekkere"). De oprettede republikkerne Transvaal (eller Den sydafrikanske republik) og Oranjefristaten, hovedsagelig i sparsomt befolkede områder, som var blevet formindskede af Mfecane. I modsætning til khoisanfolkene var bantustaterne ikke blevet erobret af boere på grund af befolkningstætheten og større enhed. Desuden begyndte de at bevæbne sig selv med skydevåben, som blev anskaffet via handel med Kapstaden. I en del tilfælde, som i xhosa-krigene, blev boerne forvist fra xhosaenes områder. Det krævede en dedikeret militær hær for at underkaste de bantutalende stater. I 1901 blev boerrepublikkerne besejrede af Storbritannien i den anden boerkrig (1899-1902). Nederlaget fuldendte mange ambitioner hos boerne: Sydafrika skulle blive under hvidt styre. Briterne placerede al magt — lovmæssig, udøvende, administrativ — i hændene på engelske og boernes hænder.[168]

Europæisk handel, udforskning og erobring[redigér | redigér wikikode]

Maxim maskingevær.
Karikatur i Punch fra 1892 af imperialisten Cecil Rhodes som strækker sig over det meste af Afrika.
David Livingstone.

Mellem 1878 og 1898 inddelte og erobrede europæiske stater det meste af Afrika. I 400 år havde europæiske stater hovedsagelig begrænset deres engagement til handelsstationer langs den afrikanske kyst. Få dristige rejser gik fra kysten ind i indlandet; de som gjorde det, så som portugiserne, mødte ofte nederlag og måtte trække sig tilbage til kysten igen. Flere teknologiske nyvindinger bidrog til at overkomme dette mønstert. En af dem var udviklingen af repetervåben, som var lettere at bære, hurtigere at genlade og mere dødelig end musketter. Artilleri blev benyttet i stigende grad. I 1885 udviklede Hiram S. Maxim det, som blev kaldt for maxim maskingevær, modellen for nutidens maskingevær. Europæerne beholdt stort set disse våben for sig selv og undlod at sælge dem til afrikanske høvdinge og herskere.[169]

Afrikansk baciller og sygdomme tog talløse europæiske liv og afskrækkede fra faste bosættelser. Sygdomme som gulfeber, sovesyge, framboesi (en tropisk infektionssygdom) og spedalskhed gjorde Afrika til et lidet velkomment sted for europæere. Den dødeligste sygdom var malaria, endemisk over hele det tropiske Afrika. I 1854 blev kinin opdaget og andre medicinske nyvindinger, som gjorde det muligt at erobre og kolonisere Afrika.[170]

Der var stærke motiver for at erobre Afrika. Råmaterialer, som der var behov for til europæiske fabrikker. Europa var i begyndelsen af 1800-tallet i gang med sin industrielle revolution. Nationalistisk rivalisering og prestige var også en motiverende faktor. At skaffe sig afrikanske kolonier ville vise rivaliserende nationer hvem, som var mægtig og betydningsfuld. Disse faktorer kulminerede i kapløbet om Afrika.[171]

Kundskaben om Afrika voksede. Talrige europæiske forskere og opdagelsesrejsende begyndte at undersøge kontinentet. Mungo Park krydsede floden Niger. James Bruce rejste gennem Etiopien og lokaliserede kilden til Den blå Nil. Richard Francis Burton var den første europæer ved indsøen Tanganyika. Samuel White Baker udforskede Øvre Nilen. John Hanning Speke fandt en kilde til Nilen ved Victoriasøen (som betegnende nok blev opkaldt efter den britiske dronning Victoria som aldrig selv rejste til Afrika). Andre betydelige europæiske udforskere var Heinrich Barth, Henry Morton Stanley, Silva Porto, Alexandre de Serpa Pinto, Rene Caille, Gerhard Rolfs, Gustav Nachtigal, George Schweinfurth, og Joseph Thomson. Den mest berømte af dem alle var David Livingstone, som udforskede det sydlige Afrika og krydsede kontinentet fra Atlanterhavet ved Luanda til Det Indiske Ocean ved Quelimane. Europæiske udforskere benyttede sig af afrikanske rejseledere og tjenere, og etablerede langdistanceruter, som blev benyttede for handel.[172][173]

Missionærer, som forsøgte at sprede kristendommen voksede også europæisk kundskab om Afrika.[173] Mellem 1884 og 1885 mødtes europæiske nationer i Berlin for en konference om Vestafrika og for diskutere delingen af kontinentet. Der blev enighed om, at europæernes krav på dele af Afrika kun kunne blive anerkendt, hvis europæerne viste en effektiv okkupation. I en række aftaler i 18901891 blev kolonigrænserne trukket helt op. Hele Afrika syd for Sahara blev krævet af de europæiske stormagter, undtaget Etiopien og Liberia.

De europæiske stormagter indførte ulige administrationer i Afrika som reflekterede ulige ambitioner og grader af magt. I en del områder, så som dele af Britisk Vestafrika, var kolonimagten spinkel og havde til hensigt at tappe økonomiske ressourcer, skaffe sig strategisk magt eller som del af en længere udviklingsplan. I andre områder var europæerne opmuntrede til at bosætte sig, oprette stater med en dominerende europæisk minoritet. Bosættere kom kun til nogen få kolonier i et betydelig antal til at få en omfattende virkning. Britiske bosættere omfattede Britisk Østafrika (i dag Kenya), det nordlige og sydlige Rhodesia, opkaldt efter den britiske imperialist Cecil Rhodes (i dag Zambia og Zimbabwe), og Sydafrika som allerede havde en betydelig andel europæisk bosætning. Frankrig planlagde at bosætte Algeriet og til sidst gøre landet til en del af den franske stat på lignende grundlag som provinserne i Frankrig. Algeriets umiddelbare nærhed på modsat side af Middelhavet gjorde planer af denne skala mulige.

I de fleste områder havde koloniadministrationerne ikke nok folk eller ressourcer til at kunne administrere området og måtte støtte sig på lokale magtstrukturer for sit styre. Ulige fraktioner og grupper indenfor samfundene udnyttede dette for deres egen fordel og forsøgte at skaffe sig magtpositioner for deres egne samfund i samarbejde med europæerne. Et aspekt af dette er det, historikeren Terence Ranger har givet betegnelsen "opfindelse af traditionen". For at legitimere deres egne krav på magt både i øerne på koloniadministratorerne og deres eget folk, kunne de indfødte eliter om nødvendig fremstille "traditionelle" krav på magt eller ceremonier. Som et resultat blev mange samfund trukket ind i forvirring af den nye orden.

De europæiske kolonier[redigér | redigér wikikode]

Belgien

Områder kontrollerede af europæiske kolonimagter på det afrikanske kontinent i 1914.

Frankrig

Italien Italiensk Nordafrika (i dag Libyen)

Portugal

Spanien

Storbritannien

Tyskland

Uafhængige stater

1900-tallet[redigér | redigér wikikode]

I løbet af denne epoke har en følelse af lokal patriotisme eller nationalisme slået dybere rødder blandt afrikanske intellektuelle og politikere. En del inspiration til denne bevægelse kom fra 1. verdenskrig da europæiske måtte støtte sig på kolonitropper for deres eget forsvar. Mange i Afrika indså, at deres egen styrke overfor kolonimagten for første gang. På samme tid blev en del af mystikken omkring de "uovervindelige" europæere nedbrudt ved krigens råhed. Imidlertid, i de fleste områder beholdt europæerne relativ stærk kontrol over kolonierne i den samme periode.

Efter 1. verdenskrig blev de tidligere tyske kolonier i Afrika overtaget af Frankrig, Belgien, og Storbritannien. Italien, under diktatoren Benito Mussolini, invaderede Etiopien, den sidste uafhængige afrikanske nation, i 1935 og okkuperede landet frem til 1941.

Afkoloniseringen[redigér | redigér wikikode]

Datoer for uafhængigheden for de afrikanske lande.

Afkolonisering af Afrika begyndte med Libyen i 1951 (skønt Liberia, Sydafrika, Egypten og Etiopien var allerede uafhængige). Mange lande fulgte efter i 1950- og 1960-erne, og med en top i 1960, da en stor del af Fransk Vestafrika blev uafhængigt. De fleste af de tilbageværende lande fik uafhængighed i løbet af 1960-erne, skønt en del kolonistater med Portugal i særdeleshed var modvillige til opgive deres overherredømme, hvilket medførte bitre befrielseskrige, som varede i et tiår eller mere. De sidste afrikanske lande, som fik formel uafhængighed, var Guinea-Bissau (1974), Mosambique (1975) og Angola (1975) fra Portugal; Djibouti fra Frankrig i 1977; Zimbabwe fra Storbritannien i 1980; og Namibia fra Sydafrika i 1990. Eritrea udskilte senere sig fra Etiopien i 1993.

Eftersom mange byer blev grundlagt, udvidet og omdøbt af europæere, er der mange stednavne, som er blevet omdøbt efter befrielsen og uafhængigheden.

Østafrika[redigér | redigér wikikode]

Mau Mau-oprøret indtraf i Kenya fra 1952 til 1956, men blev slået ned af britiske og lokale militære styrker. En undtagelsestilstand varede frem til 1960. Kenya blev uafhængig i 1963, og Jomo Kenyatta blev landets første præsident.

I begyndelsen af 1990-erne opstod der betydelige sammenstød mellem hutuer og tutsier i Rwanda og Burundi. I 1994 kuliminerede dette i folkemordet i Rwanda, en konflikt hvor mere end 800.000 mennesker blev myrdet.[175]

Nordafrika[redigér | redigér wikikode]

Marokkansk nationalisme udviklede sig i løbet af 1930-erne; Istiqlalpartiet blev oprettet og pressede på for uafhængighed. I 1953 krævede sultan Muhammad V uafhængighed. Den 2. marts 1956 blev Marokko uafhængig af Frankrig, og Muhammad V blev udnævnt til hersker af et uafhængigt Marokko.

I 1954 blev der dannet en national befrielsesfront (FLN) i Algeriet, da landet skilte sig fra Frankrig. Franskmændene reagerede med brutalitet, men blev tvunget til at forhandle uafhængighed i 1962. Muhammad Ahmed Ben Bella blev valgt til præsident. Alle franske borgere forlod landet, hvilket ødelagde landets økonomi.

I 1934 blev partiet Neo-Destour ("Ny Konstitution") oprettet af Habib Bourguiba for at kræve uafhængighed for Tunis. Landet blev uafhængigt i 1955, og dets bey blev afsat og Habib Bourguiba valgt.[176]

I 1954 afsatte Gamal Abdel Nasser og det egyptiske militær monarkiet i Egypten og tog selv magten. Muammar Gaddafi ledede et statskup i Libyen i 1969 og sad med magten frem til det arabiske forår, som afsatte og dræbte ham i 2011.

Egypten var involveret i flere krige med Israel og var allieret med andre arabiske lande. Den første krig var lige efter, at staten Israel blev oprettet i 1948. Egypten gik til krig på ny i 1967 og mistede da Sinaihalvøen til Israel. Det gik til krig på ny i 1973. I 1979 underskrev Anwar Sadat og Menachem Begin den historiske Camp David-aftale som gav Sinai tilbage til Egypten i bytte for, at Egypten anerkendte staten Israel, hvilket forbedrede Egyptens forhold til Israel, men som gjorde andre arabiske lande rasende. Aftalen er fortsat gældende, men Sadat blev i 1981 myrdet af en islamist for at have indgået aftalen.

Sydafrika[redigér | redigér wikikode]

I 1948 blev apartheidlovene iværksatte i Sydafrika af det dominerende nationalistparti. Disse var hovedsagelig en konfirmering af den eksisterende politik, forskellen var politikken om "adskilt udvikling". Hvor tidligere politik kun havde været for økonomisk udnytte det afrikanske flertal, indebar apartheidsystemet en hel racistsk filosofi af adskilte mål, som indebar, at kun hvide havde alle borgerlige rettigheder. Befolkningen blev inddelt i fire "racekategorier", hvor almindelig stemmeret var reservert for den hvide eller europæiske gruppe. De andre tre grupper blev diskriminerede også på andre måder, eksempelvis hvor de kunne bo, hvor de kunne handle og hvilke stillinger de kunne have. Systemet førte til massiv intern modstand, og førte også til massiv international modstand og boycott i mange år.[177]

I 1994 afviklede regeringen i Sydafrika apartheid og valgte Nelson Mandela fra ANC, det største politiske parti i Sydafrika, som præsident i landets første valg, hvor alle samfundsgrupper havde lov og ret til at stemme.

Vestafrika[redigér | redigér wikikode]

Efter 2. verdenskrig opstod der nationalistbevægelser over hele Vestafrika, den mest kendte i Ghana under Kwame Nkrumah. I 1957 blev Ghana det første koloni syd for Sahara, som opnåede uafhængighed, fulgt det næste år af Frankrigs kolonier; ved 1974 var Vestafrikas lande blevet helt selvstyrende.

Siden uafhængigheden har mange vestafrikanske nationer været plaget og holdt nede af korruption og ustabilitet, og med borgerkrige i Nigeria, Sierra Leone, Liberia, og Elfenbenskysten (Côte d'Ivoire), og en række militærkup i Ghana og Burkina Faso. Mange af disse stater har ikke klart at udvikle sine økonomier til trods for sine store naturressourcer, og politisk ustabilitet er ofte fulgt af udemokratiske og autoritære regeringer, som forhindrer landenes naturlige udvikling.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Herlin, Susan J.: «Ancient African Civilizations To ca. 1500», Department of History, University of Louisville, USA
  2. ^ «The Slave Trade»
  3. ^ Shillington, Kevin (2005): History of Africa, 2. utg. New York: Palgrave Macmillan. ISBN 0-333-59957-8. s. 2
  4. ^ Shillington (2005), s. 2.
  5. ^ a b Shillington (2005), p. 2-3.
  6. ^ Tishkoff, Sarah A. et al.: «The Genetic Structure and History of Africans and African Americans». Publiceret 30. april 2009 på Science Express.
  7. ^ Diamond, Jared (1997): Guns, Germs, and Steel: The Fates of Human Societies, New York: W. W. Norton & Company. ISBN 0-393-03891-2. s. 126–127
  8. ^ Ehret (2002), s. 64-75, 80-81, 87-88.
  9. ^ Ehret (2002), s. 64–75.
  10. ^ Ehret (2002), s. 82–84.
  11. ^ Ehret (2002), s. 94, 95.
  12. ^ Smith, Stuart Tyson: «Nubia», History
  13. ^ «Nabta», PlanetQuest Education
  14. ^ Wendorf (1998): «Late Neolithic megalithic structures at Nabta Playa»
  15. ^ Nicholson, Paul T, & Shaw, Ian (2000): Ancient Egyptian Materials and Technology, Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-45257-1. s. 168
  16. ^ Nicholson & Shaw (2000), s. 149–160
  17. ^ «Who are the Nubians?»
  18. ^ Nicholson & Shaw (2000), s. 161–165, 170.
  19. ^ a b Ehret (2002), s. 136–137.
  20. ^ Martin & O'Meara (1995): «Africa», 3. utg. Indiana: Indiana University Press.
  21. ^ «Iron in Africa: Revising the History», UNESCO. Aux origines de la métallurgie du fer en Afrique, Une ancienneté méconnue: Afrique de l'Ouest et Afrique centrale.
  22. ^ Pringle, Heather (2009): «Seeking Africa's first Iron Men» i: Science 323, s. 200-202.
  23. ^ Shillington (2005), pp. 37-39.
  24. ^ O'Brien, Patrick Karl (2002): Atlas of World History, Oxford: Oxford University Press. ISBN 0-19-521921-X. s. 22–23
  25. ^ Najovits, Simson (2004): Egypt, Trunk of the Tree, bind 2, Algora Publishing, s. 258.
  26. ^ Ehret (2002), s. 143-146.
  27. ^ Davidson, Basil (1991): Africa In History: Themes and Outlines, Rev. og utv. utg. New York: Simon & Schuster ISBN 0-684-82667-4. s. 30-33.
  28. ^ a b c d e Davidson (1991), s. 30-33.
  29. ^ Ehret (2002), s. 144, 145.
  30. ^ Alberge, Dalya (2003): «Tomb Reveals Ancient Egypt's Humiliating Secret», The Times, 28. juli 2003
  31. ^ Ehret (2002), s. 148–151.
  32. ^ Shillington (2005), s. 40-41.
  33. ^ Shillington (2005), s. 42-45.
  34. ^ Iliffe, John (2007): Africans: The History of a Continent, 2. utg. New York:Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-68297-8. s. 30
  35. ^ Shillington (2005), s. 63-65.
  36. ^ Shillington (2005), s. 65.
  37. ^ «Massinissa», Livius.org
  38. ^ Phoenicia, s. 199.
  39. ^ Rose, Jeanne (1993): The Aromatherapy Book: Applications & Inhalations, North Atlantic Books, s. 94.
  40. ^ Vine, Peter & Casey-Vine, Paula (1995): Oman in History, London : Immel Publishing, s. 324.
  41. ^ Ghirza, National monuments
  42. ^ Collins, Robert O., & Burns, James M. (2007): A History of Sub-Saharan Africa, New York City: Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-68708-9. s. 66–71
  43. ^ Iliffe (2007), s. 41.
  44. ^ Shillington (2005), s. 66–71.
  45. ^ Collins & Burns (2007), s. 79-80.
  46. ^ Kort efter Derek Nurse & Gérard Philippson (2003): The Bantu Languages. Routledge, London.
  47. ^ Iliffe, John (2007). s. 49,50
  48. ^ Collins and Burns (2007), s. 78.
  49. ^ Shillington, Kevin (2005), s. 39.
  50. ^ Iliffe (2007), s. 34, 35.
  51. ^ a b Shillington (2005), s. 65–67, 72–75.
  52. ^ Shillington (2005), s. 75, 76.
  53. ^ Shillington, Kevin (2005), s 90.
  54. ^ Shillington, Kevin (2005), s. 156, 157
  55. ^ Shillington (2005), s. 88-92.
  56. ^ Shillington (2005), s. 166,167
  57. ^ Shillington (2005), s. 167–168.
  58. ^ Shillington, Kevin (2005), s. 157.
  59. ^ Shillington (2005), s. 158.
  60. ^ Shillington (2005), s. 158-159
  61. ^ Shillington (2005), s. 159–161.
  62. ^ Shillington (2005), s. 161.
  63. ^ Shillington (2005), s. 162.
  64. ^ Laitin, David D.; Samatar, Said S. (1987): Somalia: Nation in Search of a State, Westview Press, s. 15.
  65. ^ Lewis, I.M. (1988): A modern history of Somalia: nation and state in the Horn of Africa, 2. utg., Westview Press, s. 20
  66. ^ Brons, Maria (2003): Society, Security, Sovereignty and the State in Somalia: From Statelessness to Statelessness?, s. 116.
  67. ^ Morgan, W. T. W. (1969): East Africa: Its Peoples and Resources, s. 18.
  68. ^ Fage, John Donnelly (1978): Journal of African History, Knopf, s. 50
  69. ^ Vasco da Gama, Ravenstein, Ernest George (1995): A journal of the first voyage of Vasco da Gama, 1497-1499, Asian Educational Services, s. 88.
  70. ^ Coupland, Reginald (1965): East Africa and its invaders: from the earliest times to the death of Seyyid Said in 1856, Russell & Russell, s. 38.
  71. ^ Alpers, E. A. (1976): «Gujarat and the Trade of East Africa, c. 1500–1800» i: The International Journal of African Historical Studies 9 (1): 22–44. doi:10.2307/217389. JSTOR 217389.
  72. ^ Harris, Nigel (2003): The Return of Cosmopolitan Capital: Globalization, the State and War, I.B.Tauris, s. 22.
  73. ^ Barendse, Rene J. (2002): The Arabian Seas: The Indian Ocean World of the Seventeenth Century, M.E. Sharpe
  74. ^ Alpers, E. A. (1976): «Gujarat and the Trade of East Africa», s. 30.
  75. ^ «Chinese Porcelain Marks from Coastal Sites in Kenya: aspects of trade in the Indian Ocean, XIV-XIX centuries». Oxford: British Archaeological Reports, 1978, s. 2.
  76. ^ Coupland, Reginald (1965): East Africa and its Invaders, s. 37.
  77. ^ Alpers, E. A. (1976): «Gujarat and the Trade of East Africa», s. 45
  78. ^ Mortimer, Ian (2007): The Fears of Henry IV, s. 111
  79. ^ Girma Beshah and Merid Wolde Aregay, The Question of the Union of the Churches in Luso-Ethiopian Relations (1500–1632) (Lisbon: Junta de Investigações do Ultramar and Centro de Estudos Históricos Ultramarinos, 1964), s. 13–14.
  80. ^ Beshah, Girma & Aregay, Merid Wolde (1964): The Question of the Union of the Churches in Luso-Ethiopian Relations (1500–1632), Lisbon: Junta de Investigações do Ultramar and Centro de Estudos Históricos Ultramarinos, s. 25.
  81. ^ Girma & Merid (1964): Question of the Union of the Churches, s. 45–52.
  82. ^ Girma & Merid (1964): Question of the Union of the Churches, s. 91, 97–104.
  83. ^ Girma & Merid (1964): Question of the Union of the Churches, s. 105.
  84. ^ van Donzel, Emeri (2005): «Fasilädäs» i: Siegbert von Uhlig, red.: Encyclopaedia Aethiopica: D-Ha, Wiesbaden:Harrassowitz Verlag, s. 500.
  85. ^ Shillington (2005), s. 67
  86. ^ Ehret (2002), s. 305.
  87. ^ Collins & Burns (2007), s. 77.
  88. ^ Collins & Burns 2007, s. 77.
  89. ^ Page, Willie F.(2001): Encyclopedia of African History and Culture:From Conquest to Colonization (1500–1850). New York:Learning Source Books, ISBN 0-8160-4472-4, s. 88
  90. ^ Lye, Keith (2002): Encyclopedia of African Nations and Civilization. New York: The Diagram Group, ISBN 0-8160-4568-2. s. 189
  91. ^ Collins & Burns (2007), s. 103.
  92. ^ «Eastern and Southern Africa 500–1000 CE»
  93. ^ «Tanzanian dig unearths ancient secret by Tira Shubart»
  94. ^ «A History of Mozambique»
  95. ^ Ibn Battuta: «Travels in Asia and Africa 1325–1354»
  96. ^ Page, Willie F.(2001): Encyclopedia of African History and Culture, s. 263, 264
  97. ^ Shillington (2005), s. 135.
  98. ^ a b Lye, Keith (2002), s. 242, 243
  99. ^ a b Collins and Burns (2007), s. 122–123.
  100. ^ Lye, Keith (2002), s. 121-122.
  101. ^ Collins & Burns (2007), s. 123–124.
  102. ^ Collins & Burns (2007), s. 124.
  103. ^ Shillington (2005), s. 80–85.
  104. ^ Iliffe, John(2007), s. 51–53.
  105. ^ Collins & Burns (2007), s. 83.
  106. ^ Davidson (1991), s. 173, 174.
  107. ^ The Story of Africa: West African Kingdoms, BBC World Service
  108. ^ Collins & Burns (2007), s. 83–84.
  109. ^ a b c d Collins and Burns (2007), s. 83–87.
  110. ^ Davidson, Basil (1971): Great Ages of Man: African Kingdoms, New York City: Time Life Books. Library of Congress 66-25647. s. 83
  111. ^ Davidson (1971), s. 84–85.
  112. ^ Collins & Burns (2007), s. 87.
  113. ^ Shillington (2005), s. 100–101.
  114. ^ Collins & Burns (2007), s. 88.
  115. ^ a b Collins & Burns (2007), s. 88-89.
  116. ^ Shillington (2005), s. 100–102, 179–181.
  117. ^ Shillington (2005), s. 182–183.
  118. ^ Collins & Burns (2007), s. 90.
  119. ^ a b Shillington (2005), s. 183-184.
  120. ^ a b c Collins & Burns (2007), s. 91.
  121. ^ Davidson (1991), s. 96.
  122. ^ Lye, Keith(2002), s. 188
  123. ^ «Atlas of the Human Journey». The Genographic Project.
  124. ^ Collins & Burns (2007), s. 139.
  125. ^ Davidson (1991), s. 240.
  126. ^ Collins & Burns (2007), s. 140–141.
  127. ^ Davidson (1991), s. 242.
  128. ^ Shillington (2005), s. 191, 192.
  129. ^ Collins & Burns (2007), s. 131–132.
  130. ^ Davidson (1991), s. 173–174.
  131. ^ Collins & Burns (2007), s. 134.
  132. ^ Stride, G.T. & C. Ifeka (1971): Peoples and Empires of West Africa: West Africa in History 1000–1800. Edinburgh: Nelson. ISBN 0-17-511448-X.
  133. ^ Collins & Burns (2007), s. 134–135.
  134. ^ hvilket Alan Ryders bog om Benin og europæerne har vist
  135. ^ Shillington (2005), s. 188–189.
  136. ^ Collins & Burns (2007), s. 136–137.
  137. ^ Martin, Phyllis M. & O'Meara, Patrick (1995), s. 95.
  138. ^ Collins & Burns (2007), s. 137.
  139. ^ Shillington (2005), s. 138, 139.
  140. ^ Davidson (1991), s. 159, 160.
  141. ^ Shillington (2005), s. 141.
  142. ^ a b Davidson (1991), s. 161.
  143. ^ Shillington (2005), s. 139, 141.
  144. ^ Davidson (1991), s. 164–165.
  145. ^ Collins & Burns (2007), s. 185–188
  146. ^ Shillington (2005), s. 196–198
  147. ^ Davidson (1991), s. 156–157
  148. ^ Shillington (2005), s. 198, 199.
  149. ^ Davidson (1991), s. 158.
  150. ^ Ehret, Christopher (2002), s. 252.
  151. ^ Ehret (2002), s. 252-254.
  152. ^ a b Shillington (2005), s. 147–153.
  153. ^ a b Davidson (1991), s. 252-254.
  154. ^ Davidson (1991), s. 252–154.
  155. ^ Shillington (2005), s. 218.
  156. ^ a b Shillington (2005), s. 153–155.
  157. ^ Worden, Nigel (1995): The Making of Modern South Africa, Oxford UK/Cambridge USA: Blackwell Publishers, s. 13.
  158. ^ a b Shillington (2005), s. 210-213.
  159. ^ Shillington (2005), s. 213, 214.
  160. ^ Shillington (2005), s. 218, 327-329, 340-342.
  161. ^ Shillington (2005), s. 218, 327
  162. ^ Shillington (2005), s. 218, 327.
  163. ^ Shillington (2005), s. 256, 257, 270.
  164. ^ Shillington (2005), s. 256, 257.
  165. ^ Davidson (1991), s. 274-275.
  166. ^ Shillington (2005), s. 261–262, 271.
  167. ^ Shillington (2005), s. 215–216.
  168. ^ Davidson (1991), s. 274–275.
  169. ^ Collins and Burns (2007), s. 268-269.
  170. ^ Collins and Burns (2007), s. 269.
  171. ^ Collins and Burns (2007), s. 265.
  172. ^ Shillington (2005), s. 295.
  173. ^ a b Collins and Burns (2007), s. 254-257.
  174. ^ Martin, Phyllis M. & O'Meara, Patrick (1995), s. 135-138.
  175. ^ Hutuer og tutsier, Folkemord.no
  176. ^ Lye, Keith (2002), s. 97, 264.
  177. ^ O'Meara, Dan (1996): Forty Lost Years. Ohio University Press, s. 65-73.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]