Marianne Faithfull

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Marianne Faithfull
MF-2007.JPG
Marianne Faithfull i 2007
Information
Fødenavn Marianne Evelyn Gabriel Faithfull
Født 29. december 1946 (69 år)
Genre(r) Rock, Popmusik, Folkemusik, jazz, blues
Beskæftigelse Sanger, Skuespiller
Aktive år 1964 –
Pladeselskab Decca, London, Columbia, NEMS, Deram, Island Records, RCA Records, Instinct, Sanctuary Records, Anti, Naïve
Associerede acts Andrew Loog Oldham
Mick Jagger
The Rolling Stones
Hjemmeside Officiel hjemmeside

Marianne Faithfull (født 29. december 1946) er en engelsk sangerinde og skuespiller, hvis karriere har strakt sig over fire årtier. Faithfulls første arbejde med pop og rock, blev enten overskygget af hendes kamp, mod stofferne i 1970'erne, eller af hendes personlige historie. Efter en lang pause fra musikverdenen, kom hun tilbage og udgav albummet Broken English. Med en karriere over så lang tid, har Marianne ofte fornyet sin musikalske personlighed, eksperimenterede med forskellige musikgenrer, og samarbejdede med andre kunstnere, som for eksempel: David Bowie, Beck, Tom Waits, Nick Cave, Metallica, og Roger Waters.

Begyndelse[redigér | redigér wikikode]

Hun blev født i Hampstead, London og fik navnet Marianne Evelyn Gabriel Faithfull [1] af sine forældre - den britiske militærofficer og college professor - Major Robert Glynn Faithfull og baronessen Eva Erissa, oprindelig fra Wien. Eva Erissa, var i sin barndom ballerina og arbejdede senere sammen med den tyske teaterduo, Bertolt Brecht og Kurt Weill.

Faithfulls grandonkel - på hendes mors side af familien - var Leopold von Sacher-Masoch, den berømte forfatter fra 1900-tallet, hvis berømte novelle, Venus i Pels, blev betragtet som sadomasochisme.

Efter sine forældres skilsmisse, flyttede hun sammen med sin mor til Reading, Berkshire. Da hun var teenager gik hun på St. Joseph’s Convert School, og var med i Progress Theatre gruppen.

Musikkarriere og privatliv[redigér | redigér wikikode]

1960'erne[redigér | redigér wikikode]

Faithfull begyndte sin sangkarriere i 1964, hvor hun optrådte med folkemusik på diverse kaffebarer.

Faithfull blev opdaget af en af musikkerne fra, The Rolling Stones, lanceret af musikproduceren, Andrew Loog Oldham. Hendes første store hit blev med sangen, As Tears Go By, som blev skrevet af Andrew Loog Oldham, Mick Jagger og Keith Richards, og den gik ind på hitlisterne. Hun udgav derefter en serie af succesfulde singler som, "This Little Bird", "Summer Nights" og "Come And Stay With Me".

Faithfull giftede sig med John Dunbar i 1965 og samme år fødte hun deres søn, Nicholas. Ægteskabet blev dog kort, hovedsagelig på grund af Dunbars heroin misbrug - de blev skilt i 1966.

Faithfull flyttede ud af deres fælles hjem, sammen med sin søn og ind hos Brian Jones og Anita Pallenberg, i deres hjem i London. Hun blev bedste ven med Anita, i den periode hun boede hos dem. I den periode begyndte Faithfull at eksperimentere med marihuana. Hun begyndte også at date Mick Jagger i 1966, et forhold der blev meget omtalt. Deres forhold varede indtil slutningen af 1960erne, og i den tid de var sammen blev de berygtet. Blandt andet blev Faithfull fundet - under den kendte razzia mod Redlands - kun dækket af en skindpels [2].

I slutningen af oktober 1968 aborterede Faithfull, på det tidspunkt meget afhængig af kokain, Mick Jaggers datter - som hun kaldte Corrina - mens hun opholdt sig i hans hus i Irland [3].

Faithfulls indflydelse på Jaggers liv, bliver beskrevet i nogle af The Rolling Stones bedst kendte sange. "Sympathy for the Devil", på albummet Beggars Banquet fra 1968, der er inspireret af bogen The Master And Margarita (dansk: Mesteren og Margarita), af forfatteren Mikhail Bulgakov, som Faithfull introducerede for Jagger. To sange fra albummet Sticky Fingers, fra 1971, blev også inspireret af hende. Omkvædet til sangen "Wild Horses" [4] siges at være det første Faithfull sagde efter hun vågnede op af en koma, som hun var i på grund af en overdosis. Sangen Sister Morphine" [5] , er skrevet af hende selv, men på grund af uoverensstemmelser over sangen, havnede den i retten, hvor Faithfull blev skrevet på som medskriver.

1970'erne[redigér | redigér wikikode]

I 1970 forlod Faithfull, Jagger og samme år mistede hun forældremyndigheden over sin søn, Nicholas.

Hendes privatliv gik herefter ned af bakke og hendes karriere brød sammen. Hun optrådte kun få gange, blandt andet i NBC i 1973, sammen med David Bowie. De sang Sonny Chers sang, I Got You Babe, og Faithfull var klædt ud som nonne.

Faithfull boede på gaderne i Soho, London, i to år, fordi hun var stærkt afhængig af heroin og havde Anoreksi [6]. Hendes venner greb ind, og fik hende indskrevet, til et program for stofmisbrugere, hvor hun kunne få sit daglige fix på et apotek [7].

I 1976 fandt produceren Mike Leander hende på gaden, og prøvede at genoplive hendes karriere, ved at producere dele af hendes album, Rich Kid Blues. Albummet blev dog lagt på hylden indtil 1985.

Faithfull flyttede så sammen med sin kæreste, Ben Brierly, ind i en lille lejlighed, uden varmt vand og elektricitet i Chelsea. Ben Brierly var på det tidspunkt med i punkbandet, The Vibrators.

I 1977 udgav hun den country inspirerede plade, Dreaming My Dreams, der gik ind på de irske hitlister.

Faithfulls karriere begyndte igen at spire i 1979 - samme år som hun blev anholdt i Norge, for besiddelse af marihuana - med albummet, Broken English. Et meget rost album af anmelderne. Albummet blev hovedsagelig inspireret af punk og af hendes senere ægteskab, med Ben Brierly samme år. Stemmen på albummet havde forandret sig, fra at være en frisk stemme, til at være en hæs, gennemtrængende og dyb stemme, forårsaget af mange års rygning, druk og brug af stoffer.

1980'erne[redigér | redigér wikikode]

Faithfull boede i Dublin, da hun udgav Broken English. Til trods for hendes comeback, kæmpede hun stadig med sit misbrug i midten af 1980erne. En gang brækkede hun kæben, da hun faldt ned af nogle trapper mens hun var påvirket.

I 1985 blev hun indlagt på Hazelden Clinic i Minnesota, USA, for at få bugt med sit misbrug. Der havde hun en affære med en af de andre indlagte - mens hun stadig var gift med Brierly - men han hoppede ud af vinduet fra 36. etage, da Faithfull gjorde det forbi.

Faithfull blev derefter skilt fra Brierly i 1986.

I 1985 optrådte hun med sangen Ballad Of The Soldier’s Wife på Hal Williams debut album Lost in the Stars: The Music of Kurt Weill.

I 1987 viste Faithfull at hun kunne synge jazz og blues, på pladen Strange Weather, der var produceret af Wilner. Dette album blev også kritiseret.

I 1988 giftede hun sig med Giorgio Della Terza.

1990'erne[redigér | redigér wikikode]

Da Roger Waters samlede et hold af musikere, for at opføre rockoperaen The Wall, live i Berlin juli 1990, spillede Faithfull rollen som Pinks overbeskyttende mor.

Faithfulls udgav tidligt i 1990, et live album, Blazing Away, hvor hun sang sange fra Bertolt Brecht og Kurt Weill, hvilket fik hende tilbage som sangerinde. Da hun var meget fascineret af musikken fra Weimarrepublikken, udgav hun The Theepenny Opera. Hendes fortolkning af den musiske periode blev kritiseret, men ledte alligevel til et nyt album, Twentieth Century Blues, der fokuserede på musikken af Bertolt Brecht og Kurt Weill og førte til en succesfuld koncert.

Hendes tredje skilsmisse kom i 1991. Der blev hun skilt fra Giorgio Della Terza, som hun havde giftet sig med i 1988.

I 1994 udgav hun sin biografi med titlen, Faithfull, hvori hun fortalte om sit liv, karriere, stofmisbrug og at være biseksuel. Det næste år lavede hun pladen, A Secret Life, hvor to sange blev skrevet af Angelo Badalamenti.

Faithfull sang også kor på Metallica sangen, The Memory Remains, fra deres album Reload 1997, og optrådte i musikvideoen [8].

I 1999 udgav Faithfull dvd'en, Dreaming My Dreams, hvor der var materiale om hendes barndom og forældre, med historiske tilbageblik helt tilbage til 1964. Den indeholdt også interviews med forskellige kunstnere og hendes barndomsvenner. Udover det indeholdt den også afsnit med John Durbar og Mick Jagger, og et kort interview med Keith Richards. Dvd'en indbefattede desuden en 30 minutters live koncert.

2000'erne[redigér | redigér wikikode]

Faithfull har været en produktiv artist i det nye århundrede og udgivet en del albums, der har modtaget positiv kritik.

I 2000 udgav hun albummet Vagabond Ways, hvilket mange kritikere betragtede som hendes fineste album, siden Broken English [9]. Hun havde samarbejdet med Daniel Lanois, Emmylou Harris og Frank McGuiness og senere samme år sang hun, Love Got Lost, på Joe Jacksons album, Night And Day II.

Hun forsatte med at udgive albummet, Kissin’ Time [10] i 2002. Albummet indeholdt sange, skrevet i samarbejde med Beck, Billy Corgan, Jarvis Cocker, Dave Stewart og den franske sanger, Étienne Daho. Dette album indeholdt også en hyldest til Nico [11], hvis arbejde hun beundrede. Det var med sangen Song For Nico [12]. Desuden var der på albummet også en selvbiografisk sang, Sliding Through Life On Charm [13], som hun skrev sammen med Cocker.

I 2005 udgav hun Before The Poison. Dette album var hovedsageligt et samarbejde, med PJ Harvey og Nick Cave, selvom også Damon Albarn og Jon Brion bidragede. Endnu en gang hævdede anmelderne, at det var hendes bedste album siden, Broken English, 26 år tidligere[14].

2005 optrådte André Schneider, med en cover version af Faithfulls sang, The Hawk, og hun indspillede Lola R Forever, der var en cover version af Serge Gainsbourgs sang, Lola Rastaquouere, sammen med Sly and Robbie, til albummet, Monsieur Gainsbourg Revisited.

I 2007 samarbejdede Faithfull med den engelske sanger/sangskriver, Patrick Wolf, på duetten Magpie, til hans tredje album The Magic Position, og skrev i samarbejde med Ulysse en ny sang, A Lean and Hungry Look, til den franske film Truands. Senere samme år udgav Marianne en ny biografi, der hed Memories, Dreams And Reflections. Denne bog, der blev udgivet af Fourth Estate, var en mere personlig historie end Faithfull. Den lovede at indeholde anekdoter, være uformel, intim og afslørende. Det var en bog om hendes liv, venner, succeser og fejltagelser.

I september 2006 måtte Faithfull aflyse en tour, fordi hun havde fået konstateret brystkræft [15]. Den efterfølgende måned gennemgik hun en operation i Frankrig, og fordi det blev opdaget i et tidligt stadie, var andre behandlinger ikke nødvendig. Inden der var gået to måneder, efter sin raskmelding, stod hun frem og fortalte at hun var helt rask [16].

I marts 2007 stod hun på scenen igen, med showet Songs of Innocence and Experience. Showet indeholdt mange sange, som hun ikke havde optrådt live med før, blandt andet Something Better, som var den sang hun sang i, The Rolling Stones Rock and Roll Circus.

Desuden sang hun Harry Nilssons sang, Don’t Forget Me, hvor linjen "When we're old and full of cancer, it doesn't matter now, come on, get happy", var en hyldest til hendes nyligt overvundne kamp mod brystkræften [17].

Indspilningen af albummet, "Easy Come Easy go", foregik i et studie i New York i slutningen af 2007, men af helbredsmæssige årsager, udkom albummet først i 2008 - i England og USA, dog først i 2009. Som det også er tilfældet med, "Strange Weather", fra 1987, er der tale om et coveralbum, hvor Marianne Faithfull udelukkende fortolker andres sange. Ligesom dengang var det Hal Wilner, der producerede. Sangene består af såvel mere jazz orienterede numre, som Paul Websters "Black Coffee", Ellingtons "Easy Come Easy go (titelnummeret), samt mere rock-og soul inspirerede sange, som Smokey Robinsons "Ooh Baby Baby" og Morrisseys, "Dear God Please Help me". På adskillige numre gæsteoptræder kendte navne, som f.eks. Keith Richards, Nick Cave og Sean Lennon. Albummet findes i såvel en standardudgave, med 10 numre og en ekstraudgave med 18 numre, inkl. en dvd med optagelser fra indspilningerne.

Samlivet med François Ravard, der ud over at være hendes manager, også var hendes mangeårige samlever, ophørte i foråret 2009.(Daily Mail 18/4 2009). Hendes søn, Nicholas, er gift og har to drenge, Oscar og Noah, som Marianne er sammen med [18].

2010'erne[redigér | redigér wikikode]

I januar 2011, udgav Faithfull sit 18. studiealbum, "Horses and High Heels". De 13 numre består af 4 nyskrevne sange, samt 9 coversange, bl.a. det gamle Dusty Springfied-nummer "Going Back".

Skuespil[redigér | redigér wikikode]

Udover sin musik karriere, er Faithfull en meget succesfuld skuespiller, der både har optrådt i tv, teater og på film. Hendes første teater optræden, var i 1965, da hun var med i Anton Tjekhovs stykke, Three Sisters. Før det spillede hun sig selv i Jean-Luc Godard film, Made in U.S.A.. Faithfull var også med i filmen, I'll Never Forget What's 'Isname fra 1967, sammen med Orson Welles.

I 1969 spillede hun Ofelia i stykket, Hamlet, hvor Anthony Hopkins var Claudius, ham der myrdede Hamlets far.

I 1993 var hun piraten Jenny i, The Threepenny Opera (dansk: Laser og pjalter), på Gate Theatre i Dublin. Senere optrådte hun med The Seven Deadly Sins, sammen med Vienna Radio Symphony.

Hun har også optrådt i Patrice Chéreaus film, Intimacy (2001), og som kejserinden Maria Theresia af Østrig, i Sofia Coppolas film, Marie Antoinette (2006).

Hendes seneste medvirken er i filmen, Irina Palm, der blev vist på Filmfestivalen i Berlin 2007. Der spiller Faithfull den 60 årige enke, Maggie, der sælger sig selv for at kunne hjælpe sit syge barnebarn [19].

Hun har desuden også spillet både Gud og djævlen. Hun spillede Gud i Absolute Fabulous, hvor Anita Pallenberg spillede djævlen [20], og i 20042005, spillede hun djævlen i William S. Burroughs og Tom Waits musical, The Black Rider.

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Fodnote[redigér | redigér wikikode]