Otto Leisner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Otto Leisner
fødenavn Otto Georg Kurt Leisner
fødselsdato og fødested 16 januar 1917
København, Danmark
dødsdato, dødssted eller/og dødsårsag 16. august 2008 (91 år)
statsborger i Danmark Danmark
Aktive år 19451987
ægtefælle Ruth Leisner (1924-2014) (gift 27. juli 1948 - 16. august 2008)
barn Gyrithe, Kim
beskæftigelse selvbiograf

Otto Georg Kurt Leisner (16. januar 1917 i København16. august 2008 i København/Dragør) var en dansk radio- og tv-vært, hvis musik- og quizprogrammer i Danmarks Radio fra 1960-erne til 1980-erne opnåede så stor popularitet, at han fik tilnavnet hele Danmarks legeonkel.[1][2] Leisner var ridder af Dannebrog.

Otto Leisner hørte til pionererne inden for dansk tv. Han var i 1948 med i de første forsøg med tv i Danmark i Tivoli. Det var i radioen, han begyndte i 1945 i Statsradiofonien. Det var bl.a. ham, der i 1951 omdøbte Radioens Ønskekoncert til Giro 413.[3]

På tv blev han vært for musikunderholdningsserien Pladeparade, og det meste af sin karriere optrådte han som vært for quizudsendelser som Fup eller fakta, Kvit eller dobbelt og lette underholdnings- og showprogrammer som Pusterummet, Turneen og H.O.P.L.A. – sidstnævnte et program, der stod hans hjerte særligt nær. Han gik på pension som 70-årig i 1987.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Barndom og ungdom[redigér | redigér wikikode]

Otto Leisner blev født i det centrale København, men allerede som ganske lille flyttede han med familien til SundbyøsterAmager. Leisner fik et stærkt tilknytningsforhold til Amager, og der boede han resten af sit liv – først i Kastrup senere i Dragør.

Han voksede op i Sundbyøster i 1920'erne og gik på Østrigsgade Skole. Allerede som barn vaktes hans musikinteresse af en klaverspillende moster, som han kunne lytte til i timevis. Og som seksårig begyndte Leisner at få klaverundervisning.

Som 10-årig fik Otto Leisner sit første job som bud i et vaskeri. Han beholdt jobbet i seks år, og det viste sig at få stor betydning for hans karriere, at han på den måde kom i kontakt med mange forskellige mennesker. Det blev hans første møde med et "publikum" og forberedte ham på det arbejde, han kom til at bestride som radio- og tv-vært.

Efter realeksamen i 1933 kom Leisner i lære på kontor i FDBIslands Brygge, hvor han bl.a. blev kollega med Anker Jørgensen, Finn Søeborg og Poul Bundgaard. Efter endt læretid følte han, at han var kommet på den forkerte hylde, og fra 1940 begyndte han at læse til studentereksamen på aftenkursus. Studenterhuen kom i hus i 1942, hvorefter han begyndte på jurastudiet. Han bestod filosofikum, men studiet kedede ham, og han brugte størstedelen af sin tid på sit studenterarbejde i Prisdirektoratet, hvor han beregnede priser på skind og huder til skotøj. Da han samtidig aftjente sin værnepligt og plejede sine interesser for musik, cykling og venner, blev der ikke meget tid til studiet, og han dumpede til første del af den juridiske embedseksamen.

Årene i radioen[redigér | redigér wikikode]

Efter anden verdenskrig skulle Statsradiofonien til at uddanne nye medarbejdere til at lave udsendelser. Otto Leisner søgte i august 1945 om optagelse og var blandt dem, der blev optaget. Hans første udsendelse var fra en chokoladefabrik, hvorfra han kunne rapportere, at den efter mange års pause nu kunne producere ægte chokolade igen.

Allerede i slutningen af 1945 blev Leisner udpeget til at assistere Jens Frederik Lawaetz i underholdningsprogrammet Weekend-Hytten, der blev genoptaget efter at have været stoppet under krigen på grund af kraftig tysk indblanding i programlægningen. Leisner kom nærmest i lære hos Lawaetz, og efterhånden som han lærte at mestre genren, overtog Leisner mere og mere af programmet.

Leisner deltog i 1948 i de første danske eksperimenter med fjernsyn. Under den store britiske udstilling i Tivoli i København sendtes der fra danserestaurant Dansetten til restaurant Nimb, hvor der var opstillet fjernsynsskærme.[2]

I pauserne i radioarbejdet arbejdede Leisner som pianist samt som turnéleder og koncertarrangør hos Blicher-Hansen, hvor han lærte at engagere kunstnere fra ind- og udland, og det hændte, at han engagerede sig selv som pianist.

Efterhånden blev Leisner vært på flere radioprogammer – bl.a. Lørdagens grammofonstjerne, Manden bag melodien, På en øde ø, Vi discer op, Søndagspotpourri og For de unge på fyrre, og hans stemme blev kendt af enhver. Og hurtigt begyndte tilbuddene om at arbejde som konferencier og entertainer at vælte ind. I perioder optrådte han ofte rundt omkring i landet bl.a. sammen med Gotha Andersen og Jørgen Clevin.

Leisner blev efterhånden også en mester i at forfatte danske tekster bl.a. til udenlandske hitmelodier, som blev sendt i radioen. En af hans første succeser var Jens Hansens Bondegård.

Årene i fjernsynet[redigér | redigér wikikode]

Otto Leisner debuterede som tv-vært i 1955 i programmet Ved pejsen, men det store gennembrud fik han først i 1957 som vært for Pladeparade. Gennem årene blev listen over tv-værtsroller lang:[1]

Leisner var Danmarks første tv-stjerne, og hans underholdningsprogrammer lørdag aften i den bedste sendetid havde normalt mere end 3 mio seere. Programmerne var lettilgængelige og præsenterede for det meste underholdning, populærmusik eller joviale quizlege med kendte deltagere, og Leisner yndede at supplere med at fortælle vittigheder.[2] I 2014 blev Leisners kartotek med cirka 3.000 vittigheder solgt ved en auktion for 58.000 kroner.[4]

Især i 1960-erne kom han i modvind blandt toneangivende venstreorienterede kritikere, heriblandt kolleger i Danmarks Radio, som beskyldte ham for at formidle ”…småborgerlighed, forloren familieidyl, ren reaktionær kakkelbordseskapisme og opium for folket”. Leisner besvarede kritikken med ordene: ”At en del af tv er harmløst, er der ikke grund til at hæfte sig specielt ved. Det er en hel del af vores hverdagsliv også. Og den del er det altså blevet min lod at formidle.”[2]

Leisner og politik[redigér | redigér wikikode]

Da den ellers så glatte og velklædte, konfliktsky og ukontroversielle Leisner i 1983 blev interviewet af Erling Bundgaard i programmet Lørdagshjørnet, fremførte han en meget atypisk politisk kommentar:

”Når vi i dag ser TV-avis og læser aviser, opfatter vi os selv som økonomiske enheder. Det er jo statistik, det er procenter, det er kontingenter, og det er pengestørrelser hist og pist. Hvem taler om det der er den egentlige baggrund for det hele? Hvad er et menneske?  Hvad er meningen med menneskelivet? Det må være dét, der er starten på en politik! Man kan jo ikke have et politisk standpunkt, hvis man ikke har en mening om,  hvad samfundet og det enkelte menneske skal bruge denne politik til. Bare der var én politiker, der kunne komme det stykke op over statistikker og procenter, og disse meget jævne diskussioner, som jeg ved hører til politik. Jeg misunder bestemt ikke de mennesker, der skal køre dette samfund som politikere. Men hvor jeg dog savner, at der indimellem er en, der kan sige bare det stykke mere. Jeg er dødsikker på, at der er tusinder af unge og ældre, der savner, at der bliver talt mere om livet og menneskelivet. - Og hvad jeg så vil sige er, at hvis ikke vores parlamentarisk valgte politikere kan finde ud af det og ikke evner at sige det, så er der en dag en gal fantast, der siger det. Og så ved vi, hvor galt det kan gå.”[2][5]

Sagt om Leisner[redigér | redigér wikikode]

Leisner var i den brede offentlighed både elsket og hadet, som illustreret af disse citater:[2]

  • Dansk fjernsyn er vist det eneste i verden, der kan vise et sæt tøj der kan tale. - revydirektør Sejr Volmer Sørensen, 1964
  • Otto Leisner er så velklædt, at man slet ikke mærker til, hvad der er indeni. Og det må siges at være en fordel. - skuespiller Helge Kjærulff-Schmidt
  • Det er mennesker som Otto Leisner, der (antagelig ubevidst) gennem deres virksomhed i Danmarks Radio udgør den største fare for vort folkestyre og bidrager til at forvandle store dele af vælgerbefolkningen til marcipanbrødsgnaskende småfascister. - tillidsmandsgruppen på porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl, engang i 1970-erne
  • Det var ren haveforenings-tv, utrolig småt, primitivt og meget svært at tage. Men efterhånden som han udviklede sig, må jeg indrømme, at jeg begyndte at holde af ham. - forfatter Klaus Rifbjerg, ved Otto Leisners død

Kilder / eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]