Rejsekongedømme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Rejsende konge, middelalderlig maleri, Dädesjö gamle kirke, Småland, Sverige

Rejsekongedømmet kan siges at være alternativ til at have en politisk hovedstad, et permanent centrum, hvorfra et kongerige regeres. Især Vesteuropa var præget af et politisk styre hvor de højeste politiske myndigheder konstant ændrede bopæl, og også førte med (hele eller store dele af) landets centrale regering på deres rejser. Riget havde således ikke noget ubetinget centrum, intet fast opholdssted (sæde) for regeringen.[1]

Fænomenets udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Denne regeringsmåde er stærkest forbundet med tysk historie, hvor fremkomsten af en hovedstad tog en usædvanlig lang tid. Den tyske vandrende regering (Reisekönigtum) var fra frankisk tid og op til den sene middelalder, den sædvanlige form for kongelig eller kejserlig magt. De Hellige Romerske kejsere i middelalderen regerede ikke fra en hovedstad. De rejste med familien og sit hof gennem riget.[2]

Vesteuropa[redigér | redigér wikikode]

Dette var også tilfældet i andre europæiske lande - hvor udtryk som "itinerant kingship", "travelling kingdom" og "corte itinerante" beskriver dette fænomen. Konger og deres følge rejste kontinuerligt fra den ene kongelige palads til en anden. London og Paris begyndte at udvikle sig til virkelige politiske centra i slutningen af 1300-tallet, når Lissabon også viste lignende tendenser. Nogle andre vesteuropæiske byer viste også tendenser i retning mod at blive politiske hovedstæder på dette tidspunkt.[3] (Spanien manglede dog et fyrsteligt centrum indtil Filip 2. af Spanien ophøjede Escorial udenfor Madrid til denne rang.) De skandinaviske moderne hovedstæder Stockholm og København kan belægges have haft en særlig status som kongelig hovedbopæl i løbet af det fjortende århundrede; en permanent politisk administration existerede der dog først på 1600-tallet.[4]

Tysk forskning har kunnet etablere kort over de (franske og) tyske herskeres rejseruter fra Karl den Store til Frederik 2. og Ludvig den Hellige med angivelse af hvor mange gange den pågældende besøgte en bestemt lokalitet. Det ses heraf, at flere af herskerne koncentrerede sig om bestemte områder, medens de sjældent eller aldrig besøgte andre.[5]

I løbet af et år kunne imponerende vejstrækninger gennemrejses. Tyske historikere finder på grundlag af kongelige breve, for eksempel, at kejseren Henrik 6. (tysk-romersk kejser) og hans følge mellem den 28. januar og den 20 december 1193 gennemkørte mere end 4000 km gennem hele det tyske område. Rekonstruktion af destinationer giver følgende kronologiske rejserute: Regensburg - Würzburg - Speyer - Haguenau - Strasbourg - Haguenau - Boppard - Mosbach - Würzburg - Gelnhausen - Koblenz - Worms - Kaiserslautern - Worms - Hassloch - Strasbourg - Kaiserslautern - Würzburg - Sinzig - Aachen - Kaiserwerth - Gelnhausen - Frankfurt am Main - Gelnhausen.[6]

Skandinavien var ikke anderledes. I Sverige rejste kongene på tilsvarende måde over hele landet. I de tidligste tider har det været vanskeligt at afgøre, om de hovedsagelig opholdt sig i nogle områder og mindre hyppigt i andre. Gustav Vasa boede eksempelvis i perioder i Västergötland og Småland, selv om Mälardalen var hans normale levested. Det var først under Johan 3. af Sverige, at kongen mere permanent tog ophold i Stockholm og på nærliggende slotte.[7]

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Rejsekongedømmet er en fælleseuropæisk foreteelse, men har længe været erkendt også i dansk forskning. Mange af de danske diplomerne fra det 12. århundrede oplyser ikke udstedelsestedet. Kongelige rejseruter kan derfor (og på grund af diplomernes ringe tal) ikke rekonstrueres for denne periode. Man kan dog notere de steder, hvor kongen har været og se om de fordeler sig nogenlunde jævnt over riget.

For tiden fra ca. 1130 til Valdemar den Stores tid (1157-82) giver diplomerne kun indtryk af at kongen aldrig kom til Jylland, men de berettende kilder (Saxo Grammaticus) for disse år indeholder en mængde oplysninger om kongernes opholdssteder og rejser. Det billede man herved får, viser, at kongerne jævnligt kom til forskellige hoveddele – men også, at en stor del af rejseaktiviteten skyldtes borgerkrigene.[8]

Om Valdemar den Stores rejser er vi bedre underrettet. Der er flere diplomer bevaret, og Saxo beskriver udførligt hans færden. Roskilde, Søborg, Ringsted, Slangerup, Vestjylland, Lund og Fyn nævnes. Kongen synes kun at have opholdt sig på Sjælland i sit første regeringsår.

Efterfølgeren Knud 6. besøgte Viborg, Fyn, Skåne, Samsø – men vi kender ellers ikke meget til kongens rejserute.

Fra Valdemar Sejrs lange regeringstid (1202-41) er tilstrækkeligt mange oplysninger om hans opholdssteder bevaret til at det lønner sig at indtegne dem på et kort. Disse oplysninger viser tydeligt, at kongen koncentrerede sig om det sydlige Danmark, hvor Slesvig og især Vordingborg kom til at spille en rolle som residenser.

Erik Plovpennings opholdssteder (1241-50) viser at han rejste en del i sit rige, men i dets centrale dele (syd for axen Ribe-Lund) overvejende. Hverken i Jylland (nord for Kolding), i Halland, Blekinge eller Skåne (øst for Lund) kan hans tilstedeværelse påvises.

Som enekonge fulgte Abel af Danmark (1250-52) stort set det samme rejsemønster. Christoffer 1.s regering (1252-59) var i flere perioder præget af uro; på trods heraf afviger kongens rejseaktivitet ikke meget fra hans broders og forgængers. Tyngdepunktet i riget lå stadig syd for Ribe-Lund-axen, de foretrukne byer var Ribe og mødebyerne Nyborg og Vordingborg.

Erik Klipping (1259-86) avviger noget fra forgængernes opholdssteder. Nu blev også Nørrejylland systematisk inddraget. Derimod kom heller ikke han til Blekinge eller Østskåne (medens hans moders faste etablering i Nykøbing Falster betød, at kongen oftere kom hertil, thi kongen var umyndig ved faderens død og enkedronning Margrethe synes til dels ha administreret under lang tid). Vi ser nu Roskilde som den vigtigste by, tæt fulgt af Nyborg, hvor hoffet hyppigst mødtes; vest for Lillebælt synes kongen at have foretrukket Ribe og Aalborg som opholdssteder.

Efterfølgeren Erik Menved (1286-1319) engagerede sig aktivt i nordtysk politik og var ofte selv til stede syd for Østersøen af denne grund. Vedrørende hans dokumenterede ophold i det egentlige Danmark konstaterer vi, at Roskilde stadig var én af de hyppigst besøgte byer. Af kongens engagement i Nordtyskland er måske hans gentagne ophold i Vordingborg og Nykøbing Falster en afspejling. Imidlertid var han også optaget af skandinavisk politik, hvilket det store antal besøg i Helsingborg og Søborg kan tages som udtryk for. De øvrige dokumenterede opholdssteder i Nordsjælland synes alle at ligge i nærheden af den rejserute (mellem Helsingborg og Roskilde), der endnu anvendtes i det 16. århundrede.

Under perioden 1319-32 synes de två kongene, Christoffer 2. og Valdemar 3., følge meget forskellige rejsemønstre. Valdemar besøgte alle vigtigere landsdele (endog det nordenfjordske og vestlige Jylland), men hverken Halland, Blekinge eller Østskåne var nogensinde hans opholdssted. Det kan ikke konstateres, at kongen i væsentlig grad har foretrukket én bestemt by.

Christoffers opholdssteder koncentrerede sig klart syd for den ”klassiske” skillelinie ved Bæltovergangene, idet Nordsjælland forblev inddraget i kongens rejser. Øst for Øresund kom han til gengæld tilsyneladende aldrig. Inden for dette syddanske område lå tyngdepunktet klart i Sydsjælland, på Nordfalster og på Nordøstlolland; det synes berettiget at betegne Vordingborg som hovedresidens (men ikke som hovedstad, hvilket ville forudsætte permanente institutioner!) med Nykøbing Falster som 2. residens. Koncentrationen om denne del af riget må også nu forklares med engagementet i den nordtyske politik.

Rejsekongedømmet og Danmarks hovedstad[redigér | redigér wikikode]

Regalieindtægterne af byerne må have gjort det tillokkende for kongene at interessere sig for købstædernes vel, og samtidigt kontrollere den stedlige forvaltning. (Hyppige kongebesøg fand sted i byer som Vordingborg og Søborg, der hverken havde landsting, bispesæde eller et betydeligt kloster; dette må have haft stor betydning for disse byers økonomiske liv.) Hvis regaleindtægterne af byerne – i Danmark ligesom i Tyskland – var vigtigere end domæneindtægterne af landet, forstår vi bedre hvorfor de danske konger koncentrerede deres rejser om byerne.

Somlige byer var særlig viktige som kongelige residenser. Men ingen by var Danmarks hovedstad. Dette må betones. ”Før København var Roskilde Danmarks hovedstad, før Roskilde det gamle Lejre”, var nevnlig grundtanken i en gammel opfattelse. Fra det sagnrige Lejre, hvor hedenskabets konger havde boet, flyttede alltså den kristnede danekonge til Roskilde – og da nytiden nærmede sig, drog kongen videre til Øresund med handelsbyen der. Denne opfattelse fik stor udbredelse, men er aligevel en misforståelse.[9]

Det er ganske vildledende for middelalderens vedkommende at tale om en ”rigets hovedstad” eller ens en ”kongelig residensstad”. Det er en indsmuglen af moderne begreber i en tid, hvor de ikke passer. Centraladministrationen, det var da kongen og hans hof, hans kansler og hans rentemester. De havde intet fast opholdssted i riget. Kongen og hans følge rejste runt fra by til by, fra slott til slot.

Meget betegnende for middelalderens stat er dette, at der i riget ikke var noget ubetinget centrum, ingen fast residens. Det ændredes ikke ved, at København i 1416 blev kongestad: byen gik fra Roskildebispens hænde over til at blive kronens. København, med måske 5000 indbyggere, blev då kun en af rigets viktigeste byer.

Men alligevel, året 1416 var noget nyt begynt. Kongen var fra nu af ikke altid i København, langtfra, men han var nu oftere her end noget andet sted i riget. Man kan på en vis måde forfølge dette statistisk, når man sammenstiller dateringsstederne fra kongebrevene.

I menneskealderen før 1416 er der ikke nogen by eller slot, der spiller en absolut fremtrædende rolle som kongelig opholdssted. Dronning Margrete og Erik af Pommern residerede på adskillige steder: Helsingborg, Lund, Vordingborg, Flensborg, etc.

Helt anderledes var det i menneskealderen efter 1416, då Københavns slot med ét bliver det sted, hvor kongen oftest viser sig. Et stedse større procenttal af kongebreve er nu daterede herfra. I Erik af Pommerns tid måske en tredjedel av alle de bevarede, i Christoffer af Bayerns tid henimod halvdelen. Straks kommer København også til at spille en fremtrædende rolle i rigets politiske historie.

Hvad der foregik året 1416 var kun at kronen erhvervede et nyt slot og en ny stad. Men i århundret efter blev det klart for alle, at rigets skæbne stod og faldt med denne kongeby. På den tid stod også København i den almindelige mening som rigets hovedstad.

Rejsekongedømmets funktion[redigér | redigér wikikode]

Både udenlandsk og dansk forskning knytter ofte rejsekongedømmet sammen med naturaløkonomi. Mange beskæftigede sig overvejende med finansieringen af rejserne. Forskere fandt ofte, at rejsekongedømmet nødvendiggjordes af vanskelighederne ved at transportere indsamlede naturalier: nødvendigheden af at forbruge naturalierne på stedet.

Det er dog ikke i naturaløkonomien, at den vigtigeste årsag til rejsekongedømmet skal søges. (En lang række af navnene fra kongelev- og patrimoniefortegnelserne i Kong Valdemars Jordebog genfinder vi ganske vist i listerne over kongenes opholdssteder; men selv områder hvor der også var kongelev og/eller patrimonialgods fik sjældne kongebesøk.) Det er værd at bemærke, at kongene i overvejende grad opholdt sig i byene. Nogle blev så hyppigt besøgt, at det er berettiget at tale om residenser.

Kongenes residenser skiftede efter behov i rejsekongedømmet. Visse af dem havde bestemte funktioner. Nyborg var mødeby for hoffene, Slesvig sæde for Valdemar Sejrs nordtyske politik, ligesom Vordingborg var det for hans baltiske; den sidste blev endog hovedresidens under Erik Menved og Christoffer 2. på grund af deres nordtyske interesser. Tilsvarende blev Helsingborg og Søborg de vigtigste opholdssteder i forbindelse med den nordiske politik.

Man kan antage, at kongene af politiske grunde sørgede for at besøge forskellige egne af landet. Årsagerne til deres rejsemønster kan have været flere. Rettertingets fremvæxt var én af de vigtigeste grundene til existensen af rejsekongedømmet. (Her bør det også fremhæves hvilken betydning dette havde ved at muliggøre kontrol med forvaltningen og befolkningens sindelag på stedet.)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Ericson Wolke (1988), passim; se også Sandberg (1990), passim
  2. ^ Berhardt (1993), passim
  3. ^ Peyer (1964), passim; vedrørende Prag, se Graus (1979); vedrørende Bryssel, se Martens (1964); vedrørende Paris, se Roloff (1952); vedrørende London, se Tout (1934)
  4. ^ Strömberg (2013), s. 66f; se også fx. Peyer (1964), Erslev (1889)
  5. ^ Herrmann (2000), passim; se også fx. Aretin (1983), Berges (1982), Peyer (1964)
  6. ^ Bernhardt (1993), passim
  7. ^ Strömberg (2013), s. 103ff
  8. ^ Riis (1981)
  9. ^ Erslev (1889)

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Karl Otmar von Aretin: Das Reich ohne Hauptstadt? I: Hauptstädte in europäischen Nationalstaaten. ed T Schieder & G Brunn, München/Wien 1983.
  • Wilhelm Berges: Das Reich ohne Hauptstadt. I: Das Hauptstadtproblem in der Geschichte Tübingen 1952.
  • John W. Bernhardt: Itinerant kingship and royal monasteries in early medieval Germany, 936–1075. CUP, Cambridge 1993, ISBN 0-521-39489-9.
  • Carlrichard Brühl: Fodrum, Gistum, Servitium Regis. Köln/Graz 1968.
  • Edith Ennen: Funktions- und Bedeutungswandel der 'Hauptstadt' vom Mittelalter zur Moderne. I: Hauptstädte in europäischen Nationalstaaten ed. Theodor Schieder & Gerhard Brunn, München/Wien 1983.
  • Lars Ericson Wolke, Borgare och byråkrater, omvandlingen av Stockholms stadsförvaltning 1599-1637, Stockholm 1988.
  • Kristian Erslev, Naar blev Köbenhavn Danmarks hovedstad?, Tilskueren, København 1889.
  • František Graus: Prag als Mitte Böhmens. I: Zentralität als Problem der mittelalterlichen Stadtgeschichtsforschung. ed. F Meynen, Wien/Köln 1979.
  • Bernard Guenee: States and rulers in later medieval Europe. Glasgow 1985.
  • Oliver Hermann: Lothar III. und sein Wirkungsbereich. Räumliche Bezüge königlichen Handelns im hochmittelalterlichen Reich (1125–1137). Winkler, Bochum 2000, ISBN 3-930083-60-4.
  • Mina Martens: Bruxelles, capitale de fait sous les Bourgignons. I: Vierteljahrschrift für Wirtschafts- und Sozialgeschichte. II, 1964.
  • Ferdinand Opll: Das itinerar Kaiser Friedrichs Barbarossa. Wien/Köln/Graz 1978.
  • Hans Jacob Orning: Unpredictability and presence - Norwegian Kingship in the High Middle Ages. Leiden/Boston 2008.
  • Hans Conrad Peyer: Das Reisekönigtum des Mittelalters. I: Vierteljahrschrift für Sozial- und Wirtschaftsgeschichte. ed. Hermann Aubin, vol 51, Wiesbaden 1964, S. 1-21.
  • Thomas Riis, Det middelalderlige danske rejsekongedømme indtil 1332, I: Middelalder, metode og medier, festskrift til Niels Skyum-Nielsen, Viborg 1981.
  • Gustav Roloff: Hauptstadt und Staat in Frankreich. I: Das Hauptstadtproblem in der Geschichte. Tübingen 1952.
  • Robert Sandberg, I slottets skugga, Stockholm 1991.
  • J.B.L.D. Strömberg: The Swedish Kings in Progress – and the Centre of Power. I: Scandia. 70:2, Lund 2004.
  • JBLD Strömberg: De svenska resande kungarna – och maktens centrum. (The Swedish travelling kingdom –and the center of power) Uppsala 2013. Samlingar utgivna av Svenska fornskriftsällskapet. Serie 1. Svenska skrifter 97, 557 pp. ISBN 978-91-979881-1-7. English summary:[1]
  • Thomas Frederick Tout: The beginnings of a modern capital, London and Westminster in the fourteenth century. I: The collected papers of Thomas Frederick Tout vol III, Manchester 1934.