Spring til indhold

Erik Plovpenning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Erik Plovpenning
Erik Plovpenning på kalkmaleri i Sankt Bendts Kirke, Ringsted.
Konge af Danmark og de Venders
Kroning30. maj 1232
RegeredeMedkonge: 30. maj 1232
28. marts 1241
Enekonge: 28. marts 1241
10. august 1250
ForgængerValdemar Sejr
RegentErik 4. Plovpenning
EfterfølgerAbel af Danmark
ÆgtefælleJutta af Sachsen
BørnChristoffer af Danmark
Knud af Danmark
Sophia af Danmark
Ingeborg af Danmark
Jutta af Danmark
Agnes af Danmark
Født1216
Død10. august 1250
Hvilested1258
Skt. Bendts Kirke i Ringsted
FarValdemar 2. Sejr
MorBerengária af Portugal
HusJellingdynastiet

Erik Plovpenning (Erik 4.), (121610. august 1250[1]) var konge af Danmark fra 1241 til 1250. Han var søn af Valdemar 2. Sejr og dennes anden hustru Berengária af Portugal. Hans regeringstid var præget af konflikter og borgerkrig med hans brødre.[2]

Kalkmaleri forestillende Erik Plovpenning, detalje fra korrunding i Sankt Bendts Kirke.
Erik Plovpenning, som eftertiden tænkte sig ham.

Erik var dansk medkonge fra 1232 og dansk enekonge fra 1241 til 1250 til stor fortrydelse for hans to brødre, Abel og Christoffer 1., der begge ønskede at få del i magten.

Erik og Abel krigedes i flere år, hvorunder Abel, som var hertug af Slesvig, fik støtte af sine holstenske svogre. I 1244 forligedes de for at tage på et fælles korstog mod Estland, men snart blussede kampen mellem dem op igen. For at finansiere disse kampe lagde Erik i 1249 skat på hver plov, hvilket sådan set var en retfærdig skat, da antallet af plove stod i forhold til den dyrkede jord, og en penning var så lille et beløb, at alle kunne betale. Den hårdhændede inddrivelse af skatten skaffede ham tilnavnet "Plovpenning". Skatten var ikke særlig populær, og i 1249 måtte han flygte fra ophidsede skånske bønder, der nægtede at betale plovskat.

Herudover ragede Erik også uklar med kirken og den magtfulde Hvide-slægt. På den tid var bisperne meget offensive, og Erik måtte i 1237 ty til at skaffe sig et brev fra paven for at kunne tvinge bisper til at indsætte præster, som var udpeget af kongen i hans kirker. Erik var dog også en kirkens mand og påbegyndte for egen regning opførelsen af Gråbrødre Kloster i Roskilde, men krig og ufred forhindrede ham i at fuldføre det. Erik skal have givet udtryk for et ønske om at dø i gråbrødrenes ordensdragt og blive begravet i klosteret.

I 1250 lykkedes det Erik at erobre størsteparten af Abels hertugdømme, og de mødtes hos Abel for at slutte forlig. Under besøget, som fandt sted Skt Laurentii nat den 10. august 1250[1], blev Erik halshugget, og hans lig sænket i Slien. Den navngivne morder, Eriks uven, ridderen Lave Gudmundsen, blev selv dræbt i Kiel i 1252. I 1258 blev Eriks jordiske levninger overført til Skt. Bendts Kirke i Ringsted, hvor han gravsattes. På hvælvingerne over Eriks grav ses kalkmalerier med scener fra hans liv og død.

Med sin dronning Jutta af Sachsen fik Erik fire døtre:

  1. 1 2 Erik Plovpenninggravsted.dk
  2. "Erik 4. Plovpenning, 1216-50". Danmarks Historien. Arkiveret fra originalen 7. august 2017. Hentet 1. august 2018.
  3. "Store norske leksikon". Arkiveret fra originalen 9. maj 2019. Hentet 16. marts 2019.
  4. "Union med danmark". Arkiveret fra originalen 1. oktober 2017. Hentet 16. marts 2019.
  • Aksel E. Christensen: Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden; Akademisk Forlag, 1976; ISBN 87-500-1663-6
  • Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold. 1250-1400"; Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bd. 5; 1989; ISBN 87-89068-07-6

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Erik Plovpennings anetavle i to generationer
P I II

Proband:
Erik Plovpenning

Far:
Valdemar Sejr

Farfar:
Valdemar den Store
Farmor:
Sofia af Minsk
Mor:
Berengária af Portugal
Morfar:
Sancho 1. af Portugal
Mormor:
Dulce af Aragonien
Foregående: Kongerækken Efterfølgende:
Valdemar 2. Sejr Abel