Erik Plovpenning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Erik Plovpenning
Erik d4 Plovpenning.jpg
Erik Plovpenning på kalkmaleri i Sankt Bendts Kirke, Ringsted.
Konge af Danmark og de Venders
Kroning 30. maj 1232
Regerede Medkonge: 30. maj 1232
28. marts 1241
Enekonge: 28. marts 1241
10. august 1250
Forgænger Valdemar Sejr
Regent Erik 4. Plovpenning
Efterfølger Abel af Danmark
Ægtefælle Jutta af Sachsen
Børn Christoffer af Danmark
Knud af Danmark
Sopha af Danmark
Ingeborg af Danmark
Jutta af Danmark
Agnes af Danmark
Hus Jellingdynastiet
Far Valdemar 2. Sejr
Mor Berengária af Portugal
Født 1216
Død 10. august 1250
Hvilested 1258
Skt. Bendts Kirke i Ringsted
Kalkmaleri forestillende Erik Plovpenning, detalje fra korrunding i Sankt Bendts Kirke.

Erik Plovpenning (Erik 4.), (121610. august 1250[1]) var konge af Danmark fra 1241 til 1250. Han var søn af Valdemar 2. Sejr og hans anden hustru Berengária af Portugal.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Erik Plovpenning, som eftertiden tænkte sig ham.

Erik var dansk medkonge fra 1232 og dansk enekonge fra 1241-1250 til stor fortrydelse for hans to brødre, Abel og Christoffer 1., der begge ønskede at få del i magten.

Erik og Abel krigedes i flere år, hvorunder Abel, som var hertug af Slesvig, fik støtte af sine holstenske svogre. I 1244 forligedes de for at tage på et fælles korstog mod Estland, men snart blussede kampen mellem dem op igen. For at finansiere disse kampe lagde Erik i 1249 skat på hver plov, hvilket sådan set var en retfærdig skat, da antallet af plove stod i forhold til den dyrkede jord, og en penning var så lille et beløb, at alle kunne betale. Den hårdhændede inddrivelse af skatten skaffede ham tilnavnet "Plovpenning". Skatten var ikke særlig populær, og i 1249 måtte han flygte fra ophidsede skånske bønder, der nægtede at betale plovskat.

Herudover ragede Erik også uklar med kirken og den magtfulde Hvide-slægt. På den tid var bisperne meget offensive, og Erik måtte i 1237 ty til at skaffe sig et brev fra paven for at kunne tvinge bisper til at indsætte præster, som var udpeget af kongen, i hans kirker. Erik var dog også en kirkens mand og påbegyndte for egen regning opførelsen af Gråbrødre Kloster i Roskilde, men krig og ufred forhindrede ham i at fuldføre arbejdet. Erik skal have givet udtryk for et ønske om at dø i gråbrødrenes ordensdragt og blive begravet i klosteret.

I 1250 lykkedes det for Erik at erobre størsteparten af Abels hertugdømme, og de mødtes hos Abel for at slutte forlig. Under besøget, som fandt sted Skt Laurentii nat den 10. august 1250[1], blev Erik halshugget, og hans lig sænket i Slien. Den navngivne morder, Eriks uven, ridderen Lave Gudmundsen, blev selv dræbt i Kiel i 1252. I 1258 blev Eriks jordiske levninger overført til Skt. Bendts Kirke i Ringsted, hvor han gravsattes. På hvælvingerne over Eriks grav ses kalkmalerier med scener fra hans liv og død.

Familie[redigér | redigér wikikode]

Med sin dronning Jutta af Sachsen fik Erik fire døtre:

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

 
 
 
 
 
16. Erik 1. af Denmark
 
 
8. Knud Lavard
 
 
 
 
 
 
17. Bodil Thrugotsdatter
 
 
4. Valdemar 1. af Danmark
 
 
 
 
 
 
18. Mstislavl 1. af Kiev
 
 
9. Ingeborg af Novgorod
 
 
 
 
 
 
19. Christina af Sverige
 
 
2. Valdemar 2. af Danmark
 
 
 
 
 
 
20.
 
 
10. Volodar af Minsk eller Vladimir af Halicz
 
 
 
 
 
 
21.
 
 
5. Sofia af Minsk
 
 
 
 
 
 
22. Boleslav 3. af Polen
 
 
11. Rikissa af Polen
 
 
 
 
 
 
23. Salomea af Berg
 
1. Erik 4. af Danmark
 
 
 
 
 
24. Henrik af Burgund
 
 
12. Alfons 1. af Portugal
 
 
 
 
 
 
25. Teresa af Léon
 
 
6. Sancho 1. af Portugal
 
 
 
 
 
 
26. Amadeus 3. af Savoyen
 
 
13. Maud af Savoyen
 
 
 
 
 
 
27. Mahaut af Albon
 
 
3. Berengaria af Portugal
 
 
 
 
 
 
28. Ramon Berenguer 3. af Barcelona
 
 
14. Ramon Berenguer 4. af Barcelona
 
 
 
 
 
 
29. Douce 1. af Provence
 
 
7. Dulce af Aragonien
 
 
 
 
 
 
30. Ramiro 2. af Aragonien
 
 
15. Petronila af Aragonien
 
 
 
 
 
 
31. Agnes af Aquitanien
 

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Aksel E. Christensen: Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden; Akademisk Forlag, 1976; ISBN 87-500-1663-6
  • Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold. 1250-1400"; Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bd. 5; 1989; ISBN 87-89068-07-6

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Erik Plovpennings anetavle i to generationer
P I II

Proband:
Erik Plovpenning

Far:
Valdemar Sejr

Farfar:
Valdemar den Store
Farmor:
Sofia af Minsk
Mor:
Berengária af Portugal
Morfar:
Sancho 1. af Portugal
Mormor:
Dulce af Aragonien
Foregående: Kongerækken Efterfølgende:
Valdemar 2. Sejr Abel