Skjaldekunst

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Skjaldedigte)
Gå til: navigation, søg

Skjaldekunst eller skjaldskab var en stærkt formbundet, mundtligt overleveret digtekunst der stod centralt i vikingetidens dannelsesideal.

Bærende for digtningen er et omfattende system af poetiske omskrivninger – kenningar der forudsætter et solidt kendskab til den nordiske mytologi og heiti som er et antal poetiske synonymer, omtrent 2000 i tallet (se Alexander Jóhannesson).

Vi ved ikke hvordan digtene blev fremført, men den stramme og regelbundne metrik lader antyde at der kan have været tale om en kombination af sang og dans, i lighed med det der stadig findes på Færøerne[1].

Mange vikingekonger havde skjalde tilknyttet deres hird, og disse stod meget højt i anseelse. Deres funktion var at lovprise kongens bedrifter i farverige – tit bloddryppende – skildringer, som gerne blev formuleret i den metrisk stramme og svært forståelige drottkvætt-stil og derefter reciteret eller sunget blandt folk.

Omsat til nutidige begreber kan man sige at hirdskjalden på en gang var historiker, mytolog, kulturambassadør, krigsreporter, sprognævn og propagandamester – hvilket jo forklarer lidt af hans høje position[2].

Digtene synes at have bredt sig blandt folk som en løbeild, og de bedste af dem blev husket ordret i mange generationer. Mange af de kvad som er nedskrevet i de islandske middelalderhåndskrifter, menes at været stort set ordrette overleveringer som er gået fra mund-til-mund i et århundrede eller mere, inden de blev nedskrevet af historieinteresserede islændinge. Skjaldekunst er i dag en del af den islandske litteratur fra middelalderen.

Blandt de mest berømte norske hirdskjalde var Thjodolf den Hvinverske, Thorbjørn hornklofi og Eyvind Skaldaspillir. De norske skjalders overleverede saga blev kort. Med Eyvindr nåede den norske skjaldekunst allerede sit højdepunkt omkring midten af det 10. århundrede og så slap nordmændene op. Derefter overtoges rollen af islændinge. Deres guldalder varede et par århundreder, men med norske bidrag var det forbi.[3]

Den største blandt skjaldene – der dog ikke levede af sin digtning, men af diverse handels- og plyndringstogter samt som høvding på Island – var vel nok Egill Skalla-Grímson[4]. Egill var, måske sammen med Eyvindr skaldaspillir sin tids personligste skjald, idet hans overleverede digtning vidner om en stærk, splittet sjæl, som benytter sin gave til at få luft — se hans bevarede sørgedigte, og så hans hadske viser[5].

Guder for skjaldskab var Bragi og Óðinn[6].

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Ifølge sagaerne har det vel nok kun drejet sig om recitation. Dans omtales ikke, men derimod utallige tilfælde når skjalden hævede sin røst og andre tav. Som Eiríkr blóðøx sagde, da Egill havde reciteret Höfuðlausn: „Bezta er kvæðið fram flutt ...“, dvs. „Digtet er blevet foredraget på den bedste måde ...“ og hermed mener kongen Egils stemme og foredragskunst — omstændighederne gør dans umulig. Mens Egill stod og reciterede sit iøvrigt underlødige men smuktklingende kvad, måtte kongen sidde og gruble over, hvordan han skulle løse den klemme som alle deltagende befandt sig i. Dans ville kun have distraheret ham, mens Egils røst, med den lidt syngende norrøne accent, måske har tjenet som et dulmende underspil.
  2. ^ Propagandaens rolle begrænsedes dog af et faktum, som Snorri Sturluson nævner i sin fortale til Heimskringla, nemlig at når skjalderne skulle lovsynge deres herre, så gjorde de det efter bedste evne, men fordi man kunne være sikker på, at en del af tilhørerkredsen havde oplevet den besungne begivenhed, så kunne skjalden ikke tillade sig at lyve. Hvis man overdriver eller opfinder bedrifter, „så er det hån men ikke pris“ for at citere Snorri. De gamle havde en fin fornemmelse for om en lovsang var rimelig eller ej. Skjaldene kunne også bruge sin kunst til at tale konger til rette, se f.eks. Bersöglisvísur som Sighvatr Þórðarson brugte til at få sin herre, Magnus den Gode til at komme på blidere tanker med hensyn til sin regering. Det virkede. Sighvatr var den fødte diplomat.
  3. ^ Om danskere og svenskere har gjort sig gældende vides så godt som intet, men i det 11. århundrede var de nordiske sprog allerede i færd med at skilles. Men man ved dog, at danskerne forstod islændingerne, idet islandske skjalde kunne finde på at digte til danske kongers ære, og Saxo nævner islændingene kollektivt blandt sine hjemmelsmænd.
  4. ^ Egill var en af sin tids stormænd på Island. I en noget skærende kontrast til hans eventyr i udlandet, beskrives han som ret fredelig, i hvert fald i voksen alder, når han var hjemme og bilagde strider ad lovens vej.
  5. ^ De som tvivler om, at denne tids mennesker havde de samme følelser som vi i nutiden, inviteres til at læse hans digte, enten i originalen eller en oversættelse. Egils Sonatorrek viser en grædende fader som forældre, som har mister børn, har været til alle tider.
  6. ^ Den teori er blevet foreslået, at guden Bragi faktisk er den norske skjald Bragi Boddason, som digtede de ældste kendte dróttkvætt-strofer og så er blevet deificeret. Måske usandsynligt, men bragr betyder netop digt, navnet Bragi er i samme slægt, og man regner med at mennesket Bragi Boddason er en historisk person.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Jóhannesson, Alexander (1956). Isländisches etymologisches Wörterbuch. Bern: A. Francke AG Verlag. .