Sophie af Mecklenburg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Sophie af Mecklenburg
Hans Knieper: Sophie af Mecklenburg (1578)
Udsnit af portræt af Hans Knieper fra 1578
Dronning af Danmark og Norge
Periode 20. juli 15724. april 1588
Forgænger Dorothea af Sachsen-Lauenburg
Efterfølger Anne Cathrine af Brandenburg
Ægtefælle Frederik 2. af Danmark
Børn med Kong Frederik 2.:
Hus Huset Mecklenburg
Far Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow
Mor Elisabeth af Danmark
Født 4. september 1557
Wismar, Mecklenburg
Død 4. oktober 1631 (74 år)
Nykøbing Slot, Falster
Hvilested Roskilde Domkirke
Religion Lutheransk

Sophie af Mecklenburg (4. september 15574. oktober 1631) var dronning af Danmark og Norge fra 1572 til 1588.

Hun var datter af hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow og Elisabeth af Danmark og blev gift med Frederik 2. i 1572.

En rekonstruktion af Bredfjedskibet, der blev fremstillet på Middelaldercentret fik navn efter hende i 2001.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Tidlige liv[redigér | redigér wikikode]

Sophie blev født den 4. september 1557 i Wismar i Mecklenburg som eneste barn af hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow i hans ægteskab med Elisabeth af Danmark, der var datter af Frederik 1. af Danmark.

I 1571 blev hun, kun 14 år gammel, forlovet med sin fætter, den 37-årige kong Frederik 2. af Danmark. Brylluppet fandt sted den 20. juli året efter på Københavns Slot.

Dronning[redigér | redigér wikikode]

Ægteskabet blev, så vidt vides, meget lykkeligt. I sine dagbogsnotater omtaler Frederik 2. ægtefællen som "min Soffye". Hun fulgte ham på rejser rundt i landet, deltog i hans jagter og plejede ham, når han var syg, men blandede sig aldrig i regeringssager. Dronningen var en fornuftig og økonomisk husmoder, der omhyggeligt tog sig af sine børns opdragelse. Hun var bogligt interesseret, besøgte flere gange Tycho BraheHven, samlede på folkeviser og tilskyndede Anders Sørensen Vedel til udgivelse af Danske Viser.

Enkedronning[redigér | redigér wikikode]

Litografi af Nykøbing Slot fra før 1767, hvor Sophie havde enkesæde.

Som 31-årig blev dronning Sophie enke. Sønnen Christian var kun 11 år gammel og for ung til at overtage tronen. Der blev derfor indsat et formynderstyre. Forholdet mellem enkedronningen og rigsrådet var dårligt. Efter Frederik 2.s død blandede hun sig politisk. Hun prøvede energisk – som så mange dronninger før hende – efter tysk arveskik at skaffe sine yngre sønner andel i hertugdømmerne. I 1594 blev hun tvunget til at trække sig tilbage til sit enkesæde på Nykøbing SlotFalster. Enkedronningens økonomiske evner som godsbesidder medførte, at hun døde 74 år gammel som landets rigeste kvinde, og dermed efterlod sig en stor arv, en arv som imidlertid hurtigt blev sat til af hendes arvinger.

Livgedingets omfatning[redigér | redigér wikikode]

I det hele og store var det krongodset på Lolland-Falster, der var henlagt til livgedinget. Det havde tidligere på lignende måde været givet til Frederik I's dronning Sofie, og senere fik Sophie Amalie det. Det var ikke noget dårligt enkesæde. Samlet blev den visse rente i 1572 skønnet til ca. 18.500 daler, dertil kom ladegårdenes avl, sagefald, indfæstning, skovhugst, oldengæld, og alt andet uvist. Til de egentlige livgedingsgodser kom den gamle herregård Bønnet på Falster med dens betydelige tilliggende af 60 gårde foruden gadehuse og fiskeboder, som Frederik II havde byttet sig til af Peder Gyldenstjerne til Thim. Det havde sikkert været kongens mening, at denne gård skulle lægges til livgedinget, til hvilket den hørte i årene nærmest efter 1588, men bindende aftaler var ikke trufne, og juridisk set var derfor rådet og formynderregeringen i deres gode ret, da de, mens striden med dronningen var hedest, på en yderst smålig måde lod hende føle deres magt ved 1594 at fratage hende Bønnet og oprette et nyt lille selvstændigt len af dette gods og den 1590 købte Torkildstrupgård. Selvfølgelig måtte denne handling virke provokerende, og dronningen beklagede sig også bittert her over, men foreløbig til ingen nytte. Næppe var imidlertid Christian IV blevet kronet, førend han tilbagegav moderen Bønnet, „efterdi vi vel kunne eragte, for hvad synderlig årsags skyld vor kære hr. fader lod sig være anliggende forskrevne gods sig at tilforhandle". Senere udvidedes livgedinget noget ved, at det lolland-falsterske bondegods, der i resten af dronningens levetid ved mageskifte kom i kronens besiddelse, lagdes hertil. De to store ejendomme Korselitse og Skørringe, hvis tilliggende på Falster tilsammen udgjorde noget over 100 gårde, og hvis erhvervelse 1603—04 dannede slutstenen på kronens næsten absolutte eneherredømme over denne ø, blev derimod bortforpagtede til hende på livstid mod en årlig afgift af 2.500 daler.

Af større interesse end de små udvidelser, dronningens godser fik ved mageskifter, er det, at hun 1621 gjorde forsøg på at få Halsted Kloster ombyttet med Maribos gods på Lolland-Falster, men forgæves.

Livgedinget bestod af tre store len, af hvilke dog Nykøbing Len fra 1592 var forenet med Ålholm Len, hvis lensmand til tider også havde Halsted under sig. På Nykøbing fandtes der så kun en skriver, der så meget lettere kunde bestride forretningerne, som dronningen fra 1594 regelmæssig selv holdt hus på slottet, der i de foregående år var bleven ombygget og betydelig udvidet af den fra Mecklenburg indforskrevne bygmester Filip Brandin.

Livgedingets struktur[redigér | redigér wikikode]

Livgedinget bestod af to store hovedgrupper: bøndergodset og kronens egne ladegårde. Indtægten af bøndergodset kunne næppe eller slet ikke forøges, efter som den vigtigste faktor, landgilden, var af en alt for konstant art, ikke således, at den ikke måtte eller kunne forøges, men den havde allerede flere steder nået en højde, som vanskelig lod sig overskride, og der var ikke få tilfælde, hvor den måtte nedsættes, dels for enkelte år, når det faldt ind med misvækst, eller andre ulykker ramte bonden, dels en gang for alle.

På grund af tidens fuldstændige ukendskab til alt rationelt skovbrug kunne heller ikke en så god indtægtskilde som skovene, der navnlig på Falster havde en betydelig udstrækning, umiddelbart gøres mere indbringende. De leverede vel nok tømmer til eget brug, men ikke til salg, var især til for jagtens og svinenes skyld. Den godsejer, der ønskede et forøget udbytte, så sig derfor udelukkende henvist til ladegårdene. Tidens politik havde længe været at skaffe dem så stort tilliggende og bringe dem i så god drift som vel mulig.

Foruden ladegårdene, der hørte til hovedslottene samt til øens len, fandtes der på Falster forskellige større gårde, der ikke dreves direkte under slottet, hvis egentlige avlsgård var den i Nykøbing Landsogn liggende Nørre ladegård, det senere Vestensborg. Der var den nu forsvundne Sønder ladegård, som til tider synes at have været overladt til lensmanden, der var Bønnet, som både før 1594 og efter 1596 var bortforpagtet for et år ad gangen til en årlig afgift af 300 daler. Desuden Stadagergård eller Sofienholm (senere Vennerslund), som styredes af en foged, og Gedsergård, der ligeledes var bortforpagtet. Endelig Sørup, som oprindelig havde været et selvstændigt len, men 1568 var blevet lagt under Nykøbing og degraderedes til en større bondegård, idet lensmanden fik befaling til at nedbryde den gamle ejendom og lade den genopføre halvt så stor således, at det kunne blive en god bondebygning.

Ny forvaltning[redigér | redigér wikikode]

Med lenene foregik der kort efter enkedronningens overtagelse den forandring, at mens Ålholm og Halsted hidtil havde været afgiftslen, blev de nu ligesom Nykøbing regnskabslen, hvilket indebar, at lensmanden fik en fast årlig lønning dels i rede penge, dels i naturalier (genant). På de to førstnævnte slotte kom der hurtigt nye folk, på Nykøbing blev derimod foreløbig den gamle lensmand, Niels Friis, siddende på de samme vilkår som tidligere, men i 1592 lod dronningen ham vide, at hun ikke kunne undvære ladegården fra slottet.

Tilsyneladende var hendes lensmænds stilling næsten den samme som de kongeliges, men i virkeligheden blev de langt mere bundne, og dronningens stadige indgriben selv i rene småting måtte uundgåelig give dem et præg af godsforvaltere eller fogeder. Ganske vist indeholdt deres lensbreve de sædvanlige bestemmelser om, at bønderne skulle holdes ved lov og ret, skovene ikke forhugges og så videre, men desuden pålagdes det dem at føre tilsyn med avlen, ladegårde og humlehaven, og deres ret til at jage og fiske blev omhyggeligt begrænset. Og foruden det egentlige lensbrev udfærdigedes der jævnligt instrukser, som vel at mærke ikke angik lensmandens bestilling som embedsmand, men udelukkende tog sigte på ladegårdens avl og nøje angav, hvor mange lam der skulle slagtes til dronningen, hvor mange øksne der skulle sendes hende, hvor mange tønder trækul der skulle brændes, og hvor meget hørfrø der årlig skulle sås. Foruden i kongens rentekammer revideredes deres regnskaber af hendes rentemester Johan Oberberg, og hun passede omhyggeligt på, at grisene og gæssene ikke fik for meget korn, eller man glemte at føre disses fjer og fedt til indtægt. Karakteristisk var det, at dronningen under et af sine ophold i Mecklenburg anmodede Anders Dresselberg på Ålholm om næst efter at fortælle hende noget om kongen og oplyse hvorledes, det stod til med sundheden i lenet, at oplyse hende, om kornet var kommen godt og tørt ind, om han havde opstaldet øksne nok og haft tilstrækkelig mange oldensvin på skoven samt forhøre, hvorledes det gik med studene på Halsted kloster.

Forsømt gods[redigér | redigér wikikode]

Det ser ud til, at livgedingets tilstand ikke har været den bedste, da dronningen overtog det; i hvert fald var der nok at tage fat på, og fuld af virkelyst kastede hun sig over sin nye opgave. Det var især i de første par år af sin enkestand, at dronningen var ivrig efter at bringe det forsømte på fode og lægge nyt land under ploven, og næppe var kongen begravet, førend der udgik den ene skrivelse herom efter den anden til hendes lensmænd. Frederik Hobe fik befaling til at lade Ålholm ladegårds marker rydde og rense for tjørn og andet ukrudt således, at de kunne blive god engbund eller agerland, nye enghaver og vænger indtoges til gården, lige som de ældre marker blev indgrøftede og hegnede med gode stengærder, som bønderne skulle rense en gang om året og i det hele holde ved god magt. Lignende stengærder opførtes om Nykøbing ladegårds marker, de er et vidnesbyrd om, at herregårdsjordens udskillelse af fællesskabet med bondejorden nu var definitivt afgjort. Tæt ved Ålholm ved landsbyen Stubberup (Herridslev Sogn) lå den gang en sø, som dronningen i begyndelsen af 90-erne lod udtørre og tilså tilligemed en rimeligvis nærliggende mose, Langemose. Det indvundne areal lå dog for langt borte fra ladegården, hvorfor det senere bortfæstedes til bønderne. Også dem synes hun at have opmuntret til at tage fat på de udyrkede jorders kultivering, således tillod hun bønderne i Stokkemarke sogn og kort efter bønderne i Nørre- og Sønderherred, der havde fæstet nogle øde jorder og ny markjorder til deres gårde, at beholde dem i deres levetid, ligesom efterfølgerne måtte beholde dem sammen med gårdene „under et fæstning".

Hovedgårdsudvidelser[redigér | redigér wikikode]

Dronningen nøjedes ikke med det land, hun kunne vinde ved rydning og udtørring, også på anden vis udvidede hun sine hovmarker nemlig ved den i Tyskland og hertugdømmerne ret almindelige fremgangsmåde at nedlægge eller, som det i hendes kancellistil brutalt hedder, at ødelægge bøndergårde og drive deres tilliggende sammen med ladegården. Æren for at have indført dette i Danmark tilkommer dog ikke hende, det var allerede kendt tidligere.

Således fik en kgl. enspænder Søren Glad, der var bleven forlenet med Valsøgård, hvis avl var meget ringe, en gård i Valsø by, som bonden må rømme, og Køne Quitzov, der af den samme enspænder havde købt en gård i Jylland, som han ville bruge som avlsgård, tillodes det at lægge en bondegård ind under den. Typisk er nedlæggelsen af Rudbjerg ved Halsted Kloster. Dronningen havde erfaret, hedder det i en skrivelse til lensmanden, at avlen til klostret var meget ringe, "og vi gerne den noget større ville have, hvilket ikke lettelig kan ske, uden vi ødelægger en by ved klostret, som kaldes Rudbjerg"; han skulle derfor udvise: de 4 af kronens tjenere, der boede der, og lægge jorden under klostret. Bønderne bad mindelig om at beholde deres gårde nogle år endnu eller i det mindste høsten over, men dette kunne ikke tillades, da avlen skulle forbedres "med det første"; som en slags skadeserstatning skulle lensmanden give dem de første ledige gårde uden indfæstning, noget der var fast regel, når en af kronens fæstere blev opsagt fra sin gård, men hvorom der karakteristisk nok aldeles ikke havde været tale i det første brev. Hvor mange gårde, dronningen i alt har nedlagt, kan uheldigvis ikke afgøres. Desuden fik præsterne på Askø, Femø, Fejø og Bogø løfte om, at når en gård blev ledig på øen, skulle den lægges til præstegårdene.

Kornhandel[redigér | redigér wikikode]

Det større areal måtte jo have en forøget avl til følge, så meget mere som dronningen fra Mecklenburg og Holsten havde god lejlighed til at få brugeligt sædekorn, og at hun allerede 1591 gav befaling til at købe en eller to gårde i Nakskov til kornmagasin, tyder jo også på forholdsvis velstand. Kornet solgtes til storkøbmænd fra København eller Lybæk, der undertiden forudkøbte hele beholdningen, i hvilken landgildekornet dog spillede langt den største rolle. Det siger sig selv, at kontrakterne var ret fordelagtige for dronningen, men stundom var det dog nærved at gå galt. Om en af sine lybske handelsforbindelser, Gertrud Rosenow, havde hun således fået at vide, at hun var så betynget med gæld, at der næppe var håb om, at hun kunde få sine penge. Den gamle statholder Henrik Rantzau fik derfor i hemmelighed pålæg om at undersøge hendes kår, "om vi med lempe kunne komme til vor betaling, efterdi vi ikke gerne så hendes ulykke"; han syntes at have haft held med sig, thi nogle måneder efter betalte Gertrud omtrent 4.000 daler, sikkert til stor ærgrelse for de øvrige kreditorer. Forøvrigt holdt dronningen takket være sine udenlandske forbindelser lensmændene godt ájour med høstudsigterne og priserne i Tyskland, ligesom hun også sørgede for at gøre store indkøb af varer som humle og 1ignende, når priserne var særlig lave, selv om hun havde mere end tilstrækkelig store beholdninger liggende.

Kornavl[redigér | redigér wikikode]

Korndyrkningen var dog lidet produktiv og desuden i højeste grad underkastet tilfældet: "I almindelige år høstede man ikke over 2—32—3 fold, i særlig gunstige år et par fold mere, men i ugunstige år, der hyppig indtraf, mindre, stundom ikke en gang udsæden". Selv her i Danmarks fedeste og bedste egne kunne denne sidste eventualitet indtræffe. Således ramtes Nykøbing Len i 1589 af en haglskade så voldsom, at flere bønder ikke en gang fik udsæden igen, og allerede det næste år måtte lensmanden indberette, at bønderne på Falster og Småøerne "ikke haver bekommet så meget byg igen, som de haver såt, en part aldeles intet", og armoden var så stor, at skulle landgilden indkræves, blev der ikke mange bønder tilbage på gårdene. Ikke synderlig bedre må det på denne tid have stået til på Lolland, da lensmanden på Halsted kloster fik ordre til at indkøbe sædekorn til bønderne, som både manglede byg og havre.

Kvægavl[redigér | redigér wikikode]

Langt mere pålidelig var kvægavlen, og studefedningen havde da også dronningens varmeste interesse. Allerede i den første sommer af sin enkestand begyndte hun på de bestillinger af staldøksne hos forskellige adelsmænd, der gentager sig næsten hvert eneste år og ofte når en betydelig højde. Det første år er det kun 88, i 1589 er det steget til 192, og 1591 købes der ikke mindre end 200 stykker til Ålholm og 100 til Halsted. Dyrene bestiltes regelmæssig i juni—juli måned og skulle leveres til september. Undertiden købtes de af hendes bønder, der da ikke måtte sælge til andre, før hun havde forsynet sig. I begyndelsen af sin enkestand synes hun tillige at have benyttet sig af sin dobbeltstilling som enkedronning og regerende dronning til at komplettere sine besætninger på en for hende meget behagelig måde. Da hun således manglede malkekøer på Halsted, beordrede hun lensmanden på Skanderborg, hvor hun vidste, der var "flux unge køer", til at sende hende 24 af "de bedste og smukkeste malkekøer, som der udi ladegården tindes". Også opdræt bedrev hun og flyttede af hjertens lyst rundt med stude og kalve fra den ene gård til den anden, hvor der nu var bedst plads, ja fra tid til anden måtte dyrene endog over til hendes gårde i Holsten, når der ikke var staldrum nok på livgedinget. I efteråret 1590 var der således for meget ungt fæ på Ålholm, hvorfor lensmanden skulle sende 40 stude- og kviekalve til Stadager for at skaffe plads til staldøksne; besætningen på Stadager skulle sælges, for at det nye kvæg kunne blive indstaldet, og dette må have været af en særlig god race, thi da Niels Friis meddelte dronningen, at priserne var meget lave, og at der desuden var "smukt ungt fæ" derimellem, lod hun ham vide, at det dog skulle blive ved den gamle besked "af den årsag, at det som Du igen bekommer, er af det store slags fæ". Det var åbenbart med en vis med taknemlighed parret stolthed, at dronningen 1611 påbød at lade bygge en ny kostald på 32 bindinger til Ålholm, "da vor kvægavl ved Guds velsignelse har formeret sig fra år til år, hvorfor den Almægtige billigvis skal have lov og tak".

Mejeridrift[redigér | redigér wikikode]

For fedestalden glemte hun ikke mejeriet, om end det naturligvis stod i anden række. I 1591 antages der en mejerske til Stadager, "at hun der vore køer udi befaling kan bekomme", som det hedder med den sædvanlige højtidelige kancelliformular, ligesom de Stadager køer var bønder og mejersken en højbåren lensmand. Bønnet, hvor dronningen havde 50 gode malkekøer, overlodes 1597 til en "Marricke", efter navnet at dømme en hollænder, der vel sagtens skrev sig fra de på Sydfalster bosatte hollændere. I det hele har disse øjensynlig været søgte til denne bestilling. Da det på Nykøbing ladegård kom for dagen, at mejersken var utro og også ellers "forholdt sig ilde og beflitter sig på allehånde letfærdighed", og da fogeden, som dronningen nok tænkte sig, hverken på "Butte" (Botø) eller andetsteds havde kunnet få en ny, anmodede hun lensmanden om gennem en ven i København at forhøre sig om en "god, from, ærlig kvinde" fra Amager.

Det var dog ikke blot avlingens forøgelse, der lå dronningen på sinde; i enhver henseende var hun ivrig efter at gøre sig sit livgeding så frugtbringende som mulig. Der blev anlagt fole- og stodhaver ved de forskellige slotte samt i Vigsnæs Sogn, hvor bønderne blev tilsagte til at omgrave og indgrøfte en birkeskov.

Møller[redigér | redigér wikikode]

Møllerne rundt omkring i lenene blev istandsatte eller flyttede og nye opførtes, som ved Nykøbing, hvor hun sluttede kontrakt med et mekanisk geni af en møller, der lovede hende at bygge en mølle "så konsterig og vel, at vi dertil skal have en gefallen", og da hun nærede tvivl om resultatet, erklærede at ville gøre arbejdet for intet, hvis den ikke blev efter ønske.

Jagt[redigér | redigér wikikode]

Sin jagtret hævdede hun strengt. Forordningen af 7. december 1596, der meget indtrængende og alvorlig forbød adelen at jage storvildt i kronens skove og enemærker, er udstedt, fordi hun havde beklaget sig over dette indgreb i hendes rettigheder, hvilket "kan eragtes og regnes at ske af nogen synderlig forsæt og trodsighed", og hun lod ikke en lensmand gå fri for skarp tilrettevisning, når hans skytte havde skudt et stykke vildt på hendes grund. Bønderne i Halsted len forbød hun at jage efter ænder og ællinger, hvorved "de ødelægger meget fugl om året", og såvel af hensyn til vildtet som fåreflokkene skulle de enten holde deres store hunde bundne eller lade deres forben afhugge. Mod deres ødelæggelser af skovene skred hun ind ved at påbyde, at de kun måtte hugge efter skovfogedernes anvisning.

Fiskeriet[redigér | redigér wikikode]

I højere grad end jagten synes det dog, som om fiskeriet har ligget hende på hjerte. Allerede i efteråret 1588 sendte hun en digemester over til Falster for at undersøge, om der var noget sted, som egnede sig til diger og fiskedamme, lige som hun antog en mand til at rense de gamle damme, i hvilke der skulle sættes fisk til foråret. Et par år senere skrev hun til lensmanden Niels Friis på Nykøbing, at han skulle lade undersøge, om "der noget sted på landet er, at stranden løber op, at den udi fremtiden kunde dæmme(s) og gøre(s) der ferske søer af". Det næste år fik han befaling til at indrette flere nye damme og fiskeparker, lige som både han og Kristoffer Rosengård på Halsted måtte gøre store indkøb af krebs i Rostock, en gang 20, en anden gang 30 skok.

Havevæsenet[redigér | redigér wikikode]

Også havevæsenet interesserede hende, der anlagdes haver ved slottene, og idet mindste ved Nykøbing var der ansat en uddannet gartner til at passe rosengården, som haven her kaldtes. Han fik en ret stor løn, 40 daler foruden de sædvanlige tillæg, og fra haveelskende adelsmænd søgte hun at skaffe ham urter og blomster. At hun har tillagt frugtavlen betydning, fremgår af, at mølleren ved Stadagergård fritoges for sin landgilde mod at passe abildhaven.

Ud med rotterne[redigér | redigér wikikode]

Foretagsom og fuld af virketrang, som Sophie var, havde hun sine tanker henvendt på småt som stort, ja selv rotter og mus gik ikke ram forbi. I 1591 blev der nemlig antaget en rotte- og musefanger, „som skal fordrive alle de rotter og mus, som på vort livgedingslot Nykøbing er såvel som på vore gårde herudi vort land Falster".

Økonomisk[redigér | redigér wikikode]

Sophie har været en praktisk anlagt natur med en stærkt udviklet økonomisk sans således, at hun forstod at lade pengene formere sig, og allerede i sine første enkeår havde hun ret store pengetransaktioner med forskellige danske adelsmænd.

Død og begravelse[redigér | redigér wikikode]

Hun døde den 4. oktober 1631Nykøbing Slot. Hun er begravet i Roskilde Domkirke ved siden af sin mand.[1]

Børn[redigér | redigér wikikode]

Skibet Sophie[redigér | redigér wikikode]

Rekonstruktion af BredfjedskibetMiddelaldercentret.
Uddybende Uddybende artikel: Bredfjedskibet

En rekonstruktion af Bredfjedskibet har fået navnet Sophie efter Sophie af Mecklenburg. Bredfjedskibet var et klinkbygget handelsskib fra omkring år 1600.[2] Rekonstruktionen blev fremstillet af frilandsmuseet og forsøgscentret Middelaldercentret ved Nykøbing Falster i år 2000, og blev søsat året efter, hvor det fik navn efter enkedronningen, da hun boede på Nykøbing Slot, mens skibet sejlede.[3] Skibet blev siden brugt af museet til at sejle med turister på museet, men i 2013 viste det sig, at der var et voldsomt svampangreb i træet, og det blev derfor sænket, da det ikke kunne svare sig at reparere.[4]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Marinarkæologisk udgravning Amager Strandpark, vrag NMU j.nr. 2423, vikingeskibsmuseet.dk, hentet 10/6-2013
  2. Bredfjedskibet genskabes, af Jan Bill og Christian Lemée, raasejlerlauget.dk, hentet 10/6-2013
  3. Ravnkilde, Lise (2013-08-07). ""Sophie" er dødsmærket". Lolland-Falsters Folketidende (Folketidende Gruppen). 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Dronning af Danmark Efterfølgende:
Dorothea af Sachsen-Lauenburg Anna Cathrine af Brandenburg