Erik Klipping: Forskelle mellem versioner
| Linje 30: | Linje 30: | ||
Hun måtte arbejde hårdt, for at beholde sin søn på tronen, da hun blev modarbejdet fra mange sider. Landets [[ærkebiskop]] [[Jacob Erlandsen]] var blevet fængslet af Christoffer 1., mens han stadig levede, men alligevel kunne han trække i trådene, ligsom den tidligere konges søn [[Erik Abelsøn]] stod sammen med [[hertug]] Valdemar af [[Sønderjylland]] og gjorde krav på Sønderjylland og fik hjællp af [[holsten]]erne. |
Hun måtte arbejde hårdt, for at beholde sin søn på tronen, da hun blev modarbejdet fra mange sider. Landets [[ærkebiskop]] [[Jacob Erlandsen]] var blevet fængslet af Christoffer 1., mens han stadig levede, men alligevel kunne han trække i trådene, ligsom den tidligere konges søn [[Erik Abelsøn]] stod sammen med [[hertug]] Valdemar af [[Sønderjylland]] og gjorde krav på Sønderjylland og fik hjællp af [[holsten]]erne. |
||
[[Fyrst Jaromar af Rügen]] (eller Jarmer) udnyttede situationen og samlede en [[hær]] af [[vender]]e og sammen med hertug [[Erik Abelsøn]] af Slesvig (søn af kong [[Abel af Danmark|Abel]]) invaderede de [[Sjælland]]. Selvom Dronning Margrete havde samlet en hær for at sætte en stopper for invasionen, led hun nederlag ved [[Ringsted]] 1259. Det lykkedes |
[[Fyrst Jaromar af Rügen]] (eller Jarmer) udnyttede situationen og samlede en [[hær]] af [[vender]]e og sammen med hertug [[Erik Abelsøn]] af Slesvig (søn af kong [[Abel af Danmark|Abel]]) invaderede de [[Sjælland]]. Selvom Dronning Margrete havde samlet en hær for at sætte en stopper for invasionen, led hun nederlag ved [[Ringsted]] 1259. Det lykkedes den indtrængende hær at indtage [[København]] via det sted, hvor [[Jarmers Tårn]] i dag står. Herfra drog de videre til til [[Skåne]], hvor plyndringerne fortsatte. Uheldigvis for Jaromar påkaldte hans sig en hustrus vrede, efter at have dræbt hendes mand, og hun dræbte ham. Herefter trak Venderne sig tilbage til [[Rügen]]. |
||
Efter invasionen fra venderne troede Hertug Valdemar at kronen var svækket og startede et oprør. Margrete og Erik måtte derfor samle endnu en hær og drage til [[Jylland]], hvor det lykkedes at besejre hertugen. Imens fredforhandlingerne var i gang, samlede Valdemar allierede blandt holstenerne til et angreb. D. 28. juli [[1261]] led enkedronningen og hendes søn et knusende nederlag ved [[Lohede]], og blev taget til fange.<ref name=lexopen>http://lexopen.dk/biografi/er/Erik%205.%20Klipping.html</ref> |
Efter invasionen fra venderne troede Hertug Valdemar at kronen var svækket og startede et oprør. Margrete og Erik måtte derfor samle endnu en hær og drage til [[Jylland]], hvor det lykkedes at besejre hertugen. Imens fredforhandlingerne var i gang, samlede Valdemar allierede blandt holstenerne til et angreb. D. 28. juli [[1261]] led enkedronningen og hendes søn et knusende nederlag ved [[Lohede]], og blev taget til fange.<ref name=lexopen>http://lexopen.dk/biografi/er/Erik%205.%20Klipping.html</ref> |
||
Versionen fra 29. jul. 2009, 13:55
| Erik Klipping | |
|---|---|
 | |
| Konge af Danmark | |
| Regerede | 1259-1286 |
| Regent | Erik 5. Klipping |
| Ægtefælle | Agnes af Brandenburg |
| Børn |
Med Agnes
|
| Far | Christoffer 1. |
| Mor | Margrete Sambiria |
| Født |
ca. 1249 Lolland |
| Død |
22. november 1286 |
| Hvilested | Viborg Domkirke |
Erik Klipping (Erik 5.) var en dansk konge fra 1259-1286. Han blev født på Lolland 1249 som søn af den siddende konge Christoffer 1. og dronning Margrete Sambiria ("Sprænghest").[1]
Han er mest kendt for at være blevet myrdet af ukendte gerningsmænd i Finderup Lade i 1286.
Styre
Erik V blev hyldet allerede mens han var ganske lille, men han var endnu ikke kronet. Da hans far Christoffer døde i 1259 (ifølge et rygte blev han myrdet af abbed Arnfast fra Ryd Kloster), var Erik endnu ikke myndig og kunne derfor ikke overtage tronen. Ved en domstol blev det bestemt at hans mor, der var datter af Sambor 2. af Pommern, skulle regere landet på vegne af Erik, indtil han blev myndig.[2] Hun måtte arbejde hårdt, for at beholde sin søn på tronen, da hun blev modarbejdet fra mange sider. Landets ærkebiskop Jacob Erlandsen var blevet fængslet af Christoffer 1., mens han stadig levede, men alligevel kunne han trække i trådene, ligsom den tidligere konges søn Erik Abelsøn stod sammen med hertug Valdemar af Sønderjylland og gjorde krav på Sønderjylland og fik hjællp af holstenerne.
Fyrst Jaromar af Rügen (eller Jarmer) udnyttede situationen og samlede en hær af vendere og sammen med hertug Erik Abelsøn af Slesvig (søn af kong Abel) invaderede de Sjælland. Selvom Dronning Margrete havde samlet en hær for at sætte en stopper for invasionen, led hun nederlag ved Ringsted 1259. Det lykkedes den indtrængende hær at indtage København via det sted, hvor Jarmers Tårn i dag står. Herfra drog de videre til til Skåne, hvor plyndringerne fortsatte. Uheldigvis for Jaromar påkaldte hans sig en hustrus vrede, efter at have dræbt hendes mand, og hun dræbte ham. Herefter trak Venderne sig tilbage til Rügen.
Efter invasionen fra venderne troede Hertug Valdemar at kronen var svækket og startede et oprør. Margrete og Erik måtte derfor samle endnu en hær og drage til Jylland, hvor det lykkedes at besejre hertugen. Imens fredforhandlingerne var i gang, samlede Valdemar allierede blandt holstenerne til et angreb. D. 28. juli 1261 led enkedronningen og hendes søn et knusende nederlag ved Lohede, og blev taget til fange.[3] De blev holdt i fangenskab i Hamburg, men det lykkedes dronning Margrete at sikre sig hjælp fra hertug Albert af Braunschweig, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark. Erik blev sat fri i 1264, muligvis mod at ægte markgrev Johans datter Agnes af Brandenburg uden medgift. Han var nu blevet myndig, så han kunne regere landet på egen hånd, trods dette var det i mange år reelt enkedronningen, der styrede landet. Erik blev kronet til konge, men den mægtige ærkebiskop Jakob Erlandsen, som var blevet løsladt fra sit fangeskab af Margrete, bandlyste efterfølgende de bisper, der havde deltaget i kroningen.
I 1273 hentede Erik sin tyske bud Agnes hjem, og ikke længe efter fødtes den første søn Erik, der senere arvede tronen under navnet Erik 6. Menved.
I 1272 døde hertug Erik af Jylland, og i 1274 blev Jakob Erlandsen dræbt på en rejse hjem fra Rom. Begge var magtfulde folk, der havde modarbejdet kronen, men som kongen nu ikke længere skulle bekymre sig om. Kong Erik tog formynderskab over hertug Eriks børn og fik således magt over hertugdømmet Jylland.
Efter sin kroning blandede Erik sig i en igangværende strid i Sverige, hvor Valdemar og Magnus kæmpede om magten, og Erik støttede først Magnus og siden hen Valdemar. I 1277 hærgede danske styrker langt ind i Sverige og for at finansiere kampene foretog Erik møntforringelse, der muligvis har givet ham hans tilnavn. Det skete nemlig ved at klippe noget af mønterne, så de blev kantede. Til sidst gik Erik så langt som til at optage tvangslån hos kirken.
Erik oparbejdede således en væsentlig upopularitet blandt stormændene, og i 1282 lykkedes det dem, at tvinge kongen til at afgive et løfte om afholde årlige møder med stormændene - de såkaldte danehoffer. Kongen blev, som den første nogensinde, tvunget til at underskrive en håndfæstning, der kan betragtes som Danmarks svar på Magna Carta. Her forpligtede han sig til regelmæssigt at rådføre sig med stormændene og det, der senere blev til Rigsrådet, blev således ligestillet med kongen som den øverste myndighed i landet. Desuden blev bøndernes ret bedre sikret, men også en del fyrster fik noget ud af håndfæstningen. Valdemar Eriksøn fik sin families hertugdømme i Jylland, og Junker Jakob fik Nørrehalland.[2] Kongen skal ifølge håndfæstningen indkalde "rigets bedste mænd" til danehof og regere landet sammen med dem. Landstingene havde nu udspillet deres rolle, og det var ikke længere bønderne, der valgte kongen. Men man beholdt dog skikken med at hylde kongen på tinge.
Fremt til 1284 måtte kongen vige og bøje sig i alle sager, men da Hertug Valdemar gjorde krav på både Als og krongodset i Sønderjylland satte både kongen sig imod, og ved en dom ved danehoffet tabte hertugen. Herefter forsøgte han med magt at få sit krav igennem. Da han i 1285 rejste til Sverige for her, eller i Norge at finde støtte, blev han taget til fange og sat på Søborg. Året efter blev han løsladt, mod at han bøjede sig for kongen vilkår, og sværgede troskab til kronen.[3]
Mordet i Finderup Lade
Under en jagt d. 22. november 1286[1] ("Sct. Cæcilienat") søgte kong Erik og hans følge ly for natten i en lade ved Finderup. Her blev Erik og hans følge slået i myrdet af ukendte gerningsmænd. Man talte efterfølgende 56 stik på kongens lig.[4]
Motivet for mordet, samt morderne identitet har siden været årsag til mange spekulationer siden da. Året efter, i 1287, ved Danehoffet i Nyborg blev der fældet dom over ni stormænd, hvoraf kun én blev beskyldt for direkte at have dræbt kongen. De andre var blev blot beskyldt for meddelagtighed i mordet. Alle som én erklærede de sig uskyldige. De dømte var
- Grev Jakob af Halland
- Marsk Stig, der var Eriks marsk, og blev regnet som bagmanden
- Ridder Peder Jakobsen
- Ridder Peder Porse
- Ridder Niels Hallandsfar
- Ridder Niels Knudsen
- Væbner Rane Jonsen
- Væbner Aage Kakke
- Væbner Arved Bengtsen, der blev beskyldt for at have ført kniven
De blev alle dømt fredløse, og flygtede til Norge, hvor de ventede på en passende lejlighed til at vende tilbage.
Striden om de dømtes uskyld varede ved selv efter Erik Menveds tid, og motivet til mordet har været diskuteret lige siden, selvom man nok aldrig finder det rigtige. De mest udbredte forklaring er, at stormændene var utilfredse med kongen og ikke brød sig om, at han blev stærkere. Senere er det blevet foreslået at Erik Klipping skulle have krænket marsk Stigs hustru, og at dette skulle være motivet for mordet, og denne forklaring var i en periode den mest fremtrædende.
Det er også blevet forslået at den egentlige bagmand aldrig blev dømt, da denne havde magt til at dømme en uskyldig, for selv at gå fri. hertugen af Sønderjylland eller den norske konge eller dronning har begge været nævnt.
Da Erik Klipping døde tog hans ældste søn Erik Menved over som konge, han blev dog rådgivet af Hertug Valdemar.
Der er mange bud på hans lidt spøjse tilnavn "Klipping" eller "Glipping". Den mest udbredte forklaring er, at han fik tilnavnet "Klipping", fordi han klippede landets mønter, for at lave en devaluering. Nogle mener dog at Klipping betyder et klippet fåreskind, men hvorfor kongen skulle få navnet efter et fåreskind står hen i det uvisse og forklaringen virker derfor noget vag. I starten af det 16. århundrede skrev man Klipping, der blev fortolket som "den rasende", og senere som "forføren". Sidstnævnte hænger givetvis sammen med historien om at han skulle have krænket marsk Stigs hustru.
En anden populær forklaring er, at han fik tilnavnet "Glipping", fordi han glippede voldsomt meget med øjnene, hvilket blev tolket som et tegn på svaghed og upålidelighed. Denne forklaring virker dog temmeligt utroværdig.
Efter hans død
Erik havde sammen med Agnes seks børn. Den ældste søn Erik Menved overtog tronen efters sin far, men blev fordrevet af sin bror Christoffer 2. Hans søn Valdemar døde 1304. Hans datter Margrete blev gift med Birger Magnusson af Sverige, der senere blev konge. Den anden datter, Regitse, ægtede fyrst Niels af Werle, fra hvem Christian 1. nedstammer. Agnes giftede sig anden gang i 1293 med Gerhard 2. af Holsten og fik barnet Johan den Milde.
Erik Klippings lig blev ført til Viborg Domkirke, hvor han blev begravet i krypten. Her lå han indtil kirken brændte i 1726, og herefter blev kongens jordiske rester flyttet til en muret grav bag alteret.
I Finderup sognekirke blev der lavet en bodskapel, men kirken blev revet ned midt i 1500-tallet. I 1891 rejste rigmanden Thor Lange en 2,7 meter højt granitkors kaldet Finderupkorset på det sted, hvor man mener mordet fandt sted.
Mordet, der var det sidste kongemord i Danmarkshistorien, har inspireret forfattere, malere og digtere lige siden. I folkeviserne er man, som alle andre steder, uenig om de dømtes skyld, og såldes lyder det bl.a. "Nu stander landet i våde" og man er fuld af harme over disse mænd, der "sveg deres rette herre". I en anden er man i den modsatte lejr og skriver "Min ædelig herre, hin unge hr. Marstig" og fremstiller marsken som den, der uden grund rammes af anklagen. Enige er disse ældste viser dog i at se mordet som politisk.
De uaktuelle nyheder lavede et spoof på opklaringen af mordet, hvor Rejseholdet, bestående af Allan Fischer (spillet af Mads Mikkelsen) og Thomas la Cour (spillet af Lars Brygmann), lavede en efterforskning 700 år efter det fandt sted. Bl.a. ved en fantomtegning (der har en påfaldende lighed med Otto Baches maleri) af morderne, der blevet lavet ud fra en øjenvidnebretning, som en person havde arvet fra sin tip-tip-tip... oldemor.
| Foregående: | Kongerækken | Efterfølgende: |
| Christoffer 1. | Erik 6. Menved |
| P | I | II |
|---|---|---|
Proband: |
Far: |
Farfar: Valdemar 2. Sejr |
| Farmor: Berengária af Portugal | ||
| Mor: Margrete Sambiria |
Morfar: Sambor 2. af Pommern | |
| Mormor: Mechtilde af Mecklenburg |
