Alemanner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Område beboet af Alemannerne. Årstal angiver romersk-alemanniske slag fra 3. til 6. århundrede e.Kr.

Alamannere (alamanni, allemanni etc) var oprindelig en alliance af germanske stammer, som var lokaliseret ved de øvre dele af floden Main i nutidens Tyskland. En af de tidligste omtaler af dem er tilnavnet Alamannicus, som antagelig blev givet af Caracalla, som herskede over Romerriget i tiden 211-217 e.Kr. og som hævdede at være den, som besejrede dem.[1]

Denne alliances væsen og deres tidligere stammetilknytning er forblevet ukendt. Alliancen var aggressiv i sin natur og angreb den romerske provins Germania Superior (området i vestlige Scweitz, franske Jurabjergene, og regionerne ved Alsace og det sydvestlige Tyskland), når den kunne. Generelt fulgte disse stammer mønsteret hos andre germanske stammer som frankerne, den første germanske stammealliance, som havde stoppet romerne fra at trænge ind nord for nedre del af floden Rhinen og der efter invaderede den romerske provins Germania Inferior.

Fra det første århundredet e.Kr. var Rhinen blevet grænse mellem romerske Gallien og stammefolkene i Germanien. Germanske folk, keltere og stammer af blandet keltisk-germansk tilhør havde bosat sig langs begge bredder af floden. Romerne delte disse områder ind i to distrikter, Germania Inferior og Germania Superior, som lå henholdsvis langs nedre (nordlige) og øvre (sydlige) Rhinen.

Øvre Germania omfattede regionen mellem øvre Rhinen og øvre Donau (Området Schwarzwald var større den gang end i dag). Romerne kaldte det for Agri Decumates (det vil sige "Decumates-territorierne"), et navn af ukendt oprindelse. En del forskere har oversat udtrykket som "de ti kantoner"[2], men hvilke kantoner og hvilken eksistens er ikke kendt. Lina Hug og Richard Stead nævner i bogen "The story of Switzerland, 1890" bl.a. stednavnene Malans, Davos og Prättigau (alle i kantonen Graubünden), som forenedes i et forbund kaldet "de 10 jurisdiktioners forbund" (s. 184). Derudover nævnes Voralberg, St. Gall, Zürich, og Glarus, foruden Uri og 3 Waldstätten, Zug, Schwyz og Unterwalden (Niedwalden og Obwalden), samt Engelberg (som en del af Ob- og Nidwalden) og Gersau (som en del af Schwyz).

Området uden for den romerske befæstede grænse omkring Germania Superior blev kaldt for Limes Germanicus. De samlede krigsgrupper af alemannere krydsede hyppig limes og angreb Germania Superior og drog videre ind i Agri Decumates. Som et forbund, fra 400-tallet, bosatte de sig i Alsace og ekspanderede ind i det scweitziske mellemland (Mittelland), foruden dele af hvad, som i dag er Bayern og Østrig, og nåede dalene i Alperne i 700-tallet.

I henhold til Historia Augusta blev forbundene i 200-300-tallet fortsat kaldt Germani. Proculus (død ca. 281), en kejserusurpator i 280, havde en del af sin popularitet i Gallien ved hans fremgange ved guerillaangreb mod alamannerne.[3] Alemannerne blev der efter en nation, Alemannia, som var tidvis uafhængig, men oftere underlagt frankerne. På fransk blev navnet for Tyskland og det tyske sprog til Allemagne og allemand, på portugisisk Alemanha, alemão, og på spansk Alemania, alemán, og er alle disse tilfælde afledet fra denne tidlige germanske nation. Persisk og arabisk har også betegnet tyskere som Almaani og Tyskland som Almaania. På tyrkisk er tysk Alman og Tyskland Almanya.

Alemannernes område var altid noget udflydende og bestod af et antal ulige distrikter, hvilket afspejlede deres blandede oprindelse. I tidlig middelalder var dets områder delt mellem Strassburg bispedømme, som dateres fra omkring 614, området Augsburg fra 736, Mainz bispedømme fra 745 og af Basel fra 805. Dets særegne love blev kodificerede under Karl den store som hertugdømmet Alamannia i Schwaben. I dag er efterkommerne af alamannerne delt mellem fire nationer: Frankrig (Alsace), Tyskland (Schwaben og dele af Bayern), Scweitz og Østrig, og den tyske dialekt, som tales i disse områder, har særegne, regionale træk den dag i dag.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Det tyske sprog, som i dag bliver talt langt ud over grænserne for det tidligere Alemannia, er blevet kaldt for alemannisk tysk, og er anerkendt blandt undergrupperne af høytysk sprog. Alemanniske runeinskriptioner, så som de på Pforzen-spændet, er blandt de tidligste vidnesbyrd på gammelhøjtysk. Det højtyske konsonantskifte antages at være sket en gang i 400-tallet, enten blandt alemannere eller blandt langobardere; før dette skifte var den dialekt, som blev talt af alemanniske stammer, noget forskellig fra andre vestgermanske folks.

Alamannia mistede sin særegne jurisdiktionsidentitet, da Karl Martell absorberede landet og folket ind under det Frankerriget tidlig i 700-tallet. I dag er alemannisk et lingvistisk begreb, som referer til alemannisk tysk bestående af dialekterne i de sydlige to trediedele af Baden-Württemberg (tysk delstat), i vestlige Bayern (tysk delstat), i Vorarlberg (østrigsk delstat), scweitzertysk i Scweitz, og elsassisk i Alsace (Frankrig).

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Navn[redigér | redigér wikikode]

I henhold til Asinius Quadratus (omtalt i midten af 500-tallet hos den bysantinske historiker Agathias) betyder alemannernes navn «alle mand». Det antyder, at de var et konglomerat af ulige stammer. Dette var den udledning af Alamanni som blev benyttet af Edward Gibbon i hans store værk Decline and Fall of the Roman Empire[4], og af den anonyme bidragsyder af notater samlet fra skrifterne af Nicolas Fréret, udgivet i 1753, som noterede, at det var det navnet, som blev brugt af de, som var uden for og som kaldte sig selv for svebere (Suevi).[5] Denne afledning er forblevet den standardiserede afledning.[6]

En annen afledning ser Ala- fra *al-, «bortenfor», ofte i betydningen «andre», fra hvor det er også afledet græske allos, «andre, fremmed», og gammelhøjtyske Elisâzzo (Elsaz eller Alsace[7]): «landet på den andre siden (af Rhinen)».

Walafrid Strabo, en munk ved Fyrsteabbediet St. Gallen som skrev på 800-tallet, bemærkede, at folket i Scweitz og de omliggende områder var det kun fremmede, som kaldte dem Alamanni, men at de gav sig selv navnet Suevi. Om dette var sandt i 800-tallet, er denne observation ikke nødvendigvis meningsbærende for 300-tallet. I korthed ved vi ikke nøjagtig hvad, som lå i navnet og hvornår. Det var imidlertid godt etableret blandt en række historikere og geografer.

Et interessant fakta for ordet Allemanni er, at det franske navn for Tyskland er «Allemagne», mest sandsynlig afledt fra den alemanniske stamme af «alle mænd», også baseret på forbundet af stammer, som blev dannet i 200-tallet og angreb Romerriget.

Første udtrykkelige omtale[redigér | redigér wikikode]

Alamannere blev først omtalt af Dio Cassius i beskrivelsen af Caracallas hærtogt i år 213. På den tid var de åbenbart i området ved floden Main, syd for den germanske stamme chattere (Chatti).

Dio Cassius (78.13.4) portrætterer alamannerne som ofre for denne forræderiske kejser Caracalla. De havde bedt om hjælp, fortæller Dio, men i stedet koloniserede han deres land, ændrede deres stednavne og henrettede deres krigere under påskud af at komme til deres hjælp. Da han selv blev syg, hævdede alemannerne, at de havde lagt en forbandelse på ham (78.15.2). Caracalla, blev det hævdet, prøvede at modvirke denne ved at påkalde sine forfædres ånder.

Som gengældelse ledede Caracalla der efter Legio II Traiana Fortis mod alemannerne, som blev besejrede og pacificerede for en tid. Legionen blev der efter æret med navnet Germanica. Historieværket Historia Augusta (Antoninus Caracallas liv) fortæller (10.5), at Caracalla selv tog navnet Alamannicus, hvilket fik Helvius Pertinax til at bemærke, at han hellere burde blive kaldt for «Geticus Maximus» efter som året før havde han myrdet sin storebroder Geta. Uden et godt forhold til Caracalla var Geta blevet inviteret til en familieforsoning og blev taget i et baghold af centurioner fra Caracallas egen hær, og han døde i sin mor Julias arme. Sandt eller ej, Caracalla var fulgt af egne dæmoner og forlod Rom for aldrig at vende tilbage.

Caracalla drog til grænsen hvor for resten af hans korte regime han var kendt for hans uforudsigelige og egenrådige operationer overraskelsesangreb under påskud af fredsforhandlinger. Om alamannerne tidligere havde været neutrale eller ikke, blev de helt sikkert påvirket af Caracalla til at blive uforsonlige fjender af Rom.

Dette fælles fjendtlige forhold er måske grunden til, at romerske forfattere insisterer på at kalde dem Alamanni barbari, «vildmænd». Arkæologien har imidlertid vist, at den alamanniske overklasse i høj grad var prægede af romerne, de levede i romersk huse med rette hjørner og brugte romerske genstande, og alemanniske kvinder havde tilpasset sig romersk mode i samtiden med at klæde sig i tunika selv før, mændene gjorde det.

De fleste af dem boede antagelig i eller nær grænserne til Germania Superior. Selv om Dio er den første forfatter, som nævner dem, benyttede Ammianus Marcellinus navnet for at referere til germanere ved Limes Germanicus under tiden for Trajans guvernørskab af provinsen kort efter, at den blev dannet, ca. 98/99. På den tid var hele grænsen blevet befæstet for første gang. Træer fra de tidligste befæstninger, som er fundet i Germania Inferior, er daterede ved dendrokronologi til 99/100. Kort tid efter blev Trajan valgt af Nerva som dennes efterfølger, adopteret med offentlige fanfarer i absentia af den gamle mand kort tid før hans død. Ved år 100 var Trajan tilbage i Rom som kejser i stedet for at kun være en konsul.

Ammianus fortæller (xvii.1.11) at ganske længe efter sendte kejser Julian den frafalne en straffeekspedition mod alamannerne, som da var i Alsace, og de krydsede floden Main, gik ind i skoven, hvor vejen var blokeret af fældede træer. Da vinteren kom, okkuperede de på nytt:

«munimentum quod in Alamannorum solo conditum Traianus suo nomine voluit appellari»
«En fæstning som var grundlagt på den jord hos alemannerne, som Trajan ønskede skulle blive opkaldt efter ham»

I denne sammenhæng er brugen af Alamanni antagelig en anakronisme, men det afslører, at Ammianus troede, at det var det samme folk, hvilket er i overensstemmelse med stedet for alemannerne under Caracallas hærtogt.

Alemanni og Hermunduri[redigér | redigér wikikode]

En tidlig, detaljeret kilde er værket Germania af Tacitus der tidvis har været tolket på en sådan måde, at den har givet andre historiske problemer. I kapitel 42 læser vi om hermundurere (Hermunduri), en stamme som med sikkerhed kan lokaliseres til det område, som senere blev Thüringen. Tacitus hævder, at de gjorde handel med Raetia, som Klaudios Ptolemaios har lokaliseret på anden side af Donau for Germania Superior. En logisk konklusion er, at hermundurere omfattede det senere Schwaben og derfor er alamannerne oprindelig afledede fra hermundurere.

Imidlertid er det ingen hermundurere som optræder hos Ptolemaios, skønt efter hans tid blev hermundurere forbundet med markomannere i krig mod Romerriget. En forsigtig læsning af Tacitus giver en løsning. Han siger, at udløbskilden for Elben er hos hermundurerne, et sted i den østlige del af øvre Main. Han pladserer dem også mellem narkistere (Naristi, Varisti), hvis lokalisering, som er helt i enden af oldtidens Schwartswald, er velkendt, og markomannere og quadere. Imidlertid brød hermundurere ud fra de markomanniske krigere og sluttede en separat fred med Rom. Alamannerne var sandsynligvis derfor ikke hovedsagelig hermundurere, skønt en del af dem kan have været tilstede i den blanding af folkeslag, som på den tiden blev alemannerne.

Ptolemaios Geografi[redigér | redigér wikikode]

Før alamannerne blev nævnt på Caracallas tid vil man søge forgæves efter dem i den moderat detaljerede geografi for det sydlige Tyskland, som Klaudios Ptolemaios skrev på græsk på midten af andet århundrede i sit værk Geografike hyfegesis. Det er sandsynligvis på denne tid, at folk, som senere brugte det navn, blev kendt under andre betegnelser.[8]

Uanset kan en del konklusioner blive udledt fra Ptolemaios. Germania Superior er let identificeret. Følger man Rhinen, kommer man til en by, Mattiacum, som må være ved grænsen af romersk Germania, nær Wiesbaden. Op over floden og mellem Rhinen og Abnoba i Schwartswald er Ingriones, Intuergi, Vangiones, Caritni og Vispi, nogen af dem har været der siden Romerrigets tidligste dage eller tidligere. På den andre side af den nordlige Schwartswald er Chatti omtrent der hvor Hessen er i dag, ved nedre Main.

Historiske Schwaben blev til sidst erstattet af dagens Baden-Württemberg, men det havde været det mest betydningsfulde område for middelalderens Alamannia, bestående af hele Germania Superior og området øst for Bayern. Det omfattet ikke øvre Main, men det er, hvor Caracalla drev krig. Desuden var området Germania Superior ikke oprindelig inkluderet i alamannernes områder.

Om vi imidlertid ser efter folkene i regionen fra øvre Main i nord, syd for Donau og øst for dagens Tjekkiet, hvor quadere og markomannere var lokaliserede, opgiver Ptolemaios ingen stammer. Der er tubantiene lige syd for chattere og på den andre siden af hvad som da var Schwartswald var narkistere (Varisti) efter som deres lokalisering er kendt. En mulig grund til denne fordeling er, at befolkningen foretrak ikke at leve i skovområderne undtagen i vanskelige tider. Regionen mellem skoven og Donau på anden side omfattede omkring et dusin bosættelser, eller «kantoner».

Ptolemaios syn på germanerne i regionen antyder, at stammestrukturen havde mistet sit greb i området i og rundt Schwartswald, måske på grund af at romerne tilbød stabilitet. Måske følte Caracalla sig mere komfortabel ved at drive krig i øvre Main efter som han ikke havde erklæret krig mod nogen bestemt historisk stamme, så som chattere og cheruskere, stammer som Rom havde lidt store tab til. På Caracallas tid var navnet Alamanni blevet brugt af kantonene indbyrdes for at knytte sammen hærafdelinger.

Koncentrationen af germanske folk under Ariovist[redigér | redigér wikikode]

Begrepet Suebi (svebere) havde en dobbel betydning i kilderne. På den ene side fortæller Tacitus' Germania os (i kapitlene 38, 39) at de besatte mere en halvdelen af Tyskland, havde en særegen hårstil, og var åndelig centrerede hos semnonere. På den annen side er svebere i det øvre Donau beskrevet som om, at de var en stamme.

Løsningen på puslespillet foruden at forklare de historiske omstændigheder leder til valget af Agri Decumates som et forsvarspunkt og koncentrationen af germanere der har sandsynligvis sin grund i germanske angreb på den galliske befæstede by Vesontio i år 58 f.Kr. Øvre Rhinen og Donau synes at danne en tragt, som pegede lige mod Vesontio.

Julius Cæsar fortæller os i sin bog Gallerkrigen (1.51), at Ariovistus havde samlet sammen en hær fra en udstrakt region i Germania, men bestod særlig af charudere, markomannere, tribokinere, vangionere, nmetere og sedusere. Svebere blev inviterede til at være med. De levede i 100 kantoner (4.1) fra hvor 1000 unge mænd hvert år blev udtagne til militærtjeneste, en borgerhær efter vore begreber, og sammenlignet med den romerske hær, ikke en professionel hær.

Ariovistus var blevet involveret i en invasion af Gallien efter som germanere stræbte efter at bosætte sig der. Med den hensigt at erobre den strategiske by Vesontio koncentrerede han sine styrker ved Rhinen i nærheden af Bodensøen, og da svebere kom til, krydsede han floden. Gallerne havde tilkaldt romerne til militær hjælp. Cæsar okkuperede byen og besejrede germanene foran dens mure, nedslagtede det meste af den germanske hær, mens den forsøgte at flygte tilbage over floden (1.36ff). Han forsøgte ikke at forfølge dem og efterlod det, som var tilbage af den germanske hær, på den anden side af Rhinen.

Gallerne var ambivalente i deres politik mod romerne. I år 53 f.Kr. brød trevererne sin alliance og forsøgte at bryde fri fra romerne. Cæsar forudså, at de ville der efter forsøge at alliere sig med germanerne. Han krydsede Rhinen for at forhindre, at det skete, hvilket var heldigt for ham. Germanerne, som havde minnet om deres omfattende nederlag ved Vesontio, trak sig tilbage til Schwartswald, hvor de blev en blandet befolkning dominerede af svebere. Efter som de efterlod sine stammehjem overtog de sandsynligvis de tidligere keltiske kantoner langs Donau.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Johann Hofmann, Jacob: Lexicon Universale, Leiden 1698, «Alamannicus».
  2. Romersk decem, «ti».
  3. «Han var ikke desto mindre af en del nytte for gallerne, for han knuste alemannerne – som da fortsat blev kaldt germanere – og ikke uden glansfuld storhed, skønt han aldrig kæmpede på røvervis».
  4. Kapittel 10
  5. Histoire de l'Académie Royale des Inscriptions et Belles-Lettres, avec les Mémoires de Littérature tirés des Registres de cette Académie, depuis l'année MDCCXLIV jusques et compris l'année MDCCXLVI, vol. XVIII, (Paris 1753) ss. 49-71. Utdrag finnes på internett ved ELIOHS.
  6. Det er refereret i de fleste etymologiske ordbøger, som eksempelvis American Heritage Dictionary (den store udgave) under rodordet *man-
  7. etymonline.com, artikkelord Alsace
  8. Ptolemaios’ beskrivelse har en del begrænsninger. Øvre Germania og Nedre Germania er nævnt ved navn, men kun som specifikke distrikter af Gallien Belgica (2.8), grænsen mellem dem var en uidentificeret flod, Obruncus. Regionen er gentaget igen under Tyskland, men denne gang nævner han ikke romerske grænser. Germania Superior, Agri Decumates og limes kan ikke blive fundet her, selv om de med sikkerhed eksisterede på hans tid. «Germania Magna» er fundet inden for Rhinen, Donau, Wisła og breddene af «Oceanus Germanicus». De fleste stammer mangler eller omtales uden navn. Main er ikke her, heller ikke Bodensøen. Donau strømmer fra Alperne, Rhinen bøjer sig ikke syd over ret ved Schwaben. Ptolemaios’ Germania er som et surrealistisk billede af sig selv, nøjagtig kun om du følger bestemte kendte linjer, men det samlede billede er meget forvrænget.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo-v2.svg Wikipedia på alemannisk
Der findes også en Wikipedia på alemannisk.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: