Barokken

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Indenfor kunsten var barokken en vestlig kulturel periode som begyndte nogenlunde i begyndelsen af det 17. århundrede i Rom i Italien. Den var kendetegnet ved drama og storhed i skulpturer, malerier, litteratur, dans og musik.

Barokkens popularitet og succes blev støttet af den romersk-katolske kirke, som ved Tridentinerkoncilet havde besluttet at kunsten skulle kommunikere religiøse temaer i en direkte og emotionel involvering.^[1] Aristokratiet så også barokarkitekturen og -malerkunstens dramatiske stil som en måde at kunne gøre indtryk på gæster og udvise triumferende magt og kontrol på. Barokke paladser er bygget rundt om en indgang af pladser, store trapper og modtagelsesrum af stigende velstand.

Ifølge Oxford English Dictionary stammer ordet barok fra det portugisiske ord "barroco", spansk "barroco" eller fransk "baroque", som alle henviser til en "ru eller uperfekt perle", selvom det er uvist om ordet længere tilbage stammer fra latin, arabisk eller andetstedsfra.^[2] I daglig tale kan ordet barok også bare henvise til noget som er "udførligt" eller "langt og uddybende".

Indholdsfortegnelse 1 Barokkens udvikling 2 Barokmalerier 3 Stil 4 Barokkens musik 5 Note 6 Se også

[redigér] Barokkens udvikling

Fra omkring år 1600 resulterede kravet om ny kunst i det som i dag kendes som barokken. Ved Tridentinerkoncilet (1545–63) behandlede den romersk-katolske kirke emnet repræsentationel kunst og krævede at malerier og skulpturer i kirkelig sammenhæng skulle tale til den illitterære snarere end den velinformerede, noget som kom til at tjene som en inspiration for barokken der dog først kom frem cirka en generation senere. Denne drejning mod et populistisk syn på den ekklesiologiske kunsts funktion ses af mange kunsthistorikere som noget der drev innovationer fra Caravaggio og Carraccibrødrene, som alle arbejdede i Rom på den tid.

Barokstilens appeal drejede sig bevidst fra det 16. århundredes manneristiske humor og intellektuelle kvaliteter hen mod en mere kropslig appeal til sanserne. Den gjorde brug af en ikonografi som var direkte, simpel, åbenlys og dramatisk. Barokkunsten trak på visse brede og heroiske tendenser i Annibale Carracci og dennes cirkel, og fandt inspiration i andre kunstnere såsom Caravaggio og Federico Barocci, som nutildags nogle gange betegnes som 'proto-barok'.

Små idéer til barokken kan også findes i Michelangelos og Correggios værker.

Nogle generelle paralleller i musik gør udtrykket "barokmusik" brugbart. Forskellige fraselængder, harmoni og kontrapunkt erstattede polyfonien, og orkestrale farver begyndte at fremgå tydeligere. En lignende fascination af simple, stærke og dramatiske udtryg i poesi, hvor klare, bredt synkoperede rytmer erstattede de sammenbundne, forklarende metafysiske metaforer brugt af mannerister såsom John Donne og billeder som var stærkt påvirkede af visuelle udviklinger indenfor malerkunsten, kan fornemmes i John Miltons episke barokdigt Paradise Lost.

Selvom barokken fra slutningen af 1720'erne mange steder, specielt i Frankrig, blev efterfulgt af rokokoen i interiørdesign, malerier og den dekorative kunst, forblev barokarkitektur en brugbar stil frem til nyklassicismens fremmarch i den anden halvdel af det 18. århundrede. Et kendt eksempel, det napolitanske barokpalads Casertapaladset, blev ikke engang påbegyndt for 1752. Flere kritikere har helt opgivet at tale om en "barokperiode".^{[Kilde mangler]}

Indenfor malerkunsten virker barokkens malerier mindre flertydige, mindre esoteriske og mystiske. Barokke poseringer afhænger af contrapposto ("kontrapost"), spændingen i figurer som bevæger skuldrene og hofterne i modsatte retninger. Det fik skulpturer til at se ud som om de skulle til at bevæge sig. Et eksempel er Bernini's kendte skulptur David.

De mere tørre, rene, mindre dramatiske senere stadier af det 18. århundredes barokke arkitekturstil ses ofte som en separat manifestation af "senbarok". De akademiske egenskaber ved den ny-palladianske arkitekturstil, som opsummeret af William Kent, er en parallel udvikling i Storbritannien og de britiske kolonier: indenfor døre er Kents møbeldesign stærkt påvirket af Rom og Genovas barokke møblement.

Barokken blev defineret af Heinrich Wölfflin som den alder hvor ovalen erstattede cirklen som centrum for komposition, balance erstattede organisering omkring en akse og farverige og "malerlige" effekter begyndte at blive mere prominente.^{[Kilde mangler]} Kunsthistorikere, ofte protestantiske, har traditionelt fokuseret på at barokstile blev udviklet i en tid hvor den romersk-katolske kirke blev nødt til at reagere mod de mange revolutionære kulturelle bevægelser som producerede en ny videnskab og nye former for religion— Reformationen. Det er blevet sagt at den monumentale barok er en stil som kunne give paven en formel, respektindgydende udtryksmåde som kunne genoprette dens prestige, og blev på det punkt symbolsk for den katolske modreformation. Uanset om dette var sagen eller ej, blev stilarten udviklet i Rom, hvor barokke arkitekturer bredt fornyede de centrale områder med måske den vigtigste revision i denne tidsperiode.

[redigér] Barokmalerier

En definerende erklæring af hvad "barok" betyder indenfor malerkunsten gives af en række malerier af Peter Paul Rubens til Marie de Medici ved Luxembourgpaladset i Paris (nu i Louvre),^[3] hvori en katolsk maler tilfredsstillede en katolsk patron: Barokæra-idéen om af monarki, ikonografi, malingshåndtering og sammensætning såvel som afbildningen af rum og bevægelse.

Der var meget forskellige former for italiensk barokmaleri, fra Caravaggio til Cortona; begge søgte følelsesmæssig dynamisme med forskellige stile.

[redigér] Stil

Barokken kom som et kulturfænomen, der udsprang fra den katolske kirke i kølvandet på den såkaldte modreformation, som et forsøg på at vise deres overvældende magt over for folket. Barokkens specielle form for kunst, både inden for malerkunst, musik og litteratur blev hovedsageligt domineret af overklassen.

I klædedragtshistorien er en af de mest prominente figurer under barokken den franske kong Ludvig XIV, også kaldet "Solkongen". Modemæssigt løber barokken fra 1620-1715. En barok kjole kan kendetegnes ved et overdrevent forbrug af stof, svulmende skørter og mange udsmukninger i form af perler, ædle stene, blonder, broderi, bånd, brocher, og kniplinger. Damernes kjoler var meget udringede og derfor var kniplinger sagen. De kunne dække, men skjulte ikke. Hos herrerne var det meget tekniske detaljer som rolo-knapper, paspel-knaphuller og wienerlæg, der vinder frem. Dog skal man ikke glemme at der i ærmet på jakken ofte var blonder under et opslag.

Stilperioden lå mellem renæssancen og rokokoen.

Thomas Kingo var en kendt salmedigter, der udtrykte sig i denne periodes stil.

[redigér] Barokkens musik

I denne periode kom nye musikformer som operaen, koncerten og sonaten til. Musikken gik fra renæssancemusikkens polyfonske kirkemusik over i en mere underholdningspræget og harmonisk lyd. Der blev gjort større brug af instrumenter, og som resultat begyndte der at komme flere professionelle musikere^[4]. Indenfor barokken findes komponister som:

• Diderik Hansen Buxtehude
• Domenico Scarlatti
• Georg Friedrich Händel
• Henry Purcell
• Jean-Philippe Rameau
• Johan Adolph Scheibe
• Johann Sebastian Bach

[redigér] Note

[redigér] Se også

• Stilperiode, med en oversigt over de forskellige stilperioder

Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Barokken