Bruger:PHansen/Sandkasse01

Udkast til udbygning af afsnittet om musik i artiklen Den danske guldalder

Musik

Artikler med tilknytning til emnet: Indenlandske koncertforetagender i 1700-tallet – Romantikkens musik

Mens betegnelserne Den danske guldalder og romantikken inden for litteraturen har været knyttet tæt sammen, og som oftest anses at være indledt omkring år 1800 med Steffens og Oehlenschläger , så er der tale om en tidsmæssig forskydning eller forsinkelse på det musikalske område. Den musik der kan kaldes den egentlige romantiske trådte med hovedpersonerne Hartmann og Gade først frem ved 1840 hvor påvirkningen fra Tyskland gennem Mendelssohn og Schumann blev tydelig. Imidlertid blev det store opsving i musikken i Danmark grundlagt allerede i slutningen af 1700-tallet.

Optakt i 1700-tallet til den 'musikalske guldalder'

Nyere dansk musik indtil henved 1800 var ifølge Povl Hamburger uden selvstændigt nationalt præg: den internationale kunstmusik havde hersket, og den næredes – bortset fra menighedssangen – hovedsalig af hofkulturen. Da den pietistiske periode var slut med Christian 6.'s død 1746 var der et opstemmet behov for munterhed og "italienerne" kom på mode. Imidlertid var der også bestræbelser på at dæmme op for den ensidige fremmede indflydelse ved skabelsen af et dansk syngespil, og nordmanden Niels Krog Bredal forsøgte med Gram og Signe (1756) og Tronfølgen i Sidon (1771), begge med musik af Giuseppe Sarti der 1753-75 virkede som kapelmester i København. Siden fulgte Johann Hartmanns musik til Ewalds syngespil Balders død (1779) og Fiskerne (1780), det sidste med den folketoneprægede sang Liden Gunver og den første version af Kong Kristian stod ved højen mast. Nogle musikhistorikere regner således "den danske guldalders" musikalske begyndelse fra den periode hvor indvandrede tyskere som Hartmann, der kom 1762, prægede musiklivet i hovedstaden; af andre kan nævnes J.A.P. Schulz, der virkede som kapelmester mellem 1787 og 1795, og F.L.Æ. Kunzen, hans afløser.

Musikken og det nationale

I slutningen af 1700-tallet indledtes med den såkaldte modoplysning – blandt andet af Hamann – en periode hvor betoning af folk, tradition og historie blev stillet i modsætning til oplysningstidens almene menneskerettigheder, naturret og universalisme. Herder havde indsamlet og udgivet adskillige folkeviser fra mange lande: Volkslieder, 1778. Schulz havde 1779 udgivet Gesänge im Volkston og 1782 Lieder im Volkston efter et ideal skabt af den berlinske liedskole. Hans sange tilførte den danske romance nogle nye og væsentlige træk, idet han til den franskpåvirkede romance og folkeviseromancen føjede sin egen viseprægede romance.

I forbindelse med Baggesen og Kunzens opera Holger Danske 1789 udspillede der sig en fejde - den såkaldte Holgerfejde - som fik Kunzen til fortrække fra København efter råd fra Schulz, der også var tysk. Han vendte først tilbage som Schulz' afløser for Det Kongelige Kapel i 1795. Striden gjaldt Baggesens tekst, der blev beskyldt for at være forkert, for tysk og for udansk, og da man 1776 havde fået en bestemmelse vedrørende indfødsretten, som fastslog at kongelige embeder i den danske stat var forbeholdt mennesker der var født i kongens rige, "Landets børn", blev dette i situationen benyttet mod Kunzen. Det skulle blive et kunstpolitisk program at "komponere nationalt": omkring fyrre år senere, i 1846, kunne Ingemann skrive til Gade, der på dette tidspunkt virkede i Leipzig hos Mendelssohn og Gewandhaus-orkestret: "... At De kommer tilbage og vier Deres Liv og Virksomhed til Oplivelsen af den fædrelandske Aand ...", og som en understregning af det nationale: "...Næsten alle vore Componister, selv de sidst bortgangne store, vare af fremmed Herkomst: ved Dem og Hartmann haaber jeg nu Kuhlau og Weyse skulle blive erstattede og af virkelig danske Tonekunstnere. ..."

Klubkoncerter, klubviser, fælles- og menighedssang

Tiden mellem 1780 og 1820 var klubkoncerternes tid. De ældste københavnske klubber var opstået allerede i begyndelsen af 1770'erne og afløste kaffehusene hvor småkliker blandt gæsterne havde dannet udgangspunkt for flere private klubber, hvor det opkommende borgerskab efter engelsk mønster var begyndt at samles, og da der i perioden mellem 1770 og 1799 ikke anvendtes censur i Danmark, foregik der en livlig politisk og litterær diskussion i disse klubber; fra 1775 dannedes der årligt nye klubber og midt i klub-tiden omkring 1800 skulle der have været 30-40 i København. En af disse klubber var Drejers Klub hvor ideen at indføre musikken som led i de almindelige klubfornøjelser var opstået 1778. Efter Trykkefrihedsforordningen af 1799 forandrede klublivet karakter "fra klubliv til selskabsliv", og man blev mere forsigtig med samfundskritiske ytringer.
Til sammenkomsterne i klubberne blev der medbragt lejlighedsviser, digtet af poetisk begavede klubbrødre til næste fest omkring punchebollen; klubvisen kaldes af Clausen "datidens folkesang i borgerlige kredse." Da klubberne i tiden efter 1800 udviklede sig mere i retning af selskabelige foreninger, mistede de også deres førende stilling på sangens område; men klubvisen holdt sig dog som levende sang langt ned i århundredet, idet den fik friske impulser fra forskelligt hold, det folkeliget-nationale foreningsliv, håndværkerstanden og studenterne. Studenterforeningen fik en visebog 1822 og 1839 dannedes Studenter-Sangforeningen. Klubperioden i slutningen af 1700-tallet havde bragt selskabssangen til fuld udfoldelse hvad der også i høj grad kom til at præge familiesammenkomster og andre private selskaber.

Fællessangen ændrede imidlertid karakter i begyndelsen af 1800-tallet fra de hidtidige klubviser til en fællessang der blev mere nationalt orienteret; denne sammenkobling mellem fællessang og nationalisme skulle tage sin begyndelse med de krigssange der fremkom med Englandskrigene fra 1801; de blev blandt andet spredt til provinsen ved at skuespiller H.C. Knudsen, der fik tilnavnet "fædrelandets frivillige sanger", rejste rundt og foredrog dem.

På menighedssangens område påbegyndtes der en langsom udskiftning af "den stive koral" med melodier der var inspireret af Weyses romancer. Af koralbøger kan nævnes H.O.C. Zinck 1801; Weyse 1839, Berggreen 1853. Det egentlige gennembrud for en ny retning bort fra både den stive koral og fra det romanceprægede kom imidlertid først med Laub ved århundredets slutning med hvad der er kaldt "kirkesangsreformen".

En kongelig dansk syngeskole var blevet oprettet 1773 under Potenza og fortsattes senere under J.W.L. Zinck og italieneren Giuseppe Siboni, der ligeledes var direktør for det første musikkonservatorium, som bestod 1827-41; først i 1867 fulgte det nuværende Det Kongelige Danske Musikkonservatorium der begyndte sin virksomhed med Gade, Hartmann og Paulli som direktører.

Dårlige tider, klubkoncerterne afslutning, vending i 1830'erne

De første årtier af 1800-tallet bød på svære tider: Englandskrigene, statsbankerot og tabet af Norge. Foreningskoncerterne døde ud mellem 1815 og 1830; til gengæld blomstrede de enkeltvis arrangerede offentlige koncerter op. Betydelige udenlandske solister kom til landet og flere og flere koncerter foregik på Det Kongelige Teater. Det harmoniske Selskab overlevede akkurat 50-års-dagen i 1828. En koncertanmelder skildrer 1829 sin samtid som en periode, hvori der

	"... hersker saa saare liden Interesse for offentlige Koncerter, at selv de mest udmærkede af vore indenlandske Kunstnere og mangen hæderlig kjendt Fremmed trods al publik og privat Anbefaling ved Opførselsen af en Koncert kun se det visse pekuniære Tab i Møde, og ene en Catalanis eller Paganinis verdensberømte og udbasunerede Navne turde være i Stand til at vække den lethargisk slumrende Sans".
Citeret fra Ravn, s 214 ("Tilbageblik")

Tiderne bedrede sig og i 1836 fik det københavnske borgerskab til musiknydelsen ud over Det Kongelige Teater tillige Musikforeningen der i mange årtier frem spillede en central rolle i musiklivet med Gade og Hartmann som de ledende helt frem til 1880'erne. Den stiftedes ganske vist med det særlige formål at udgive dansk musiklitteratur, men den ledende tanke blev ret hurtigt det almindelige formål at "udvikle Sansen for Musik". Man lagde vægt på at fremføre prøver på hovedværker af fremragende komponister og overlod det moderne til andre koncertforetagender. På det vokale område kom 1851 Rungs Cæciliaforeningen; i 1864 foreningen Euterpe og 1874 Koncertforeningen hvor man kunne opføre nyere kor- og orkesterværker.

Musikalske arbejder fra perioden

Se desuden: Det nationale gennembrud i 1800-tallet – En skematisk oversigt til periodens musik

I det første årti af 1800-tallet var É. du Puy aktiv i Danmark nogle år og havde 1806 succes med syngespillet Ungdom og Galskab, i 1809 kom et andet syngespil Sovedrikken af Weyse og Oehlenschläger. Mellem 1809-21 indsamlede og udgav man folkeviser. I 1814 kom Kuhlaus Røverborgen, og 1818 afløste Schall Kunzen som orkesterleder for kapellet.

1820 dannedes Studenterforeningen med mandskor, og 1822 fremførtes det første ærkeromantiske orkesterværk: ouverturen til Webers Jægerbruden. Kuhlau havde succes med Lulu i 1824 og 1828 med Elverhøi, "en Vaudeville i stor Stil". Af sange fra denne tid kan nævnes Der er et yndigt land 1823 og Den signede Dag 1826 af Weyse og Grundtvig. Endvidere er der en begyndende Palestrina- og Bach-renæssance.

Fra 1830'erne kan nævnes Guldhornene 1832 af Hartmann og Weyses Morgen- og Aftensange fra 1837/38. Balletten Sylfiden med musik af Løvenskjold og Bournonville blev første gang opført i København i 1836 og har siden holdt sig på Det kongelige Teaters repertoire. Studenter-Sangforeningen dannedes 1839/40 og højnede kvaliteten for mandskor betragteligt. Det var også i 1830'erne at Berggreen havde udformet et program for en national kunstmusik, der skulle bygge på folkevisen så man havde let ved at genkende "tonen".

1840 vandt Gade Musikforeningens ouverturekonkurrence med Efterklange af Ossian. Året efter kom hans Symfoni nr 1. som uropførtes 1843 af Mendelssohn med Leipzigs Gewandhausorkester hvilket gjorde Gade til et internationalt navn i musikverdenen. Først nu begyndte romantikkens musik og romancen at slå igennem; på salmesangens område var der opstået et behov for nye salmemelodier i Vartov-menigheden til Grundtvigs mange salmer, og Berggreen søgte at formidle mellem de stivere melodier fra de gamle koralbøger og Vartov-menighedens mere løsslupne melodibenyttelse. Fra 1843 kunne Lumbyes musik høres i Tivoli, blandt andet Champagnegaloppen. 1846 kom Hartmanns opera Liden Kirsten.

Fra tiden efter 1850 og indtil den nationalromantiske periode begyndte at rinde ud i 1880'erne kan fra 1854 nævnes Elverskud af Gade og Et folkesagn af Bournonville og Gade/Hartmann, Vølvens Spaadom 1872 af Hartmann og Fr. Winkel Horn og det tragiske sangdrama Drot og marsk 1878 af Heise og Richardt.   Med Den første nordiske Musikfest i København 1888 blev der sat "... ligesom et Skel i dansk Musikhistorie". Gade-Hartmann-æraen var ved at være slut og yngre komponister fik nu plads, blandt dem Carl Nielsen.

---

Tmp ref.

==Litteratur==

• V.C. Ravn: "Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid." i V.C. Ravn og Angul Hammerich: Festskrift i Anledning af Musikforeningens Halvhundredaarsdag. Udgivet af Musikforeningen 1886 — "Tilbageblik" på koncertvæsenets tilstand omkring året 1830 af V.C. Ravn på Wikisource
• Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark, bd. I-III
• Gamle Selskabssange og Klubviser, 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten
• Karl Clausen Dansk Folkesang gennem 150 år 1958
• "Fællessang og danskhed" af Kirsten Sass Bak i Musik og danskhed redigeret af Jens Henrik Kuodal, 2005, ISBN 87-7876-399-1
• Heinrich W. Schwab: "Guldalderens musik og dankhed" i Musik og danskhed, red. Jens Henrik Koudal, 2005, side 59-72
• Niels Martin Jensen Den danske Romance 1800-1850 og dens musikalske forudsætninger. Kbh.1964.
• Niels Martin Jensen: "Niels W. Gade og den nationale tone" i Dansk identitetshistorie bd. 3, 1992
• Gamle Selskabssange og Klubviser, Kjøbenhavn 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten. "En Nytaarspublikation"

• Om den dansk-tyske modsætning: Ole Feldbæk og Vibeke Winge: "Tyskerfejden 1789-1790. Den første nationale konfrontation", Dansk Identitetshistorie, bd. 2 "Et yndigt land" 1789-1848, red. af Ole Feldbæk. København 1991, s. 9-109