Den danske guldalder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Balders Død, malet af C.W. Eckersberg i 1817

Den danske guldalder er betegnelsen på en periode i dansk kunst- og kulturliv fra ca. 1800 til ca. 1850.[1] I begyndelsen af 1820’erne kan man tale om en egentlig københavnsk kunstskole, der gjorde København til et kunstcentrum på lige fod med München, Dresden, Berlin og andre storbyer i Europa. Det var C.W. Eckersberg, der lagde fundamentet til Københavnerskolen og han blev den danske guldalders frontfigur.[2]

To begivenheder nævnes som begyndelsen: Heinrich Steffens' hjemkomst efter sin dannelsesrejse og hans foredrag om turen og Guldhornstyveriet.

Guldalderen slutter 1850, da flere af kunstnerne døde eller holdt op med at udøve deres kunst.[3] Andre vigtige begivenheder var Treårskrigen, enevældens ophør, vedtagelsen af Grundloven i 1849, koleraudbruddet i København i 1853 og "voldenes fald", det vil sige, at København nu kunne udvide sig uden for den indre by.

Den danske kultur blomstrede inden for forskning, litteratur, billedkunst og musik: fysikeren H.C. Ørsted. Digterne Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, forfatterene H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Maleren C.W. Eckersberg, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og komponisterne C.E.F. Weyse og J.P.E. Hartmann.

I 1890 brugte Valdemar Vedel første gang begrebet guldalder i sin doktorafhandling med titlen Studier over Guldalderen i dansk Digtning og Vilhelm Andersen nævner 1896 Henrich Steffens som årsagen til Guldalderens begyndelse i sin disputats Guldhornene. Det var nu indlysende, at der her var tale om et af de rigeste afsnit i dansk kulturhistorie.[4],[5]

Periodiseringen[redigér | redigér wikikode]

Den danske guldalder er tidsfæstet forskelligt, alt efter hvilke kilder for kunstarter og videnskaber, der er udgangspunktet.

Malerkunst[redigér | redigér wikikode]

Knud Voss sætter tiden til 1810-1850 i Guldaldermalerne,1976.[6] Inden for malerkunst taler Hans Edvard Nørregård-Nielsen om 1815-50 i Dansk guldaldermaleri,1995. Kasper Monrad siger: "Den danske guldalder indenfor billedkunsten dateres gerne ca. 1815-50" i Om guldalderen – en introduktion.[7]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Vilhelm Andersen angiver guldalderen: Først i 1800-tallet og flere "slægtled". I det første slægtled er det Heinrich Steffens, der inspirerer Adam Oehlenschläger til at skrive sine romantiske digte med "det anede høje":

Citat Det Gennembrud, der finder Sted i den danske Litteratur i de første Aar af det nittende Aarhundrede, og som er Forudsætningen for den følgende Udvikling, i al Fald indtil Midten af Aarhundredet, er altsaa bredere end den samtidige tyske Romantik i snævere Forstand... Det er fra først af en stor aandelig Frigørelse, der ytrer sig samtidig i Religion, Filosofi og Poesi og især i Foreningen af disse tre Elementer i en hel og harmonisk Opfatttelse af Livet. Naar dette er Romantik, er de Romantikere. Det er i alle Tilfælde Guldalder. Udtrykket lyder noget mytologisk, men kan dog bruges om en Periode i Kulturens Historie, der arbejder med Held og uden Møje paa at fremstille store Stoffer i simple Former. Citat
Vilh. Andersen, Illustreret dansk Litteraturhistorie, bind 3, 1924, s. 140.

Georg Brandes var mindre begejstret for perioden og kommenterede Vilhelm Andersens beskrivelse således:

Citat Ikke alt, som glimrede i den, var Guld, og nogen Guldmine var den overhovedet ikke. Citat
Georg Brandes, Samlede Skrifter, 1905, bind 15, s. 286.

Ikke desto mindre blev begrebet en fasttømret del af den danske litteraturhistorie, og bruges om perioden fra gennembruddet i 1802 helt op til omkring 1850.[8] I litteraturen varede guldalderen således et par år længere end i malerkunsten.

Det nye København og den kulturelle rigdom i en kaotisk tid[redigér | redigér wikikode]

Guldalderen i København er på overfladen harmonisk og idyllisk, men Danmark rammes af forfærdelige ulykker: Slaget på Rheden 1801, Københavns bombardement 1807, Statens bankerot 1813 og tabet af Norge til Sverige 1814. Trods alt blomstrer kulturen i København: Bertel Thorvaldsen skabte sine skulpturer, August Bournonville sine balletter, Grundtvig og B.S. Ingemann digtede salmer, Kierkegaard filosoferede og H.C. Andersen digtede sine eventyr. Arkitekten C.F. Hansen prægede hovedstaden, og Købke, Eckersberg og J.Th. Lundbye malede by, vand og land.

Gammel Strand 50, tegnet af Harsdorff og opført 1798.
Domhuset på Nytorv tegnet af C.F. Hansen.

Ved Københavns brand 1795 brændte omtrent 950 huse ned til grunden. Byggeriet kom hurtigt i gang, for økonomien var god på grund af Danmarks neutralitets- og handelspolitik i begyndelsen af Napoleonskrigene. Det var arkitekten C.F. Harsdorff og hans elever, der formede byen. Harsdorff havde rejst i Frankrig og Italien og var præget af deres fornemme huse og palæer.

Harsdorff kom ikke til at udforme nogen af byens store offentlige bygninger, men det var ham, der tegnede størstedelen af den rige borgerklasses boliger. Langs Københavns elegante gader og pladser skød Harsdorffs palæer op, ofte med fornemme pilastre på de klassiske facader. Kongens Nytorv 3-5 opførte Harsdorff til sig selv. Langs Holmens Kanal ligger gode eksempler på Harsdorffs borgerpalæer.

Stadskonduktør og stadsbygmester, Jørgen Henrik Rawert og Peter Meyn, lavede efter branden en plan for det nye københavnske gadenet. For at lette brandslukninger skulle vejene gøres bredere og rettes ud, og nye hjørneejendomme skulle opføres med afskårne hjørner, så hvert gadekryds næsten var en lille plads. København kom efterhånden til at fremstå som en lysere og luftigere stad.

Klosterstræde 24. Bygget ca. 1820, viser et "afskåret" hjørne som gav lys og luft til Københavns gader i Guldalderen.

De mest markante offentlige bygninger blev tegnet af Harsdorffs ven og elev, C.F. Hansen.

Kvarteret omkring Vor Frue Kirke og Nytorv/Gammeltorv var hårdt ramt af englænderne. C.F. Hansen, som kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen karakteriserer som "magtmenneske indtil det brutale",[9] var den rette person til at konkretisere Frederik 6.s bestemte enevældsregering i form af autoritetens institutioner, kirke, domstol og skoler. Særligt er Domhuset på Nytorv (opført som Råd- og Arresthust 1815) og Vor Frue Kirke markante med deres bastante søjlerækker ud mod gaden. De viser, hvor magten i samfundet ligger. Han tegnede også Slotskirken fra 1826, Christiansborg fra 1828 (nedbrændt igen 1884) og Metropolitanskolen fra 1816.

København så nu lysere og lettere ud, men virkeligheden for den gennemsnitlige borger var en anden. København havde ved folketællingen i 1801 100.000 indbyggere,[10] der boede inden for voldene. Og befolkningstætheden blev større, fordi vejene blev bredere og det bebyggede areal mindre. De fattige familier i København blev henvist til kvartererne op ad voldene. Den gennemsnitlige befolkningstæthed i byen var 26 pr. 100 kvadratalen. I nogle ejendomme i Sølvgade og Rosengade var den over 10 personer pr. 26 kvadratmeter.[11] Her lå fx en boligblok på ca. 2450 kvadratmeter (1860 kvadratmeter bebyggelse, resten gårdsplads), der var bolig for omtrent 1000 mennesker, foruden 30 køer og en del heste.

Manglende sanitære foranstaltninger og befolkningstætheden forhøjede dødeligheden. Det gik helt galt i 1853, hvor over 5000 mennesker døde af kolera. Først efter at voldene blev fjernet i 1855, blev der plads til at bygge boliger og mindske befolkningstætheden i den indre by.

Der var stor forskel på de fattige københavnere og de fine borgere. Det blev sjældent afspejlet i Guldalderens kunst, som først og fremmest afspejler den veluddannede borgerklasse. Det var ikke en gylden tid for alle i Danmark.

Den romantiske tanke[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Romantikken

Den romantiske tanke lå bag den kunstneriske udfoldelse i den danske guldalder. Den var i Danmark inspireret af de tyske idealistiske tænkere Johann Gottlieb Fichte, Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling og Georg Wilhelm Friedrich Hegel. De hævdede, at materien ikke er opbygget af små enheder, men af energier hvis spændinger skaber den materielle verden. Energierne modsvarede ånden, og teorien muliggjorde en religiøs forestilling om verden og et øget fokus på bevidstheden. Mange romantikere havde et panteistisk verdensbillede: i naturlyrikken kunne Gud anes, og kunstneren skulle afbilde det anede i naturen. Naturen og sjælelivet skabte kontakt med Gud; naturen og ånden. Den filosofiske erkendelsesteori var hverken ledet af sanserne eller fornuften.

Geniet var den digter, tænker og kunstner, der beskuer naturen og kommer i kontakt med Gud gennem anelsen. Han gennemskuer monismen i naturen, dvs. at der råder en ligevægt i universet mellem hadet og kærligheden, frastødningen og tiltrækningen. Længslen var den kraft, der drev geniet frem. Geniets møde med Gud i naturen gennem anelsen kunne ofte antage karakter af transcendens og var et vigtigt element i den romantiske digtning[12] . Disse tanker, som samtidig lagde grobund for den gryende nationalisme, blev først og fremmest indført i Danmark af Heinrich Steffens, der i de sidste måneder af 1802 holdt sine Philosophiske ForelæsningerElers' Kollegium[13]. Han var 1798-1802 på studierejse i Tyskland, hvor han på første hånd oplevede de tyske romantikere. Steffens' forlæsninger blev et tilløbsstykke og spredte tankegangen til danske lærde og kunstnere.

Billedkunst[redigér | redigér wikikode]

Lystighed uden for Roms mure på en oktoberaften malet af Wilhelm Marstrand i 1839
Den Grundlovgivende Rigsforsamling - Constantin Hansen

Billedkunstnerne stræbte efter virkelighed, uden at kærligheden til detaljen blev til realisme. De første skridt blev taget af C. W. Eckersberg, der af sin svigerfar, Jens Juel, fik lært at male efter naturen. Motiverne var de nære, velkendte og beskedne: Dagligdagen, familielivet, veje og gader, landskabet. C. A. Jensen malede portrætter af sin hustru og tidens kendte, Wilhelm Bendz malede studentersold og hofvinhandlerens hjem. Rørbye malede på[14] Skagen og Sonne malede folkelivskildringer i Nordsjælland, mens Christen Købke, Constantin Hansen, Wilhelm Marstrand og J. Th. Lundbye rejste til Italien og længtes hjem. Andre slog sig ned i Rom for resten af livet. J. L. Lund forenede ude og hjemme med sit Akropolis-fortæppe på Det Kongelige Teater. N. Abildgaard tegnede i det første årti en række scenerier fra antikken, og hans store malerier og dekorationsudkast til Frederik VIII's Palæ er inspireret af den græske guldalder.

Malerkunsten blomstrede fra 1825 til 1850. Den spirede med stiftelsen af Kunstforeningen i 1825. Den stiftedes på initiativ af overkrigskommissær Fick, J.L. Lund, C.W. Eckersberg, Gustav Friederich Hetsch, landskabsmaler Jens Peter Møller, kunsthistorikeren Høyen og Just Mathias Thiele.[15] De formulerede opgaver til konkurrencer, der skabte et omfangsrigt arkitekturmaleri.[16]

To sene værker afspejler tidsånden. Det ene er Jørgen Sonnes murfriseThorvaldsens Museum. Den blev til 1846-50, og viser på ydervæggen af Thorvaldsens Museum billedhuggerens heltemodtagelse i 1838, da han vendte hjem fra Rom med en betydelig del af sine værker. Det andet er Constantin Hansens kolossale billede af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. De er begge konstruerede, og begge rummer en levende skildring af guldalderen.

Fritz Jürgensens tegninger afspejler hele guldalderen fra den humoristiske side. Hjemmeliv, ægteskab, gadeliv og hele Gysses liv: Alt med en venlig synsvinkel på det store i det små i København. "Far, er det verdenshavet? Nej, lille Gysse det er Frederiksholms Kanal".

Arkitektur[redigér | redigér wikikode]

Nicolas-Henri Jardin havde introduceret louis seize og klassicismen i Danmark. Det blev hans elev C.F. Harsdorff, der gav den til nye generationer. Arkitekterne og bygmestrene Jørgen Henrik Rawert, Peter Meyn og Andreas Hallander og Johan Martin Quist formede klassicismens København efter Harsdoffs forbillede. Harsdorffs Hus på Kongens Nytorv blev et mønsterhus for yngre arkitekter og blev model for mange borgerhuse, der de fleste steder blev tilpasset de skæve middelalderlige gadeforløb. I Kronprinsessegade blev den nye tids byplan- og arkitekturidealer til virkelighed: Stadsbygmester Peter Meyns små butikspavilloner langs Kongens Have lå på den ene side af Kronprinsessegade og den lange stilfulde husrække på den anden. Her mødte H.C. Andersen Weyse i hans hjem.

Harsdorff døde i 1799, og hans elev, kongelig landbygmester C.F. Hansen, havde i mellemtiden skabt sig et ry med sine byggerier i Holsten , især landstederne i Altona. Disse huse blev endda en inspirationskilde for den tyske arkitekt Karl Friedrich Schinkel, som skrev til Hansen:

Citat Jeg kan ikke nok skildre, hvor velgørende de smukt beliggende bygningsværker [...] har virket på mig. Denne rene, rolige arkitektur i forbindelse med smukke omgivelser og udsigter besidder noget aldeles tilfredsstillende, ikke mindst, når man som tilfældet er der, klart er i stand til at bemærke, at disse værker var de første, der pegede mod en ny og fortræffelig retning i kunsten [...][17] Citat

Han blev kaldt hjem fra hertugdømmerne til store opgaver i København: Genopbygningen af Christiansborg Slot, Domhuset, Metropolitanskolen, Vor Frue Kirke etc.

Christiansborg Slotskirke

Frue Kirke lignede et græsk tempel, og guldalderens huse i København var direkte inspireret af templer i det antikke Grækenlands guldalder. Senere i århundredet kom arkitektbrødrene Christian og Theophilus Hansen endda til at tegne bygninger i Athen i græsk stil. Axel Bundsen og den eksilerede Joseph Christian Lillie, der blev stadsarkitekt i Lübeck, fik store opgaver i Holsten, Mecklenburg og Lauenburg. Franskmanden Joseph-Jacques Ramée arbejdede i Hamborg og København. Han tegnede landstederne Sophienholm, Hellerupgaard og Øregaard og haveanlæg i den romantiske stil.

M.G. Bindesbølls bygninger var mere romantiske end C.F. Hansens, og Hetsch, dennes svigersøn, bevægede sig i 1840'erne bort fra klassikken i retning af historicismen. Hetsch havde selv indledt historicismen med herregården Steensgård (1836-37) på Langeland, hvor engelsk nygotik er aflæselig. I hovedstaden markerede Københavns Universitets bygning på Frue Plads (1831-36 af Peder Malling) en begyndende nygotisk afvigelse fra den strenge klassicisme.

Thorvaldsens Museum

Bindesbølls Thorvaldsens Museum (1839-48) markerede både klassicismens kulmination og dens endeligt. Bygningens polykromi og egyptiske detaljer brød med klassicismens kánon, men dannede den monumentale ramme om værker af klassicismens store danske billedhugger, Bertel Thorvaldsen.

Bedømmelsen af klassicismen, og særligt af C.F. Hansens arkitektur, var negativ i den efterfølgende historicistiske periode. Mange foragtede Hansens spartanske formsprog, der står i kontrast til eksempelvis Vilhelm Dahlerups detaljerige og fantasifulde arkitekturværker. Arkitekten Erik Schiødtes beskrivelse af Hansen i Dansk biografisk Lexikon er da også overvejende negativ. Siden ændrede synet på perioden sig.

Medvirkende til dette skift var en udstilling af Hansens tegninger, som Hans Koch og Carl Petersen arrangerede i 1910. Begivenheden var en protest mod brygger Carl Jacobsens planer om at sætte spir på Vor Frue Kirke. Udstillingen og andre strømninger i tiden inspirerede til nyklassicismen, der dominerede nordisk arkitektur i 1920'erne

Martinus Rørbye, Arrestbygningen ved råd- og domhuset, 1831, www.smk.dk.

I dag regnes især Bindesbøll og C.F. Hansen for betydelige arkitekter, og guldalderens København præges af deres imposante bygninger, fx de to naboer Thorvaldsens Museum og Slotskirken. C.F. Hansens Vor Frue Kirke er optaget i Kulturkanonen, og der er udgivet flere bøger om Hansen på tysk og engelsk. Statens Museum for Kunst karakteriserer Arrestbygningen ved råd- og domhuset med: "C.F. Hansens fængselsbygning er et hovedværk i guldalderbyggeriet: Et stykke 'talende' arkitektur, som med sit strenge udseende skulle indgyde borgeren frygt for enhver forbrydelses konsekvenser."[18]

Haveanlæg[redigér | redigér wikikode]

Ideerne fra 1700-tallets engelske landskabelige have blev i perioden omsat i romantiske haveanlæg. Omlægningen var allerede begyndt i slutningen af 1700-tallet i kongelige parker og herregårdshaver. Omlægningerne var reaktion på den strenge franske barokhave som let lod sig associere med absolutisme og centralstyre. I England havde man parlamentarisme og en landadel der blandt andet lod sig inspirere af det heroiske landskabsmaleri til at forsøge med en anden - friere[19] og billigere - type haveanlæg, af landskabsarkitekten C.Th. Sørensen betegnet som et stiliseret bakkelandskab.[20]

Den nye havestil var ganske vist også tilrettelagt, iscenesat, men den skulle opleves som natur. Det skulle være en stemningshave[21] hvor man kunne gå på opdagelse og overraskes af de forskellige scenerier og 'haveelementer' der var anbragt rundt om - et lysthus, et vandfald, et tempel. Kanalsystemer og små skrøbeligt udseende broer blev anlagt. Man havde lært af malerne at betragte naturen som en serie af udsigter, vuer, komponerede scenerier der skulle nydes fra forskellige synspunkter, "perspectiver".[22] Slutningen af 1700-tallet var også tiden hvor blandt andet Rousseaus tanker om naturen havde banet vejen for et ændret natursyn.

Om forholdene i Danmark taler Christian Elling om en overgangsfase i 1760'erne hvor barokhaven blev blødt op, "... at en ny Opfattelse af Havens Væsen saa smaat begynder at faa Udtryk".[23] I 1780'erne begyndte omlægningerne for alvor[24], støttet af udgivelsen af Hirschfelds Theorie der Gardenkunst - der blev "en Bibelbog for alle Dyrkere af den frie Havekunst"[24] - med Dronninggaard 1781-86, Søndermarken 1785-88, fra 1790'erne Liselund og Marienborg på Møn og fra omkring 1794 Bülows Sanderumgaard ved Odense.

De store haveanlæg vandt af økonomiske grunde især indpas i slots- og herregårdshaver. Senere i århundredet fik mindre haveanlæg en gardenesque, 'haveagtig', udformning. Rudolph Rothe (1802-77) udviklede i periodens slutning de såkaldte landskabsgartneriske principper som han havde studeret på sin udlandsrejse 1824-27.[25] Han fik 1845 til opgave at "forbedre og kultivere" fladehaven på Marienlyst Slot og omlagde den til et gardenesque anlæg: "... i en tidstypisk kombination af formaliserede og landskabelige anlægsprincipper".[26]

Skuespil og ballet[redigér | redigér wikikode]

I guldalderen herskede Adam Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg og August BournonvilleDet Kongelige Teater. De prægede den ny nationalromantiske dramatik. I romantikken var fortiden og folkekulturen vigtige: Oehlenschlägers nordiske tragedier og Heibergs nationale syngespil som Elverhøj prægede scenen.

C. Hostrups sangspil Genboerne, 1844, viste på teatret et "kig ind ad egne vindever": Kobbersmedefamilien kom på besøg hos genboerne på Regensen og kunne kigge ind ad vinduerne hos sig selv overfor. Stykket viser tidens kendte forfattere som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og B.S. Ingemann på scenen sammen med den upålidelige løjtnant von Buddinge. Og kobbersmedesvendens mesterstykke med løvefødder og gesvejsning. De unge elskende får hinanden.

Balletmester Bournonvilles Et Folkesagn viste vejen tilbage i tiden. Musikken skrev C.E.F. Weyse, Kuhlau, Niels W. Gade og H.C. Lumbye. Gerne inspireret af tonen fra folkeviserne. H.C. Andersen lod sig også inspirere af folkeviserne.[27] Blandt andet operaen Liden Kirsten med musik af J.P.E. Hartmann. Johanne Luise Heiberg nåede i guldalderen at blive Danmarks mest kendte skuespillerinde. Danserinder fra balletten blev uvenner med Bournonville og gjorde karriere i udlandet.[28]

Musik[redigér | redigér wikikode]

Dansk musik fik først selvstændigt nationalt præg efter 1800. Nu virkede bestræbelserne på at dæmme op for den ensidige fremmede indflydelse ved skabelsen af et dansk syngespil, der var begyndt af nordmanden Niels Krog Bredal med Gram og Signe (1756) og Tronfølgen i Sidon (1771).

Musikken og det nationale

I forbindelse med Baggesen og Kunzens opera Holger Danske 1789 udspillede der sig den såkaldte Holgerfejde – som fik Kunzen til fortrække fra København efter råd fra Schulz, der også var tysk. Han vendte først tilbage som Schulz' afløser for Det Kongelige Kapel i 1795. Striden gjaldt Baggesens tekst, der blev beskyldt for at være for udansk. I 1776 kom indfødsretten, som fastslog at kongelige embeder i den danske stat var forbeholdt dem, der var født i kongens rige, "Landets børn", og dette blev i situationen benyttet mod Kunzen.[29] Det skulle blive et kunstpolitisk program at "komponere nationalt": Omkring fyrre år senere, i 1846, kunne Ingemann skrive til Gade, der virkede i Leipzig hos Mendelssohn og Gewandhaus-orkestret: "... At De kommer tilbage og vier Deres Liv og Virksomhed til Oplivelsen af den fædrelandske Aand ...", og som en understregning af det nationale: "...Næsten alle vore Componister, selv de sidst bortgangne store, vare af fremmed Herkomst: ved Dem og Hartmann haaber jeg nu Kuhlau og Weyse skulle blive erstattede og af virkelig danske Tonekunstnere. ..."[29] En ganske urimelig kritik, da Weyse var dansk, født i Altona. Hans talrige vittige breve på dansk giver et dybdegående og morsomt indtryk af dansk guldalder, i kunst og hverdag.

Klubkoncerter, klubviser, fælles- og menighedssang

En lang række klubber efter engelsk forbillede udviklede sig efter 1800 mere i retning af selskabelige foreninger. De mistede deres førende stilling på sangens område; men klubvisen holdt sig dog som levende sang langt ned i århundredet, idet den fik friske impulser fra forskelligt hold, det folkeliget-nationale foreningsliv, håndværkerstanden og studenterne.[30] Studenterforeningen fik en visebog 1822 og 1839 dannedes Studenter-Sangforeningen. Klubperioden i slutningen af 1700-tallet havde bragt selskabssangen til fuld udfoldelse, hvad der også i høj grad kom til at præge guldalderens familiesammenkomster og andre private selskaber.[31]

Fællessangen ændrede karakter i begyndelsen af 1800-tallet fra de hidtidige klubviser til en fællessang, der blev mere nationalt orienteret; denne sammenkobling mellem fællessang og nationalisme skulle tage sin begyndelse med de krigssange, der opstod med Englandskrigene fra 1801; de blev blandt andet spredt til provinsen ved at skuespiller H.C. Knudsen, der fik tilnavnet "fædrelandets frivillige sanger", rejste rundt og foredrog dem.[32]

"Den stive koral" i menighedssangen erstattedes med melodier, der var inspireret af Weyses romancer. Af koralbøger kan nævnes H.O.C. Zinck 1801; Weyse 1839, Berggreen 1853. (Det egentlige gennembrud for en ny retning bort fra både den stive koral og fra det romanceprægede kom imidlertid først med Laub ved århundredets slutning med hvad der er kaldt "kirkesangsreformen".)

En kongelig dansk syngeskole fra 1773 fortsatte under J.W.L. Zinck og italieneren Giuseppe Siboni, der var direktør for det første musikkonservatorium, som bestod 1827-41. (Først i 1867 fulgte det nuværende Det Kongelige Danske Musikkonservatorium der begyndte sin virksomhed med Gade, Hartmann og Paulli som direktører.)

Dårlige tider, klubkoncerterne afslutning, vending i 1830'erne

De første årtier af 1800-tallet bød på svære tider: Englandskrigene, statsbankerot og tabet af Norge. Foreningskoncerterne døde ud mellem 1815 og 1830; til gengæld blomstrede enkeltvis arrangerede offentlige koncerter. Betydelige udenlandske solister kom til landet, og flere og flere koncerter foregik på Det Kongelige Teater.[33] Det harmoniske Selskab overlevede akkurat 50-års-dagen i 1828. En koncertanmelder skildrer 1829 sin samtid som en periode, hvori der

Citat "... hersker saa saare liden Interesse for offentlige Koncerter, at selv de mest udmærkede af vore indenlandske Kunstnere og mangen hæderlig kjendt Fremmed trods al publik og privat Anbefaling ved Opførselsen af en Koncert kun se det visse pekuniære Tab i Møde, og ene en Catalanis eller Paganinis verdensberømte og udbasunerede Navne turde være i Stand til at vække den lethargisk slumrende Sans". Citat
Citeret fra Ravn, s 214 ("Tilbageblik")

Tiderne bedrede sig, og i 1836 fik det københavnske borgerskab til musiknydelsen ud over Det Kongelige Teater tillige Musikforeningen, der i mange årtier frem spillede en central rolle i musiklivet med Gade og Hartmann som de ledende. Den stiftedes ganske vist med det særlige formål at udgive dansk musiklitteratur. Den ledende tanke blev hurtigt det almindelige formål at "udvikle Sansen for Musik" ved fx at fremføre prøver på hovedværker af fremragende komponister. Det moderne tog andre sig af.[34] På det vokale område kom 1851 Rungs Cæciliaforeningen; i 1864 foreningen Euterpe og 1874 Koncertforeningen hvor man kunne opføre nyere kor- og orkesterværker.

Musikalske arbejder fra perioden
Uddybende Se desuden: Det nationale gennembrud i 1800-tallet – En skematisk oversigt til periodens musik

I 1806 havde É. du Puy succes med syngespillet Ungdom og Galskab, i 1809 kom et andet syngespil Sovedrikken af Weyse og Oehlenschläger. Du Puy sang Don Juan inden han blev udvist af Danmark. Mellem 1809 og 1821 udkom nyindsamlede folkeviser. I 1814 kom Kuhlaus Røverborgen, og 1818 afløste Schall Kunzen som orkesterleder for kapellet.

1820 dannedes Studenterforeningen med mandskor, og 1822 uropførtes det første ærkeromantiske orkesterværk: ouverturen til Webers Jægerbruden. Kuhlau havde succes med Lulu i 1824 og 1828 med Elverhøi, "en Vaudeville i stor Stil". Af sange fra denne tid kan nævnes Der er et yndigt land 1823 og Den signede Dag 1826 af Weyse og Grundtvig. Endvidere er der en begyndende Palestrina- og Bach-renæssance.

Fra 1830'erne kan nævnes musikken til Guldhornene 1832 af Hartmann og Weyses Morgen- og Aftensange fra 1837/38. Bournonvilles ballet Sylfiden med musik af Løvenskjold blev første gang opført i København i 1836 og har siden holdt sig på Det kongelige Teaters repertoire. Studenter-Sangforeningen dannedes 1839/40 og højnede kvaliteten for mandskor. I 1830'erne udformede Berggreen et program for en national kunstmusik på grundlag af folkeviserne.

1840 vandt Gade Musikforeningens ouverturekonkurrence med Efterklange af Ossian. Hans Symfoni nr 1 blev uropført 1843 af Mendelssohn i Leipzig med Gewandhausorkester. Det gjorde Gade berømt. Først nu begyndte romantikkens musik og romancen at slå igennem; på salmesangens område var der opstået et behov for nye salmemelodier i Vartov-menigheden til Grundtvigs mange salmer med friere melodier. Fra 1843 spilledes Lumbyes musik høres i Tivoli, blandt andet Champagnegaloppen. 1846 kom Hartmanns opera Liden Kirsten.

Litteraturen[redigér | redigér wikikode]

Titelbladet til det første danske romantiske digterværk, Oehlenschlägers Digte 1803 (1802).

Guldalderens litteratur er præget af den romantiske tanke. Heinrich Steffens spillede en stor rolle for denne tankes fremkomst i Danmark. Han holdt i 1802 den første forelæsning om sammenhængen mellem natur, historie og menneske og inspirerede en lang række digtere. Ifølge den romantiske tanke var verden dualistisk: bag den prosaiske sfære fandtes en højere, åndelig sfære, som lod sig ane gennem naturen, i historien og i religionen. Det var poesiens opgave at pege på denne højere verden. Blandt tilhørerne var den unge Adam Oehlenschläger. Forelæsningen blev startskuddet til en dansk romantisk digtning. Oehlenschlägers Digte 1803 (udgivet i slutningen af 1802) var først. Digtet Guldhornene og Schack von Staffeldts Digte fulgte tæt efter. Grundtvig og Ingemann var også præget af den romantiske tankegang. De beskæftigede sig med historien; Grundtvig med oversættelsen af Saxo og Ingemann med sine udbredte historiske romaner. Tanken om en sammenhæng mellem ånd og natur sås også i flere af H.C. Andersens eventyr. H.C. Ørsteds Aanden i Naturen kom 1850-51.

I Aladdin skildrer Oehlenschläger "Naturens muntre Søn", hvis geni spiller ham appelsinen i turbanen.

Tidsskrifter[redigér | redigér wikikode]

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn (1808-1832) udgivet og redigeret af Salomon Soldin, Berlingske Tidende og Adresseavisen var borgerskabets foretrukne aviser[35]. Desuden var der bladet Dagen (1803-1843) som var en stærkt konservativ og regeringstro avis, der tog kampen op med tidens oppositionsaviser. Flere andre dukkede op især i 1830'erne: Politievennen, Den galende Hane, Sandhedsfaklen og Raketten. De fik kort levetid. De var "smudslitteratur" og "skandalepresse" og førte et sprog og indhold, som ofte bragte udgiverne for pressedomstolen.

Der opstod i 1830'erne og 1840'erne en reel oppositionspresse:

Frederik 6.'s strenge censurlovgivning efter Trykkefrihedsforordningen af 1799 var i kraft. Så udgivere blev idømt bøder, og mange numre blev beslaglagt. Redaktøren for et andet og mindre oppositionsblad, Almuevennen, udregnede på et tidspunkt beløbene som de tre største oppositionsblade var blevet idømt i bøder under Christian 8., dvs. perioden 1839-1848.[36] Fædrelandet var idømt bøder på 6.450 rigsdaler, Kjøbenhavnsposten på 5.100 rigsdaler og Corsaren 4.830 rigsdaler. Alle artikler skulle godkendes af en politiassessor, inden de måtte trykkes. Kjøbenhavnspostens redaktører begyndte at udgive bladet med tomme spalter, hvor de censurerede artikler skulle have stået. Protesten bredte sig til de andre oppositionsblade, men den blev hurtigt forbudt.

En lang række andre tidsskrifter koncentrerede sig om forskellige emner: Figaro udgivet fra 1839 af Tivolis grundlægger Georg Carstensen havde undertitlen Journal for Literatur, Kunst og Musik. Danne-Virke (1816-1819) var Grundtvigs blad, som agiterede for hans tanker om hedenold, religion og almueliv.

Teologien og kirken[redigér | redigér wikikode]

Romantikken lagde mere vægt på følelsen end på fornuften. (I oplysningstiden var det modsat).

I Tyskland havde Schleiermacher romantisk indflydelse på kristendommen, men fik ikke den store indflydelse i Danmark "... og den eneste, der syntes forudbestemt til at modtage netop fra den schleiermacherske åndsform, J.P. Mynster, var i grunden færdig i sin udvikling, før han mødte Schleiermacher. ..." (jf. "omvendelsen" i Spjellerup 1802).[37]   H.N. Clausen havde dog været i Berlin og taget indtryk af den nye strømning[38]

Hans svigersøn J.P. Mynster var kirkens førstemand fra 1834 til 1854. Han var biskop over Sjælland; hans visitatsoptegnelser fra 1830'erne og 40'erne beretter, at der stadig sad mange rationalistiske præster rundt om i præstegårdene.[39] De havde modtaget deres undervisning på universitetet af folk som Münter, P.E. Müller og Jens Møller[40] i begyndelsen af århundredet, da disse endnu var mest præget af rationalismen inden for teologien.

Hyrdebrevet af 1817, der var forfattet af biskop Münter, kunne stadig tildele fornuften en rolle: "... fornuftens rette brug og Den hellige Skrifts rette udtydning", altså en overensstemmelse mellem fornuft og åbenbaring.[41] Hal Koch mener dog, at hyrdebrevet viste, at den teologiske rationalisme fra 1700-tallets oplysning ikke længere stod så stærkt. Ved at anerkende eller betone at der i Skriften foreligger en guddommelig åbenbaring knyttet til Jesu person og udtrykt i hans lære, mener Koch, at "... det derfor måske ville være mere korrekt at betegne dette som supranaturalisme".[42]

Kirken

Perioden falder sammen med enevældens sidste årtier: den øverste magt i kirken tilhørte kongen, og det egentlige kirkestyre udøvedes gennem kancelliet og dets embedsmænd. Sammenfattende siger Koch[43] om dette kirkestyre, at det ikke var sin opgave voksen. Inden for kirken som på alle andre områder "var samfundet i støbeskeen". Enevældens og embedsstyrets dage var talte. Det, der groede frem, kom nedefra, fra folket, og for kirkens vedkommende krystalliserede det sig ud i vækkelserne, der fortsattes i de kirkelige partidannelser. Det, der var på dagsordenen, var et nyt kirkeforfatningsgrundlag, så der blev religionsfrihed, og så kirken ikke længere blot var en ren statsfunktion.

J.P. Mynster var en "magtfaktor" allerede fra midt i 1820'erne.[44] Mynster var ikke højt værdsat af tiden lige efter guldalderen. Både på grund af "Kirkestormen" og Grundtvig og hans bevægelse; på afstand er hans indsats mere værdsat, og den kom til at kendetegne den folkekirke, der ved demokratiets indførelse 1849 afløste enevældens statskirke.[45] Han afviste nemlig både det "grundtvigske partis" "fri Stats-Kirke" og H.N. Clausens ideer om en synodal ordning.

Det endte med en løfteparagraf: "Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov". Løftet er aldrig indfriet på anden måde, end at disse forhold ordnes ved "love", altså enkelte love vedtaget i Folketinget som alle andre love efter behov.[46]

Rejser i Guldalderen[redigér | redigér wikikode]

H.C. Ørsted var i 1801 på dannelsesrejse til Tyskland og mødte helhedsfilosofien, romantikken. I mellemtiden var den geologisk interesserede filosof Henrik Steffens kommet til København fra sin dannelsesrejse til Tyskland. Steffens foredrag i 1802 på Elers' Kollegium om natur, kunst, historie, filosofi og religion var romantikkens introduktion i Danmark, og det blev indledningen på den danske guldalder. Oehlenschläger digtede Guldhornene inspireret af Steffens foredrag.

Guldalderens kunstnere kvalificerede sig ofte til en dannelsesrejse sydpå ved at vinde en konkurrence ved Akademiet eller ved at få et et rejsestipendium fra Fonden ad usus publicos med Jonas Collin som sekretær fra 1803 til 1832.

Rasmus Rask rejste til Island i 1813-1815. Fra 1816 drog han fra Sverige, Finland, Rusland tværs gennem Persien til Indien og Ceylon. Han var væk i mere end seks år.

Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen var en af dem, der rejste til Italien; han blev i Rom i 40 år. Han var en magnet for mange andre kunstnere; medens han var i Rom lavede han adskillige skulpturer. Disse blev ved Hermann Ernst Freunds og Ludvig Bødtchers mellemkomst transporteret i skib til København, hvor en offentlig indsamling i 1837 betalte et museum til skulpturerne og Thorvaldsens grav. Alt tegnet af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll.

Guldalderens netværk[redigér | redigér wikikode]

Alle guldalderens personligheder kendte hinanden i det lille København, og de havde et netværk med synergieffekt. Den danske guldalders personligheder mødte hinanden fx i Bakkehuset og Søkvæsthusets saloner, på Universitetet, Studenterforeningen, teatrene og i diskussionsklubber; og til private middagsselskaber.

Embedsborgerstanden[redigér | redigér wikikode]

Embedsborgerstanden i guldalderen har været betegnet som den harmoniske embedsborgerstand,[47] hvor man med harmonisk har villet understrege, at det ikke blot var geniet – som i den radikalere form for dualisme hos Steffens – der kunne overskride dualismen og få indblik i den åndelige verden. I den danske omplantning blev historikeren bevidst om historien og sin egen rolle i den ved dannelse, som kunne være åben for alle, og som samfundet kunne skabe rammerne for, selv om dannelsesprocessen ansås for knyttet til det enkelte individ og derfor principielt var den enkeltes ansvar. Opdragelse blev forstået som op-dragelse til en højere, åndelig sfære.

Dette beskrives som grundtanken i det uddannelsessystem, som blev bygget op i det 19. århundrede, og det er med basis i dette idékompleks, at de harmoniske embedsborgere etablerer sig på de ledende poster i samfundet, således at ideologi og administration kommer til at virke sammen på en så overbevisende måde, at der kan tales om et hegemoni, der frem til slutningen af 1830'erne stort set ikke bliver modsagt. De harmoniske embedsborgere karakteriseres som den beåndede stand, der hjælper folket til at blive dannede borgere.

Da disse embedsborgere ikke var isolerede fra det øvrige åndsliv, men omgikkes og delte opfattelse med ledende folk inden for det skabende kulturliv som for eksempel Oehlenschläger, Thorvaldsen og Eckersberg, dannede de en bro mellem kultur og aktiv politik, der var så stærk, at de dominerede åndslivet.

Der nævnes en vigtig forskel mellem Danmark og Tyskland, hvor grundtankerne jo var kommet fra omkring århundredeskiftet med Steffens, nemlig at teorierne i Danmark udvikledes gennem en udadvendt praksis inden for statsadministration, videnskab og kunst i modsætning til i Tyskland, hvor universiteterne var centrum og udgangspunkt for diskussionerne; men i København spillede universitetet ikke samme rolle som normgivende for den kulturelle og åndelige udvikling, og dette ses som en grund til, at den danske aflægger af den tyske dualisme kunne forblive så uimodsagt.[47]

Salonlivet[redigér | redigér wikikode]

Flere kvinder drev saloner i København først i 1800-tallet, nemlig Kamma Rahbek, Frederikke Brun, Charlotte Schimmelmann og Louise Hegermann-Lindencrone. De havde alle stor betydning for Guldalderens kunstnere og videnskabsfolk. I disse saloner kunne de få råd og vejledning og møde andre kunstnere og videnskabsmænd.[48]

Blandt gæsterne i Kamma Rahbeks salon i Bakkehuset var Adam Oehlenschläger, der var gift med Kammas søster Christiane, A.S. Ørsted, som var gift med Oehlenschlägers søster Sophie, H.C. Andersen, Jens Baggesen, Jonas Collin, Frederikke Brun, N.F.S. Grundtvig, J. L. Heiberg, Poul Martin Møller, biskop Mynster, Henrich Steffens, B.S. Ingemann og Christian Winther.[49],[50]

Frederikke Brun havde salon i Sophienholm ved Bagsværd Sø, hvortil hun inviterede Baggesen og hans kone Sophie samt komponisten C.E.F. Weyse til at bo.[51] Desuden kom Mynster, Oehlenschläger, Heiberg, Rist og flere der.[52][53]

Charlotte Schimmelmann holdt salon i palæet i Bredgade om vinteren og om sommeren på landstedet Sølyst nord for København. Her var også europæiske kulturpersonligheder som den tyske filosof J.G. Fichte, den schweiziske teolog Johann Kaspar Lavater og den franske forfatter Charles Vanderbourg. Schimmelmann var mæcen for danske digtere som Henrich Steffens, Schack von Staffeldt, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger og B.S. Ingemann. Men også komponisten J.A.P. Schulz, fysikeren H.C. Ørsted, naturforskeren Joachim Frederik Schouw og arkæologen P.O. Brøndsted fik støtte hos mæcenægteparret, og biskop J.P. Mynster og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen indgik også i deres kreds.[54][55]

Om sommeren holdt Louise Hegermann-Lindencrone selskab i ejendommen Rolighed ved Københavns Kalkbrænderi, og om vinteren i kommandantboligen i citadellet, blandt gæsterne var Adam Oehlenschläger, J.P. Mynster, Heinrich Steffens, F.C. Sibbern, B.S. Ingemann, M.F. Liebenberg, Andreas Saint-Aubain, Peder Hjort, Rudolph Bay, Abrahams og A.S. Ørsted.

Private selskaber[redigér | redigér wikikode]

Wilhelm Bendz: Et tobaksselskab. 1828. Olie på lærred.

Jonas Collin, Anders Sandøe Ørsted, N.F.S Grundtvig, Johan Ludvig Heiberg, Johan Buntzen, faren til Thomasine Gyllembourg, Hans Heger, faren til Christiane Oehlenschläger og Kamma Rahbek, holdt alle selskaber med oplæsning og diskussion.[56] Et andet selskabeligt samlingspunkt for guldalderens kunstnere var hjemmet hos vinhandler og mæcen Christian Waagepetersen.

Kunstakademiet blev mange af kunstnerne uddannet under Eckersberg, blandt andet Wilhelm Bendz, Constantin Hansen, Wilhelm Marstrand, Ernst Meyer, Fritz Petzholdt, Jørgen Roed og Martinus Rørbye. Derudover arrangerede de studerende private selskaber "tobaksselskaber" eller diskussionsklubber. Bendz har brugt et "tobaksselskab" som motiv.[57]

C.A. Reitzels boglade[redigér | redigér wikikode]

C.A. Reitzels Boghandel og Forlag var samlingssted for byens skrivende ånder. C.A. Reitzel udgav en stor del af deres værker. Her kom H.C. Andersen, J.L. Heiberg, Christian Winther, Søren Kierkegaard og mange andre.[58]   Guldalderens kommunikationscenter lå omkring Købmagergade, hvor C.A. Reitzels Boghandel lå. I området mellem Rundetårn og Højbro Plads og tilhørende sidegader begyndte Studenterforeningen og Gyldendals forlag. Det lå tæt på aviser som Fædrelandet, Berlingske Tidende og Corsaren.[59] Reitzel ejes i dag af Erik V Krustrup.

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

[60]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Jensen, Lisbeth Ahlgren: Musiklivet i Charlotte Schimmelmanns og Friederike Bruns saloner, i: Sørensen, Anne Scott (red.): Nordisk salonkultur – Et studie i nordiske skønånder og salonmiljøer 1780-1850, p. 231 – 250, Odense Universitetsforlag, Odense 1998
  • Dorthe Sondrup Andersen: Guldalder uden forgyldning, ISBN 87-91293-83-9
  • Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Kongens København, ISBN 87-00-47268-9
  • Guldalderhistorier : 20 nærbilleder af perioden 1800-1850, redaktion Bente Scavenius, ISBN 87-00-19052-7
  • Guldalderens verden : 20 historier fra nær og fjern, redigeret af Bente Scavenius, ISBN 87-00-25274-3
  • Krydsfelt : ånd og natur i guldalderen, redaktion: Mogens Bencard, ISBN 87-00-46638-7
  • Hen over torv og gade : mennesker og huse i Guldalderens København, Claus M. Smidt og Mette Winge, ISBN 87-00-25216-6
  • Bergit Bertung, Gyldne Lænker – kvindernes guldalder : om forholdet mellem mand og kvinde hos 10 guldalderpersonligheder, ISBN 87-7876-482-3
  • Maria Helleberg, vilde KVINDER, milde KVINDER : 12 kvindeliv fra guldalderen, ISBN 87-638-0344-5
  • Knud Voss, Guldaldermalerne, ISBN 87-7321-072-2
  • Mordhorst, Mads og Jes Fabricius Møller (2005) Historikeren Caspar Paludan-Müller. ISBN 87-7289-738-4. DK5=99.4 Paludan-Müller, Caspar. – Blandt andet om historismens udvikling og indflydelse i Danmark. Paludan-Müller (1805-82) fik sit grundsyn lagt i perioden, og det beskrives hvordan dette kommer i vanskeligheder som århundredet skrider frem.
  • Koch, Hal (1954). Den danske kirkes historie. Bind 6: "Tiden 1800-1848".
  • Lausten, Martin Schwarz (2004, 1987). Danmarks kirkehistorie 3. udgave. Forlag: Gyldendal. DK5=27.6. ISBN 87-02-02701-1
  • Rasmussen, Jens (2002). En brydningstid – Kirkelige holdninger i guldalderperioden 1800-1850, Odense. ISBN 87-7838-667-5 – Med yderligere litteratur.
  • V.C. Ravn: "Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid." i V.C. Ravn og Angul Hammerich: Festskrift i Anledning af Musikforeningens Halvhundredaarsdag. Udgivet af Musikforeningen 1886 – "Tilbageblik" på koncertvæsenets tilstand omkring året 1830 af V.C. RavnWikisource
  • Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark, bd. I-III
  • Gamle Selskabssange og Klubviser, 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten
  • Karl Clausen Dansk Folkesang gennem 150 år 1958
  • "Fællessang og danskhed" af Kirsten Sass Bak i Musik og danskhed redigeret af Jens Henrik Kuodal, 2005, ISBN 87-7876-399-1
  • Heinrich W. Schwab: "Guldalderens musik og dankhed" i Musik og danskhed, red. Jens Henrik Koudal, 2005, side 59-72
  • Niels Martin Jensen Den danske Romance 1800-1850 og dens musikalske forudsætninger. Kbh.1964.
  • Niels Martin Jensen: "Niels W. Gade og den nationale tone" i Dansk identitetshistorie bd. 3, 1992
  • Gamle Selskabssange og Klubviser, Kjøbenhavn 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten. "En Nytaarspublikation"
  • Gertrud Oelsner (red.), Udsigt til Guldalderen, Storstrøms Kunstmuseum og Skovgaard Museet 2006. ISBN 87-89118-28-6
  • Om den dansk-tyske modsætning: Ole Feldbæk og Vibeke Winge: "Tyskerfejden 1789-1790. Den første nationale konfrontation", Dansk Identitetshistorie, bd. 2 "Et yndigt land" 1789-1848, red. af Ole Feldbæk. København 1991, s. 9-109
  • Christian Elling: Den romantiske Have, danske Studier, 1979, ISBN 87-01-93611-5 (1. udgave 1942)

[61]== Referencer ==

  1. Guide til dansk guldalder.
  2. "... Københavnerskolen, som især har vundet indpas i udlandet, og som skal markere den betydning, København havde som kunstcentrum med et kunstakademi, der tiltrak en række tyske kunstnere som Caspar David Friedrich (1774-1840) og Philipp Otto Runge (1777-1810)." fra Om guldalderen- en introduktion af Kasper Monrad.
  3. Kasper Monrad, Det Danske Landskab – De danske malere på J.C. Dahls tid, ISBN 978-82-7326-103-8, side 36
  4. Claus M. Smidt og Mette Winge, Hen over torv og gade, Mennesker og huse i Guldalderens København, ISBN 87-00-25216-6, side 17
  5. "Vilhelm Andersens guldalderkonstruktion" fra Adl.dk, Arkiv for Dansk Litteratur — Johan Fjord Jensen har dog en noget køligere vurdering i Bind III af Efter Guldalderkonstruktionens sammenbrud, Modtryk 1981, side 19ff, hvor han bl.a. kalder guldalderkonstruktionen for en effektiv modmodel mod den radikalborgerlige hjemløshedsdigtning, der havde udviklet sig efter 1870. (side 20)
  6. Knud Voss, Guldaldermalerne, ISBN 87-7321-072-2, side 9
  7. Om guldalderen – en introduktion
  8. Guide til dansk guldalder – Litteratur – Guldalder.dk
  9. Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Kongens København, Gyldendal, 2000, s. 28
  10. Claus Bjørn (red.), Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie – bind 10, 2003, s. 84.
  11. Helge Paludan m.fl., Københavnernes historie, Hans Reitzels Forlag, 1987, s. 115-116.
  12. For en gennemgang af disse træk henvises til Søren Holm, Romantiken, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1972, kapitlet "Karaktertræk" s. 36ff
  13. Søren Holm, 1972, s. 61ff. Heinrich Steffens Indledning til philosophiske forelæsninger er genudgivet af Det danske sprog- og litteraturselskab 1996 (red. Johnny Kondrup)
  14. I eller på Skagen? — sproget.dk
  15. Flemming Friborg, Det gode selskab – Kunstforeningens historier 1825 -2000, ISBN 87-00-47798-2, side 15
  16. Knud Voss, Guldaldermalerne, ISBN 87-7321-072-2, side 15
  17. Hakon Lund, "C.F. Hansen", i: Sys Hartmann (red.), Weilbachs Kunstnerleksikon, København: Rosinante 1994-2000.
  18. "Martinus Rørbye (1803-48), Arrestbygningen ved råd- og domhuset, 1831". Statens Museum for Kunst. http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/highlights/martinus-roerbye-arrestbygningen-ved-raad-og-domhuset/. 
  19. I bogen London (1973, 1. udg. 1934) side 128 behandler Steen Eiler Rasmussen den engelske 'frihedstrang' over for det tyranniske Frankrig, og nævner Jarlen af Shaftesbury som en af bevægelsens fædre: "... En af Bevægelsens Fædre var Jarlen af Shaftesbury (1671-1713), der allerede 1709 (The Moralist) sætter Naturs Skønhed i Modsætning til formal mockery of princely gardens. ..." -
    Artikel "The Politics of the English Landscape Garden" diskuterer emnet.
  20. I sin bog Europas havekunst, 1959 s. 5ff., inddeler C.Th. Sørensen havekunstens værker i egentlige haver og stiliserede landskabsformer :
    Haven er grostedet, begrebets simple urform. De stiliserede landskabsformer opdeles så i fire hovedgrupper med vandingsanlægget som det ældste; han bruger gamle nationale navne og kalder dette for "spansk", fx Cordobas og Sevillas orangegårde. En stiliseret bjergbæk kaldes for "italiensk" med Villa d'Este som eksempel. Som "fransk" kaldes Le Notres stiliserede flodlandskaber, fx haven ved Versailles. Endelig kaldes det stiliserede bakkelandskab for "engelsk".
  21. Christian Elling anfører i Den romantiske Have, 1979 (opr. 1942), side 16 nogle af de forskellige betegnelser der har været anvendt: den engelske have, den landskabelige have, den sentimentale eller følsomme have. Han vælger dog selv den romantiske have "... der baade særtegner dens Væsen som Helhed og placerer den i naturlig Forbindelse med Romantikken - fra Præromantik til Romantisme - i dansk Aandshistorie.".
  22. Elling : Den romantiske Have 1979 (opr. 1942), side 34
  23. Elling, side 17
  24. 24,0 24,1 Elling, side 21
  25. "Biografi", Rudolph Rothe hos Kulturarv.dk
  26. Marienlyst Slot, fredningssag fra hos Kulturarv.dk
  27. Digterens teaterdrømme – H.C. Andersen og teatret
  28. Robert Neiiendam, En Danserinde, 1918
  29. 29,0 29,1 Heinrich W. Schwab: "Guldalderens musik og dankhed" i Musik og danskhed, red. Jens Henrik Koudal, 2005, side 59-72
  30. Gamle Selskabssange og Klubviser, 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten, s. 49
  31. Gamle Selskabssange og Klubviser, 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten, s. 42
  32. Kirsten Sass Bak: "Fællessang og danskhed", s. 102f i Musik og danskhed redigeret af Jens Henrik Kuodal, 2005, ISBN 87-7876-399-1 — Karl Clausen bemærker i Dansk folkesang gennem 150 år at krigssange med brod mod England spillede en stor rolle i 1800-tallet første årti. B.S. Ingemann citeres for følgende: "... Baade Staffeldt og Oehlenschläger havde været med i Studenterkorpset og skrevet Krigssange. Kort derefter skulde deres Geniusflugt ses og forbavse."
  33. Schiørring II, s. 82
  34. Side 183 i Angul Hammerichs afsnit "Musikforeningens Historie 1836 -1886" i Ravn og Hammerich: Festskrift i Anledning af Musikforeningens Halvhundredaarsdag. Udgivet af Musikforeningen 1886.
  35. For en detaljeret gennemgang af tidsskrifterne i perioden 1800-1848 henvises til Harald Jørgensen, Tidsskriftpressen i Danmark indtil 1848, Berlingske Presse-Bibliotek, Berlingske Forlag, 1961.
  36. Ole Stender-Petersen, Kjøbenhavnsposten, Odense Universitetsforlag, 1978, s. 15
  37. Koch 1954, bind 6, s. 199
  38. Koch 1954, bind 6, s 198
  39. Lausten 2004, s. 206
  40. Koch 1954, bind 6, bl.a. s 203
  41. Citeret efter Lausten 2004, s. 206
  42. Koch 1954, bind 6, s. 178f
  43. Koch 1954, bind 6, s 50
  44. Om Mynster som magtfaktor fra midt i 1820'erne: Hal Koch (1954) Den danske kirkes historie Bind 6 : "Tiden 1800-1848", s. 203 og Martin Schwarts Lausten Danmarks kirkehistorie (2004) s. 208)
  45. Rasmussen 2002 bl.a. s. 120. "Det var takket være tidens såkaldte overgangsskikkelser, såsom A.S. Ørsted (centraladministrationen) og J.P. Mynster (kirkeadministrationen), at kirkestyret var gjort rummeligt under enevældens sidste tid.... " — Se også afsnittet Embedsborgerstanden om denne embedsborgerstands indplacering i "netværket". – Lausten 2004, s.208 betoner, at disse kulturpersoner hele tiden søgte at bevare forbindelsen mellem kulturen og kristendommen; måske netop en af de ting der oprørte Kierkegaard
  46. Grundloven 1849 siger i § 80: "Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov". (fra Folketinget.dk)
  47. 47,0 47,1 Mads Mordhorst og Jes Fabricius Møller (2005) Historikeren Caspar Paludan-Müller bl.a. side 43-48, som er kilden til dette afsnit om embedsborgerstanden. — Historikeren Caspar Paludan-Müller (1805-82) fik sit grundsyn i den danske guldalder, og bogen forsøger at belyse de vanskeligheder, en historiker kunne få, efterhånden som århundredet skred frem, og andre strømninger kom til at dominere, især efter midten af århundredet med tiltagende vægt på empirien og mindre på historien som anskuelse, som den ene side af historismen kaldes. Der beskrives det, som kaldes historismens paradoks som den vanskelighed at ville forklare historien både ud fra denne "anskuelse" – som indeholder et generelt og overordnet perspektiv (universalisme, teleologi) – og tillige ud fra den faktiske historie, hvor den enkelte begivenhed skulle forstås som unik (ty. Einmaligkeit, se også Leopold von Ranke med udtrykket "wie es eigentlich gewesen ist", 'hvordan det egentlig forholdt sig' )
  48. Anne Scott Sørensen (red.): Nordisk salonkultur. Et studie i nordiske skønånder og salonmiljøer 1780-1850. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 1998
  49. Dansk Kvindebiografisk Leksikon – Kamma Rahbek
  50. Guide til dansk guldalder – 11. Bakkehuset
  51. Dansk Kvindebiografisk Leksikon – Friederike Brun
  52. 153 (Dansk biografisk Lexikon / III. Bind. Brandt – Clavus)
  53. Karen Klitgaard Povlsen (red.): Salon på Sophienholm omkring år 1800. ISBN 9788792079060, 2010
  54. Dansk Kvindebiografisk Leksikon – Charlotte Schimmelmann
  55. Annelise Ballegaard Petersen og Anne Scott Sørensen: Breve til Charlotte. Fra Sølyst til Weimar. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2011
  56. Dorthe Sondrup Andersen: Guldalder uden forgyldning, ISBN 87-91293-83-9, side 348
  57. Dorthe Sondrup Andersen: Guldalder uden forgyldning, ISBN 87-91293-83-9, side 115
  58. Bente Scavenius m. fl. Guldalderhistorier : 20 nærbilleder af perioden 1800-1850, "Nys jeg er fra Reitzel kommen ..." , side 110-115
  59. Bente Scavenius m. fl. Guldalderens verden: 20 historier fra nær og fjern, "Hjemme og ude, oppe og nede – Guldalderens kontraster", side 16
  60. Kilder til tidslinjen : Guldalder.dkAerenlund.dkAlmanakTidslinje for tekniske opfindelser samt diverse andre Wikipedia-artikler
  61. Anne Scott Sørensen (red.): Nordisk salonkultur. Et studie i nordiske saloner og skønånder. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 1998

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]