Det Stockholmske Blodbad
Det Stockholmske Blodbad fandt sted 7.-10. november 1520 efter den danske kong Christian 2.'s erobring af Sverige. Kongen lod henrette over 82 af svensk adel, gejstlighed og borgerstand. De var hovedsageligt støtter af det svensk-nationale parti (Sture-partiet) med Sten Sture i spidsen. Dødsdommene blev afsagt ved en kirkelig skueproces. Det var muligvis ridder Claus Bille og Søren Norby, der stod for arrestationerne.
Forhistorie
Blodbadet var en konsekvens af den konflikt, der havde udspillet sig mellem på den ene side en lille gruppe svenske gejstlige og danske adelige, der gik ind for Kalmarunionen, og på den anden side den svenske adel og gejstlighed, som krævede svensk uafhængighed af Danmark. Unionsfolkene i Sverige var ledet af ærkebiskop Gustav Trolle. Anti-unionsfolkene var ledet af den svenske regent Sten Sture (den yngre). Sten Sture blev regent i 1512 ved et kup, hvor netop Gustav Trolles far, Erik Trolle, blev afsat. Den daværende unionsmonark, Kong Hans, havde accepteret det, blot Sten Sture lovede at bevare unionen med Danmark. Danmark mistede allerede her fodfæste i Sverige, da den svenske regent skiftede fra unionsvenlig til en unionsfjendtlig. Både Sten Sture, Kong Hans og prins Christian var klar over, at en krig nærmede sig. Kong Hans døde i 1513, og prins Christian blev valgt til konge.
I 1515 kom Gustav Trolle og Sten Sture op at skændes om, hvorvidt Trolle var allieret med Danmark. Det førte til at Gustav Trolle i 1517 både blev frataget sit embede som ærkebiskop af Sverige og al sin ejendom. Trolle valgte herefter at forskanse sig på sit slot, for at undgå yderligere handlinger imod sig; det resulterede i at Sten Sture ledte en hær af unionsmodstandere af primært fattige bønder udstyret med våben mod Gustav Trolles slot. Sveriges anti-unions-adel støttede det og underskrev et dokument om deres deltagelse i angrebet på Gustav Trolle. Det gjorde de for at undgå, at enkelte personer senere bliver retsforfulgt som hovedmænd. Christian 2. anså dette angreb som et oprør mod både unionen og kirken, og bad med held Paven om tilladelse til at angribe Sten Sture (og dermed Sverige) for at slå oprøret ned, formentlig med den begrundelse at kirkens ejendom var under angreb. Christian 2. forsøgte først at komme til undsætning under belejringen af Gustav Trolles slot. Den danske konge led dog nederlag og var tvunget til at trække sig tilbage. Umiddelbart efter faldt slottets forsvar, og slottet blev revet ned til grunden, og Gustav Trolle selv blev kastet i fængsel. I 1518 forsøgte Christian 2. endnu engang at angribe Sten Sture for at genvinde kontrol over Sverige, men led igen nederlag – ved Brännkyrka, syd for Stockholm. Et tredje angreb blev indledt i 1520 med franske, tyske og skotske lejesoldater under ledelse af Otto Krumpen. De danske styrker mødte de svenske ved Slaget på Åsundens is. Sten Sture blev dødeligt såret af en rikochetterende kanonkugle, og den utrænede bondehær faldt hurtigt fra hinanden. Christian 2.'s hær marcherede uden yderligere modstand mod Uppsala, hvor det svenske rigsråd befandt sig. Forhandlinger blev straks indledt, og en aftale blev vedtaget af kongen og begge landes rigsråd d. 31. marts. Efter den ville Christian 2. blive hyldet som arvekonge til Sverige, blot han garanterede fuld amnesti til alle involverede og lovede at regere Sverige efter landets hidtidige love. I Stockholm holdt Sten Stures enke, Kristina Gyldenstjerne, dog stand, og først seks måneder, et nederlag og en sejr senere overgav hun Stockholm mod garanti for den tidligere amnesti.
Blodbadet
Den 4. november bliver Christian 2. kronet til konge af Sverige i Stockholm storkirke af den genindsatte ærkebiskop Gustav Trolle. Tre dages banket følger.
Hele Sveriges adel og gejstlighed samt fornemme borgere fra Stockholm inviteres til en privat forsamling den 7. november på Stockholm Slot. Om aftenen træder ærkebiskop Gustav Trolle frem og alle portene til slottet låses, hvorefter han anklagede 18 af gæsterne for deres angreb på hans slot, ejendomme og ham selv, og han kræver, at de skyldige skal stilles for en domstol. Kongens tidligere løfte om amnesti er ikke gyldigt i denne situation, da Gustav Trolle er gejstlig, og staten ikke har myndighed i klerikale sager. Kongens svar er, at han er nødt til at støtte Gustav Trolles anklager, for at undgå konsekvenser fra Paven.
Ved daggry d. 8. november føres de 18 anklagede bort af danske soldater. Sten Stures enke er blandt de inviterede ved forsamlingen og fremlægger dokumentetet, hvori hele Sveriges antiunionsadel har påtaget sig fælles ansvar for handlingerne mod Gustav Trolle, og således kan de 18 ikke alene holdes ansvarlige. Håbet var, at de 18 vil blive sat fri, da det er utænkeligt at anklage det meste af den svenske adel og gejstlighed. Dokumentet virker modsat, og alle gæsterne bliver fængslet ved daggry.
Om morgenen d. 9. november indledes retsagen mod de fængslede. I spidsen for domsrådet står Gustav Trolle, der både fungerer som anklager og dommer. Alle anklagede fra sturepartiet bliver kendt skyldige i kætteri, hvilket der kun findes dødsstraf for. Til middag bliver de dømte ført ud på Stortorvet, hvorefter Ærkebisp Mattias Gregersson af Strängnäs bliver halshugget. Henrettelserne fortsætter resten af dagen og den næste med. Adelige og gejstlige bliver henrettet med sværd, borgerlige med økse og borgere ved hængning. Det anslås, at over 80 mister livet, deriblandt to biskopper, 14 adelige, tre borgmestre, 14 rådsmænd og 20 borgere. Sten Stures enke og en række af de henrettede adeliges enker bliver sejlet til Danmark som gidsler.
De henrettede
Listen nedenfor er ordnet efter stand: Først de to biskopper, derefter 14 adelige, tre borgmestre, 14 rådmænd og øvrige borgere af Stockholm:
- Mattias Gregersson, biskop i Strängnäs,
- Biskop Vincentius, biskop i Skara,
- Erik Abrahamsson (Leijonhufvud), rigsråd,
- Erik Knutsson (Tre Rosor), høvedsmand på Kalmar slot,
- Erik Johansson (Vasa), ridder og rigsråd,
- Erik Ryning, ridder,
- Bengt Persson Gylta, rigsråd og væbner,
- Joakim Brahe, rigsråd,
- Kristiern Bengtsson (Oxenstierna), ridder og rigsråd,
- Anders Ruth, rådmand,
- Anders Karlsson, rådmand,
- Olof Hansson, rådmand, borger fra Köpmannagatan i Stockholm,
- Hans Vävare, købmand,
- Lars Hass, tilskuer, som begyndte at græde under henrettelserne, blev øjeblikkeligt henrettet sammen med de andre,
- Lambrect, barber (barberede en kunde da han blev slæbt ud på torvet og henrettet),
- Erik Johansson, bonde fra Rydbo (på Gustav Vasas fars ejendom),
- Erik Kuse, slotsfoged i Stockholm.
Henrettet senere
- Hemming Gadh halshugget i Finland,
- Nils Eskilsson Banér, rigsråd,
- Sven Hök henrettet i Vadstena,
- Peder Smed henrettet i Vadstena,
- Peder Ribbing henrettet i Jönköping,
- Lindorm Ribbing henrettet i Jönköping,
- Ribbings to sønner, otte og fem år gamle.
Efterspil
I januar 1521 – to måneder efter Det Stockholmske Blodbad – opstod et nyt oprør i Dalarna mod Christian 2. denne gang ledet af Gustav Vasa, søn af Erik Johansson, der var blandt de henrettede. Christian 2. var på rejse i Holland og stillede intet op mod oprøret. Da han vendte hjem til Danmark var Sverige atter tabt. I 1523 kronede svenskerne Gustav Vasa til konge af Sverige, og dermed ophørte Kalmarunionen. De næste 300 år lå Danmark og Sverige i krig med hinanden ikke mindre end ni gange hver gang med erobring eller hævn for øje.
Trykte kilder
- Lars Ericson Wolke: Stockholms blodbad, 2006, ISBN 9151843803
- Lars-Olof Larsson: Kalmarunionens tid, 2003, ISBN 9151842173
- Lauritz Weibull: Nordisk historia. Forskningar och undersökningar. Del III. Från Erik den helige till Karl XII, 1949, ISBN 9968047465
- Wikisource: Stockholms blodbad (svensk) samling af kilder til begivenhederne
Kildekritik
Begivenhederne skildres af få neutrale kilder. Christian 2. sendte en skriftlig redegørelse for handlingerne til Paven, men den er næppe troværdig, da kongen måtte forklare, hvorfor han havde henrettet to ærkebisper.
En anden kendt kilde er den svenske historiker Olaus Petri, der efter eget udsagn var til stede ved selve henrettelserne og var så forfærdet over handlingerne, at han åbenlyst skreg sin mening ud, hvorfor han var tæt på selv at blive henrettet.
Det vides dog med sikkerhed, at alle blev beordret til at holde sig inden døre under henrettelserne. Det var efter sigende gjort, for at mystikken omkring henrettelserne skulle skræmme fremtidige oprørere. Ikke alle rettede sig åbenbart efter udgangsforbuddet: en tilskuer blev som oplyst grebet og henrettet.
I skønlitteraturen
Det Stockholmske Blodbad optræder i Johannes V. Jensens roman Kongens Fald fra 1901. Bogen er skønlitterær, og Johannes V. Jensen tilføjer selv med digterisk frihed de sider af sagen, som ikke er veldokumenterede i faglitteraturen. Mika Waltari beskriver også Det Stockholmske Blodbad i sin bog Mikael Karvajalka. Hvor Mikael er i Stockholm under blodbadet, på en af sine rejser rundt i Europa.
Se også
Litteratur
- Henrikson, Alf, Svensk historia, 1963 ISBN 91-0-056167-3
- Lauring, Palle, Danske konger og dronninger, 2005 ISBN 87-11-22285-9
- Niels Skyum-Nielsen, Blodbadet i Stockholm og dets juridiske maskering, Munksgaard, 1964.
Eksterne henvisninger
- Kristian Erslev: "Det stockholmske Blodbads Forhistorie og C. Paludan-Müllers Opfattelse deraf" (Historisk Tidsskrift, 6. række, Bind 3; 1891)
- Kristian Erslev: "Det stockholmske Blodbad" (Historisk Tidsskrift, 9. række, Bind 6; 1929)
- Verner von Heidenstam: Svenskarna och deras hövdingar; Del 1, 1908 (Projekt Runeberg)
- Lauritz Weibull: "Stockholms blodbad" (Scandia, Bind I (1928), s. 1-83)
