Ed Gein

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Edward Theodore Gein
Fødenavn Edward Theodore Gein
Alias The Mad Butcher
The Plainfield Ghoul
Født den 27. august 1906
Fødested La Crosse County, Wisconsin
Død den 26. juli 1984 (77 år)
Madison, Wisconsin
Straf Livsvarigt fængsel, som han afsonede på et psykiatrisk hospital
Dødsårsag Respirationssvigt og hjertesvigt på grund af kræft
Drab
Antal ofre 2 (muligvis 7)
Periode 1947-1957
Arresteret 16. november 1957

Edward Theodore "Ed" Gein (født 27. august 1906[1]26. juli 1984) var en amerikansk morder og gravrøver. Hans forbrydelser blev begået omkring hans hjemby Plainfield, Wisconsin og samlede udbredt opmærksomhed efter at myndighederne opdagede, at Gein havde gravet lig op fra lokale kirkegårde og havde lavet trofæer og souvenirs af deres knogler og hud. Gein tilstod at have dræbt to kvinder – værtshusejer Mary Hogan den 8. december 1954 og isenkræmmer Bernice Worden den 16. november 1957. Oprindeligt blev han fundet uegnet til retsforfølgelse, men efter en tilståelse på en sikret anstalt i 1968 blev han anklaget for mordet på Worden og idømt livsvarigt fængsel, som han afsonede på et psykiatrisk hospital.

Hans sag påvirkede skabelsen af flere fiktive mordere, herunder Norman Bates fra romanen Psycho, Leatherface fra filmene The Texas Chainsaw Massacre (Motorsavsmassakren), Buffalo Bill fra Ondskabens øjne og Bloody Face fra den amerikanske tv-serie American Horror Story: Asylum.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Tidlige liv[redigér | redigér wikikode]

Edward Theodore Gein blev født i La Crosse County, Wisconsin den 27. august 1906,[1] som den anden søn af George Philip (4. august 1873 – 1. april 1940)[2] og Augusta Wilhelmine (født Lehrke) Gein (21. juli 1878 – 29. december 1945) – datter af preussiske immigranter.[3] Gein havde også en storebror, Henry George Gein (17. januar 1901 – 16. maj 1944). Augusta foragtede hendes mand, og betragtede ham som en fiasko og en alkoholiker, der ikke var i stand til at bevare et arbejde (han havde arbejdet på forskellige tidspunkter som tømrer, garver og forsikringssælger). Augusta drev en lille købmandsforretning og brugte indtægterne til at købe en bondegård i 1914 i udkanten af den lille by Plainfield, Wisconsin, som derefter blev familiens permanente hjem.[4] Augusta besluttede at flytte til dette afsides sted for at forhindre uvedkommende i at påvirke hendes sønner.[4] Edward forlod kun gården for at gå i skole. Uden for skolen, brugte han det meste af sin tid til at arbejde på gården. Augusta var en overbevist lutheraner, som indoktrinerede sine drenge om verdens moralske forfald, drikkeriets ondskab, og overbevisningen om at alle kvinder (bortset fra hende selv) var prostituerede og instrumenter for djævelen. Hun satte tid af hver eftermiddag for at læse op fra Bibelen, som hovedsageligt var grafiske vers fra Det Gamle Testamente som beskæftiger sig med døden, mord og guddommelig gengældelse.[5]

Edward var en genert dreng, og klassekammerater og lærere huskede ham som en dreng med mærkelige manerer, såsom tilsyneladende tilfældig latter, der virkede som om han lo ad sine egne personlige vittigheder. Desuden blev han ofte mobbet. For at gøre tingene værre, straffede hans mor ham, når han forsøgte at få venner. På trods af hans dårlige sociale udvikling, klarede han sig faktisk ganske godt i skolen, især i læsning.[6]

Gein forsøgte at gøre sin dominerende mor glad, men hun var sjældent tilfreds med sine sønner og mishandlede dem også. Hun troede, at de ville blive fiaskoer og alkoholikere ligesom deres far. Under deres teenageår og sågar i deres tidlige voksenliv, forblev drengene isoleret på gården og havde kun hinanden som selskab.[4]

Dødsfald i familien[redigér | redigér wikikode]

George Gein døde af hjertesvigt forårsaget af hans alkoholisme den 1. april 1940, i en alder af 66 år. Efterfølgende begyndte brødrene Gein at tage forskellige småjobs rundt om i byen for at hjælpe til med udgifterne. Efter sigende[Kilde mangler] blev begge brødre anset for at være pålidelige og ærlige af områdets beboere. Mens begge brødre arbejdede som håndværkere, var Edward også hyppigt barnepige for naboer, og han nød at babysitte og synes at kunne forholde sig lettere til børn end voksne. I 1941[Kilde mangler] begyndte Henry at date en fraskilt enlig mor til to, og planlagde også at flytte ind hos hende. Desuden begyndte Henry også at afvise hans mors opfattelse af verden og bagtalte hende ofte, hvilket gjorde Edward chokeret og skuffet.[7][8]

Den 16. maj 1944 afbrændte Henry og Edward en mose på ejendommen[9] – men afbrændingen kom ud af kontrol, og det lokale brandvæsen blev tilkaldt for at slukke ilden og beskytte familiens gård. Senere på eftermiddagen da branden var blevet slukket og brandfolkene var kørt, indberettede Edward sin bror for forsvundet. Derefter blev der startet en eftersøgning, og med lanterner og lygter, søgte man det afbrændte område igennem, og efter flere timers søgning fandt man liget af Henry Gein liggende med ansigtet nedad i jorden.[10] Tilsyneladende havde han været død i nogen tid, da han blev fundet, og det viste sig, at hans død var resultatet af et hjerteanfald, da han ikke var blevet brændt eller på anden måde såret.[10] Det blev dog senere rapporteret i Harold Schechters biografi om Gein, Deviant, at Henry havde blå mærker på sit hoved.[7][11] Politiet afviste muligheden for en forbrydelse og amtets retsmediciner anførte senere officielt kvælning som dødsårsag. Selv om nogle efterforskere havde mistanke om, at Edward dræbte sin bror, blev han aldrig anklaget for broderens død.[7][11] Myndighederne accepterede teorien om en ulykke, og der blev aldrig udført en obduktion af Henry.[12]

Edward og hans mor var nu alene. Augusta blev ramt af et slagtilfælde, der delvist lammede hende, kort efter Henrys død, og Edward tog sig af hende. Engang i 1945 besøgte Edward og hans mor en nabo ved navn Smith for at købe halm af ham. Ifølge Edward var Augusta så forfærdet over at se, at Smith var samlevende med en kvinde, at hun led sit andet slagtilfælde, hvilket medførte at hendes helbred hurtig blev forværret.[13] Hun døde den 29. december 1945 i en alder af 67 år. Edward blev meget ulykkelig over hendes død, og ifølge forfatteren Harold Schechter havde han, "mistet sin eneste ven og ægte kærlighed. Og han var absolut alene i verden."[11]

Edward forblev boende på gården og tjente penge ved forskelligt forefaldende arbejde. Han tilskoddede de rum, som var blevet anvendt af hans mor, både i stueetagen og på førstesalen, og lod dem herefter stå urørt, mens resten af huset blev mere og mere usselt. Han boede angiveligt i et lille rum ved siden af køkkenet. Det var også på dette tidspunkt, at han blev interesseret i at læse døds-kult magasiner og eventyr, især dem, der involverede kannibalisme og nazistiske grusomheder.[7]

Forbrydelser[redigér | redigér wikikode]

Den 16. november 1957 forsvandt isenkræmmer Bernice Worden og politiet fattede mistanke til Gein. Wordens søn fortalte efterforskerne, at Gein havde været i butikken aftenen før hendes forsvinden, og at Gein havde sagt at han ville vende tilbage næste morgen efter en gallon frostvæske. En kvittering for frostvæsken var den sidste skrevet af Worden den morgen hun forsvandt.[14] Ved en husundersøgelse på Edward Geins ejendom, fandt efterforskerne Wordens halshuggede krop i et skur, hængt op med et reb om hendes håndled, med en tværstang i hendes ankler. Torsoen var "sprættet op og klædt ud som en hjort".[15] Hun var blevet skuddræbt med en .22-kaliber riffel, og lemlæstelserne var blevet foretaget efter hendes død.[16]

Da myndighederne ransagede huset fandt de:[17]

  • Fire næser
  • Hele menneskeknogler og fragmenter[18]
  • Ni masker af menneskehud[19]
  • Skåle lavet af menneskekranier
  • Ti kvindehoveder med toppen savet af
  • Flere stolesæder betrukket med menneskehud
  • Mary Hogans hoved i en papirspose[20]
  • Bernice Wordens hoved i en sæk[21]
  • Ni vulva i en skotøjsæske[22]
  • Et bælte lavet af kvindelige brystvorter[23]
  • Kranier på hans sengestolper
  • Et par læber på en træksnor til et rullegardin
  • En lampeskærm lavet af hud fra et menneskeligt ansigt

Alle disse genstande blev fotograferet af kriminalteknikerne i et laboratorium, hvorefter de blev destrueret.[24]

Under afhøringen, fortalte Gein efterforskerne, at han mellem 1947 og 1952[25] om natten 40 gange havde besøgt tre lokale kirkegårde, for at grave nyligt begravede lig op, mens han var i en "forvirret-lignende" tilstand. Ifølge Gein kom han ved omkring 30 af disse besøg ud af denne tilstand af "forvirring", mens han stadig befandt sig på kirkegården, og forlod derfor stedet tomhændet.[26] Ved de andre lejligheder gravede han nyligt begravede midaldrende kvinder op, som han mente lignede hans mor[27] og tog kroppene med hjem, hvorefter han garvede deres hud, for at fremstille sine remedier.

Gein indrømmede at han havde røvet ni grave, og viste efterforskerne deres placeringer. Fordi myndighederne var usikre på, hvorvidt Gein, der var lille af bygning, egenhændigt var i stand til at grave en grav op på en enkelt aften, gravede de to af gravene op og fandt dem tomme (en havde et koben, hvor kroppen skulle have været), hvilket således bekræftede Geins tilståelse.[28][29] Allan Wilimovsky fra statens kriminaltekniske afdeling deltog i opgravningen i tre testgrave identificeret af Gein. Kisterne var trækasser og de øverste brædder lå på tværs (ikke på langs). Toppen af kasserne var omkring to meter under overfladen i sandjord. Gein havde røvet gravene hurtigt efter begravelserne, da gravene endnu ikke var færdige. De blev fundet som Gein havde beskrevet: en kiste var tom, en Gein havde undladt at åbne, da han mistede sit brækjern, og det meste af kroppen var væk fra den tredje, men Gein var dog vendt tilbage for at hente nogle fingerringe og kropsdele.[30]

Kort efter sin mors død, begyndte Gein at ønske sig en kønsskifteoperation. Han startede derfor på at skabe en "kvindedragt", så han kunne fantasere om at være en kvinde.[17] Geins praksis med at iføre sig det garvede hud fra kvinder blev beskrevet som et "sindssygt transvestisme ritual".[31] Gein nægtede at han havde haft sex med ligene han gravede op – bl.a. forklarede han: "De lugtede så dårligt."[32] Under forhøret indrømmede Gein også skyderiet, der førte til Mary Hogans død. Hun var en værtshusejer der havde været forsvundet siden 1954 og hvis hoved blev fundet i hans hus. Senere nægtede han dog at kunne huske noget omkring hendes død.[33]

En 16-årig ung mand, hvis forældre var venner af Gein, og som spillede bold og så film med ham, fortalte, at Gein havde indskrumpede hoveder i sit hus, som Gein havde beskrevet som souvenirs fra Filippinerne, som var blevet sendt af en fætter, der havde været udstationeret på øerne under 2. verdenskrig.[34]

Waushara Countys sheriff Art Schley, skulle efter sigende fysisk have overfaldet Gein under afhøringen ved at slå Geins hoved og ansigt ind i en mur, og på grund af dette, blev Geins oprindelige tilståelse betragtet som afvist.[11][35] Schley døde af et hjertetilfælde i 1968, i en alder af 43 år, kort før Geins retssag begyndte.[36][37] Mange der kendte ham sagde, at han var så traumatiseret af Geins makabre forbrydelser og angsten for at skulle vidne (især om overfaldet på Gein), at det forårsagede hans tidlige død. En af hans venner sagde bl.a.: "Han er lige så meget Ed Geins offer, som hvis Gein selv havde slagtet ham."[11]

Retssagen[redigér | redigér wikikode]

Retsbygningen i Waushara County, hvor Ed Gein blev dømt.

Den 21. november 1957 blev Gein anklaget for overlagt mord. I retsbygningen i Waushara County, erklærede han sig ikke skyldig på grund af sindssyge.[38] Gein blev fundet mentalt inkompetent og dermed uegnet til retsforfølgelse og indlagt på Wisconsins hospital for sindssyge kriminelle (i dag Dodge Correctional Institution), en topsikret hospitalsfacilitet til forvaringsdømte. Senere blev han overført til Mendota Mental Health Institute i Madison, Wisconsin. I 1968 vurderede lægerne og psykiaterne, at Gein var rask nok til at blive retsforfulgt. Retssagen begyndte den 14. november 1968 og varede en uge. Dommeren Robert H. Gollmar fandt ham skyldig i overlagt mord, men fordi han blev anset for at være juridisk sindssyg, skulle han tilbringe resten af sit liv på et psykiatrisk hospital.

Eftervirkning[redigér | redigér wikikode]

Geins hus og ejendom var planlagt til at blive bortauktioneret den 30. marts 1958, og på daværende tidspunkt var huset også ved at blive en turistattraktion. Den 27. marts var huset blevet ødelagt af brand. Mistanken var ildspåsættelse, men årsagen til branden blev aldrig officielt løst.[39] Da Gein hørte om hændelsen, sukkede han og sagde: "Just as well" (lige så godt).[40] Geins bil, som han brugte til at transportere ligene af sine ofre i blev solgt på en offentlig auktion for $760 til en ejer af et omrejsende tivoli, Bunny Gibbons.[41] Gibbons opkrævede senere tivoligæsterne 25 cent for at få lov til at se den.[42]

Geins død[redigér | redigér wikikode]

Edward Theodore Gein døde den 26. juli 1984 i en alder af 77 år på Mendota Mental Health Institute.[11] Dødsårsagen var respirationssvigt og hjertesvigt på grund af kræft. Hans gravsted på Plainfield kirkegård blev hyppigt vandaliseret i årenes løb. Souvenirjægere stjal stykker fra hans gravsten, før hovedparten af det blev stjålet i 2000. Gravstenen blev genfundet i juni 2001 nær Seattle og er nu udstillet på et museum ved Waushara County Sheriff's Department.[43]

Referencer fra underholdningsbranchen[redigér | redigér wikikode]

Film[redigér | redigér wikikode]

Musik[redigér | redigér wikikode]

  • Den amerikanske punkgruppe Ramones havde sangen "Chain Saw" på deres debutalbum Ramones i 1976 – sangen var inspireret af filmen The Texas Chain Saw Massacre.
  • Det amerikanske rockband Bloodhound Gangs sang "Mama Say" – udgivet på albummet Use Your Fingers i 1995 – indeholder bl.a. teksten I'm in your face like Ed Gein.
  • Det amerikanske indie rock band Swamp Zombies havde sangen "Ballad of Ed Gein" på deres album A Frenzy of Music and Action! i 1992. Ligeledes har amerikanske bands som Killdozer, Mudvayne, Macabre og The Fibonaccis også komponeret sange om Gein.
  • Det amerikanske thrash metal-band Slayer udgav i 1990 "Dead Skin Mask" på deres album Seasons in the Abyss – sangen er inspireret af Gein.
  • Fra Redditch i UK, er det endnu uafhængige band "Ed Gein and the Skinners" blevet populære med deres nummer "Make Me Into a Handbag, Baby!"
  • I 1995 udsendte det alternative rock band Blind Melon sangen "Skinned," som er sunget fra Geins perspektiv.
  • I 1980erne var der et New York'er punk band ved navn "Ed Gein's Car".
  • Der er et instrumental psychobilly/surf punk band i USA ved navn "Ed Gein and the Graverobbers".
  • Svenske death metal band Deranged tog sit navn fra filmen ved samme navn.
  • Hele sangen "Ride The Wings of Pestilence" refererer til Ed Geins forbrydelser.
  • Dir en grey refererer til ham i sangen "JESSICA".
  • Dead Skin Mask er opkaldt efter Eds hobby, at lave masker af døde menneskers ansigter, ligesom Slayer sangen "Dead Skin Mask"
  • Gidget Gein, tidl. bassist i Marilyn Manson tog sit navn fra Ed Gein.
  • Et nummer på John 5s album "Songs for Sanity" ved navn "Gein with Envy", er tydeligvis tiltænkt Gein.
  • Titelnummeret på Swans' EP Young God var tilsyneladende skrevet fra Ed Geins perspektiv.
  • Jonathan Davis fra Korn sagde, at hvis han kunne møde en hvilkensomhelst person, ville det blive Ed Gein.
  • Showbread refererede både Ed Gein og filmen The Texas Chain Saw Massacre i deres sang "Welcome To Plainfield Tobe Hooper".
  • Den alternative metal band Mudvaynes første album "L.D. 50" inkluderer singlen "Nothing to Gein" dedikeret til Ed Gein og hans liv.
  • Amerikanske horror-core band, Macabre, inkluderede et nummer ved navn Ed Gein på deres EP fra 1987 "Grim Reality".
  • Ed Gein – band som i 2002, skrev sangen "Leatherface" om Ed Geins nekrofili, kannibalisme, og om gerningen at sprætte en kvinde op og hænge liget i kødkroge.
  • Tromme og bass DJ's "GEIN" (Weston Means, Adam Darby, and Ronny Eremija) med oprindelse i Milwaukee, Wisconsin har mixet en CD serie ved navn Skinsuit Sessions, efter Geins besættelser.
  • Necro, en "death-rap" artist, refererer til Gein.
  • Seattle bandet Tads sang "Nipple Belt", fra albummet God's Balls, omhandler Gein. Tekst eksempel: "My name's Ed Gein/And I need some kerosene/I need some anti-freeze/To keep my girls young".

Murderdolls bruger i sangen "Dead in hollywood ordene "Hey leatherface! Remove my face!"

Computerspil[redigér | redigér wikikode]

  • I Harvester, et eventyrspil fra 1996, findes "Gein Memorial School".
  • (fra engelsk wikipedia:) There is a Deathrow OpenVMS cluster. One of the nodes is named after him, gein.vistech.net
  • I spillet 'Silent Hill 4: The Room, er Jasper Gein, en person der stammer og er fascineret af religiøse kulte og af det paranormale.
  • I spillet Baldurs Gate 2 er der et under-plot med en 'bruner' der afskinder sine ofre i live, en 'skindvest' er fundet under hans seng.

Andre[redigér | redigér wikikode]

  • I den populære japanske manga Rurouni Kenshin, er der en person med navnet "Gein", som laver dukker i menneskestørrelse af kød fra lig. I producerens notessektion i Volume 24, siger Nobuhiro Watsuki personen faktisk var inspireret af Edward Gein. (Selvom han ukorrekt kalder ham "Edgar" Gein.)
  • Saul, John (Forfatter) af 'In the Dark of the Night'. I denne roman refereres der til en lampeskærm af menneskehud tilhørende Edward Gein.
  • I South Park episoden Cartman's Incredible Gift, hvor Cartman lader som om han ser syner fra gerningssteder, ses en mand der minder om Ed Gein i trusser og bh som snakker med en kvindedukke i menneskestørrelse.
  • I videospillet 'Shadowman', er der en person med titlen Home Improvement Killer, som har stole, borde og fuglebure lavet af menneskehud og -knogler.
  • I en episode af Aqua Teen Hunger Force, refererer Master Shake til Ed Gein da han forsøger at lære Willie Nelson hvordan man er skræmmende.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Birth Record Details, Wisconsinhistory.org – hentet 21-06-2013
  2. Harold Schechter (11 May 2010). Deviant. Simon & Schuster. s. 50. ISBN 978-1-4391-0697-6. http://books.google.com/books?id=uQvYtm-EPTEC. Hentet 5 May 2013. 
  3. Ancestry of Ed Gein compiled by William Addams Reitwiesner
  4. 4,0 4,1 4,2 Bell, Rachael. "The Beginning". Crime Library. http://www.trutv.com/library/crime/serial_killers/notorious/gein/begin_2.html. Hentet 2008-11-23. 
  5. Williams, A ; Head, V ; Prooth, Sebastien C.; Williams, A (2007) Fiendish Killers, Futura
  6. Eddie Gein — The Beginning — Crime Library on truTV.com
  7. 7,0 7,1 7,2 7,3 Bell, Rachael. "Henry". Crime Library. http://www.trutv.com/library/crime/serial_killers/notorious/gein/2b.html. Hentet 2008-11-23. 
  8. Schechter, Harold (2003). The Serial Killer Files. Random House. pp. 191. ISBN 0-345-46566-0. 
  9. Judge Robert H. Gollmar, Edward Gein, Pinnacle Books, 1981, page 85.
  10. 10,0 10,1 Wisconsin Rapids Daily Tribune | Wisconsin Rapids, Wisconsin | Friday, May 19, 1944 | Page 1.
  11. 11,0 11,1 11,2 11,3 11,4 11,5 Schechter, Harold (1998). Deviant: The Shocking True Story of Ed Gein, the Original Psycho. New York: Simon and Schuster. pp. 30–31. ISBN 0-671-02546-5. 
  12. Robert H. Gollmar, Edward Gein, Pinnacle Books, 1981, page 86.
  13. Augusta Gein, the woman who drove a man Psycho | MND: Your Daily Dose of Counter-Theory
  14. "Signs of 10 Victims at Farm". Stevens Point Daily Journal. November 18, 1957. s. 1, cols. 7–8. 
  15. Douglas, John E. (1998). Obsession: The FBI's Legendary Profiler Probes the Psyches of Killers, Rapists, and Stalkers and Their Victims and Tells How to Fight Back. Simon and Schuster. pp. 367–368. ISBN 0-671-01704-7. 
  16. "Ed Gein case file". http://www.crimerack.com/2012/04/ed-gein-case-file. 
  17. 17,0 17,1 Ramsland, Katherine. "A True Necrophile." Crime Library.
  18. Robert H. Gollmar, Edward Gein , Pinnacle Books, 1981, page 192.
  19. Robert H. Gollmar, Edward Gein , Pinnacle Books, 1981, pages 19–20.
  20. Robert H. Gollmar, Edward Gein , Pinnacle Books, 1981, page 22.
  21. Robert H. Gollmar, Edward Gein , Pinnacle Books, 1981, page 25.
  22. Robert H. Gollmar, Edward Gein , Pinnacle Books, 1981, page 24.
  23. Robert H. Gollmar, Edward Gein , Pinnacle Books, 1981, page 46.
  24. Robert H. Gollmar, Edward Gein , Pinnacle Books, 1981, page 48.
  25. Schechter 1989, p. 97.
  26. "Gein Also Admits He Killed Mary Hogan; Results of Lie Tests Announced". Stevens Point Daily Journal. November 20, 1957. s. 13, col. 6. 
  27. http://web.archive.org/20000118220605/www.fortunecity.com/roswell/streiber/273/gein_cf.htm
  28. "Empty Coffins Discovered in Graves At Plainfield; Appears To Back Up Gein's Story". Stevens Point Daily Journal. November 25, 1957. s. 1, cols. 7–8. 
  29. "DA Convinced Gein Actually Raided Graves". Stevens Point Daily Journal. November 26, 1957. s. 1, col. 3. 
  30. Robert H. Gollmar, Edward Gein, Pinnacle Books, 1981, pp. 48-50.
  31. Bell, Rachael and Marilyn Bardsley. "Buffalo Bill and Psycho." CrimeLibrary.com.
  32. Bell, Rachael and Marilyn Bardsleany. "Seriously weird." CrimeLibrary.com.
  33. Robert H. Gollmar, Edward Gein, Pinnacle Books, 1981.
  34. "Youth Tells of Seeing Gein's Heads". Stevens Point Daily Journal. November 20, 1957. s. 1, col. 6. 
  35. Robert H. Gollmar, Edward Gein, Pinnacle Books, 1981, page 31-34.
  36. Robert H. Gollmar, Edward Gein, Pinnacle Books, 1981, page 34.
  37. Arthur Schley (1925-1968) ancestry.com. Sheriff of Waushara Co. WI 1957-1963, DOB 9 May 1925, dead at 43.
  38. "Gein Pleads Innocent By Reason of Insanity". Stevens Point Daily Journal. November 21, 1957. s. 1, cols. 7–8. 
  39. Judge Robert H. Gollmar, Edward Gein, Pinnacle Books, 3rd Ed, 1989, p. 80.
  40. Bell, Rachael. "Ed Gein: The Inspiration for Buffalo Bill and Psycho". Crime Library. http://www.trutv.com/library/crime/serial_killers/notorious/gein/bill_1.html. Hentet 2008-11-23. 
  41. Hintz, Martin (2007). Got Murder?: Shocking True Stories of Wisconsins Notorious Killers. Big Earth Publishing. s. 62. ISBN 1-931599-96-3. 
  42. Reavill, Gil Reavill (2007). Aftermath, Inc.: Cleaning Up After CSI Goes Home. Gotham. s. 228. ISBN 1-59240-296-8. 
  43. Bie, Michael (2007). It Happened in Wisconsin. Guilford, Connecticut: TwoDot. s. 97. ISBN 0-7627-4153-8. OCLC 76820808. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]