Josef Mengele

Foto af Josef Mengele fra hans SS-dosier, 1938.

Josef Mengele (16. marts 1911 i Günzburg, Tyskland – 7. februar 1979 ved Bertioga, Brasilien) var en tysk nazist og læge i Waffen-SS som fra 1945 til 1985 var eftersøgt for krigsforbrydelser begået mod menneskeheden under den 2. Verdenskrig.

Josef Mengele var fra 1943-1945 SS-læge i den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau, hvor han udvalgte fanger til døden i gaskamre samt iværksatte medicinske forsøg på blandt andet tvillinge-børn. Han forlod lejren før dens befrielse og opholdt sig i Tyskland under falsk identitet. I 1949 flygtede Mengele til Argentina og tog i 1959 ophold i Paraguay. Fra 1960 til sin død i 1979 levede han i Brasilien. Det lykkes aldrig forfølgerne at lokalisere Josef Mengele i live, men efterforskning i 1985 førte til fundet af hans jordiske rester, hvis identitet i 1992 blev endegyldigt fastslået at tilhøre Mengele.

Opvækst og ungdom

Josef Mengele var den ældste af Karl og Walburga Mengeles tre sønner og voksede op i Günzburg i Bayern hvor Karl Mengele havde overtaget en mindre landbrugsmaskinfabrik, og i løbet af 1920’erne blev områdets betydeligste arbejdsgiver. Drengenes opdragelse i hjemmet var katolsk og streng ført an af en dominerende mor. Selv om Josef Mengele var udset til at efterfølge faderen og kun afsluttede gymnasiet med middelmådige karakterer, havde han stor interesse for naturfag og fik i sin tidlige ungdom akademiske ambitioner.

Josef var en meget ambitiøs ung mand med et stort behov for succes. Han ville skabe sit eget navn, uafhængigt af sin familie. Han ønskede sig ikke kun at lykkes, men også at skille sig ud fra mængden. Dette var hans passion. Han fortalte mig at, en dag ville jeg læse hans navn i alverdens leksika.

Det tidligere Kaiser-Wilhelm-Institut für Anthropologie, menschliche Erblehre und Eugenik i Berlin-Dahlem, Tyskland. Bygningerne huser i dag Freie Universität Berlin. Foto fra 2005

Efter afslutningen af gymnasiet i 1930, forlod Mengele Günzburg for at læse medicin. Han studerede de følgende fem år ved universiteterne i München, Wien og Bonn. Almen medicin interesserede Mengele mindre og han valgte målrettet sit speciale inden for medicinsk genetik og antropologi. Han var i studieårene ikke politisk aktiv, men trådte i 1931 ind i Jugendstahlhelm, som han forlod i 1934 da organisationen blev indlemmet i SA.

I 1935 tog Mengele sin doktorgrad i antropologi med afhandlingen; ”Racemorfologiske undersøgelser af den forreste del af kæben hos fire racegrupper”. Han fik året efter autorisation som læge og afsluttede sin hospitalspraktik i Leipzig. I 1937 blev han medlem i NSDAP og trådte året efter ind i SS. I 1937 blev han i Frankfurt ansat som assisterende læge af professor Otmar Freiherr von Verschuer, som var leder af Institut für Erbbiologie und Rassenhygiene, der var den forskningsmæssige del af det tredje riges racehygiejniske praksis. Verschuer hørte blandt den tids ledende tvillingeforskere og da Mengele i 1938 tog sin anden doktorgrad med afhandlingen; ”Undersøgelser af familier med læbe-ganespalte” arbejdede han ofte sammen med Verschuer som indtog en mentor-rolle for sin assistent. Til Mengeles opgaver hørte også medvirken i juridiske afgørelser af, hvem der var ariske eller jødiske; de såkaldte Rassenschande-afgørelser. Her blev de teoretiske værktøjer i Mengeles uddannelse for første gang omsat i en praksis som betød ødelæggelsen af menneskers tilværelse.

Mengele blev i 1939 gift med Irene Schönebein som han havde mødt under praktikken i Leipzig. Da han i juni 1940 blev indkaldt til Wehrmachten, meldte han sig frivilligt til elitekorpset Waffen-SS og blev i august 1940 udstationeret i Poznan. Han blev som feltlæge sendt til SS-Pionier-bataljon 5 i Waffen-SS Division Wiking i Rusland, hvor han senere modtog udmærkelsen Jernkorset af 1. og 2. grad for heltemodig indsats under kamp. Efter at være blevet såret blev Mengele i januar 1943 erklæret uegnet til kamptjeneste og sendt tilbage til Berlin. Han blev ansat ved Kaiser-Wilhelm Instituttet, hvor Verschuer havde fået stillingen som leder. Det gav Mengele muligheden for at genoptage arbejdet med den type forskning, som var hans store interesse.

Slutningen af maj samme år, blev en SS-lejrlæge i Auschwitz-Birkenau udryddelseslejren langtidssygemeldt og til erstatning blev Mengele valgt af indkaldelsesmyndigheden i Berlin. Der er ikke fundet dokumentation for at Verschuer eller Mengele havde nogen aktiv andel i udstationeringen til Auschwitz, men det er sandsynligt, at den ikke beroede på en tilfældighed. De havde begge kendskab til de forsøgsprojekter, der fandt sted i nogle af koncentrationslejrene, og de var klar over, at der i Auschwitz ville være uanede muligheder for menneskeligt forsøgsmateriale. Verschuer skaffede inden Mengeles udstationering finansielle bevillinger til at gennemføre to forskningsprojekter i lejren.

Auschwitz-Birkenau 1943-1945

Ungarske jøder afventer udvælgelse på rampen i Birkenau i maj 1944.

Et sjældent foto af Mengele (længst til venstre) under hans tjeneste i Auschwitz. Taget ved SS-rekrationsområdet Solahütte nær Auschwitz, 1944.

Den 30. maj 1943 tiltrådte Josef Mengele som SS-læge og med rang af SS-Hauptsturmführer i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau og overtog ledelsen af sigøjnerlejren.

Når tog ankom med jøder i kreaturtogvogne til Birkenau, var det SS-læger som stod for udvælgelsen af de ca. 80 %, som blev sendt direkte til gaskamrene. I de 18 måneder hvor Josef Mengele gjorde tjeneste i Auschwitz, udførte han ifølge det tyske anklageskrift fra 1981 udvælgelser blandt de nyankomne i 74 tilfælde. Ifølge vidneudsagn skilte Mengele sig ud fra sine SS-lægekollegaer ved den tilsyneladende uanfægtethed, hvormed han udførte udvælgelserne, som ellers hørte til en af de mest forhadte opgaver blandt SS-lægerne. Beretningerne lyder, at Mengele stod ulasteligt klædt i sin SS-uniform på ankomstrampen, og at han kunne fløjte melodien fra et stykke klassisk musik, mens han med antydningen af et smil og med en håndbevægelse dirigerede de nyankomne til højre eller venstre, alt efter om de var bestemt til at arbejde eller dø.

Selv når Mengele ikke havde vagt, kunne han vise sig på rampen, idet at han med sin tilstedeværelse ville sikre, at tvillinge-børn blev frasorteret til den medicinske forskning, som han havde påbegyndt i lejren. Verschuer havde allerede i 1930'erne anset tvillinge-studier for det optimale afsæt i forståelsen af arvelige anlæg. De enorme deportationer af jøder til Auschwitz gav en enestående adgang til et stort antal tvillinger, og Josef Mengele fik mulighed for at udføre in vivo forsøg som hidtil ikke havde været afprøvet eller været etisk mulige i det civile tyskland. Dokumentation for formålet med Mengeles tvillingeforsøg er ikke fundet. Med baggrund i den forskning, som han allerede havde deltaget i sammen med Verschuer, er det sandsynligt, at et højere mål var at finde en nøgle til at kontrollere menneskets arveanlæg og med denne viden lede Tyskland til at rendyrke og reproducere den ariske race - sandsynligvis gennem kontrollerede tvillingefødsler.

Inden forsøgene iværksatte Mengele detaljerede målinger og registreringer af tvillingerne. Mange af de efterfølgende medicinske indgreb udførtes på mindreårige børn: kirurgiske operationer uden bedøvelse, forsøg på kønsskifteoperationer, sammensyning af tvillinger, fjernelse af raske organer, blodtransfusioner, indsprøjtninger af bakterier samt amputation af raske lemmer. Mengeles fantasi syntes grænseløs, når det gjaldt forsøgstiltag, men resultaterne var uden en reel videnskabelig værdi. Mengele udførte nogle forsøg egenhændigt, men beordrede i mange tilfælde fangelæger til at udføre dem. Der var ofte tale om komparative medicinske forsøg på tvillingepar, som ofte afsluttedes med likvidering og dissektion af ofrene, da Mengele kun på den måde mente at være i stand til at verificere resultaterne. Tvillingebørnene, som Mengele holdt adskilt fra de øvrige fanger flere steder i Birkenau-lejren, var privilegerede, da de ikke skulle arbejde og fik en bedre forplejning, samt i nogle tilfælde fik lov at beholde deres hår og have civilt tøj på. Formålet med dette var alene at gøre børnene trygge og skabe gunstige betingelser for forsøgene, som ofte endte med at forårsage ofrene store smerter og i mange tilfælde døden. Antallet af ofre er ikke kendt, men historikeren Benoît Massin anslår at mindst 900 tvillinger har passeret gennem Mengeles forsøgslaboratorier. Kun ca. 80-100 overlevede befrielsen af Auschwitz.

Kaiser-Wilhelm-Instituttet i Berlin havde en rolle i flere af de medicinske forbrydelser begået i Auschwitz. Uden at være formelt underlagt instituttet agerede Mengele i flere tilfælde som den forlængede arm for sin tidligere forsatte Verschuer samt forskerkollegaer i Berlin. Han forsynede dem bl.a. med forsøgsemner, herunder blodprøver og organer. Mengele nævnte ikke de makabre detaljer bag forsendelserne, men det er usandsynligt at man i Berlin kan have troet, at der lå naturlige dødsårsager til grund. Det fulde omfang af samarbejdet er ikke kendt, men indirekte billigede man de inhumane metoder der lå til grund for emnerne fra Auschwitz. Mengele samarbejdede bl.a. med biolog og øjen-forsker Karin Magnussen og fremsendte øjne udtaget af et antal fanger fra samme Sinti-familie, som alle havde medfødt heterochromia iridis. Dødsårsagen stod på papirerne angivet som tuberkulose, på trods af familiens næsten samtidige død i lejren. Forinden var fangerne på Mengeles foranledning blevet udsat for forsøg på at ændre deres øjenfarve via injektion af bl.a. adrenalin direkte i øjnene. Eksperimenterne resulterede i store smerter og tilfælde af blindhed, hvorefter ofrene blev likvideret med fenol.

Mengele udviste særlig interesse for dværgvækst og legemlige deformiteter hos fanger, og han beordrede i flere tilfælde disse undersøgt samt likvideret, hvorefter organer eller hele skeletter blev præpareret og sendt til instituttet i Berlin. Han blev desuden interesseret i infektionssygdommen noma som nedbryder vævet i ansigtet og især var forekommmende blandt sigøjnerbørn i lejren. Mengele var mere fokuseret på at forsøge at påvise at sygdommen var genetisk og racemæssigt betinget, end på at helbrede børnene for deres lidelse. Mengele var desuden involveret i tvangssterilisation på fanger samt flere andre typer medicinske forsøg, hvoraf nogle blev foretaget i samarbejde med andre SS-læger i Auschwitz. Forsøgene spændte vidt inden for det lægevidenskabelige felt, men selv når de lå uden for Mengeles lægefaglige kompetence, deltog han i følge øjenvidneberetninger i indgrebene, uden at bekymre sig om fangernes liv eller helbred.

Mengele deltog aktivt i likvideringen af sigøjnerlejren i august 1944, hvor omkring 3000 romaer blev sendt til gaskammeret. Han blev forfremmet til lejrlæge i Birkenau for fangehospitalerne i lejrafsnit bII-f og bI-a og bI-b samt hospitalet i kvindelejren. I følge øjenvidneberetninger foretog Mengele under sin stuegang på hospitalerne udvælgelser til gaskamrene blandt fangerne med en pedantisk hensynsløshed. For kvinder som var gravide eller havde født blev både moder og barn sendt i gaskammeret. Der findes eksempler på at Mengele gjorde sit yderste for at helbrede patienter i lejrens hospitaler, men i mange tilfælde kun for at demonstrere sine lægefaglige evner og derefter sende patienterne til gaskamrene. Også i andre dele af Birkenau-lejren blev Mengele berygtet for sine udvælgelser til gaskamrene, herunder flere tilfælde af udvælgelser af hele fangebarakker, hvormed flere hundrede fanger blev sendt i døden på én gang.

Det tyske anklageskrift mod Josef Mengele fra 1981 indeholder forbrydelser, hvor Mengele egenhændigt har udført drab. Han er bl.a. anklaget for at have likvideret fanger med sin tjenestepistol samt at have aflivet børn og voksne gennem indsprøjtning med fenol, benzin eller luft, direkte i ofrenes hjertearterie.

I skjul 1945-1949

Josef Mengele menes at have forladt Auschwitz den 17. januar 1945, 10 dage inden at russiske tropper nåede lejren. Forinden havde han nået at destruere bevismateriale fra forsøgene, men sikret de vigtigste prøver og dokumenter, som han tog med sig. Mengele kørte til kz-lejren Gross-Rosen, men rejste kort efter til Berlin, hvor han imidlertid fik ordren at returnere til Gross-Rosen som øverste lejrlæge. Opholdet i lejren blev dog kortvarigt som følge af den forestående evakuering. Mengele ankom til underlejren Reichenau og opholdt sig formentlig der indtil han i maj 1945 tilsluttede sig en Wehrmacht lazaretenhed 150 km vest herfor. Denne måtte kort efter se sig taget til fange af amerikanerne, men forinden nåede Mengele at udskifte sin SS-uniform med en Wehrmacht-uniform.

Mengele blev sammen øvrige tilfangetagne interneret i en amerikansk fangelejr ved Schauenstein samt efterfølgende Helmbrechts og det lykkedes ham at forfalske sin identitet til navnet Fritz Hollmann på identitetspapirer, som han modtog fra en medfange. Mengele havde under sin SS-uddannelse valgt ikke at få foretaget den karakteristiske tatovering i armhulen, og under amerikanernes undersøgelser af fangerne fattede man derfor ikke mistanke til hans tilhørsforhold til SS og dermed potentielle status som krigsforbryder. Allerede i maj 1945 var der udsendt en eftersøgning på Josef Mengele blandt de allierede, men Mengele blev løsladt af amerikanerne i august 1945, uden at hans sande identitet blev opdaget.

Mengele formodes at have opholdt sig i skovene omkring Günzburg, og selv om hans kone modtog livstegn fra ham, røbede hun intet under amerikanernes forhør. Mengele valgte i oktober 1945 under falske identitet at søge et mere sikkert skjul og søge arbejde som karl på en gård i Mangolding øst for Rosenheim. Arbejdet på gården Lechnerhof var hårdt og uvant for ham, og i de næsten tre år han opholdt sig der var udflugterne samt kontakten med omverdenen begrænsede, da han og Mengele-familien frygtede opdagelse og den mulige vanære der ville være resultatet for Mengele-virksomheden. Da Mengele i oktober 1946 hørte om dødsdommene i Nürnberg-processen, begyndte han at opgive håbet om snart at kunne leve frit i Tyskland.

Tilskyndet af sin familie besluttede Mengele sig for et liv i Sydamerika, hvor der blev berettet om var trygge tilflugtsmuligheder. Mengele forlod Lechnerhof i august 1948 og det er uvist hvor han opholdt sig indtil han rejste ud af Tyskland den 15. april 1949 under navnet Helmut Gregor. Med prokuristen i Mengele-virksomheden, Hans Sedlmeier, som mellemmand, betalte Mengeles far for falske papirer og et netværk af hjælpere, som gjorde den videre færd gennem sydeuropa mulig. Mengeles rute i foråret 1949 gik via Innsbruck, Steinach, Vinaders, Brennero, Sterzing, Bolzano til Genova. Dette var en flugtrute, som mange nazister benyttede i efterkrigsårene, og som af det amerikanske efterretningsvæsen fik navnet the Ratline. Det var den senere borgmester i Gries am Brenner; Jakob Strickner som hjalp Mengele med at blive guidet over grænsen til Italien nær Brennerpasset. Med et internationalt Røde Kors pas og familiens finansielle bistand i bagagen forlod Mengele Europa den 25. maj 1949 med ruteskibet North King til Buenos Aires i Argentina, hvor han ankom den 20. juni.

Sydamerika 1949-1979

Foto af Josef Mengele fra hans argentinske identitetspapirer, 1956.

Alban Krugs tidligere farm hvor Mengele boede i 1959-1960.

I Buenos Aires blev Mengele introduceret for byens nationalsocialistiske miljø og dermed en stribe prominente ex-nazister og sympatisører. Han lærte bl.a. Willem Sassen og ikke mindst Hans Ulrich Rudel at kende. Sidstnævnte var tidligere højtdekoreret Luftwaffe-es og en nær ven af præsident Juan Peron. Sassen præsenterede i 1952 Mengele for Adolf Eichmann, som boede i byen. De to mødtes flere gange, men Mengele brød sig ikke om den angst som Eichmann udstrålede. Deres personlighed og sociale status var vidt forskellig og deres møder ebbede ud.

Mengele blev medejer af et legetøjssnedkeri og købte sig ind i en farmaceutisk virksomhed med finansiel støtte fra sin far. I marts 1956 fløj Mengele til Schweiz under sin falske identitet Helmut Gregor. På skiferie i Engelberg mødte han sin brors enke, Martha og hendes søn, Karl-Heinz, samt Mengeles egen søn, Rolf, som Mengele ikke havde set siden at han forlod Tyskland. Mengele afsluttede opholdet med at besøge familien i Gunzbürg. Tilbage i Buenos Aires følte han sig sikker nok til at begynde at leve under sit rigtige navn og fik hos myndighederne ændret sine identitetspapirer uden at blive afkrævet en forklaring på, hvorfor han var indrejst i Argentina under falsk navn. Romantiske bånd var blevet knyttet mellem Mengele og Martha under opholdet i Schweiz og Martha og Karl-Heinz rejste samme efterår til Buenos Aires og bosatte sig hos Mengele. Parret blev gift under en rejse til Nueva Helvecia i Uruguay den 3. august 1958.

Kun fem dage efter vielsen indgav den tyske journalist og forfatter Ernst Schnabel efter et tip fra en læser indberetning til den tyske anklagemyndighed om Mengeles ophold i Argentina. Uafhængigt heraf kontaktede Hermann Langbein myndighederne med indsamlet materiale om Mengeles forbrydelser samt hans adresse i Buenos Aires, som fremgik af en skilsmissebegæringen mellem Josef Mengele og Irene Mengele, der var udstedt i 1954, i Düsseldorf. En international arrestordre fulgte i februar 1959, men Mengele var forinden blevet advaret af sin far, som formentlig havde en kontakt ved det lokale politi i Günzburg. Mengele solgte i al hast sin virksomhed og flyttede til Encarnacion i det sydlige Paraguay, på nazi-vennens Armand Reinaerts farm. Argentinsk politi undersøgte på tysk anmodning hans tidligere adresse i Buenos Aires, men uden held. I maj 1959 flyttede Mengele fra Encarnacion til vennen Alban Krugs mere afsides liggende farm uden for Hohenau og med Krugs hjælp fik han et Paraguayansk statsborgerskab. Nyhederne om bevismaterialet, som var blevet indsamlet mod ham, samt det israelske efterretningsvæsen Mossads kidnapning af Adolf Eichmann i maj 1960, gjorde, at Mengele ikke længere følte sig sikker i Paraguay og i oktober flyttede han med hjælp fra Hans Ulrich Rudel til Brasilien under dæknavnet Peter Hochbichler.

Rudel introducerede i Brasilien Mengele for den østrigske emigrant og nationalsocialist Wolfgang Gerhard, som skulle blive Mengeles trofaste støtte de kommende år. Gerhard skaffede i 1961 Mengele logi og arbejde hos det ungarske par Gitta og Geza Stammer, som havde en afsides liggende gård udenfor Sao Paulo. I forbindelse med en avisartikel på årsdagen for befrielsen af Auschwitz i 1962 genkendte Gitta Stammer deres logerende på et avisfoto, og Mengele indrømmede sin sande identitet. Parret forholdt sig loyale, men deres forhold til Mengele blev anspændt og præget af skænderier. De blev i følgende år flere gange betalt af Hans Sedlmeier for Mengeles forsatte ophold hos dem.

Eichmann blev henrettet i 1961, og de tyske universiteter fratog i 1964 Mengele hans doktorgrader. Under og efter Auschwitz-processen i 1963-65 var hans navn og gerninger til stadighed genstand for pressens interesse. Disse nyheder nåede Mengele, og han begyndte at indse, at det afsondrede liv på flugt aldrig ville blive anderledes og han blev præget af tiltagende negativitet og dårligt helbred. I 1968 blev Mengele af Wolfgang Gerhard introduceret for de østrigske emigranter Wolfram og Liselotte Bossert i den tyske klub i Sao Paulo. Mengele delte mange interesser med Wolfram og blev efterhånden knyttet til Bossert-familien og deres to børn. Parret fik i 1972 kendskab til Mengeles virkelige identitet, men selv om Mengele indrømmede, at han havde været i Auschwitz, nægtede han anklagerne mod sig. Om sine forfølgere sagde han; ”De er ikke anklagere, men hævnere”.

Mengele forlod i 1975 Gitta og Geza Stammer og købte en bungalow i en nedslidt del af Sao Paulo, hvor han i de sidste tre år af sit liv levede under dæknavnet Wolfgang Gerhard - en identitet han overtog, da Wolfgang Gerhard i 1971 forlod Brasilien. Et af Mengeles få lyspunkter blev besøget af hans søn Rolf Mengele i 1977. Rolf Mengele fik som 16-årig kendskab til, at krigsforbryderen Josef Mengele var hans far, men den regelmæssige brevveksling forsatte imellem dem. Selv om sønnen som voksen blev stærkt kritisk overfor sin faders fortid, angav han ham aldrig. Rolf ønskede med besøget i Brasilien at få faderens eget svar på anklagerne. Rolf Mengele fortalte i 1985 til pressen, at hans far ingen indrømmelser gav ham, men ophidset havde forsvaret sig med, at han havde gjort sit bedste for at hjælpe menneskene. Han hævdede at han i Auschwitz reddede manges liv og personligt aldrig havde gjort nogen noget ondt.

Under en badeudflugt med Bossert-familien i februar 1979 ved deres sommerhus i Bertioga nord for Sao Paulo, fik Mengele et slagtilfælde mens at han badede alene i havet. Genoplivningsforsøgene var forgæves og Wolfram og Liselotte Bossert fik i hast ordnet formaliteterne omkring dødsfaldet, uden at myndighederne betvivlede identiteten af afdøde, som på dødsattesten var 15 år yngre end Mengele.

Afsløringen i 1985

40 år efter befrielsen af Auschwitz afholdt overlevende Mengele-tvillinger i 1985 en høring om Mengele i den tidligere koncentrationslejr. De udøvede pres på myndighederne for at finde Mengele, hvilket resulterede i, at regeringerne i Tyskland, USA og Israel udlovede den hidtil største dusør for informationer, der kunne føre til Mengeles tilfangetagelse samt iværksættelsen af et storstilet efterforskningssamarbejde på tværs af landene. Et afgørende gennembrud kom i maj 1985, hvor de tyske myndigheder fattede mistanke til en korrespondance til den fængslede højreekstremist Manfred Roeder som man mente indeholdt hentydninger til Mengeles død. Desuden modtog det vesttyske politi en anmeldelse fra en privat person, lydende på at Hans Sedlmeier i alkoholpåvirket tilstand havde pralet af, at han i årevis havde hjulpet Mengele i Sydamerika.

Der blev udstedt en retskendelse til at ransage Hans Sedlmeiers hjem, og hvor der blev fundet omfattende korrespondance med Mengele, herunder kontaktadresser i bl.a. Brasilien. Fundene ledte myndighederne til Mengeles tidligere opholdssteder i Brasilien og resulterede i en identificering og afhøringen af hans formodede kontakter. Da nyhederne blev bragt i medierne valgte Rolf Mengele at bryde familiens årelange tavshed og meddele omstændighederne om Josef Mengeles død seks år forinden i Brasilien. Mengeles gravsted var i byen Embu ved nær Sao Paulo, hvor han lå begravet under navnet Wolfgang Gerhard. Under stor mediebevågenhed blev Mengeles formodede rester gravet op og retsmedicinsk undersøgt af eksperter fra Brasilien, USA og Tyskland. Resultatet var at knogleresterne med meget stor sandsynlighed tilhørte Josef Mengele, men denne konklusion blev mødt med skepsis fra flere nazi-jægere. Identiteten blev afklaret i 1992 ved hjælp af en DNA-test i England sammenholdt med blodprøver fra Mengeles søn og tidligere hustru Irene. Afgørelsen var entydig - knogleresterne stammede fra Josef Mengele.

Rolf Mengele overgav faderens omfangsrige dagbogsmateriale, breve og noter til de tyske ugeblade Stern og Bunte. I Brasilien havde Mengele i 1960 påbegyndt en selv-biografi, men udeladt tiden fra han blev indkaldt til østfronten til at han forlod Auschwitz. Der manglede også de ti år, han boede i Argentina, og som formentlig var de lykkeligste under årene på flugt. Det er uvist om disse dele er gået tabt, bevidst udeladt eller skjult, men det er sandsynligt at Mengele ikke ønskede at redegøre for disse perioder af sit liv. Det omfattende materiale afslørede, at Mengele var præget af selvmedlidenhed og ensomhed. I Brasilien havde han levet et spartansk og tilbagetrukket liv med begrænset kontakt til omverdenen, og han var plaget af et dårligt helbred og en neurotisk angst for sin tilfangetagelse. Mengele afslørede en slet skjult bitterhed over tabet af sit fædreland samt det akademiske liv, som han havde måttet opgive og han gav udtryk for manglen på race-idealer i den verden, som han betragtede på afstand. Det stod klart, at han ikke havde lært noget af fortiden og vedblev at være nazist. Han omtalte til stadighed sig selv i en tone præget af selvretfærdighed, uden dog at kommentere anklagerne mod sig direkte. Han udtrykte ingen anger over fortiden og over eget ansvar, men tegnede billedet af sig som en soldat, der havde kæmpet tappert og stolt for sit fædreland og kun handlet efter ordre. ”I Auschwitz gav jeg liv - jeg tog det ikke”; skrev han.

Læge og morder

Der er intet i den unge Josef Mengele, der kunne varsle om de forbrydelser, som han begik. Præcist hvad der korrumperede hans ambitiøse sind og det lægeløfte, som han aflagde ved sin eksamen, er vanskeligt at slå fast. Men det var på universitetet at Mengeles ideologiske grundlag for de senere handlinger i Auschwitz slog rod. Kombinationen af det politiske klima i Tyskland under NSDAP og Mengeles store interesse og ambition inden for genetik og antropologi, faldt sammen med det fremherskende koncept, at bestemte grupper af mennesker var uegnede til at reproducere sig selv - endda uværdige til at leve. Mengele studerede under Tysklands førende genetikere og antropologer, som alle blev fortalere for disse nye ideer og universitetsfagene fik en klar antisemitisk drejning. Mengele blev tidligt overbevist om raceteorierne og at foranstaltninger som medlidenhedsdrab, koncentrationslejre samt tilintetgørelsen af et helt folk måtte anses som ikke alene acceptabelt, men nødvendigt. Ved sin indtræden i Auschwitz var Mengele grundlæggende overbevist om at jøderne var dømt til tilintetgørelsen, og når de allerede var dødsdømte, kunne de efter hans opfattelse frit udnyttes i videnskabens og karrierens navn.

SS-manden fra ” Mein Kampf” – meget moralsk og puritansk.

Karakteristisk for fangernes skildringer af Mengele er oplevelserne af hans store modsætninger og utilregnelighed. Han var i stand til at vise menneskelige følelser og behandle sine jødiske fangelæger værdigt, samt give sigøjnere og tvillingebørn omsorg i en sådan grad, at de viste ham hengivenhed. Mengele besad imidlertid en uigennemtrængelig kynisme, som helt uventet kom til udtryk. Som når han sørgede for at et lille barn fik mad og medicinsk behandling for efterfølgende at sende det til gaskammeret. Mengele arbejdede altid for den overordnede plan for tilintetgørelsen og sine egne personlige ambitioner.

Konflikten mellem lægen som helbreder og lægen som dræber var udtalt i Mengele, og et fællestræk for mange SS-læger i koncentrationslejrene. Psykiateren Robert Jay Lifton beskriver mekanismen som en ”dobling” - en spaltning af ”selvet” i to halvdele. Den ene halvdel er det tidligere, etiske ”selv” der opretholder selvbilledet af at være human læge. Den anden halvdel er ”Auschwitz-selv’et” der skabes for at kunne fungere i det ekstreme koncentrationslejr-miljø og effektivt arbejde for de nazistiske mål. SS-lægerne var således afhængige af begge halvdele og nazi-ideologi byggede bro mellem de to. Ifølge Lifton var der hos Mengele en mere ekstrem spaltning end hos andre SS-læger, og det aktiverede hos ham iboende skizofrene tendenser, følelseskoldhed samt sadistiske elementer. Heri ligger en mulig forklaring på Mengeles hæmnings- og skrupelløshed, og som set udefra syntes motiveret af lige dele ondskab, naivitet og ambition.

En sadists væsen er at denne føler glæde ved at forvolde andre smerte. Hos Mengele havde man fornemmelsen, at han slet ikke fornemmede denne smerte, at den slet ikke faldt ham ind. Fangerne var for ham kun marsvin eller rotter, med hvis sjæleliv man slet ikke beskæftiger sig.

Historikeren Ulrich Völklein er af den opfattelse, at Mengele var i ét med sig selv både før, under og efter Auschwitz, og at han derfor ikke havde brug for nogen spaltning af selvet for at fungere i lejren. Mengeles egne skrifter afslører at han efter Auschwitz sjældent ænsede selv sine nærmestes smerte og problemer, selvom han med sin fortid bragte store vanskeligheder ind i deres liv. Han følte aldrig nogen anger og vedblev at være nazist. Historikerne Zdenek Zofka og Helena Kubica mener at Mengele primært skal ses som et stærkt korrumperet produkt af sin samtid i lighed med hundredvis af andre nazi-læger. Han var ideolog, og af natur ingen kriminel og heller ikke sindssyg. Uden et Auschwitz og i et normalt og demokratisk samfund kunne han være endt som en pedantisk universitetsprofessor.

Meget tyder på at Mengele gennem sine forsøg i Auschwitz stræbte efter at nå resultater, således at han kunne blive professor ved et tysk universitet efter krigen. Verschuer og flere af Mengeles kollegaer på Kaiser-Wilhelm Instituttet var involverede i de medicinske forbrydelser som Mengele og andre begik, men da de ikke selv havde betrådt koncentrationslejrene, lykkedes det dem at undgå retsforfølgelse efter krigen. Den tyske forbundsstat viste i 1950'erne begrænset vilje og evne til at konfrontere sig med fortiden, og for mange af de forskere og læger, som var belastet af fortiden, lykkedes det at redefinere dem selv og den ideologi, som de havde praktiseret under nationalsocialismen og efterhånden genindtræde i ledende stillinger i universitetsmiljøerne, deres fortid til trods.

Myten Mengele

Ingen nazist har frembragt så megen fantasi og fiktion som Josef Mengele. Gennem fire årtier hørte han blandt de mest eftersøgte krigsforbrydere i verden og såvel hans gerninger i Auschwitz som hans liv på flugt blev omgærdet af mytedannelse og fejlagtige oplysninger, som endnu i dag er vedholdende. Dimensionerne af Mengeles forbrydelser er markante i omfang og gru, men lignende, grænseoverskridende medicinske forsøg blev foretaget af andre nazi-læger, i og uden for kz-lejrene. Alligevel er Mengele blevet selve det personificerede symbol på Auschwitz og de nazistiske medicinske forsøg. Var Mengele blevet fanget i de umiddelbare efterkrigsår var han utvivlsomt udleveret til en polsk krigsforbryderdomstol og idømt dødsstraf, i lighed med flere af sine SS-lægekollegaer. Da havde navnet Josef Mengele formentlig aldrig indtegnet sig prominent i den brede offentligheds bevidsthed om de nazistiske forbrydelser.

I forbindelse med den første arrestordre i 1959 begyndte skriverierne i pressen om Mengele og hans gerninger og de intensiveredes med Auschwitz-processen i Frankfurt am Main fra 1963 til -65. Under retssagen blev hans navn ofte nævnt af vidner og anklagede. Spekulationer i pressen om Mengeles opholdsskjul gav næring til interessen om hans person. Fra journalister, forfattere og nazi-jægere kom der gennem 1960'erne og 70'erne sensationsprægede artikler, bøger og film om Mengeles fashionable liv i Sydamerika, hvor han beskyttet af diktatorer og livvagter forsatte tvillingeforskningen. Fra tid til anden berettede medierne om hans tilfangetagelse, hvor i verden at han var blevet set og sågar hans likvidering.

Øgenavnet "Dødsenglen fra Auschwitz” eller på engelsk Angel of Death fik Mengele efter 2. verdenskrigs afslutning. Øgenavnet opstod i medierne i 1960'erne på baggrund af øjenvidneskildringer af den på én gang kyniske og venlige SS-læge. Der er berettet om Mengeles forfængelighed samt betydelige tiltrækningskraft på de kvindelige kz-fanger i Auschwitz. Sådanne skildringer af Mengele må primært tilskrives, at han stod i en skærende kontrast til de forhutlede fanger, som omgav ham i lejren. Under sin tjenestetid fik Mengele betydelige poster som lejrlæge i dele af Birkenau-lejren. Mengele er dog ofte fejlagtigt omtalt som øverste læge, men denne stilling bestred hans overordnede, Standort-Arzt Eduard Wirths. Mengele var kendt inden for Auschwitz-lejren og Kaiser-Wilhelm Instituttet, men var ingen prominent SS-læge eller nazist, og han havde ingen forbindelse til partiledelsen i Berlin.

Det har været beskrevet, at Mengele havde en doktorgrad i filosofi, en titel som han ikke havde. Mengele tog ud over sin eksamen i medicin en doktorgrad i antropologi. Antallet af ofre, som Mengele udvalgte til døden i gaskamrene, har ofte været opgivet til 400.000 i medierne. Det er et urealistisk højt antal. Mengele havde flere opgaver i lejren, men deltog aktivt i udvælgelserne i den periode, hvor gasningen af jøder var på sit absolut højeste i Auschwitz, men omkring 30 SS-læger gjorde tjeneste mens Mengele fungerede i lejren og læger var pålagt deltagelse i udvælgelserne. Forskning foretaget af Auschwitz-Birkenau museet anslår, at ca. 1,1 mio. mennesker omkom i lejren, heraf alene ca. 865.000 jøder i gaskamrene. Ud fra disse betragtninger menes et femcifret tal at være det tætteste som man kan komme det antal drab som Mengele personligt kan stilles til ansvar for.

Mengele levede de sidste mange år af sit liv isoleret og fattig, og det blev hans held med at undslippe en omverden, som ledte efter en velhavende og magtfuld læge omgivet af livvagter. Fra 1964 og frem blev indbyggerne i Mengeles fødeby Günzburg af presse og nazi-jægere beskyldt for at kende til Mengeles skjulested ved frivilligt eller ufrivilligt at deltage i en konspiration med den magtfulde Mengele-familie, som var den betydeligste arbejdsgiver i byen. Men det var kun den inderste kreds af familien som kendte til Mengeles opholdsteder.

I 2005 forlød det på højreekstremistiske internetsider, at Mengele skulle have en datter er født af en australsk kvinde af tysk afstamning. Ifølge disse forlydender var kontakten mellem Mengele og kvinden opstået, da kvinden besøgte en tysk koloni i Paraguay i midten af 1960. Barnet var født i Melbourne i Australien, og derefter adopteret privat, muligvis ulovligt. Mengele skulle flere steder i sine dagbogsnotater fra denne tid hentyde til begivenheden. Han forlod imidlertid Paraguay allerede i 1960 og der foreligger ingen dokumentation for historien.

I 2009 hævdede den argentinske historiker Jorge Camarasa at have bevis for, at Josef Mengele i begyndelsen af 1960'erne genoptog sin tvillingeforskning og manipulerede med den genetiske arvemasse i en landsby det sydlige Brasilien. I byen Candido Godoi skulle der som en følge deraf være blevet født usædvanlig mange tvillinger og hver femte fødsel i byen resultere i tvillinger. Selv om Mengele var i Brasilien afviser den tyske historiker og Mengele-ekspert Sven Keller samt forfatteren Gerald Posner, at påstanden er rigtig. Mengele opholdt sig mere end 1200 kilometer fra den omtalte landsby og frygtede efter Eichmanns tilfangetagelse for sit liv. Det anses derfor for højst usandsynligt, at Mengele ville løbe risikoen at give sig offentligt til kende ved igen at udføre lægearbejde.

Eftersøgningen af Mengele

Josef Mengeles eneste straf for sine forbrydelser blev et efterkrigsliv i stadig angst for sin egen tilfangetagelse. Mengele kunne have været opdaget allerede i sommeren 1945 i amerikansk fangelejr, men eftersøgningslister med hans navn, nåede ikke frem. Forvirring i amerikanernes koordinering medførte at en senere polsk anmodning om at finde og udlevere Mengele til krigsforbryderprocesser i Polen blev forbigået og eftersøgningen af ham fik lav prioritet. De amerikanske tropper i Günzburg forhørte Mengeles hustru, men kun rutinemæssigt og alene på baggrund af, at hendes mand var medlem af SS, og uden at være klar over Mengeles krigsforbryderstatus. De valgte at tro på hendes udsagn om, at han var død. Dette var formegentlig medvirkende til at Mengele under krigsforbryderprocessen i Nürnberg i 1946, hvor hans navn og gerninger blev nævnt, allerede var registreret som formodet død. En mere aggressiv efterforskning af Mengeles nærmeste familie kunne på dette tidspunkt have ført amerikanerne til Mengeles skjul i Mangolding.

Under den vesttyske regering var sagen henlagt indtil til at den første internationale arrestordre i 1958 var under forberedelse, på baggrund af de indicier for Mengeles ophold i Argentina, som var blevet forelagt myndighederne. Med Mengele-firmaets salgsmæssige tilstedeværelse i Sydamerika var der en begrundet mistanke om, at Mengele var i kontakt med familien, samt at Hans Sedlmeier spillede en aktiv rolle. En ransagning i 1964 af Hans Sedlmeiers hjem førte intet til, idet han forinden formentlig var advaret af en kontakt ved det lokale politi i Günzburg, lige som Mengele-familien var blevet varskoet om arrestordren i 1959.

De vesttyske myndigheders ageren i sagen og tiltagene overfor de argentinske myndigheder, samt andre sydamerikanske staters aktioner, var i heldigste fald langsommelige og i værste fald halv-hjertede. Helt frem til 1985 var der både hos myndigheder og nazi-jægere en udbredt tro på Mengeles forsatte ophold i Paraguay, på baggrund af kendskabet til hans paraguayanske opholdstilladelse fra 1960. Først i februar 1985 blev et koordineret efterforskningssamarbejde iværksat med deltagelse af den tyske, amerikanske og israelske regering, men da var det for sent.

Efter 1985

I 2004 offentliggjorde det brasilianske politi arkiveret sagsmateriale fra 1985 og som indeholdt 84 hidtil ikke-offentliggjorte breve og dagbogsnotater af Mengele. Materialet tydeliggjorde kun yderligere Mengeles racistiske overbevisninger.

I september 2007 frigav United States Holocaust Memorial Museum et sensationelt fotoalbum som var blevet doneret museet af en pensioneret amerikansk soldat. Albummet indeholdt hidtil ukendte fotos af medlemmer af SS-personalet ved Auschwitz-lejren. Mengele figurer sammen med andre ledende medlemmer af SS på otte fotos fra sommeren 1944 ved et rekreationsområdet Solahütte, 30km syd for Auschwitz .

I 2008 udtalte den 81-årige nu afdøde Rafi Eitan, der deltog i Eichmann-kidnapningen som leder hos det Israelske efterretningsvæsen Mossad, at det var tættere på at fange Mengele end hidtil kendt. Under forberedelserne af tilfangetagelse af Adolf Eichmann i Buenos Aires i 1960 var israelerne fast besluttet på også at fange Mengele, da de havde efterretninger om hans ophold i byen. Mossad fokuserede på Eichmann, da han blev vurderet vigtigere end Mengele og risikoen for at hele operationen kunne mislykkes, hvis begge blev forsøgt taget til fange, ansås for betydelig. To år senere modtog Mossad efterretninger om Mengeles ophold i Brasilien, hvor agenter ifølge Rafi Eitan kommet tæt på en mand, som kunne være ham. Al videre efterforskning blev imidlertid standset og ressurcerne rettet mod de opblussende problemer i Mellemøsten. Israel genoptog først efterforskningen af Mengele i Sydamerika i 1985.

I 2008 udtalte Josef Mengeles søn Rolf Mengele, som i dag lever under navnet Rolf Jenckel, sig for første gang i flere år om sin far. I et interview til det israelske dagblad Jediot Achronot bad han det jødiske folk om ikke at hade ham på grund af at han er søn af Josef Mengele. "Skyld bliver ikke arvet"; udtalte han.

I 2010 blev en 180-siders notesbog skrevet af Mengele sat på auktion af det amerikanske auktionshus Alexander Autographs i Standford, Conneticut, til en startpris på 60.000 US$. Bogen som er skrevet med blæk og påbegyndt i 1960 indeholder Mengeles strøtanker om kunst, kultur, religion, historie samt biologi og med et klart standpunkt i de nazistiske doktriner. Bogen kom ifølge auktionshuset i den tyske sælgers besiddelse efter Mengeles død i 1979, men sælgers identitet blev ikke yderligere afsløret. Bogen blev solgt til en uoplyst pris af en amerikansk ortodoks jøde, som var barnebarn af et holocaust-offer. Køber udtalte til pressen, at det er hans hensigt at donere materialet til et holocaust-museum. Statsmuseet Auschwitz-Birkenau har udtrykt interesse for at erhverve dokumenterne.

I 2011 satte Alexander Autographset omfattende parti af manuskripter, notes- og dagbøger fra Mengeles hånd på aution . Materialet på i alt ca. 3500 sider og er dateret mellem 1960 og 1977. Materialet blev kendt i 1985 og passager af indholdet er bl.a. refereret i Mengele-biografier, men de samlede skrifter er formegentligt aldrig blevet gennemgået i detaljer. Partiet blev solgt samlet for 300.000 US$, til samme køber som erhvervede Mengele-notesbogen året forinden.

Kilder/litteratur

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Josef Mengele

• Ulrich Völklein (2003). Josef Mengele. Der Arzt von Auschwitz. ISBN 3-88243-685-9.
• Sven Keller (2003). Günzburg und der Fall Josef Mengele: Die Heimatstadt und die Jagd nach dem NS-Verbrecher. ISBN 3-486-64587-0.
• Gerald L. Posner & John Ware (1986). Mengele: The Complete Story. ISBN 0-440-15579-7.
• Ernst Klee (1997). Auschwitz, die NS-Medizin und ihre Opfer. ISBN 978-3-596-14906-3.
• Hans-Walter Schmuhl (2008). The Kaiser Wilhelm Institute for anthropology, human heredity and eugenics, 1927-1945: Crossing boundaries. ISBN 0-440-15579-7.
• Lucette Matalon Lagnado & Sheila Cohn Dekel (1992). Children of the Flames: Dr. Josef Mengele and the Untold Story of the Twins of Auschwitz. ISBN 1-4020-6599-X.
• Robert J. Lifton (1986). The Nazi Doctors: Medical Killing and the Psychology of Genocide. ISBN 0-465-04904-4.
• Hans Hesse (2001). Augen aus Auschwitz - Ein Lehrstück über nationalsozialistischen Rassenwahn und medizinische Forschung - Der Fall Dr. Karin Magnussen. ISBN 3-89861-009-8.
• Danuta Czech (1989). Kalendarium der Ereignisse im Konzentrationslager Auschwitz-Birkenau 1939 - 1945. ISBN 3-498-00884-6.
• Miklos Nyiszli (1960). Auschwitz, a Doctor’s Eyewitness Account. ISBN 1-55970-202-8.
• Gisella Perl (1948). I Was a Doctor in Auschwitz. ISBN 0-405-12300-0.
• Ella Lingens-Reiner (1948). Prisoners of Fear. ISBN 0-300-09557-0.
• Uki Goñi (2002). The Real Odessa: Smuggling the Nazis to Perón’s Argentina. ISBN 1-86207-552-2.
• Gerald Steinacher (2008). Nazis auf der Flucht. Wie Kriegsverbrecher über Italien nach Übersee entkamen. ISBN 978-3-596-18497-2.
• Eva Mozes Kor and Mary Wright (1995). Echoes from Auschwitz: Dr. Mengele's Twins: The Story of Eva & Miriam Mozes. ISBN 0-9643807-5-7.

Film

• Mengele - Der Todesengel von Auschwitz (1995), Dokumentarfilm af Dan Setton, Spiegel TV spezial, VOX. video.google.com
• Hitlers Håndlangere II: Mengele - Dødsenglen (2005), Dokumentarfilm af Guido Knopp, ZDF.
• Auschwitz (2005), Dokumentarfilm, af Laurence Rees, BBC.
• Forgiving Dr. Mengele (2005), Dokumentarfilm, af: Bob Hercules, Cheri Pugh.
• Out of the Ashes (2003), Fiktion (TV-film), Instr: Joseph Sargent. Med Jonathan Cake som Mengele.
• My Father, Rua Alguem 5555 (2003), Fiktion, Instr: Egidio Eronico. Med Charlton Heston som Mengele.
• The Grey Zone (2001), Fiktion. Instr: Tim Blake Nelson. Med Henry Stram som Mengele.
• Nichts als die Wahrheit, (1999), Fiktion, Instr: Roland Suso Richter. Med Götz George som Mengele.
• Und die Geigen verstummen (And the Violins Stopped Playing), (1988), Fiktion, Instr: Alexander Ramati. Med Marcin Tronski som Josef Mengele.
• Schindlers List, (1993), Fiktion, Instr: Steven Spieberg. Med Daniel Del Ponte som Mengele.
• Drengene Fra Brasilien (1978), Fiktion, Instr: Franklin J. Schaffner, baseret på roman af Ira Levin. Med Gregory Peck som Mengele

Eksterne henvisninger

• In the matter of Josef Mengele. Undersøgelse af Mengeles færden i Europa 1945-1949, herunder kontakten med de amerikanske myndigheder samt identifikationen af ligresterne opgravet i Brasilien, 1985. Udarbejdet af U.S. Department of Justice, 1992
• In the matter of Josef Mengele - Exhibits. Blandt andet indeholdende det tyske anklageskrift mod Mengele fra 1981, kopier af Mengeles SS-papierer og andre dokumenter fra hans kontakt med myndighederne indtil sin død. Udarbejdet af U.S. Department of Justice, 1992
• Biografi over Josef Mengele af historiker Sven Keller, inkl. fejlkorrektion af andre biografier
• Fotos fra Josef Mengeles bopælsadresser i Buenos Aires
• Fotos af Josef Mengeles personlige genstande fra opholdet i Sydamerika
• Gennemgang af Auschwitz-processen i Frankfurt am Main, 1963-65 inkl. originale film- og lydklip
• Originale film- og lydklip med vidner og anklagede fra retssalen under Auschwitz-processen i Frankfurt am Main, 1963-65
• Statsmuseet Auschwitz-Birkenau

Billeder

• Foto af Mengele 1943
• Prof. Sheila Faith Weiss - Fotos af Mengele fra Verschuer's Institut für Erbbiologie und Rassenhygiene i Frankfurt
• Auschwitz through the lens of the SS: Photos of Nazi leadership at the camp, www.ushmm.org