Sturmabteilung

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
SA's segl

Sturmabteilung (forkortet SA, tysk for Stormafdeling) fungerede som en halvmilitær organisation for NSDAP (det tyske nazistparti). Den spillede en central rolle i Hitlers vej til magten i 1930'erne.[1]

SA-mænd var ofte kendt som brunskjorter efter farven på deres uniform. Hitler stjal idéen om en egen partiuniform fra Mussolini, som havde valgt sort. At Hitler valgte brunt, skyldtes en tilfældighed, da der dukkede et parti jungleuniformer op, beregnet på tyske tropper i Østafrika. Uniformerne lå på lager i Sydøsttyrkiet, hvor en østriger fik købt dem til en rimelig pris.[2] Senere blev det også af betydning at kunne skille dem fra de militære elitetropper Schutzstaffel (SS), som i lighed med Italiens fascister gik i sort uniform.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I München i 1920 havde Hitler selv organiseret "ordenstropper", der skulle fungere som vagter ved politiske taler samt forstyrre og genere modpartens talere. Året efter fik de navnet Sturmabteilung, forkortet til SA, og under den populære Ernst Röhm blev de en stadig vigtigere del af NSDAPs magtstruktur.

Da Hermann Göring i 1933 blev indenrigsminister i Preussen, ansatte han advokaten Rudolf Diels [3] til at overvåge radikale kræfter. Diels var ikke nazist og satte statspolitiet ind mod SAs terror. Ved én anledning tvang de sig ind i et SA-fængsel i Berlin bevæbnet med maskingeværer. Chokeret rapporterede Diels, at han i SA-fængslet fandt ca. et dusin bøller, som "arbejdede i femten minutters skift i mishandlingen af fangerne med jernstænger, gummikøller og pisk. Da vi kom, lå disse levende skeletter i rækker på snavset halm med betændte sår." [4] Nu blev selv Göring betænkelig over, hvilke kræfter han slap løs, når han pralede til SA af, at "Jeg er ikke pålagt at følge loven. Mit job er at tilintetgøre og udrydde – hverken mere eller mindre." SA havde taget ham på ordet.

Også SS følte sig truet af Diels, trængte sig ind i i hans lejlighed, låste hans kone inde på soveværelset og ledte efter bevis for kommunistsympatier. Diels fik den ansvarlige arresteret, men Heinrich Himmler klagede til Göring og fik manden udleveret til efterforskning af SS. Diels så ingen anden udvej end at flygte til Tjekkoslovakiet. En måned senere var han alligevel tilbage som Gestapo-chef – Göring kan være blevet ængstelig over afsløringer om sin livsførsel.[5] Men Diels' forargelse over SAs terror havde også gjort NSDAP-ledelsen opmærksom på, at SA var ude af kontrol.

Partilederen Hitler kom til magten i 1933, da han blev valgt til Tysklands rigskansler. SA så nu sig selv som en erstatning for den tyske hær. Disse ambitioner førte til gnidninger med Reichswehr (landets hær efter loven), og med andre i partiledelsen, der så et indflydelsesrigt SA som en trussel mod egne ambitioner. Videre opstod der en voksende konflikt mellem Hitler og Röhm, der var optaget af arbejderklassens interesser sat op mod kapitalen, og talte om en anden revolution der skulle fuldføre den nationalsocialistiske idé, mens Hitler selv havde erklæret, at revolutionen var overstået. En del socialister, de såkaldte "bøf-nazister" (= brune udenpå, men røde indeni), var også hoppet over til NSDAP efter at have set partiets fremgang.

Til sidst gav Hitler ordre om at eliminere ledelsen i SA. På den måde kunne han alliere sig med konservative kræfter i den tyske hær og med industriledere, som støttede partiet økonomisk, samtidig med at han styrkede sin stilling ind ad i partiet. Henrettelserne blev senere kendt som de lange knives nat, og man benyttede anledningen til også at rydde konservative partimodstandere af vejen. Viktor Lutze blev leder i SA efter Röhm og frem til 1943, men uden Röhm blev organisationen hurtigt marginaliseret i den nazistiske magtstruktur.

Kaiserstrasse (= Kejsergade) i Berlin blev under Hitler omdøbt til Strasse der SA (= SA-gade), og efter 1945 hed den så Leninstrasse efter Lenin.[6]

I sin kampsang Wir sind die braunen Soldaten (= Vi er de brune soldater) [7] beskrev SA sig selv som "stolte og frie, stærke og tro, men den, der træder på os, støder på granit". Det hedder i det sidste vers, at "Vi slog marxisterne, rød front og pacifisterne. Hør, folk i alle stater, vor sag er hellig og rigtig."

Ledere[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Axis History Factbook: History of the SturmAbteilung
  2. Norman Stone: Første verdenskrig (s. 200), forlaget Gyldendal, Oslo 2008, ISBN 978-82-05-37978-7
  3. Rudolf Diels
  4. Knut Kristofersen: Den musikalske bøddel, forlaget Arneberg, 2008, ISBN 978-82-91614-60-1
  5. Knut Kristofersen: Den musikalske bøddel
  6. Guido Knopp: Hitlers krigere (s. 219), forlaget Historie & kultur, Oslo 2008, ISBN 978-82-92870-06-8
  7. Wir sind die braunen Soldaten / Das Sturmband am Kinn, die Muskeln gestrafft free midi mp3 download Strand Hotel Sechelt bed breakfast

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]