Hovedbane
En hovedbane er en vigtig jernbane.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Danmark
Banedanmark definerer hovedbaner således: "Hovedbaner udgør det overordnede banenet, der binder landsdelene sammen. Hovedbanestrækninger har den højeste tekniske udrustning og standard."[1]
Banedanmark opererer desuden med regionalbaner, der defineres således: "Regionalbaner forbinder større købstæder uden for hovedbanen. Den tekniske udrustning og standard varierer." For flere regionalbaner gælder, at de nok folkeligt vil blive betragtet som hovedbaner, mens de andre vil være at betragte som sidebaner.
[redigér] Danske hovedbaner
- København H - Odense - Fredericia - Århus H - Aalborg
- København H - Malmö
- Fredericia/Snoghøj - Lunderskov - Padborg
- Lunderskov - Esbjerg
[redigér] Danske regionalbaner
- København H - Helsingør
- Roskilde - Holbæk
- Ringsted - Nykøbing F
- Tinglev - Sønderborg
- Vejle - Herning - Struer
- Skanderborg - Herning
- Langå - Struer
- Aalborg - Frederikshavn
[redigér] Sverige
I Sverige kaldes hovedbaner for stambaner (stambanar). I 1854 besluttede den svenske Riksdag at staten skulle anlægge et antal hovedbaner. De øvrige baner skulle anlægges af private selskaber og konsortier. Hovedbanerne blev anlagt fra 1850'erne til 1892, hvor hovedbanen gennem øvre Norrland var færdig.
Den svenske stats jernbaneanlæg ophørte ikke i 1892. Gennem nationaliseringer og overdragelser ved konkurser, overtog staten ansvaret for, og ejerskabet af, flere og flere jernbanestrækninger. I begyndelsen af 1900-tallet anlagde man, især i Norrland, nye baner. Disse nye baner blev dog ikke kaldt hovedbaner, men eksempelvis Inlandsbanan. En overgang i 1800-tallet gik 70 procent af de svenske statsudgifter til jernbaneanlægninger, og staten måtte længe betale renter til især tyske långivere, hvilket dog løste sig selv med 1. verdenskrigs inflation.
I dag er "hovedbane" ikke en officiel definition på en bestemt form for jernbane i Sverige. Udtrykket indgår dog i navne, som anvendes på visse banedele. De nuværende navne blev fastlagt af Banverket i 1990, og adskiller sig noget fra de oprindelige navne.
Fra begyndelsen var det planlagt, at Södra stambanan skulle gå fra Malmö via Nässjö til Falköping, hvor den blev forbundet med Sveriges første hovedbane, den vestlige (Västra stambanan). Jernbanen Nässjö-Katrineholm blev anlagt senere, og fik navnet Östra stambanan. Med tiden er hele strækningen Malmö-Nässjö-Katrineholm (hvor banen mødes med Västra stambanan) dog blevet til Södra stambanan, hvilket blev banens navn i 1990.
Strækningen Nässjö-Falköping har fået navnet Jönköpingsbanan. Med "Norra stambanan" mente man en gang strækningen (Stockholm-)Uppsala-Avesta Krylbo-Ockelbo-Ljusdal-Ånge, men i dag dækker navnet strækningen via Gävle i stedet for Avesta Krylbo.
[redigér] Svenske hovedbaner
- Västra stambanan: Stockholm-Södertälje-Katrineholm-Hallsberg-Skövde-Göteborg
- Östra stambanan/Södra stambanan: (Stockholm-)Katrineholm-Norrköping-Linköping-Nässjö-Alvesta-Hässleholm-Malmö, hvor den er forbundet med Øresundsforbindelsen til Danmark
- Norra stambanan: (Stockholm-)Uppsala-Gävle-Ockelbo-Ljusdal-Ånge
- Stambanan genom övre Norrland: (Ånge-)Bräcke-Vännäs-Boden
- Värmlandsbanan (tidligere Nordvästra stambanan): Laxå-Charlottenberg til den norske grænse, hvor den er forbundet med Kongsvingerbanen
[redigér] Finland
I dag menes med "hovedbanen" strækningen fra Helsinki via Tampere, Seinäjoki og Kokkola til Oulu og videre nordpå. Ved slutningen af 1800-tallet udgjorde denne strækning sammen med banerne Kotka-Kuopio, Vyborg-Joensuu og Helsinki-Sankt Petersborg hovedstrækningerne.
[redigér] Hovedbanens ibrugtagelsesår
- 1862: Helsinki-Hämeenlinna
- 1876: Tavastehus-Tampere
- 1882: Tampere-Haapamäki-Seinäjoki
- 1885: Seinäjoki-Kokkola
- 1886: Kokkola-Oulu-Tuira-Toppila
[redigér] Banedele
- Helsinki-Riihimäki-banen
- Riihimäki-Tampere-banen
- Tampere-Seinäjoki-banen
- Pohjanmaa-banen (Seinäjoki-Oulu)
