Jacob Brønnum Scavenius Estrup
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Ridder af Elefantordenen 1878  |
Jacob Brønnum Scavenius Estrup (16. april 1825 i Sorø - 24. december 1913 i Undløse, Tølløse), var godsejer, dansk konservativ politiker, og Danmarks 14. statsmister
Han var søn af etatsråd Hector Frederik Janson Estrup og dennes første hustru, Jacobine Scavenius (f. 1800), en datter af etatsråd Jacob Brønnum Scavenius til Gjorslev.
Han var indenrigsminister (1865-69), finansminister og konseilspræsident (regeringsleder) (1875-94). Han var modstander af almindelig valgret og af parlamentarismen. Under sine år som regeringsleder havde Estrup ikke flertal i Folketinget, men regerede i stedet via provisorier. Først i 1901 blev parlamentarismen indført, da kongen (Christian. 9) udnævnte ministeriet Deuntzer, der reelt var det første Venstreministerium.
Estrup var 21. oktober 1885 udsat for et attentatforsøg, da den unge typograf Julius Rasmussen forsøgte at skyde ham på åben gade uden for Estrups hjem på Toldbodvej 34 i København, hvor tidligere Frederik 6.s elskerinde, fru Dannemand, havde boet. Det mislykkedes, da den første kugle prellede af på en frakkeknap, mens den anden borede sig ind i porten, hvor man i længere tid kunne beskue hullet. Attentatet rejser flere spørgsmål. Frakkeknappen må have været af et helt ualmindeligt materiale, for at kunne modstå en kugle; og Estrup selv var så uanfægtet, at han uden videre klædte sig om og gik til et middagsselskab. Attentatet kom også som bestilt for at begrunde oprettelsen af de forhadte "blå gendarmer" - et efterretningskorps, der tjente Estrups interesser. Til overmål begik Rasmussen selvmord i fængslet. [1]
Efter sin afgang som konseilsprædident i 1894 blev Estrup leder af Højre i Landstinget. Fra år 1900 og frem til sin død juleaften 1913 var han kongevalgt medlem af Landstinget.
[redigér] Estrups politiske bagland
I tiden omkring 1881 opstod gradvis partiet Højre, der støttede Estrups politik. Partiet bestod oprindeligt af Estrups faste støtter, godsejerne, samt højrefløjene fra De Nationalliberale og Mellempartiet. Højre støttede forsvarssagen, og partiets mærkesag var Københavns Befæstning. Højre var regeringsparti frem til Systemskiftet i 1901.
Gennem tyve år havde Højre et fast flertal i Landstinget. Flertallet blev usikkert, da De Frikonservative brød ud af Højre omkring år 1900. I Højres bedste tid var omkring en tredjedel af Folketingets medlemmer højremænd. Partiets dårligste folketingsvalg var i 1901 (8 mandater) og 1913 (7 mandater).
Godsejerne var de ledende i Højres gruppe i Landstinget. Højres folketingsgruppe var derimod fortrinsvis valgt i byerne. Omkring 1880 var de fleste arbejdere i København og købstæderne højremænd. Det samme var tilfældet med byernes middelklasse. I 1890'erne gik mange arbejdere over til Socialdemokraterne. Samtidigt gik frisindede dele af byernes middelklasse over til den radikale fløj i Venstre (det senere Radikale Venstre). Denne udvikling svækkede Højres folketingsgruppe.
I 1915/16 blev Højre og De Frikonservative grundstammen i Det konservative Folkeparti.
Som godsejer var J.B.S. Estrup i besiddelse af herregårdene Kongsdal og Skaføgaard, som stadig er i hans efterkommeres besiddelse.
[redigér] Eksterne kilder/henvisninger
- ↑ R. Broby-Johansen: Det gamle København (s. 34), forlaget Thanning og Appel, København 1978, ISBN 87-413-6347-7
|
|||||||
 |
Denne politikerbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |  |
