Thorvald Stauning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Thorvald Stauning
24. statsminister i Danmark
Embedsperiode
24. april 1924 – 14. december 1926
Foregående Niels Neergaard
Efterfulgt af Thomas Madsen-Mygdal
Embedsperiode
30. april 1929 – 3. maj 1942
Foregående Thomas Madsen-Mygdal
Efterfulgt af Vilhelm Buhl
Personlige detaljer
Født Thorvald August Marinus Stauning
26. oktober 1873
København
Død 3. maj 1942 (68 år)
København
Politisk parti Socialdemokratiet

Thorvald August Marinus Stauning (26. oktober 1873 i København3. maj 1942 sammesteds) var en dansk socialdemokratisk politiker, der blev den første danske, socialdemokratiske statsminister. Han var kontrolminister (minister uden portefølje) 1916-1920, socialminister 1918-1920, statsminister 1924-1926 og 1929-1942 og sad på statsministertaburetten i sammenlagt 15 år og 9 måneder, den længste regeringsperiode i det 20. århundrede.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Han var søn af karetmager, senere altmuligmand Peter August Stauning (1843-1903) og dennes anden hustru Caroline Elisabeth Hansen. Thorvald Stauning voksede op i et fattigt arbejderhjem i det indre København og fik kun en almindelig kommuneskoleuddannelse. Fra 10-årsalderen havde han fast arbejde ved siden af skolegangen. Han blev udlært som cigarsorterer i 1892 og deltog i fagforeningsarbejde. Stauning blev hovedkasserer for Socialdemokratisk Forbund i 1898 og dettes forretningsfører i 1910.

Thorvald Stauning var kendt for at være kvindeglad og fik et barn, Holger, uden for ægteskabet med en kvinde fra cigarfabrikken, ved navn Caroline Levin. På et tidspunkt krævede socialdemokraterne ham indlagt for alkoholmisbrug. Stauning blev gift med Anna som døde ved en trafikulykke på en ferie. Derefter var han en feteret enkemand og senere gift med Olga og senere skilt. Han havde affærer med Sylvia Pio (datter af socialdemokratiets stifter) og senere Augusta, som fik titel af husbestyrerinde. [Kilde mangler]

Stauning blev i maj 1903 afhørt efter et besøg hos den kendte prostituerede Pipita i Århus.Han erkendte at have betalt for hendes ydelser med 2 kroner og nogle småmønter.

Som følge af Staunings angivelse måtte Pipita afsone 90 dages tvangsarbejde,Stauning slap for straf og tog derefter til den 10. socialdemokratiske Kongres i Århus[1].

Politisk karriere[redigér | redigér wikikode]

I 1906 blev han i Faksekredsen valgt til Folketinget, hvor han fra starten var en af de ledende kræfter i folketingsgruppen. I 1910 afløste han Peter Knudsen som leder af Socialdemokratisk Forbund. Sideløbende med sit landspolitiske arbejde var Stauning aktiv i københavnsk politik og var medlem af Borgerrepræsentationen. I 1918 skiftede han valgkreds til København, for at kunne deltage mere aktivt i kommunalpolitik, og han var formand for Borgerrepræsentationen fra 1919 til han blev statsminister i 1924. Stauning besad en naturlig myndighed, og i forbindelse med udspringet i arbejderklassen gjorde det ham til den selvfølgelige leder af den socialdemokratiske bevægelse.

Sin første ministerpost havde han fra 1916-20 som socialdemokratisk såkaldt kontrolminister i den radikale Zahle-regering. I 1920 under Påskekrisen lykkedes det Stauning at holde balancen i den højspændte politiske situation, hvor han maksimalt udnyttede truslen om en generalstrejke uden at bryde broerne til modstanderne.

Ved folketingsvalget i 1924 gik Socialdemokratiet syv mandater frem, hvormed Socialdemokratiet blev Folketingets største parti. Socialdemokratiet dannede efterfølgende regering under Stauning, som ikke havde problemer med at blive accepteret som regeringsleder af kongen, da han modsat J.C. Christensen i 1901 allerede havde fungeret som minister samt under påskekrisen havde udvist tålmodighed og taktisk overblik. Et stort reformprogram blev vanskeliggjort af de parlamentariske forhold, hvorfor regeringen efter et folketingsvalg måtte gå i 1926 og blev afløst af Venstre under Thomas Madsen-Mygdal.

Stauning udnævnte også Danmarks første kvindelige minister, da Nina Bang blev undervisningsminister i 1924. Hun var en af verdens første kvindelige ministre.

I 1929 opnåede Socialdemokratiet sammen med Det Radikale Venstre flertal i Folketinget, og hermed indledtes den lange og legendariske Stauning-Munch æra i dansk politik med Stauning som statsminister og den radikale P. Munch som udenrigsminister. Trediverne var kriseår med enorme arbejdsløshedstal og store vanskeligheder for landbruget, men alligevel lykkedes det i modsætning til mange andre lande at sikre stabilitet i det danske samfund. I 1933 indgik regeringen med Venstre Kanslergadeforliget, der sikrede en vidtgående socialreform, og da man gik til valg i 1935, opnåede Socialdemokratiet under det berømte slogan Stauning eller Kaos at få mere end 46% af stemmerne, et resultat, partiet endnu ikke har overgået. Det var lykkedes Stauning at opnå status som ”landsfader”, og Socialdemokratiet fik stemmer fra store befolkningsgrupper uden for arbejderklassen.

Det betyder dog ikke, at Stauning var fri for nederlag. I 1939 var det for Stauning en stor skuffelse, at forslaget om en grundlovsrevision blev forkastet. Besættelsen den 9. april 1940 var dog et endnu hårdere slag for den aldrende statsminister.

Op gennem 1930'erne havde regeringen og oppositionen diskuteret mulighederne for et territorialforsvar af Danmark, der var blevet aktualiseret af Hitlers magtovertagelse i Tyskland, der på sigt kunne true Danmarks eksistens som selvstændig nation. Oppositionen mente, at Stauning-Munch regeringens forsvarsreformer i 1932 og i 1937 efterlod det danske forsvar så svækket, at man ikke kunne afskrække endsige bekæmpe et angreb på Danmark. Regeringen mente på sin side, at et egentligt forsvar af Danmark ville være nytteløst, og fulgte derfor en anden strategi: Dels investerede man i sociale reformer, som fx socialreformen i 1933, der skulle styrke det nationale sammenhold, og forhindre opslutning til totalitære idéer som nazisme og kommunisme blandt danske arbejdere. Dels forsøgte man ikke at provokere Tyskland bl.a. af frygt for at Hitler ville gøre krav på Sønderjylland, der var blevet genforenet med Danmark i 1920.

Staunings gravsten

Stauning led et knæk d. 9. april 1940 da Danmark blev invaderet af tyskerne. Han stod dog alligevel i spidsen for samlingsregeringen, der blev dannet under Besættelsen og samarbejdede modvilligt med besættelsesmagten i henhold til aftalen mellem alle partier, frem til sin død i 1942. Han er begravet på Københavns Vestre Kirkegård.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Gunnar Fog-Pedersen, Vor Regering og Rigsdag, Nordisk Forlag, København 1936.

Kilde/ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

  • Axel Andersen: Fortjente personers gravsted på Københavns Kommunes kirkegårde, Københavns Kommune 1997.
Socialdemokraternes formænd

Pio (1871-1872) • Würtz (1872-1873) • Klein (1874-1875) • Pio (1875-1877) • Hørdum (1877) • Meyer (1878) • Wiegell (1878-1879) • Hørdum (1880-1882) • P. Knudsen (1882-1910) • Stauning (1910-1939) • Hedtoft (1939-1941) • Andersen (1941-1945) • Hedtoft (1945-1955) • Hansen (1955-1960) • Kampmann (1960-1962) • Krag (1962-1972) • Jørgensen (1972-1987) • Auken (1987-1992) • Nyrup Rasmussen (1992-2002) • Lykketoft (2002-2005) • Thorning-Schmidt (2005–)

Dansk Stub
Denne artikel om en dansk politiker er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Politiker