Erik Scavenius

Erik Scavenius
27. statsminister i Danmark
Embedsperiode 9. november 1942 – 29. august 1943 (formelt til 5. maj 1945)
Monark	Christian 10.
Foregående	Vilhelm Buhl
Efterfulgt af	Vilhelm Buhl
Personlige detaljer
Født	13. juni 1877 Klintholm på Møn
Død	29. november 1962 (85 år) Gentofte
Politisk parti	Det Radikale Venstre
Profession	Cand.polit.
Regering	Regeringen Scavenius

Erik Julius Christian Scavenius (13. juni 1877 på Klintholm på Møn - 29. november 1962 i Gentofte) var en dansk statsminister fra 9. november 1942 til 29. august 1943 (formelt til 5. maj 1945).

Baggrund

Erik Scavenius var en af de syv sønner, som godsejer Carl Sophus Scavenius til Klintholm på Møn efterlod sig. Han følte sig stærkt knyttet til familien og udtalte sig trods sin stærke tilknytning til Det Radikale Venstre altid anerkendende om højremanden konseilspræsident J.B.S. Estrup til Kongsdal, der var faderens fætter. Erik Scavenius forberedte sig tidligt på en karriere i søværnet og påmønstrede 1891 som frivillig lærling krydseren Ingolf. Han fortsatte derefter som søkadetaspirant på kadetskibet Dagmar, men dumpede 1894 ved optagelsesprøven til søofficersskolen. Herom udtalte han sig med tydelig bitterhed mere end 60 år senere i et filmet interview. Sagen var, at hans foresatte lod ham dumpe ved at give ham en lav karakter i "Forhold om bord", som tildeles af chefen efter skøn uden nærmere begrundelse.

Karriere

Da han 17-årig stod på bar bund efter forsøget på at blive søofficer, gik han på studenterkursus, bestod artium og læste videre på Københavns Universitet for at kvalificere sig til diplomat. Han blev cand.polit. i 1901 og begyndte 1. april samme år som volontær i Udenrigsministeriet på Kongens Nytorv. Han blev fast ansat efter udstationering i 10 uger som fungerende legationssekretær til Sankt Petersborg og gjorde derefter kortvarigt tjeneste ved legationerne i Stockholm, Berlin og Paris. Fra 1906 var han ledende legationssekretær i Berlin under kammerherre Johan Hegermann-Lindencrone, som han sympatiserede med, og hvis syn på det dansk-tyske forhold lå helt på linje med hans eget.

Politisk karriere

Det var en overraskelse, da han i 1909 blev udnævnt som udenrigsminister i Zahles første ministerium. Årsagen var, at han som modstander af dansk militarisme sympatiserede med det Radikale Venstres syn på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik og lagde stor vægt på, at det sønderjyske spørgsmål ikke fik lov at forgifte forholdet mellem Danmark og Tyskland. Zahle fik kongen til at acceptere ham som udenrigsminister ved at stille krav om partitilhørsforhold til de andre mulige kandidater. Erik Scavenius havde intet imod at melde sig ind i Det Radikale Venstre, som han forblev medlem af til 1932, hvor P. Munch afløste ham som udenrigsminister.

I 1912 blev han gesandt i Wien og Rom og var derefter igen udenrigsminister i det andet ministerium Zahle fra 1913-20. 1918 blev han tingvalgt medlem af Landstinget, hvilket han var indtil 1920 og atter 1925-27.

Stats- og udenrigsminister Erik Scavenius (t.v.) sammen med den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best.

Erik Scavenius var udenrigsminister under hele 1. verdenskrig og spillede hovedrollen i bestræbelserne på at få de krigsførende til at acceptere den danske neutralitetspolitik og holde Danmark uden for krigen. Det medførte beskyldninger om at hælde mod Tyskland og gjorde ham ilde lidt i nationale kredse^{[Kilde mangler]}. Det kom stærkt til udtryk efter Tysklands nederlag, fordi han advarede mod at benytte de gunstige konjunkturer til at inkorporere en talstærk tysk befolkning i det danske rige. I forbindelse med Genforeningen i 1920 holdt han derfor strengt på nationalitetsprincippet. Flensborg skulle kun være dansk, hvis et flertal af flensborgerne gav udtryk for ønske om det. Det skete ikke, og efter pres fra nationalistiske kredse forlangte kong Christian 10., at statsminister Zahle skulle opløse rigsdagen og udskrive nyvalg. Zahles vægring herved udløste hans afgang og den såkaldte påskekrise.

I mellemkrigstiden var Scavenius 1922-24 formand for Det Radikale Venstre og var ligeledes i en årrække formand for Politikens bestyrelse. Desuden var han 1924-1932 gesandt i Stockholm og derefter tilknyttet den danske delegation ved Folkenes Forbund i Geneve : Han ledede den i dr. Munchs fravær. Han fratrådte 1. maj 1937, kort før han fyldte 60 og var indstillet på at udtræde af aktiv tjeneste.

Sådan skulle det ikke gå. Efter Danmarks besættelse i april 1940 blev Scavenius i juli på ny udenrigsminister i ministeriet Stauning, fordi der efter den tyske besættelse var stor uvilje mod, at dr. P. Munch forblev i regeringen. Christian 10. nægtede kategorisk at acceptere en rekonstrueret regering under Th. Stauning, hvis dr. Munch stadig figurerede på listen og bad Th. Stauning forhøre sig endnu engang hos Erik Scavenius. Resultatet blev, at dr. Munch indvilgede i at træde tilbage og pegede på Erik Scavenius som sin afløser. Som under 1. verdenskrig blev Scavenius hovedpersonen i kontakten med tyskerne. Han mente, at Danmark ville få det bedst mulige ud af situationen, hvis landet var imødekommende over for - eller endda foregreb - tyske ønsker på områder, som den danske regering på grund af magtforholdene før eller siden ville komme til at give efter på. Han kunne så opnå at være bedre forberedt end de tyske forhandlere og opnå resultater, som ellers ville være vanskelige. Hans politik lykkedes, og besættelsen forløb mere fredeligt i Danmark end i de andre tyskbesatte områder. Intern modstand gjorde, at Erik Scavenius truede med sin afgang for at gennemføre sin politik.

Efter Staunings død i foråret 1942 blev Vilhelm Buhl statsminister, men han måtte allerede i november samme år gå af som følge af, at Christian 10. havde takket den tyske fører for en fødselsdagshilsen på en måde, som føreren anså for direkte uforskammet (Telegramkrisen). Den tyske gesandt blev hjemkaldt og en nazistisk rigsbefuldmægtiget med solide relationer til de ledende tyske nazister, dr. Werner Best, blev udpeget til at styre Danmark. Det lykkedes dr. Best at få Hitler til at accepterede en regering under Erik Scavenius, som både blev stats- og udenrigsminister. Befolkningens voksende skeptiske indstilling mod Tyskland og samarbejdspolitikken kulminerede i uroligheder i de store byer, hvorefter besættelsesmagten stillede den danske regering et ultimatum, som den afslog den 29. august 1943. Den tyske militære ledelse erklærede undtagelsestilstand, og Scavenius deponerede sin afskedsbegæring hos kongen, hvorefter regeringen ophørte med at fungere. Danmark fik departementschefstyre til krigens slutning.

Scavenius' rolle under besættelsen er omdiskuteret. I mange år stod han som et symbol på samarbejdspolitikken, der af mange betragtedes som en sort plet på danmarkshistorien og som modsætning til frihedskampen. Dette synspunkt er senest fremført af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Historikere som Bo Lidegaard og Søren Mørch har søgt at rehabilitere Scavenius ved bl.a. at fremføre, at hans politik sparede den danske befolkning i almindelighed og de danske jøder i særdeleshed for store lidelser, og der er også bred enighed blandt historikere om, at samarbejdspolitikken indtil august 1943, hvor Scavenius netop også valgte at indgive regeringens afskedsbegæring, nød bred opbakning blandt befolkningen. Dette kan bl.a. ses i den opbakning partierne bag den fik ved folketingsvalget d. 23. marts 1943.

Scavenius arvede 1914 herregården Voergård i Nordjylland, som han afhændede 1946. Han er begravet i slotsparken.

Eksterne henvisninger

• Viggo Sjøqvist: Erik Scavenius En biografi Bd. 1-2 Gyldendal 1973

Foregående:	Danske udenrigsministre 24. juni 1913 til 30. marts 1920	Efterfølgende:
Edvard Brandes		Henri Konow