Shia-islam

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Imam Ali-moskeen i Najaf, Irak, hvor den første Imam, ʿAlī ibn Abī Ṭālib, ligger begravet.

Shiisme (arabisk: شيعة, IPA: [ʃiːʕɑh], Šī‘ah eller Shī‘ah, nogle gange stavet som shi'a og Shia) eller shia islam er den næststørste trosretning inden for islam. Tilhængere af shia islam er kendt som shī‘a, shī‘a-muslimer eller shī‘ītter (shiitter).

Trosretningen shiisme er som andre islamiske retninger baseret på Koranen og på lære og traditioner, der stammer fra islams profet Muhammed. Shiitter anser dog specielt Muhammeds nære familie, Husets Folk for at have en særlig åndelig[1][2] og politisk[3] ret over samfundet. Endvidere mener man, at ʿAlī ibn Abī Ṭālib, som var Muhammeds svigersøn og fætter, var den første imam og den retmæssige stedfortræder[4] for profeten Muhammed, hvorfor legitimiteten af de første tre 'historiske' retledte kaliffer benægtes. Selvom shiismen samlet set er en minoritet i den muslimske verden, udgør retningen en majoritet i bl.a. Aserbajdsjan, Bahrain, Irak, Iran og Libanon[5].

Betegnelsen shī‘ah

Translitteration

Det arabiske ord for shiaislam eller shiisme: Shī‘ah; sammensat at bogstaverne šīn-yāʾ-ʿayn-tāʾ marbūṭa.

Betegnelsen Shī‘ī (arabisk: شيعي) i ental eller Shī‘ah (arabisk: شيعة) i flertal. Til tider skrives Shī‘ah med en apostrof (altså: Shi'a) som er teknisk ukorrekt, eftersom det arabiske bogstav ʿayin (ع) som standard repræsenteres med en accent grave (`), venstre halv-cirkel (ʿ) eller et vendt komma (‘). Apostrofen repræsenterer det arabiske bogstav hamza (ء), som har en klar forskel i mening og udtale. Shī‘ah (flertal) afsluttes med det arabiske bogstav tāʾ marbūṭa, som også giver vanskeligheder i translitterationen. Det udtales som et blødt /h/ (eksempelvis: Shī‘ah), men i status constructus udtales det som /t/ (eksempelvis Shī‘at ‘Alī). Både tāʾ marbūṭa, accenttegnet og de lange vokaler undlades oftest i transkriptionen (eksempelvis Shia). I henhold til det arabiske chat-alfabet er translitterationen Shi3a. Den anbefalede form er Shī‘a, med eller uden den lange vokal.

Termen Shī‘a er ikke af nyere oprindelse, men er nævnt i Koranen og i traditionerne (ahadith) som betegnelse for tilhængere eller 'følgere'.

Koranen

I Koranen er benævnelsen shī‘a nævnt fire steder[6]. I to af disse vers (28:15 og 37:83) anvendes udtrykket eksplicit. I sidstnævnte koranvers betegnes en, som følger Moses, som shī‘a og en fjende af ham som 'aduwwih.

Traditioner (hadith)

I islamisk tradition (hadith) anvendes betegnelsen shī‘a specielt om ʿAlī ibn Abī Ṭālib og hans tilhængere, og at Muhammed anvendte denne betegnelse ved at sige til ʿAlī:

»Gode nyheder ʿAlī! Sandelig vil dig, dine ledsager og dine Shī‘a (tilhængere) være i Paradiset.«[7]

En tilsvarende række traditioner af samme karakter er anerkendt af både shia- og sunnimuslimer, men kun de førstnævnte anvender det som belæg for deres religiøse legitimitet.[8]

I en række ældre værker bliver definitionen på shī‘a og hvem de er også beskrevet. F.eks. citerer Ḥajjī Khalīfah (i bogen Kashf al-ẓunūn) følgende fra al-Zīnah af Abū Hātim Sahl ibn Muḥammad al-Sijistānī (d. 206/820):

"Under Sendebuddets [dvs. Muhammeds) levetid, var termen shī‘a en betegnelse på fire ledsagere: Salmān al-Fārsi, Abū Dharr al-Ghifārī, al-Miqdād ibn ʿAmr og ʿAmmār ibn Yāsir. Efter profeten Muhammeds død ville talrige af profetens ansete ledsagere samles omkring ʿAlī ibn Abī Ṭālib og blive identificeret med ham. [Også,] en gruppe muhājirūn (folk fra Mekka) og anṣār (folk fra Medina) blandt ledsagerne kom ikke frem for at give løfte om troskab til Abū Bakr; de valgte ʿAlī ibn Abī Ṭālibs side."[9]

I traditioner af senere dato ses betegnelsen shī‘a også anvendt for andre grupperinger omkring en person, som eksempelvis shī‘a af Muʿāwīya ibn ʿAbī Sufyān.[10]

Dansk litteratur

I dansk litteratur anvendes forskellige betegnelser for termen shī‘a og ofte i en historiemæssig kontekst, hvor shī‘at Ali betegnes 'Alis parti'.[11] Dette gælder også i danske leksika om islam.[12] Dansk litteratur oversætter termen shī‘a som bl.a. hjælpere, følgere, ledsagere, parti, partisaner (ældre betegnelse), oprørere (ældre betegnelse) og løsrivere (ældre betegnelse), alt afhængig af kontekst. Årsagen til forskellene i betegnelse kan hænge sammen med forfatternes divergerende opfattelse om oprindelsen af shī‘a som trosretning.

Oprindelse

Betegnelsen 'Alis parti' anvendes oftest som en henvisning til de tidligste tilhængere af ʿAlī ibn Abī Ṭālib. Dette har selvfølgelig gjort termen rigt anvendt i historisk kontekst og derfor introducerer næsten alle bøger shiisme som 'Alis parti'. Blandt tidlige overleveringer og historikere med interesse for sekterisme, som anvender shī‘a og 'Alis parti' er:


  • Abū Hātim Sahl ibn Muḥammad al-Sijistānī (død 820), som i sin al-Zīnah bruger termen Shī‘a i betydningen trosretning:
"Termen "Shī‘a" var den første af sin art, der forekom indenfor islam for betegnelsen af en denomination (madhhab), og det var titlen på de fire ledsagere af profeten: Abū Dharr, ʿAmmār, Miqdād og Salmān al-Fārsī. Disse fire var også de enestående følgere af ʿAlī." Han tilføjer også: "Senere, under Slaget ved Ṣiffin, blev termen anvendt om [alle], der fulgte ʿAlī."[13]
  • Den shiitiske retskyndige al-Ḥasan bin Mūsā al-Nawbakhtī (død mellem 912-922) beskrev i sit værk om sekterisme, Kitāb Firaq al-Shī‘a ("Bogen om Shī‘a denominationer") følgende om den første denomination:
"Den første denomination er Shī‘a. De er partiet af ʿAlī ibn Abī Ṭālib, som også er kaldt Shī‘atu ʿAlī ('Alis parti'). De var kendt for at støtte ham [i.e. ʿAlī] og tro på hans Imamat (imāmah). Blandt disse var al-Miqdād b. al-Aswad, Salmān al-Fārisī, Abū Dharr Jundub b. Junāda al-Ghafārī, ʿAmmār b. Yāsir og enhver, som var enig med ʿAlī. De var de første [muslimer], der blev kaldt ved dette navn, selvom ordet "Shī‘a" er en gammel term, oprindelig fra Shī‘a af Abraham (Ibrāhīm), Shī‘a af Moses (Mūsā), Shī‘a af Jesus (ʿĪsā) og andre profeter."[14]

Historikere har dog forskellige opfattelser af, hvornår denominationen Shī‘a blev til. Der er en vis enighed om, at 'Alis parti' bestod af en række 'følgere', som fulgte Ali (og senere hans sønner Hasan og Hussein), men der er uenighed om, hvornår dette følgeskab begyndte. Opfattelserne er delte mellem

  • at 'Alis parti' blev dannet under profeten Muhammeds levetid.
  • at termen 'Ali parti' fik sin gennemslagskraft under kalifattet af samme person, og at der ikke kan tales om 'Ali parti' før efter Slaget ved Ṣiffin.
  • at det først var efter hans yngste søn Husseins død under Slaget ved Karbala, at 'Alis parti' blev formet i praktisk forstand.

Vestlig forskning har oftest tenderet mod at anse en af de sidste to muligheder for den mest sandsynlige forklaring. Den første opfattelse har dog også tilhængere.[15]

Første shī‘a

Traditionerne anser følgende fire for at være de første shī‘a:

Udover disse fire inkluderes ʿAlī ibn Abī Ṭālibs nære familie, specielt profetens datter Fāṭimah al-Zahrā (ʿAlī's hustru) og hans to sønner Hasan og Hussein.

Efterfølgende Shī‘a

De efterfølgende shiitter fandtes naturligt nok i Ḥijāz blandt profetens Muhammeds ledsagere og findes gengivet i islamiske historiske og biografiske værker. De er oftest opdelt efter:

  • Hashimitter (banū Hāshim) efterkommere af profetens Muhammeds oldefar Hāshim.[16]
  • Alle andre, som ikke er beslægtet med profeten Muhammed.

Shī‘a voksede fra ʿAlīs nære familie og de fire første Shī‘a til en større skare af tilhængere. Efter ʿAlī's død overgik imamatet til hans ældste søn Hasan.[17] Efter Hasans død ville ʿAlī's yngste søn Hussein få overdraget imamatet og således også følgeskabet.

Fra Ḥijāz spredte shiismen sig først til Bilād al-Shām (i det nuværende Syrien og Libanon), specielt som følge af, at den tredje historiske kalif ʿUthmān havde sendt Abū Dharr i eksil i Damaskus (hvor Muʿāwīya ibn ʿAbī Sufyān var guvernør). Abū Dharr prædikede her 'den sande islam [i.e. Shiisme]' og opfordrede folk til at støtte og følge ʿAlī. Shiisme blev herved styrket i Syrien, og udbredtes specielt under Hamdānid-dynastiet og senere.

Senere og nutidig Shī‘a

Den shī‘a-islamiske tro inkluderer en bred vifte af forskellige grupperinger[18]. Herunder findes en række forskellige teologiske overbevisninger, retsskoler og filosofiske og åndelige forskelligheder.

Den dominerende retsskole (som også udgør størstedelen af Shī‘a på verdensplan) er 'Tolver'-retsskolen (ithna- ashariyyah), også kendt som Jafari-retsskolen, som udgør omkring 85 % af samtlige. Den har sit navn efter troen på de tolv imamer, og findes hovedsageligt i Iran (90%), Azerbaijan (85%), Bahrain (75%), Irak (65%), Yemen (45%), Libanon (45%) og Kuwait (30%). Den udgør også en stor minoritet i Pakistan (20%) og Saudi Arabien (10–15%).[19] Termen Shī‘a refererer oftest til Tolver-Shī‘a alene.

De to mindre grupperinger er Ismaili og Zaidi, som begge bestrider 'tolv' imamer[20].

Tro

Stedfortræderen Ali

Shī‘a anser, at positionen som leder af den islamiske nation sker ved guddommelig udnævnelse – ligesom profeter er udnævnt af Allah, er stedfortræderen det også. Således anser Shī‘a, at Allah udvalgte Ali som stedfortræder for profeten Muhammed, og at udvælgelsen skete på guddommelig åbenbaring til profeten Muhammed, og derfor ikke afspejler dennes personlige eller subjektive holdning[21]. Udnævnelsen skete i Muhammeds levetid.[22] Ali indtog dog først stillingen som stedfortræder 35 år efter Muhammeds død.

Troen på guddommelig udnævnelse hviler bl.a. på et koranvers (al-Baqarah (Koen) 2:124), hvor Abraham bliver udnævnt som 'leder' (imam) for menneskene efter allerede at have været profet i en lang årrække forinden.[23]. Der opstilles herved en adskillelse mellem profetkald[24] og imamat.

Udnævnelsen af Ali ved Ghadir Khumm (MS Arab 161, fol. 162r, AD 1309/8 Ilkhanid manuskriptillustration).

Ud over denne reference til Koranen tillægges der også Ali en særlig betydning ifølge Sædvanerne af profeten Muhammed, ligesom shī‘a medregner en række forhold, der taler for Ali som stedfortræder: Ali var Muhammeds første fætter og eneste tætte mandlige familie. Ydermere var han også Muhammeds svigersøn, da han havde ægtet profetens datter, Fatima. Ali var kun ni år, da Muhammed modtog sin første åbenbaring. Endelig var Ali næst efter Muhammeds kone Khadidjah den første person, som accepterede profetens kald og blev muslim[25].

Shiitter og sunnitter ser forskelligt på udvælgelsen af kaliffer, idet shiitterne er af den opfattelse, at profeten Muhammed udpegede Ali til at være leder efter profetens død, og at imamerne så udpeger, hvem der skal være imam/leder efter deres død, mens sunnitterne mener, at udvælgelsen ikke bør baseres blot på slægtskab. Opdelingen i shī‘a- og sunnimuslimer skete i det syvende århundrede e.Kr. i forbindelse med mordet på Ali i 661 samt sønnen Husseins død i år 685 i Slaget ved Karbala, der gjorde ham til islamisk martyr.

Doktriner

Shia opdeler yderligere de grundlæggende doktrin i de teologiske og praktiske aspekter, hvor 'religionernes principper' behandler de teologiske aspekt af religionen, behandler 'religionens grene' de mere praktiske aspekter.

Religionens principper

Religionens principper (usul al-din) består af fem centrale teologiske aspekter af religionen:

  1. Enhed [af Gud] (tawhid)
  2. Retfærdigheden [af Gud] ('adl)
  3. Profeti (nubuwwa)
  4. Imamheden (imamah)
  5. Dommedagen (ma'ad)[26]

Religionens grene

Religionens grene (furu al-din): består af ti praktiske aspekter af religionen:

  1. Bønnen (salah)
  2. Fasten (sawn)
  3. Pilgrimsrejsen (hadj)
  4. Almissen (zakat)
  5. En-femtedel skatten (khums)
  6. Bestræbelse/kamp (jihad)
  7. Påbyde det rette (amr bil Maruf)
  8. Forbyde det forkerte (nahy an al-Munkar)
  9. Kærlighed til Husets Folk og deres følger (tawalla)
  10. Adskille sig fra fjender af Husets Folk (tabarra)

Fællesskab

Demografi

Kort med fremhævelse af Shī‘a på verdensplan.

Mellem 15-20% af verdens muslimer er Shī‘a, som sammenlagt udgør omkring 215 millioner Shī‘a på verdensplan[27]. Selv om shiamuslimerne udgør en minoritet blandt muslimer på verdensplan, udgør de en majoritet i bl.a. Aserbajdsjan, Bahrain, Iran og Irak.

Det er ikke muligt at give et mere præcist skøn over antallet af shiamuslimer, da der eksisterer undertrykkelse af minoriteter i visse lande. Bl.a. blev diskrimination af shiamuslimer i Saudi-Arabien officiel ved oprettelsen af Huset Saud i 1926[28]. I visse tilfælde skyldes det politiske årsager eller manglende statistik. Ydermere er der stadig lande, hvor den største befolkningsgruppe undertrykker shiamuslimerne; i sådanne tilfælde skjuler shiamuslimer deres tro af frygt for deres liv. Dette finder sted i lande som Saudi-Arabien, Kina og Egypten[29].

Der er ingen statistik over antallet af shiamuslimer i Danmark, da det her ikke er tilladt at føre statistik over folks religiøse overbevisning. Der er blevet givet forskellige skøn over antallet af muslimer i Danmark på baggrund af bl.a. tidligere geografiske bopæl. Disse skøn fortæller dog kun noget om alle muslimske grupperinger i Danmark som en helhed og ikke nødvendigvis om antallet af shiamuslimer i Danmark.

Oversigt over antallet af shiamuslimer i en række lande i Asien:
Land Befolkningstal Shiamuslimer % af befolkningen som er shiamuslimsk Noter
Iran 68.700.000 61.800.000 89,96
Pakistan 165.800.800 33.200.000 20,02
Irak 26.000.000 17.400.000 66,92
Tyrkiet 71.517.100 15.000.000 20,97 [30],[31]
Indien 1.009.000.000 11.000.000 1,09
Yemen 23.800.000 10.710.000 45,00 [32]
Aserbajdsjan 9.000.000 7.600.000 85,00
Afghanistan 31.000.000 5.900.000 19,03
Saudi-Arabien 27.000.000 4.000.000 14,81
Syrien 18.000.000 2.200.000 12,22 [33]
Libanon 3.900.000 1.700.000 43,59
Tajikistan 7.300.000 1.100.000 15,00 [34]
Kuwait 2.400.000 730.000 30,42
Bahrain 700.000 520.000 74,29
Forenede Arabiske Emirater 2.600.000 160.000 6,15
Qatar 890.000 140.000 15,73
Oman 3.100.000 31.000 1,00
Kilde: Baseret på indsamlet data fra talrige videnskabelige artikler, regeringer og ngo'er i Mellemøsten og Vesten.


Helligdomme

Imam Ali-moskeen i Najaf, Irak.

Shimuslimer betragter en række monumenter og byer som værende hellige, og nogle af disse deles med sunnimuslimer.

Der henvises til, at imamen Jafar al-Sadiq, som var sjette imam, har berettet: "Imam Ali-moskeen er den tredje af sammenlagt fem hellige steder: Mekka, Medina, Imam Ali-moskeen i Najaf, den anden Shia Imam Hussein Mausoleet i Karbalā og mausoleet for Fātimah – datter af den syvende Shia Imam Musa al-Kadhim i Qom, Iran"[35].

Helligdommene besøges af shiamuslimer, enten i form af pilgrimsfærd (arabisk: زيارة Ziyārah/Ziyārat, betyder 'at besøge'), for at sende deres hilsen eller for at vise respekt for personen, der er gravlagt.

Blandt disse steder kan nævnes:

Det er estimeret, at kun byerne Mekka og Medina overgår Najaf i antallet af muslimske pilgrimme på årlig basis.

Grene

Der findes flere forskellige retninger inden for shiaislam, hvoraf nogle af de vigtigste er:

  • Syv-imam-linjen, også kaldet ismailitter (arabisk: لإسماعيلي al-isma'ili). Denne gruppe findes specielt i Indien, Pakistan og Østafrika. Af mest kendte ismailitiske trosretninger kan nævnes nizari og mustali.
  • Fem-imam-linjen eller Zaidi (arabisk: الزيدية al-zaidiah). Denne gruppe findes primært i Yemen. Zaidi mener ikke, at Imam Ali var guddommeligt udpeget. De mener heller ikke, at imamerne var ufejlbarlige.

Litteratur

  • (dansk) Kashi, Iman. Shiisme – Oprindelse, Tro & Praksis. København, 2012 | ISBN 978-87-995500-0-5.
  • (dansk) Hansen, Henny Harald. Shi'a Islam. København, 1983.
  • (engelsk) Dahlén, A. Islamic Law, Epistemology and Modernity. Legal Philosophy in Contemporary Iran, New York, 2003.
  • (engelsk) Momen, M. An Introduction to Shi'i Islam: History and Doctrines of Twelver Shi'ism. Yale, 1987 | ISBN 978-0-300-03531-5.

Kilder

  1. ^ Der findes også andre grupperinger, som anser Husets Folk for at have særlig åndelig og politisk ret, se evt.: Al-Nawbakhtī, al-Ḥasan ibn Mūsā, Kitāb Firaq al-Shī‘a (Shī‘a Sects), oversat og introduceret på engelsk af Kadhim, Abbas, Islamic College for Advanced Studies, 2007.
  2. ^ Bahmanpour, M.S., The Spiritual Stance of the Shi'a Imams, Islamic College for Advanced Studies, London, UK – Journal of Shi'a Islamic Studies – Bind I, Nummer 2, første artikel – The Spiritual Stance and the Role of Imams from the Holy Family, side 4-13.
  3. ^ Vaezi, Ahmad, Shia Political Thought, Islamic Centre of England, 2004. Kapitel 2, The Concept of Imamate, side 54-56.
  4. ^ En 'stedfortræder' (ental khalīfah, flertal khulāfa’) anvender shiitter om en, de mener forvalter Guds vilje. Betegnelsen 'efterfølgere' anvendes for de selvvalgte kaliffer efter profeten Muhammeds død. Eftersom Shī‘a islam anser, at der var en række guddommeligt udvalgte kaliffer efter profeten Muhammed, tales der her om 'stedfortrædere' fremfor efterfølgere. Se bl.a.: Butler, Jean og Hoffman, Thomas, Gads Leksikon om Islam, opslag Kalif, side 149-150.
  5. ^ Shiaislam – Shī‘a muslimer i verden, i henhold til World Population Clock og International Data Base (IDB) og The Gulf 2000 Project SIPA.
  6. ^ Koranen 24:19; 28:15; 37:83; 54:51 og 30:31-32.
  7. ^ Sunni kilder: Fadha'il al-Sahaba, af Ahmad Ibn Hanbal, b. 2, s. 655; Hilyatul Awliyaa, af Abu Nu'aym, b. 4, s. 329; Tarikh, af al-Khateeb al-Baghdadi, b. 12, s. 289; al-Awsat, af al-Tabarani; Majma' al-Zawa'id, af al-Haythami, b. 10, s. 21-22; al-Sawa'iq al-Muhriqah, af Ibn Hajar Haythami , kapitel XI, afsnit I, s. 247 og al-Darqunti, som beretter at denne overlevering er overleveret af talrige berettere.
  8. ^ Se eksempelvis: Shi'ite Encyclopedia, kapitel 1b: The Term "Shī‘a" in Quran and Hadith
  9. ^ Kilde: al-Yaʿqūbī, Ta‘rīkh, b. 2, s 124. Også citeret ordret i History of Islamic Philosophy, redigeret af Seyyed Hossein Nasr og Oliver Leaman, kapitel 8: "Twelve-Imām Shi‘ite theological and philosophical thought."
  10. ^ Shomali, Mohammad A., Shī‘a Islam – Origins Faith & Practices, Islamic College for Advanced Studies Press (ICAS), 2003 – Origins of Shī‘sm – The Meaning of the Term Shī‘a, side 13.
  11. ^ Se bl.a.: Hvad er Islam, Jørgen Bæk Simonsen, Sunni og Shia s. 37; Politikens Håndbog i Verdens Religioner, redigeret at Mikael Rothstein, "Shia-Islam" s. 146.
  12. ^ Se bl.a. Politikens Religionsleksikon, af Arild Hvidtfeldt (1991), Islam Leksikon, af Jørgen Bæk Somonsen (1994), Gyldensdals Religionleksikon – Religion, Livsanskuelse, redigeret ved Finn Strefánsson og Asger Sørensen (2006) og Gads Leksikon om Islam, redigeret af Jean Butler og Thomas Hoffmann (2008).
  13. ^ Ibid., bd. 3, s. 10.
  14. ^ Shī‘a Sects, oversat, introduceret og annoteret af Abbas Kadhim, ICAS Press, London, 2007, s. 60.
  15. ^ Se bl.a. The Succession to Muhammad, af Wilferd Madelung, Cambridge University Press, 1997.
  16. ^ Slægtskab med profeten Muhammed er af stor betydning indenfor shiisme, som bl.a. også bliver tiltalt med den ærestitlen "Sayyid".
  17. ^ Hasan valgte at abdicere sin ret til kalifatet – men blandt sine tilhængere blev han dog stadig anses som den guddommelige og udvalgte leder.
  18. ^ Al-Nawbakhti-, al-H.asan ibn Mu-sa-, Kita-b Firaq al-Shi-‘a (Shi-‘a Sects), oversat og introduceret på engelsk af Kadhim, Abbas, Islamic College for Advanced Studies, 2007.
  19. ^ International Crisis Group. The Shiite Question in Saudi Arabia, Middle East Report No. 45, 19 September 2005.
  20. ^ Ismaili betegnes også som Syvere (al-isma-'i-liyyun), da de kun anerkender syv imamer. Retsskolen er stiftet af Ismail ibn Jafar. Zaidi eller femmere er stiftet af Zayd ibn Ali-. Betegnelsen 'femmer' er ikke altid passende til Zaidi shī‘a-muslimer, da visse afgreninger af Zaidi også tror på tolv imamer.
  21. ^ Se bl.a.: Momen, Moojan, An Introduction to Shi'i Islam – The History and Doctrines of Twelver Shi'ism, Yale University Press, New Haven & London, 1985. Kapitel 2: Question of the Succession to Muhammad, side 11-17.
  22. ^ Merriam-Webster's Encyclopedia of World Religions, Wendy Doniger, Consulting Editor, Merriam-Webster, Incorporated, Springfield, MA 1999, ISBN 0-87779-044-2, LoC: BL31.M47 1999, p. 525
  23. ^ Ayatullah Mutahheri, Murtaza, Man and Universe, Ansariyan Publications, Qum Iran, 2003. Kapitlet: Imamat in the Qur'an – Imamat in Prophet Ibrahim's Progeny, side 535.
  24. ^ Profetkald (nubuwwah, arabisk: نبوة) betegnes også som profetisme.
  25. ^ Visse sunni-muslimske kilder betegner Abu Bakr som den første muslim i stedet for Ali. Men også anerkendte og respekterede sunni-traditionssamlinger indeholder eksempler på, at Ali var den første. Se eksempelvis: Tirmidhī, Sunan, Bind 2, side 300, 301; Ibn Ḥanbal, Musnad, Bind 1, side 209-210. De forskellige opfattelser kan skyldes, at Ali kun var en ung dreng, da han blev muslim, hvorimod Abu Bakr var den første voksne mand til at acceptere islam.
  26. ^ Se også Qiyâmah
  27. ^ Pew Forum on Religion & Public Life.
  28. ^ Discrimination towards Shia in Saudi Arabia
  29. ^ Shiaislam – Shia muslimer i verden.
  30. ^ World Directory of Minorities and Indigenous Peoples - Turkey : Alevis
  31. ^ Shankland, David (2003). The Alevis in Turkey: The Emergence of a Secular Islamic Tradition. Routledge (UK). ISBN 0-7007-1606-8.
  32. ^ http://en.wikipedia.org/wiki/Islam_in_Yemen
  33. ^ The Shiite Turn in Syria » Current Trends in Islamist Ideology
  34. ^ http://en.wikipedia.org/wiki/Islam_in_Tajikistan#Demographics_and_early_history
  35. ^ Escobar, Pepe (24. maj 2002). "Knocking on heaven's door"
  36. ^ Hovedretninger inden for islam | religion.dk

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til:
  • shiaislam.dk Shia Islam – Imamiyyah Ithna Ashariyyah. Information om islam med udgangspunkt i shiisme.
  • salam.nu Foreningen Salams officielle hjemmeside med bl.a. artikler omhandlende shiisme og shiaislam.
  • islamdk.dk Blog om islam med fokus på både shia- og sunniislam.
  • islam-online.dk Islam mhp. shia-skoleretningen.
  • shiaonline.dk Forum for shiamuslimer.
  • ashura.dk Shiittisk hjemmeside dedikeret til tragedien i Karbala (ashura).
  • ahlulbayt.dk En side om Ahlul Bayt, Profeten Muhammeds hustandsfolk.
  • wilayah.dk Islamisk side med bl.a. artikler, klummer, bedømmelser mm.