Pilgrimsfærd

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En pilgrimsfærd (valfart) er en rejse, der foretages med et religiøst formål. Rejsen vil normalt omfatte besøg på et eller flere hellige steder. Både rejsens mål og form kan være underkastet forskellige religiøse forskrifter.

Ordet pilgrim kommer fra latin peregrini (= dem, der går mellem markerne), af per og agri (= ager, mark). Romerne kaldte sig cives Romani (= borgere af Rom), mens alle andre kaldtes peregrini, der bedst kan oversættes med "fremmede". I kristendommen fik ordet efterhånden en anden valør. [1]

Antropologerne Edith og Victor Turner beskriver pilgrimsfærd som et frivilligt og individuelt initiationsritual. Det skal rense den rejsende og bringe ham nærmere det guddommelige, gennem en rejse til et helligt sted, der er tæt forbundet med myter, og hvor guddommelige begivenheder har og vil finde sted.[2] Alle de elementer, der omgiver en pilgrimsrejse, har betydning. Hvad der sker på og efter hjemrejsen har for eksempel lige så stor betydning som på udrejsen. Det samme gælder de relaterede bygningskomplekser, lige som tids-dimensioner, mytiske eller folkloristiske superstrukturer, som den litteratur, de legender eller lignende, der knytter sig til et valfarststed.

De elementer, som gør helligdommen hellig, defineres af de tilrejsende. Det er dem, der giver helligdommen dens betydning, og den således får mening fra den kultur, hvor den besøgende kommer fra. Helligestedet skabes med andre ord derfor ud fra idéer den besøgende har bragt med sig, og dets karaktér defineres af dets brugere. [3]

Pilgrimsfærd i kristendommen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikel: Kristen pilgrimsfærd i middelalderen

Indenfor katolicismen bruges pilgrimsfærd som en bodshandling, og er derfor ikke i sig selv underlagt en fast liturgi, men indgår et element i bodssakramentet. Pilgrimsfærd har alligevel siden middelalderen spillet en stor rolle. I højmiddelalderen var vejene fyldt med pilgrimme, og mange mennesker var på mindst en rejse i deres liv. [4] Stedernes prominens var forskellige, men det mest betydningsfulde valfartsmål i hele middelalderen var Gravkirken i Jerusalem, så Rom og dernæst Santiago de Compostela. Steder som Canterbury, Køln og Vézelay havde også stor betydning i hele den katolske verden, men overalt i Europa fandtes der pilgrimsmål af mere eller mindre lokal betydning. De mest kendte steder som Jerusalem og Compostela krævede en lang og besværlig rejse, medens andre som f.eks. den af Geoffrey Chaucer beskrevne rejse til Canterbury ikke stillede de store krav.

En vellykket valfart var en ny dåb og en mulighed for en ny start på livet, hvor man var renset for det tidligere livs synder. På en rejse til Jerusalem blev alle begivenheder og problemer indtolket i forståelsen af myten om Jesuslidelse og død, og den rejsende kunne på denne måde opleve en personlig udfrielse gennem associationen med det guddommelige.

I dag foretager især katolikker pilgrimsfærd / valfarter til en række steder, som er knyttet til undergørende helgener, blandt de mest populære i vore dage er Žemaičių Kalvarija, Einsiedeln, Loreto, Lourdes, Rom og til Santiago de Compostela ad Jakobsvejen. Valfartsstederne i Danmark var i den katolske tid ofte hellige kilder.

I nutiden er pilgrimsvandring blevet almindelig også i evangelisk kristen sammenhæng. Der arrangeres pilgrimsvandringer til bl.a. Nidaros [5] og Vadstena, og langs hærvejen er der indrettet pilgrimsherberger.

Pilgrimsfærd i Islam[redigér | redigér wikikode]

Én af islams fem hellige pligter er, at muslimer skal foretage en pilgrimsrejse (Hadj) til Mekka, mindst én gang i livet i den tolvte måned i islamiske kalender. Sætter man denne færd ind Van Genneps fasemodel, så udarter det sig sådan.

Initialfasen:
Inden han tager afsted, sørger han for at hans to yngste børn, kan blive passet af hans svigerforældre. Han får fri fra arbejde. Og sørger for der ingen gæld eller uløste konflikter er.
Liminalfasen:
Han tager afsted til Saudi-Arabien. Her besøger han først byen Medina, og den hellige moske, men det er ikke et krav, blot noget de ekstra troende gør. Kravet indløses da han når til Mekka, og får sin todelte hvide kaftan på. Derefter gennemgår han en lang række ritualer. Afsluttet med den samme bøn hver gang.
Finalfasen:
Han tager ud for at kaste sten på en søjle, hvilket symboliserer at forsage djævelen og hans onder. Så foretager han ofringer af lam. Og de drikker og vasker sig i den hellige kilde. De løber frem og tilbage mellem to bakker syv gange, som Muhammed/Ibrahims kone gjorde det. Mænd skal løbe, mens kvinderne må gå.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Peter Ørsted: Romerne – dagligliv i det romerske imperium (s. 25), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4
  2. Turner, Edith and Victor Turner. pp. 7-10
  3. Bowman, Glenn. pp. 98
  4. Bernhard Hamilton. pp. 129
  5. Pilegrimsledene til Nidaros

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Bowman, Glenn. Christian Ideology and the Image of the Holy Land: The Place of Jerusalem in the Various Christianities. I: John Eade and Michael J. Sallnow (ed.) Contesting the Sacred; The Anthropology of Christian Pilgrimage. UK: Routledge, 1991.
  • Bernhard Hamilton. Religion in the Medieval West. USA: Arnold, 1986.
  • Turner, Edith and Victor Turner. Image and Pilgrimage in Christian Culture. USA: Colombia University Press, 1978.
  • Coelho, Paulo. "The Pilgrimage"

Se også[redigér | redigér wikikode]

Religion Stub
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.