Ununoctium

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Egenskaber
Generelt
Navn(e): Ununoctium, Eka-radon
Udseende: Ukendt, formodentlig farveløs
Kemisk symbol: Uuo
Atomnummer: 118
Atommasse: [294] g/mol
Grundstofserie: Ædelgas
Gruppe: 18
Periode: 7
Blok: p
Elektronkonfiguration: [Rn] 7s² 5f14 6d10 7p6
Elektroner i hver skal: 2, 8, 18, 32, 32, 18, 8
Kovalent radius: (ekstrapoleret) 230 pm
Kemiske egenskaber
Oxidationstrin: 0, +2, +4
Fysiske egenskaber
Tilstandsform: Fast el. flydende (beregnet)
Massefylde (fast stof): (beregnet) 13,65 g/cm3
Kogepunkt: 320-380K / 50-110 °C
Kritisk punkt: (ekstrapoleret) 166 °C / 439K; 6,8 MPa
Smeltevarme: (ekstrapoleret) 23,5 kJ/mol
Fordampningsvarme: (ekstrapoleret) 19,4 kJ/mol
ID-numre
CAS-nummer: 54144-19-3

Ununoctium (tidl. også eka-radium) er det midlertidige navn for det 118. grundstof i det periodiske system, med det kemiske symbol Uuo: Denne radioaktive ædelgas (om end stoffet formodentlig ikke er en gasart ved normale tryk- og temperaturforhold) findes ikke i naturen, men kan syntetiseres i uhyre beskedne mængder ad gangen i laboratorier.

Egenskaber[redigér | redigér wikikode]

Ædelgasserne er almindeligvis kendt for at være meget lidt reaktionsvillige, dog er de tungere ædelgasser en anelse mere tilbøjelige til at indgå i kemiske forbindelser end de lette, men teoretiske beregninger tyder på at ununoctium er markant mere reaktivt end selv radon; måske endda mere reaktivt end ikke-ædelgasserne copernicium (112) og flerovium (114).

En anden usædvanlig egenskab man forventer af ununoctium, er at denne ædel-"gas" måske er et flydende eller fast stof ved "normale" temperatur- og trykforhold. Viser det sig alligevel at være en gasart, bliver der tale om en af de højeste molmasser for en gasart, kun overgået af uranhexafluorid.

Man har endnu ikke dannet kemiske forbindelser med ununoctium, men der er lavet beregninger over teoretiske ununoctium-forbindelser siden 1964. Disse beregninger tyder på at ununoctium kan danne to-atomige molekyler (Uuo2) med omtrent lige så stærke bindinger som dem man finder i tilsvarende kviksølv-molekyler (Hg2). Ununoctium binder sig kun ganske svagt til brint (som i UuoH) – til gengæld tyder beregningerne på at de kan danne særdeles stabile forbindelser med stærkt elektronegative grundstoffer; endnu mere stabile end tilsvarende copernicium- og flerovium-forbindelser. I forbindelserne UuoF2 og UuoF4 vil ununoctium ifølge beregningerne kunne optræde stabilt med oxidationstrinene +2 og +4. Hvor tilsvarende fluorforbindelser med andre ædelgasser danner "flade", plane molekyler, forventes UuoF4 at danne tetraeder-formede molekyler.

Fremstilling af ununoctium[redigér | redigér wikikode]

Som med andre tilsvarende tunge grundstoffer skabes ununoctium i en kollision mellem to grundstoffer; ioner af et relativt let grundstof accelereres mod en "skydeskive" af et tungere grundstof: Herved skabes enten direkte en ununoctium-atomkerne, eller et andet tungt grundstof som siden kan henfalde til ununoctium.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Sidst i 1998 offentliggjorde den polske fysiker Robert Smolanczuk nogle beregninger over mulighederne for at skabe supertunge grundstoffer, herunder at grundstoffet med atomnummer 118 kunne dannes ved en kollision under kontrollerede betingelser mellem bly og krypton. Året efter udførte forskere ved Lawrence Berkeley National Laboratory forsøget i praksis, og meddelte at man ved en kollision mellem 86Pb og 208Kr havde skabt ikke blot 293Uuo, men også en isotop af livermorium. Imidlertid havde andre laboratorier ikke held med at gentage eksperimentet, og i 2000 måtte de kalde deres resultater tilbage. I 2002 meddelte laboratoriets direktør, at årsagen til den "falske alarm" var nogle data som en af forskerne, Victor Ninov, havde forfalsket.

I oktober 2006 meddelte forskere fra Lawrence Berkeley National Laboratory og det Forenede institut for kerneforskning i Dubna i Rusland, at de indirekte havde påvist tre atomkerner af isotopen 294Uuo; én i 2002 og yderligere to i 2005, alle som et resultat af en kollision mellem 48Ca og 249Cf.

Chancen for at en enkelt sådan kollision resulterer i et ununoctium-atom er uhyre lille; i løbet af fire måneder skød man 4·1019 calcium-ioner mod californium-"skydeskiven" og formåede blot at skabe én enkelt ununoctium-kerne. Til gengæld er forskerne temmelig sikre på at der denne gang ikke er tale om en "falsk alarm"; sandsynligheden for at "tilfældige" processer kunne give anledning til de indirekte "spor" af ununoctium man målte, er beregnet til én mod 100.000.

Isotoper af ununoctium[redigér | redigér wikikode]

Man kender to isotoper af ununoctium; 293Uuo og 294Uuo, hvoraf man har kunnet bestemme sidstnævntes halveringstid; et sted mellem godt et halvt og knap to millisekunder.