Vandmølle

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vandmølle med overfaldshjul. Skovmøllen syd for Aarhus.

En vandmølle er en transducer, som omdanner energien i strømmende vand til mekanisk arbejde eller via en dynamo til elektricitet. En vandmølle dvs. vandkraft var før dampmaskinen den væsentligste kilde til energi i den ældste industriproduktion. Vandet blev stemmet op og en vandmølle anlagt.

I områder med begrænset vandgennemstrømning blev møllernes aktivitet indstillet forår og sommer, for at vandet kunne anvendes til landbrugs- og græsningsformål. De blev kaldt græsmøller eller vintermøller.

Omkring år 1000 indså man at vandmøllen kunne bruges i andre sammenhæng – altså man indså at vandhjulet kunne bruges til at drive andet end den ene ende af en maskine der kan male korn.[kilde mangler]

I løbet af de næste 200 år blev forskellige typer af vandhjul installeret som trækkraft ved mange forskellige maskiner fx knusning af malm, slibesten, smedehamre og savemaskiner.[kilde mangler]

Kamakslen

For at kunne bruge disse maskiner via vandkraft spillede kamakslen en kæmpe rolle da den kunne lave frem- og tilbagegående bevægelse ud fra vandhjulets roterende drivaksel. Kamakslen er i dag et vigtigt element i mange maskiner.

Teknik

Vandmøller findes i to udgaver:

  1. horisontalmøllen hvor vandhjulet drejer vandret om en lodret akse også kaldet en skvatmølle. En lille decentral mølletype, som i Danmark blev forbudt i 1639 og 1683, og derefter kun kendes på Bornholm.
  2. vertikalmøllen hvor vandhjulet drejer lodret om en vandret akse.

Bortset fra udnyttelsen af de naturlige vandstrømme virker de to møller på forskellig måde: størrelse, placering og teknisk indretning.

Princippet ved et vandhjul (her: overfaldshjul).

Horisontalmølle

Horisontalmøllen (skvatmølle) bestod af en lodret akse, for neden forsynet med en krans af skråtstillede skovle. Møllen virkede af den energi, som det faldende vand påførte skovlene og derved puffede dem og hjulet rundt i vandret retning. Denne mølle kunne klare sig med selv små vandmængder, når blot de havde den fornødne bevægelsesenergi. Hverken kravene til mængde eller fald var store, hvorfor sådanne møller kunne placeres selv ved kilder. Horisontalmøllen synes fra begyndelsen at have været udnyttet alene til kornformaling, idet møllekværnen placeredes over møllehjulet. Den nedre kværnsten sad fastspændt og rørte sig ikke, den øvre kværnsten var derimod fæstnet til den roterende akse og drejede rundt sammen med den. Hele arrangementet måtte i sagens natur bygges hen over den vandstrøm, der forsynede møllen med energi[1].

Vertikalmølle

Vertikalmøllen var mere sammensat i sin opbygning, idet den måtte forsynes med et mere sammensat system af hjul og akser. Vertikalmøllen virkede oprindelig ligeledes ved vandstrålens tryk på blade, men disse udvikledes med tiden til skovle. Møllen virkede således i kraft af vandets vægtfylde og tyngdekraften, idet den var forsynet med vandskovle, som opsamlede vandet. Vand skulle påføres et stykke oppe i hjulet og derefter tvinge hjulet til at dreje i kraft af af den påførte vægt i de fyldte vandskovle for derefter i omtrent laveste stilling atter at lade skovlene afgive vandet. Et egnet arrangement findes kun få steder i naturen og denne mølletype blev derfor ofte ledsaget af vandopstemning i en møllesø (eventuelt stigbord) og en højtliggende vandkanal eller rende, der kunne sikre vandets påførsel på møllehjulets skovle så højt som muligt. Man skelner efter denne påførselshøjde mellem henholdsvis overfaldshjul, brystfaldshjul og underfaldshjul. Kravene til vandmængderne var væsentligt større end ved skvatmøllen, en vejledende vandmængde var omkring ¾ m3/sek. for et enkelt overfaldshjul. Kunne der præsteres mere, kunne der også være flere møllehjul. Virkningsgraden af et overfaldshjul var 60-80%, af et underfaldshjul kun 20-30%[2]. Møllehjulet i vertikalmøllen var ofte ret stort, 2–3 m i diameter. Det kunne udformes på flere måder: fastgjort i midten og da ofte udformet med blade, med sidestøtter for bladene eller som egentlige skovle.

Anvendelse

Vandmøller har gennem tiden haft mange anvendelsesmuligheder:

Vandkraft og den dertil knyttede mulige fabriksvirksomhed udgjorde i mange lande, herunder Danmark, et forstadie til det egentlige industrielle gennembrud.

Historie

Overfaldshjul på Skovmøllen.
Kort over skvatmøller i og rundt om Hörja socken i begyndelsen af 1800-tallet.

Vandhjulenes oprindelse fortaber sig i det ukendte. Sandsynligvis er opfindelsen gjort flere steder, dels i det østlige Middelhav, dels i Sydøstasien[3]. Den ældste kendte er Perachora i Grækenland, der dateres til ca. 300 f.kr. [4] I et græsk epigram af digteren Antipater fra Thessaloniki fra omkring 85 f.Kr. siges til slavinderne, der har arbejdet med mølleri, at de kan holde op med det, for Demeter har befalet nymferne at overtage arbejdet[5].

Den græske geograf Strabo skriver som en af de første om en vandmølle i forbindelse med kongen af Pontus's palads.[6] Der var ingen gear i de tidligste møller, men romerske ingeniører byggede vandmøller med gearing, og den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius beskriver disse typer. [7]

Vandmøllerne bredte sig fra Romerriget til det øvrige Europa i den tidlige middelalder og især munkene var med til at udbrede kendskabet til denne teknologi, der kom til Norden i 1100 – tallet. De to tidligste skriftlige omtaler i Norden stammer fra Skåne: 1131 fra Vittskövle og 1133 fra Värpinge. På Sjælland omtales en vandmølle i Næstved 1135.[8] Møllerne ved Voer og Munke Mølle ved Odense å opnåede kongeligt privilegium, for Munke Mølles vedkommende findes et dokument fra 1175.[9] I Sverige anlagde man en vandmølle ved Örebro i perioden 1182-1202.Cistercienserklostret på Hovedöya uden for Oslo havde en vandmølle 1209.

At vandmøller spillede en stor rolle, fremgår af landskabslovene. I både den ældre og den yngre Västgötalagen er afsat en egen balk (et kapitel) om dette: ”Huru mölla ska göras”. Også i Östgötalagen findes regler om møllebyggeri i den såkaldte ”Bygdabalken”. Det fremgår ikke hvilken slags møller, der er tale om, men det er sandsynligvis mindre husmøller. Mellem linjerne kan man nemlig se, at der fandtes mange nærliggende møller i samme vandløb. I Östgötalagen siges fx:

”Om nu flera forsar äro samman och alla vilja bygga, då må man ej så sitt bygga att annan spilles; då äga de vitsord som skadalöst för androm gitta byggt. Om nu nytt vattenverk skadar gammalt vattenverk, då äger det gamla vattenverket vitsord att det nya verket riva.”

Om tætheden af møller gennem de små vandløb kan man tillige læse i samme lov:

”Ej må man så kvarn bygga eller vatten stämma, att spilles andra manna antingen åkrar eller ängar därav. Den som nu bor ovanföre, han skall så bygga att han häftar ej varken vatten eller fiske för den som bor nedanom, och ej den som nedanom bor så att den får skada av det som ovanför bor. Ity skall vardera för den andres flodgjutluckor råda, så att förmenar han honom vattnet som ovanför bor, då må han uppdraga flodgjutluckorna hans och låta till sig löpa vattnet ...”[10]

Vandkraften fik hurtigt økonomisk betydning. I forbindelse med adelens fremvækst i 1100-tallet og denne stands stadigt voksende jordbesiddelser blev det en stor indkomstkilde for herremændene at besidde vandkraften og tvinge bønderne til at male sit korn på udvalgte steder. Også kirken og kongemagten havde egne interesser i møllepligt. Udnyttelsen af naturens kræfter blev i middelalderen nærmest en samfundspligt, og den blev reguleret i landskabslovene.[9] Valdemar Atterdag (1340-75) ønskede ikke "at åerne skulle løbe i stranden uden først at have gjort landegavn". I Kong Christian den 5.'s Danske Lov (DL) af 1683 omhandlede et kapitel mølledrift, bl.a. med regler for driften.

Da man udnyttede de små vandløb mest muligt kunne uenighed og kiv let opstå, hvilket afspejler sig i landskabslovene. Hvor som helst der fandtes et mindre strømmende vand, kunne en mølle finde plads. I Knäreds socken i det sydlige Halland fandtes eksempelvis i 1775 ikke mindre end 74 skvatmøller og tre større vandmøller, formentlig hjulmøller. Et eksempel på den intensive udnyttelse af skvatmøller så sent som ind i 1800-tallet ses på det viste kort. Området ligger i det nordlige Skåne lige vest for Hässleholm. Også i byområder er der eksempler på tæt beliggende vandmøller. I Roskilde by var der ca. 1820 ti vandmøller, hvoraf 8 blev benyttet erhvervsmæssigt.[11]

Nutiden

Ved Mølleåen Nord for København ses stadig en række vandmøller som Lyngby Nordre Mølle og Lyngby Søndre Mølle ved Lyngby Hovedgade. Også i Kongens Lyngby på Frilandsmuseet findes flere forskellige vandmøller.

Tadre Mølle i Elverdamsdalen er en af de få tilbageværende vandmøller, der kan ses i funktion på sin oprindelige plads, hvor der i dag er indrettet et kulturhistorisk museum med en arbejdende møllegård fra 1800-tallet.

Litteratur

Monografier

  • Steen B. Böcher: "Vandkraftens udnyttelse i det sydlige Nørrejylland før og nu; En erhvervsgeografisk Undersøgelse" Kulturgeografiske Skrifter bd. 3; Det kongelige danske Geografiske Selskab. (Disputats, Københavns Universitet 1942).
  • Steen B. Böcher: "Tadre Mølle" (særtryk af Københavns Amts Historiske Aarbog 1959)
  • Jørgen F. Christensen: Rundt til danske vandmøller. Forlaget Cronic, Hillerød, 1991. ISBN 87-983910-0-3
  • Lebech-Sørensen, Anne Marie: Vindmøller og vandmøller i Danmark, bd. 1 - 4, Forlaget SKIB, 2001-2009

Artikler

  • Hanne Fabricius: "Vandkunst" (Skalk 2003, nr. 1; s. 28-31)
  • Christian Fischer: "Hulpiberen" (Skalk 1984, nr. 5; s. 3-9)
  • Eigil Holm: "Vandkraft" (kronik i Skalk 2002, nr. 2; s. 15-22)
  • Erland Porsmose: "De fynske landsbyer – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences Vol 109; Odense Oniversitetsforlag 1987); ISBN 87-7492-650-0

Eksterne henvisninger

Noter

  1. ^ Böcher, s. 11-14
  2. ^ Böcher, s. 14-21
  3. ^ Böcher, s. 9
  4. ^ The Perachora Waterworks: Addenda, R. A. Tomlinson, The Annual of the British School at Athens, Vol. 71, (1976), s. 147-148 [1]
  5. ^ Böcher, s. 10
  6. ^ Jean Gimbel, The medieval machine. The industrial revolution of the middle ages, Barnes & Noble, 2003.
  7. ^ Lebech-Sørensen, Anne Marie (2009): Vindmøller og vandmøller i Danmark, bd. 4,s. 9-10
  8. ^ Svend C. Dahl: "Alle vandmøller nævnt i DRB 1135-1412"
  9. ^ a b Lebech-Sørensen, Anne Marie (2009): Vindmøller og vandmøller i Danmark, bd. 4,s. 11
  10. ^ Åke Ohlmarks: De svenska landskapslagarna i komplett översättning, med anmärkningar och förklaringar. Stockholm 1976.
  11. ^ Roskilde Museums hjemmeside

Se også

Søsterprojekter med yderligere information:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Vandmølle&oldid=8151362"