Chiafrø

Chiafrø, eller bare chia, er navnet på frø af planten Salvia hispanica. Den voksede vildt i Mellemamerika, men blev taget ind til dyrkning af flere oprindelige folk: bl.a. toltekerne og aztekerne. Frøene har et højt indhold af planteolier, især de flerumættede omega 3-olier. Derfor betragtes de som en slags "superfood".

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Cirka 2600 f.Kr. begyndte man at bruge chiafrø som en del af befolkningens basisføde i det område, der dækkes af det nuværende Mexico og Guatemala, hvor planten (Salvia hispanica) var vildtvoksende. Frøene var sammen med frø af amarant (Amaranthus hypochondriacus), en dyrket variant af gåsefod (Chenopodium berlandieri ssp. nuttalliae), majs (Zea mays) og bønne (Phaseolus vulgaris) befolkningens basismad, men da spanierne nåede til Mellemamerika, forbød de dyrkning af planten. Egnen langs bredden af Pátzcuarosøen er dog endnu i dag hjemsted for den oprindelige variant af chiafrø.^[1]

Næringsindhold[redigér | rediger kildetekst]

Chiafrø indeholder masser af protein, kostfibre, vitaminer, mineraler, planteolier (op mod 40 %) og antioxidanter. I frøene findes også mineralerne magnesium, kalcium, jern og zink. Desuden har de et indhold af vitamin A (retinol) og flere af B-vitaminerne (henholdsvis tiamin, riboflavin og niacin).

*Chia (Salvia hispanica), tørre frø* (indhold pr. 100 g af fordøjelig føde, ifølge ”Nutritional data”^[2])
vand: 4,9 g	aske: 4,9 g	kostfibre: 37,7 g	energiindhold: 2052 kJ
proteiner: 15,6 g	fedtstoffer: 30,8 g	kulhydrater i alt: 53,6 g	sukkerarter: 15,9 g
mineraler
kalium: 712 mg	fosfor: 766 mg	calcium: 669 mg	mangan: 2,2 mg
natrium: 11 mg	kobber: 1 mg	jern: 8 mg	zink: 3,5 mg
fedtsyrer (i % af lipider^[3])
α-linolensyre: 65,6-69,3	linolsyre: 16,6-19,7	palmitinsyre: 5,5-6,2	oleinsyre: 5,3-5,8

Det påstås, at sammen med vitaminerne og de andre fedtstoffer er indholdet af omega 3-olier (her: linolsyre og α-linolensyre) frøenes mest værdifulde egenskab.^[1] Frøene indeholder også en betydelig andel kulhydrater, hvoraf størstedelen er uopløselige og kun 3 % er opløselige.^[4]

Anvendelse[redigér | rediger kildetekst]

Da frøene er næsten uden smag, kan man tilsætte dem i næsten enhver slags mad. Man anbefaler ofte at bruge chiafrø i grød, yoghurt, skyr eller smoothies. Man kan også lave budding eller gelé af chiafrø – eftersom de indeholder rigeligt med gelédannende fibre. Det sker ved at lægge frøene i blød i vand, mælk eller anden væske. Det er muligt at spire chiafrø på samme måde som karse, og ligesådan bruge dem til garniture. Spirernes smag minder også om karse, skønt lidt mildere og med en antydning af bitterhed.

Kritik[redigér | rediger kildetekst]

Forskning om chiafrø er forholdsvis begrænset, og det har ført til anbefalinger om begrænsninger i anvendelsen. F.eks. tillader EU at chiafrø indgår med maksimalt 10 % ved kommercielt fremstilling af brød, morgenmadsprodukter og frugt/nødde-blandinger. Desuden skal anbefales et maksimal daglig indtag på 15 g chiafrø på salgsforpakning.^[5]