Vitamin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Piller med vitamintilskud

Et vitamin er en organisk forbindelse og et livsnødvendigt næringsstof, som en organisme kræver i begrænsede mængder. En organisk kemisk forbindelse (eller et relateret sæt af forbindelser) kaldes et vitamin når organisme ikke på egen hånd kan syntetisere forbindelsen i de nødvendige kvantiteter, og det derfor bliver nødt til at blive opnået gennem kosten; derfor afhænger definitionen af et "vitamin" af omstændighederne og den pågældende organisme. For eksempel er ascorbinsyre (en variant af vitamin C) et vitamin for mennesker, men ikke for de fleste andre animalske organismer. Mange vitaminer findes som kosttilskud, og mens disse er vigtige for behandlingen af bestemte helbredsproblemer,[1] findes der ikke beviser på næringsmæssige fordele når de bruges af ellers sunde mennesker.[2]

Den gældende konvention på området dikterer at begrebet vitamin hverken inkluderer andre essentielle næringsstoffer, såsom mineraler, fedtsyrer eller aminosyrer (som behøves i større mængder end vitaminer) eller det store antal andre næringsstoffer der er sunde for kroppen, men kun sjældnere kraves for at vedligeholde organismens helbred.[3] I øjeblikket anerkendes 13 vitaminer universelt. Vitaminer klassificeres ved deres biologiske og kemiske aktivitet, ikke deres struktur. Derfor henviser hvert "vitamin" til et antal vitamer-forbindelser, der alle viser den biologiske aktivitet associeret med et bestemt vitamin. Sådan et sæt af kemiske stoffer er grupperet under en alfabetiseret "generisk deskriptor"-titel, såsom "vitamin A", som inkluderer forbindelserne retinal, retinol og firekendte karotenoider. Vitamere kan pr. definition omdannes til den aktive form af vitaminet i kroppen, og kan somme tider også omdannes til hinanden.

Vitaminer har forskellige biokemiske funktioner. Nogle, såsom vitamin D, har hormonlignende funktioner som regulatorer af mineralmetabolisme, eller regulatorer af celle- og vævsvækst og -differentiering (såsom nogle former for vitamin A). Andre fungerer som antioxidanter (såsom vitamin E og nogle gange vitamin C).[4] Det største antal vitaminer, de komplekse B-vitaminer, fungerer som enzym-cofaktorer (coenzymer) eller prekursore for disse; coenzymer hjælper enzymer i disses arbejde som katalysatorer i metabolisme. I denne rolle kan vitaminer bindes stramt til enzymer som en del af prostetiske grupper: For eksempel er biotin en del af enzymer involveret i dannelsen af fedtsyrer. De kan også være mindre stramt bundet til enzymkatalysatorer som coenzymer, adskillelige molekyler hvis funktion er at transportere kemiske grupper eller elektroner mellem molekyler. For eksempel kan folsyre transportere methyl, aldehyd og methylen-grupper i cellen. Selvom disse roller i at assistere enzymsubstratreaktioner er vitaminernes bedst-kendte funktion, er de andre vitaminfunktioner lige så vigtige.[5]

Frem til midten af 1930'erne, da de første kommercielle B-vitaminer af gærekstrakt og semi-syntetiserede vitamin C-kosttilskudspiller blev solgt, blev vitaminer udelukkende opnået gennem kostindtag, og forandringer i kost (som, for eksempel, kunne ske i en bestemt årstid) ændrede ofte voldsomt hvilke typer og mængder af vitaminer man indtog. Vitaminer er dog blevet produceret som råt kemikalie og gjort meget tilgængeligt som billige semisyntetiserede og syntetiserede multivitamin-tilskud siden midten af det 20. århundrede. Studier i strukturel aktivitet, funktion og deres rolle i at vedligeholde helbredet kaldes vitaminologi.[6]

Ordet vitamin er en sammensætning og sammentrækning af vita (liv), og amin. Det blev første gang formuleret af Casimir Funk i 1912.

Tilstedeværelsen af vitaminer kan være påkrævet for at optage andre stoffer fra maden. Fx optages mineralet kalk bedst ved tilstedeværelsen af D-vitamin

Liste over vitaminer[redigér | redigér wikikode]

Hvert vitamin bruges typisk i flere reaktioner, og derfor har de fleste flere funktioner.[7]

Vitamin
deskriptornavn
Kemisk navn på vitamer (ufuldstændig liste) Opløselighed Anbefalet daglig tilførsel (USA)
(mand, alder 19–70)[8]
Mangelsygdomme Øvre grænse for sikkert indtag
(UL/dag)[8]
Overdosissygdomme Kostkilder
Vitamin A Retinol, retinal og
fire karotenoider
heriblandt betakaroten
Fedt 900 µg Natteblindhed, hyperkeratose og keratomalaci[9] 3.000 µg Hypervitaminose A Lever, appelsin, modne gule frugter, bladgrøntsager, gulerødder, græskar, squash, spinat, fisk, sojamælk, mælk
Vitamin B1 Tiamin Vand 1,2 mg Beriberi, Wernicke–Korsakoff-syndrom N/D[10] Døsighed eller muskelafslappelse ved store doser.[11] Svin, havgregryn, brune ris, grøntsager, kartofler, lever, æg
Vitamin B2 Riboflavin Vand 1,3 mg Ariboflavinose, glossit, angulær stomatitis N/D Mejeriprodukter, bananer, popcorn, grønne bønner, asparges
Vitamin B3 Niacin, niacinamid Vand 16,0 mg Pellagra 35,0 mg Leverskade (doser på > 2g/dag)[12] og andre problemer Kød, fisk, æg, mange grøntsager, svampe, nødder
Vitamin B5 Pantotensyre Vand 5,0 mg[13] Paræstesi N/D Diarré; muligvis kvalme og halsbrand.[14] Kød, broccoli, avocadoer
Vitamin B6 Pyridoxin, pyridoxamin, pyridoxal Vand 1,3–1,7 mg Anæmi[15] perifer neuropati 100 mg Forringelse proprioception, nerveskade (doser > 100 mg/day) Kød, grøntsager, nødder, bananer
Vitamin B7 Biotin Vand 30,0 µg Dermatit, enteritis N/D Rå æggeblommer, lever, peanuts, bladgrøntsager
Vitamin B9 Folsyre, folinsyre Vand 400 µg Megaloblastisk anæmi. Mangel under graviditet associeres med medfødte misdannelser såsom defekter i neutralrør 1.000 µg Kan skjule symptomer på vitamin B12-mangel; andre effekter. Bladgrøntsager, pasta, brød, korn, lever
Vitamin B12 Cyanokobalamin, hydroxokobalamin, methylkobalamin Vand 2,4 µg Megaloblastisk anæmi[16] N/D Acne-agtigt udslet [kausalitet er ikke endeligt etableret]. Kød og andre animalske produkter
Vitamin C Askorbinsyre Vand 90,0 mg Skørbug 2.000 mg Mange frugter og grøntsager, lever
Vitamin D Cholecalciferol (D3), Ergocalciferol (D2) Fedt 10 µg[17] Engelsk syge (rakitis) og osteomalaci 50 µg Hypervitaminose D Fisk, æg, lever, svampe
Vitamin E Tokoferoler, tokotrienoler Fedt 15,0 mg Mangel er meget sjældent; Sterilitet hos mænd og aborter hos kvinder, mild hæmolytisk anæmi i nyfødte spædbørn[18] 1.000 mg Øget kongestivt hjertesvigt er blevet set i et større randomiseret studie.[19] Mange frugter og grøntsager, nødder og frø
Vitamin K fyllokinon, menakinoner Fedt 120 µg Blødningstendens (hæmorragisk diatese) N/D Øget koagulation hos patienter, der tager warfarin.[20] Bladgrøntsager såsom spinat og kål, æggeblommer, lever

Helbredsmæssige effekter[redigér | redigér wikikode]

Vitaminer er essentielle for en multicellet organismes normale vækst og udvikling. Et foster begynder fra det øjeblik det undfanges at udvikles ud fra sine forældres genetiske model, ved hjælp af de næringsstoffer det absorberer. Det kræver at bestemte vitaminer og mineraler er til stede på bestemte tidspunkter. Disse næringsstoffer faciliterer de kemiske reaktioner, som, blandt andet, producerer hud, knogler og muskler. Hvis der er en alvorlig mangel på et eller flere af disse næringsstoffer, kan et barn udvikle en mangelsygdom. Selv mindre mangler kan forårsage permanent skade.[21]

For størstedelens vedkommende opnås vitaminer gennem mad, men nogle få opnås på andre måder. For eksempel producerer mikroorganismer i tarmene — normalt kaldet "tarmflora" — vitamin K og biotin, mens en type vitamin D syntetiseres i huden ved hjælp af den naturlige ultraviolette bølgelængde fra sollys. Mennesker kan producere nogle vitaminer fra prækursorer som de indtager - eksempler på dette inkluderer vitamin A, produceret fra betakaroten, og niacin fra aminosyren tryptophan.[8]

Når vækst og udvikling er fuldendt, forbliver vitaminer essentielle næringsstoffer for en sund vedligeholdelse af cellerne, vævet og organiserne i en multicellet organisme; de lader også en multicellet livsform benytte den kemiske energi fra mad den indtager mere effektivt, og hjælper med at bearbejde proteiner, kulhydrater og fedt, der kræves for respiration.[4]

Tilskud[redigér | redigér wikikode]

Hos individer, der ellers lever sundt, er der ikke meget bevis for at tilskud har nogen gavnlig effekt hvad angår kræft eller hjertekarsygdomme.[2][22] Tilskud af vitamin A og E kan sågar øge dødeligheden hos sunde individer, omend de to store studier som understøttede denne konklusion inkluderede rygere for hvem det allerede var kendt at betakaroten-tilskud kan være skadelige.[22][23] Andre studier peger hen mod at vitamin E-forgiftning er begrænset til overdosis af en bestemt type.[24]

Den Europæiske Union og andre europæiske lande har har regulationer, som definerer begrænsningerne på vitamin- (og mineral-)indtag, der kan bruges sikkert som kosttilskud. De fleste vitaminer, der sælges som kosttilskud, må ikke overstige en maksimal daglig dosis. Vitaminprodukter over disse foreskrevne grænser betragtes ikke som kosttilskud, og skal registreres som enten receptpligtig medicin eller håndkøbslægemiddel pga. deres potentielle bivirkninger. Som følge heraf betragtes de fleste tilskud af de fedtopløselige vitaminer (såsom vitamin A, D, E og K) med mængder over det daglige indtag som medicin. Den daglige dosis for et vitamintilskud må for eksempel ikke overstige 300% af det anbefalede daglige indtag, og for vitamin A er denne begrænsning endnu lavere (200%). Denne type regulationer finder sted i de fleste europæiske lande.[25][26]

Kosttilskud indeholder ofte vitaminer, men kan også indeholde andre ingredienser, såsom mineraler og urter, Videnskabelige undersøgelser bakker op om at der er helbredsmæssige fordele ved kosttilskud til personer med bestemte helbredsmæssige problemer.[1] I nogle tilfælde kan vitamintilskud have uønskede effekter, særligt hvis de tages før kirurgiske indgreb, sammen med andre kosttilskud eller medivin, eller hvis personen der tager dem har bestemte sundhedsmæssige tilstande.[1] De kan også indeholde vitaminniveauer, der er mange gange større, og i andre former, end man kan indtage gennem kost.[27]

Mangel[redigér | redigér wikikode]

Mennesker skal indtage vitaminer periodisk, men efter forskellige tidsplaner, for at undgå vitaminmangel. Menneskekroppens depoter for de forskellige vitaminer varierer bredt; vitamin A, D og B12 opbevares i betragtelige mængder i menneskekroppen, hovedsageligt i leveren,[18] og et voksent menneskes kost kan mangle A- og D-vitamin i mange måneder, og i B12's tilfælde i flere år, før det udvikler mangeltilstand. Herimod opbevares vitamin B3 (niacin og niacinamid) ikke i menneskekroppen i særligt store mængder, så depoter kan ofte kun vare nogle uger.[9][18] For vitamin C har de første symptomer på skørbug i eksperimentelle studier med total vitamin C-deprivation varieret voldsomt, fra en måned til mere end seks måneder, afhængig af den tidligere kostmæssige historie, som afgjorde kroppens depoter.[28]

Vitaminmangel klassificeres som enten primær eller sekundær. En primær mangel sker når en organisme ikke får nok af vitaminen i sin kost. En sekundær mangel kan skyldes en dybereliggende tilstand, som forhindrer eller begrænser absorberingen eller brugen af vitaminet pga. en "livsstilsfaktor" såsom rygning, overdrevent alkoholforbrug, eller brug af medicin som forstyrrer absorbering eller brug af vitaminet.[18] Folk som spiser en varieret kost udvikler kun meget sjældent en alvorlig primær vitaminmangel. I modsætning hertil kan restriktive kostplaner have potentiale til at skabe forlænget vitaminmangel, der kan fære til alvorlige sygdomme.

Velkendte menneskelige vitaminmangel inkluderer tiamin (beriberi), niacin (pellagra),[29] vitamin C (skørbug) og vitamin D (engelsk syge).[30] I meget af den udviklede verden er sådanne mangelsygdomme sjældne; dette skyldes (1) et tilstrækkeligt forråd af mad og (2) tilsættelsen af vitaminer og mineraler til udbredte fødevarer, hvilket ofte kaldes berigelse.[8][18] Udover disse klassiske mangelsygdomme har der også været tegn på forbindelse mellem vitaminmangel og en række andre lidelser.[31][32]

Bivirkninger[redigér | redigér wikikode]

I store doser har nogle vitaminer dokumenterede bivirkninger, som normalt bliver mere alvorlige jo højere dosen er. Risikoen for at indtage for meget af ent vitamin fra kosten er meget lille, men overdosis (vitaminforgiftning) fra vitamintilskud er set. Ved høje nok doser giver nogle vitaminer bivirkninger såsom kvalme, diarré og opkast.[9][33] Når der fremkommer bivirkninger kan man normalt komme problemet til livs ved at reducere dosis. Vitamindoserne er forskellige, da individuelle toleranceniveauer kan variere voldsomt og lader til at være relaterede til alder og generel helbredstilstand.

Farmakologi[redigér | redigér wikikode]

Vitaminer klassificeres enten som vandopløselige eller fedtopløselige. Der findes 13 vitaminer i mennesker: 4 fedtopløselige (A, D, E og K) og 9 vandopløselige (8 B vitaminer og vitamin C). Vandopløselige vitaminer opløses let i vand, og udskilles generelt let fra kroppen, i en grad så niveau i urinen er en stærk indikator af vitaminindtagelse.[34] Da de ikke lagres særlig nemt i kroppen, er det vigtigt at have et konstant indtag af disse.[35] Mange typer af vandopløselige vitaminer syntetiseres af bakterier.[36] Fedtopløselige vitaminer absorberes gennem mavetarmkanalen ved hjælp af lipider (fedt). De har en større risiko for at føre til hypervitaminose end de vandopløselige vitaminer, da de har en større tendens til at blive lagret i kroppen. Fedtopløselig vitaminregulering af særlig betydning i cystisk fibrose.[37]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Datoer for opdagelse af vitaminerne og deres kilder
Opdagelsesår Vitamin Fødevarekilde
1913 Vitamin A (Retinol) Levertran
1910 Vitamin B1 (Tiamin) Risklid
1920 Vitamin C (Askorbinsyre) Citrus, de fleste friske fødevarer
1920 Vitamin D (Calciferol) Levertran
1920 Vitamin B2 (Riboflavin) Kød, mejeriprodukter, æg
1922 (Vitamin E) (Tokoferol) Hvedekimolie,
uraffinerede grøntsagsolier
1926 Vitamin B12 (Kobalaminer) Lever, æg, animalske produkter
1929 Vitamin K1 (Fyllokinon) Bladgrøntsager
1931 Vitamin B5 (Pantotensyre) Kød, fuldkorn
1931 Vitamin B7 (Biotin) Kød, mejeriprodukter, æg
1934 Vitamin B6 (Pyridoxin) Kød, mejeriprodukter
1936 Vitamin B3 (Niacin) Kød, korn
1941 Vitamin B9 (Folsyre) Bladgrøntsager

Værdien i at spise bestemte fødevarer for at vedligeholde godt helbred blev anerkendt længe før vitaminerne blev identificeret. Man vidste allerede i det gamle Egypten[at ved at spise lever kunne man hjælpe til at kurere natteblindhed, en sygdom som det nu vides skyldes mangel på vitamin A.[38] Fremmelsen af havsejlads under Renæssancen resulterede i lange perioder uden adgang til frugter og grøntsager, og gjorde vitaminmangelsygdomme udbredte blandt skibes besætninger.[39]

I 1747 opdagede den skotske kirurg James Lind at citrusfrugter hjalp til at forhindre skørbug, en særligt dødelig sygdom hvor kollagen ikke dannes ordentligt, hvilket fører til dårlig sårheling, blødende tandkød, stærk smerte og død.[38] I 1753 udgav Lind sin Treatise on the Scurvy, som anbefalede at bruge citroner og limefrugter til at undgå skørbug. Anbefalingen blev fulgt af den britiske Royal Navy, hvilket førte til udtrykket "limey" om sømænd fra organisationen. Linds opdagelse blev dog ikke bredt accepteret af individer i Royal Navy's Arktis-ekspeditioner i det 19. århundrede, hvor mange mente at skørbug kunne undgås ved god hygiejne, regelmæssig motion og ved at holde mandskabets gejst høj, snarere end ved en kost bestående af frisk frugt.[38] Som følge heraf fortsatte de arktiske ekspeditioner med at være plaget af skørbug og andre mangelsygdomme. I starten af det 20. århundrede, da Robert Falcon Scott foretog sine to ekspeditioner til Antarktis, var den fremherskende medicinske teori at skørbug skyldtes "fordærvet" dåsemad.[38]

I løbet af slutningen af det 18. og starten af det 19. århundrede lod brugen af deprivationsstudier videnskabsfolk isolere og identificere en række vitaminer. Lipider fra fiskeolie blev brugt til at kurere engelsk syge (rakitis) hos rotter, og det fedtopløselige næringsstof blev oprindeligt kaldt "antirakitis A". På den måde blev den første "vitamin"-bioaktivitet, der nogensinde blev isoleret, og kurerede rakitis, oprindeligt kaldt "vitamin A"; i dag kaldes denne forbindelses bioaktivitet dog vitamin D.[40] I 1881 studerede den russiske kirurg Nikolai Lunin skørbugs effekter, mens han var ved Tartu Universitet i det der i dag er Estland.[41] Han fodrede mus med en kunstig mikstur af alle de separate bestanddele der på daværende tidspunkt var identificeret i mælk, navnlig proteinerne, fedttyperne, kulhydraterne og saltene. De mus, der kun fik de individuelle bestanddele døde, mens de mus der fik mælk udviklede sig normalt. Han konkluderede at "en naturlig føde såsom mælk skal derfor, udover disse kendte centrale bestanddele, indeholde små mængder af ukendte substanser som er essentielle for liv."[41] Hans konklusioner blev dog afvist af hans rådgiver, Gustav von Bunge, selv efter andre studenter reproducerede hans resultater.[42] Et lignende resultat af Cornelius Pekelharing blev beskrevet i en hollandsk medicinsk journal i 1905, men blev ikke publiceret særlig vidt.[42]

I det gamle Egypten vidste man at ved at give en person lever kunne man hjælpe til at kurere natteblindhed.

I Østasien, hvor polerede hvide ris var normal kost for middelklassen, var beriberi fra mangel på vitamin B1 endemisk. I 1884 observerede Takaki Kanehiro, en britisk-trænet læge fra den kejserlige japanske flåde, at beriberi var endemisk blandt lavtrangerende mandskab, som ofte ikke spiste andet end ris, men ikke blandt officerer som indtog en vestligt-inspireret kost. Med støtte fra den japanske flåde eksperimenterede han med besætningen på to krigsskibe; en besætning fik udelukkende hvide ris at spise, mens den anden fik kød, fisk, byg, ris og bønner. Den gruppe, som kun spiste hvide ris havde 161 besætningsmedlemmer med beriberi og 25 dødsfald, mens den anden gruppe kun havde 14 tilfælde af beriberi og ingen dødsfald. Dette overbeviste Takaki og den japanske flåde om at årsagen til beriberi skulle findes i kosten, men konkluderede fejlagtigt at passende mængder protein ville forhindre det.[43] At sygdomme kunne opstå fra kostmæssige mangler blev yderligere undersøgt af Christiaan Eijkman, som i 1897 opdagede at man kunne forhindre beriberi i kyllinger ved at fodre dem med upolerede ris i stedet for den polerede variant.[29] Det følgende år postulerede Frederick Hopkins at nogle madvarer indeholdt ekstra faktorer — udover proteiner, kulhydrater, fedt, etc. — som er nødvendige for menneskekroppens funktion.[38] Hopkins og Eijkman blev tildelt Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 1929 for deres opdagelser.[44]

I 1910 blev det første vitaminkompleks isoleret af den japanske videnskabsmand Umetaro Suzuki, som havde held med at udtrække et vandopløseligt kompleks af mikronæringsstoffer fra risklid og navngav det aberisk syre (senere Orizanin). Han offentliggjorde denne opdagelse i en japansk videnskabelig journal.[45] Da artiklen blev oversat til tysk glemte man i oversættelsen at gøre opmærksom på at det var et nyligt opdaget næringsstof, hvilket blev påstået i den oprindelige japanske artikel, og opdagelsen gik derfor relativt ubemærket hen. I 1912 isolerede den polskfødte biokemiker Casimir Funk i London det samme kompleks af mikronæringsstoffer og fremsatte forslag om at man navngav komplekset "vitamin". Det blev senere kendt som vitamin B3 (niacin), selvom han selv beskrev det som "anti-beri-beri-faktor" (som i dag ville blive kaldt tiamin eller vitamin B1). Funk fremsatte en hypotese om at andre sygdomme, såsom engelsk syge, pellagra, cøliaki og skørbug også ville kunne kureres med vitaminer. Max Nierenstein foreslog angiveligt navnet "vitamin" (fra "vital amin").[46]).[47] Navnet blev snart efter synonym med Hopkins' ekstra faktorer, og da det endelig blev påvist at ikke alle vitaminer er aminer, sad navnet allerede fast.

I 1930 afdækkede Paul Karrer betakarotens korrekte struktur, og identificerede andre karotenoider. Karrer og Norman Haworth bekræftede Albert Szent-Györgyi's opdagelse af askorbinsyre og kom med anseelige bidrag til flaviners kemi, hvilket førte til identificeringen af laktoflavin. De modtog begge Nobelprisen i kemi i 1937 for deres undersøgelser af karotenoider, flaviner og vitamin A og B2.[48]

I 1931 havde Albert Szent-Györgyi og hans kollega Joseph Svirbely mistanke om at "hexuronisk syre" faktisk var vitamin C, og gav en prøve til Charles Glen King, som beviste dets anti-skørbug-effekt. I 1937 blev Szent-Györgyi tildelt Nobelprisen i fysiologi eller medicin for sin opdagelse. I 1943 blev Edward Adelbert Doisy og Henrik Dam tildelt Nobelprisen i fysiologi eller medicin for deres opdagelse af vitamin K og dets kemiske struktur. I 1967 blev George Wald tildelt nobelprisen (sammen med Ragnar Granit og Haldan Keffer Hartline) for opdagelsen af at vitamin A kan deltage direkte i en fysiologisk proces.[44]

Navngivning[redigér | redigér wikikode]

Nomenklatur for omklassificerede vitaminer
Tidligere navn Kemisk navn Grund til navneskifte[49]
Vitamin B4 Adenin DNA-metabolit; syntetiseres i kroppen
Vitamin B8 Adenosinmonofosfat DNA-metabolit; syntetiseres i kroppen
Vitamin F Essentielle fedtsyrer Behøves i store mængder (passer
ikke på definitionen af et vitamin).
Vitamin G Riboflavin Omklassificeret som Vitamin B2
Vitamin H Biotin Omklassificeret som Vitamin B7
Vitamin J Katekol, Flavin Katekol er ikke-essentiel; flavin blev omklassificeret som Vitamin B2
Vitamin L1[50] Antranilsyre Ikke-essentiel
Vitamin L2[50] Adenylthiomethylpentose RNA-metabolit; syntetiseres i kroppen
Vitamin M Folsyre Omklassificeret som Vitamin B9
Vitamin O Karnitin Syntetiseres i kroppen
Vitamin P Flavonoider Klassificeres ikke længere som et vitamin
Vitamin PP Niacin Omklassificeret som Vitamin B3
Vitamin S Salicylsyre Foreslået inklusion[51] af salicylat som et essentielt mikronæringsstof
Vitamin U S-Methylmethionin Protein-metabolit; syntetiseres i kroppen

Grunden til at vitaminsættet springer direkte fra E til K er at vitaminerne der svarede til bogstaverne F–J enten blev omklassificeret med tiden, droppet som falske, eller omdøbt på grund af deres forhold til vitamin B, som blev et kompleks af vitaminer.

De tysktalende forskere som isolerede og beskrev (og navngav) vitamin K valgte navnet fordi vitaminet er tæt involveret i koagulationen af blod efter at man pådrager sig sår (det tyske ord er, som det danske, Koagulation). På daværende tidspunkt var de fleste (men ikke alle) bogstaver fra F til J allerede designeret, så brugen af bogstavet K blev betragtet som fornuftig.[49][52]

Der findes andre manglende B-vitaminer som blev omklassificeret eller vurderet til ikke at være vitaminer. For eksempel er B9 folsyre og fem af folaterne er i rækken B11 til B16, former af vitaminer der allerede er opdaget, ikke krævet som et næringsstof af hele befolkningen (såsom B10, PABA til internt brug[53]), biologisk inaktive, giftige, eller med uklassificerbare effekter i mennesker, eller ikke generelt anset som vitaminer af videnskaben,[54] såsom det højest-nummererede , som nogle naturopater kalder B21 og B22. Der findes også ni B-kompleksvitaminer med bogstaver (såsom Bm). Der er andre D-vitaminer som nu anerkendes som andre substanser,[53] hvilket nogle kilder af samme type nummererer op til D7. Den kontroversielle kræftbehandling laetril var på et tidspunkt navngivet som vitamin B17. Der lader ikke til at være nogen konsensus om vitamin Q, R, T, V, W, X, Y eller Z (og Æ, Ø og Å er ikke internationale bogstaver), ligesom der heller ikke er substanser der officielt er designeret vitamin N eller I.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Use and Safety of Dietary Supplements NIH office of Dietary Supplements.
  2. ^ a b Fortmann, SP; Burda, BU; Senger, CA; Lin, JS; Whitlock, EP (12 Nov 2013). "Vitamin and Mineral Supplements in the Primary Prevention of Cardiovascular Disease and Cancer: An Updated Systematic Evidence Review for the U.S. Preventive Services Task Force". Annals of Internal Medicine 159 (12): 824–34. doi:10.7326/0003-4819-159-12-201312170-00729. PMID 24217421. 
  3. ^ Maton, Anthea; Jean Hopkins; Charles William McLaughlin; Susan Johnson; Maryanna Quon Warner; David LaHart; Jill D. Wright (1993). Human Biology and Health. Englewood Cliffs, New Jersey, USA: Prentice Hall. ISBN 0-13-981176-1. OCLC 32308337. 
  4. ^ a b Bender, David A. (2003). Nutritional biochemistry of the vitamins. Cambridge, U.K.: Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-80388-5. 
  5. ^ Bolander FF (2006). "Vitamins: not just for enzymes". Curr Opin Investig Drugs 7 (10): 912–5. PMID 17086936. 
  6. ^ Mosby's (2015-05-13). Vitaminology. Mosby's Medical Dictionary, 8th edition. (2009).. 
  7. ^ Kutsky, R.J. (1973). Handbook of Vitamins and Hormones. New York: Van Nostrand Reinhold, ISBN 0-442-24549-1
  8. ^ a b c d Dietary Reference Intakes: Vitamins. The National Academies, 2001.
  9. ^ a b c "Vitamin A: Fact Sheet for Health Professionals". National Institute of Health: Office of Dietary Supplements. 5 June 2013. 
  10. ^ "Dietary Reference Intakes: Vitamins". The National Academies. 2001. "Amount not determinable due to lack of data of adverse effects. Source of intake should be from food only to prevent high levels of intake." 
  11. ^ "Thiamin, vitamin B1: MedlinePlus Supplements". U.S. Department of Health and Human Services, National Institutes of Health. 
  12. ^ Hardman, J.G., ed (2001). Goodman and Gilman's Pharmacological Basis of Therapeutics (10th udg.). s. 992. ISBN 0071354697. 
  13. ^ Plain type indicates Adequate Intakes (A/I). "The AI is believed to cover the needs of all individuals, but a lack of data prevent being able to specify with confidence the percentage of individuals covered by this intake" (se Dietary Reference Intakes: Vitamins. The National Academies, 2001).
  14. ^ Pantothenic acid, dexpanthenol: MedlinePlus Supplements. MedlinePlus. Hentet 5 October 2009. 
  15. ^ Vitamin and Mineral Supplement Fact Sheets Vitamin B6. Dietary-supplements.info.nih.gov (15. september 2011). Retrieved on 2013-08-03.
  16. ^ Vitamin and Mineral Supplement Fact Sheets Vitamin B12. Dietary-supplements.info.nih.gov (24 June 2011). Retrieved on 2013-08-03.
  17. ^ Værdien repræsenterer anbefalet indtag uden tilpas eksponering til sollys (se Dietary Reference Intakes: Vitamins. The National Academies, 2001).
  18. ^ a b c d e The Merck Manual: Nutritional Disorders: Vitamin Introduction Please select specific vitamins from the list at the top of the page.
  19. ^ Gaby, Alan R. (2005). "Does vitamin E cause congestive heart failure? (Literature Review & Commentary)". Townsend Letter for Doctors and Patients. 
  20. ^ Rohde LE; de Assis MC; Rabelo ER (2007). "Dietary vitamin K intake and anticoagulation in elderly patients". Curr Opin Clin Nutr Metab Care 10 (1): 1–5. doi:10.1097/MCO.0b013e328011c46c. PMID 17143047. 
  21. ^ Gavrilov, Leonid A. (10 February 2003) Pieces of the Puzzle: Aging Research Today and Tomorrow. fightaging.org
  22. ^ a b Moyer, VA (25 Feb 2014). "Vitamin, Mineral, and Multivitamin Supplements for the Primary Prevention of Cardiovascular Disease and Cancer: U.S. Preventive Services Task Force Recommendation Statement". Annals of Internal Medicine 160 (8): 558–64. doi:10.7326/M14-0198. PMID 24566474. 
  23. ^ Bjelakovic, Goran; Nikolova, D; Gluud, LL; Simonetti, RG; Gluud, C (2007). "Mortality in Randomized Trials of Antioxidant Supplements for Primary and Secondary Prevention: Systematic Review and Meta-analysis". JAMA 297 (8): 842–57. doi:10.1001/jama.297.8.842. PMID 17327526. 
  24. ^ Sen, Chandan K.; Khanna, Savita; Roy, Sashwati (2006). "Tocotrienols: Vitamin E beyond tocopherols". Life Sciences 78 (18): 2088–98. doi:10.1016/j.lfs.2005.12.001. PMID 16458936. 
  25. ^ S. Getman (March 2011). EU Regulations on food supplements, health foods, herbal medicines. US Commercial Service. Retrieved February 2014.
  26. ^ Schweizerische Eidgenossenschaft. Bundesrecht 817.022.104. Verordnung des EDI über Speziallebensmittel vom 23. Nov. 2005 Art. 22 Nahrungsergänzungsmittel. (på tysk)
  27. ^ Higdon, Jane (2011)Vitamin E recommendations at Linus Pauling Institute's Micronutrient Information Center
  28. ^ Pemberton, J. (2006). "Medical experiments carried out in Sheffield on conscientious objectors to military service during the 1939–45 war". International Journal of Epidemiology 35 (3): 556–8. doi:10.1093/ije/dyl020. PMID 16510534. 
  29. ^ a b Wendt, Diane (2015). "Packed full of questions: Who benefits from dietary supplements?". Distillations Magazine 1 (3): 41–45. Hentet 6 November 2015. 
  30. ^ Price, Catherine (2015). Vitamania: Our obsessive quest for nutritional perfection. Penguin Press. ISBN 978-1594205040. 
  31. ^ Lakhan, SE; Vieira, KF (2008). "Nutritional therapies for mental disorders". Nutrition journal 7: 2. doi:10.1186/1475-2891-7-2. PMID 18208598. 
  32. ^ Boy, E.; Mannar, V.; Pandav, C.; de Benoist, B.; Viteri, F.; Fontaine, O.; Hotz, C. (2009). "Achievements, challenges, and promising new approaches in vitamin and mineral deficiency control". Nutr Rev 67 (Suppl 1): S24–30. doi:10.1111/j.1753-4887.2009.00155.x. PMID 19453674. 
  33. ^ Institute of Medicine. Food and Nutrition Board. Dietary Reference Intakes for Vitamin A, Vitamin K, Arsenic, Boron, Chromium, Copper, Iodine, Iron, Manganese, Molybdenum, Nickel, Silicon, Vanadium, and Zinc. National Academy Press, Washington, DC, 2001.
  34. ^ Fukuwatari T; Shibata K (2008). "Urinary water-soluble vitamins and their metabolite contents as nutritional markers for evaluating vitamin intakes in young Japanese women". J. Nutr. Sci. Vitaminol. 54 (3): 223–9. doi:10.3177/jnsv.54.223. PMID 18635909. 
  35. ^ Bellows, L.; Moore, R.. "Water-Soluble Vitamins". Colorado State University. Hentet 7 December 2008. 
  36. ^ Said HM; Mohammed ZM (2006). "Intestinal absorption of water-soluble vitamins: an update". Curr. Opin. Gastroenterol. 22 (2): 140–6. doi:10.1097/01.mog.0000203870.22706.52. PMID 16462170. 
  37. ^ Maqbool A; Stallings VA (2008). "Update on fat-soluble vitamins in cystic fibrosis". Curr Opin Pulm Med 14 (6): 574–81. doi:10.1097/MCP.0b013e3283136787. PMID 18812835. 
  38. ^ a b c d e Jack Challem (1997)."The Past, Present and Future of Vitamins"
  39. ^ Jacob, RA (1996). "Three eras of vitamin C discovery". Subcell Biochem. Subcellular Biochemistry 25: 1–16. doi:10.1007/978-1-4613-0325-1_1. ISBN 978-1-4613-7998-0. PMID 8821966. 
  40. ^ Bellis, Mary. Production Methods The History of the Vitamins. Retrieved 1 February 2005.
  41. ^ a b 1929 Nobel lecture. Nobelprize.org. Retrieved on 3 August 2013.
  42. ^ a b Gratzer, Walter (2006). "9. The quarry run to earth". Terrors of the table: the curious history of nutrition. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0199205639. Hentet 5 November 2015. 
  43. ^ Rosenfeld, L. (1997). "Vitamine—vitamin. The early years of discovery". Clin Chem 43 (4): 680–5. PMID 9105273. 
  44. ^ a b Carpenter, Kenneth (22 June 2004). The Nobel Prize and the Discovery of Vitamins. Nobelprize.org. Hentet 5 October 2009. 
  45. ^ Suzuki, U.; Shimamura, T. (1911). "Active constituent of rice grits preventing bird polyneuritis". Tokyo Kagaku Kaishi 32: 4–7; 144–146; 335–358. 
  46. ^ Combs, Gerald (2008). The vitamins: fundamental aspects in nutrition and health. ISBN 9780121834937. 
  47. ^ Funk, C. and Dubin, H. E. (1922). The Vitamines. Baltimore: Williams and Wilkins Company.
  48. ^ Nobelprize.org. The Official Website of the Nobel Prize.Paul Karrer-Biographical. Retrieved 8 January 2013.
  49. ^ a b Bennett, David. Every Vitamin Page. All Vitamins and Pseudo-Vitamins.
  50. ^ a b Davidson, Michael W. (2004) Anthranilic Acid (Vitamin L) Florida State University. Retrieved 20-02-07.
  51. ^ Abbasi, Kamran (2003). "Rapid Responses to: Aspirin protects women at risk of pre-eclampsia without causing bleeding". British Medical Journal 327 (7424): 7424. doi:10.1136/bmj.327.7424.0-h. 
  52. ^ Vitamins and minerals – names and facts. pubquizhelp.34sp.com
  53. ^ a b B Vitamins. NeuroSoup (2013-04-15). Retrieved on 2015-11-30.
  54. ^ Vitamins: What Vitamins Do I Need?. Medical News Today. Retrieved on 2015-11-30.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Se også[redigér | redigér wikikode]