Den hellige gral

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
"The Damsel of the Sanct Grael " eller
Holy Grail (1874) af Dante Gabriel Rossetti.
En jomfru på borgen Corbin i Sangreal ("Skt. Gral") forudser Galahads bedrifter. Illustration af Arthur Rackham, 1917.

Den hellige gral er i kristen mytologi en skål eller et bæger benyttet af Jesus ved den sidste nadver. Ifølge legenden benyttede Josef fra Arimatæa[1] den til at opsamle noget af Jesu blod ved korsfæstelsen, hvad der gav gralen nogle af dens mirakuløse egenskaber. Han tog så gralen med til England, hvor han angiveligt grundlagde en orden af gral-vogtere. Søgen efter gralen er et tilbagevendende tema i Arthur-legenden og andre middelalderlegender. At legenden blev så populær på de britiske øer, kan skyldes en keltisk legende om en gryde med magiske evner. Et eksempel på kelternes hellige kar er Gundestrupkarret, fundet i Danmark. Ifølge andre sagn skal gralen stamme fra dronningen af Saba, som forærede den til kong Salomo. Senere skulle så Nikodemus[2] have fået fat i den og foræret den til Kristus.

Jagten på den hellige gral kan ses som et billede på kristen stræben eller ligefrem på korstogene.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Ordet "gral" kommer af latin gradalis (= stor tallerken), der kan genfindes i det occitanske grazal eller tidligt franske graal, der begge betyder "kar" eller "fad". Det er mere usikkert om det igen stammer fra græsk krater (= vinblandingskar), som over latin cratalis/gradalis kan være nået til fransk. Det passer ikke at ordet gral er opstået ved at sang real (= kongeligt blod) blev fejllæst til san graal (= helligt kar). På middelalderfransk hed "blod" nemlig ikke sang, men sanc, udtalt med k-lyd.[3]

Perceval og Fiskerkongen[redigér | redigér wikikode]

Den ældste gral-romance er den ufuldendte versroman Perceval, le Conte de Graal af Chrétien de Troyes. I indledningen skriver han, at værket er skrevet på opfordring af hans mæcen, grev Philippe af Flandern, der ejede en ældre kilde. Digtet er fra mellem 1180 og 1191. Gralen har dér ingen mirakuløse egenskaber. Perceval - han er navnløs i starten af fortællingen - vokser op i en ensom skov sammen med sin mor, der ønsker at holde ham fjernt fra det riddervæsen, der har ødelagt hendes liv. Hendes mand og to andre sønner er dræbt, og skoven er det eneste, der er tilbage af hendes ejendom. En dag møder Perceval alligevel nogle riddere, og rider forventningsfuld ud i verden, selvom hans mor falder om i fortvivlelse. Perceval klarer sig dog rimelig godt i verden, og når frem til en øde, gold egn med en borg, hvor han ønskes velkommen af en syg og svækket konge, kaldet Fiskerkongen. En væbner bærer en lanse, der drypper blod fra, men Perceval spørger ikke, hvad det er. En kvinde bærer en gral forbi; den funkler klarere end sollys, men Perceval spørger stadig ikke om noget. Et bord dækkes, og ved hver ret bæres denne gral forbi. Den har været tolket som noget hentet fra keltiske sagn; men lansen tyder på, at der er tale om kristne relikvier fra Jesu korsfæstelse, og en nadver, hvor kalken bæres forbi; først tildækket, så åben. Percevals synd består i, at han ikke spørger om noget. Næste morgen finder han borgen tom. En pige fortæller, at hun er hans kusine, og at hans navn er Perceval Waliseren - hvad hverken han eller læseren var klar over - og at det var forkert af ham, ikke at spørge om noget, hvilket skyldtes hans synd mod sin mor, der nu er død. Perceval vender tilbage til kong Arthurs hof, hvor en grim jomfru, ridende på et muldyr, bebrejder ham de samme ting. Hvis han havde spurgt, var Fiskerkongen blevet helbredet. Nu forbliver landet goldt. (Temaet the wasteland - det golde land, ødemarken - er behandlet af T.S. Eliot.[4]) Perceval har ikke været i kirke i fem år og har helt glemt Gud. Han drager ud for at genfinde gralen. Den finder han ikke, men en langfredag kommer han til en eneboer, der forklarer ham, at fiskerkongen er søn af Gralskongen, som igen er Percevals morbror. Gralskongen, som altså er Percevals egen fætter, lever kun af hostien, som bæres til ham i en gral. Perceval bliver hos eneboeren, der opdrager ham i kristen tro.[5]

Jagten på den hellige gral.

Crétiens versroman om gralen fik flere forfattere til at behandlet temaet. Robert de Boron (omkring 1200) omtalte "gralen" i bestemt form, et bæger inspireret af keltiske myter og det apokryfe Nikodemus-evangelium[6] fra 200-tallet. Boron gennemgik i 500 vers både Det gamle og Det nye testamente, afsluttet med Jesu nedstigning til helvede, der senere inspirerede Grundtvig til salmen I kvæld blev der banket på helvedes port.[7] Da Josef fra Arimatæa blev sat i fængsel, viste Jesus sig for ham med gralen. Ifølge Boron rejste Josefs svoger Bron efter påbud fra Jesus selv med sin søn og gralen til Avalon.[8]

I perioden 1215-35 blev Borons roman udvidet til et mammutværk på omkring 4.000 sider, den ældste franske roman i prosa, muligvis skrevet af en enkelt forfatter. Den første del er en udvidet genfortælling af Borons gralsroman; mens fortsættelsen starter med en genfortælling af Bibelen, hvor Det gamle testamente tilsvarer historien om Lancelot, mens Det nye testamente tilsvarer historien om Galahad. Værket handler om kong Arthur og ridderne af det runde bord, heltene fra Chrétien de Troyes' høviske Arthur-romaner. Gralsromanen er derimod optaget af den religiøse reform i Bernhard af Clairvaux' cistercienserklostre, og hvidklædte munke spiller en vigtig rolle. Det runde bord - først omtalt af kanniken Wace fra Caën i 1155[9] - erstattes av nadversbordet i dette værk, og de høviske romaners kærlighed og riddervæsen er blevet til kristendom og riddervæsen, behandlet i fem dele.[10]

Gralsromanen samlede alle motiver omkring Arthur og ridderne omkring det runde bord, og udøvede en enorm påvirkning på hele den europæiske middelalderlitteratur, fra Dante og Boccaccio til den spanske ridderroman, og i ny tid Jean Cocteau. Men især var virkningen stor i England med Thomas Malorys Le morte d'Arthur,[11] Tennysons digte[12] og T.S. Eliot.

Første del: Gralshistorien[redigér | redigér wikikode]

Borgen Corbenic.

Den navnløse forfatter beskriver en åbenbaring, hvor Jesus selv overrakte ham gralshistorien og derefter førte ham gennem de syv himle. Vi hører også om Josef fra Arimatæa, der fik skålen med Jesu blod og bragte den til England, til borgen Corbenic.

Anden del: Merlins historie[redigér | redigér wikikode]

Troldmanden Merlin er søn af en djævel, der forførte en pige. Hun bekender dog det hele for en hellig mand, hvorved Merlins trolddomskraft renses. Så gengives alle hans bedrifter og [profeti]]er, som berettet af Geoffrey af Monmouth. Merlin får Uther Pendragon til at indføre det runde bord efter forbillede af nadverbordet, men med en tom plads. Det nye er, at Merlin knyttes til kong Arthur - det var han ikke hos Geoffrey. Arthurs søster Morgain går i lære hos Merlin.

Galahad trækker sværdet ud af stenen. Arthur Rackham.

Tredje del: Lancelot fra søen[redigér | redigér wikikode]

Lancelot er søn af kong Ban af Bretagne, men damen fra søen, Viviane, bortfører og opfostrer ham. Som attenårig ankommer han rthurs hof i England, så køn og høvisk, at dronning Guinevere forelsker sig i ham. Det er gengældt, selv om han ikke formår at udtrykke det. Ligesom Perceval finder Lancelot frem til gralsborgen; også Lancelot fejler ved ikke at spørge om noget. Men han får et barn med kongen på gralsborgen: Sønnen Galahad.

Fjerde del: Jagten på gralen[redigér | redigér wikikode]

Hvidklædte cisterciensermunke påpeger stadig for ridderne, hvilke fejl de gør. Her knyttes gralens navn til ordet grâce (= nåde). Lancelot føres til et nonnekloster og møder Galahad, som er opvokset der. Han får at vide, at det er hans søn, og slår ham til ridder. Galahad følger med sin far til Arthurs hof og sætter sig i den tomme stol. Intet sker, og han trækker et sværd, som ingen andre kan rokke, ud af en sten. Så opfordrer han alle ridderne til at drage ud og lede efter gralen. Galahad er den eneste, der når frem til gralsborgen. Han helbreder Fiskerkongen, og det golde land bliver igen frugtbart. Galahad bliver konge, men dør kun et år senere. En hånd bortfører gralen og lansen.

Femte del: Arthurs død[redigér | redigér wikikode]

Morgain fortæller sin bror Arthur om hans kones utroskab med Lancelot. Han griber dem på fersk gerning, og dronningen dømmes til døden, men reddes af Lancelot, som derefter rejser til Bretagne. Arthur drager dertil for at føre krig mod ham, og overlader riget og sin kone i sin søstersøn Mordreds varetægt. Han får imidlertid nys om, at Mordred planlægger at overtage begge dele, og skynder sig tilbage. Et frygteligt slag står ved Salisbury, hvor Mordred fældes af sin morbror. Men Arthur falder også, og når lige at slynge sit sværd Excalibur ud i søen, hvor en hånd tager imod det. Så kommer Morgain og fører sin bror bort på et skib til Avalon. Lancelot - lykkeridderen, der kom til kort i sin jagt på gralen - beder om tilgivelse for det onde, han havde gjort.

Gralen i nyere tid[redigér | redigér wikikode]

I Richard Wagners opera Lohengrin er titelrollen en gralsridder, der må leve hemmeligt blandt menneskene.[13]

Gralsmotivet er benyttet i adskillige bøger som Dan Browns roman Da Vinci Mysteriet, hvor gralen er Maria Magdalene, der her udlægges som Jesu hustru.[14] Da Vinci Mysteriet er inspireret af teorier fremsat i det populærhistoriske værk Helligt blod, hellig gral.

Michael P. Spradlins Den yngste Tempelridder handler om den unge væbner Tristans kamp for at få gralen i sikkerhed.

Den danske journalist og historiker Erling Haagensen mener, at gralen kan ligge gemt på Bornholm, på baggrund af ærkebiskop Eskils besøg hos Bernhard i Clairvaux,[15] hvor han også senere opholdt sig i sit eksil.[16] Historikere har afvist Erling Haagensens hypoteser som rene fantasier.[17]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ https://www.biblen.info/Josef-fra-arimataea.htm
  2. ^ https://denstoredanske.lex.dk/Nikodemus?utm_source=denstoredanske.dk&utm_medium=redirectFromGoogle&utm_campaign=DSDredirect
  3. ^ Bjørn Are Davidsen: "Koder og kontanter", Åpent sinn eller høl i hue? (s. 43-4), forlaget Humanist, Oslo 2006, ISBN 82-92622-16-0
  4. ^ https://www.uoanbar.edu.iq/HumanitarianEducationCollege/catalog/2-aeman.pdf
  5. ^ Knud Togeby: "Europæisk litteratur", Verdens litteraturhistorie 2 (s. 317-19), Cappelens forlag, 1971, ISBN 82-574-0063-7
  6. ^ Nikodemusevangeliet - Et kristent propagandaskrift midt i en brydningstid
  7. ^ Knud Togeby: "Europæisk litteratur", Verdens litteraturhistorie 2 (s. 224)
  8. ^ Knud Togeby: "Europæisk litteratur", Verdens litteraturhistorie 2 (s. 319)
  9. ^ Knud Togeby: "Europæisk litteratur", Verdens litteraturhistorie 2 (s. 285)
  10. ^ Knud Togeby: "Europæisk litteratur", Verdens litteraturhistorie 2 (s. 359)
  11. ^ https://www.bl.uk/onlinegallery/onlineex/englit/malory/
  12. ^ https://www.poetryfoundation.org/poems/45325/idylls-of-the-king-the-passing-of-arthur
  13. ^ https://classicalexburns.com/2020/05/20/richard-wagner-lohengrin-prelude-to-act-i-the-holy-grail/
  14. ^ https://abcnews.go.com/International/story?id=84590&page=1
  15. ^ Den hellige gral er gemt på Bornholm | Kristeligt Dagblad
  16. ^ https://denstoredanske.lex.dk/Eskil
  17. ^ Leif Kiil Sørensen: Fantasteri og forskruet vrøvl, Kristeligt Dagblad, 16. maj 2006.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: