Glasmaleri

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Glasmaleri (1880) viser Ludvig den Hellige i La Rochelle Cathedral, Charente-Maritime, Frankrig

Glasmaleri er kunsten at sammensætte hele billeder af farvede glasstykker (mosaikglasmaleri) eller at bemale ufarvet glas med gennemskinnelige farver, som indbrændes: kabinetsmaleri[note 1] ; denne sidste teknik er dog af langt senere oprindelse end den første, som anvendtes i den største del af Middelalderen.

Tidlig glasmaleri[redigér | redigér wikikode]

Romerne kunne både puste og støbe glas, og allerede i det 4. århundrede nævnes farvede ruder i kirker, hvilket nærmest skyldtes, at få forstod at frembringe klart glas. Tremmeværket af træ eller metal forfærdigedes i regelmæssige mønstre; mosaikkerne i kirkerne kunne tjene til forbilleder. Det næste skridt vist først i 9. århundrede var at belægge de farvede glasplader med en uigennemsigtig farve (i ældre tid sædvanlig sort) og udspare, senere ridse et mønster i dem, og derpå brænde det. Valsede sprosser, på ældre dansk vinder, af bly, som kunde føje sig efter krumme linjer, nævnes første gang af Leo af Ostia (1066), men de må gå adskilligt længere tilbage. Glassets tildannelse i mønsterstykker skete på et bord med tegnede linjer. Stykkerne skares ud med glødende jern, og kanterne jævnedes med krøselen. Anvisninger hertil findes i tyskeren Theophilus Presbyter' værk fra 11. århundrede "Diversarum artium schedula". Diamantet til skæring anvendtes først fra Middelalderens slutning. Sådanne musiviske (mosaik)glasmalerier med eller uden figurlige fremstillinger (overvejende enkeltfigurer i stiv, monumental holdning) anvendtes i større og mindre kirker i den ældre Middelalder, men de var sjældne og dyre, og de fleste steder måtte man nøjes med horn, pergament etc. Glasmaleri blomstrede både i Tyskland og i Frankrig, men kun få vinduer er bevarede fra den romanske periode, de ældste fra 11. århundrede i domkirken i Augsburg, yngre vinduer i Strassburg, Châlons-en-Champagne, Tournai m. m. I enkelte danske landsbykirker er i korets østvindue bevaret romanske glasmaleri med billeder af kirkens navnehelgen, således i Roager i Nordslesvig og i BjerrebyTåsinge, nu i Nationalmuseet.

Middelalderens glasmaleri[redigér | redigér wikikode]

Medens cisterciensernes strenge ordensregler forbød farvet glas i vinduerne og kun tillod grisaillemaleri på farveløst glas, fandt glasmaleri udvidet anvendelse ved den gotiske bygningsstil, der opløste murmasserne i vinduer. Efter det 13. århundrede bliver glasstykkerne større. Overfangsglas med farve på rudens ene side begynder at dukke op, og foruden sort anvender man emaljefarver. De ældre gotiske glasmalerier fremstiller gerne enkeltfigurer: helgener, profeter, konger etc. stående i alvorlig og streng holdning under baldakiner på en tæppemønstret baggrund; kun i de nedre vinduer og i medaljonfelter ses scener af Kristi eller helgeners liv. Gotisk glasmaleri findes i domkirkerne i Amiens, Evreux, Beauvais, Strassburg, Köln, Elisabeth Kirken i Marburg etc. Fra omtrent 1400 bliver glasmalerier stadig talrigere, og deres strengt dekorative fladevirkning viger efterhånden for mere maleriske effekter. Fra denne tid stammer vinduer i Fruekirken i Lübeck og i domkirken i Firenze, som antages for værker af mester Francesco Livi fra Gambassi, der havde lært kunsten i Lübeck, og en del kirkevinduer i Nürnberg udført af glasmalerslægten Hirschvogel. Produktionen var efterhånden gået fra klostrene til de læge kunsthåndværkere, og samtidig begyndte verdslige elementer at trænge sig ind i glasmaleri: slægtsvåben, og malerier på baggrund af klart glas. På denne tid holdt vinduesglasset sit indtog i boligerne. Klare glasruder i en privatbolig nævnes første gang i Frankrig under Karl VI; i Oslo nævnes 1392 et stenhus med glasruder. Til dem anvendtes billige retlinede mønstre, navnlig "rudemønsteret", sammensat af stående firkanter. Fx et kirkevindue fra Ubberud Kirke ved Odense med odensebispen og andre prælaters våbenskjolde, der opbevares på Nationalmuseet i København fra ca. 1500.

16., 17. og 18. århundredes glasmaleri[redigér | redigér wikikode]

Tre scener fra legenden om det mirakuløse sakramente. Blyindfattede ruder i St. Michael og St. Gudula katedralen i Bruxelles af Jean-Baptiste Capronnier (ca. 1870)

Endnu i det 16. århundredes begyndelse frembragte den middelalderlige glasmalerkunst et så betydeligt værk som vinduerne i Kölner Doms nordlige sideskib, som dog røber en tendens til realisme og bevæget komposition, der passer mindre godt med glasmaleris dekorative væsen. Mellem gotik og renæssance er bl.a. nogle vinduer i domkirken i Freiburg, i flere kirker i Paris og England samt i St. Michael og St. Gudula katedralen i Bruxelles, de sidste med arkitektonisk baggrund i rig renæssancestil. Glasmalerne nærmer sig mere og mere oliemaleriets teknik og misforstår deres kunstarts væsen, men dog har både Frankrig og Nederlandene endnu i slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede betydelige glasmalere: fx Dirk Crabeth og Wouter Crabeths glasmaleri i Sint-Janskerk i Gouda 1555—77, Abraham van Diepenbeeck, som overførte sin lærer, maleren Rubens' kompositioner på glas. De store glasmalerier forsvinder efterhånden fra kirkerne, og man nøjes med små malede tavler i de klare ruder både i kirker, rådhuse og privatboliger. Sådanne tavler skænkedes ofte af frænder og venner ved opførelsen af et hus (glarøl, glaseregilde, fensterbier) eller af borgmestre og rådmænd til rådhuset, og var gerne med giverens våben eller bomærke, portræt, navn, sentenser etc.; denne smag bredte sig også til bønderne og holdt sig i lang tid hos dem. Den rigeste samling af de små glasmaleri i Danmark findes i Odense Museum og stammer fra byens gamle skomagerlavshus. De herlige glasmalerier, som nederlænderen Evert Crynss udførte til Kongens Stol i Frederiksborgs Kapel, ødelagdes ved branden. Dette "kabinetsmaleri" blomstrede især i Schweiz i det 16. og 17. århundrede, og selv betydelige kunstnere som Hans Holbein den yngre gav tegninger til dem. Hele kunsten havde nu fået noget håndværksmæssigt over sig, bl.a. fordi teknikkens stigende vanskelighed mere og mere hindrede de egentlige kunstnere i selv at udføre glasmaleri. I det 17. og 18. århundrede forsvandt glasmaleri så godt som fuldstændig (undtagen i England, hvor en nederlænder, Bernard van Linge, under Jakob I stiftede en skole, som har holdt sig til nutiden). Det hang dels sammen med de blyindfattede ruders afløsning med i større støbte glasruder, indfattede i træsprosser (1688 genopfandt man nemlig i Frankrig den gamle romerske kunst, at støbe glastavler på sand), dels med den herskende klassicismes uvilje mod alt for spraglede farver. Dog krævedes i København hele det 18. århundrede som mesterstykke et vindue i kunstfærdigt blymønster med en malet tavle, og endnu 1829 udførtes en sådan i København, men om praktisk brug er her ikke tale. I Holsten udførtes ruder bemalede alene med navne endnu i året 1800. og glasmaleri efter 1780 i Hennestedt Sogn,

19. århundrede[redigér | redigér wikikode]

Først i 19. århundredes begyndelse med den romantiske begejstring for gotikken er glasmaleri atter blevet genoplivet, men har i lang tid væsentlig bevæget sig i de gamle former. Nævnes må Gottlob Samuel Mohn i Dresden og Wien i begyndelsen af det 19. århundrede og navnlig Michael Sigismund Frank i Nürnberg. En kunstanstalt for glasmaleri grundedes 1827 af kong Ludvig I i München, og her udførtes bl.a. de 19 store vinduer til den nygotiske kirke i forstaden Au ved München samt fire vinduer til domkirken i Köln. I Frankrig findes en lignende anstalt ved Sèvres; af franske glasmalere kan nævnes Laurent-Charles Maréchal. Også i Berlin er der en statsanstalt og adskillige private anstalter for glasmaleri. Forskellige kunstnere har gjort forsøg på at gennemføre en mere moderne og personlig stil i glasmaleri: bl.a. amerikaneren Louis Comfort Tiffany og Emile Gallé. I Danmark har glarmester August Duvier udført glasmalerier til bygninger (mest kirker) efter tegninger af fx Thorvald Bindesbøll, Joakim Skovgaard, Axel Hou, Johannes Kragh, C.N. Overgaard.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Olivier Merson, Les vitraux, Paris, 1895
  • J. L. Fischer, Handbuch der Glasmalerei, Leipzig, 1914, med fyldig litteraturhenvisning
  • Bernhard Olsen, "Glas og Bly i Vinduer" i Tidsskrift for Kunstindustri, 1892
  • Hans Dedekam, Glasmaleri's Estetik og Historie, Kria, 1908

Note[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ fint gennemført maleri i lille målestok, kilde:Kabinetsmaleri — Ordbog — ODS

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]