Spring til indhold

Ole Sarvig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ole Sarvig
Født27. november 1921 Rediger på Wikidata
København, Danmark Rediger på Wikidata
Død4. december 1981 (60 år) Rediger på Wikidata
København, Danmark Rediger på Wikidata
ÆgtefælleAnna Grete Anshelm Rediger på Wikidata
BarnChristian Sarvig Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedHF-Centret Efterslægten Rediger på Wikidata
BeskæftigelseSalmedigter, oversætter, forfatter, digter Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserEmma Bærentzens Legat (1944, 1959),
Søren Gyldendal-prisen (1964),
Kritikerprisen (1960),
Egholtprisen (1980),
Morten Nielsens Mindelegat (1968) med flere Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Ole Sarvig (27. november 1921 i København4. december 1981 sammesteds) var en dansk forfatter. Han er mest kendt for sine digte, indledt med debuten Grønne Digte (1943), men skrev også romaner, essays og salmer. Kendetegnende for hans forfatterskab er en ofte lyrisk, billedbåren stil, hvor en kristen motivverden og frelsertanke kombineres med en fremmedgjort og dyster opfattelse af den moderne verden.[1] Sarvig var en markant, modernistisk digter i efterkrigstidens Danmark og modtog Kritikerprisen (1960) og Det Danske Akademis Store Pris i 1967.

Sarvig var stærkt optaget af moderne, europæisk billedkunst, hvilket hans ofte visuelt bårne digte bærer præg af.[2] I efterkrigstiden tilknyttet kredsen omkring det toneangivende litteraturtidsskrift Heretica[3]. Ud over sit skønlitterære forfatterskab var han skribent, kunstkritiker og oversætter, primært af engelsk litteratur. Nok mest centralt står hans oversættelse af Ortega Y Gassets Menneskets fordrivelse fra kunsten og hans oversættelser af Shakespeare.[4]

Han var far til maleren Christian Sarvig og nevø til maleren Edvard Sarvig.


Ole Sarvig blev student i 1940 fra Efterslægtselskabets Skole. Tog filosofikum samme år og læste derefter kunsthistorieKøbenhavns Universitet. Han boede i udlandet ad flere omgange, heriblandt Frankrig, Norge, Skotland og Irland. I en længere årrække boede han i Spanien (1954-1962), og det var også i den periode, han udgav størstedelen af sine romaner.[5] Han var gift fem gange. Første gang i 1941 og senest, fra 1962 og frem til sin død i 1980, med Helen Aileen Dewell.

Sarvig modtog en række af priser og legater i forbindelse med sit forfatterskab, hvoraf nogle nævnes her: I 1944, året efter sin debut, Emma Bærentzens Legat; i 1960 Kritikerprisen; i 1963 Herman Bangs Mindelegat; i 1965 Emil Aarestrup Medaillen og i 1967 Det Danske Akademis Store Pris. I 1969 modtog han Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.[6] I 1972 blev han medlem af Det Danske Akademi, hvor han sad indtil sin død. Sarvig begik selvmord 4. december 1981.[7] [note 1]

Sarvigs digtning

[redigér | rediger kildetekst]

Sarvig debuterede i 1943 med samlingen Grønne Digte og fulgte året efter op med Jeghuset. De billedtætte og visuelle digte koncentrer sig ofte om byen, der bliver et symbol på det moderne menneskes krisetilstand: "Saa blege var gaderne, / som en lunge i sprit"[8]. Sammen med samlingerne Mangfoldighed (1945), Legende (1946) og Menneske (1948) kan de to første digtsamlinger opfattes som en fælles digtkreds.[9] Digtet Regnmaaleren fra debuten indgik i den tidligere Kulturkanon.

Særligt kendetegnende for hans lyrik er den hyppige brug af billeder og symbolet som en foretrukken type af metafor. Derudover er Sarvigs digte ofte visionære. For eksempel i digtet 'Vindmaane', hvor jeg'et udbryder: "Ved I, vi er forliste?" Visionen retter sig ofte mod kulturen og menneskets krisetilstand, men kan også slå om i sin modsætning. I hans forfatterskab er forestillingen om kristelig genfødsel og frelse således genkommende. Ligeledes naturen som modbilledet på byen og den moderne livsverden. Et sprogligt særkende hos Sarvig er genetiv-konstruktioner som fx: "sommerens sø", "løgets tanke" eller "solens flammende gade". Det er blandt andet sprogbrug af denne type, der hos senere generationer af forfattere og kritikere har ledt til latterliggørelse af Sarvigs patosfyldte stil.

Sarvig har påvirket digtere som Klaus Høeck, Søren Ulrik Thomsen[10], Michael Strunge, Niels Frank[11][12] og Signe Gjessing.[13]

Uddybende Uddybende artikel: Heretica

Med sin forestilling om, at den moderne, vestlige kultur var kriseramt, forudgik Sarvig bevægelsen omkring tidsskriftet Heretica (1948-53).[14] Det er i denne sammenhæng, han oftest placeres i dansk litteraturhistorie.[15][2]. Her havde Sarvig en central position som bidragsyder.[14] Kredsen omkring Heretica anskuede den moderne kultur som værende i en krisetilstand. Verden var overtaget af tom rationalisme og systemtænkning. Særligt i lyset af 1. og 2. Verdenskrig, havde de politiske ideologier fejlet, og sociale og psykologiske teorier om mennesket var udtømt.[16] Periodens kulturkrise og civilisationskritik spores tydeligt i Sarvigs digtning, også i de efterfølgende romaner, hvor fremmedgørelse og modernitet er centrale temaer.

Billedkunst og kunstkritik

[redigér | rediger kildetekst]

Sarvig beskæftigede sig livet igennem med moderne, europæisk billedkunst, og har blandt andet skrevet Edvard Munchs Grafik (1948). I den og andre essaybøger skrev han bredt om billedkunst, både som kunstkritiker og som kunsthistoriker. I sine egne værker var han stærkt inspireret af moderne billedkunst, blandt andet Edvard Munch og Palle Nielsen.[1]

Under 2. verdenskrig var han med i kredsen om kunsttidskriftet Helhesten, der talte navne som Asger Jorn, Ejler Bille og Richard Mortensen.[2] Han formidlede denne kreds af abstrakte malere for en større offentlighed, blandt andet gennem bogen Et Foredrag om abstrakt Kunst (1945).[17][2] Fra 1944-45 var han oversætter og forlagskonsulent ved Weilbachs Kunstnerleksikon.[18] I perioden 1950-53 kunstkritiker ved Information[19] og senere kunstkonsulent ved Danmarks Radio (1953-54).[4]

Stenrosen (1955), hans romandebut, foregår på enkelt dag på Glazer Platz i efterkrigstidens Berlin. Den krigshærgede by sætter scenen for en række personer, der i et sanset og lyrisk sprog erindrer tiden før krigen. Samlende for hans romaner kan man sige, at de alle på forskellige måder handler om krise, fremmedgørelse og identitetsproblemer i det moderne menneskes liv. De kan derfor også læses i klar forlængelse af hans lyriske forfatterskab. Set opsummerende er romanerne videre udviklinger af Sarvigs tanker og kunstneriske udtryk fra digtningen.[20] Således karakteriser litteraturforsker, Søren Schou størsteparten af hans romaner som "en fuldblodslyriker på udebane".

I sine to næste romaner De sovende (1958) og Havet under mit vindue (1960) bruger Sarvig træk fra genrelitteraturen i form af kriminalromanen og den internationale spændingsroman.[21] I romanen Limbo (1963) tilsidesættes det episke for en indre monolog i prosalyrisk stil.[22] Oprindeligt fremført som et radiospil handler den om kvinden Jo Hall, der erindrer sin afdøde mand, Charles. Titlen, Limbo, alluderer til helvedes forgård. Disse fire romaner Stenrosen, De sovende, Havet under mit vindue og Limbo opnåede en ny læserkreds, da de genudkom som billigbøger i Gyldendals Tranebogsserie[23].

De rejsende (1978) var Sarvigs sidste roman, som han året efter blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for.[24]

Salmedigtning

[redigér | rediger kildetekst]

Sarvig skrev en del salmer, og særligt hen mod slutningen af 1970'erne intensiveredes produktionen i det, som han selv har kaldt en "salmestorm".[25] Den lyriske produktion skyldtes i høj grad konen, Helen Aileen Dewels sygdom og efterfølgende død.[26] Mange af salmerne blev samlet i bogen, Salmer og begyndelser til 1980'erne, udgivet i januar 1981. Inspireret af barokkens kontrastfyldte stil, digter Sarvig om forløsningen gennem kærligheden til et andet menneske, nogle steder i et erotisk sprog.[4] Professor i litteraturSven Hakon Rossel har bemærket, at: "Samlingen bekræfter Ole Sarvigs position som den største religiøse danske digter i nyere tid og den betydeligste repræsentant for et livssyn, der hverken søger psykologiske eller sociale forklaringer på det moderne menneskes fremmedgørelse og identitetskrise, men konsekvent peger på en metafysisk løsning."[4]

Udgivelser (uddrag)

[redigér | rediger kildetekst]
  • Grønne Digte (1943)
  • Jeghuset (digte, 1944)
  • Mangfoldighed (digte, 1945)
  • Et Foredrag om abstrakt Kunst (foredrag, 1945). Holdt i Kunstforeningen d. 14.4.[17]
  • Legende (digte, 1946)
  • Menneske (digte, 1948)
  • Edvard Munchs Grafik (kunstkritik, 1948)
  • Krisens Billedbog (kunstessays, 1950)
  • Min Kærlighed (digte, 1952)
  • Stenrosen (roman, 1955)
  • Glimt. smaa essays. (1956)
  • De Sovende (roman, 1958)
  • Havet under mit Vindue (roman, 1960)
  • Den sene dag. En digtkreds i udvalg. (1962, udvalgte digte fra de første fem samlinger ved Ole Wivel i samråd med Ole Sarvig)
  • Limbo (roman, 1963)
  • Spirende digte (1967)
  • Glem Ikke (roman, 1972)
  • Sejlads (tv-dramatik, 1974)
  • Forstadsdigte (opsamling, 1974)
  • De rejsende. En undergangsroman (1978)
  • Salmer og begyndelser til 1980'erne. (1981, et udvalg ved Erik C. Lindgren)
  1. ^ a b Sarvig, Ole | forfatterweb
  2. ^ a b c d Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. I Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3., red. Mette Winge m.fl. 3. udgave, side 409-25. København: G. E. C. Gads Forlag. s. 410
  3. ^ Heretica | lex.dk – Den Store Danske
  4. ^ a b c d Sven Rossel: Ole Sarvig i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896
  5. ^ (red.) Mette Winge m.fl. i: Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3., red. 3. udgave, København: G. E. C. Gads Forlag. s. 585. Kategorier
  6. ^ Oplysninger om enkelte personer
  7. ^ Oplysninger om enkelte personer
  8. ^ Sarvig, Ole (1943), Grønne digte, København: Povl Branner.
  9. ^ Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960. København: Gyldendal. s. 487
  10. ^ https://www.information.dk/2007/07/underlig-sang-iskolde-gade
  11. ^ Ole Sarvig | Litteratursiden
  12. ^ Jeghuset og regnmåleren
  13. ^ Med Rimbaud, Sarvig og Grotrian i bagagen | Kristeligt Dagblad
  14. ^ a b Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960. København: Gyldendal. s. 463
  15. ^ Brøndsted, Mogens, og Sven Møller Kristensen. 1966. Danmarks litteratur. 1. udg. København: Gyldendal. s. 306-307
  16. ^ Brøndsted, Mogens, og Sven Møller Kristensen. 1966. Danmarks litteratur. 1. udg. København: Gyldendal. s. 307
  17. ^ a b Sarvig, Ole. Et foredrag om abstrakt kunst holdt i “Kunstforeningen” 14.4.1945. Kbh: N.p., 1945. Print.
  18. ^ Ole Sarvig | Folkekirken.dk
  19. ^ (red) Jon Helt Haarder m.fl. 2001. Danske digtere i det 20. århundrede. Bind II. Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen., 4. udgave, København: Gads Forlag. s. 585
  20. ^ Skyum-Nielsen, Erik. 2001. “Ole Sarvig”. I Danske digtere i det 20. århundrede. Bind II. Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen., redigeret af Jon Helt Haarder m.fl. 4. udgave, side 40-54. København: Gads Forlag. s. 50
  21. ^ Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960. København: Gyldendal. s. 490-91
  22. ^ Schou, Søren, Lasse Horne Kjældgaard, m.fl. 2006. Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960. København: Gyldendal. s. 493
  23. ^ Jakob Brønnum (u.å.): ”En truet sommermorgen – Ole Sarvigs digte, romaner og essays”. set 29.4.202: http://wayback-01.kb.dk/wayback/20100504120049/http://www2.kb.dk/elib/bio/ny-dk/sarvig/
  24. ^ "Nomineringer til Nordisk Råds litteraturpris fra Danmark - da.LinkFang.org". Arkiveret fra originalen 21. februar 2021. Hentet 29. april 2020.
  25. ^ Sven Rossel: Ole Sarvig i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296896
  26. ^ Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. I Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3., red. Mette Winge m.fl. 3. udgave, side 409-25. København: G. E. C. Gads Forlag. s. 424
  1. ^ For nærmere information om baggrunden for Sarvigs selvmord, der angiveligt skulle være på baggrund af konens sygdom og død. Se blandt andet:
    • Skyum-Nielsen, Erik. 2001. “Ole Sarvig” s. 40-54. I Danske digtere i det 20. århundrede. Bind II. Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen. 4. udgave, København: Gads Forlag.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

Biografi og priser

[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur om Ole Sarvig

[redigér | rediger kildetekst]

Carl Martin Frovin Jørgensen: Ole Sarvigs lyrik. En belysning af 'stedet', 'mennesket' og 'billedet', Akademisk Forlag, 1971

Iben Holk (red.) Tidstegn. En bog Ole Sarvigs forfatterskab. Centrum, 1982

Poul Borum: Samtale med Ole Sarvig. Gyldendal, 1969

Preben Skovgaard Andersen: Omkring Ole Sarvigs kristusdigte. En redegørelse for hovedmotiverne, sammenhængen og udviklingen i Ole Sarvigs digtkreds, Rounburgs Grafiske Hus, 1979.

Torben Brostrøm: "Den tikkende søvnbevidsthed" (s. 107-146), i hans: Poetisk Kermesse. 2. udg. Gyldendal, 1968

Niels Egebak "Frostsalme for de levende. En semantisk analyse af Ole Sarvigs 'Frostsamle for to eller tre'". (s. 51-76) i: Exil VI: 1, 1972

Artur Lundkvist "Ole Sarvig och verklighetens kris" i hans: Utflykter med utländska författare. Bonniers, 1969

Erik Svendsen "Sarvig som vehikel for 60er-modernismen - en glemt historie?" i: Kritik 154, 2001

Steffen Hejlskov Larsen, "Ole Sarvigs 'Jeghuset'".(s. 85–104), i: Danske studier, 1961

Steffen Hejlskov Larsen: "Udsigt fra Jeghuset". (s. 66-84), i hans: Lyriske tilværelsesmodeller. Borgen, 1968

Hanne Marie Svendsen: Romanens veje. (s. 9–24), 1966. (interviews)

Jan Rosiek: "Sarvig: Profteten i nattens hus" (s. 150-59), i hans: Andre spor: Studier i moderne dansk lyrik. 2003. Forlaget Spring, 2003.

Litteraturhistorie

[redigér | rediger kildetekst]

Brøndsted, Mogens, og Sven Møller Kristensen. 1966. Danmarks litteratur. (s. 307-9), 1. udg. København: Gyldendal.

Brostrøm, Torben, og Jens Kistrup. 1977. Dansk Litteraturhistorie - Fra Morten Nielsen til Kløvedal Reich. (s. 16-21), Dansk Litteraturhistorie 1-6., Bind 6. København: Politikens Forlag.

Borum, Poul. 1981. “Ole Sarvig”. (s. 409-25), i: Danske digtere i det 20. århundrede 1-5. Bind 3., (red.) Mette Winge m.fl. 3. udgave. København: G. E. C. Gads Forlag.

Skyum-Nielsen, Erik. 2001. “Ole Sarvig” (s. 40-54), i: Danske digtere i det 20. århundrede. Bind II. Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen., (red.) Jon Helt Haarder, m.fl. 4. udgave, København: Gads Forlag.

Schou, Søren m.fl. 2006. Dansk litteraturs historie. Bd. 4: 1920 - 1960. (s. 484-94), København: Gyldendal.

Artiklen om Ole Sarvig kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.