Risengrød

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 16. jan. 2015, 12:23 af TherasTaneel (diskussion | bidrag) TherasTaneel (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved Patchfinder, fjerner ændringer fra DenRigeTønderBorger (diskussion | bidrag))
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Risengrød serveret med kanelsukker og smørklatter

Risengrød indgår som middagsret i nordisk juletradition. Ris koges til grød med mælk og en smule salt. Den serveres varm med smør, kanel og sukker. Til risvandgrød bruges vand i stedet for mælk.

Historie

Det har i mange år før grødens indtræden været almindeligt i Asien at anvende ris til forskellige former for madlavning – bl.a. budding. Risdesserten er opstået i Mellemøsten eller Persien, hvor den vandt fremgang i Middelalderen.

I den europæiske historie var romerne de første, som brugte risbudding/-grød lavet på gedemælk til medicinske formål. Af denne grund er de første opskrifter nævnt i medicinske tekster. I Skandinavien forekommer risbudding/-grød for første gang i 1542 i Malmö, hvor man til hverdag kogte grøden på vand og kun til højtider brugte man mælk.

Indtil langt op i 1800-tallet, var hovedingrediensen byg, havre og rug, når man fremstillede grød, da ris fortsat blev længe betragtet som en luksusvare. Nye traditioner opstod og risengrøden blev introduceret til det bedre borgerskab som en videreudvikling af sødgrøden, der i forvejen ansås for at være et luksusgode. Da grødris var en importvare, og derfor dyre, blev det et statussymbol at kunne servere risengrød for sine julegæster. Husnissen huserede i midten af århundredet rundt om på lofterne og der var bred enighed om, at man også skulle sætte grød frem til den, hvis man ville regne med dens hjælp – ellers kunne den blive ondsindet.

Efterhånden blev risengrøden mere og mere udbredt i takt med, at grødrisene blev et mere almindeligt syn hos købmanden. Omkring år 1900 var den således ved at være folkeeje og blev ikke længere betragtet som statussymbol, man forsøgte derfor i de finere kredse at videreudvikle grøden, så den igen kunne blive eksklusiv. Dette resulterede i, at man blandede grøden med hakkede mandler, fløde og vanilje, hvilket blev til risalamande.

Brug

Rester af risengrød kan laves til klatkager.

Se også

Søsterprojekter med yderligere information:
Se opskrift på Risengrød
i WikiKogebogen
  • Risalamande – efter tilsætning af flødeskum, sukker, vanilje og mandler.