Egyptisk religion

I den tidlige egyptiske religion var faraoen (her Tut-ank-amons dødemaske) repræsentant for solguden Ra.

Egyptisk religion omfatter en komplekst system af polyteistiskes overbevisninger som de blev praktiseret i det antikke Egypten. Egyptens antikke religion dækker en periode fra ca. 3100 f.v.t. frem til lukning af det sidste tempel 553 (af Justinian 1.), men har rødder langt tilbage i Egyptens forhistorie. Religions detaljer har varietet meget gennem de mange år, i takt med at vigtigheden af bestemte guder steg og faldt.

Den formele religiøse praksis var koncentreret omkring faraoerne, Egypternes konger, som selv blev tilbedt som guddommelige. Faraoerne fungerede som formidlere mellem deres undersåtter og guderne, og var forpligtede til at opretholde guderne gennem ritualer og ofre. For på den måde at sikre både Egypten og hele kosmosordenen. Staten afsatte enorme ressourcer til de religiøse ritualer og til opførelsen af templer.

Guder og gudinder

Egypterne mente, at naturens fænomener var guddommelige kræfter i sig selv. Disse guddommeliggjorte kræfter omfattede elementerne, dyrekarakteristika eller abstrakte kræfter. Egypterne troede på en pantheon af guder, der var involveret i alle aspekter af naturen og det menneskelige samfund. Deres religiøse praksis var bestræbelser på at opretholde og placere disse fænomener og vende dem til menneskelig fordel.

Egyptens antikke religion havde mange guder, 8 urguder kaldet ogdoad (de 8) og ennead (de 9). Urguderne var en del af den egyptiske skabelse mytologi, mens enneaden omfatter de vigtigste guder som blev tilbedt. Urguderne optråte 2 ad gangen, i et maskulin og feminin aspekter.

Se også

• De ægyptiske guders stamtræ
• Sfinks
• Mytologi
• Ægyptisk sjæl

Spire Denne religionsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.