Pax romana

Pax Romana, latin for "Romersk Fred", bruges om en lang fredstid 27 f.Kr.-180 e.Kr. i Romerriget. Udtrykket stammer fra, at Roms styre og Romerretten pacificerede diverse regioner, der tidligere havde ligget i krig med hinanden. Til tider skete det med magt. Under Pax Romana var der stadig krige med flere nabostater som germanerne. Inden for Romerriget var der relativt stille uden tidligere tiders borgerkrige og store invasioner.

Pax Romana dækker over, at romerne deres aggressive ekspansionsiver til trods havde en masse at tilbyde de folk, de underlagde sig. Der gik ofte ikke længe før besejrede befolkninger, der ofte havde været martrede af indbyrdes strid mellem høvdinge, klanledere og konger indså fordelene ved det romerske samfunds struktur: Gode veje sikret af militær tilstedeværelse i området, et stabilt retssystem, blomstrende økonomi pga. handel med resten af riget, tryghed og beskyttelse mod barbarer og lignende i form af mobile, slagkraftige legioner, mulighed for opnåelse af romersk statsborgerskab og mulighed for social opstigen ved hvervning til den romerske hær. Pax Romana betød dog ikke, at romerne ikke stadig ekspanderede militært, men romerriget oplevede ingen ødelæggende borgerkrige eller faretruende invasioner. Opstande rundt om i riget blev slået ned, heriblandt briternes oprør i 60 e.Kr., hvorunder ca. 150.000 døde.

Pax Romana varede fra år 29 før Kristus, da Kejser Augustus erklærede en ende på de store borgerkrige, til år 180, da Kejser Marcus Aurelius døde. Pax Romana gavnede romersk handel, og velstanden steg.

Pax begrebets udvidet brug

Begrebet er nu overført til andre tider, hvor magter opretholder fred og undertrykker stridigheder inden for deres magtområder gennem hegemoni og magtmonopol til gavn for udvikling og handel. Måske kan friheden mangle som i Pax Mongolica, Pax Americana, Pax Britannica, Pax Eunionia og Pax Microsoftia.