Sofisme: Forskelle mellem versioner
SorenRK (diskussion | bidrag) m {{forveksles|Sufisme}} |
SorenRK (diskussion | bidrag) m Smårettelser |
||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
{{forveksles| |
{{forveksles|sufisme}} |
||
'''Sofisme''' var den intellektuelle skole eller tradition i [[antikken]]s [[Grækenland]], som de såkaldte "sofister" tilhørte. Sofisme kommer af ''sofia'' ([[græsk]] for "[[visdom]]"), og sofister var personer, der i 400-tallet f.Kr. virkede i [[Athen]] og en del andre græske [[bystat]]er, hvor de for betaling underviste i [[filosofi]], [[historie]], [[grammatik]] og især [[retorik]]. En senere betydning af ordet "sofist" er "''person, der med veltalenhed og spidsfindige argumenter søger at overtale eller overbevise nogen''". |
'''Sofisme''' var den intellektuelle skole eller tradition i [[antikken]]s [[Grækenland]], som de såkaldte "sofister" tilhørte. Sofisme kommer af ''sofia'' ([[græsk]] for "[[visdom]]"), og sofister var personer, der i 400-tallet f.Kr. virkede i [[Athen]] og en del andre græske [[bystat]]er, hvor de for betaling underviste i [[filosofi]], [[historie]], [[grammatik]] og især [[retorik]]. En senere betydning af ordet "sofist" er "''person, der med veltalenhed og spidsfindige argumenter søger at overtale eller overbevise nogen''".<ref>https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sofister</ref> |
||
Fremstillingen af disse omrejsende læreres virksomhed har været meget negativ; især fra deres fremste kritikere, [[Sokrates]], [[Platon]] og [[Aristoteles]]. Men i modsætning til disse tre, viste sofisterne gennemgående et [[demokrati]]sk sindelag; og og det er blandt sofisterne, vi finder de meget få grækere, der tog til orde mod [[slaveri]]. |
Fremstillingen af disse omrejsende læreres virksomhed har været meget negativ; især fra deres fremste kritikere, [[Sokrates]], [[Platon]] og [[Aristoteles]]. Men i modsætning til disse tre, viste sofisterne gennemgående et [[demokrati]]sk sindelag; og og det er blandt sofisterne, vi finder de meget få grækere, der tog til orde mod [[slaveri]].<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 58), forlaget Gyldendal, Oslo 2002,ISBN 82-417-0966-8</ref> |
||
== Historisk baggrund == |
== Historisk baggrund == |
||
[[Fil:Akropolis by Leo von Klenze.jpg|thumb|[[Athen]]s [[akropolis]], malet af Leo von Klenze ([[1846]]).]] |
[[Fil:Akropolis by Leo von Klenze.jpg|thumb|[[Athen]]s [[akropolis]], malet af Leo von Klenze ([[1846]]).]] |
||
I 400-tallet f.Kr havde grækerne en omkring 150-årig filosofitradition; men mange følte, at filosofien ikke bidrog til klarhed eller indsigt, men tværtimod skabte forvirring og tvivl i den offentlige debat. Her var sofisternes undervisning til hjælp ved gennemgang af de forskellige retninger og diskussioner med eleverne. Der fandtes i bystaterne ingen højere, organiseret [[uddannelse]] udenom den [[militær]]e; så sofisterne fyldte et helt åbenbart behov for tilegnelse af kundskab, hvad der kan forklare deres gennemslagskraft. [[Embedsmænd]] blev den gang udnævnt ved lodtrækning, der blev anset som [[gud]]ernes chance til at påvirke valget. |
I 400-tallet f.Kr havde grækerne en omkring 150-årig filosofitradition; men mange følte, at filosofien ikke bidrog til klarhed eller indsigt, men tværtimod skabte forvirring og tvivl i den offentlige debat. Her var sofisternes undervisning til hjælp ved gennemgang af de forskellige retninger og diskussioner med eleverne. Der fandtes i bystaterne ingen højere, organiseret [[uddannelse]] udenom den [[militær]]e; så sofisterne fyldte et helt åbenbart behov for tilegnelse af kundskab, hvad der kan forklare deres gennemslagskraft. [[Embedsmænd]] blev den gang udnævnt ved lodtrækning, der blev anset som [[gud]]ernes chance til at påvirke valget.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 57)</ref> |
||
Når retorik var et så vigtigt fag, skyldtes det, at der ikke fandtes [[sagfører]]e. Blev man sigtet for noget, måtte man selv føre sin sag, og der var hverken [[dommer]] eller [[jury]]; man måtte selv tale sin sag foran de fremmødte med[[borger]]e. Derfor var det af den yderste vigtighed, at man lærte at udtrykke sig sammenhængende og fornuftigt. |
Når retorik var et så vigtigt fag, skyldtes det, at der ikke fandtes [[sagfører]]e. Blev man sigtet for noget, måtte man selv føre sin sag, og der var hverken [[dommer]] eller [[jury]]; man måtte selv tale sin sag foran de fremmødte med[[borger]]e. Derfor var det af den yderste vigtighed, at man lærte at udtrykke sig sammenhængende og fornuftigt.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 61-62)</ref> |
||
Sofisternes mål var at bekæmpe forvirringen, der prægede tidens offentlige debat. Modsat [[filosof]]ferne gik en sofist ikke ind i, hvad der var sandt eller usandt, men nøjede sig med at lære eleven at fremføre sit syn så overbevisende og troværdigt som muligt. Filosofferne ville nå frem til ''erkendelse'' af sagens inderste, dens sandhed; mens sofisterne koncentrerede sig om ''[[teknik]]ker'' til at komme heldigt fra en diskussion. Sokrates påpegede de farlige etiske og politiske konsekvenser, når målet blev overtalelse uden indsigt i problemet. Dertil blev sofisterne stærkt kritiseret for at tage sig betalt for undervisningen. Sokrates mente, evnen til selvstændig tænkning går tabt, når man tager betalt for at undervise; i stedet indretter man sig efter det nyttige og behagelige. Efter hans mening søgte sofisterne derfor ikke sandhed, men kun egen vinding. |
Sofisternes mål var at bekæmpe forvirringen, der prægede tidens offentlige debat. Modsat [[filosof]]ferne gik en sofist ikke ind i, hvad der var sandt eller usandt, men nøjede sig med at lære eleven at fremføre sit syn så overbevisende og troværdigt som muligt. Filosofferne ville nå frem til ''erkendelse'' af sagens inderste, dens sandhed; mens sofisterne koncentrerede sig om ''[[teknik]]ker'' til at komme heldigt fra en diskussion. Sokrates påpegede de farlige etiske og politiske konsekvenser, når målet blev overtalelse uden indsigt i problemet. Dertil blev sofisterne stærkt kritiseret for at tage sig betalt for undervisningen. Sokrates mente, evnen til selvstændig tænkning går tabt, når man tager betalt for at undervise; i stedet indretter man sig efter det nyttige og behagelige. Efter hans mening søgte sofisterne derfor ikke sandhed, men kun egen vinding.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 68)</ref> |
||
"''Overtalelse, ikke sandhed,''" var et stikord for en af deres teknikker. Ligesom et etbinds [[leksikon]] skulle man erhverve sig nogen kundskab om det meste, så man kunne udtale sig med [[fornuft]] om de fleste ting og skabe indtryk af at være mere kundskabsrig, end man faktisk var. Sofisten [[Gorgias]] pralede af, at han var bedre end sin bror lægen til at få patienterne til at tage [[medicin]]en. Naturligvis vidste han mindre om medicinen end sin bror; men han forstod bedre at lyde overbevisende. |
"''Overtalelse, ikke sandhed,''" var et stikord for en af deres teknikker. Ligesom et etbinds [[leksikon]] skulle man erhverve sig nogen kundskab om det meste, så man kunne udtale sig med [[fornuft]] om de fleste ting og skabe indtryk af at være mere kundskabsrig, end man faktisk var. Sofisten [[Gorgias]] pralede af, at han var bedre end sin bror lægen til at få patienterne til at tage [[medicin]]en. Naturligvis vidste han mindre om medicinen end sin bror; men han forstod bedre at lyde overbevisende.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 63)</ref> |
||
Men sofisterne var naturligvis ingen ensartet gruppe. [[Protagoras]] udtalte, at "''mennesket er alle tings målestok''", tolket som [[relativisme]]. Vel kan smag og behag ikke rigtig diskuteres; men her lyder det, som om Protagoras omgør ''alle'' spørgsmål til spørgsmål om smag og behag. Gorgias er talsmand for [[skepticisme]] med sit udsagn om, at "''intet er til''". Platon angreb i mange af sine skrifter sofister, der fremhævede [[hedonisme]], og andre, der fremhævede [[magt]] som tilværelsens mål - mens andre sofister igen hævdede opfatninger tæt op til Sokrates' og Platons egne. |
Men sofisterne var naturligvis ingen ensartet gruppe. [[Protagoras]] udtalte, at "''mennesket er alle tings målestok''", tolket som [[relativisme]]. Vel kan smag og behag ikke rigtig diskuteres; men her lyder det, som om Protagoras omgør ''alle'' spørgsmål til spørgsmål om smag og behag. Gorgias er talsmand for [[skepticisme]] med sit udsagn om, at "''intet er til''". Platon angreb i mange af sine skrifter sofister, der fremhævede [[hedonisme]], og andre, der fremhævede [[magt]] som tilværelsens mål - mens andre sofister igen hævdede opfatninger tæt op til Sokrates' og Platons egne.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 67-68)</ref> |
||
==Liste over sofister== |
==Liste over sofister== |
||
Versionen fra 18. jun. 2018, 23:52
Ikke at forveksle med sufisme.
Sofisme var den intellektuelle skole eller tradition i antikkens Grækenland, som de såkaldte "sofister" tilhørte. Sofisme kommer af sofia (græsk for "visdom"), og sofister var personer, der i 400-tallet f.Kr. virkede i Athen og en del andre græske bystater, hvor de for betaling underviste i filosofi, historie, grammatik og især retorik. En senere betydning af ordet "sofist" er "person, der med veltalenhed og spidsfindige argumenter søger at overtale eller overbevise nogen".[1]
Fremstillingen af disse omrejsende læreres virksomhed har været meget negativ; især fra deres fremste kritikere, Sokrates, Platon og Aristoteles. Men i modsætning til disse tre, viste sofisterne gennemgående et demokratisk sindelag; og og det er blandt sofisterne, vi finder de meget få grækere, der tog til orde mod slaveri.[2]
Historisk baggrund
I 400-tallet f.Kr havde grækerne en omkring 150-årig filosofitradition; men mange følte, at filosofien ikke bidrog til klarhed eller indsigt, men tværtimod skabte forvirring og tvivl i den offentlige debat. Her var sofisternes undervisning til hjælp ved gennemgang af de forskellige retninger og diskussioner med eleverne. Der fandtes i bystaterne ingen højere, organiseret uddannelse udenom den militære; så sofisterne fyldte et helt åbenbart behov for tilegnelse af kundskab, hvad der kan forklare deres gennemslagskraft. Embedsmænd blev den gang udnævnt ved lodtrækning, der blev anset som gudernes chance til at påvirke valget.[3]
Når retorik var et så vigtigt fag, skyldtes det, at der ikke fandtes sagførere. Blev man sigtet for noget, måtte man selv føre sin sag, og der var hverken dommer eller jury; man måtte selv tale sin sag foran de fremmødte medborgere. Derfor var det af den yderste vigtighed, at man lærte at udtrykke sig sammenhængende og fornuftigt.[4]
Sofisternes mål var at bekæmpe forvirringen, der prægede tidens offentlige debat. Modsat filosofferne gik en sofist ikke ind i, hvad der var sandt eller usandt, men nøjede sig med at lære eleven at fremføre sit syn så overbevisende og troværdigt som muligt. Filosofferne ville nå frem til erkendelse af sagens inderste, dens sandhed; mens sofisterne koncentrerede sig om teknikker til at komme heldigt fra en diskussion. Sokrates påpegede de farlige etiske og politiske konsekvenser, når målet blev overtalelse uden indsigt i problemet. Dertil blev sofisterne stærkt kritiseret for at tage sig betalt for undervisningen. Sokrates mente, evnen til selvstændig tænkning går tabt, når man tager betalt for at undervise; i stedet indretter man sig efter det nyttige og behagelige. Efter hans mening søgte sofisterne derfor ikke sandhed, men kun egen vinding.[5]
"Overtalelse, ikke sandhed," var et stikord for en af deres teknikker. Ligesom et etbinds leksikon skulle man erhverve sig nogen kundskab om det meste, så man kunne udtale sig med fornuft om de fleste ting og skabe indtryk af at være mere kundskabsrig, end man faktisk var. Sofisten Gorgias pralede af, at han var bedre end sin bror lægen til at få patienterne til at tage medicinen. Naturligvis vidste han mindre om medicinen end sin bror; men han forstod bedre at lyde overbevisende.[6]
Men sofisterne var naturligvis ingen ensartet gruppe. Protagoras udtalte, at "mennesket er alle tings målestok", tolket som relativisme. Vel kan smag og behag ikke rigtig diskuteres; men her lyder det, som om Protagoras omgør alle spørgsmål til spørgsmål om smag og behag. Gorgias er talsmand for skepticisme med sit udsagn om, at "intet er til". Platon angreb i mange af sine skrifter sofister, der fremhævede hedonisme, og andre, der fremhævede magt som tilværelsens mål - mens andre sofister igen hævdede opfatninger tæt op til Sokrates' og Platons egne.[7]
Liste over sofister
Noter
- ^ https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sofister
- ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 58), forlaget Gyldendal, Oslo 2002,ISBN 82-417-0966-8
- ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 57)
- ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 61-62)
- ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 68)
- ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 63)
- ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 67-68)
Litteratur
- Gudrun Haastrup og Andreas Simonsen (1984): Sofistikken, Akademisk Forlag, ISBN 978-87-500-2537-5
- Matthiesen, Jakob (2004): Gorgias' bedrag. Sofisten Gorgias' udtryksform i Lovtale over Helena. Museum Tusculanums Forlag, ISBN 978-87-7289-745-5